Optakt: 16. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på ca. 40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. Det vil også være tilfældet i år, hvor den markerer starten på løbets afgørende del i nord efter en længere rejse fra den sydlige del af landet henover hviledagen.

Mens distance og placering har været relativt fast, har terrænet imidlertid varieret betydeligt. Tidligere var det kutyme, at der var svære stigninger undervejs, men i de senere år er balancen blevet tippet mod specialisterne. Efter at Chris Froome efterlyste en helt flad enkeltstart for et par år siden har man designet rigtige tonserruter, og for tredje år i træk vil det derfor være en næsten helt flad tidskørsel, der vil give de tempostærke typer mulighed for at vinde betydeligt med tid til klatrerne.

Årets enkeltstart er henlagt til byen Logrono, og etapen består af 40,2 km næsten pandekageflad kørsel mellem motorbanen Circuito de Navarra nordøst for byen og byens centrum. Etapen kunne ikke være meget enklere. Man indleder ganske vist løbet med at køre en omgang på den teknisk yderst komplicerede, men helt flade bane, og det betyder, at der er utallige sving i de første 6,5 km. Herefter kører man imidlertid mod nordvest væk fra anlægget, indtil man kort efter rammer vejen, der fører mod Logrono.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Herefter bliver det meget enkelt, idet resten af etapen består i at følge denne hele vejen ned mod målet i centrum. Efter 16 km stiger det ganske let over de næste ca. 4 km, hvorefter de sidste 20 km er ganske let faldende, men det vil stort set ikke kunne aflæses på farten. Midtvejs bugter vejen sig en anelse, men hovedsageligt er der tale om en lang, lige vej uden sving. Til slut kører man en lille sløjfe i området nordvest for byen, inden man kører ind mod centrum fra nord. Her bliver det en anelse mere kompliceret i de sidste 5 km, hvor der frem til den røde flamme venter fire sving, mens man på sidste kilometer skal dreje tre gange, inden man rammer den flade, ca. 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på beskedne 350 højdemeter.

Logrono blev senest besøgt i 2013, hvor John Degenkolb vandt en massespurt. Derved gentog han bedriften fra 2012, hvor han også var hurtigst, mens det var Oscar Freire, der vandt massespurten ved det eneste øvrige besøg i dette årtusinde i 2007. Derudover er byen altid målby for Vuelta a la Rioja, der i år blev vundet af Rory Sutherland. De øvrige vindere af løbet, siden det blev omdannet til et endagsløb, er Michael Matthews (2016 og 2014), Caleb Ewan (2015), Francesco Lasca (2014), Evgeny Shalunov (2012), Imanol Erviti (2011), Angel Vicioso (2010) og David Garcia (2009). Forud for det var det et etapeløb, der stort set hvert år sluttede i Logrono.

Vejret

Henover hviledagen bevæger feltet sig fra Syd- til Nordspanien, men det ændrer ikke meget på vejret. Også tirsdag vil byde på en skyfri himmel og temperaturer på hele 29 grader. Der vil være en svag vind fra øst for de først startende, men efterhånden som eftermiddagen skrider frem, vil den skifte retning og tage til. De sidst startende vil have en let vind fra nord. Dermed vil både de tidligt og de sent startende have sidemedvind stort set hele vejen, men retningen vil være bedst for de første.

Analyse af 15. etape

Jeg kan stadig huske Tour de l’Avenir i 2014. Jeg følger normalt U23-scenen med rimelig interesse, men da Miguel Angel Lopez vandt talenternes Tour de France foran veletablerede navne som Robert Powe, Louis Vervaeke og Pierre Latour, blev jeg overrasket. Jeg havde aldrig tidligere hørt om manden, der modsat mange andre colombianere stort set ikke havde kørt i Europa. Når man med så lidt erfaring kan vinde det sværeste U23-løb i verden, er man imidlertid gjort af noget helt specielt, og siden den dag for fire år siden, har det været klart, at der er tale om den helt ægte vare.

Astana var lynhurtige til at reagere på sejren og sikrede sig en kontrakt med talentet, men starten på den professionelle karriere var ikke nem. Skader betød, at han blev sat tilbage først på sæsonen i både 2015 og 2016, men trods det blev han alligevel nummer 7 i sin WorldTour-debut i Tour de Suisse med nærmest ingen professionelle løbsdage i benene. Få uger senere satte han sin kaptajn, Luis Leon Sanchez, på en etape i Vuelta a Burgos, og hvis der fortsat var tvivl om talentet, blev de effektivt lagt i graven på de augustdag i 2015.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Siden da er det gået stærkt. Sejre i Tour de Suisse og Milano-Torino er allerede på CVet, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis han ikke var styrtet så ofte. Det har også ruineret det meste af hans sæson indtil videre og fremstår som hans mest oplagte svaghed, men efter dagens magtdemonstration på den brutale etape til Sierra Nevada har han i hvert fald effektivt demonstreret over for en hel cykelverden, at han - når han ikke er skadet og har haft tid til at komme i form - er endnu måske endnu bedre klatrer end landsmanden Nairo Quintana. Dagens præstation var intet mindre end skræmmende og sætter effektivt en streg under det, man har kunnet se siden 2014: Lopez bliver en af de helt store.

Det vanvittige ved Lopez’ præstation er, at den relativt lette stigning til Sierra Nevada viste sig at være så lidt selektiv, som man kunne frygte. De nøgne data viste ganske vist, at der var tale om et meget let bjerg, men vi have en forventning om, at kombinationen af højde og en forudgående svær etape ville skabe større udskilning. Det var imidlertid en stigning, der gjorde det meget let at sidde på hjul, og det specielt tydeligt, da man så, hvordan Vincenzo Nibali, Alberto Contador og Adam Yates alle betalte prisen for at have ligget i vinden. Den eneste, der nærmest syntes upåvirket af betingelserne, var Lopez, der fik vist, at han pt. er løbets i særklasse bedste klatrer. Det kommer nemlig efter en lignende præstation på Calar Alto, hvor han trods hård modvind fik Chris Froome til atypisk at eksplodere mod slutningen.

Lopez’ styrke er så markant, at man nu ikke længere kan ignorere ham på Sky. Hidtil har man ladet ham køre og været relativt ubekymrede, men nu fremstår han som den eneste reelle trussel mod en Froome-sejr. Vincenzo Nibali har måske et lille overskud i forhold til briten, men styrkeforholdet er så lige, at det er meget svært at se italieneren vinde al den tid, han vil tabe på tirsdagens enkeltstart. Lopez er imidlertid så god, at han på stejle stigninger som Los Machocos, der angiveligt når helt op på 34%, og den lange, stejle Angliru kan vinde ufatteligt meget tid, også på Froome. Derfor er det formentlig slut med at give gave for Sky-kaptajnen, der fremover formentlig har både Lopez og Nibali øverst på listen over farlige rivaler.

Alligevel er Froome i kontrol og i en drømmesituation ved indgangen til den anden hviledag. Det er ganske vist klart, at han ikke er ved samme styrke som i løbets første uge, men hans niveau er stadig så højt, at han i hvert fald er i top 3 over de bedste klatrere. Lopez betaler prisen for sit skadesplagede forår, der betød, at han manglede de sidste procent i løbets indledning, og med tanke på et tidstab på enkeltstarten, er det trods alt usandsynligt, at han kan vinde den nødvendige tid på sin britiske rival. Man skal huske på, at Froomes største styrke netop er evnen til at pace sig selv. Han går aldrig helt ned, og derfor vil han formentlig være i stand til at overvinde de kriser, der kan opstå, hvis hans form fortsætter den svagt nedadgående tendens.

En nøglerytter i den sammenhæng er Wout Poels. Man sidder med en klar følelse af deja-vu efter dagens etape, hvor den fantastiske hollænder igen pacede Froome til toppen, som han gjorde da briten som følge af hhv. sygdom og styrt var i krise på 20. hhv. 19. etape af Touren i 2015 og 2016. Der er næppe tvivl om, at Poels i øjeblikket er så god, at han ville have været en reel podiekandidat, hvis han ikke havde mistet tid i starten. Desværre følger det samme tendens, som vi har set i Touren i de senere år: Poels rammer aldrig topformen først i sine grand tours. Denne gang havde han ellers al mulig motivation, da han efter sit skadesmareridt i foråret havde fået lov at køre klassement som Skys typiske plan B. Han drømte om podiet, men det blev der hurtigt sat en stopper for. Nu er han imidlertid præcis der, hvor vi ved, han kan være, og som gør ham til en reel podiekandidat i fremtidige grand tours. Med Poels - og et stadig imponerende Sky-mandskab ved sin side - synes Fort Froome at styre sikkert mod en historisk Vuelta-sejr.

Man sidder stadig med nogen tvivl om Froomes reelle niveau. Dagens sidste stigning var ikke velegnet til angreb, og det var helt tydeligt, at han gik ind til denne weekend med en yderst defensiv indstilling. Den strategi, som vi havde ventet fra starten, hvor han kørte overraskende aggressivt, blev til fulde implementeret i Andalusien, og man sidder med en fornemmelse af, at han aldrig for alvor lukkede op. Det synes klart, at han har tabt et par procent i forhold til starten, men hvor meget er ikke let at aflæse.

Dagens mest frustrerede rytter må være Vincenzo Nibali, der kørte et meget mærkeligt løb. Man kunne bestemt ikke have fortænkt italieneren i at have en defensiv strategi, da han så, hvor let den sidste stigning var, og hvor meget Sky var i kontrol. Contadors nedtur vidner om, at det ikke var uden risiko at køre offensivt, men Nibalis angreb langt udefra viste trods alt, at det var hans plan at forsøge at ryste træet. Enhver vidste dag, at forskellen skulle gøres på den stejle del i bunden af sidste stigning, og da både Lopez og Contador kørte, var det ikke svært at se, at det var momentet, hvis man ville undgå at hænge til tørre ude foran det uimodståelige Sky-tog. Alligevel forholdt Nibali sig passivt og lancerede i stedet et lidt hovedløst forsøg på den lette del af stigningen, hvor det samtidig var klart, at der ikke var ryttere med nogen interesse i at gå med ham. Den forcering kostede ham formentlig et par sekunder i finalen. Nibali er ellers vanligvis en relativt klog rytter, der kombinerer hjerne og hjerte på en inspirerende måde, men i dag slog det en smule klik for den italienske stjerne.

Den anden store taber var Contador. Det stod selvfølgelig på side 1 i manuskriptet, at den spanske stjerne skulle iværksætte et stort angreb på podiet og en flot etapesejr - ikke mindst på en kort, eksplosiv 15. etape, der for et år siden gjorde ham til idemanden til det store ”Froomigal”-kup - men det var spørgsmålet, om det var klogt. Som sagt var stigningen ikke egnet til at nedbryde Fort Sky, og med tanke på hvor meget tid, der kan vindes på Los Machucos og Angliru, var det formentlig der, han skulle være gået efter podiet. Nu ser drømmen om top 3 ud til endegyldigt at være brast for Contador, der får svært ved at gå forbi så mange ryttere trods stigningernes sværhedsgrad. Det er altid let at være bagklog og en defensiv tilgang havde været atypisk for Contador, men med mindre man har Lopez’ styrke var dagen i dag nok mere egnet til ikke at smide det hele - nøjagtigt som Contador i øvrigt selv sagde det for to dage siden. Til gengæld kan vi nu være sikre på, at han vil angribe i tide og utide fra nu af. En plads i top 10 betyder intet for Contador. Hvis han skal køre klassement, skal det som minimum være for at komme på podiet.

Den sidste helt store taber var - hvis man ser bort fra Nicolas Roche, der aldrig for alvor har været en topkandidat - David de la Cruz. Man sidder med fornemmelsen af, at sygdom måske kan være forklaringen på hans pludselige nedtur. Frem til onsdag var hans form tydeligvis i fremgang, og trods uheld var han en af de allerstærkeste på Calar Alto. Også i går følte han sig helt ovenpå, indtil krisen indtrådte i finalen. I dag skete det igen, og han kan nu skyde en hvid pind efter drømmen om at forbedre sidste års resultat. Der er dog nok en enkel skadefro konkurrent eller to, der ikke har noget imod, at også Quick-Step oplever lidt modgang i grand tour-sammenhæng.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Ilnur Zakarin fik igen vist det, vi har skrevet igen og igen lige siden starten: at russeren bliver farlig i den sidste del af løbet. I dag passede stigningerne ham godt, og for første gang fik han virkelig sat et hug ind. Han kørte vanvittigt stærkt på den sidste kilometer og gjorde det, han gør allerbedst: greb momentet mod toppen af en lang stigning. Mange vil huske, at han gjorde præcis det samme på Abetone i sidste års Giro og i Etna i årets udgave af den italienske grand tour. Hans enkeltstartsevner gør ham til en seriøs podiekandidat, specielt fordi han bare bliver bedre og bedre.

Kampen om de sidste pladser på skamlen ved siden af suveræne Froome er imidlertid helt, helt åben. Udover Nibali, Lopez og Zakarin har Wilco Kelderman nemlig for alvor etableret sig som en mand, man for alvor skal holde øje med. Meget tydede på, at han aldrig igen ville nå sit 2014-niveau, men efter skiftet til Sunweb er han blevet bedre end nogensinde. Jeg må indrømme, at jeg har haft megen tvivl om hans holdbarhed på de lange stigningerne og i højderne, og dagens etape ville i mine øjne blive en stor udfordring. Han bestod den imidlertid til UG med kryds og slange, og hidtil han har ikke vist skyggen af svaghedstegn - når han altså har kunnet undgå punkteringer, kramper og styrt. Hans enkeltstart betyder, at det kun er Froome, der kan slå ham på tirsdag, og derfor er der nu kun ét spørgsmål, der adskiller ham fra en podieplads i Madrid: hvordan klarer han lange, ekstremt stejle stigninger som dem, der venter i den tredje uge? Kan han også håndtere dem, er selv en andenplads inden for rækkevidde.

En anden vinder er Michael Woods. Dagen i dag var den farligste for den eksplosive canadier, der risikerede at betale en pris på så lang en stigning. Han viste imidlertid ikke antydningen af svaghedstegn, og alt tyder derfor nu på, at han med en top 10-placering vil etablere sig som klassementsrytter i grand tour-sammenhæng. Stigningerne i den tredje uge burde passe ham bedre. Nu skal han bare overleve de 40 km lidelse på tirsdag, hvor han helt ubetinget er den top 10-rytter, der vil få de største klø af Froome.

Endelig kan jeg ikke lade være med at være imponeret over Louis Meintjes. Jeg har gang på gang omtalt ham som en klassisk dieselmotor, der bare bliver bedre og bedre, men det har i år ikke været så tydeligt som tidligere. På dagens etape blev det imidlertid åbenbaret for enhver. Allerede tidligt på Hazallanas blev han sat, og det så ud til, at hans klassement var slut. Gang på gang kom han imidlertid tilbage, og efterhånden som motoren blev varm på den lange opkørsel til mål, fandt han benene. Til slut endte han blandt de allerbedste - og det endda efter en lang sæson, som tydeligvis har betydet, at han er langt fra topformen. Det bliver spændende at se, om der kan komme endnu mere damp på motoren i den tredje ige, hvor hans rivaler vil være endnu mere trætte.

Favoritterne

Hvis man før løbet var blevet bedt om at give ét - og kun ét - argument for, at Chris Froome var favorit til den samlede sejr, ville svaret have været let: 16. etape. I 2014 brokkede selvsamme Froome sig lidt i sjov til løbsdirektør Javier Guillen over, at der altid skulle være bakker på enkeltstarterne i Vueltaen. Ganske vist er Froome selv bedst på de kuperede enkeltstarter, men han kan vinde meget mere tid på sine lettere rivaler på en flad tonserrute. Måske var det det, der fik Guillen til at skifte strategi. I hvert fald har han siden det år ændret karakteren på løbets enkeltstarter, og for tredje år i træk får Froome det præcis, som han vil have det: om to dage venter der 40 km tirsdagstons for de største motorer - nøjagtigt det, Froome bad om for tre år siden.

Trods alle bjergudfordringerne er det de 40 km, der har gjort Froome til storfavorit. På en sådan rute kan han vinde minutter på sine værste konkurrenter, og derfor kunne han i teorien have kørt defensivt på alle bjergetaper og alene gjort forskellen i Logrono. Heldigvis har han modsat sidste år haft en offensiv og aggressiv tilgang - specielt fordi hans formmønster har været helt omvendt af sidste års - og han har derfor allerede nu en ret sikker buffer, men når mørket falder på i Spanien på tirsdag, må man formode, at Froome har styrket sin position øverst i klassementet mærkbart. I hvert fald viste han, hvor skræmmende han er på en sådan enkeltstart i den tredje uge af en grand tour, da han sidste år kørte alt og alle - også specialisten Castroviejo, der få uger senere vandt EM suverænt og vandt bronze ved VM - sønder og sammen. En lignende præstation i Logrono vil være ufatteligt dårligt nyt for folk som Esteban Chaves og Michael Woods, de to klart svageste temporyttere i den nuværende top 10.

Ruten er ufatteligt enkel. Der er tekniske dele i starten og mod slutningen, men derudover er der hovedsageligt tale om en lang, lige, flad landevej, hvor det handler om to ting: aerodynamik og evnen til at træde så mange watt som overhovedet muligt. Der er med andre ord tale om en lækkerbisken for specialisterne og et sandt mareridt for klatrerne. Deres eneste hjælp er, at der vil være sidemedvind, og dermed vil de tabe en anelse mindre tid, end de ville have gjort på en modsvindsdag.

Enkeltstarter i den tredje uge af grand tours domineres traditionelt af klassementsryttere, der har fordel af deres gode restitutionsevne. Det har specielt været markant i Vueltaen, hvor moderate temporyttere som Samuel Sanchez og Alejandro Valverde har vundet flade enkeltstarter i den sidste uge. Dengang skyldtes det imidlertid i høj grad fraværet af specialister, der ofte var taget hjem for at forberede sig til VM. I de seneste to år har det i højere grad været specialisterne, der har domineret på de flade ruter, først og fremmest fordi klassementsrytterne har været relativt svage temporyttere. Sidste år var der i top 10 således seks specialister i top 10, mens der kun var fire klassementsryttere: suveræne Froome, König, Talansky og Contador.

I år er feltet også karakteriseret ved, at de fleste klassementsryttere har det svært i kampen mod uret. På den anden side er også specialistfeltet relativt svagt - de synes at flokkes om Tour of Britain, der er som skabt til tempofænomener - og derfor er det en relativt interessant dyst mellem top 10-rytterne og de store motorer. Meget vil afhænge af friskhed, men ruten tiltaler i hvert fald først og fremmest de tunge drenge.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

En interessant faktor er den skiftende vind. Ændringen i retningen favoriserer de tidligt startende - dvs. specialisterne - der vil have mere medvind, mens favoritterne vil have mere sidevind. Til gengæld er det en fordel for klassementsrytterne, at det vil blæse op, og da der vil være tale om sidemedvind, vil de dermed få mere hjælp fra naturens side. Umiddelbart tror vi dog, at retningsændringen vil betyde mest og give de tidligst startende en fordel, men det kan faktisk godt vise sig at være omvendt.

Løbet er måske fattigt på specialister, men verdens bedste på en flad tonserrute er faktisk til start. Siden holdløbet har Rohan Dennis ganske vist spillet en anonym rolle og har slet ikke kunnet leve op til egne høje forventninger, men alligevel må han være favorit til at vinde tirsdagens etape. Modsat tidligere, hvor formen har haft tendens til at gå helt op i røg mod slutningen af en grand tour, er han denne gang slet ikke brændt sammen, og han kom bl.a. ind på en fin 66. plads på dagens hårde etape. Det vidner om, at der fortsat er lidt at skyde med, og selvom han helt indlysende ikke er så stærk, som han ville være på en restitueret enkeltstart, er der ingen tvivl om, at han vil have masser af power tirsdag.

Dennis har senest i Schweiz Rundt, hvor han var langt fra topformen, vist, at han er i særklasse på flade og let kuperede enkeltstarter. Ganske vist foretrækker han kortere ruter - over 10-20 km er han næsten umuligt at slå - men han kan også begå sig over længere distancer. På flad vej har han simpelthen en power, som ingen kan matche. Havde enkeltstarten ligget i den første uge, havde hans sejr været givet på forhånd. Placeringen sent i løbet og vinden betyder, at det nu vitterligt er åbent, men Dennis er så god, at han også kan vinde, hvis han er på 80-90%. Det tror vi, at han er, og derfor er han den oplagte favorit.

Hans værste rival er naturligvis Chris Froome. Ruten er for flad til at være ideel for briten, der normalt ikke kan matche Dennis i ro power. Til gengæld har han fordel af, at etapen kommer så sent i løbet, hvor hans restitutionsevne kommer i spil. Vi så sidste år, hvor skræmmende stærk han kan være på flade ruter - hans bronzemedalje ved OL i London og hans knebne andenplads bag en dengang næsten usårlig Tony Martin i Touren i 2013 er andre beviser - og hans præstation på den kortere og derfor knap så passende rute i Düsseldorf i Touren viser, at han stadig har samme power. Kører han som sidste år, vil han være en hård rival for Dennis. Sidste år var formen imidlertid opadgående, mens det i år er omvendt, og derfor kan man have sin tvivl, om han er ved helt samme styrke. Han er imidlertid dog stadig så velkørende, at det sagtens kan ende med en gentagelse af sidste års triumf.

Som sagt er det en interessant duel mellem klassementsryttere og specialister, og derfor er det oplagt at pege på ryttere, der falder i begge kategorier. Udover Froome er der i toppen af klassementet kun én, der kan betegnes som virkelig specialist på en powerrute som denne. Som skrevet ovenfor er Wilco Kelderman endelig tilbage på sit 2014-niveau og endda stærkere end nogensinde. Det gør ham livsfarlig på en flad rute som denne, hvor han hører til blandt verdens bedste. Mange vil huske, hvordan han sidste år blev national mester på en lignende rute foran en vis Tom Dumoulin, hvordan fik sit store gennembrud ved som nyprofessionel at køre en fabelagtig enkeltstart på en flad rute i Dauphiné, og hvordan han er blevet nummer 2 i en flad enkeltstart i Eneco Tour - et løb, der altid tiltrækker de fleste af de førende specialister. Det vidner om hans styrke og dokumenterer, at han vil kunne køre med om etapesejren. Formen er i hvert fald i top, og friskheden har han. Det store spørgsmål er, om han har bibeholdt poweren. Da han i 2014 forbedrede sin klatring blev han dårlige i kampen mod uret. I 2015 og 2016 klatrede han dårligt, men genfandt sit niveau på enkeltstarterne. Tirsdag får vi svaret, om han nu er på sit højeste niveau inden for begge områder.

Siden sejren på 2. etape har der været stille om Yves Lampaert, der er gledet ind i en anonym hjælperrolle. Han vil imidlertid være klar til at slå til på en etape, der utvivlsomt er et stort mål. I kraft af hans job er det svært at få en fornemmelse af friskheden, men situationen minder meget om sidste år, hvor han blev en ganske imponerende nummer 4 på en rute, der er meget lig den, der venter denne gang. Han har med en top 10-placering ved VM I Qatar og ikke mindst med sejren over den senere europamester Victor Campenaerts ved de nationale mesterskaber vist, at han kan slå de bedste på en flad, lang powerrute som denne. Hvis han er frisk, bør han køre med om sejren.

Det samme må man forvente af Tobias Ludvigsson. Sidste år klatrede han chokerende godt i Vueltaens bjerge, og det fik mig til at fremhæve ham som en spændende kandidat i min optakt - dengang publiceret på CyclingQuotes. Det er svært ikke at sidde med en fornemmelse af deja-vu denne gang. I hvert fald blev den store svensker en yderst imponerende nummer 26 på La Pandera i går, og det vidner om, at han igen har ramt formen. Sidste år var det nok til at sikre sig en tredjeplads på enkeltstarten. Noget tyder på, at vi meget vel kunne opleve noget lignende denne gang.

Luis Leon Sanchez er lidt af en specialist på enkeltstarter sent i grand tours. Han blev eksempelvis nummer 2 på enkeltstarten i Giroen sidste år, og i år blev han nummer 4 på den første tidskørsel i samme løb. Tidligere har han haft utallige topplaceringer på lignende etaper, og han burde være stærk på en rute som denne. Vi er dog lidt usikre på hans form, da han tydeligvis ikke har været på sit topniveau. Der er også idt tvivl om, hvorvidt han må køre fuld gas, da Lopez skal bruge ham senere i løbet. På den anden side har Astana en holdkonkurrence at tage hensyn til, og derfor bør han få varte blanche til at tage sin chance. I så fald har han potentialet til noget stort.

Vi har lidt svær ved at gennemskue, hvad vi skal mene om Nelson Oliveira . Portugiseren er en af verdens bedste enkeltstartsryttere - han blev nummer 3 bag Dumoulin og Froome på den sidste enkeltstart i Touren sidste år - og han har som regel motoren til at præstere sent i en grand tour. Denne gang virker han imidlertid meget træt efter en lovende start på løbet, og han er helt tydeligt ikke på samme niveau som i den første uge. Ruten er også for flad til at passe ham perfekt. Derfor kan det både blive rigtig godt eller ganske skuffende for den stærke portugiser.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Bob Jungels har ikke lagt skjul på, at denne etape er et stort mål, da han primært er her for at forberede sig til VM i enkeltstart og holdløb. Ruten er imidlertid en anelse for flad til luxembourgeren, der som regel har brug for lidt vanskeligere terræn for at køre med om sejren. Samtidig mangler han stadig en del, inden han når topformen, men med en historik, der viser, at han altid er skræmmende i den tredje uge af grand tours, kan han blive ganske farlig.

Hvad skal man mene om Tejay van Garderen ? Amerikaneren var i storform i starten af løbet, men det er tydeligvis ikke længere tilfældet. Han er imidlertid ikke gået helt ned, og selvom han i de senere år ikke har været ved fordums styrke på tidskørslerne, viste han i Romandiet, at han stadig kan køre stærkt, når formen er der. Derfor kan det både blive til fugl og fisk for den altid uberegnelige amerikaner. Og lad os lige én gang for alle aflive myten om, at han er dårlig dagen efter en hviledag. Den er baseret på to nedture i Touren, hvor han den ene gang havde glemt at spise nok på fridagen - noget, han efterfølgende har lært af - og hvor han den anden gang blev syg. Andre eksempler på dårlige præstationer er der ikke, og det er derfor en af de mange ubegrundede myter, der har fået lov at florere - lidt ligesom Froomes såkaldte dårlige nedkørselsevner.

Etapens store joker er som altid Thomas De Gendt , der tidligere er kørt på podiet i lange enkeltstarter i Touren. Han er imidlertid ikke i sin bedste form. På den anden side viste han i dag, at benene måske er ved at komme, og De Gendts enkeltstarter er i forvejen noget af det mest uforudsigelige i cykelsporten. Det kan blive rigtig stort, og det kan blive til absolut ingenting.

Alberto Contador har siden sit comeback haft svært ved at finde sit tidligere niveau på flade enkeltstarter, mens han stadig er blandt verdens allerbedste på kuperede ruter. Han synes imidlertid at komme efter det, hvilket han viste med den flotte enkeltstart i Marseille under Touren, hvor terrænet trods en lille bakke primært var fladt. Også sidste år kørte han stærkt i dette løb, og denne gang er formen langt, langt bedre. Han vinder ikke, men burde køre i top 10. Det samme kan siges om Vincenzo Nibali, der ikke er på helt samme niveau som Contador, men som i de sidste år hos Astana forbedrede sig markant i kampen mod uret. Han skuffede dog på enkeltstarterne i Giroen og synes ikke helt at have taget tempoevnerne med til Bahrain.

Vi glæder os megte til at se Lennard Kämna på denne etape. Den unge tysker er et sandt tempofænomen, der formentlig havde slået Mads Würtz ved U23 VM i 2015, hvis ikke han var blevet ramt af regnvejr. Han har haft det sværere som professionel, men viste i Romandiet, at potentialet stadig er stort. Spørgsmålet er, om Kelderman kan give ham lov til at bruge kræfter. Det samme kan blive et problem for holdkammeraterne Chad Haga og Søren Kragh, der i lyset af deres sygdom dog nok under alle omstændigheder tager den med ro. Heller ikke Kämna har været helt på toppen de seneste dage.

De er også uforudsigelige Ilnur Zakarin, der engang var kendt som enkeltstartsspecialist, men efter at han har tabt sig, har han mistet den nødvendige power. Nu om dage skal ruterne være ganske kuperede for, at han kan begå sig. I år skuffede han ganske meget på tidskørslerne i Giroen, også til sidst, hvor han ellers var i storform. Sidste år var han imidlertid på vej mod noget stort på enkeltstarten i samme løb, indtil han styrtede, og den utilregnelige russer er på sine bedste dage helt ustyrlig. Ruten her er dog nok for flad.

Ja, og så er der Miguel Angel Lopez. Colombianeren har stort set ikke kørt enkeltstarter som professionel, og hans evner er temmelig ubeskrevne. Sidste år chokerede han imidlertid ved at blive nummer 2 på en ganske flad enkeltstart i Tour de Suisse - i øvrigt den seneste længere enkeltstart han har kørt. Al logik siger, at ruten her er for flad, og han mangler erfaring i så specifik en disciplin, man kan han gentage præstationen fra Schweiz, kan det blive til en top 10-placering. Formen kan han i hvert fald ikke klage over.

Andre kandidater er Gianni Moscon , der dog næppe får lov til at køre sin chance, Anthony Roux, Niki Terpstra, Alexis Gougeard, Hugo Houle og Alexey Lutsenko, men de vinder næppe.

OPDATERING mandag kl. 17.30: Rohan Dennis er blevet syg og stiller ikke til start. Derfor er Chris Froome nu vores vinderbud.

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Øvrige vinderkandidater: Wilco Kelderman, Yves Lampaert

Outsidere: Tobias Ludvigsson, Luis Leon Sanchez, Nelson Oliveira, Bob Jungels

Jokers: Tejay van Garderen, Thomas De Gendt, Alberto Contador, Lennard Kämna, Stefan Clement,, Ilnur Zakarin, Miguel Angel Lopez