Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 18. etape af Giro d’Italia

Optakt: 18. etape af Giro d’Italia

23. maj 2018 19:00Foto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Elia Viviani og Quick-Step spillede en perfekt omgang poker, der gav ham sin fjerde etapesejr, hvormed han udlignede Fernando Gavirias sejrsantal fra sidste år. Frem til sidste etape i Rom står det imidlertid nu på overlevelse for de hurtige folk, når Giroen i de kommende dage skal afgøres med tre store bjergetaper i Alperne, hvor af morgendagens slag på Pratonevoso tjener som opvarmning til de helt store slag fredag og lørdag.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

17. etape gav mulighed for at trække vejret, men fra nu af er der krig mellem klassementsrytterne, der skal slås om sejren på de sidste tre bjergetaper, som alle har potentialet til at ændre klassementet, og som alle finder sted i Alperne. Der lægges dog relativt blødt ud med den letteste af de tre, men det betyder ikke, at 18. etape er en nem sag. Ganske vist er der tale om en af den type bjergetaper, der består af et langt, fladt stykke frem mod et afsluttende bjerg, men den afsluttende opkørsel til Prato Nevoso, der er tilbage for første gang i 18 år, er - selvom der ikke er tale om Alpernes sværeste bjerg - en mulighed for, at klatrerne kan vinde lidt tid efter enkeltstarten og tanke vigtig selvtillid inden de to helt store bjergetaper fredag og lørdag.

 

Etapen byder på i alt 196 km, der fører feltet fra Abbiategrasso til Pratonevoso. Starten går lige syd for Milano midt på den pandekageflade Po-slette, og den første del af etapen består derfor af en rejse mod sydvest frem mod Alperne, hvor de kommende to etaper skal udspille sig. Fra start kører man direkte i den retning gennem helt fladt terræn. Den eneste udfordring er nogle helt små bakker lige inden forplejningszonen, der nås efter 88,2 km, hvorefter det igen flader ud, mens man fortsætter mod sydvest frem til den første spurt i Grinzane Cavour efter 130,7 km.

 

Etapen ændrer herefter karakter, når den lille kategori 4-stigning Novello (5,4 km, 4,6%, max. 10%) fungerer som opvarmning til finalen. Toppen rundes efter 140,0 km, hvorefter en kort nedkørsel leder ned til et let stigende stykke, der fører mod syd og sydvest ned mod bjergene. Efter 169,9 km venter dagens sidste spurt, og kort efter bryder helvede løs, når man rammer kategori 1-stigningen til målet i Prato Nevoso. Den stiger med 6,9% i snit over 13,9 km med et maksimum på 10%. Efter en let start med 2,5 km med et snit op 5,3% følger de sværeste 4,6 km, der siger med 7,8% i gennemsnit. De sidste knap 7 km stiger med 6,6% og er relativt regulære, men blive en anelse lettere på de sidste 2 km, der stiger med 5,2% i snit. Den sidste kilometer holder sig lige under 5%. Den første del af stigningen følger en lang, næsten lige vej, men på de sidste 7 km er der utallige hårnålesving, herunder to på den sidste kilometer. Opløbsstrækningen er 200 m lang og 6,5 m bred.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Etapen har i alt 2209 højdemeter.

 

Pratonevoso blev senest besøgt i 2000, hvor Stefano Garzelli sejrede i en spurt i en gruppe på 9 mand foran Gilberto Simoni og den førende Francesco Casagrande. I 1996 sejrede Pavel Tonkov, mens Simon Gerrans tog en stor udbrudssejr, da Touren lagde vejen forbi i 2008.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter en halvvåd uge er der endelig tørvejr på programmet torsdag, hvor rytterne kan se frem til en dag med kun enkelte skyer. Temperaturen i bunden af sidste stigning vil nå 24 grader, og der vil være en svag til let vind fra sydøst. Det giver sidevind og sidemodvind på den lange tur langs Po-slette. På den sidste stigning vil der være sidemodvind, indtil man får direkte modvind på de sidste 6 km.

 

Analyse af 17. etape

Quick-Step har i de seneste mange år været det suverænt mest vindende hold og topper år efter sejrslisten. Hidtil har det imidlertid primært været i klassikerne og mindre etapeløb, at de for alvor har udfoldet sig, mens det har knebet mere i grand tours.

 

Det har imidlertid markant ændret sig for belgierne, der nu synes altædende og vinder overalt. Siden fremkomsten af Fernando Gaviria har man nemlig satset stort på massespurterne og bygget to separate tog op om deres to store sprintere. Sidste år gav det stort udbytte med Fernando Gaviria og Marcel Kittel, og i år er succesen fortsat med Elia Viviani som afløser for Kittel.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Klassikersæsonen var den bedste, Quick-Step har oplevet siden 2012, hvor Tom Boonen vandt næsten alt, og nu tyder alt på, at man også er på sporet af at gentage triumftoget fra 2017, hvor man for alvor slog igennem som etapejægere også i grand tours. Med hele fem etapesejre i Giroen og Touren og seks i Vueltaen vandt man hele 16 ud ag 63 etaper, og det syntes forud for i år næsten umuligt at overgå. Intet er dog umuligt for sportens vindermaskine nummer 1!

 

Forud for årets Giro var det klart, at Elia Viviani sammen med Sam Bennett var løbets store sprinternavn, men det betød også, at der var et kolossalt pres på italienerens skuldre. Efter 17 dage kan vi imidlertid konstatere, at han har bestået testen til UG. I dag slog han nemlig til for fjerde gang, og dermed har han allerede nu udlignet Gavirias sejrsantal fra sidste år - og han har endda endnu en chance i Rom på søndag.

 

Denne gang kan man imidlertid med nogen ret sige, at der ikke var løn efter fortjeneste. Man kan ellers kun sjældent kritisere Quick-Step for ikke at påtage sig ansvaret i arbejdet for deres sprintere, men i dag var det et solidt pokerspil, der gav Viviani sejren. Med pointtrøjen som alibi - en sejr til Bennett og en kikset spurt fra Viviani kunne pludselig bringe den cyclamenfarvede trøje i spil igen - overlod han det til Bora at sikre en massespurt, og det var kun i kraft af knaldhårdt arbejde fra tyskerne, at det brølstærke udbrud blev kørt ind.

 

Etapen viser på fremragende vis, hvorfor succes ofte kommer i stimer. Viviani var på forhånd usikker på, om han kunne overleve stigningerne, og det ville være en regulær katastrofe, hvis Bennett kom med hjem uden ham. Derfor var det kun naturligt, at Quick-Step tog den med ro i den indledende fase - man spillede endda et klogt spil, hvor man lod Maximilan Schachmann sidde på hjul og dræbe samarbejdet i udbruddet - for derefter at gøre status efter stigningerne. Dem klarede Viviani upåklageligt på en dag, hvor der ikke længere var spor af den træthed, der gav ham problemer for et par dage siden, og det var her, man kunne forvente, at Quick-Step kom frem. Med tre etapesejre og en solid føring i pointtrøjen i lommen ville det imidlertid ikke være en katastrofe, hvis udbruddet holdet hjem, og derfor kunne Quick-Step tillade sig at spille en gang poker, som det ikke var andre forundt.

 

Det gav pote. I finalen var hans værste rival Sam Bennett helt på egen hånd, efter at ireren undervejs havde brugt hver en holdkammerat - med undtagelse af klassementsrytteren Patrick Konrad - mens Viviani havde et fuldt tog til rådighed. Og efter i de foregående spurter lidt overraskende ikke at have gjort brug af kollektivet drog han i dag maksimal fordel af som den eneste sprinter at have et hold bygget 100% op om sig selv. Zdenek Stybar og Fabio Sabatini - der for en gangs skyld ikke havde defekt i finalen - afleverede italieneren perfekt, og da først den ensomme Bennett tabte positionskampen om Vivianis hjul til Danny Van Poppel, var det reelt allerede overstået.

 

Viviani viste imidlertid også endnu en gang, at han er en ufatteligt klog sprinter med en fantastisk næse for at læse spurterne. I modvinden indså han, at Sabatini var startet for tidligt og åbnede derfor et lille hul, som ansporede Van Poppel til at åbne tidligt. På den måde fik Viviani et ekstra lead-out fra en rival, og det gav ham præcis den ekstra læ, der gjorde det muligt at holde den fremstormende Bennett, som atter viste sig som feltets hurtigste mand, bag sig. I dag var det mere end tidligere den klogeste, der narrede den stærkeste!

 

Man kan måske undre sig over, at Bennett og Bora ikke forsøgte at tvinge Quick-Step frem. Viviani gjorde det imidlertid efterfølgende klart, at belgierne var helt villige til at ofre etapesejren, og dermed havde tyskerne reelt ikke noget valg, når en så stærk gruppe var kørt væk. Bennett gjorde det efter nedturen på 10. etape, hvor det akkurat ikke lykkedes at fange Mohoric og Denz, fordi man ville spare kræfter til lead-outet, det klart, at han ikke ville begå den fejl igen. Fremover skal det for enhver pris blive en spurt - også selvom han skal klare sig på egen hånd. Det viste han på 12. etape, at han er i stand til - bare ikke når han er oppe imod den velsmurte Quick-Step-maskine og den klogt kørende Viviani.

 

Det er naturligvis frustrerende for Bennett, der reelt kunne drømt om måske yderligere to etapesejre, hvis ikke han havde mistet Selig så tidligt i forløbet. Hidtil har der ikke været den helt store effekt af reduktionen fra ni til otte ryttere, men skal man pege på et sted, hvor det har gjort en forskel, er det måske netop for Bennett. Hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis Bora havde haft en ekstra fladbanerytter til sin rådighed? I hvert fald har udviklingen for ireren næppe givet andre hold mere lyst til fremover at satse på både klassement og massespurter, når man har en mand mindre til sin rådighed.

 

LottoNL-Jumbo var det eneste andet hold, der påtog sig et ansvar, men Danny Van Poppel kom endnu engang til kort. Han gjorde det ellers godt i positionskampen og vandt kampen om Vivianis hjul, men i lyset af modvinden var det måske ikke det klogeste at starte en tidlig spurt. Måske kunne han denne gang have tvunget Viviani til at starte lidt for tidligt, og det havde givet ham en reel chance for at vinde. På den anden side ville det formentlig blot have givet momentum til vejens anden side, hvor Matej Mohoric kom frem med Niccolo Bonifazio, og hvor også Bennett var ved at blive båret frem, og derfor ville det nok blot have ført til en Bennett-sejr. Van Poppel er ganske enkelt oppe mod to folk, der i øjeblikket er hurtigere.

 

Læs også
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

 

Og det er de i øvrigt alle sammen. Niccolo Bonifazio har kørt flotte spurter, men mod de to store navne har han været overmatchet. Det samme har Sacha Modolo, hvis store force skulle have været hans tog. De gjorde det da også glimrende de første dage, men i de seneste par spurter har de været helt væk. Og når italieneren ikke kan lukrere på sit hold, er han reelt chanceløs.

 

Sprinterne kan ellers ikke klage over deres chancer. Det er svært at erindre en tidligere grand tour, hvor kun én rytter efter 17 dage har vundet efter et langt udbrud - og Chaves’ sejr var endda en lille gave fra Simon Yates - og heller ikke dag lykkedes det altså udbryderne at snyde feltet, selvom stort set alle udbryderkongerne forsøgte i et væk. Den spændende rute med få helt flade etaper lagde ellers op til en udbryderfest, som vi så det i Vueltaen sidste år, men det er gået helt anderledes.

 

Klassementsrytterne havde håbet på en let dag, men det fik de ikke. Tværtimod blev det endnu en meget hurtig etape, og derfor vil det være nogle mærkede folk, der stiller til start i morgen. Forskelle blev der ikke gjort, men alligevel viste etapen, at Mitchelton-Scott i hvert fald ikke har tænkt sig at lukke Sky ind i løbet igen. Wout Poels er ved at finde formen i den tredje uge, og australierne skal ikke nyde noget af at give briterne to stærke kort at spille på 19. og 20. etape, der er svære at kontrollere. Derfor overlod de intet til tilfældighederne, og måske var det i virkeligheden hollænderen, der var skyld i, at udbruddet var dødsdømt, fordi de i kraft af Mitcheltons arbejde ikke kunne udnytte stigningen til at knække sprinterholdene.

 

Dermed er der status quo, inden det for alvor gælder. De næste tre dage venter der flere knaldhårde stigninger i Alperne, og med så svær en afslutning er intet mejslet i granit. Morgendagens etape er en lille opvarmning til de helt store slag fredag og lørdag, hvor det vil blive afsløret, om Simon Yates vitterligt kan holde stand hele vejen - og så må Quick-Step vente til på søndag, inden de atter kan fortsætte deres jagt på at overgå de 14 etapesejre fra sidste år.

 

Favoritterne

Som sagt står der klassementskamp på menuen de kommende tre dage, og derfor er alt endnu åbent. Det er imidlertid fredagens og lørdagens etaper, der er de store udfordringer, hvor der for alvor kan vendes op og ned på klassementet. Her er der basis for angreb for distancen, ligesom man kan bringe taktiske overvejelser i spil, men i morgen er det hele langt mere enkelt. Her er tale om en helt flad etape, hvor der først kan gøres forskelle på den sidste stigning, og derfor er det ikke en dag, der vil skabe den helt store ravage.

 

Det skyldes ikke mindst stigningens karakter. Pratonevoso hører bestemt ikke til blandt Alpernes sværeste stigninger. Stigningen er regulær, procenterne moderate, og den flader endda ud mod toppen. Læg dertil, at rytterne endda vil have modvind hele vejen op, og at der med to meget svære dage i vente ikke er det helt store incitament til at sætte alt på et bræt, og det bliver klart, at det meget vel kan være en dag, hvor man kan tabe megen tid på en dårlig dag, men hvor der næppe er det helt store at vinde.

 

Derfor er det heller ikke helt klart, hvordan etapen vil forløbe. Formentlig er det den bjergetape, hvor et udbrud har haft de allerbedste chancer, men det er bestemt ikke givet, at de vil holde hjem. På den ene side venter der nemlig to svære dage, hvor man får brug for, at alle mand er friske. Da finalestigningen samtidig er relativt let, er det måske ikke i morgen, at krudtet skal brændes af. På den anden side er en lang, flad etape i modvind relativt let at kontrollere med tunge fladbanefolk, og derfor kan man uden alt for store anstrengelser måske alligevel skabe samling.

 

Mitchelton-Scott skal naturligvis ingen steder. Der er ingen grund til at løbe blot den mindste risiko ved at bringe bonussekunder i spil. Finalestigningen er egentlig god for Tom Dumoulin, men mon ikke han skal spare maksimalt på de sparsomme Sunweb-tropper inden de to svære etaper? Derfor vil det være op til Sky, Astana, Bahrain og FDJ at påtage sig ansvaret for at køre et eventuelt udbrud ind.

 

Stigningen er ikke god for Pozzovivo, så Bahrain vil formentlig tage den med ro, og den lette opkørsel er næppe heller helt ideel for Froome, der har blikket rettet mod de sværere etaper, hvor der kan vindes mere end få sekunder. Det er derfor igen primært Astana, der har nøglen til etapen. Lopez har endnu ikke vundet sin etape, og kasakkerne kører normalt altid for colombianeren, når blot han har den mindste mulighed for at lugte en etapesejr. Efter enkeltstarten blæste han da også 100% til angreb i Alperne, og selvom den sidste stigning formentlig er for let for ham, vil vi tro, at Astana endnu engang går efter den forløsende sejr - måske med hjælp fra FDJ og Thibaut Pinot, der i kraft af sin spurtstyrke har gode muligheder for at vinde i en finale som denne. En joker er også EF, der tog det helt store initiativ i søndags, og som burde have fine chancer i en spurt med Michael Woods.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Det betyder imidlertid ikke, at det ikke sagtens kan blive en dag for et udbrud. Kommer Astana eller FDJ ikke frem, kan det sagtens blive en dag, hvor gruppen sejler hjem, og hvor klassementskampen udkæmpes længere bagude. Det er vel nogenlunde 50-50, men vi tror mest på, at Astana påtager sig ansvaret.

 

Under alle omstændigheder vil det igen blive en meget aggressiv start med utallige angreb, men i en flad indledning er det et totalt lotteri at ramme udbruddet. Selvfølgelig skal man være en god klatrer for at gøre det færdigt, men det er ikke let for de små folk at komme afsted på en etape som denne. Hvis ikke favoritterne skal køre om sejren, er det derfor lidt af et lotteri at forsøge at ramme etapevinderen.

 

Mest af alt tror vi som sagt på en favoritsejr. Astana vil formentlig lægge pres på fra bunden for at give Lopez de bedste forudsætninger for angreb, og føler Froome sig god, vil Sky formentlig også lægge pres på. Mod toppen vil det være op til Lopez, Froome og Pozzovivo at forsøge sig, men det bliver meget svært at ryste Yates på en let modvindsstigning som denne. Briten skal blot følge med og vil formentlig mod slutningen endda have den fantastisk stærke Jack Haig og Mikel Nieve til at lægge en dæmper på angrebene. Kan de tage kontrol til slut, er chancen for en spurt i en gruppe af favoritter stor, særligt fordi de sidste kilometer er meget lette.

 

Derfor tror vi, at Simon Yates gør det igen. Det kan godt være, at Mitchelton ikke aktivt vil gå efter etapesejren, men byder muligheden sig til slut i en spurt, vil Yates slå til. Han har hidtil vist sig som ikke blot den stærkeste, men også den hurtigste af favoritterne, og hans punch på stigningerne har været i særklasse i dette løb. Det er præcis den egenskab, han får brug for i morgen. Den store udfordring for Yates er de store dage med mange stigninger, men en kort, eksplosiv indsats som denne er helt ideel for ham. Skal favoritterne køre om det, ligner det en spurtsejr til Yates, der kan tage sin fjerde etapesejr!

 

Manden, der kan slå Yates på stregen, er Thibaut Pinot. Franskmanden kørte en katastrofal enkeltstart, men det siger mere om hans tempoevner i dag end om hans form. Ganske vist har han vist enkelte svaghedstegn, men altid solide Pinot har været med fremme hver eneste gang. Han bør ikke komme i vanskeligheder på en modvindsstigning som denne, og herefter vil han være klar til at slå til i en spurt. På Montevergine di Mercogliano viste han senest sin spurtstyrke i en finale som denne, nøjagtigt som han gjorde da han sidste år vandt etaper i Giroen og Tour of the Alps. Derfor er dette en god chance for Pinot til at komme ovenpå igen.

 

Det er heller ikke en dårlig etape for Tom Dumoulin. Hollænderen elsker etaper, der består af et fladt indløb til én afsluttende stigning - hvis man tvivler, skal man blot se på hans resultater på Blockhaus og Oropa sidste år - og det lægger han heller ikke skjul på. Det er ubetinget den bjergetape, der passer ham bedst i dette løb, særligt fordi der også er tale om en rigtig sliderstigning, hvor man skal bruge power. Måske har Dumoulin ikke været på toppen, men han var på 15. etape alligevel ubetinget en af de allerstærkeste. Her viste han også sin store spurtstyrke, som han vil kunne gøre brug af på denne etape. Skal Dumoulin vinde en af de kommende etaper, er det på Pratonevoso, der skal slås til.

 

Michael Woods drømmer om at vinde en etape, nu hvor top 10 ser ud til at være langt væk. Han viste på Zoncolan, at formen ikke er dårlig, men han smed sit klassement væk med et hovedløst langdistanceangreb på 15. etape. Denne etape burde imidlertid passe ham ganske glimrende. Han burde sagtens kunne følge de bedste på en let stigning som denne, og han er ganske hurtig på stregen, selvom han er bedst på langt stejlere procenter, hvor hans punch i højere grad kommer til sin ret.

 

Er der ryttere, der kan køre fra på ren styrke? Det bliver meget svært på en relativt let stigning som denne, men udover Yates (der ser ud til at kunne gøre, hvad der passer ham), er det kun Chris Froome og Miguel Angel Lopez, der vil være i stand til det. Froome har været ufatteligt svingende, men viste på Zoncolan, at han aldrig skal afskrives. Formodningen er stadig, at han bliver bedre og bedre, og har han benene vil han helt sikkert teste sine tre værste rivaler i kampen om podiet. Lopez har endnu ikke fundet sine Vuelta-ben, men han nærmer sig. En fin enkeltstart vidner om, at han fortsat bliver bedre, og med sit store tidstab, er det ikke ham, der jagtes som første mand.

 

Det har været lidt sjovt at følge Davide Formolo i dette løb. Italieneren har ikke just været kendt for sin spurtstyrke tidligere, men her er det faktisk netop i de eksplosive finaler, at han har imponeret. Mens det har knebet på de lange stigninger, viste han særligt med andenpladsen på Montevergine di Mercogliano, at han er blevet ganske hurtig på stregen, og det må give ham ideer, hvis det hele ender i en spurt. Samtidig er han en af de gode klatrere, der har bedst chance for at kunne snige sig væk i finalen, hvis det hele bliver lidt for taktisk i modvinden.

 

Læs også
Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

 

Derudover vil vi pege på Patrick Konrad, Pello Bilbao og Rohan Dennis , der alle er lynhurtige på stregen og har været blandt de bedste klatrere. Derfor er det på en relativt let stigning som denne, at de har en chance, men særligt for Dennis’ vedkommende gælder, at det kan blive svært at hænge på de bedste hele vejen til toppen. Bilbao virker klart til at være den stærkeste af de tre, men han er til gengæld den langsomste af dem - og uanset hvad skal de jo trods alt slå Yates på strege, hvilket ingenlunde bliver let.

 

Endelig skal det bemærkes, at Domenico Pozzovivo og Richard Carapaz naturligvis vil være med fremme, men det er svært at se dem vinde på denne ret lette stigning. Ingen af dem er hurtige nok til at vinde en spurt, og ingen af dem får den mindste frihed - Carapaz er låst på grund af den hvide trøje - og derfor er det svært at se dem vinde etapen.

 

Som sagt har et udbrud en glimrende chance, men som sagt er det også lidt et lotteri at komme afsted. De mange klatrere vil sikkert forsøge sig, men de skal have held i sprøjten for at lykkes.

 

Særligt to navne skiller sig ud. Den første er Robert Gesink , der hele tiden har haft blikket stift rettet mod en etapesejr i den tredje uge, hvor hans store dieselmotor er blevet varm. I dag leverede han en jætteindsats for Van Poppel, og han synes at være i glimrende form. Han har bedre chancer på de to kommende etaper, men i den nuværende situation er der ikke råd til kræsenhed. Han vil helt sikkert forsøge sig, og han er ret kraftfuld i den flade indledning. Kommer han med, burde han være blandt de stærkeste på stigningen, ligesom han har en ganske god spurt.

 

Den anden er naturligvis Giulio Ciccone . Den lille italiener har efter skadesmareridtet i 2017 virkelig bekræftet det potentiale, han viste i 2016, og han har været med i alt, der har rørt sig. I dag var han der igen, men det var måske ikke den klogeste beslutning på en etape, der slet ikke passede ham. Der er en vis sandsynlighed for, at han sparer på kræfterne til 19. og 20. etape, hvor der er flere bjergpoint på spil, men man kan ikke just sige, at det har været økonomiseren med ressourcerne, der har præget ham hidtil. Han skal bare have heldet til at komme afsted i den flade indledning.

 

I dag kom Enrico Battaglin ikke i udbrud, men han har stadig én chance. 19. og 20. etape er alt for svære for ham, men denne passer ham egentlig ganske fint med de superben, han hidtil har haft. Han har tidligere vundet en bjergetape til Oropa, der er betydeligt stejlere, og han burde kunne gøre sig gældende på en let modvindsstigning som denne, hvor hans spurt er et skræmmende våben.

 

Sky viste i dag, at de ikke er bange for at gå i udbrud, og skal de vinde holdkonkurrencen, vil de også være aktive denne gang. Særligt Sergio Henao er et godt bud på en etape som denne, hvor han med sit gode punch kan gøre forskellen på den ret lette stigning. Også David De La Cruz , der rejste sig på enkeltstarten, og Kenny Elissonde vil have muligheder, selvom etapen ikke just er skræddersyet til den lille franskmand.

 

En anden god kandidat er Jose Goncalves, der har stor power i den flade indledning. Han har efterhånden tabt så meget tid, at han burde kunne få en vis frihed, og den sidste stigning passer fremragende til en stor fyr som ham. I en spurt kan han ikke slås, og på ren power er der ikke mange, der matcher den store portugiser.

 

Fabio Aru blev genfødt på enkeltstarten. Nu skal han også genfødes i bjergene, og præstationen tirsdag tyder på, at han har et eller andet at skyde med. De to sidste bjergetaper passer langt bedre til en ren klatrer som ham, men ligesom Gesink kan heller ikke han tillade sig at være kræsen. Kommer han med i udbruddet, vil han naturligt være den bedste klatrer - hvis han vel at mærke har fundet formen.

 

Læs også
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

 

Arus holdkammerat Diego Ulissi er også en god kandidat. Hans gode enkeltstart viste i hvert fald fin form, og hvor han kommer til kort på de kommende etaper, er dette en ganske fin afslutning for en fyr som ham. Modvinden vil hjælpe ham til at hænge på, og i en spurt er han meget svær at slå.

 

Andre gode kandidater er Giovanni Visconti, Koen Bouwman, Valerio Conti, Felix Grossschartner, Hubert Dupont, Gianluca Brambilla, Darwin Atapuma og Fausto Masnada.

 

 

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Tom Dumoulin

Outsidere: Michael Woods, Miguel Angel Lopez, Chris Froome

Jokers: Davide Formolo, Patrick Konrad, Pello Bilbao, Rohan Dennis

Udbrudskandidater: Robert Gesink, Giulio Ciccone, Enrico Battaglin, Diego Ulissi, Jose Goncalves, Fabio Aru

 

Tidligere udgaver af etapen

 Du kan gense Simon Gerrans’ Tour-etapesejr fra 2008.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?