Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 17. etape af Giro d’Italia
22. maj 2018 19:09 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Simon Yates forsvarede sig fornemt på den etape, han frygtede allermest, og tog dermed et meget stort skridt mod den samlede sejr i årets Giro. Der er dog fortsat masser af terræn til angreb på den lyserøde trøje, men først bliver der chance for at puste ud for klassementsrytterne, når det onsdag gælder den korte, intense 17. etape, der synes som skabt til et udbrud - hvis altså ikke sprinterholdene mod forventning kan skabe samling.

Ruten

Der har i de senere år været tradition for, at den tredje uge næsten har været én lang klassementskamp med talrige bjergetaper og enkeltstarter. Det er da også tilfældet i år, hvor der i de sidste seks dage bydes på tre dage i de høje bjerge og en enkeltstart inden den store sprinterfinale i Rom. Der er dog tradition for, at én etape i den sidste del er en anelse lettere, og det vil også være tilfældet i år, hvor 17. etape giver klassementsrytterne en chance for at puste ud midt i de mange dramatiske kampe om den lyserøde trøje. Som så ofte før er der undervejs på den korte, intense etape flere svære stigninger på programmet, og det er derfor alt andet end en simpel dag. Alle kommer de dog i den første halvdel, og de mest hårdføre sprintere kan derfor måske lugte en lille chance for at skabe samling, selvom der formentlig er lagt op til en udbryderfest i Iseo.

 

Med en distance på bare 155 km mellem Riva del Garda og Iseo er 17. etape en kort, hektisk sag, der tillige indledes brutalt. Fra start kører man nemlig mod syd og siden vest op ad en 10 km lang, ikke-kategoriseret stigning, der stiger med 5,5% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod sydvest på et plateau, inden en nedkørsel fører videre mod sydvest ned mod fladere terræn. Her følger man et let faldende dalstykke mod sydvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 56,4 km.

 

Efter spurten drejer man mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Lodrino (8,1 km, 4,0%, max. 9%), der har top efter 71,5 km. Herfra fortsætter man mod vest og sydvest via en nedkørsel ned til en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,8 km stiger med 3% i snit, men formentlig er stejlere undervejs. Derefter leder en skarp og teknisk nedkørsel mod sydvest ned til fladlandet på Po-sletten vest for storbyen Brescia, hvor man følger det flade terræn mod sydvest og nordvest forbi den sidste spurt, der kommer efter 119,4 km. Herfra kører man videre mod nordøst frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 131,1 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 23,9 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den er sjældent helt flad, men byder kun på mindre bakker med efterfølgende nedkørsler. Den er dog teknisk med smalle veje gennem små byer. Også de sidste 5 km er tekniske og byder på flere rundkørsler, men ingen skarpe sving bortset fra et enkelt med ca. 1700 m igen. Den sidste rundkørsel kommer med 500 m igen, hvorefter vejen bøjer let ind på den 300 m lange, 7 m brede opløbsstrækning. Det falder let de sidste 3 km frem til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er næsten helt flad.

 

Etapen har i alt 2084 højdemeter.

 

Iseo var senest målby i 1974, hvor spanieren Santiago Lazcano Labaca sejrede, og i 1973, hvor Gianni Motta var først over stregen. I 2002 vandt Moreno Di Biase en massespurt i det nu hedengangne Brixia Tour i byen.

 

 

 

 

 

Vejret

Vejrudsigten er næsten en trist gentagelse af sig selv. Onsdag byder på en blanding af sol og byger med en relativt konstant risiko for regn på ca. 50%. Temperaturen i mål vil nå 24 grader, og der vil blot være en svag vind fra sydvest. Det giver sidemod- og modvind hele vejen frem til Po-sletten, hvor man snor sig rundt med vind fra alle sider. På rundstrækningen vil der være sidemedvind og medvind på de sidste 5 km.

 

Analyse af 16. etape

I flere dage har Simon Yates sagt det igen og igen: ”Jeg frygter ikke bjergene, kun enkeltstarten.” Til gengæld har det også været tydeligt, at den lille brite har været skrækslagen for, hvor meget tid han kunne tabe til verdensmester Tom Dumoulin på de helt flade veje langs Adige-floden.

 

Man kan derfor næppe forstå, hvor nervøs Yates har været i morges - og næppe heller hvor lettet han nu er. Mitchelton-kaptajnen forsvarede sig nemlig med bravur og tog et kolossalt skridt mod den samlede sejr i årets Giro. Ikke blot lykkedes det slet ikke Dumoulin at vinde tid i samme omfang som på den lange enkeltstart sidste år, han øgede endda sin afstand til alle de øvrige rene klatrere i toppen af klassementet.

 

Yates kørte selv en fornuftig enkeltstart, der vidner om, at han har gjort visse fremskridt, men som også understregede, at han fortsat har meget at gøre, hvis han for alvor skal cementere sig som en af verdens førende etapeløbsryttere. Til gengæld var omstændighederne med briten, og det hjalp ham med ikke blot at forsvare trøjen, men også at sikre sig et overraskende stort forspring inden de kommende tre bjergetaper.

 

Først og fremmest var vejrforholdene gunstige for Yates. Medvind er altid en stor fordel for de lette ryttere, der slet ikke taber så meget tid til de kraftfulde specialister, som de gør på en modvindsetape. Da det stod klart, at vinden ville være i ryggen, kastede Dumoulin da også selv næsten håndklædet i ringen og indså, at det ville blive meget svært at erobre trøjen.

 

Lige så vigtigt var det, at Dumoulin slet ikke bragede en enkeltstart af, som han gjorde det for 12 måneder siden. På den ene side er det uventet, at hollænderen, hvis form ellers har været stigende, skuffede ikke blot sig selv, men formentlig også de fleste iagttagere. På den anden side har det været klart lige siden Etna-etapen, at Dumoulin ikke er på samme niveau som sidste år. Man kunne have håbet, at han vill kunne finde topformen i tide inden den tredje uge, men efter dagens præstation må det konstateres, at vi næppe når at få 2017-udgaven af hollænderen at se i årets løb - slet ikke fordi de meget store bjergetaper på 19. og 20. etape ikke just er hans kop te.

 

Dermed peger alt nu også på en overraskende samlet sejr til Yates, der ikke var betragtet som mere end en solid outsider inden løbet. Ganske vist består der fortsat en stor risiko for, at Yates, der har været i flyvende form meget længe, kan opleve et formdyk mod slutningen, hvor etaperne passer ham dårligere end de foregående bjergetaper, ganske enkelt fordi stigningerne er lange og regulære. Selvom Yates har haft en tendens til at tabe niveau i den tredje uge af grand tours, har han imidlertid også vist en flot evne til at forsvare sig og aldrig eksplodere totalt. Og den evne kan han få brug for, selv hvis han skulle gennemleve en mindre krise på en af de kommende etaper.

 

Det er nemlig kun Dumoulin, der kan snuse til trøjen. Alle andre er så langt efter, at kun et regulært sammenbrud fra Yates vil kunne bringe dem tilbage i kampen om den samlede sejr, og det vil Yates formentlig være stærk nok til at undgå, ikke mindst fordi han ved sin side har løbets måske stærkeste hold med ikke mindst en fabelagtig Jack Haig samt bundsolide Mikel Nieve til at redde eventuelle kastanjer ud af ilden. Kan Yates bevare roen og udnytte sit hold til fulde - og det er der ingen grund til, at han ikke skulle kunne - burde han kunne bestige podiet i Rom som løbets vinder. Kun en krise på den meget lange Colle delle Finestre eller de to lange indledende stigninger på 20. etape vil formentlig kunne ryste løbets øjeblikkelige førstemand.

 

Dermed ser det også svært ud for Dumoulin, der ikke kan undgå at være skuffet over dagens resultat. Selvom han ikke har været ved samme styrke som sidste år, ville den naturlige forventning være, at han kunne vinde en lang enkeltstart i den tredje uge af en grand tour. Det var han imidlertid aldrig i nærheden af, og det lykkedes ham aldrig at komme tilbage efter en lidt svag start og slutte stærkt af i det omfang, han plejer.

 

Paradoksalt nok fik Rohan Dennis derfor sin revanche for nederlaget i Jerusalem. Australieren er ellers specialist på korte, restituerede enkeltstarter, mens Dumoulin er bedst over lange distancer, gerne sent i en grand tour. Al logik sagde derfor, at Dennis skulle vinde 1. etape og Dumoulin være bedst på 16. etape. Nu gik det imidlertid lige omvendt, og det kan særligt Dennis være tilfreds med.

 

Som bekendt har Dennis nemlig et fireårigt projekt om at udvikle sig til grand tour-rytter. Dette er år 2 i forsøget, og efter den dårlige start i 2017 skal der ske fremskridt i år, hvis det i forvejen svære projekt skal have gang på jorden. Hidtil har Dennis nemlig haft meget svært ved at restituere og har altid været kørt i sænk i den tredje uge.

 

Derfor kan betydningen af dagens sejr næppe overvurderes. I dag viste Dennis, at han har motoren til at levere en toppræstation også allersidst i et tre uger langt etapeløb. Det må styrke troen på fremtidige muligheder i de store løb ganske markant.

 

Alligevel er det for tidligt at lade træerne gro ind i himlen. De foregående dage har nemlig også vist, at Dennis fortsat er så begrænset på stigningerne, at bare en top 5 i en grand tour fortsat virker til at være meget langt væk. Dertil kommer, at dagens udfordring passede ham som fod i hose. Det er først de kommende tre dage i Alperne allersidst i de tre uger, der for alvor vil afsløre, om Dennis har noget at have sine forhåbninger i.

 

Dennis var også hjulpet af, at hans to værste rivaler begge skuffede. Ikke blot Dumoulin, men også Chris Froome leverede en enkeltstart, der slet ikke står mål med tidligere præstationer i den tredje uge af grand tours. Selvom Froome trods alt blev nr. 5 på dagens etape, står indsatsen slet ikke mål med det, han har leveret på sene enkeltstarter i Vueltaen i de seneste to år, og dermed blev det endnu en understregning af, hvor langt Froome fortsat er fra sit vanlige niveau. At han alligevel kunne vinde på verdens sværeste cykelbjerg, siger derfor meget om hans tårnhøje klasse…

 

Dagens præstation betyder dog, at Froome formentlig bliver i løbet. Podiet i Rom er klart inden for rækkevidde, og at blive en af de få, der har været i top 3 i alle grand tours, vil være en vigtig milepæl selv for en rytter med Froomes resultatliste. Logikken siger nemlig fortsat, at han skal blive bedre og bedre gennem resten af løbet, og han har rigeligt med terræn til at finde den nødvendige tid.

 

Først skal han dog knække Domenico Pozzovivo, og det bliver ikke let. Den lille italiener forsvarede sig fint på en rute, der ikke levnede ham mange chancer og står med sit livs mulighed for endelig at få den top 3-placering, han igennem en lang karriere har fortjent. Sidste år var han endda bedst i den tredje uge, og de kommende etaper passer ham. Aldrig har han haft så stor en chance.

 

Problemet er, at hans rival er netop Froome. Nej, Sky-kaptajnen er slet ikke på 100%, men som vi så på Zoncolan kan selv en svækket Froome være skræmmende stærk. Og netop det forhold, at Froome kan lugte podiet er lyset i mørket for de mange cykelfans, der havde drømt om en kamp mellem Dumoulin og Yates om den samlede sejr. Yates vil naturligvis køre defensivt fra nu af, men det vil Froome i hvert fald ikke. Han giver aldrig op, og bakket op af et af løbets stærkeste mandskaber vil han utvivlsomt lægge op til krig i de kommende dage.

 

Det vil også Miguel Angel Lopez, der som ventet fik sig lidt af en lussing i en disciplin, der aldrig bliver hans favorit. Ganske vist har han tidligere leveret en chokerende god præstation på en flad rute i Tour de Suisse, men det er efterhånden længe siden. I dag blev det tydeligt, at den lille colombianer fortsat har lang vej igen, hvis han for alvor skal køre med om sejren i grand tours. Heldigvis kan vi så glæde os over, at en 7. plads ikke står mål med hans forventninger, og at også han derfor kan ventes at gå i offensiven de kommende dage bakket op af et meget stærkt Astana-mandskab.

 

Det samme skal Thibaut Pinot, der endte som dagens helt store taber. Desværre kommer det ikke uventet, for det bliver mere og mere klart, at franskmanden er ved at lave ”en Uran”: at udvikle sig fra svag temporytter til specialist for siden at se niveauet forsvinde lige så hurtigt, som det kom. I 2015 og 2016 kørte han så gode enkeltstarter, at han sågar slog Dumoulin i Romandiet, men det er efterhånden længe siden. I Giroen både i år og sidste år har han leveret tamme præstationer, og i dag fik han sig en regulær lussing, hvor han endda tabte tid til Lopez og Richard Carapaz, der bestemt ikke kan betegnes som specialister. Heldigvis lægges der dermed også op til angreb fra Pinot, der efter sidste års fjerdeplads ikke kan bruge en femteplads til meget.

 

For de fleste andre klassementsryttere handlede det om at begrænse tabene. Det lykkedes særligt godt for Davide Formolo, der har været kendt som en af de svageste temporyttere, men som hos Bora har gjort kolossale fremskridt, samt Ben O’Connor, Carlos Betancur og Richard Carapaz, der gjorde det bedre end ventet. Til gengæld endte etapen som en nedtur for Patrick Konrad og George Bennett, der slet ikke kunne leve op til præstationen fra Californien sidste år. Og helt som ventet fik Michael Woods, der er meget svag i disciplinen, sig en syngende lussing, der nu må inspirere til mere af den offensive kørsel, han viste i søndags.

 

Selvom klassementsryttere typisk dominerer enkeltstarter mod slutningen af grand tours, lagde den pandekageflade rute op til, at specialisterne ville sætte sig på toppen af stillingen. Det var da også tilfældet, og blandt de ”tunge drenge” har særligt Tony Martin grund til at være tilfreds. Tyskeren har fået megen kritik for sine meget svage tempopræstationer i de senere år, men som skrevet i optakten til etapen har han heller ikke haft mulighed for at køre en lang, flad enkeltstart på internationalt niveau siden sin VM-sejr i 2016. Det fik han endelig chancen for i dag, og med en andenplads viste han, at han stadig er en af verdens bedste i netop denne type udfordringer.

 

Også Jos Van Emden kan glæde sig over, at han fortsætter med at forbedre sig også over lange distancer, der hidtil har været hans svaghed, ligesom Alex Dowsett i dette løb endelig er kommet tilbage på sporet efter en svær tid. Til gengæld endte etapen som en stor skuffelse for Victor Campenaerts, der slet ikke kunne leve op til egne forventninger, og for Vasil Kiryienka, der fortsætter en lidt kedelig tendens på tempocyklen i år. Heller ikke Ryan Mullen kan være helt tilfreds, men for den unge irer var det på forhånd klart, at det kunne blive svært at levere et stort resultat så sent i en grand tour.

 

Dagens sensation var Fabio Aru, der først i går besluttede sig for at kæmpe sig hele vejen til Rom alene for at gøre trøjen og sine italienske tifosi ære. Ingen i denne verden havde formentlig set det komme, at italieneren ville kunne slutte som nr. 6 på en flad enkeltstart, der slet ikke passede ham, men ikke desto mindre leverede han et nærmest sensationelt comeback. Det kan næsten kun forklares med, at hans kollaps i weekenden må skyldes en eller anden form for sygdom, som han tilsyneladende er ved at komme sig over. Nu kan han kun ærgre sig over ikke at kunne bruge sit livs bedste enkeltstart til ret meget - ud over at det naturligvis styrker hans selvtillid markant.

 

Arus gode resultat skyldes dog også de ændrede vejrbetingelser. Det var meget markant, at tiderne blev bedre i samme periode, som regnen satte ind i målområdet. Her har det utvivlsomt blæst op, og da der var medvind, gav det en stor fordel til Aru, Diego Ulissi - der i skrivende stund fortsat ikke er blevet sanktioneret for sin åbenlyst urimelige kørsel - Chad Haga og David De La Cruz, som alle satte gode tider netop i denne periode.

 

Forhåbentlig er det tegn på, at Aru er på vej tilbage. En genfødt italiener vil være et ekstra krydderi til et løb, der efter Yates’ flotte forsvar desværre ikke kan se frem til offensiv kørsel fra den lille brite. Heldigvis har Froome, Pinot og Lopez fortsat så meget at vinde, at der alligevel er lagt op til spektakulær kørsel på de tre store dage i bjergene. Formentlig er der ikke mange, der har blikket rettet mod den lyserøde trøje, der sidder stensikkert på Yates’ skuldre. På den anden side: det gjorde den også på Steven Kruijswijk for to år siden, og de fleste husker nok, hvordan det gik…

 

Favoritterne

Som sagt er der fortsat lagt op til aggressiv og spektakulær kørsel i Alperne, men inden da får klassementsrytterne en chance for at komme sig, når det onsdag gælder den sidste mulighed for alle de ryttere, der ikke er enten sprintere eller bjergryttere. Det betyder imidlertid ikke, at det er nogen let sag - tværtimod. Netop det faktum, at det for de fleste er sidste chance for at få noget med hjem fra Italien betyder, at der er lagt i kakkelovnen til offensiv kørsel. Det vil være en god idé at varme lidt op i Riva del Garda i morgen, for der vil blive givet gas fra start!

 

Etapen er på mange måder næsten identisk med 10. etape - den er bare knap 100 km kortere. Igen lægges der direkte ud med en knaldhård stigning, og atter er anden halvdel næsten helt flad. Dermed er det også præcis det samme spørgsmål, der trænger sig på: er det (endelig) en dag for et udbrud, eller vil det lykkes sprinterholdene at skabe samling?

 

Al logik siger, at det denne gang lykkes for et udbrud. Det var formentlig også sket på 10. etape, hvis ikke Esteban Chaves overraskende var blevet sat. Dengang var der nemlig kommet en brølstærke gruppe afsted, og bagude var alle sprintere undtagen Sam Bennett faldet fra i den angrebsfest, der havde præget første del af etapen. Havde man skullet vente på en regruppering, og det alene havde været op til sprinterholdene at jagte, ville udbruddet formentlig være holdt hele vejen.

 

Denne gang bliver det endda endnu sværere for sprinterne. Etapen er her langt, langt kortere, og det betyder, at der er meget mindre tid at gøre godt med, når et udbrud mod slutningen skal køres ind. Derudover venter der nogle stigninger midtvejs, hvor feltet næppe vil kunne tage tid på et stærkt udbrud af klatrestærke typer. Og samtidig meldes den afsluttende rundstrækning at være temmelig teknisk, hvilket bestemt heller ikke tilgodeser en organiseret jagt.

 

Starten er knaldhård, og det betyder, at vi med garanti for et stærkt udbrud. På en dag som denne er der ikke mange tilfældigheder involveret. Her vil de stærke folk kunne gøre en forskel, og man skal være en ganske god klatrer for at komme i dagens ”hug”. Det er helt sikkert heller ikke tonsdag, at Guy Sagiv får sin dag i rampelyset!
 

Udsigten til en udbrudssejr betyder også, at der er lagt i kakkelovnen til en vild start med et hav af angreb, og det er meget sandsynligt, at sprinterne allerede tidligt vil tabe kontakten. Først når udbruddet er kørt - og det kan tage nogen tid - vil feltet tage sig en puster, og udbruddet vil kunne opbygge et stort forspring, inden alle mand atter er samlet.

 

Når det er sket, er det tid til at gøre status. Hvilke sprinterhold har en mand med i front, og hvem er friske på at organisere en jagt? Quick-Step og Bora vil formentlig satse 100% på en spurt, men vil de få hjælp? Og kan deres relativt tunge folk kontrollere et brølstærkt udbrud, hvor særligt Bora vil kunne mærke, at de har mistet en mand og også har to klassementsryttere at beskytte. EF og LottoNL-Jumbo kan komme til undsætning, ligesom der kan være hjælp at hente fra Katusha, hvis de ikke får en mand med, men alt peger på, at man ikke kan hente en stærk gruppe.

 

Holder et udbrud hjem, vil etapevinderen være en rytter, der både er klatrestærk nok og frisk nok til at kunne køre med i den vanskelige start og siden god nok til at gøre det færdigt i en flad finale. Det får os til at pege på Enrico Battaglin som vores favorit. Italieneren har været i skræmmende god form i dette løb, hvilket han senest bekræftede med en flot 38. plads i Dolomitterne i søndags. Dermed er han fortsat meget frisk, og det må have givet ideer på denne etape. LottoNL har vist, at der er plads til, at holdet kan sende folk i udbrud, og drømmen må være at få Battaglin afsted i den hårde indledning, der passer ham. Lykkes det - og kan han endda få Koen Bouwman eller Robert Gesink med som hjælp - bliver han svær at slå i en spurt i Iseo.

 

Matej Mohoric har allerede vundet en etape, og han har meget gode muligheder for at gøre det igen denne gange. Ganske vist er han ikke klatrer, men han viste på 10. etape, at han sagtens kan komme i udbrud i en start som denne. Samtidig har han imponeret dybt i Dolomitterne i weekenden, hvor han endda blev nr. 35 på søndagens bjergetape. Det vidner om stor friskhed, og det er afgørende på dette tidspunkt. Samtidig vil han elske en teknisk rundstrækning, hvor han også kan gøre brug af sine gode spurt. Eneste lille ulempe er, at Bahrain kan bede ham spare kræfter til de kommende dage, hvor Pozzovivo har brug for hjælp. Det vil dog ligne Bahrain dårligt, og derfor tror vi på sejr til Mohoric.

 

 

 

Diego Ulissi har bestemt ikke været på toppen hidtil, men i dag kom formen helt ud af det blå. Ganske vist blev han hjulpet af vinden - og lidt pace - men han kørte alligevel en fremragende enkeltstart. Det må have styrket selvtilliden, og efter Arus kollaps vil han gøre alt for at komme med i udbrud. Han er blandt de gode klatrere i løbet og har gode chancer for at komme afsted i den hårde indledning. Samtidig er der ikke mange, der kan slå ham på stregen.

 

Jose Goncalves har langt om længe tabt så meget tid, at han kan gå i offensiven. Dagens enkeltstart bekræfter, at han fortsat er velkørende, og denne etape passer ham ganske enkelt perfekt. På en ikke specielt stejl stigning har han stor power, og Katusha vil formentlig gøre alt for at få ham med i udbruddet. Samtidig har han stor kraft på det flade og viste så sent som på 5. etape, hvor hurtig han er.

 

Ligesom Mohoric håber Giovanni Visconti, at Bahrain-ledelsen giver ham lov til at jagte en sejr. Selvom han måske ikke har klatret fremragende i dette løb, har han dog været ganske aktiv i udbrud. Den hårde start burde derfor også være ganske fin for ham, og efter nu to gange i år at have slået Greg Van Avermaet i en spurt, må han utvivlsomt kunne gøre det færdigt i en finale som denne.

 

Gianluca Brambilla har ikke haft det løb, han havde håbet, men han bliver dog bedre og bedre. Han har da også været ganske aktiv i udbrud, og han vil helt sikkert forsøge at komme afsted igen. Den hårde start passer ham, og han burde være blandt de stærkeste af de ryttere, der jagter et udbrud. Samtidig er han som bekendt ganske hurtig i en spurt - og kan Trek også få Jarlinson Pantano med, sidder de med gode kort på hånden.

 

Jarlinson Pantano er fortsat en skygge af sig selv, men han var dog god nok til at komme med, da vi på 10. etape havde en lignende start. Dermed burde mulighederne for colombianeren også være gode denne gang, og sammen med Brambilla vil han i en gruppe som denne udgøre en stærk duo. Han klatrer ikke så godt som sin holdkammerat, men til gengæld er han hurtigere på stregen.

 

Er det nu, at Luis Leon Sanchez skal have sin chance? Spanieren har forsøgt sig flere gange, men har ikke fået noget ud af bestræbelserne. Hans arbejde for Lopez er imidlertid vidnesbyrd om god form, og vi ved alle, hvor farlig han er i et udbrud. Den hårde start passer ham, og han er også ganske hurtig i en spurt. Den væsentligste udfordring bliver at få lov at sit hold.

 

Også Matteo Montaguti er kendt som lidt af en udbryderkonge med god fornemmelse for at ramme det rette hug. Han har tydeligvis ikke været helt på toppen, og derfor kan det blive vanskeligt at komme afsted i den hårde indledning. På papiret passer den ham dog glimrende, og som han viste i Tour of the Alps sidste år kan han slå de fleste på stregen.

 

Felix Grossschartner har klatret bemærkelsesværdigt godt i den seneste tid, særligt på Zoncolan. I dag kørte han også en god enkeltstart, og han er helt tydeligt i god form. Derfor burde han kunne komme med i udbrud i en hård start - hvis han får lov. Holdet har nemlig også Bennett at tage hensyn til, og hvis Bora satser alt på en spurt, vil den ellers også ganske hurtige østriger blive låst.

 

Ben Hermans har ikke haft et drømmeløb og er tydeligvis stadig ikke på toppen. Det betyder dog ikke, at han ikke vil forsøge sig, og han burde også have benene til at kunne sidde med i en svær indledning som denne. Han er heller ikke langsom på stregen - problemer er bare, at mange af de ovennævnte er hurtigere.

 

I dag viste Tony Martin glimrende form, og han må være opsat på at gribe sin sidste chance i løbet. Starten er ganske vist lidt hård for en stor fyr som ham, men vi ved alle, hvor fint han klatrer, når han er kørende. Det er klart, at han ikke vinder en spurt i Iseo. Til gengæld skal han bare have en halv lillefinger for at køre alene hjem.

 

Endelig vil vi pege på Davide Ballerini. Det italienske stortalent har kørt et imponerende løb, hvor han har været i udbrud igen og igen - og igen. Det er klart, at den hårde start kan vise sig for vanskelig for ham, men han har før vist, at han kan håndtere ganske svært terræn. Lykkes det ham først at komme med, er han skræmmende i en spurt.

 

Andre oplagte kandidater er Alessandro De Marchi, Davide Villella, Valerio Cotni, Jan Polanc, Koen Bouwman, Sander Armee, Mattia Cattaneo Mikael Cherel og Niko Denz, men de får sværere ved at vinde.

 

Skulle det ende med en spurt, er Sam Bennett favorit. Etapen vil være knaldhård, og det tilgodeser ireren, der er i så skræmmende god form, at han endda angreb på stigningerne i finalen på 12. etape. Han er som altid hæmmet af sit svage tog, men efter en hård dag og i en finale uden mange sving vil hans hurtighed og gode form sætte sig igennem.

 

Hans store rival vil være Elia Viviani, der imidlertid ikke har Bennetts holdbarhed. Han vil være mere mærket mod slutningen, men her vil han som på 13. etape kunne drage fordel af sit tog. Er Bennett ikke på hans hjul, er Viviani meget svær at slå, og derfor kan det sagtens blive til endnu en sejr til italieneren.

 

Derudover vil også Danny Van Poppel, Niccolo Bonifazio og Sacha Modolo, der alle fortsat er friske og i god form, have en chance, men det er svært at se dem slå de to store favoritter.

 

Feltet.dks vinderbud: Enrico Battaglin (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Matej Mohoric, Diego Ulissi (begge fra et udbrud)

Outsidere: Jose Goncalves, Giovanni Visconti, Gianluca Brambilla, Jarlinson Pantano, Luis Leon Sanchez

Jokers: Matteo Montaguti, Felix Grossschartner, Ben Hermans, Tony Martin

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Sam Bennett, Elia Viviani, Danny Van Poppel, Niccolo Bonifazio, Sacha Modolo

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Sibiu Cycling Tour(2.1) 04/07-08/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »