Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

22.05.2017 kl. 21:32 af Emil Axelgaard.

En overraskende hård 15. etape gav Nairo Quintana mulighed for at score nogle højst uventede bonussekunder og således få lidt moralsk oprejsning inden sin allervigtigste test. Efter mandagens hviledag gælder det løbets frygtede kongeetape, hvor man to gange skal op over Stelvio-passet samt passere frygtede Mortirolo, og dermed tilbyder den brutale rute colombianeren det helt perfekte terræn til endegyldigt at forsøge at knække Tom Dumoulin.

 

Ruten

I de senere år har man meget ofte haft løbets kongeetape på tirsdagen efter den sidste hviledag. Det er også tilfældet i 2017, hvor der på løbets sidste tirsdag venter en helt igennem brutal dag, der sender feltet op over to af Italiens mest berømte stigninger i hjertet af Alperne. Ganske vist byder den lange, udmarvende etape ikke på en bjergafslutning, men én passage af den frygtede, ekstremt stejle Mortirolo samt to passager af Stelvio, der hører til blandt de højeste af Italiens bjerge, kunne de rene klatrere ikke have ønsket sig bedre terræn til at skabe forskelle. Der er bare indledningen på en brutal sidste uge, men der er ingen tvivl: 16. etape vil give et klart svar på, hvem der kan vinde årets Giro d’Italia.

 

Ikke blot er terrænet udfordrende, etapen er også meget lang. Således skal der tilbagelægges hele 222 km mellem Rovetta og Bormio, der ligger midt i Alperne. Rytterne skal nyde starten, hvor en lille nedkørsel leder mod sydøst ned i dalen, hvor man drejer mod nordøst og forsætter igennem fladt terræn til den første indlagte spurt, der kommer efter 59,9 km. Herefter bryder helvede løs, når man forlader dalen for at køre op ad den frygtede Mortirolo-stigning. Denne gang skal den imidlertid tackles fra den sydlige side, sm man sidst gjorde det i 1990, og den er derfor ikke så svær som ved de seneste besøg. I alt stiger den med 7,6% over 12,8 km, og det meste af tiden ligger stigningsprocenten på 7-9%. Mod toppen venter et fladere stykke, inden de sidste 2,5 km stiger med 9,6% i gennemsnit. Bjergspurten kommer efter 84,5 km og efterfølges af en meget svær nedkørsel mod nord, der ender i Grosio. Her fortsætter man mod nord via den svagt stigende dalvej frem til Bormio, hvor man krydser målstregen for første gang efter 122,4 km.

 

Etapen afsluttes med en omgang på en brutal 99,6 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af to passager af Stelvio-stigningen fra to forskellige sider. Straks fra start kører man mod nord op af bjerget, der fra denne side stiger med 7,1% i gennemsnit over 21,7 km. Der er tale om en relativt regulær stigning med stigningsprocenter på 7-9% kun afbrudt af enkelte lettere stykker undervejs, specielt i den sidste halvdel. De sidste 3 km er imidlertid stejle med procenter på 8-11. Toppen er årets Cima Coppi, løbets højeste punkt, og er placeret, når der mangler 78,5 km.

 

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel frem til etapens nordligste punkt. Her vender man rundt ved dagens sidste spurt, der kommer efter 175,2 km i et relativt kort dalstykke. Herfra begynder det at stige svagt frem til den schweiziske grænse, der passeres efter 183,3 km. Man fortsætter videre mod sydvest frem til bunden af Stelvio-stigningen, der fra denne side er kendt under navnet Umbrailpass. Her er den gennemsnitlige stigningsprocent over de 13,4 km hele 8,4, og man når et maksimum på 12%. Der er tale om en yderst regulær stigning, hvor stigningsprocenten langt det meste af tiden ligger mellem 8 og 10. Toppen nås efter 202,5 km, når man rammer den første del af ruten umiddelbart syd for Stelvio-stigningens højeste punkt, og man kører nu ned til Bormio ad samme vej, som man kom op. Det er endnu en teknisk meget svær nedkørsel, der slutter bare 1 km fra stregen, hvor man laver en U-vending. Herefter venter adskillige 90-graders sving i en meget teknisk finale, inden man når den 100 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

