Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: A.S.O.

Optakt: 10. etape af Tour de France

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

10.07.2017 kl. 20:51 af Emil Axelgaard.

Et dramatisk styrt sendte Richie Porte ud af Tour de France på en 9. etape, der blev mindst lige så dramatisk som ventet, og dermed sidder en meget stærk Chris Froome solidt i sadlen på kursen mod endnu en Tour-triumf. Rivalerne må nu håbe, at styrkeforholdet vil ændre sig i Pyrenæerne i Tourens anden uge, men inden favoritterne igen skal slås om den samlede sejr, venter to dage, hvor de hurtige folk igen vil stjæle rampelyset, startende med tirsdagens 10. etape, som byder på en meget interessant og teknisk finale.

Ruten

Efter en lang rejse til den østlige del af Frankrig og en velfortjent hviledag er det Pyrenæerne, der vil udgøre centrum for Tourens anden uge. De ryttere, der har det svært efter en lille fridag, kan imidlertid glæde sig over, at løbet genoptages så langt nord for bjergene, at man skal bruge hele to dage på at nå frem. Det åbner døren for, at sprinterne igen kan stjæle rampelyset på to relativt flade etaper, der som alle andre klassiske transportetaper har som formål at føre feltet frem til mere kuperet terræn.

 

Rejsen indledes med en tur på 178 km mellem Perigeaux og Bergerac, og de er stort set så flade, som de fås. Egentlig kunne man tage den direkte vej og køre en ultrakort etape, men i stedet har arrangørerne valgt at sammensætte en rute, der består af en stor sløjfe ud i det flade terræn øst for de start- og målbyen. Derfor indledes etapen med en flad strækning, der fører stik mod øst frem til byen Thenon, hvorfra man kører mos sydøst frem til Montignac. Herfra følger den meget snoede Vezere-flod mod sydvest, og det betyder naturligvis, at der ikke er mange terrænmæssige udfordringer. Det kommer der heller ikke, når man igen forlader vandet for at køre mod sydøst ned til forplejningszonen i Satlat-la-Canéda, der nås efter 90, 5 km.

 

Umiddelbart inden er der dog en ganske lille bakke, der kan tjene som opvarmning til dagens første bjergudfordring. Efter frokosten fortsættes nemlig mod syd op over kategori 4-stigningen Cote de Domme (3,5 km, 3,3%), der har top efter 100,5 km. Dernæst går det mod nordvest igennem fladt terræn frem til Saint-Cyprien, hvor dagens spurt, der er næsten helt flad og uden tekniske udfordringer, venter efter 121 km. Resten af etapen går nu næsten stik vest, og det eneste, der bryder monotonien, er den lille kategori 4-stigning Cote du Buisson-de-Cadouin (2,1 km, 5,6%), der imidlertid har top hele 39,5 km fra mål. Til slut slår man en lille sløjfe syd om Bergerac for at ramme målbyen fra sydvest, inden en teknisk finale venter. De sidste 5 km er helt flade, men der er flere sving. Først leder to højresving i rundkørsler umiddelbart efter 3 km-mærket over Dordogne-floden, inden en lige vej fører frem til to skarpe venstresving med hhv. 800 og 500 m til mål. Herefter rammer man den 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Bergerac blev senest besøgt i 2014, hvor Ramunas Navardauskas med et sent angreb på en lille stigning, akkurat snød sprinterne og dermed frarøvede John Degenkolb, der slog Alexander Kristoff i spurten om andenpladsen, en af hans største chancer for den forløsende første Tour-etapesejr.

 

Etapen og vores optakt starter klokken 13.25.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter at have tilbragt en hviledag i regnvejr kan feltet glæde sig over, at vejret slår om i tide. Således venter en tirsdag med flot solskin og kun enkelte skyer. Varmen vil også være mindre trykkende, idet temperaturen ventes at nå 26 point. Der vil kun være en let vind fra vest, hvilket giver medvind først på etapen, side- og medvind i den midterste fase og til slut modvind på stykket frem mod Bergerac. Med 3 km til mål får man medvind, indtil man efter de to sene sving får modvind på den meget korte opløbsstrækning.

 

Analyse af 9. etape

Da man testede Mont du Chat i årets Dauphiné, fik hele verden udstillet, hvordan nedkørsler er Richie Portes store svaghed. Australieren var tydeligvis rædselsslagen og usikker på de snørklede veje og var heldig med, at han efterfølgende kunne lukke et opstået hul på det flade. Han reddede således situationen, men etapen afslørede, at en af Tourens to topfavoritter havde en afgørende svaghed.

 

Desværre kostede den svaghed ham muligheden for at vinde årets Tour. Det var således ikke uden grund, at Porte tydeligvis var angst på nedkørslen for en måned siden. En banal kørefejl, der helt og holdet var hans egen fejl, sendte ham ud af den Tour, han var en af de helt store favoritter til at vinde. I skrivende stund er det stadig uklart, hvor slemt han har slået sig i et styrt, der så meget grimt ud, men de første meldinger er heldigvis optimistiske. Man kan kun håbe, at billeder lyver, og at det ikke står så galt til, som man kan frygte.

 

For løbet er det under alle omstændigheder en stor skam. På Mont du Chat havde han klart vist, at han sammen med Chris Froome udgjorde løbets stærkeste duo. Således var han den eneste, der utrætteligt angreb løbets store favorit, og de to tidligere holdkammerater var de eneste, der aldrig viste den mindste form for svaghedstegn. I sidste ende var de ude af stand til at sætte hinanden, og Sky-kaptajnen så ud til at have løbet i et jerngreb, men Porte kunne i hvert fald på baggrund af sin præstation stadig nære et håb om, at han kunne true sin tidligere kaptajn. Det håber er nu definitivt slukket.

 

For spændingens skyld er det ærgerligt. Froome var på Mont du Chat i total kontrol, og han kørte et klogt løb. Han forsøgte sig med et par enkelte accelerationer, men så aldrig ud til for alvor at lancere det helt afgørende fremstød, hvor han kørte sig selv i rød zone. I den forstand kørte han etapen på samme måde som sidste år, hvor han også kørte mere konservativt end vanligt. Det kan udlægges som svaghedstegn, men det er sandsynligvis en fejl at tolke det i den retning. Finalen ville gøre det til en risikabel affære at bruge alt for mange kræfter, og nøjagtigt som i 2016 er det tydeligt, at han vil holde sig frisk i den tredje uge, der traditionelt har været hans akilleshæl.

 

Samtidig så Sky igen meget stærke ud, selvom det naturligvis er et kolossalt tab at have mistet en velkørende Geraint Thomas, for hvem uheldet absolut ingen ende vil tage. Med Michal Kwiatkowski som en motorcykel, der kan kontrollere 100 km af hver eneste etape, kan han tilsyneladende spare sine tre klatrere til den absolutte finale, og det må være skræmmende for rivalerne at se, hvordan han stadig havde to hjælpere, da der kun var 14 mand tilbage hos favoritterne. Ganske vist er det tydeligt, at Sergio Henao slet ikke er på tidligere tiders niveau, men Mikel Landa synes klart at være i fremgang efter en lidt sløv start. Baskeren kan vise sig at blive helt afgørende senere i løbet, og da han endda selv er i top 10 i klassementet, giver det holdet nogle taktiske muligheder, som kun Astana kan matche. Hvis man skal give lidt håb til rivalerne må det være, at Kwiatkowski traditionelt har haft det meget svært sidst i en grand tour, og at Landa måske kan ende med at betale prisen for en hård Giro, men i den nuværende situation har Fort Sky tingene under kontrol.

 

Med Porte ude er det nu Fabio Aru, der må påtage sig rollen som førsteudfordrer, men det ser svært ud for italieneren, der i dag viste sine første svaghedstegn. Efter sit første optimistiske angreb - der i øvrigt blev sat ind på et meget tvivlsomt tidspunkt, hvor Chris Froome havde defekt, nøjagtigt som hans tidligere holdkammerat Vincenzo Nibali gjorde det for to år siden - led han voldsomt på Mont du Chat. Med sin helt ukuelige fightervilje lykkedes det ham så ofte før at redde situationen, men det blev tydeligt, at han ikke klatrer på Portes niveau. Samtidig har han stadig behov for at skulle sikre sig en buffer inden 20. etape, og det komplicerer situationen yderligere. Han kan til gengæld sætte sin lid til, at han modsat Froome har tradition for at blive stærkere og stærkere gennem en grand tour.

 

En anden grund til optimisme i Astana-lejren er naturligvis Jakob Fuglsangs genrejsning. Danskeren fik vist, at han er tilbage på sit Dauphiné-niveau, og at der sandsynligvis bare var tale om en dårlig dag på La Planche des Belles Filles. Desværre var det lidt en skam, at hans angreb betød, at vi ikke fik ham set i en direkte styrkeudmåling med favoritterne, men han efterlod et særdeles positivt indtryk på det flade stykke ind mod mål. Hans udfordring bliver stadig at holde topformen hele vejen til Paris, specielt fordi tredje uge ofte har været kompliceret for ham, men han har i hvert fald pustet nyt liv i klassementsdrømmen og sikret sig, at han ender som et taktisk kort og ikke rent slagtekvæg for Aru.

 

Samtidig må vi glæde os over Rigoberto Urans sejr. Vi var blandt de få, der nævnte colombianeren som mulig podiekandidat forud for løbet, og han har til fulde levet op til - og endda overgået - vores forventninger. I dag var han således den eneste, der aldrig slap Porte og Froome, og det viser, at han har nået et helt niveau. Det kan imidlertid ikke komme som en stor overraskelse. Har man fulgt Urans klatring siden sidste efterår, hvor han kørte fabelagtigt i de italienske klassikere, har det været klart, at han var på vej mod en genrejsning efter et par år med tvivlsomme resultater. Når han er gledet under radaren, skyldes det, at han har været syg i sine seneste to Giro-deltagelser, og at han er gået fra at være en af de bedste til at være en af de dårligste enkeltstartsryttere. På stigningerne har imidlertid ikke været meget slinger i valsen, og kan han holde dette niveau helt til Paris, er top 3 en realistisk mulighed. Desværre har han næsten altid - også i de år, hvor han er blevet nummer 2 i Giroen - haft dårlige dage, og manglen på stabilitet samt den sidste enkeltstart er stadig store udfordringer.

 

Romain Bardet fik bekræftet sin gode form, og han ligner mere og mere en reel podiekandidat. Også han har en udfordring ventende i Marseille på 20. etape, men formen fejler i hvert fald intet. Samtidig understregede Ag2r det, vi allerede skrev i går: at de er de eneste, der for alvor har den kollektive styrke til at true Sky. Deres indsats og offensive kørsel på dagens etape var mildt sagt imponerende. Ikke blot havde man Axel Domont, Alexis Vuillermoz og Jan Bakelants i udbrud, man havde stadig Pierre Latour, Mathias Frank, Cyril Gautier og en meget stærk Ben Gastauer hos Bardet langt inde i løbet. Det giver holdet nogle muligheder, som Bardet ofte har vist sig i stand til at udnytte. Han er kendt for sin offensive kørsel, og på en rute, der lægger op til at tage chancer, vil vi helt sikkert se meget til Ag2r og deres kaptajn på løbets nøgleetaper.

 

Udover Porte bød etapen også på mange tabere. En af de største er Dan Martin, der helt uden skyld blev revet i asfalten af sin australske kollega. Heldigvis slap han uden skrammer, men uheldet kostede ham så meget tid, at den podieplads, der bestemt var inden for rækkevidde efter endnu en overbevisende indsats på Mont du Chat, nu ser ud til at være urimeligt langt væk. Samtidig mistede han det, der var en næsten stensikker etapesejr. Havde han været med gruppen hjem, var det på papiret kun Uran, der kunne true ham i en spurt, og da colombianeren var sat tilbage af gearproblemer, havde Martin vundet etapen så let som ingenting. Heldigvis kan han glæde sig over, at der venter to etaper med lignende finaler senere i løbet, og da også Rodez-etapen måske er en chance, er mulighederne endnu ikke udtømte.

 

Det er de bestemt heller ikke for Warren Barguil. Allerede i går fremhævede vi, at franskmanden så ud til at være flyvende, men vi undlod alligevel at nævne ham som en af etapens favoritter. Det skyldtes, at han brækkede hoften i Romandiet Rundt for to måneder siden, og vi havde ikke forestillet os, at han ville være i stand til at angribe på løbets hårdeste etape dagen efter, at han havde leveret en kraftpræstation, hvor han bestemt ikke sparede på kræfterne. Nu endte en fantastisk præstation med et hjerteskærende nederlag, men han kan heldigvis finde trøst i, at han og Sunweb være på vej mod en etapesejr efter en fejende flot opvisning, hvor man havde sine fem bedste klatrere i udbrud. Samtidig fik man åbnet kampen om den grønne trøje op på ny. Kan Michael Matthews fortsætte den offensive kørsel og holde sig i top 5 på de flade etaper, samtidig med at han vinder etapen til Rodez, begynder det efterhånden at ligne en reel trussel mod den ellers skræmmende stærke Marcel Kittel.

 

Etapen bød også på giganternes definitive fald. Vi havde allerede fået en klar indikation på La Plache des Belles Filles, men efter i dag er der ikke længere nogen diskussion: Nairo Quintana og Alberto Contador kommer ikke i nærheden af den samlede sejr og næppe heller podiet. At Quintana er under niveau, er ikke nogen stor overraskelse. Alle vidste, at det var en risiko efter en hård Giro, og vi kan blot igen konstatere, at Giro-Tour-kombinationen simpelthen ikke længere synes mulig i moderne cykelsport, heller ikke for de ryttere, der har ry for at restituere allerbedst. Quintana kan stadig præge løbet og håbe på en lille renæssance i den tredje uge, men i lyset af Movistar-mandskabets kollektive kollaps er det svært at forestille sig, at han har midlerne til at udfordre de stærkere rivaler.

 

Endnu mere ildevarslende er det for Contador, der definitivt må kunne afskrives som topkandidat i grand tours. Vi skal tilbage til Giroen i 2015 for at finde hans seneste overbevisende præstation, og da han denne gang mødte op med det, han selv kalder en perfekt forberedelse, er der ikke længere nogen undskyldninger. Contador har ikke længere, hvad der skal til for at vinde de store etapeløb, og det må naturligt rejse nogle spørgsmål i Trek-lejren, hvor man egentlig havde planer om en etårig kontraktforlængelse, der skulle gøre spanieren til kaptajn i næste års Giro. Samtidig skal de nu samle stumperne i årets Tour, hvor holdet også virker meget svagt. Bauke Mollema og Jarlinson Pantano er langt fra deres topniveau, og det kan være, at man nu i stedet skal sætte sin lid til John Degenkolb, der med en 5. plads på 7. etape så lovende ud. Under alle omstændigheder kan tyskeren nu regne med i hvert fald at have Koen De Kort til at køre lead-out på de kommende sprinteretaper.

 

Dagen var heller ikke god for Louis Meintjes, der leverede en yderst skuffende indsats på en etape, der burde have passet ham fremragende. Endnu værre var det for Rafal Majka, der efter et styrt ny kan glemme alt om klassementet. Det udestår stadig at se, om han kan rejse sig og gå efter en tredje bjergtrøje i løbet, men selvom han skulle være sluppet nådigt fra uheldet, bliver det ikke nemt at matche en meget velkørende Barguil, der har et stort forspring og i skrivende stund er den klare favorit til at ende i prikker i Paris.

 

Endelig vil vi fremhæve tre ryttere, der fortjener ros. LottoNL-Jumbo mistede ganske vist en yderst velkørende Robert Gesink, men de er bestemt ikke uden muligheder i resten af løbet. Først og fremmest bekræftede George Bennett igen i dag, at han har udviklet sig til en af verdens bedste klatrere, og det mp nu være tid at skifte strategi og gå efter klassementet. I det hele taget var det et mysterium, at holdet ikke havde den taktik fra start. Sidste år sluttede han i top 10 i Vueltaen, selvom han var startet som hjælperytter. Nu skal han igen overvinde nogle dumme tidstab fra løbets første etaper, hvis han vil slutte langt fremme, og det havde ikke været tilfældet, hvis han fra start havde haft øjnene rettet mod den samlede stilling. Også hans holdkammerat Primoz Roglic kørte overraskende godt på en etape, der burde have været for svært, og kan han holde den form frem til 20. etape, før Froome kam til sit hår i bestræbelserne på at vinde løbets sidste enkeltstart.

 

Den sidste rytter, der fortjener ros, er Tiesj Benoot. Vi havde ham som favorit på 8. etape, hvor han imidlertid missede udbruddet. Vi nævnte ham ikke forud for denne etape, som vi ærligt talt troede var for hård. Belgieren var imidlertid ikke langt fra at vinde og viste igen, at hans klatreevner langt overgår, hvad man skulle forvente af en brostensspecialist. Efter hans top 15 i Dauphiné har vi nu lært lektien: det er slut med at undervurdere klatreevnerne hos et af sportens mest alsidige talenter!

 

Favoritterne

Efter to dage i bjergene er det igen tid til sceneskift. Vi skal frem til torsdag, før vi igen skal diskutere Froome, Aru og de øvrige klassementsryttere. Efter mandagens hviledag vender vi over to dage tilbage til det, der er løbets mest dominerende tema: massespurter. Tirsdagens 10. etape byder på helt fladt terræn, og den eneste afveksling i forhold til de etaper, der generelt har domineret den første uge, er, at man denne gang ikke skal tilbagelægge mere end 200 km.

 

Det betyder imidlertid næppe, at scenariet vil ændre sig. Ganske vist har udbrud altid bedre chancer senere i en grand tour, og det er utvivlsomt et mere mærket felt, der denne gang er til start. Alligevel er det meget svært at forestille sig, at det ikke ender i en massespurt. Quick-Step oser af selvtillid og er kendt for aldrig at lade en chance gå til spilde, og Katusha, Cofidis og Lotto Soudal er her stort set kun for massespurterne. Dimension Data har virkelig fået tro på Boasson Hagen, og spurterne er fortsat også hovedfokus for LottoNL-Jumbo. Med andre ord vil der altid være masser af interesse i at jagte, og vi kan derfor vente os en relativt begivenhedsfattig dag.

 

Etapens placering i løbet betyder, at der muligvis vil være lidt større aktivitet fra start end hidtil, men det mest sandsynlige er, at en lille gruppe med deltagelse af de sædvanlige hold - dvs. Wanty, Direct Energie, UAE, Fortuneo, FDJ og måske Cannondale - kommer afsted i den indledende fase. Herefter vil Julien Vermote og Thomas De Gendt eller Lars Bak tage kontrol i feltet og sikre, at forspringet næppe kommer meget over fire minutter. Efter forplejningszonen vil Cofidis komme frem med Nicolas Edet eller Luis Angel Mate og Katusha med Tiago Machado, og måske vil Jaco Venter fra Dimension Data også given en hånd. De vil holde udbruddet i snor, og da der er modvind på det meste af sidste halvdel, vil det ikke være et problem at køre dem ind. Den begrænsede vind og retningen betyder også, at der ikke er nogen reel risiko for sidevind, og det bør blive en relativt let dag for klassementsrytterne. Undervejs vil sprinterne være fremme i den indlagte spurt, men som vanligt vil mange af dem holde igen, specielt fordi den kommer tæt på afslutningen.

 

Til slut bør det hele ende i en massespurt, men denne gang er der tale om en helt anden finale end tidligere. For første gang i år er der tale om en meget teknisk afslutning, og det kan ændre dynamikken i forhold til det, vi tidligere har set. De mange sving betyder, at positionering og lead-outs er langt vigtigere end topfart, og der er tale om noget helt andet end den boulevardspurt vi så på 7. etape.

 

Det får os også til at ændre vores vinderbud. På papiret er det klart, at Marcel Kittel er den oplagte favorit, men denne finale passer ham slet ikke. Hans hold har ganske vist gjort det ganske godt i de seneste to spurter, specielt på 7. etape, hvor de fik afleveret Kittel præcis, hvor de ville have ham. De har imidlertid Matteo Trentin, der faldt for tidsgrænsen på dagens etape, og det er en mindre katastrofe. Det betyder, at det nu kun er Fabio Sabatini, der har topfarten til at blande sig i den absolutte finale, og det er et stort handicap for Kittel, der i forvejen har det svært i positionskampen. Han kan muligvis overvinde en dårlig position i kraft af sin hurtighed, men det bliver ikke nemt i en finale, hvor der ikke er langt til mål fra sidste sving. Han er heller ikke den mest accelerationsstærke sprinter, og han er langt bedre på længere opløbsstrækninger. Vi tror, at han får svært ved at finde en position, der gør det muligt at nå forbi rivalerne.

 

I stedet tror vi på André Greipel. Tyskeren har ganske vist indrømmet, at farten slet ikke rækker til at slå Kittel i en direkte duel, men i denne finale handler det som sagt ikke kun om fart. I stedet kan han denne gang virkelig drage fordel af sit stærke tog, der hidtil har gjort det ganske godt. Kun på 7. etape mislykkedes det, men på de foregående etaper er det lykkedes at positionere Greipel helt fremme. Han har samtidig vist, at hans topfart er god, og at det vel kun er Kittel, der er hurtigere. Tillige bliver han sjældent dårligere senere i en grand tour, og han kan måske lukrere på lidt større friskhed. Denne tekniske finale er en af Greipels bedste chancer i løbet, og vi tror på, at Lotto har toget til at levere ham til sejr.

 

Hans værste rival er naturligvis Marcel Kittel. Tyskeren har trods alt vist, at han kan vinde fra selv de mest utrolige positioner, og at hans topfart er så enorm, at han også sagtens kan sejre, selvom der er sving i finalen. Mange vil huske hans vanvidsspurt i Dublin i 2014-udgaven af Giroen, hvor han lukkede et helt enormt hul på nærmest ingen tid. Hans præstation i bjergene vidner om, at han slet ikke er træt endnu, og selvom han mangler Trentin, er hans hold trods alt ikke dårligt. Hvis Sabatini kan få ham frem i en bare nogenlunde position forud for sidste sving, er der meget store chancer for, at Kittel kan nå forbi og tage endnu en sejr.

 

Alexander Kristoff er egentlig kendt som en mand, der foretrækker powerspurter, men skal han slå Kittel, skal han i stedet drage fordel af sin gode positioneringsevne. Den har ikke været i top i den senere år, men i dette løb har det virkelig fungeret, også selvom det endnu ikke er lykkedes for alvor at få lead-outet med Marco Haller og Rick Zabel til at fungere. Når de rammer rigtigt, er potentialet til at dominere imidlertid stort, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Zabel og Kristoff kan komme først igennem sidste sving. Kristoff har vist, at han ikke er meget langsommere end de hurtigste, og modvindsspurter passer ham som regel godt. Hvis man dertil lægger, at han altid bliver bedre og bedre i en grand tour, er det klart, at han har gode muligheder på denne etape.

 

Det har også Edvald Boasson Hagen. Det er velkendt, at han slet ikke er hurtig nok normalt at vinde rene massespurter, men de tre foregående sprinteretaper har vist, at Dimension Data har løbets klart bedste tog. De har ganske enkelt domineret finalerne, og kan de gøre det igen, er dette etapen, Boasson Hagen kan vinde. Måske er der adskillige ryttere, der er hurtigere end nordmanden, men det betyder mindre, hvis Reinardt van Rensburg kan føre ham først gennem sidste sving. Man har mistet Renshaw, men han spillede alligevel ikke en rolle i fredags. Sidste gang lykkedes det kun akkurat for Kittel at fange ham, og det bliver bestemt ikke nemmere i denne afslutning.

 

Det har været en frustrerende Tour for Dylan Groenewegen. Hans LottoNL-Jumbo-tog har kørt skidt, og han har været helt isoleret i finalerne. På 7. etape havde han imidlertid en højere topfart end Kittel, og det fortæller endnu en gang, at han er en af de allerhurtigste. Efterfølgende ærgrede han sig over ikke at have haft mere tro på sig selv og startet spurten, inden han blev lukket inde. Det vil han helt sikkert gøre denne gang, men desværre er der en risiko for, at hans position vil gøre det svært at vinde. Hvis hans tog stepper op, er han dog helt sikkert hurtig nok til at gøre det.

 

Nacer Bouhanni var frustreret efter de første spurter, hvor han aldrig for alvor kunne lukke op. Det kunne han på 7. etape, men her indrømmede han, at han ikke havde benene. Den finale passede ham imidlertid ikke. I stedet vil han være i sit es i en teknisk finale som denne, hvor han kan drage fordel af sit kick og sin gode positioneringsevne. Om han i lyset af den manglende topform, har farten til at vinde, er stadig usikkert, men dette er helt klart en af hans bedste muligheder.

 

Normalt er Michael Matthews ikke hurtig nok til at vinde, men i en teknisk finale som denne har han en chance. Alt afhænger af, om Sunweb kan få det til at fungere med det meget stærke tog. De har fejlet stort på de første etaper, men på 7. etape faldt tingene på plads. Her viste de, at de vitterligt med Roy Curvers, Albert Timmer, Nikias Arndt og Ramon Sinkeldam virkelig har et tog, der kan matche de bedste. Kommer Matthews frem forud for sidste sving, er dette en af hans bedste muligheder i løbet.

 

Hidtil har John Degenkolb ingen støtte fået i spurterne. Det får han nok nu, hvor Alberto Contador er ude af kampen om sejren. Han har ikke et stort tog, men han har i Koen De Kort en af feltets bedste lead-out men. Samtidig er han kommet sig efter sit styrt og blev en flot nummer 5 på 7. etape, hvor han var helt alene. Han er ikke god til at positionere sig, og finalen passer ham derfor dårligt, men kan De Kort få ham frem, har han vist, at farten er god.

 

Rudiger Selig har kørt nogle fine spurter uden megen støtte. Med Majka ude af klassementet er han imidlertid nu et af Boras håb, og han kan regne med meget hjælp. Noget stort tog har han ikke, men han er så stærk, at han heller ikke behøver meget støtte. Baseret på de lead-outs, han kørte i Giroen, burde han have styrken til at komme frem i denne tekniske finale.

 

Endelig vil vi pege på Davide Cimolai. Med Demare ude er han nu FDJs mand til spurterne. Desværre røg næsten hele toget sammen med kaptajnen, så han får ikke meget støtte. Han er imidlertid ganske god til at positionere sig, og han har kørt fremragende i de få spurter, han har kørt i år. Mange vil huske, hvordan han slog Bouhanni i Catalonien, og en teknisk finale som denne passer ham fint. Samtidig er han ganske holdbar og bør ikke være voldsomt svækket af et par dage i bjergene.

 

Feltet.dks vinderbud: André Greipel

Øvrige vinderkandidater: Marcel Kittel, Alexander Kristoff

Outsidere: Edvald Boasson Hagen, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni

Jokers: Michael Matthews, John Degenkolb, Rudiger Selig, Davide Cimolai

 

HVER DAG UNDER TOUREN GIVER UNIBET DIG MULIGHED FOR AT VINDE 50.000 KRONER - ENDDA GRATIS! UNIBET KALDER DET BETTIME, ALT MAN SKAL GØRE ER AT GIVE SIT BUD PÅ VINDERTIDEN PÅ EN ETAPE. HOS FELTET.DK GÆTTER VI MED OG TROR, AT VINDERTIDEN BLIVER: 04.08.57. LÆS MERE OM KONKURRENCEN OG DELTAG I UNIBETS BETTIME!

SENESTE

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk