Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

Ruten

Nøjagtigt som Vueltaen sørger Giroen altid for at have mange af sine store bjergetaper i weekenderne. Derfor indledes den bjergrige tredje uge stort set altid på løbets næstsidste lørdag, og det er også tilfældet i år. Meget ofte har der denne dag ventet en af løbets allersværeste etaper, og det er mere end nogensinde tilfældet i år. For første gang siden 2014 vender Giroen nemlig tilbage til frygtede Monte Zoncolan, der af mange regnes som Europas sværeste cykelbjerg. Hvor de første 13 etaper i et vist omfang kan have været betragtet som opvarmning, indledes klassementskampen og løbets afgørende fase med et kolossalt brag, når rytterne passerer under porten med skriften ”Velkommen til Helvede” og herefter klatrer de 10 km til toppen af den brutalt stejle stigning, der utvivlsomt vil efterlade os med en meget klar ide om, hvem der kan vinde årets Giro.

Etapen er i alt 186 km lang og fører feltet fra San Vito al Tagliamento til toppen af Monte Zoncolan i 1730 m højde. Etapen indledes på den flade Po-slette, hvor også den forrige etape fandt sted, og derfor består den indledende del af etapen af, at man afslutter den lange rejse op gennem den italienske støvle - en rejse, der blev indledt helt tilbage på 7. etape. Derfor indledes etapen da også med, at man kører af en let stigende vej mod nord frem til foden af bjergene. Overgangen til mere kuperet terræn markeres med kategori 3-stigningen Monte di Ragogna (2,8 km, 10,2%, max. 16%), der er en kort, meget stejl mur med top efter 43,3 km. En nedkørsel leder mod vest, inden man snor sig mod nord og nordvest gennem let stigende terræn med kun et par mindre bakker. Efter 90 km venter en lille nedkørsel, inden man vender rundt for at køre op over kategori 3-stigningen Avaglio (4,8 km, 7,0%, max. 15%) fra nordvest - en stigning, der over 2 km stiger med 13,0% i sit, inden den flader ud på de sidste 2 km. En nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man fortsætter mod nord via et let stigende dalstykke.

Finalen indledes i byen Paularo, hvor den sidste spurt kommer med 47,9 km igen. Her drejer man nemlig mod vest og rammer man nemlig kategori 2-stigningen Passo Duron (4,4 km, 9,6%, max. 18%), der er et relativt regulært, men modbydeligt stejlt bjerg. Toppen rundes, når der resterer 43,5 km, hvorfra man fortsætter mod vest direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Sella Valcalda Ravascletto (7,6 km, 5,6%, max. 12%), der efter 2,7 km over de følgende 3,5 km stiger med 7,5%, inden den flader ud nær toppen, der rundes mes 21,2 km igen. Herfra går det via en ikke-teknisk nedkørsel mod vest ned i dalen, som man følger kortvarigt mod syd frem til byen Ovaro.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I Ovaro passerer man porten til helvede, når man drejer til venstre for at bestige kategori 1-bjerget Monte Zoncolan fra den stejle vestlige side. Over 10,1 km stiger det med hele 11,9% i snit, og man når undervejs op på hele 22%. Stigningen er modbydelig og slipper aldrig. Efter en let start med ca. 2 km med 9,1% i snit, stiger de næste 4 km med hele 15,4% i snit. Herefter stiger det over 2 km med 13,9% i snit, inden det bliver en anelse mere menneskeligt mod slutningen, hvor de sidste 2 km stiger med hhv. 7,6% og 8,7% i snit. Stigningen er dog irregulær med stigningsprocenter på mellem 12% og 18% undervejs. De sidste 500 m stiger med 11% i snit og når 16% i det sidste hårnålesving, der leder ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning. Stigningen er præget af ganske mange nårnålesving, dog færre på den sidste del.

Etapen har i alt 4438 højdemeter.

Monte Zoncolan blev senest besøgt i 2014, hvor Michael Rogers tog en dramatisk udbrudssejr på næstsidste etape, efter at en tilskuer havde sat hans rival Manuel Bongiorno ud af spillet. Nairo Quintana sikrede sig den samlede sejr lidt længere ned ad bjerget. I 2011 tog Igor Anton en stor solosejr, mens Alberto Contador cementerede sin føring ved at blive nr. 2 foran Vincenzo Nibali og Michele Scarponi. I 2010 lagde Ivan Basso grunden til sin samlede sejr ved at knuse rivalerne, og i 2007 sejrede Gilberto Simoni, da han og holdkammeraten Leonardo Piepoli kørte fra rivalerne. Bjerget gjorde debut i 2003, hvor Simoni også sejrede og vandt afgørende tid i duellen med Stefano Garzelli.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Vejret

Der er en betydelig grad af copy-paste over vejrudsigterne i øjeblikket. Lørdag indledes igen solrigt, men denne gang vil det sky til allerede før middag. Herefter er der atter en konstant risiko på 50-60% for byger og tordenbyger. Temperaturen vil nå 21 grader i bunden af Zoncolan, og der vil bare være en svag til let vind fra sydøst. Det giver sidemedvind stort set hele dagen frem til det korte dalstykke inden Zoncolan. Herefter vil der være sidemodvind, også på hele opkørslen til mål.

Analyse af 13. etape

Er der én ting, der belønnes i en grand tour, er det vedholdenhed, fighterevne og en ukuelig vilje til aldrig at give op. De 21 dages cykelløb er en bølgedal af op- og nedture, og ingen gennemfører cykelsportens mest brutale løb uden at opleve flere kriser og nedture undervejs. En god grand tour-rytter er ikke blot et fysisk pragteksemplar med gode restitutionsevner - det er også en rytter med en stærk psyke, der kan imødegå de udfordringer, som kommer i løbet af så langt et forløb.

Det kan Elia Viviani om nogen skrive under på. For 24 timer siden oplevede han en af sin karrieres store nedture, da han i den silende regn kunne se feltet og ikke mindst ærkerivalen Sam Bennett forsvinde i horisonten. Ikke blot betød det, at han mistede en af de få chancer for at spurte sig til en etapesejr - med allerede to etapesejre på kontoen levede han nok med det tab - det betød også, at det, der lignede en stensikker sejr i pointkonkurrencen pludselig kom faretruende under pres.

Hvad værre var, at han ikke havde nogen forklaring på nedturen. Han og holdet afskrev det i første omgang blot som en dårlig dag, men truslen lurede. Viviani har nemlig tidligere haft det svært mod slutningen af grand tours, og med tanke på, at der ventede yderligere bakker i finalen på dagens etape kunne man endnu engang frygte, at Bennett kunne løbe med 50 point, mens Viviani kunne blive efterladt tomhændet tilbage, hvis det kneb med at følge med mod slutningen.

I det lys kunne det være fristende at lade et udbrud løbe med pointene og overlade alt føringsarbejdet til Bennetts Bora-tropper, men det nægtede Viviani. Han kommanderede atter sine Quick-Step-tropper frem og løb dermed den helt store risiko i forhold til det mål, han allermest drømmer om at indfri. Han har ikke lagt skjul på, at det allervigtigste vil være at køre ind i Rom med den cyclamenfarvede trøje på skuldrene, men en spurtsejr til Bennett i dag ville for alvor have bragt den drøm under pres.

Vivianis og Quick-Steps mod blev imidlertid fortjent belønnet. I dag var der ingen spor af de dårlige ben, der fik Viviani til at ligne en udbrændt rytter for bare 24 timer siden. Med en suveræn spurt slog han atter til og kunne dermed ikke blot sætte en tredje sejr ind på kontoen - han kunne også atter lægge pointtrøjen i et sådant jerngreb, at det formentlig nu kun er en helkikser i Rom, der kan koste ham den samlede sejr i den konkurrence.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Spurten blev en perfekt manifestation af forskellene på sprinterne og deres hold i årets løb. Igen var Viviani bakket fremragende op af sit forrygende hold, mens Bennett efter tabet af Rudiger Selig var stort set isoleret i finalen. Og atter gjorde både Viviani og hans holdkammerater stort set alt rigtigt i en magtdemonstration, der gav Viviani en fortjent sejr.

Bennett havde tydeligvis til sinds at tage Vivianis hjul og igen bruge sin topfart til at vinde, som han gjorde det i Praia a Mare for en uge siden. Det havde Quick-Step luret, og de brugte derfor Zdenek Stybar til med at skubbe ireren væk. Det betød, at Bennett ikke blot måtte bruge mange kræfter i kampen for en god position, men også at han i sidste ende ikke havde held til at finde den plads, han jagtede.

Viviani kunne koncentrere sig om at holde Michael Mørkøvs hjul, men valgte lidt overraskende som i tidligere spurter ikke at holde sig til sine øvrige holdkammerater. Tværtimod forblev han længere tilbage i feltet, men atter engang fungerede det glimrende ikke at drage maksimalt udbytte af det sublime tog. I stedet var hans stærkeste våben atter hans sublime evne til at læse spurten, og derfor var han atter i en god position umiddelbart bag Sacha Modolo, da denne sammen med Danny Van Poppel åbnede spurten. Herfra kunne han uden problemer udnytte sin hurtighed til at sætte rivalerne til vægs og tage sin tredje sejr.

En frustreret Bennett kunne atter engang demonstrere, at han er feltets hurtigste og mest formstærke sprinter, men denne gang betød fraværet af et tog og flot Quick-Step-arbejde, at den ikke specielt positioneringsstærke irer var for langt tilbage. Derfor endte han atter tomhændet - modsat i går, hvor den hårdere finale betød, at han kunne sætte sin gode form igennem. Denne gang handlede det om mere end gode ben og topfart, og det kostede Bennett sejren.

Igen i dag viste LottoNL og EF, at de sammen med Quick-Step har de bedste tog. Både Gijs Van Hoecke og Tom Van Asbroeck kunne aflevere hhv. Danny Van Poppel og Sacha Modolo helt i front, som de begge har haft held med tidligere i løbet. Igen blev det imidlertid også klart, at begge mangler den topfart, der skal til, for at true løbets to hurtigste ryttere. Formentlig skal de begge bruge en lidt hårdere etape for at have en chance, men de er ved at løbe tør for muligheder. Onsdagens etape kan give en åbning, men formentlig har de kun gadeløbet i Rom tilbage, og det er en etape uden mange udfordringer.

Dagens største taber var Niccolo Bonifazio. Den lille italiener har i de tidligere spurter været alt for langt tilbage i positionskampen, men i dag fik han faktisk et regulært lead-out. Giovanni Visconti afleverede ham helt i front, men desværre var det for tidligt. Bonifazio måtte tøve, og dermed gled han for langt tilbage og blev efterfølgende lukket inde. Paradoksalt nok endte hans hidtil bedste holdstøtte derfor med at give det hidtil ringeste resultat!

De øvrige sprintere kunne igen blot kæmpe om stumperne i skyggen af løbets fem topsprintere, og denne gang var det unge Ryan Gibbons, der efter et svært år endelig vandt den kamp. Den unge sydafrikaner viste så stort potentiale sidste år i dette løb, men har siden da intet vist. I dag viste han endelig igen de evner, der tidligere havde givet så store løfter, og dermed gav han også lidt medgang til en Dimension Data-hold, der bestemt ikke har haft meget at juble over i år. Forhåbentlig kan unge Ben O’Connor holde stand og bygge videre på det spor, Gibbons satte i dag.

Nu træder sprinterne imidlertid i baggrunden. Får de ikke en spurt på onsdag, kan de se frem til uafbrudte lidelser hele vejen frem til Rom, hvor næste chance venter. For klassementsrytterne er det imidlertid nu, det gælder. De 13 første etaper kan have været betragtning som ren opvarmning til det, der venter i de kommende otte dage. Når rytterne kører under Porten til Helvede i morgen eftermiddag, indledes det reelle slag om den samlede sejr, og de kommende etaper er så svære, at alt endnu kan vendes på hovedet. Viviani viste i dag, at man ikke skal lade sig slå ud af modgang. Der er helt sikkert en vis brite, der håber, at italieneren ikke er feltets eneste comeback kid!

Favoritterne

Så er det nu! Lige siden Monte Zoncolan blev åbenbaret for alverdens cykelfans i 2003, har den opnået nærmest mytisk status. Der er naturligvis delte meninger om, hvilke bjerge der er sværest, men der synes generelt at være konsensus om, at Zoncolan og Angliru topper listen over vanskeligheder blandt de stigninger, der regelmæssigt bruges i store cykelløb. Og der synes ikke at være den store tvivl: flertallet betegner Zoncolan som Europas sværeste cykelbjerg!

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Derfor er det også et kært gensyn, der venter i morgen - for cykelfans og ikke for ryttere naturligvis. Det er fire år siden, at vi senest så et stort slag på det frygtede bjerg, men dengang endte etapen som lidt af en fuser. Med en placering på næstsidste etape blev etapen kørt meget defensivt, og alle var så meget i knæ, at det alene handlede om at komme helskindet til toppen. Helt anderledes var det heldigvis i tidligere udgaver, hvor det skabte langt større dramatik og voldsomme tidsforskelle, ikke mindst da Ivan Basso knuste alt og alle med en magtdemonstration i 2010.

Man kan med nogen ret hævde, at 14. etape er løbets allervigtigste. I hvert fald er Zoncolan den allerbedste chance for klatrerne til virkelig at gøre en forskel. Forud for løbet var det da også klart, at de første 13 etaper ikke var voldsomt svært, og at det er fra denne lørdag, at slaget for alvor indledes. Og det gør det med løbets sværeste stigning!

Chris Froome gav inden starten klare indikationer af, at han så etapen som sin bedste mulighed for at vinde den tid på Tom Dumoulin, han skulle bruge for at kunne sætte hollænderen til vægs. Ideelt set håbede han at kunne sætte tilstrækkeligt med tid i banken til at kunne forsvare en føring på enkeltstarten og herefter gå i cruise control på de sidste bjergetaper. Den mission er jo åbenlyst mislykkedes, og morgendagens etape er formentlig nu i stedet den helt afgørende test, der bestemmer, om Froome skal bruge sit styrt som undskyldning for at tage hjem og forberede sig til Touren, eller om der fortsat er noget at gå efter i Italien.

For alle andre er det den bedste chance for at vinde tid på Dumoulin inden enkeltstarten. Hollænderen er en stor fyr, der af naturlige grunde har det svært på så svær en stigning, hvor det ikke handler om taktik, men alene om watt/kg og VO2 max. På Zoncolan er det alle mand for sig selv i en kamp, hvor man skal undgå at gå i rød zone og køre sit eget tempo. Det er Dumoulin ganske vist en mester i, men end ikke han kan overvinde tyngdekraften.

Derfor er der også lagt i kakkelovnen til angreb fra stort set alle andre i toppen af klassementet, og etapen kan meget vel udvikle sig til alles kamp mod Dumoulin. Inden det afgørende slag skal det imidlertid afklares, om favoritterne overhovedet skal slås om etapesejren. Der venter endnu en meget svær etape søndag samt en brutal tredje uge, og der er derfor meget ræson i at spare på kræfterne.

Alligevel tror vi, at det bliver en dag for favoritterne. Man skal ikke undervurdere, hvor meget prestige der er i at vinde på netop Zoncolan. Særligt Miguel Angel Lopez drømmer helt sikkert om en stor triumf, og vi så allerede på Gran Sasso-etapen, at Astana ikke var bange for at tage ansvar. Det er de aldrig, når Lopez har en reel vinderchance, og med deres superhold kan de egenhændigt kontrollere etapen.

Der er også gode chance for, at de kan få hjælp. Ikke mindst den meget formstærke Domenico Pozzovivo må virkelig lugte blod på en stigning, der passer ham som fod i hose, og ligesom Lopez kan også han sagtens bruge bonussekunderne. Det er måske også nu, at Thibaut Pinot skal jagte den forløsende etapesejr, som han har været så tæt på mange gange. Og endelig ville det ikke ligne Fabio Aru dårligt at sætte sit hold frem, selvom han bestemt ikke har haft diamanter i benene hidtil.

Ryttere som Robert Gesink og Giulio Ciccone drømmer helt sikkert også om at vinde denne etape, og derfor kan vi vente mange angreb fra start. Den relativt flade indledning burde dog kunne kontrolleres, og særligt Astana bør kunne sikre, at gruppen ikke bliver alt for farlig. Når først de er kørt, forventer vi, at Mitchelton vil ramme fronten, men de vil formentlig være tilfredse med at spare på kræfterne. Derfor venter vi, at Astana samt måske et eller flere af ovennævnte hold vil komme frem og sikre, at udbruddet bliver kørt ind.

Lopez skal bruge et hårdt løb, og derfor må det formodes, at Astana lægger pres på allerede på Passon Duron, der er en voldsomt svær stigning. Den samt den lettere næstsidste stigning vil skabe betydeligt med udskilning, men de store navne vil vente til Zoncolan. De potentielt regnvåde nedkørsler udgør en risiko, der kan komme i spil mod slutningen, men vi må formode, at det hele skal afgøres blandt de bedste på Zoncolan efter en hård dag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det får os til at pege på Miguel Angel Lopez som vores favorit. Den lille colombianer har hidtil ikke været på toppen, men han er bare blevet stærkere og stærkere. Nu kunne det tyde på, at han har ramt topformen i den næstsidste weekend, som det var tilfældet i Vueltaen sidste år, hvor han var helt ustyrlig i denne fase af løbet. I hvert fald kørte han fra alle andre på Muren i Osimo, hvor han ellers var blevet fanget bag et sent styrt. Kobler man det med den generelt stigende form samt Lopez’ evne til at blive bedre og bedre undervejs, er det formentlig nu, at han nærmer sig 100%.

Samtidig passer Zoncolan perfekt til en ren klatrer som ham. Han viste i Vueltaen sidste år, at han er helt suveræn, når han nærmer sig sit højeste niveau, og derfor er der god grund til at antage, at Lopez endelig er klar til at vise formatet. Vi forventer, at Lopez kroner en stor Astana-dag ved at tage karrierens første Giro-etapesejr.

Hidtil har Domenico Pozzovivo været bedre end nogensinde. Senest var han måske endda allerstærkeste mand på Gran Sasso-stigningen, hvor han tog en monsterføring i modvinden på den sidste kilometer. Desværre betød vind og stigning, at han ikke kunne gøre forskellen, men præstation var blot endnu en understregning af den superform, han har haft siden enkeltstarten i Jerusalem. Nu kommer vi endda til den stigning, der passer ham allerbedst. Vi er sikkert mange, der ikke glemmer hans magtdemonstration på den ligeledes brutalt stejle Punto Velena-stigning i Giro del Trentino for et par år siden. Pozzovivo trives allerbedst på de stejleste procenter. Dette er derfor en stigning, der er skræddersyet til ham og helt sikkert hans bedste chance for at vinde en etape.

Det er også en glimrende chance for den hidtil så stabile Thibaut Pinot. Han viste sine første små svaghedstegn på Osimo-etapen, men det skal man næppe lægge meget i. Pinot plejer at holde niveauet i grand tours, og han har hidtil være blandt de allerbedste på stigningerne. Han var således tæt på sejren på både 8. og 9. etape, og dette burde være en ganske glimrende afslutning for en ren klatrer som ham. Pinot er nemlig fremragende til at holde sit eget tempo, som det kræves på Zoncolan, og han er i sit es på relativt lange stigninger. I morgen kan han tage et stort skridt mod den samlede sejr.

Hidtil har Simon Yates været i særklasse, men det er nu, den virkelige test kommer. Hidtil har han kunnet slå til med sine eksplosive ryk, men dem kommer han ikke langt med i morgen. Yates er bedst på irregulære, relativt korte stigninger, men har altid haft det svært på lange bjerge, hvor det handler om power og ikke om punch. Det er derfor lørdag, vi får det reelle billede af hans chance for at vinde Giroen samlet. Logikken siger, at Yates ikke kan vinde på så svær en stigning, men med den form, han hidtil har vist, kan det vise sig livsfarligt at udelukke den lille brite.

Vi er sikkert mange, der stadig ærgrer sig over det dumme tidstab til Davide Formolo. Italieneren har nemlig været forrygende i bjergene og kunne have haft direkte kurs mod en top 5. Top 10 er imidlertid stadig inden for rækkevidde og det samme er en etapesejr. Hidtil har Formolo været blandt de skarpeste på stigningerne, og som ren klatrer burde han virkelig være i sit es i denne finale.

Som skrevet ovenfor er dette ikke just en drømmestigning for Tom Dumoulin, der på papiret er for stor og tung. Helt udelukke ham kan man imidlertid ikke. Zoncolan skal nemlig køres som en enkeltstart, og Dumoulin har gang på gang vist, at han mestrer den kunst. Det var præcis sådan, han vandt på Oropa sidste år, hvor han kom tilbage efter en yderst veldisponeret indsats. Formentlig bliver det svært at slå alle klatrerne, men der er ingen tvivl om, at Dumoulins form er i fremgang. Efter 11. etape var han for første gang tilfreds med sin følelse, og derfor kan man ikke helt udelukke en overraskelse fra Dumoulin.

Vi glæder os også meget til at se Richard Carapaz på denne etape. Hans 11. plads på Angliru sidste år viser, at han elsker meget stejle stigninger, og han viste også i Vueltaen, at han har motoren til at køre stærkt sidst i en grand tour. Intet tyder på, at hans form er i tilbagegang, og som ren klatrer vil han drømme om at vinde på mægtige Zoncolan. Dette er en af Carapaz’ bedste etaper, og han burde kunne være med helt fremme.

Det samme bør George Bennett. Han var klart en af de stærkeste på Etna, men skuffede en anelse på Gran Sasso. Denne stigning passer ham imidlertid langt bedre end de foregående, i hvert fald bedre end Gran Sasso, der endte med at blive meget eksplosiv. Det er klart, at der er mange andre meget rene klatrere, og at det bliver svært at slå dem alle, men dette må være den finale, der passer ham bedst. Har han atter Etna-benene, bliver han livsfarlig.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Giulio Ciccone er for at vinde en etape fra et udbrud, men på Gran Sasso testede han alligevel benene mod favoritterne. Kommer han ikke med i udbruddet, vil han formentlig spare benene til søndag, men måske kan han alligevel ikke lade være at forsøge sig i kamp med de store navne. Han viste på 9. etape, at han kan matche dem, og denne langt stejlere finale passer ham endnu bedre.

Og så er der Chris Froome. Osimo-etapen, hvor han blev sat klart til vægs af Lopez og Battaglin, der ligeledes var sat tilbage af styrtet, gav ikke meget håb, om at han har fundet benene. Alligevel kan man aldrig afskrive verdens bedste grand tour-rytter, særligt ikke på en stigning som denne. Froome har på Angliru og i Vueltaen flere gang vist, at hans evne til ikke at gå i rødt betyder, at han er blandt verdens allerbedste på de helt stejle stigninger. Derfor er dette den perfekt chance for det helt store comeback - der er bare ikke meget, der tyder på, at han har benene til det.

Hidtil har Ben O’Connor imponeret stort i bjergene, og heller ikke han synes at være i tilbagegang. Han er en rigtig diesel, der elsker lange, regulære stigninger, og som ren klatrer kan han derfor ikke finde en bedre afslutning end denne. Det er klart, at han ikke vinder etapen, men der er gode chancer for, at han overgår sine resultater fra den første del af løbet.

Gårsdagens angreb viser, at Carlos Betancur bare bliver bedre og bedre. Colombianeren nærmer sig nu topformen og vil formentlig være flyvende i den tredje uge. Zoncolan er dog nok lidt for svær til en relativt eksplosiv fyr som Betancur. Omvendt synes intet umuligt for stortalentet, når først han endelig har fundet formen - og det tyder på, at han nærmer sig!

Så er der Fabio Aru. Den italienske mester har været en af løbets helt store skuffelser, men han har virket bedre de seneste dage. Han plejer da også at være bedst i den tredje uge, og der er derfor fortsat håb om, at han kan finde formen. Som ren klatrer, der elsker de allerstejleste procenter, får han her sin bedste chance for at starte sit comeback.

Endelig vil vi pege på Joe Dombrowski. Amerikaneren er kendt for at være noget helt særligt, når det alene handler om watt/kg på en ufatteligt stejl stigning. Det viste han sidste år, da han ud af det blå fandt formen og pludselig blev nr. 2 på den brutale Rettenbachferner i Tour de Suisse. Her har han faktisk været på et ganske fint niveau indtil videre, og han plejer bare at blive bedre og bedre. Er den tendens fortsat, kan Dombrowski levere en overraskelse.

Skulle et udbrud mod forventning holde hjem, vil vi pege på, Giulio Ciccone, Wout Poels , der er specialist i denne type stigninger og kan udnytte den større frihed på Sky, Robert Gesink, Joe Dombrowski, Kenny Elissonde, Hugh Carthy, Sergio Henao, Jan Hirt og Darwin Atapuma - i prioriteret rækkefølge - som de bedste bud.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Domenico Pozzovivo, Thibaut Pinot

Outsidere: Simon Yates, Davide Formolo, Tom Dumoulin, Richard Carapaz, George Bennett

Jokers: Giulio Ciccone, Chris Froome, Ben O’Connor, Carlos Betancur, Fabio Aru, Joe Dombrowski

Jokers til et udbrud: Giulio Ciccone, Wout Poels, Robert Gesink, Joe Dombrowski, Kenny Elissonde, Hugh Carthy, Sergio Henao, Jan Hirt, Darwin Atapuma

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Rogers’ sejr fra 2014, Igor Antons sejr fra 2011, Ivan Bassos sejr fra 2010 og Gilberto Simonis sejre fra 2007 og 2003.