 

Bormio har seks gange været benyttet som målby. Fausto Coppi vandt her i 1953, Charly Gaul i 1960 og 1961, og Erik Breukink tog sejren i 1988. I 2000 slog Gilberto Simoni Eddy Mazzoleni, Francesco Casagrande og Wladimir Belli i en spurt, mens Damiano Cunego var hurtigere end Dario Cioni, Serguei Gonchar og Simoni i 2004.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

I de senere år har Giroen været ramt af forfærdeligt vejr, når de har bevæget sig op i disse højder, og derfor har der siden præsentationen af etapen været nervøsitet for, at den kan gennemføres i sin helhed. Heldigvis er vejrudsigten for den kommende uge helt perfekt. Tirsdag vil der kun være ganske få skyer på himlen, og temperaturen i Bormio vil være behagelige 21 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nord, hvilket giver modvind på Mortirolo og første passage af Stelvio samt nedkørslen. Herefter vender man rundt og gå medvind på dagens sidste bjerg samt nedkørslen til mål. Først på den 100 m lang opløbsstrækning får man sidemodvind.

 

Analyse af 15. etape

Da årets Giro-rute blev præsenteret, var der vel én etape, der mere end nogen appellerede til en udbrudssejr. 15. etape havde alle de karakteristika, som kendetegner en dag for lykkeriddere, men ganske overraskende betød et sammenfald af omstændigheder, at de aggressive ryttere endnu en gang måtte køre slukørede til hotellet. Da næsten samtlige hold havde fået besked på, at de under ingen omstændigheder måtte misse udbruddet, var det givet, at det ville være en umulig mission for den femmandsgruppe, der tidligt blev etableret. De viste sig imidlertid overraskende modstandsdygtige og blev først kørt ind efter 100 km.

 

Det ændrede situationen fundamentalt. Ganske vist blev der hurtigt etableret et reelt udbrud, der fik to minutter, men med så kort afstand frem til stigningen var det nærliggende for Adam Yates at gå efter sejren i en finale, der passede ham fremragende. Var udbruddet kørt tidligt på etapen, havde han næppe villet investere kræfterne, men nu kunne det gøres med en relativt lille indsats. Dertil kommer, at Yates ganske vist stadig er med i klassementskampen og jagter den hvide trøje, men efter tidstabet og styrtet på Blockhaus-etapen har en etapesejr fået større betydning for briten. Havde han stadig været i spil til podiet, havde udbruddet med store sandsynlighed kørt hjem.

 

Nu endte det i stedet med, at favoritterne overraskende skulle køre om sejren på en etape, der blev kørt i et helt vanvittigt tempo og vil gøre mandagens hviledag endnu mere imødeset. Som ventet var det ikke muligt at gøre en forskel mellem de bedste på den korte, stejle stigning i Bergamo, men det siger meget om etapens hårdhed, at det blev en meget eksklusiv gruppe, der rev sig fri. Bauke Mollema forsøgte at kopiere Dan Martins smarte angreb i samme finale i 2014-udgaven af Il Lombardia, men han kunne ikke komme fri. I stedet var det Bob Jungels, der kunne sikre sig karrierens største sejr, og paradoksalt nok endte Oricas store offensiv dermed med at give bagslag, idet luxembourgeren vandt 10 vigtige sekunder i kampen om dn hvide trøje.

 

At Jungels viste sig som den hurtigste, var uventet, men ikke overraskende. Ganske vist har han i modsætning til folk som Thibaut Pinot, Tom Dumoulin og Adam Yates ikke tidligere vundet spurter af denne type, men han har før vist, at han er hurtig på stregen. Således blev han sidst år nummer 4 i en massespurt vundet af André Greipel, og det siger lidt om den power, den store luxembourger kan producere. Sejren er velkommen og fortsætter Quick-Steps succes, men træerne vokser ikke ind i himlen. Selvom han har en fantastisk historik i den tredje uge af gran tours, har Jungels tydeligt vist, at han - helt som ventet - ikke kan matche Yates i bjergene. Da det først er nu, de store stigninger melder deres ankomst, er udsigterne til endnu en hvid trøje stadig dystre for Quick-Step-talentet.

 

En anden overraskende vinder er Nairo Quintana. På en liste over ryttere med en mulighed for at score bonussekunder på denne etape var der næppe mange, der ville have nævnt colombianeren, der bestemt ikke er skabt til en eksplosiv finale som denne. En blanding af held og god positionering i den særprægede spurt betød imidlertid, at han for første gang siden Blockhaus fik gjort et lille indhugs i Dumoulins kolossale forspring. De seks sekunder betyder næppe noget i Milano, men om ikke andet var det en kærkommen oprejsning for løbets favorit, der efter gårsdagens nedtur må have kæmpet lidt med moralen. Også Thibaut Pinot indkasserede en velkommen bonus i det, er ligner en meget tæt kamp om podiet.

 

Den største overraskelse var, at Ilnur Zakarin, der var så stærk i går, ikke kunne følge de bedste i Bergamo. Det er imidlertid ikke nødvendigvis udtryk for dårlige ben. I det hektiske indløb til den eksplosive stigning noterede vi således, at russeren havde en meget nonchalant tilgang og startede bakken meget langt tilbage. Da han i forvejen ikke har et specielt godt punch og sidste år i Liege-Bastogne-Liege viste, at han har det svært på brosten, var det næsten givet, at han ville blive fanget, når feltet knækkede. Han reddede situationen, men det kunne have været kostbart i førnævnte neglebidende dyst om de tre øverste placeringer. Heller ikke Steven Kruijswijk kunne følge med, men det var endnu mindre overraskende, at den hollandske dieselmotor led i den eksplosive finale.

 

Dagens store taber var naturligvis Tanel Kangert. Selvom det slet ikke giver mening at sammenligne esterens styrt med Michele Scarponis tragiske dødsfald, er det alligevel ekstremt, hvordan det kasakhiske mandskab synes at være forfulgt af uheld. Således havde Kangert virkelig taget kaptajnrollen på sig, og da han er kendt for at være særligt stærk i den tredje uge, var alt lagt til rette til, at man alligevel kunne forlade løbet med en top 10-placering. Nu endte det i stedet med en brækket albue. Samtidig ser det ud til, at Dario Cataldo, holdets andet klassementsbud, har svært ved at holde sit høje niveau fra løbets første del, og uden Kangert kan man sandsynligvis også skyde en hvid pind efter holdkonkurrencen. Hvis man dertil lægger, at det igen mislykkedes for en ellers meget formstærk Luis Leon Sanchez, for hvem muligheder i de høje bjerge i næste uge er begrænsede, ser det nu vanskeligt ud for et hold, der snart har fortjent bare lidt medgang.

 

Endelig fortjener Tejay van Garderen en kommentar. For få dage siden gav amerikaneren et åbenhjertigt interview til Velonews, hvor det - ikke overraskende - blev klart, at hans moral var helt i bund. I dag lykkedes det ham imidlertid at hjælpe Ben Hermans dybt inde i finalen og krydse stregen kort efter de bedste. I øjeblikket er hans fremtidige rolle på BMC i den grad til diskussion, og det vil derfor være meget vigtigt for ham, hvis han kan finde motivationen og kræfterne til at gå efter en etapesejr i den sidste uge. Han har før slået tilbage efter skuffelser - sidste år vandt han kongeetapen i Schweiz Rundt og var tæt på på den sværeste etape i Romandiet, hvor kun en vis Chris Froome ødelagde festen for ham - og det vil være flot, hvis han kan gentage den bedrift her.

 

Favoritterne

Da Giro-ruten blev præsenteret, og ryttere blev bedt om at pege på løbets nøgleetape, var der ingen uenighed. Hver og en henviste de til 16. etape som løbets klart vigtigste og sværeste, og det er ingen uden grund. Ikke alene er der med hele 222 km tale om en bjergetape af en længde, som man efterhånden sjældent ser i grand tours. Den indeholder også tre af Italiens sværeste stigninger, der alle er meget lange, og giver anledning til et kolossalt antal højdemeter. Dertil kan man så lægge det forhold, at man to gange skal op i mere end 2500 m højde, hvilket altid spiller en væsentlig rolle, og dermed bliver det klart, at der er tale om en af de sværeste bjergetaper i Giroen i de senere år, ja vel i virkeligheden siden Angelo Zomegnan forlod jobbet som løbsdirektør, og man derfor ophørte med at designe vanvidsruter med den ene absurd stejle stigning efter den anden.

 

Det eneste, man måske kunne savne er en bjergafslutning, men da der intet fladt stykke er til sidst, fungerer finalen reelt, som var der tale om mål på toppen. Naturligvis kan nedkørslen gøre en forskel, og det er ikke sikkert, at afstandene vil være de samme, når man når bunden. Det skyldes imidlertid alene, at nedkørslen er svær. Der er ikke tale om en afslutning, hvor et felt er favoriseret på bekostning af en enlig rytter. Derudover kunne man måske have ønsket sig, at Mortirolo blev besteget fra sin svære og legendariske side. Fra denne side er der tale om en svær stigning, men ikke noget, der gør den sværere end mange andre italienske bjerge.

 

Etapens kombination af et stort antal højdemeter, mange meget lange stigninger og kolossale længde betyder, at der er tale om en helt anden etape end det, vi tidligere har været udsat for. Her er der tale om en rigtig bjergetape, og det betyder, at det er første gang, Tom Dumoulin for alvor skal testes. Hidtil har der været tale om flade indløb frem mod ét enkelt bjerg, og det er noget, hollænderen mestrer. Der har således været tale om kraftudfoldelser på maksimalt en time, noget enkeltstartsspecialisten altid har kunnet. Tirsdag gælder det en lang, udmarvende dag, hvor han samtidig skal håndtere det forhold, at man befinder sig i højderne. På denne etape har man mindre glæde af power, og Dumoulins vægt er denne gang for alvor en ulempe.

 

Det betyder også, at Nairo Quintana har udset sig denne etape som hans store mulighed for at sætte Dumoulin til vægs. Skal han drage maksimal fordel af etapens hårdhed, går det ikke at vente til sidste passage af Stelvio. Løbet skal gøres hårdt med det samme, og den strategi er han ikke ene om. Således har Thibaut Pinot og Vincenzo Nibali nøjagtigt samme interesse, og derfor er vi ikke i tvivl om, at der bliver lagt pres på allerede fra Mortirolo. Det er slet ikke usandsynligt, at favoritterne allerede rører på sig på dagens første bjerg, og under alle omstændigheder venter vi de første angreb første gang op af Stelvio. Dumoulins store forspring betyder med andre ord, at vi forventer et sandt udskilningsløb mellem favoritterne, hvor det er benene og ikke taktikken, der kommer til at tale. Det lader sig gøre, fordi etapen er så viseligt indrettet, at der ikke er mange dalstykker, specielt ikke mellem de to sidste stigninger.

 

På en etape som denne er det vigtigt at have folk ude foran, og derfor venter vi en meget aggressiv start. Movistar, Trek, Bahrain og sågar Sunweb vil alle have folk placeret i det tidlige udbrud, og derfor er det meget sandsynligt, at der - som det ofte sker på bjergetaper - etableres et kolossalt stort udbrud med repræsentation fra stort set alle hold. Herefter forventer vi, at Movistar vil tage kontrol og skabe den første udskilning på Mortirolo, og herefter vil slaget mellem favoritterne som sagt blive åbnet tidligt. Derefter venter vi før omtalte udskilningsløb, indtil kun stærkeste mand står tilbage på toppen af Umbrailpass.

 

Det får os også til at pege på Nairo Quintana som etapens favorit. Ganske vist viste den lille colombianer helt uventede svaghedstegn på Oropa-stigningen, men man kan reelt ikke sammenligne den eksplosive finale sidste lørdag med det, der venter tirsdag. Quintana er langt mere komfortabel på lange stigninger, han elsker lange, udmarvende etaper med mange bjerge, og han er i sit es i højderne. Stigningerne her er meget mere sammenlignelige med Blockhaus, hvor Quintana trods alt viste sig at være løbets stærkeste klatrer. Selvom han helt tydeligt ikke er i topform, viser al historik, at han er mindst ét niveau over sine rivaler, og det bør han også være på denne etape. Vi regner ikke med, at nogen kan følge Quintana sidste gang op over Stelvio, hvor stigningen er så stejl, at den bedste kan gøre en forskel. Derfor tror vi, at Quintana tager sin anden etapesejr.

 

For to år siden vandt Mikel Landa kongeetapen i Vueltaen efter at være faldet ud af klassementet. Det drømmer han utvivlsomt om at gøre igen. Efter styrtet på Blockhaus-etapen har der hersket nogen tvivl om, hvorvidt baskeren var i form, og hvor mærket han er af sine skader. Han gjorde imidlertid al tvivl til skamme med en sublim præstation på Oropa, og det har utvivlsomt givet ham selvtillid til at forsøge at vinde denne etape. Landa viste i 2015, at han på sine bedste dage tilhører verdens allerbedste klatrere, og han har vist, at han kan klare lange, svære dage som disse. Han har måske ikke helt vist sin evne til at præstere i højderne, og det kan være en joker, men han har den store fordel, at hans rivaler ikke bekymrer sig om ham. Vi forventer, at Landa har planer om at iværksætte et stort togt, og med sin nuværende form er han manden, der kan gøre det færdigt.

 

Al logik siger, at denne etape er for svær for Tom Dumoulin. Al logik sagde imidlertid også, at han skulle tabe masser af tid på Blockhaus, at Quintana skulle slå ham på Oropa, og at han skulle have læsterlige klø på stigningerne i Vueltaen i 2015. Gang på gang har Dumoulin imidlertid overgået forventningerne, og kun en tåbe tør efterhånden afskrive den store hollænder. Hidtil har han været løbets i særklasse stærkeste rytter, og hans opvisning på Oropa efterlader ikke tvivl om, at han i øjeblikket er i stand til at matche alle på stigningerne. Om tre store bjerge bliver for meget er stadig et åbent spørgsmål, men ingen kan blive chokerede, hvis Dumoulin igen ender med at kunne følge de bedste. Hvad der taler imod en etapesejr er hans store forspring. Dumoulin vil utvivlsomt køre etapen defensivt og med en vis sikkerhedsmargin, hvor han undgår at gå i rød zone. Han kan således tillade sig at give Quintana et minut på det sidste bjerg, og han har vist, at han er cool nok til at lade colombianeren køre. På den anden side har han også vist, at han sagtens kan køre ham ind igen, og derfor er Dumoulin et reelt etapevinderbud.

 

Det er også Ilnur Zakarin. Vi var mange, der var skuffede over russerens præstation i den første uge, men alt tyder på, at han har timet sin form til perfektion. Således havde han et usædvanligt stille forår, og det tyder alt sammen på, at det var del af en bevidst plan, der skulle sikre, at han har fuld damp på alle kedler i den tredje uge af Giroen. Efter præstationen på Oropa er det klart, at han er tæt på 100%, og dermed er han pludselig livsfarlig. I 2015 og 2016 satte han de største stjerner til vægs på stigningerne i Romandiet Rundt, og han viste også klassen, da han fik Rafal Majka til nærmest at ligne en junior i sidste års Tour, selvom han dengang slet ikke var i storform. Zakarin er ganske enkelt en af verdens bedste klatrere og dermed en af de helt store favoritter til denne etape.

 

Thibaut Pinot har været lid ustabil i dette løb. Det er imidlertid ikke nogen overraskelse, at han havde det svært på Oropa. Den korte, eksplosive stigning var nærmest anti-Pinot. Tirsdag befinder han sig i sit terræn hvor mange lange stigninger gør det til en hård, opslidende dag. Det er præcis det, dieselmotoren Pinot foretrækker, og han har flere gange i dette løb vist, at der ikke er noget galt med formen. Han var ikke langt fra at følge Quintana på Blockhaus, og hans muligheder på denne etape bør være endnu større. Den største udfordring for franskmanden bliver at bevare et eventuelt forspring på nedkørslen.

 

Vincenzo Nibali er helt tydeligt ikke på 100%. Senest endte Oropa-etapen som lidt af en nedtur. Italieneren kører med mandsmod og forsøger at følge de bedste, men da han ikke har formen til at gøre det, ender han med at eksplodere på ganske spektakulær vis. Derfor er der umiddelbart ikke noget, der tyder på, at han kan vinde denne etape. Alligevel skal man aldrig afskrive Italiens bedste cykelrytter. Således er Nibali langt bedre i de nøje bjerge, og han er en mester, når etaperne bliver lange og udmarvende. De mange nedkørsler taler til hans fordel, og han er ikke bange for at sætte alt på et bræt med et stort angreb. Nibali er manden, der kan finde en løsning og skabe noget, når man mindst venter det, og det vil han helt sikkert forsøge på denne etape.

 

Steven Kruijswijk har haft et rædselsfuldt løb, hvor han ikke har været i nærheden af sit højeste niveau. Oropa indikerede imidlertid, at han er i bedring, og hans præstation på en etape, der ikke kunne have passet ham dårligere, var faktisk ganske opløftende. Historien viser, at han altid er flyvende i den tredje uge, og hvis han skulle designe en etape, ville han komme op med noget, der minder om denne. Lange stigninger på en lang dag er perfekt for hollænderen, der har vist, hvor god han kan være, når han rammer formen. Vi vil ikke blive overraskede, hvis tirsdag bliver dagen, hvor han vender sit løb på hovedet.

 

Cykelnostalgikeren Pierre Rolland elsker de store togter i bjergene, og der er ingen tvivl om, at han har udset sig denne etape til noget stort. De lange stigninger og etapens længde taler til fordel for hans store motor, og han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at ramme udbruddet. Han har vist sig at være ganske velkørende, og han er en af de få, der klatrer godt nok og har god nok form til at snyde klassementsrytterne på så svær en etape.

 

Det samme har Omar Fraile. Baskeren er ganske vist ikke ren klatrer, og der er en vis sandsynlighed for, at denne etape er for hård for ham, men han var så skræmmende stærk på 11. etape, at intet synes at være umulig for ham. Mange vil huske hans helt fantastiske præstation på Lagos de Covadonga i sidste års Vuelta, hvor han på en lang stigning satte flere af verdens bedste klatrere til vægs. I dette løb er han helt oplagt endnu bedre, og derfor er også han en af de få, der kan snyde favoritterne.

 

Endelig vil vi pege på Laurens De Plus og Jan Hirt. Belgieren har haft lidt svært ved at leve op til al den hype, der har været om ham i Belgien, men i dette løb har han endelig udfoldet sit talent. Han var forrygende stærk på 11. etape, og på Oropa viste han, at formen stadig er god, da han eskorterede kaptajn Jungels over stregen. Han må være motiveret til at forsøge sig i en stor offensiv. Om etapen bliver lidt for svær, er stadig et åbent spørgsmål, men han synes at have formen til det helt store gennembrud. Hirt har i Schweiz Rundt vist, at han kan matche de bedste på de allersværeste stigninger, og denne etape er som skræddersyet til hans store motor. Efter en sløv start har han ramt formen, og han kan sagtens levere en stor overraskelse på denne etape.

 

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, Tom Dumoulin

Outsidere: Ilnur Zakarin, Thibaut Pinot, Vincenzo Nibali, Steven Kruijswijk

Jokers: Pierre Rolland, Omar Fraile, Laurens De Plus, Jan Hirt

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk