Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Sirotti

Optakt: 18. etape af Giro d’Italia

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

24.05.2017 kl. 21:40 af Emil Axelgaard.

Klassementsrytterne fik sig akkurat den relativt nemme dag, som de havde håbet på, selvom Jan Polancs tilstedeværelse i udbruddet betød, at Sunweb skulle jagte hårdere, end de have ønsket sig. Nu er det imidlertid slut med roen, idet de næste fire etaper byder på favoritslag hver eneste dag, startende med en kort, intens 18. etape, der til fulde kan udfordre tirsdagens maraton i kampen om statussen som løbets kongeetape.

 

Ruten

17. etape gav mulighed for at trække vejret, men fra nu af er der krig mellem klassementsrytterne, der skal slås om sejren på de sidste fire etaper, som alle har potentialet til at ændre klassementet. Den vanskeligste af de fire kommer allerede om torsdagen, hvor der venter en etape, der næsten kan gøre 16. etape kamp om at kunne kalde sig løbets kongeetape. Med sine bare 137 km, knap 4000 højdemeter og hele fire store bjerge og en mindre stigning er 18. etape en af de korte, meget intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år, og da der stort set ikke er en meter fladt i de sidste 120 km, er det en etape, der inviterer til, at man åbner løbet udefra, hvis man har meget tid, der skal vindes.

 

Etapen indledes i Moena i hjertet af Dolomitterne, hvorfra man kører mod nordøst ad en let stigende dalvej frem til 17. etapes mål i Canazei. Her rammer man bunden af den kendte kategori 1-stigning Passo Pordoi, der stiger med 6,7% i gennemsnit over 11,9 km og når et maksimum på 9%. Der tale om en helt regulær stigning næsten helt uden udsving. Toppen kommer efter 26 km, hvorfra man forsætter mod øst ad en nedkørsel frem til et kort dalstykke og byen Cernadoi. Herfra kører man mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Passo Valarola, der over 12,3 km stiger med 6,4% i gennemsnit og når et maksimum på 14% på de sidste meter. Også den er yderst regulær nærmest uden udsving i stigningsprocenten.

 

Toppen kommer efter 57,2 km ved det østligste punkt, hvorfra man tager nedkørslen mod nordvest ned til dagens sidste stigning i La Villa efter 71,5 km. Her venter endnu et ultrakort dalstykke, inden man kører mod sydvest og tager hul på kategori 2-stigningen Passo Gardena (9,3 km, 6,4%, max. 11%), der som de foregående stigninger er helt jævn. Herefter ændrer etapen karakter, idet man over de næste 40 km kører mod vest ad en meget lang nedkørsel, der kun afbrydes af den lille kategori 3-stigning Passo di Pinei (4,2 km, 6.3%m max. 15%), der indledes efter en passage gennem målbyen Ortisei, der nås efter 103,5 km.

 

Toppen af stigningen passeres efter 108,8 km, og nedkørslen afsluttes i Ponte Gardena efter 123,7 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod øst op ad den afsluttende kategori 1-stigning Pontives. Den stiger med 6,8% over 9,3 km og har et maksimum på 12%, men dataene snyder. Således er de sidste 6 km relativt lette, mens de sidste 3,3 km stiger med 9,3% i gennemsnit og stort set konstant har en stigningsprocent på over 9. Toppen kommer 4 km fra mål, hvorefter det stiger svagt med 2,6% i gennemsnit frem til der resterer 1500 m. Her bliver det en anelse stejlere, kulminerende med en lille rampe på 13% 500 m fra stregen. Her venter et højresving og en kort nedkørsel på en brostensagtig belægning, indtil vejen flader ud i de sidste 150 m.

 

Ortisei blev første gang besøgt i 1940, hvor Gino Bartali tog sejren. Siden er det kun i 2005, at man har været på besøg. Her tog Ivan Parra en solosejr 23 sekunder foran Juan Manuel Garate og Jose Rujano.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Heller ikke på løbets næstsværeste etape bliver der problemer med at passere stigningerne. Således venter der endnu en dag med høj solskin og en temperatur i mål på behagelige 18 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nord, hvilket giver modvind på første del af etapen samt på anden stigning og den efterfølgende nedkørsel. Derudover vil der være sidevind stort set hele dagen. Der vil være et kort modsvindsstykke, inden man igen får sidevind på sidste stigning. Gradvist drejer man over i sidemedvind mod toppen. Det fortsætter frem til de sidste 2 km, hvorefter der vil være sidevind.

 

Analyse af 17. etape

Pierre Rolland er en rytter, der deler vandene, men én ting kan man ikke tage fra ham. Franskmanden har et fantastisk angrebshjerte og kører cykelløb på den helt gamle facon uden at gøre sig alt for mange taktiske overvejelser. Det har helt sikkert kostet ham en Tour de France-etape eller to, men det har også vundet ham mange beundrede og dedikerede fans - og det har ikke mindst givet ham triumfer på to af de allersværeste Tour-etaper.

 

I de senere år er der imidlertid blevet langt mellem snapsene, og den elegante franskmand er gledet fra en position som en af franskmændenes store håb til at spille en sekundær rolle i et land, hvor alt nu handler om Thibaut Pinot og Romain Bardet. Det har fjernet en del af presset, men det har ikke kunnet aflæses i resultaterne, der slet ikke har kunnet matche det, han præsterede i sine unge år.

 

En af forklaringerne er måske, at Rolland er blevet presset ned i en kasse som klassementsrytter, som ikke har passet ham. I erkendelse af, at noget skulle gøres, skiftede han således forud for 2016-sæsoen til Cannondale, men det var ikke i et forsøg på at vende tilbage til sine rødder. Tværtimod så manager Jonathan Vaughters ham et uforløst klassementspotentiale, og han var overbevist om, at franskmanden kunne levere et topresultat i Touren, hvis han lærte at træne rigtigt og fik et hold, der kunne holde ham ude af problemer på de flade etaper, der altid har været hans svaghed.

 

Blandt andet i kraft af to styrt lykkedes det som bekendt ikke i sidste års Tour, og derfor traf man forud for i år endelig beslutningen om at gøre Rolland til den rytter, han egentlig er: en utrættelig angriber. For anden gang i karrieren besluttede han sig for at satse på både Giroen og Touren, men denne gang ikke som i 2014, hvor han gik efter den samlede stilling i begge løb. Det ansvar overlader han nu til henholdsvis Davide Formolo og Andrew Talansky, og i stedet er han fri til at søge succes i udbrud.

 

Det er ganske vist tydeligt, at Rolland ikke er så stærk som under sin første Giro i 2014, hvor han sikrede sig en ganske imponerende fjerdeplads, men til gengæld trives han igen i sin nye rolle. Det har været tydeligt i dette løb, hvor han har angrebet utrætteligt, og i dag kom så belønningen. Selvom denne etape bestemt ikke var den, der passede ham bedst, og man på forhånd kunne tvivle på, om netop han, der ikke er kendt for sin eksplosivitet, kunne udmanøvrere mere kraftfulde ryttere i en finale som denne, lykkedes det ham endeligt at time det rigtigt.

 

Samtidig kørte han for en gangs skyld klogt. Efter at have været del af et tidligt tremandsudbrud droppede han alle nostalgiske visioner om et stort ridt og lod sig falde tilbage til forfølgerne. Det så kortvarigt ud til at have været den forkerte gambling, men han var heldig, at det endelig lykkedes at barbere den store gruppe ned til en mere håndterlig størrelse, der gjorde det muligt at samarbejde. I finalen handlede det så om at ramme rigtigt i lotteriet samt at have benene til at gøre det færdigt, og det gjorde han til UG.

 

Resultatet er ikke bare en forløsning for Rolland, det er måske en endnu større lettelse for Cannondale. Der er vel næppe et hold, der har fået så megen kritik, som det amerikanske, der for bare en uge siden ikke havde vundet et WorldTour-løb i mere end to år. Det er efterhånden blevet en generel antagelse i cykelmiljøet og blandt fans, at det sikreste, man kan gøre, hvis karrieren skal gå i stå, er at skifte til det amerikanske mandskab, og netop Rollands fiasko har ikke bidraget til, at holdet har forbedret sit ry - slet ikke efter at Vaughters havde nogle ret nedladende kommentarer om træningsmetoderne på hans tidligere hold Direct Energie.

 

Nu har man efter Talanskys sejr i Californien imidlertid vundet to store løb på mindre end en uge, og det er som bekendt ikke sjældent, at den første sejr kan sætte gang i et momentum. Faktisk kommer succesbølgen efter en lovende periode, hvor Davide Formolo og Michael Woods begge var tæt på at vinde i Liege, hvor Woods imponerede stort på kongeetapen i Baskerlandet, og hvor Rigoberto Uran trods en kikset klassikerkampagne har fuldt op på sit flotte efterår med at køre sit bedste og mest stabile forår i mange år. I det hele taget er der flere af holdets profiler, der stille og roligt har fundet momentum, og man har efterhånden samlet en ganske god gruppe af klatrere. Dertil kommer, at Sep Vanmarcke burde have været en fremtrædende skikkelse på brostenene, hvis det ikke havde været for sygdom, og derfor er basen nu lagt for en markant fremgang for sportens sorte får.

 

Man kunne eksempelvis starte med at køre en meget velkørende Formolo frem til en top 10 i dette løb. Italieneren er i fremgang, og selvom enkeltstarten lurer som en potentiel katastrofe for en mand, der er klart den svageste blandt klassementsrytterne på tidskørsler, er det ikke umuligt.

 

Mens Rolland kan juble, må UAE sidde med en mærkelig smag i munden. Man satte sig med Polanc, Conti og Costa i frontgruppen mellem to stole, hvor man ikke kunne beslutte sig for, om man skulle gå efter etapesejren med de to sidstnævnte eller forsøge at vinde tid med førstnævnte. Man bruge en imponerende Matej Mohoric til at sikre sig så stort et forspring som muligt, men i sidste ende prioriterede man etapesejren, og det mislykkedes.

 

Det er en beslutning, der kan diskuteres, men måske i sidste ende ganske forståelig. Polanc ville aldrig ende som mere end top 10-kandidat, og den hvide trøje er næppe heller realistisk. En etapesejr til Costa eller Conti, der begge havde gode chancer i denne finale, vil have givet langt større omtalte end en placering i den nedre del af top 10 til Polanc. Da sloveneren samtidig viste sig at have temmelig dårlige ben - et i øvrigt meget ildevarslende tegn med tanke på det, der venter torsdag - var det måske gamblingen værd, også selvom det mislykkedes.

 

Det var i øvrigt interessant at se det pokerspil, der udspillede sig i feltet. I princippet var alle ryttere i top 10 på et tidspunkt truet af Polanc, men modsat på tidligere etaper, hvor reaktionen er kommet prompte, var det først meget sent, at Quick-Step og LottoNL-Jumbo gik i aktion. Det betød, at Sunweb ifølge Dumoulins eget udsagn, endte med at bruge flere kræfter end ventet. Længe forsøgte man at nøjes med at bruge de tunge folk Stamsnijder og Bauhaus, der alligevel ikke er meget bevendt i de kommende dage - sidstnævnte måtte endda udgå efterfølgende - men det endte alligevel med, at Lunke, Haga og Preidler måtte bruge ganske mange kræfter. De er alle nøgleryttere på morgendagens meget svært kontrollerbare etape, og derfor må der være en vis tilfredshed hos Bahrain og Movistar.

 

I det hele taget er det tydeligt, at hajen lugter blod. Nibali sparede således Visconti, der helt sikkert havde drømt om at vinde denne etape, og han sendte sit hold frem for at føre i den hårde indledning for at tjekke, om den hårde etape fra i går havde kostet for Dumoulin. Han afblæste hurtigt offensiven, men det vidner om, at Nibali vil være den måske mest offensive rytter i de kommende dage.

 

Her kan vi også forvente noget stort fra Ilnur Zakarin. Russeren har tydeligvis fået selvtillid af sine fremragende præstationer de sidste dage. Det var således iøjnefaldende, at Katusha som eneste hold ikke havde en mand med i dagens udbrud, og man gjorde intet for at rette op på situationen. I hele løbet har alt været koncentreret om den russiske kaptajn, der helt tydeligt drømmer om mere end den nuværende femteplads. I morgen indleder han jagten på podiet.

 

Endelig kan man undre sig lidt over Astanas taktik. Holdet har været ramt af meget uheld, men holdet drømmer stadig om at tage en sejr, man kan dedikere til Michele Scarponi. Med Dario Cataldo og Luis Leon Sanchez havde man i dag sin måske bedste chance. Alligevel lykkedes det kun at få Jesper Hansen, der ikke havde mange chancer i denne finale, med i udbruddet, og man gjorde intet for at ændre den uheldige situation. Mulighederne er snart udtømte for det kasakhiske hold, der ellers har kørt en flot og aggressiv Giro, hvor man har fortjent meget mere, end det hidtil er blevet til.

 

Favoritterne

Dagens etape var sidste relativt rolige dag for klassementsrytterne. Fra nu af er der mulighed for, at der kan skabes ændringer hver eneste dag, og der vil helt sikkert blive etableret forskelle på hver af de sidste fire etaper. Sværest af udfordringerne er den, der venter torsdag. Faktisk er den så vanskelig, at man i løsbogen tillader sig at operere med to kongeetaper: en i Alperne og en i Dolomitterne. Førstnævnte fandt sted i tirsdags, og nu gælder det så sidstnævnte.

 

Der er imidlertid tale om to meget forskellige udfordringer. Hvor 16. etape var et sandt maraton over klassikerdistance, er torsdagens en af de korte, intense bjergetaper, som vi i de senere år har set flere og flere af i de tre grand tours. Meget ofte giver de anledning til ekstremt underholdende og aggressivt cykelløb, fordi den relativt beskedne distance betyder, at det er mindre omkostningsfuldt at satse på et angreb fra distancen. Mange vil huske Alberto Contadors store offensive i Touren i 2011 på den Alpe d’Huez-etape, der vel egentlig startede hele denne trend.

 

Skal vi så forvente noget lignende på denne etape? Næppe. Terrænet er ganske vist til det, og da der stort set ingen dalstykker er, kunne man i teorien gå i offensiven allerede på Passo Pordoi, der vel ovenikøbet er dagens sværeste stigning. Det er imidlertid meget tvivlsomt, om nogen vil løbe den risiko. Udviklingen på 16. etape betyder ganske vist, at Quintana og Nibali stadig har tid, der skal hentes, men de er ikke længere i samme paniksituation som tidligere. Nu kan de i princippet tillade sig at skære lidt af Dumoulins forspring over de kommende tre dage, og da der er yderligere to chancer efter denne etape, vil det være for tidligt at sætte alt på et bræt. Dertil kommer, at de sidste 50 km hovedsageligt er faldende, og derfor kan det blive svært at holde et forspring, der måtte være etableret. Er der brug for en stor offensiv, må den i stedet komme på Monte Grappa på lørdag, hvor det er sidste mulighed for klatrerne til at gøre en forskel.

 

Det betyder, at vi forventer en etape, der kommer til at minde meget om den, vi så i tirsdags. På Passo Pordoi vil der sandsynligvis blive etableret et stort udbrud af sublime klatrere - Mikel Landa er en sikker deltager - og det er meget muligt, at vi havner i en situation, hvor folk fra klassementet kører med, som det var tilfældet med Steven Kruijswijk på 16. etape. Tillige vil Movistar helt sikkert sende folk afsted, mest oplagt Andrey Amador og Winner Anacona, og man må formode, at Bahrain har lignende planer. Det kunne eksempelvis være en meget formstærk Franco Pellizotti, men italieneren kan også blive bedt vente på sin kaptajn.

 

Det har ikke overraskende vist sig, at det er relativt let at isolere Tom Dumoulin, men det bør ikke blive det store problem. 16. etape viste, at der er så mange interesser i de sekundære placeringer, at der altid er hold, der er villige til at føre. Dumoulin vil koncentrere sig om Quintana og Nibali, og han har et forspring, der gør det muligt at holde sig til den taktik.

 

Modsat på 16. etape er det sandsynligt, at Movistar og Bahrain vil forsøge at gøre løbet hårdt på de første stigninger, men igen forventer vi, at slaget mellem favoritterne først skal slås på den sidste stigning. Den er ganske vist ikke specielt lang eller specielt svær, men da den kommer efter en hård dag og et hårdt løb, kan den gøre betydeligt med skade, specielt på de sidste kilometer, hvor den er meget svær. Der er som bekendt ikke tale om en bjergafslutning, men det fortsætter med at stige de sidste kilometer frem til mål, og afstandene vil næppe ændre sig meget efter stigningen. Dog betyder den lidt lettere afslutning, at spurtstyrke kan blive en faktor i kampen om etapesejren.

 

Det forhold, at favoritterne sandsynligvis vil vente til sidste bjerg med at slås om sejren, og at etapen er så svær, at det reelt kun er Movistar, der har holdet til at kontrollere etapen, får os til at pege på Mikel Landa som etapevinder. Baskeren har vist, at han er en af de fire bedste klatrere i dette løb, og han vil helt sikkert igen gå på en stor offensiv. Allerede i tirsdags var det meget tæt på at lykkes, og hans muligheder er meget bedre denne gang. Dels er etapen kortere, hvilket alt andet lige favoriserer en aggressiv rytter, og dels er der færre dalstykker, hvor han skal bruge unødige kræfter. Landa vil sandsynligvis angribe sammen med nogle af de øvrige stærke Sky-klatrere, hvor specielt en meget formstærk Philip Deignan samt Vasil Kiryienka kan blive guld værd. Det betyder, at baskeren vil komme relativt frisk frem til den sidste stigning, og har han bare et lille forspring, kan favoritterne næppe hente ham. I 2015 vandt han en meget tilsvarende kongeetape i Vueltaen, og vi tror, at Landa gentager bedriften her.

 

Det store spørgsmål er, hvordan Tom Dumoulin klarer sig. I tirsdags fik vi ikke mulighed for at se, hvad han kunne i direkte dyst med sine værste rivaler, men hans forsvar var heroisk. Selvom han kørte det meste af etapen alene, tabte han ikke meget tid til rivalerne, og det vidner om, at han ville have været meget svær at sætte. Hans kommentarer efter etapen osede af selvtillid, og når man siger, at man ”med lethed” kunne have fulgt Nibali og Quintana, må man have følt sig enormt stærk. Denne etape passer ham måske endda endnu bedre, fordi stigningerne er mindre stejle og enormt regulære, hvilket er helt perfekt for hans dieselmotor. Specielt den sidste stigning synes skræddersyet til ham, da den ikke er specielt lang, er jævn og afsluttes med en kort, eksplosiv finale. Der er stadig den risiko, at Dumoulin taber niveau, men som tingene ser ud nu, tror vi ikke, at han kan sættes. Da han samtidig er hurtigere end Quintana og Nibali i en spurt, tror vi, at Dumoulin vinder, hvis det lykkes at hente Landa og de øvrige udbrydere.

 

Vincenzo Nibali viste på 16. etape, at han var tilbage. Således var han klart stærkere end Quintana, der måtte grave dybt for blot at hænge på italieneren. Historikken taler sit tydelig sprog og tilsiger, at Nibali fra nu af bare bliver stærkere og stærkere, og han vil derfor sikkert være endnu bedre her. Den kortere etape er måske helt så god for Nibali som tirsdagens maraton, men på dette tidspunkt handler det mest om, hve der har nået tilbage. Samtidig er han bedre end Quintana i en relativt nem finale som denne og hurtigere på stregen. Derfor er det meget muligt, at Nibali sikrer sig sin anden etapesejr, hvis det ender som en duel mellem ham og colombianeren.

 

På papiret er Nairo Quintana løbets bedste klatrer, men vi må ærlig talt indrømme, at vi ikke var alt for imponerede over ham i tirsdags. Således var det vanskeligt ikke at blive efterladt med det indtryk, at han måtte grave meget dybt for blot at blive hos Nibali, og det er dermed den anden indikation på, at han er et stykke fra topformen. Derfor tvivler vi på, at han kan sætte Dumoulin Nibali til vægs, hvilket vanligvis er nødvendigt, hvis han skal vinde i en finale som denne. På den anden side taler vi om en mand, der altid bliver bedre og bedre i en grand tour, og derfor kan han sagtens være på et højere niveau her. Sammenlignet med Nibali er han bedre på en kortere etape, og det vil naturligvis være hovedløst ikke at udråbe Quintana som en af favoritterne.

 

Ilnur Zakarin har forsøgt at time formen, så den topper i den tredje uge. Alt tyder på, at det er lykkedes perfekt, og russeren bliver bare bedre og bedre. I tirsdags manglede han ikke meget i at følge Nibali og Quintana, og han har tidligere vist, at han er i stand til netop det, når han har nået sin bedste form. Samtidig er han ikke helt så tæt markeret som de store favoritter, og derfor kan han måske få lidt frihed, hvis det udvikler sig taktisk. Endelig er han ikke langsom i en spurt, og derfor har han flere muligheder for at vinde.

 

Steven Kruijswijk kører rundt med et brækket ribben og er dybt skuffet over et løb, der slet ikke har levet op til forventningerne. Til gengæld nægter han at give op, og han iværksatte således en stor offensiv i tirsdags. Da hans ambitioner var så store, vil han ikke være bange for at sætte alt på et bræt, og vi tror, at han prøver igen. For at vinde skal han sandsynligvis slå Landa i et direkte opgør, hvilket ikke bliver let. På den anden side bliver Kruijswijk bare bedre og bedre i en grand tour, og derfor er det ikke umuligt.

 

Samme plan kunne man forestille sig, at Davide Formolo har. Italieneren skal bruge tid inden den sidste enkeltstart, og derfor er der grænser for, hvor konservativt han kan køre. Med en start på Passo Pordoi er det helt oplagt, at han forsøger sig, og hans præstation på kongeetapen vidner om, at hans form er i fremgang. Han er et af verdens allerstørste klatretalenter, og hvis han rammer det rette udbrud, vil han være i stand til at tage kampen op med en mand som Landa. Hans store problem er, at Orica-Scott og Quick-Step næppe vil give ham meget frihed, da han er kandidat til den hvide trøje.

 

En anden rytter, der kunne finde på at angribe fra distancen, er Adam Yates. Briten mistede meget tid på Blockhaus-etapen på grund af sit styrt, men de senere etaper har også vist, at hans form ikke er helt på toppen. Derfor kan han næppe vinde i en duel med favoritterne, men han har tabt så meget tid, at han kan få frihed til at gå i det tidlige udbrud. Quick-Step vil jagte ham, men de er ikke nødvendigvis stærke nok til at holde snor i ham. Etapen kan være for svær for ham, men i forhold til 16. etape byder denne på kortere stigninger og en kortere distance. Det taler til hans fordel, og vi bil ikke blive overraskede, hvis han tager en udbrudssejr.

 

Thibaut Pinot har slet ikke kunnet leve op til sine forventninger, men han har forsvaret sig flot. Han har imidlertid ved enkelte lejligheder vist, at han er i stand til at tage kampen op med de bedste. Tidligere har det været tydeligt, at hans niveau i en grand tour varierer en del, og hvis han har en af sine gode dage, passer denne etape ham ganske godt. Specielt er det afgørende, at han er hurtig på stregen, og kan han derfor holde sig til favoritterne, vil han kunne vinde.

 

Endelig vil vi pege på Jan Hirt, der på 16. etape bekræftede det, han flere gange har vist i Schweiz Rundt: at han er en af verdens allermest lovende rene klatrere. Det gør denne bjergetape helt perfekt til ham. Samtidig er det tydeligt, at han bare bliver bedre og bedre som løbet skrider frem, og han vil helt sikkert forsøge at angribe igen på denne etape. Passo Pordoi giver ham de bedst mulige betingelser for at gøre netop det, og kommer han med, vil han være en af de stærkeste. At slå Landa bliver svært, men han var ike langt fra at gøre det i tirsdags.

 

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Tom Dumoulin, Vincenzo Nibali

Outsidere: Nairo Quintana, Ilnur Zakarin, Steven Kruijswijk (udbrud), Davide Formolo (udbrud)

Jokers: Adam Yates (udbrud), Thibaut Pinot, Jan Hirt (udbrud)

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk