Optakt: 15. etape af Giro d’Italia

Ruten

Ruten for Giro d’Italia varierer år for år, men alligevel er der visse mønstre, der går igjen fra år til år. Et af de klassiske træk er, at der i den næstsidste weekend venter to bjergetaper, der ofte er ganske forskellige. Lørdagen er ofte helliget en klassementskamp mellem favoritterne i en svær bjergafslutning, mens søndagen ofte følger en meget kuperet og bjergrig rute, der er som skabt til udbrydere. Det synes også at være tilfældet i år, hvor der dagen efter den frygtede Zoncolan-etape venter en meget svær dag i bjergene med adskillige stigninger og meget lidt fladt terræn. Denne gang er den afsluttende stigning dog relativt let, og selvom der bestemt er terræn til, at favoritterne kan fortsætte deres kamp, synes det meget sandsynligt, at et klatrestærkt udbrud vil løbe med sejren på en etape, der må have fået et stort kryds af mange af feltets lykkeriddere.

I alt er der 174 km på programmet mellem Tolmezzo og Sappada, der ligger ganske tæt på hinanden. Etapen består derfor af en tur mod vest ind i bjergene, hvorefter man vender rundt og følger en betydeligt sværere rute tilbage mod øst og målbyen. Fra start kører man mod vest via en let stigende vej, og faktisk går det stort set op ad hele vejen frem til toppen af kategori 3-srigningen Passo Della Mauria (8,8 km, 4,4%, max. 9%), der er en lang jævn opkørsel uden meget stejle stykker. Toppen rundes efter 48,4 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordvest ned i dalen. Her følger man den let stigende dalvej mod sydvest og siden nordvest forbi den første spurt, der kommer efter 75,6 km og forplejningzonen efter 84,8 km.

Etapen ændrer, når man når etapens vestligste punkt i skisportsmekkaet Cortina d’Ampezzo efter 102,7 k, hvor den sidste spurt er placeret. Her vender man rundt for at køre tilbage mod øst, og det sker først via kategori 2-stigningen Passo Tre Croci (7,9 km, 7,3%, max. 12%), der er en svær, ganske regulær stigning med top efter 110,6 km. Herefter fører en længere nedkørsel videre mod vest og til bunden af den første af de tre afsluttende stigninger, der kommer lige i rap inden for de sidste 40 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Der er først tale om kategori 2-stigningen Passo di Sant’Antonio (8,3 km, 7,5%, max. 15%), der fra km 1 til km 4,9 stiger med hele 9,9%, inden de følgende 2 km stiger med 8,6%, hvorefter den flader ud. Toppen rundes, når der resterer 27,1 km, hvorefter en kort, teknisk svær nedkørsel leder direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Costalissoio (3,8 km, 8,8%, max. 14%), der over de første 2,5 km stiger med 10,6% i snit, inden den flader ud nær toppen, som rundes med 13,4 km igen. Herefter fører en kort, led nedkørsel mod øst ned til bunden af målstigningen, der ikke er kategoriseret. Den er i alt 8,5 km lang og stiger med bare 3,1% i snit. Det stiger dog med 6,6% i snit fra 5 km-mærket og over de næste 2,5 km med et maksimum på 10% med 4 km igen, inden de sidste 2500 m er relativt flade med bare en lille bakke over 500 m op til den røde flamme. Der er tale om en lang, lige vej med kun et par bløde sving, inden man rammer den 450 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen har i alt 4112 højdemeter.

Sappada har kun tidligere været målby i 1987, hvor Johan van der Velde løb med sejren. Man har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Desværre kan italienerne slet ikke leve op til det danske forår. Søndag ventes at blive en våd dag med let regn, byger og tordenbyger det meste af dagen. Der vil være en temperatur på 16 grader i målbyen, og der vil bare være en let vind fra sydøst. Det giver sidemedvind og medvind ud til vendepunktet i bunden af Passo Tre Croci. Herefter vil der være sidemodvind hele vejen tilbage til Sappada, herunder på opløbsstrækningen.

Analyse af 14. etape

Først Elia Viviani, så Chris Froome. For 24 timer siden afsluttede jeg gårsdagens analyse med følgende ord: ”Viviani viste i dag, at man ikke skal lade sig slå ud af modgang. Der er helt sikkert en vis brite, der håber, at italieneren ikke er feltets eneste comeback kid!” Håbede jeg, at Froomes ønske gik i opfyldelse? Ja, det ville være en gave til løbet. Troede jeg på det? Ikke for alvor.

Heldigvis gjorde Froome al tvivl til skamme. Med et sjældent set comeback bare 72 timer efter en mildt sagt uheldig præstation på Osimo-etapen viste briten, hvorfor han er verdens bedste etapeløbsrytter. Med ét slag står Froome ikke blot noteret for sejren på løbets allermest prestigefulde etape, han er også i den grad tilbage i kampen om den samlede sejr.

Den første lille markering kom allerede tidligt i løbet, da Sky kortvarigt satte frem på en lille nedkørsel. Hidtil har briterne taget langt mindre initiativ end vanligt, og det var således det første lille signal om, at Froome i hvert fald ikke havde tænkt sig at kaste håndklædet i ringen.

Det næste lille tegn kom på Passo Duran, hvor Froome for første gang i løbet lignede sit vanlige ubesværede selv. Og da han tidligt på Monte Zoncolan kommanderede Wout Poels til fronten, var maskerne faldet: Froome var igen klar til at slås om sejren!

Resten er historie. Froome viste med en fornem præstation, hvorfor han er en af verdens allerbedste på disse voldsomt stejle stigninger, hvor nøglen til succes er kunsten at afmåle sin indsats og køre stigningen som en enkeltstart. Det mestrer Froome som meget få i denne verden, og det gav ham en sejr på en af sportens mytiske bjerge - noget, hans imponerende sejrsliste ellers er lidt fattigt på.

Sjovt nok følger Froome nu den plan, han hele tiden har lagt - styrtet i Jerusalem har bare gjort det hele så meget mere kompliceret. Strategien var nemlig hele tiden at køre sig langsomt ind i løbet, undgå væsentlige tidstab på 6. og 9. etape og herefter vinde så meget tid på Tom Dumoulin på Monte Zoncolan, at han kunne forsvare en førertrøje på enkeltstarten og herefter bruge sit stærke hold til at kontrollere den sidste del af løbet og dermed tage en samlet sejr med et minimum af indsats i den tredje uge, så han kunne bevare friskheden til Touren.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Zoncolan-planen lykkedes til fulde, da Froome i alt hentede 47 sekunder på sin hollandske rival. Havde det ikke været for de store tidstab, som skaderne efter det tidlige styrt har givet anledning til, ville Froome derfor have haft en buffer, som formentlig havde givet ham lyserødt efter tirsdagens enkeltstart. Dermed ville alt være forløbet efter planen, og Froome havde haft direkte kurs mod at gennemføre sin ambitiøse double.

Nu er det hele meget mere kompliceret. Froome er nemlig fortsat næsten to minutter efter Dumoulin, og han må trods alt forvente at tabe lidt tid - ikke nødvendigvis meget - på de flade veje omkring Trento på torsdag. Derfor udestår der fortsat en monumental opgave, hvis han vitterligt skal vinde denne Giro, men nu er håbet i hvert fald tændt. Med tanke på, hvad der venter, er det bestemt ikke en uoverkommelig opgave.

I det hele taget synes løbet nu at skulle udvikle sig til en kamp mellem Froome, Dumoulin og Simon Yates. Den lille brite forsvarede sig forbilledligt på den første for ham meget svære test og var endda ufatteligt tæt på at tage sin tredje etapesejr. Med en så forbilledlig præstation er det nu slut med at udelukke Yates som reel vinderkandidat. Nu skal han for alvor tages seriøst i kampen om den samlede sejr!

Det er klart, at de tvivlsspørgsmål, der hele tiden har været ud for Yates’ navn, fortsat er ubesvarede. Kan han vitterligt holde denne superform gennem tre uger, ikke mindst når han har haft en tendens til at dø mod slutningen af grand tours? Og kan han virkelig modstå de rene klatrere på de helt store bjergetaper, hvor der venter mange lange stigninger? Særligt 19. og 20. etape fremstår stadig som kolossale udfordringer for Yates, der fortsat har masser at bevise. Risikoen for en stor krise i den sidste uge - og måske allerede i morgen - er fortsat overhængende, men for hver dag, der går, bliver en Yates-sejr mere og mere sandsynlig. Dagens præstation viser i hvert fald, at Yates kan vinde denne Giro.

Det samme kan Dumoulin, og han er fortsat virtuelt i lyserødt, når man tager enkeltstarten i betragtning. Her må man formode, at han vinder mindst to minutter på Yates - formentlig endda endnu mere - og derfor har han fortsat en solid buffer at gøre godt med. I dag forsvarede han sig nemlig fornemt på en meget stejl stigning, der bestemt ikke var skabt til en stor fyr som ham, og han har al mulig grund til at være meget tilfreds med udkommet af en etape, der på forhånd fremstod som en af de helt store udfordringer.

Dumoulin bekræftede dermed det indtryk, han efterlod i Osimo: at han modsat sidste år synes at være i formmæssig frem- og ikke tilbagegang. Det er vigtigt forud for den meget bjergrige sidste del. Samtidig viste hollænderen, at han som Froome har evnen til at køre en svær stigning som denne som en enkeltstart, og det betød, at det gik langt værre, end man kunne have frygtet.

Der var imidlertid også mindre opløftende tendenser. Det blev nemlig atter understreget, at Dumoulins Sunweb-hold er meget svagt, og selvom Sam Oomen kørte sig en 15. plads, synes det at være ganske let at isolere den forsvarende vinder. I lyset af at han er oppe mod to fremragende bjergmandskaber, og at der venter etaper med svære stigninger relativt tidligt, er den kollektive styrke utvivlsomt det største problem for Dumoulin, hvis han ventet kører sig i lyserødt på tirsdag.

Etapen lagde en dæmper på forventningerne for Domenico Pozzovivo og Miguel Angel Lopez. Begge kunne måske lugte det helt store resultat efter den ikke overbevisende start fra Froome og Dumoulin. I dag missede de imidlertid begge den helt store chance for at vinde tid på løbets sværeste stigning, og deres gevinster i forhold til Dumoulin var nærmest ikke-eksisterende. Særligt er det skuffende, at Lopez fortsat ikke er i nærheden af niveauet fra 2017, og selvom han kan nå at finde det endnu - han bliver trods alt bedre og bedre - synes den samlede sejr i dag at være gledet ud af hænderne på to af øbets bedste klatrere.

Det gjorde den også for Thibaut Pinot, der vel var dagens store taber. Skulle franskmanden udnytte det, der en overgang lignede en unik chance for det helt store resultat, skulle han i dag vinde tid på Dumoulin. Han endte imidlertid som den store taber blandt de ryttere, der har været i spil til sejren, og da den lidt skuffende præstation kommer efter svaghedstegn, han allerede viste i Osimo, synes endda podiet også at glide længere og længere væk fra franskmanden. Man kan stadig håbe, at hans dieselmotor kan holde ham gående, og at han atter kan genfinde tempobenene fra 2015 og 2016, men i skrivende stund ser det ikke let for Pinot, der dog kan glæde sig over, at Sebastien Reichenbach nærmer sig topformen efter det grimme styrt i Tre Valli Varesine, der har forhindret ham i at vise sit kolossale klatrepotentiale.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Reichenbach var ikke den eneste hjælper, der imponerede. Poels, der to gange tidligere er blevet nr. 2 på Angliru, viste atter, hvor fantastisk han er på de stejleste af de stejle stigninger. Som altid er hollænderen efter en rusten start på vej mod topformen mod slutningen af løbet, og det er en gave, som Froome næppe kan overvurdere. En Poels i topform kan være nøglen til at vinde den manglende tid på Yates og Dumoulin, og derfor var hans præstation måske lige så vigtig so Froomes egen.

Dagens uheldige helt var George Bennett. Den stakkels newzealænder blev tvunget til at stoppe med en defekt på den nedre del af Zoncolan og stod stille i mere end et minut, inden han atter var på cyklen. På imponerende vis lykkedes det ham alligevel at slide sig til en 12. plads, hvilket blot understreger det positive indtryk, han efterlod på Etna. Med tanke på de store bjergetaper, der venter senere i løbet, har Bennett kurs mod et topresultat.

Etapen blev den første lille nedtur for Richard Carapaz, der tabte mere tid end ventet. Ecuadorianeren begik formentlig den klassiske fejl på Zoncolan: at gå i rød zone for tidligt. Efter en lovende start gled han derfor hurtigt tilbage og tabte derfor den hvide trøje til ungdomskonkurrences forhåndsfavorit, Lopez. Og han var ikke den eneste, der begik den fejl. Det samme gjorde den ligeledes meget unge Davide Formolo, der sjovt nom synes at gøre det bedre i puncheurfinaler end på lange stigninger, hvilket eller burde være hans største styrke.

Også Michael Woods blev alt for overivrig med et hovedløst angreb fra bunden, som altid havde nogen udsigt til at lykkes på en stigning som denne. Set i det lys var hans 10. plads faktisk ganske imponerende, og i det hele taget har det længe været tydeligt, at canadieren er i fremgang, efter at han er kommet sig over sygdom og allergiproblemer.

Helt modsat forholdt det sig med Pello Bilbao, Patrick Konrad og Rohan Dennis, der alle greb stigningen helt rigtigt an. Alle slap de ganske tidligt - især Bilbao forsvandt næsten med det samme - og i stedet kørte de stigningen klogt i deres eget tempo. Særligt Bilbao gjorde det meget imponerende og fik med en 9. plads cementeret sin meget overraskende placering i top 10. Dermed har Astana fortsat et afgørende taktisk kort at spille i den offensiv, der skal iværksættes, hvis Lopez skal i nærheden af podiet.

Og han er ikke den eneste, der skal afsted. Tidligere var det rivalerne, der kunne lugte Froomes blod over hele Italien, men nu er det lige omvendt. Denne gang er det briten, der har fået færden af noget stort, ligesom Yates for alvor nu tror på, at han kan vinde Giroen. Vi har været vant til, at Froome og Sky har kunnet køre defensivt og kontrollerende, men nu er de for alvor tvunget i offensiven. I Vueltaen i 2014 og 2016 og i sidste års Dauphiné har vi kunnet nyde Froomes fantastisk aggressive kørsel, når han har haft tid at vinde, og der er derfor i den grad noget at se frem til de kommende dage. Viviani er nemlig ikke det eneste comeback kid i årets Giro!

Favoritterne

Stakkels udbrydere! Robert Gesink, Giulio Ciccone, Alessandro De Marchi, Darwin Atapuma, Diego Ulissi, Gianluca Brambilla… Listen over ryttere, der havde sat kryds ved 15. etape som den perfekt dag til at tage en etapesejr er alenlang. Alle havde de håbet, at en knaldhård etape med en relativt let målstigning klemt inde som en sandwich mellem to nøgleetaper ville være en gave til udbryderne. Ruten gennem Dolomitterne er nemlig af den type, der har ”Udbrud” skrevet med fed over hele profilen, og der var utvivlsomt mange, der i dag tog sig en slapper for at være klar til søndag.

Den fest kan Chris Froome imidlertid meget vel have spoleret. Britens bemærkelsesværdigt comeback og genskabte chance for at vinde løbet betyder nemlig, at løbets dynamik totalt har forandret sig. Froome har så meget tid, der skal vindes, at han ikke kan tillade sig at lade denne mulighed gå til spilde, slet ikke fordi det er en etape, der virkelig kan gøre en forskel. Det kan godt være at målstigningen er let, men bjergene forinden er voldsomt stejle. Kan man komme af med Dumoulin her, vil scenen være sat til en fantastisk finale, hvor der kan vindes ganske meget tid - særligt hvis flere ryttere kan samarbejde om at komme hollænderen til livs.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Skal projektet lykkes, skal løbes gøres hårdt - og det skal gøres tidligt, da stigningerne som sagt ikke er de vanskeligste i løbet. Samtidig skader det ikke, at der er bonussekunder at hente, og derfor er der ekstra incitament til at give gas fra start.

Etapens karakter betyder, at det kan blive livsvigtigt at have hjælperyttere i front, så de kan hjælpe, hvis der skulle opstå behov for at jagte i finalen. Derfor kan vi se frem til den første meget taktiske etape, hvor alle de store hold vil have folk med i udbrud. Sky, Astana, Sunweb, Bahrain, FDJ, sågar Mitchelon-Scott… Alle vil de have en mand med i udbrud.

Det betyder også, at starten på etapen bliver en meget taktisk angrebsfest, hvor de mange ryttere, der drømmer om en etapesejr, skal blande sig med de folk, der skal hjælpe deres kaptajner senere. I sådanne situationer ender det som regel med, at en meget stor gruppe, ofte med mange meget gode klatrere, kommer afsted, i hvert fald hvis starten er hård. Det er den denne gang, hvor de første ca. 50 km alle er stigende, og dermed kan vi meget vel få etableret et udbrud på 20-30 mand med alle de oplagte etapejægere samt en stribe løjtnanter for de store kaptajner. Særligt interessant bliver det, om det er på denne etape, at Astana spiller Bilbao-kortet, der virkelig kan benyttes til at sætte Mitchelton under pres, eller om Sky vil bruge formstærke Poels, som Mitchelton under ingen omstændigheder vil lukke ind i løbet igen.

Når udbruddet er etableret, vil Mitchelton tage kontrol, men de vil formentlig skulle køre stærkt, da et udbrud efter en sådan start formentlig vil indeholde ryttere, der er ganske farlige klassementet. Derefter venter vi, at Sky og måske Astana vil lægge pres på fra Tre Croci-stigningen i et forsøg på at skabe udskilning og gøre løbet hårdt. Alt sammen vil det gøre det svært for udbruddet at holde sig foran. Da der helt sikkert vil være topklatrere i gruppen, er det ikke umuligt, at de bedste kan holde sig fri, men det bliver svært.

Bagude vil der utvivlsomt være klassementskamp. Forskellen skal gøres på næst- og tredjesidste stigning, der begge er meget svære, og det helt store spørgsmål bliver, om Dumoulin kan sættes. Lykkes det, vil vi blive vidner til et brag af et forfølgelsesløb, men mislykkes det, vil farten gå ned efter toppen af næstsidste stigning. Målbakken kan ganske vist bruges til angreb, men den er formentlig for let til at kunne skabe forskelle. Derfor kunne man meget vel tænke sig, at Mitchelton og FDJ i det tilfælde vil tage kontrol og forsøge at holde det samlet til en spurt, som Yates eller Pinot kan vinde.

Dermed ser vi tre mulige scenarier. Lykkes det at sætte Dumoulin, Yates eller Froome til vægs på de svære stigninger, kan vi få et ganske selektivt klassementsløb, hvor de bedste vil holde sammen for at distancere ryttere, der har tabt terræn, og herefter afgøre det i en spurt på den sidste stigning. Lykkes det ikke, er det meget tænkeligt, at Mitchelton eller FDJ vil holde det samlet til en spurt blandt klassementsrytterne. Og endelig er det muligt, at en stærk udbryder kan holde hjem trods et knaldhårdt tempo fra favoritterne.

Det får os til at pege på Simon Yates, der kan vinde i to af de tre scenarier. Vi tror mest på et af de to førstnævnte, og det er netop her, at briten kan komme i spil. Som sagt er der fortsat usikkerhed om, hvorvidt han kan holde formen hele vejen til Rom, og hvordan han klarer de lange stigninger senere i løbet, men terrænet her passer ham fremragende. De sidste stigninger er nemlig korte og eksplosive, og det er ganske svært at se, hvem der skal sætte ham til vægs her. Det er klart, at der altid er en risiko for, at elastikken pludselig knækker - og særligt for Yates er den ikke ubetydelig - og han kan betale prisen for dagens anstrengelser, men det ændrer ikke på, at han burde være blandt de bedste i eksplosivt terræn som dette. Uanset om det ender i en kamp mellem en udsøgt skare efter en hård dag eller en spurt i en større gruppe, er han den naturlige favorit. På papiret er han og Pinot de hurtigste klassemenstryttere, men Yates viste så sent som i den indlagte spurt på 10. etape, at han er hurtigere end franskmanden i en flad finale. Med andre ord er Yates manden, der skal slås, hvis det ender i en klassementskamp, og derfor tror vi på britisk sejr igen.

Skal Chris Froome vinde igen? Det er bestemt ikke umuligt. Briten viste i dag, at han er tilbage, og der er som sagt lagt an til et stort angreb i morgen. Det er bestemt ikke utænkeligt, at han vil være i stand til at sætte enten Yates eller Dumoulin - eller dem begge til vægs - og lykkes det, er vejen banet for endnu en Froome-sejr. Briten kan sagtens ende med atter at køre alene hjem, uanset at stigningerne ikke er voldsomt svære, og selv hvis han skulle have selskab, er han ganske hurtig på stregen. Er Yates, Pinot eller Dumoulin ikke med hjem, vil Froome kunne slå de fleste - og i en spurt efter en hård dag med en stigning op mod mål, kan Froome sagtens vinde.

Som nævnt ovenfor var dagen i dag skidt for Thibaut Pinot, hvis håb om samlet sejr led et stort knæk. Franskmanden har ikke været på toppen de seneste dage, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde denne etape. Faktisk passer den ham ganske glimrende, da han blandt klassementsrytterne er blandt de allerhurtigste. Formentlig er det kun Yates, der er hurtigere, men Pinot er ikke uden chance, heller ikke mod briten. Ender det i en spurt i en gruppe af klassementsryttere, er det en stor mulighed for FDJ-kaptajnen til at vinde på samme vis, som han gjorde på 20. etape sidste år.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Tom Dumoulin havde som sagt en ganske fin dag i dag, hvor den sidste stigning var for svær. Morgendagens korte, eksplosive terræn passer ham langt bedre, og han bliver svær at knække på denne etape. Samtidig skal man ikke glemme, at han faktisk er lynhurtig på stregen - det er bare ganske sjældent, at han anstrenger sig for at deltage i spurten. I denne situation, hvor der kan være bonussekunder på spil, vil han imidlertid helt sikkert give det et skud, hvis han er med de bedste hjem, og der er princippet ikke en af klassementsrytterne, han ikke kan besejre.

Det er der heller ikke for Patrick Konrad. Også østrigeren er lynhurtig på stregen, og i en flad spurt som denne, er han vel i virkeligheden helt på niveau med Yates og Dumoulin. Det store spørgsmål er, om han kan komme med hele vejen hjem. Det er klart, at han næppe sidder med i front, hvis det hele eksploderer til atomer, men ender det i en spurt i en større gruppe, er Konrad livsfarlig.

Det samme er Pello Bilbao, der tidligere sågar har vundet en massespurt. Ganske vist er han ikke længere helt så hurtig, men han er stadig blandt de hurtigste af klassementsrytterne. Dagens præstation på Zoncolan var i hvert fald dybt imponerende, og han er helt tydeligt i sit livs form, så han har gode chancer for at kunne sidde med til stregen. Samtidig vil vi ikke udelukke, at han kan snige sig med i et udbrud, og herfra vil han også kunne vinde.

Også Michael Woods må øjne muligheder. Canadieren imponerede ligeledes på dagens etape, og er tydeligvis i klar bedring efter sin sygdom. Dette terræn passer ham som god i hose, og han har derfor alle muligheder for at sidde med de bedste til stregen. Han er en fremragende puncheur, men er desværre ikke helt så hurtig i en flad spurt, men det ændrer ikke på, at han sagtens kan spurte på flad vej også. Og Woods har tabt så meget tid, at han faktisk måske kan snige sig med i et udbrud også.

Vi tvivler på, at Rohan Dennis kan sidde med de bedste hjem, men udelukkes kan det ikke. Særligt hvis det går i stå mod slutningen, vil australieren, der fortsat ikke kollapset på den måde, man kunne have frygtet, have fine muligheder i eksplosivt terræn, der passer ham fint. Sidder han først med alle favoritterne på toppen, er der al mulig grund til at holde øje med Dennis, der er knivskarp i en flad spurt, hvilket han senest viste på kongeetapen i Romandiet.

Holder et udbrud hjem, er der særligt grund til at holde øje med Giulio Ciccone. Den lille italienske klatrer dummede sig stort ved ikke at spare sig i dag, men han vil helt sikkert søge at gå i udbrud i morgen alligevel. Han viste på 9. etape, at han hører til blandt løbets allerbedste klatrere, og selvom han ikke er spurtstærk, er terrænet svært nok til, at han kan køre alene hjem.

Også Davide Formolo kan blive farlig på denne etape. Italieneren tabte i dag yderligere tid, så nu skal der blæses til angreb. Den hårde start betyder, at han utvivlsomt vil forsøge sig, og selvom han i dag led et knæk, er han blandt de bedste klatrere i løbet. Ligesom Ciccone er han ikke spurtstærk, men han er stærk nok til at køre alene hjem.

Tør Carlos Betancur give den et skud? Han er måske lidt for tæt på toppen af klassementet, men det er på en dag som denne, at det taktiske spil kan skabe så meget tøven, at han kan ende i et stort udbrud. Lykkes det, vil der naturligvis blive jagtet stenhårdt, men det bliver ikke let at hente en så god klatrer i dette terræn, der passer til hans eksplosive egenskaber.  Og han er som bekendt hurtig på stregen.

Det samme er Alexandre Geniez, der efter en lidt rusten start viste fin form på 11. etape. Han har nu tabt så meget tid, at han vil være klar til at gå i angreb, og terrænet her burde passe ham. Kan han overleve de sværeste stigninger, er han som bekendt lynhurtig i en spurt.

Det samme er både Jose Goncalves og Maximilan Schachmann, der begge har forsøgt at køre klassement, men tabt en del tid. Nu har de begge muligheden for at gå i udbrud, og den vil de helt sikkert forsøge at gribe. De sidste stigninger vil måske være til den svære side for dem begge, men heldigvis er de relativt korte. Er de med i bunden af den sidste, har de gode muligheder.

Enten er der ”the usual suspects”. Robert Gesink, Gianluca Brambilla, Luis Leon Sanchez, Giovanni Visconti, Diego Ulissi og Fausto Masnada synes salle at være i fornuftig form og burde have blik på denne etape (selvom Sanchez og Visconti kan blive låst af holdinteresser). Med undtagelse af Masnada, der til gengæld er en yderst formstærk klatrer, er de alle ganske hurtig på stregen, og terrænet her burde passe dem alle, også selvom stigningerne mod slutningen er relativt svære. Den sidste stigning er i hvert fald god for særligt Visconti, Brambilla, Sanchez og Ulissi, hvis de kan komme så langt.

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Chris Froome, Thibaut Pinot

Outsidere: Tom Dumoulin, Patrick Konrad, Pello Bilbao, Michael Woods, Rohan Dennis

Jokers til et udbrud: Giulio Ciccone, Davide Formolo, Carlos Betancur, Alexandre Geniez, Jose Goncalves, Maximilan Schachmann, Robert Gesink, Gianluca Brambilla, Luis Leon Sanchez, Giovanni Visconti, Diego Ulissi, Fausto Masnada