Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 14. etape af Tour de France

Optakt: 14. etape af Tour de France

15. juli 2017 13:20Foto: © Wouter Roosenboom / Team Sunweb

Som forudset i går spillede Sky spillet på en taktisk yderst interessant 13. etape, og selvom det ikke lykkedes at få Mikel Landa i gult eller for Chris Froome at gøre forskellen, fremstår briterne som de klare vindere af en fantastisk flot etape, som havde en fortjent vinder og et fornemt comeback af de faldne giganter. Fabio Aru er dog stadig i front og kan nu indstille sig på tre etaper, hvor klassementet næppe kommer i spil, og i første omgang vil han lade puncheurs som Michael Matthews og Greg Van Avermaet slås om sejren i den altid hæsblæsende finale i Rodez.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Den lange rejse mellem Pyrenæerne og Alperne byder ofte på en del muligheder for sprinterne, men denne gang er der i det ellers relativt flade terræn mellem de to bjergkæder kun plads til én dag for de hurtige folk. Det skyldes ikke mindst, at man på rejsens første dag igen lægger vejen forbi Rodez, som man senest gjorde det med stor succes for 2 år siden. Her venter en sand puncheurafslutning for de eksplosive klassikerspecialister og en gentagelse af den finale, der i 2015 gav Greg Van Avermaet den etapesejr, som han siden utallige gange har henvist til som det vendepunkt, der forvandlede ham fra den evige nummer 2 til en sand vinder. Derfor er der ingen tvivl om, at belgieren håber på at gentage triumfen i 2017, mens Peter Sagan ikke får mulighed for revanche efter det snævre nederlag for 24 måneder siden.

 

Etapen byder på i alt 181,5 km mellem Blagnac og Rodez, og den har alle de karakteristika, en klassisk transportetape har. Således køres der hele dagen mod nordøst med retning fra Pyrenæerne mod Alperne, og ruten kan i alt væsentligt inddeles i to dele. Første halvdel af etapen er næste helt flad og har som sit klimaks den indlagte spurt, der kommer efter 55,5 km på toppen af en ganske lille bakke for enden af en lang vej uden sving i de sidste 3 km.

 

Kort før forplejningszonen bliver terrænet imidlertid en anelse mere kuperet, og generelt stiger det let mellem kilometer 80 og kilometer 125. Efter en lille nedkørsel følger så kategori 3-stigningen Cote du viaduc du Vaur (2,3 km, 7%), der har top efter 131 km, og efter yderligere et fladt stykke og en nedkørsel er det tid til kategori 3-stigningen Cot de Centrès (2,3 km, 7%), hvis top nås, når der resterer bare 36,5 km. Herfra sætter man kursen mod nord og kører igennem let stigende terræn frem til en lille nedkørsel. Med 15 km til mål rammer man en 4 km lang bakke, der stiger med 4,6% i gennemsnit, og efter et kort, fladt stykke, falder det dernæst let ned mod Rodez. Nedkørslen ender først med 2 km til mål, hvorefter en flad kilometer leder frem til bunden af målbakken, Cote de Saint-Pierre, der stiger med hele 9,6% over 570 m. I de sidste 5 km snor vejen sig konstant, indtil et relativt skarpt sving leder ind på bakken. En blød kurve leder dernæst ind på opløbsstrækningen, hvor stregen først kommer til syne på den 5,5 m brede vej, når der resterer 50 m.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Rodez blev som sagt senest besøgt i 2015, hvor Greg Van Avermaet slog Peter Sagan i en knivskarp duel på bakken på til mål. Paris-Nice lagde vejen forbi i 2012, hvor Gianni Meersman slog Grega Bole og Lieuwe Westra i en reduceret massespurt, mens Igor Gonzalez de Galdeano slog Lance Armstrong og Jose Azevedo på en enkeltstart i det nu hedengangne Midi Libre i 2002.

 

Etapen og vores live-dækning starter klokken 13.20.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter et par dage med lidt køligere vejr bliver det igen varmere forud på rejsen frem mod Alperne. Lørdagens etape byder på en skyfri himmel og en temperatur på 26 grader. Det vil være en anelse mere blæsende end længe, men der vil stadig kun være en let til jævn vind fra nordvest. Det giver sidemodvind det meste af dagen. Efter de to kategoriserede stigninger vil det mere og mere have karakter af modvind. Det vil også være tilfældet på de sidste 5 km.

 

Analyse af 13. etape

Hvor var det godt for cykelløbet, at Chris Froome tabte den gule førertrøje i Peyragudes? Havde briten stadig været i gult forud for dagens 13. etape, var den med stor sandsynlighed endt som en fuser, hvor Sky havde lagt løbet i et jerngreb. Trods al dens underholdning viste etapen nemlig tydeligt, at stigningerne og det lange flade stykke i finalen, ville have gjort det svært at skabe forskelle, hvis det havde været løbets stærkeste mandskab, der havde været i defensiven.

 

Nu endte det imidlertid lige omvendt og gav en etape, som arrangørerne havde drømt om, da de designede den korte, hektiske rute. I virkeligheden forløb det meget, som vi havde forudsagt i går. Naturligvis skulle Sky spille Landa-kortet og dermed tvinge Ag2r og Astana til at jagte, hvilket ville gøre Aru og Bardet sårbare over for et Froome-angreb på Mur de Peguere. Med en stadig mere imponerende Michal Kwiatkowski i udbrud fik man skabt det perfekte scenarium, og planen havde fungeret helt optimalt, hvis også briten havde været i stand til at gøre forskellen.

 

Læs også
Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

 

Det lykkedes imidlertid ikke, og derfor blev udfaldet kun det næstbedste. Alligevel må man komplimentere Sky for en flot etape, hvor man helt klart fremstår som de store vindere. Selvom Froome ikke kunne vinde tid, er situationen mere gunstig end for 24 timer siden. Landa er nu langt tættere på i klassementet, og man har to reelle vinderkandidater. Samtidig er det ikke nødvendigvis en ulempe, at Aru forsvarede føringen, fordi ansvaret nu stadig ligger på italieneren og hans næsten skræmmende svage Astana-mandskab, der med Fuglsangs exit bestemt ikke er blevet stærkere. Froome er stadig at betragte som løbets reelle førstemand med tanke på enkeltstarten, og man undgik at lukke Nairo Quintana helt ind i klassementet igen - noget, man helt sikkert havde visse kvaler ved at gøre.

 

Når planen ikke lykkedes det til perfektion, skyldes det til dels de taktiske alliancer, der altid opstår i Touren, og som forklarer, hvorfor det er så meget sværere at køre offensivt i netop dette løb end i noget andet. Da Landa sad i front, var Aru isoleret, men hurtigt opstod der alliancer med LottoNL, UAE og Cannondale, der i høj grad var skyld i, at Aru ikke selv blev tvunget til at jagte. At Cannondale kører for at holde sig i spil til podiet, ville man se i mange andre løb også, men det er stort set kun i Touren, at hold er villige til at jagte hårdt for en placering i udkanten af top 10. Det er præcis denne form for defensive kørsel, der gør, at Touren ofte bliver mindre spektakulær end Giroen og Vueltaen, og derfor vil man aldrig - heller ikke med mindre hold eller lignende initiativer - kunne skabe en angrebslyst som i de mindre løb. Dertil er Tourens prestige simpelthen alt, alt for stor.

 

Ag2r var imidlertid klar til at spille spillet, og det viser, at de ikke bare køre efter podiet. Selvom man hav både Gastauer og Latour hos Bardet helt frem til det stejle stykke og endda havde Vuillermoz ude foran, gav man aldrig Aru en hånd i jagten. Man løb ganske vist den risiko, at Landa kom tilbage i kampen om den samlede sejr, men man havde samtidig håbet, at det kunne gøre Aru sårbar over for angreb. Alliancerne betød, at strategien fejlede, men det er lovende at se, at Bardet ikke denne gang stiller sig tilfreds med podiet. Franskmanden øjner en reel chance for at vinde Touren!

 

Alligevel kan man måske med nogen ret hævde, at franskmanden viste visse svaghedstegn. Med Vuillermoz i udbrud - hvor han endda kæmpede hårdt for at holde bare et lille forspring længe efter at være blevet sat - var det tydeligt, at der var planer om et stort angreb. Det blev endnu mere tydeligt, da Gastauer øgede farten i bunden af det stejle stykke, men hans offensiv udeblev fuldstændigt. Det kan næsten kun forklares med, at benene manglede, da Martin i forsvaret af sin femteplads satte et brutalt tempo på stigningen. Hvis han var på grænsen, er det dog ikke noget stort problem. En så kort, intens etape med eksplosive stigninger passer ikke den franske dieselmotor, der er langt bedre på en etape som den i går, hvor man over mere end 200 km skal over mange bjerge. Derfor passer etaperne i Alperne ham også langt, langt bedre.

 

Dermed var det kun Froome, der for alvor turde udfordre Aru, og briten må forlade etapen med lidt blandede følelser. På den ene side rejste han sig efter torsdagens skuffelse, og han var igen så stærk, at han var i stand til at angribe i en situation, hvor de fleste var på grænsen. På den anden side blev det også igen tydeligt, at det er en helt anden Froome end tidligere år. En kort, stejl stigning som denne er normalt slet ikke skidt for briten, der har et bedre punch end både Aru og Bardet. Alligevel lykkedes det alle hans værste rivaler at svare på hans angreb. Havde det været 2013 eller 2015, var han uden problemer kørt væk, men det er han ikke længere i stand til.

 

Alligevel gjorde etapen i dag det klart, at Froome stadig er løbets klare favorit. Måske er han ikke i stand til at sætte de bedste, men i dag var der omvendt næppe heller nogen, der var stærkere end ham. Med udsigt til, at han vinder mindst et minut på Aru og endnu mere på Bardet og Uran på enkeltstarten, er han stadig i en meget komfortabel position - ikke mindst fordi hans hold igen i dag viste, at de er i særklasse de bedste. Og han skal nu ”bare” igennem de to etaper i Alperne, inden han kan gøre det færdigt i Marseille. Man må håbe for rivalerne, at der ikke blæser en hård modvind på Izoard og Galibier i den kommende uge. Begge stigninger er meget åbne, og derfor vil Sky blive meget vanskelige at angribe, hvis vejret giver dem en hånd.

 

Det lykkedes ikke for holdet at få Landa i gult, men som sagt kan det vise sig at være en taktisk fordel senere i løbet. Holdet befandt sig i en svær situation mod slutningen, og det var ikke nemt at gribe det taktisk korrekt an. Så længe kun Contador og Landa udgjorde frontgruppen, var sagen klar. Afstanden mellem de to i klassementet var så stor, at man med sindsro kunne lade dem køre hjem. Da Quintana fik kontakt blev situationen mere problematisk, og det er helt forståeligt, at man var mere tøvende over at skulle lukke løbets måske næststærkeste grand tour tilbage i kampen om sejren. Derfor blev det til et lidt halvtøvende føringsarbejde fra Kwiatkowski, der også skulle holde Martin rimeligt i snor. Overordnet håndterede briterne situation fornuftigt og kan ikke være utilfredse med udkommet.

 

Aru kan bestemt heller ikke være utilfreds med udfaldet af etapen, men han må være bekymret over forløbet. Det har hele tiden været klart, at holdet er meget svagt, og det blev tydeligt illustreret i dag. Andrey Zeits måtte slippe relativt tidligt, og fra det øjeblik var manden i gult på egen hånd - længe før de øvrige favoritter. Det er ildevarslende for italieneren - specielt hvis Sky fortsætter den offensive kørsel. Heldigvis kan han glæde sig over, at udsigten til alliancer med ryttere længere tilbage i klassementet er lovende.

 

Mange har kritiseret Astana for at have taget for store nationale hensyn i holdudtagelsen. Det er dog ikke hele forklaringen. Man skal huske på, at holdets oprindelige plan var at have Giroen som årets store mål, og at Touren skulle have været sekundær. Derfor havde man samlet A-holdet i Italien, hvor de skulle have støttet Aru i kampen om sejren. Styrtet i Spanien betød imidlertid, at planerne blev ændret, men det var for sent at omgøre beslutningen om at lade de bedste starte i Giroen, som de havde forberedt sig til. Man har desperat forsøgt at redde situationen ved at lade de gode klatrere Cataldo og Zeits stille til start her, men det er tydeligt, at det ikke er lykkedes at bevare formen. Det er således i høj grad den overordnede sæsonplanlægning, der spiller ind, og ikke kun nationale hensyn.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Etapen var også yderst lovende for Dan Martin, der med sit fornemme føringsarbejde på Muren viste, at han stille og roligt kommer sig efter styrtet. Det må stadig gøre enormt ondt, at uheldet har kostet ham måske to etapesejre og en mulig podieplads, men han har været i stand til at lægge skuffelsen til side og fokusere på de muligheder, der fortsat er. Det interessante bliver nu at se, om han også kan undgå den dårlige dag, der tidligere har været en akilleshæl.

 

Man må også glæde sig over Quintanas og Contadors kørsel. Det er altid stort at se store mestre, der har al mulig grund til at kaste håndklædet i ringen, på den måde rejse sig og gøre dem selv ære. Udbyttet blev ikke helt, som de havde håbet, og det er stadig tydeligt, at de begge er langt fra deres bedste niveau, men man kan kun applaudere indsatsen. Med tanke på, at de begge traditionelt bliver bedre i den tredje uge lover det godt for fortsættelsen - og hvis han virkelig finder sine bedste ben, kan man endnu ikke helt afskrive Quintana i kampen om podiet.

 

Man må også tage hatten af for Warren Barguil, der endelig fik den etapesejr, han så længe har fortjent. Det er dybt imponerende - og ganske overraskende - at han bare to måneder efter sit styrt i Romandiet kan køre så stærkt. Det virker faktisk til, at uheldet har gavnet ham, idet han helt indlysende er langt, langt stærkere end nogensinde tidligere. Hidtil har det ellers knebet lidt i Touren, og det er hovedsageligt i Vueltaen og Ardennerne, at han for alvor har kunnet vise det kolossale potentiale. Nu kører han imidlertid helt uden pres, og det har tilsyneladende gavnet ham. Bjergtrøjen synes allerede sikret, og da hans form efter et let forår må antages at gå den rigtige vej, er der ingen grund til, at han ikke også kan vinde Galibier-etapen, der må være hans næste store mål.

 

Etapen bød ikke på de helt store tabere, men man må undres over Louis Meintjes. Som skrevet tidligere i disse optakter tror vi stadig på, at sydafrikaneren kan slide Simon Yates op i den tredje uge og således sikre sig den hvide trøje. Igen i dag var han da også klart bedre end australieren, som blev reddet af det taktiske spil, der gav anledning til en regruppering på nedkørslen. Meintjes havde herefter kun én opgave: at holde sig til Yates. Alligevel lykkedes det ham af uransagelige årsager at lade briten køre væk i finalen og således stjæle 9 sekunder. I det store spil bliver det næppe udslagsgivende, men i en så taktisk finale kunne det være blevet langt, langt værre. Yates er netop kendt for sin evne til at gribe momentet, og hvis han skal vinde den hvide trøje, skal Meintjes køre med langt større opmærksomhed. Det har han nu et par dage til at forberede sig på, inden klassementskampen genoptages på onsdag.

 

Favoritterne

Efter to hårde dage i Pyrenæerne er der udsigt til våbenhvile mellem favoritterne i de kommende dage. De næste tre etaper består af transport frem mod foden af Alperne, hvor det går løs onsdag og torsdag, og selvom man skal igennem det kuperede Massif Central på søndag, er det næppe etaper, der vil gøre en forskel. Derfor vil der være sceneskifte, og vi skal se andre ryttertyper tage over.

 

Og denne gang sker der virkelig noget nyt. Hidtil har næsten alle etaper enten været for klatrere eller sprintere, men i de kommende dage er der plads til nye folk. Lørdag gælder det en rigtig puncheur-etape, der er sammenlignelig med den, vi havde i Longwy, søndag venter en klassisk udbryderetape, der ikke nødvendigvis kun er for klatrere, og tirsdag vil give plads til sprinterne eller aggressive typer, der kan udnytte den kuperede start. Der er med andre ord god plads til lidt variation i et ellers hidtil temmelig ensformigt galleri af hovedpersoner.

 

Det er sjældent, at en transportetape får megen opmærksomhed, men 14. etape til Rodez er noget ganske særligt. Ikke blot er den eksplosive afslutning i sig selv af en type, man sjældent ser i Touren, den er også allerede blevet en klassiker, selvom finalen kun har været benyttet én gang tidligere. Det forhold, at den var scenen for Van Avermaets første store sejr over Sagan - noget, der skulle markere begyndelse på en rivalisering mellem de to stjerner og forvandle Van Avermaet fra evig 2er til vinder - gør den til noget særligt. Det er den naturligvis ikke mindst for belgieren, der ikke har lagt skjul på, at den spiller en helt særlig rolle for ham.

 

Alt er derfor lagt an til en stor finale for de eksplosive afsluttere, men etapen er ikke så simpel endda. Finalen er ganske hård, og specielt den ikke-kategoriserede stigning i finalen vil være en udfordring. Det bliver ikke nemt at kontrollere i så hårdt et terræn. Allerede for to år siden var et udbrud meget tæt på at holde hjem, og det kan ikke udelukkes, at det sker denne gang.

 

De aggressive folk fik fornyet håb, da Sagan forlod løbet. Bora-hansgrohe har nu ingen interesse i at jagte, og det kunne en overgang se ud til, at kun Sunweb for alvor ville kontrollere. Med Portes exit er dette imidlertid BMCs bedste chance for at vinde en etape, og det ændrer dynamikken markant. Amerikanerne har således et af feltets stærkeste mandskab - Stefan Küng kan vel næsten egenhændigt køre et udbrud ind - og det samme har Sunweb, der virkelig spillede med musklerne på den vanvittige 9. etape, hvor man havde hele 5 mand - Arndt, Matthews, Geschke, Ten Dam og Barguil - i udbrud. De to hold vil begge gøre alt for at holde det samlet, og det gør det yderst svært at tro på, at et udbrud vil holde hjem.

 

Læs også
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

 

Det er mere interessant, hvordan Quick-Step vil gribe det an. På den ene side er det en god etape for Philippe Gilbert og Dan Martin. På den anden side risikerer man også at forære Matthews mange point til kampen om pointtrøjen, hvis man hjælper med at køre udbruddet ind. Til gengæld er Kittel så langt foran, at det vel er risikoen værd. Vi tror dog, at de i første omgang vil spare på kræfterne, måske forsøge sig med et angreb og først køre helhjertet for Gilbert og Martin i finalen.

 

Der er ingen tvivl om, at starten vil være enormt hurtig. Dette er en af de etaper, hvor et udbrud har en spinkel chance, og derfor vil der blive kørt aggressivt. Starten er imidlertid flad og let at kontrollere for BMC og Sunweb. De bør være stærke nok til at sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt, og derefter vil de ikke tage mange chancer i jagten. Forspringet vil næppe blive stort, og herefter vil de arbejde knaldhårdt forrest i feltet hele dagen.

 

Den største risiko er sene fremstød på stigningerne i finalen, specielt den ikke-kategoriserede bakke. Begge hold har imidlertid så gode klatrere, og de bør være i stand til at sikre, at det hele skal afgøres i en spurt på stigningen op til mål. Den er ganske anderledes end den, der ventede i Longwy. Denne er kortere, men til gengæld langt stejlere. Stejlheden betød, at det hovedsageligt var klassementsrytterne, der dominerede top 10 for to år siden, og generelt vil de lettere folk have bedre muligheder, end de havde på 2. etape. Samtidig er det dog værd at bemærke, at en stor fyr som John Degenkolb faktisk blev nummer 4 for to år siden, og stigningen er derfor ikke længere, end at man komme langt på ren power. På den anden side er finalen generelt så hård, at der vil have været en del udskilning allerede inden stigningen, og der er i hvert fald slet ikke plads til, at de rene sprintere kan være med fremme.

 

På papiret ligner det en duel mellem Michael Matthews og Greg Van Avermaet, og vi tror på australieren. Matthews har i dette løb været i helt fantastisk form. At se ham overleve to HC-stigninger i udbruddet på 9. etape var dybt imponerende, og i går brillerede han igen i Pyrenæerne. Det er derfor kun til hans fordel, at finalen er så hård som mulig, og profilen passer ham derfor glimrende. Måske var den knap så stejle finale på 3. etape bedre for ham, men han er bestemt ikke dårlig på en stigning som denne - husk bare på, at han har kunnet følge ”Mr Cauberg” (Philippe Gilbert) på den hollandske stigning, der er langt sværere.

 

Vigtigere er det, at Matthews faktisk synes at spurte bedre end nogensinde. Hans imponerende spurt på 3. etape havde givet sejr over Sagan, hvis hans position ikke havde været håbløs, og når hans lead-out har fungeret, har han kørt nogle flotte massespurter, som ellers ikke er hans kop te. Den store udfordring bliver netop positioneringen. Det har mildt sagt kørt skift for Sunweb hidtil, og det er kun Nikias Arndt og Simon Geschke fra holdets tog, der vil kunne være der i finalen. Det bør være rigeligt, men det kræver, at de gør det betydeligt bedre end på 3. etape. Lykkes det, tror vi dog, at Matthews bliver umulig at slå.

 

Greg Van Avermaet drømmer som sagt om at vinde denne etape igen, som han gjorde det for to år siden, og det er bestemt sandsynligt, at det lykkes igen. Belgieren var lidt rusten i Schweiz Rundt og kørte ikke den bedste finale i Longwy, men nu synes formen at være der. Han kørte vanvittigt flot på dagens etape, hvor han var sidste mand hos Caruso helt frem til den stejle del af Mur de Peguere, og det viser, at han er klar. Helt uventet kan han efter Portes exit nu endda se frem til at have et stærkt hold til at støtte sig, og modsat Matthews er han meget stærk i positionskampen. Han har en større chance i denne hårdere og stejlere finale, end han havde i Longwy. Hvis Matthews ikke er i position, bliver det svært at komme forbi belgieren.

 

Diego Ulissi har vist sig at være ekstremt ustabil i dette løb. Han skuffede stort på 3. etape og var helt bag om dansen, da han var i udbrud på 8. og 12. etape. Til gengæld var igen i hopla i dag, hvor han spillede en nøglerolle for Louis Meintjes i jagten bag Landa-gruppen helt frem til bunden af den stejle del af Mur de Peguere. Det viser, at formen ikke er helt væk, og det må give forhåbninger for ham i en finale, der passer ham. Når han er på sit højeste niveau, er han næste umulig at slå i denne type finaler - det har han vist utallige gange i Giroen - og han har en langt større chance her end i Longwy. Det hele kræver dog, at han finder den form, han havde i dag, og ikke den havde torsdag, der forhåbentlig bare var en dårlig dag.

 

Det har været en elendig Tour for Bahrain-Merida, der mistede Ion Izagirre fra start og ikke har haft megen succes med Sonny Colbrelli. De må imidlertid have sat et stort kryds ud for denne etape, der er perfekt for italieneren, der i løb som Brabantse Pijl og Coppa Sabatini har vist sin klasse i denne type finaler. Desværre er det ikke helt til at blive klog på hans form, og noget kunne tyde på, at han ikke er på 100%. Bakken op til mål bør ikke være et problem, men med det, han har vist hidtil, kan det kuperede indløb blive for vanskeligt. Er han imidlertid med i finalen, er han en af de ryttere, der har en reel chance for at vinde.

 

Der er næppe heller tvivl om, at etapen er krydset af i løbsbogen hos Philippe Gilbert. I gamle dage ville han have været storfavorit i en finale som denne. Selvom han har haft et forrygende år, synes han dog ikke helt at have samme punch som tidligere i spurter som disse, og det er efterhånden længe siden, at han sidst er kommet først i en sådan finale. Han synes heller ikke at have timet formen helt perfekt. På den anden side har han et fremragende hold til at positionere sig, og han har så mange sejre i denne type afslutninger, at han helt naturligt er en vinderkandidat.

 

Læs også
Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

 

Det samme er hans holdkammerat Daniel Martin, der efter tredjepladsen i Longwy burde være en af topfavoritterne. Faktisk passer den stejlere afslutning her ham endda langt bedre. Når vi alligevel er skeptiske, skyldes det styrtet på 9. etape. Han har svært ved at stå op på cyklen, og det kostede ham muligvis en etapesejr på 12. etape. Skal han vinde over specialisterne på så kort en stigning, skal han være i stand til at spurte 100%, og det er tvivlsomt, om det er tilfældet.

 

Vi glæder os meget til at se Alberto Bettiol på denne etape. Sidste efterår viste han stort potentiale i finaler som denne, men efter et meget skuffende forår forsvandt han lidt fra radaren forud for sin Tour-debut. Med en femteplads i Longwy viste han imidlertid, at formen er timet perfekt, og i dag viste han, at den nu er om muligt endnu bedre, da han førte for Uran helt frem til den stejle del af Mur de Peguere. Resultat i Longwy må have givet ham selvtillid, og selvom han havde foretrukket en knap så stejl finale, må han være inspireret til at gå efter et resultat.

 

Det samme må John Degenkolb. Konventionel logik vil egentlig tilsige, at stigningen er lidt for stejl, men hans fjerdeplads for to år siden modbeviser det. Det er også værd at huske, at han har vundet på 20%-rampen til Hatta Dam i Dubai Tour, og han er faktisk ganske god på stejle stigninger, når de ikke er for stejle. Hans store problem er positionskampen, der altid har været hans akilleshæl, og selvom han nu faktisk har et hold til at støtte sig, kan det blive lidt for svært at komme langt nok frem.

 

Efter sit styrt på 1. etape kunne Tony Gallopin ikke være med i Longwy. Nu er han imidlertid tilbage i form, hvilket han senest viste i dag. Det gør ham til en oplagt kandidat på en etape som denne, hvor han næsten med sikkerhed vil være langt fremme. Desværre mangler han nok den sidste topfart til faktisk at tage sejren.

 

Etapen må også være et stort mål for Edvald Boasson Hagen, der har kørt nogle fremragende spurter i år. Nordmanden er helt tydeligt i god form, men vi frygter lidt, at finalen er for stejl til, at han kan vinde. Samtidig kan han denne gang ikke drage fordel af sit ellers gode tog, da de fleste nok vil finde de sidste bakker lidt for hårde. Derfor skal han denne gang selv kæmpe for positionerne, og det kan gøre det sværere.

 

Ag2r har flere gode kandidater, men det er usikkert, hvor mange chancer de får. Hovedmålet må være at holde Romain Bardet ude af problemer, og det vil nok i hvert fald koste muligheden for bodyguarden Oliver Naesen, der ellers ville kunne være kommet langt i en finale som denne. Større chancer her derfor nok Alexis Vuillermoz, der synes at være i fremragende form. Finalen i Longwy var for let for ham, men han er i sit es, når det bliver stejlt. Han havde foretrukket, at det var endnu stejlere, men dette er procenter, hvor han bør være med fremme. Holdet kan også satse på Jan Bakelants, der er i storform og blev nummer 3 sidste gang. Han er dog næppe hurtig nok til at vinde.

 

Etapens måske største joker er Michal Kwiatkowski. Med den helt vanvittige form, han hidtil har vist, er dette en etape, han vil kunne vinde. Spørgsmålet er, om Sky giver ham plads og lov. Normalt vil det ikke være tilfældet, men måske der i lyset af hans gode form kan være en chance. Han skal alligevel hold sig til, da han er Froomes bodyguard i finalen.

 

Kan Carlos Betancur skabe en overraskelse? Colombianeren er ved at smide de sidste kilo, og formen nærmer sig stille og roligt. Han har et fantastisk punch på korte stigninger, og da Quintana ikke længere er vinderkandidat, kan han måske få sin chance. Stigningen kan dog vise sig at være en anelse for kort.

 

Tiesj Benoot er helt tydeligt i sit livs form og vil derfor søge sin chance i denne finale. Belgieren er ganske god på korte stigninger og er altid langt fremme i denne type finaler. Ha mangerl dog nok topfarten til rent faktisk at vinde etapen.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Normalt vil det være en perfekt etape for Michael Albasini, der jo er en mester i Mur de Huy, der har en endnu hårdere finale. Desværre synes schweizeren ikke at være i form, og han har haft nogle svære dage i bjergene. På papiret er han en af favoritterne, men vi tvivler desværre på, at han har formen til at blande sig helt fremme.

 

Endelig vil vi pege på Jay McCarthy. Med Sagan ude kan australieren nu forsøge sig i en afslutning, der burde passe ham. Husk på, at han har vundet i Stirling i Tour Down Under, hvor han generelt har imponeret på denne type stigninger. Han virker imidlertid til at være træt, og han er kendt for at være ret ustabil. Det er derfor uklart, hvor langt formen rækker.

 

Derudover forventer vi som sagt, at klassementsrytterne vil være langt fremme. Det gælder specielt Chris Froome, Rigoberto Uran, Simon Yates og Fabio Aru , men ingen af dem er hurtige nok til at vinde. Også Jarlinson Pantano, Ben Swift, Daryl Impey, Maurits Lammertink, Zdenek Stybar, Tim Wellens, Julien Simon, Paul Martens, Patrick Bevin og Romain Hardy vil måske forsøge sig, men de vinder næppe.

 

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Greg Van Avermaet, Diego Ulissi

Outsidere: Sonny Colbrelli, Philippe Gilbert, Dan Martin, Alberto Bettiol, John Degenkolb

Jokers: Tony Gallopin, Edvald Boasson Hagen, Alexis Vuillermoz, Michal Kwiatkowski, Carlos Betancur, Michael Albasini, Jan Bakelants, Tiesj Benoot, Jay McCarthy

 

HVER DAG UNDER TOUREN GIVER UNIBET DIG MULIGHED FOR AT VINDE 50.000 KRONER - ENDDA GRATIS! UNIBET KALDER DET BETTIME, ALT MAN SKAL GØRE ER AT GIVE SIT BUD PÅ VINDERTIDEN PÅ EN ETAPE. HOS FELTET.DK GÆTTER VI MED OG TROR, AT VINDERTIDEN BLIVER: 04.08.57. LÆS MERE OM KONKURRENCEN OG DELTAG I UNIBETS BETTIME!

DEL
INFO
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?