Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 19. etape af Tour de France

Optakt: 19. etape af Tour de France

22. juli 2022 13:24Foto: A.S.O. / Pauline Ballet

Med en knusende magtdemonstration både fra ham og selv og Jumbo cementerede Jonas Vingegaard sin status som løbets i særklasse stærkeste rytter, og dermed er det kun coronavirus og Miguel Indurains berømte kat over vejen, der kan forhindre den anden danske Tour-sejr. Katten kan komme i spil allerede fredag, hvor det er tid til sceneskifte, når rejsen mod Paris indledes med en flad etape, der lægger op til en massespurt, men som meget vel også kan ende med en udbrudssejr, som det gjorde på en tilsvarende etape for et år siden.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Ruten

I gamle dage, hvor det logistisk var uladsiggørligt at afvikle bjergetaper langt fra Paris bare 24 timer inden den store finale i hovedstaden, bestod tredje uge ofte af tidlige bjergetaper i enten Alperne eller Pyrenæerne samt en flad transportetape om fredagen, hvor sprinterne kunne teste benene inden Champs-Elysèes forud for en enkeltstart på næstsidste etape. Siden 2009 har arrangørerne oftest foretrukket at have en bjergetape på næstsidste dag, og det har betydet, at sprinterne sjældent har haft denne generalprøve to dage inden Paris-etapen. I årets mere klassiske udgave af løbet er det kun naturligt, at sprintergeneralprøven vender tilbage. Det gør den med et helt velkendt format, når man indleder rejsen mod Paris ved at køre mod nord igennem det sydvestfranske fladland, hvor det kun er fravalget af sprinterhovedstaden Bordeaux som målby, der forhindrer etapen i at leve helt op til det, vi kendte fra 90erne. Vind spiller sjældent en rolle i området, men alligevel er der slet ingen garanti for en massespurt.  Trætheden er nemlig stor, og dermed kan det meget vel vise sig, at udbryderne snyder sprinterne, som de i 2021 gjorde på en næsten identisk etape.

 

I alt skal der tilbagelægges 188,3 km mellem Castelnau-Magnoac og Cahors, og de har alene til formål at bringe feltet fra Pyrenæerne mod Paris. Derfor kører man i stort set samme retning hele dagen igennem den sydvestlige del af Frankrig, hvor det er meget fladt. Det er det også fra start, hvor det kun er let faldende, når man ad en lige vej kører mod nordøst væk fra bjergene frem til dagens spurt, som kommer efter 38,4 km for enden af en lang og lige vej, hvor de sidste 3 km er stort set flade. Herefter fortsætter man af den let faldende vej mod nordøst frem til byen Fleurance, der nås efter 62,7 meget ensformige kilometer.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Nu sker der lidt, når man drejer væk fra den store vej for at køre mod nordøst ind gennem et højdedrag. Det giver mere kuperet terræn med nogle småbakker over ca. 30 km, men når man efter 105,5 km når Valence d’Agen, er man tilbage i fladlandet. Nu kører man således ad en næsten helt lige og kun ganske let stigende vej mod nordøst frem til byen Lauzerte.

 

Her bliver det igen mere kuperet, når man forlader den store vej for at køre mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Cote de la cité médiévale de Lauzerte (2,0 km, 6,2%), der er en relativt jævn stigning med top efter 135,7 km. En teknisk nedkørsel leder igen ned fra byens gamle del, og herefter fortsætter den monotone kørsel mod nordøst ad samme lange, lige og let stigende vej som tidligere.

 

I byen Saint-Daunès sker der igen noget, når man drejer mod nord væk fra hovedvejen for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Saint-Daunès (1,6 km, 6,3%), der er en jævn stigning med top efter 152,6 km. Herfra resterer 35,7 km, som indledes med et plateau, der følges mod nord og nordøst, inden en nedkørsel leder mod nordøst og nord tilbage til fladlandet. Her er de sidste 20,6 km stort set helt flade, når man snor sig langs floden Le Lot ind til målbyen, hvor det er fladt frem til de sidste 1300 m, hvorfra det stiger, den sidste kilometer med 2,5% i snit. Der er to sving i rundkørsler på hver sin side af en passage af floden lige inden 3 km-mærket, og derefter leder en bugtende vej frem til et venstresving i en rundkørsel med 900 m igen. Herefter bugter den 6 m brede vej sig let til højre, indtil man med 300 m igen kan se målstregen.

 

Etapen byder på i alt 1316 højdemeter.

 

Cahors har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

 

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

 

Vejret

Feltet er nu nået til det område af Frankrig, der har været ramt af de værste skovbrande i hedebølgen, men det bliver slet ikke så varmt som tidligere på sommeren. Faktisk vil det mest være skyet med kun lidt sol, indtil det ventes at klare op sidst på eftermiddagen. Ved starten vil temperaturen kun være 25 grader, men gennem store dele af etapen vil den være over 30 grader, og den vil være 32 grader i målbyen. Det vil være en smule blæsende med en jævn vind (17-19 km/t) ved starten, men den vil aftage til en styrke på15-16 km/t i finalen. Den vil komme fra vest, hvilket giver sidevind på den første del og derefter sidemedvind stort set hele dagen. I finalen får man først medvind og slutteligt igen sidemedvind, mens der over de sidste 3 km vil være stort set uafbrudt sidevind, dog med et kort medvindsstykke lige inden den røde flamme.

 

Analyse af 18. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jonas Vingegaard med sin magtdemonstration på Hautacam i nærmest uhørt grad sørgede for, at den danske cykelhistorie gentog sig selv.

 

Favoritterne

Indrømmet! Man skal nok være sprinter selv for at glæde sig lige så meget til fredagens 19. etape, som man gjorde til dagens slag, der jo udviklede sig til endnu en af mindeværdige oplevelser, som vil skrive sig ind i Tour-historien. Det vil næppe ske med morgendagens lange rejse mod nord op mod Paris, men man skal ikke nødvendigvis brede sig på en langgaber.

 

Det havde man helt sikkert skullet, hvis etapen var kommet i uge 1. Da havde denne flade sag kun kunnet udvikle sig på én måde. Et udbrud var kørt fra km 0, sprinterholdene havde kontrolleret gennem en dødkedelig og begivenhedsfattig eftermiddag, og sprinterne havde afgjort det i et brag af en massespurt til sidst.

 

Sådan vil det ikke gå i morgen. Det er nemlig helt almindeligt, at løbet i de udgaver, hvor den sidste afgørende etape har været en enkeltstart, på løbets sidste fredag har en relativt flad transportetape, der indleder rejsen mod Paris. På papiret er det en generalprøve til massespurten på søndag, men sådan går det langt fra værd gang.

 

Faktisk er det ikke sket hverken i 2020 eller 2021, hvor næstsidste etape også var en enkeltstart. For to år siden var det Søren Kragh, der ødelagde sprinterfesten, og for et år siden var det Matej Mohoric, der kørte alene hjem fra et meget stærkt udbrud. I begge tilfælde skete det endda efter samme opskrift. I første omgang så det ud til, at sprinterholdene havde fået etableret et udbrud, de kunne kontrollere, men bedst som vi havde kurs mod en sikker massespurt, blev løbet genåbnet, og et nyt og meget stærkere udbrud kom afsted - og det kunne de altså ikke hente. I 2020 blev udbryderne hjulpet af en uhyre kuperet finale, men sidste års etape, der afvikledes i samme region som denne, var næsten en tro kopi af det, der venter i morgen.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Det viser, at intet er sikkert i den tredje uge, heller ikke selvom denne etape er meget fladere end 13. etape, hvor sprinterne senest blev snydt. Faktisk skal vi jo bare to måneder tilbage for at finde noget tilsvarende. I Giroen skulle sprinterne have deres sidste chance på 18. etape, men her lykkedes det ikke at indhente et udbrud, som ellers blot bestod af fire mand.

 

Det har to forklaringer. For det første er alle pokkers trætte på nuværende tidspunkt, og det gør det svært for hjælperne at kontrollere. De ryttere, der har en vis friskhed, har langt lettere ved at gøre en forskel, end de havde i uge 1, hvor det var umuligt. Derudover er aggressionen meget større. I uge 1 ved alle, at succeschancen er lille, og derfor er det bedre at spare sig til bedre muligheder. Sådan er det ikke i morgen. Tværtimod! For alle de ryttere, der ikke kan vinde en spurt i Paris eller en enkeltstart i overmorgen - og det er det meget, meget store flertal - er dette sidste chance for at få noget med hjem. Det gælder endda også for mange hold. Det er relativt usandsynligt, at Bora, Movistar, Cofidis, Bahrain, FDJ, Astana, Arkea eller B&B vinder en af de to sidste etaper, og selvom tre af holdene også har en klassementsrytter at beskytte, og flere har en sprinter som plan B, har de intet at miste ved at satse næsten hele butikken på et udbrud. Ja, faktisk er desperationen ofte så stor, at de pinedød skal ramme udbruddet. Hvis ikke det sker, er de klar til at jagte hårdt for at genåbne løbet, hvilket altså også var medvirkende til, at løbet netop blev genåbnet både i 2020 og 2021.

 

Det afgørende for, om det vil lykkes for udbruddet, er naturligvis, hvor mange sprinterhold der vil kontrollere. Her burde der være godt nyt for sprinterne. Man kunne ellers undervejs frygte for både Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen og Caleb Ewan, men de er minsandten alle kommet igennem strabadserne. Dermed har vi faktisk alle de vigtigste sprintere i løbet endnu.

 

Der burde ikke være skyggen af tvivl om, at BikeExchange, Lotto og Alpecin vil arbejde målrettet for en spurt. Jeg kan være en anelse mere i tvivl med Quick-Step. Når de har talt om Fabio Jakobsens dødskamp, har de understreget, at det handlede om at køre en sidste spurt i Paris. De har aldrig talt om denne etape, og det kan skyldes, at hollænderen er så mærket, at de ikke for alvor tror på ham i morgen. Nok er stigningerne til slut små, men en udkørt sprinter kan godt for problemer efter en lang dag i 32 graders varme, og det hjælper heller ikke, at spurten stiger ganske pænt. Det er derfor en mulighed, at Quick-Step spiller på to heste og også jagter udbrud, som de gjorde det på 13. og 15. etape.

 

Jeg tror det dog ikke. Holdets ryttere har været skuffende, og ingen har set dem siden den flotte start i Danmark. Det virker ikke videre sandsynligt, at de har den formstærke mand, der kan vinde fra et udbrud, og jeg vil tro, at de satser butikken på en spurt. Hvis de misser udbruddet, burde der i hvert fald ikke være nogen tvivl, for så har de intet at miste ved at jagte.

 

Det er også muligt, at Total vil arbejde målrettet på en spurt. Jeg tvivler, for holdet har slet ikke jagtet indtil nu, men den stigende spurt passer Peter Sagan perfekt, så det er bestemt muligt at de kaster sig ind i kampen. Et andet jokerhold er Trek. Vi så på både 13. og 15. etape, at plan A var et udbrud - først med Mads Pedersen og siden med Jasper Stuyven - men da de missede udbruddet i søndags, jagtede de benhårdt. Jeg kunne godt forestille mig, at Stuyven, der endnu ikke har fået sin chance, skal have frit spil igen i morgen, men misser de gruppen, vil jeg blive overrasket, hvis ikke de jagter.

 

Derudover er der Bora, DSM, Intermarché og måske endda Arkea og B&B. Ingen af holdene har noget at miste, hvis de misser udbruddet. Lader de det køre hjem, vinder de ikke etapen, og de skal ikke spare sig til kommende etaper. Derfor kan de lige så godt indgå i jagten, hvis udbruddet kikser.

 

Endelig er der Jumbo. Det handler om, at Jonas Vingegaard skal sikkert igennem etapen, men har de noget at miste ved at sende en mand frem for at føre, hvis det kniber med at hente udbruddet? Ikke alverden, og den stigende spurt må lige være noget for Wout van Aert. Til gengæld skal vi ikke regne med at se ham i udbrud som på 15. etape. Han vil spare sig til enkeltstarten, og derfor vil han kun kunne vinde denne etape, hvis den ender i en spurt.

 

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

 

Læs også
Formand for DCU trækker sig

 

Angrebsfesten burde dog være sikker. Jeg har allerede opregnet de hold, der skal ramme udbruddet, og derfor regner jeg med en lang, lang kamp. Starten er dog meget let, og med så mange sprinterhold til at kontrollere, tror jeg, at de kan sende et mindre og svagere udbrud afsted. Det lykkedes på 15. etape, hvor det kun var Alpecin og BikeExchange, der ville spurte. Denne gang vil Lotto og formentlig også Quick-Step det samme - og måske kan Jumbo endda bidrage lidt til at sørge for, at udbruddet ikke bliver for stærkt.

 

Skulle missionen lykkes, er der dog en chance for at genåbne løbet. Som sagt kan de hold, der har misset udbruddet, sagtens begynde at jagte, og så kan vi få nye angreb. Der er to oplagte chancer. Dels er der bakkerne midtvejs, og dels er der stigningerne til sidst. Der er altså terræn til at skabe en gentagelse af scenarierne fra 2020 og 2021, og det er bestemt muligt, at det kan ske. Vi så på 15. etape, at et genåbnet løb næsten forhindrede en spurt, da Benjamin Thomas og Alexis Gougeard kørte væk, og det kan ske igen. Det vil dog kræve en meget stærkere gruppe end bare to mand - noget i stil med det, vi så de seneste to år - for denne etape er meget lettere, og der vil derfor være flere friske folk til at jagte, end der var det i søndags, hvor mange var sat af på bakkerne.

 

En faktor kan også være sidevinden. Det bliver ikke en helt stille dag, og der vil være side- eller sidemedvind hele dagen. Det burde kunne skabe nogen nervøsitet, og det kan presse farten i vejret. Vinden burde dog ikke være stærk nok til at splitte feltet. Derudover er det svært at se, hvem der har interessen og styrken i at gøre det. Sprinterholdene vil bare have deres spurt, og Jumbo skal bare overleve. UAE vil gerne, men kan ikke. Ineos og FDJ kunne måske se en chance for at ryste UAE, men deres største motorer, Filippo Ganna og Stefan Küng, vil have travlt med at spare sig til lørdag. Måske kunne Bora, Arkea eller DSM finde på noget, men det vil næppe føre til noget. Vinden bør være for svag, og de får svært ved at finde mange allierede, medmindre Pogacar mod forventning skulle ryge af. Det sker næppe, når han trods alt har tre holdkammerater.

 

Mit gæt er derfor, at vi får den spurt, vi ikke fik i 2020 og 2021, når der denne gang er så mange sprinterhold til at jagte. Det kan være, at vi får en relativt rolig dag, hvor trætheden giver et mindre udbrud, som kan kontrolleres, men mest taler for en ret hurtig og intens dag, hvor udbruddet vil være stærkere, og hvis ikke vil løbet nok blive genåbnet. Derefter er det muligt, at Trek og måske endda Total, nu hvor Sagan er i fremgang, vil lægge et tryk på stigningerne. Her kan trætte sprintere i den tredje uge godt ryge af, men de er trods alt så korte og lette, at man burde kunne klare den, hvis man rammer stigningen langt fremme. En hård jagt, slem varme, nervøsitet i sidevinden, sene bakker og den tredje uge gør dog, at det kan være mærkede folk, der skal spurte til sidst.

 

Selve spurten er også interessant. 2,5% over den sidste kilometer - og det stiger endda over 1300 m - er noget også de tunge sprintere kan vinde på, men det er nok til at ændre balancen i forhold til en flad spurt. Det gælder særligt i den tredje uge og efter en dag, der kan have været hård. Finalen er til gengæld ikke alt for kringlet med kun ét sving over de sidste 3 km, men selvom opløbet er 1000 m langt, og man i en stigende finale kan gøre større forskelle end på flad vej, betyder et stærkt tog stadig meget. Vejen er nemlig ret smal, og risikoen for at blive lukket inde er stor.

 

Jeg vælger at pege på Wout van Aert. Det ville jeg normalt ikke gøre, for vi har i dette løb fået bekræftet, at Jasper Philipsen, Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen alle er hurtigere, og det samme gælder med sikkerhed også for Caleb Ewan. Der er imidlertid flere ting, der taler for belgieren. Først og fremmest er opløbet stigende. Farthierarkiet vil være et andet på 2,5%, og jeg tror, at det er nok til at toppe balancen til fordel for Van Aert. Det vil det måske ikke være i uge 1, for de to hollændere har vundet spurter, der er meget sværere end denne, men i den tredje uge - særligt efter en hård dag - gør friskheden en enorm forskel. Igen i år har Van Aert vist, at hans restitution er bedre end de fleste klassementsrytteres, og det er således slet ikke tilfældigt, at han sidste år vandt i Paris foran både Philipsen og Cavendish efter en etape, der var meget lettere end denne.

 

Derudover er der positioneringen. Her er Van Aert en konge, og Chrisophe Laporte, som blev nødt til at passe på Vingegaard på 15. etape, vil nu igen være tilgængelig. Han kørte et fabelagtigt lead-out i Sønderborg, og det er meget sandsynligt, at det i morgen er Van Aert, der sættes op fra spids. Det er en stor fordel på denne smalle vej, og sker det, er det meget få, der i dette stigende opløb kan gå forbi. Han gravede dybt i dag, men det plejer ikke at holde ham tilbage 24 timer senere, og min største frygt er måske snarere, om han tænker lidt for meget på enkeltstarten, som han helt sikkert hellere vil vinde en denne etape. Han skal dog nu nok køre spurten, og jeg tror, at han tager sin tredje sejr.

 

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

 

Jeg tror, at den største trussel er Jasper Philipsen. Belgieren viste både i Sønderborg og Carcassonne, at han er klart hurtigere end Van Aert. Senest skete det endda på knap 1%, men spørgsmålet er, om ikke Van Aert har en bedre chance på 2,5%. Van Aert var i hvert fald bedre på 3. etape af Paris-Nice, men der talte vi også om 2 km med ca. 3,5%. Denne finale giver i hvert fald Philipsen en bedre chance, og da også han er god til stigende spurter - husk på hans første sejr i Vueltaen - er det bestemt muligt, at han stadig er den hurtigste belgier i løbet, også i denne finale. Hans holdbarhed er også blevet bekræftet, da han er kommet stærkt igennem bjergene, og han vil have fordel af friskheden. I spurten i søndags genfandt han også den eminente positioneringsevne, der kendetegner ham, og det gør ham normalt til en ret sikker mand. Han er dog ikke som Van Aert, og Alexander Krieger er ikke Laporte. Philipsen er ikke samme garant som Van Aert, og meget taler for, at han igen vil starte bag sin landsmand. Det kan koste sejren, for forskellen i fart vil i denne finale næppe være den samme som i søndags, heller ikke selvom det også her måtte være Philipsen, der er hurtigst.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Jeg tror også, at dette er den store chance for Caleb Ewan. Australieren lignede en mand på vej ud af løbet efter fredagens styrt, men hviledagen gjorde underværker. I de seneste to dage har han siddet langt fremme på bjergetaperne, hvor han slet ikke har været truet, og det tyder på, at han har genfundet de gode ben, han talte om i fredags, inden han styrtede. Vi ved, at stigende spurter er hans speciale, og måske er han verdens hurtigste i en spurt som denne, selvom han ikke er det på flad vej. Ewans problem er hans ikkeeksisterende tog, som ikke kan gøre andet end at aflevere ham på et godt hjul. Det gik til gengæld pokkers godt i de to danske spurter, og her var han bare uheldig med først en defekt og siden at blive lukket inde. Desværre er risikoen for sidstnævnte igen stor på denne ret smalle vej, og risikoen for, at han igen misser spurten totalt, er meget større, end den er for de to favoritter. Til gengæld burde han være så hurtig i en denne stigende spurt, at han med den friskhed, han har nu, kan slå alle, hvis han finder den åbning, han ikke fandt i Danmark.

 

Det er måske også den bedste chance for Mads Pedersen til at vinde en spurt. Løbet har sat en streg under, at danskeren ikke er så hurtig som de ovennævnte på flad vej, men på disse procenter kan det være anderledes. Han slog i hvert fald både Philipsen og Van Aert, da han vandt 3,5%-spurten i Paris-Nice, men desværre er denne fladere, og Van Aert spurter meget bedre, end han gjorde dengang, hvor han havde arbejdet for lidt på sin spurt. Philipsen synes også stærkere nu, end han var dengang, og derfor tror jeg stadig, at han mangler den sidste fart. Han burde dog have glæde af, at vi taler om den tredje uge, hvor hans motor kommer ham til gavn, og det samme gør det, hvis det bliver en hård dag med en hård jagt. Jasper Stuyven har samtidig nu to gange bevist, at han af de tilbageværende lead-out men kun matches af Laporte, og det er derfor muligt, at Pedersen igen sættes perfekt op. Han manglede farten på flad vej til herefter at gøre det færdigt, men på 2,5% synes det ikke helt umuligt.

 

Blandt de to hollændere skal vi vel tro mest på Dylan Groenewegen. BikeExchange kunne måske have overvejet at gå med Michael Matthews på disse procenter, men det har de afvist. Groenewegen har da også den største chance for faktisk at vinde, for han har før vundet spurter, der er hårdere end denne. Problemet er bare, at det langt fra er givet, at han er hurtigere end de ovennævnte, som han utvivlsomt er det på flad vej. Derudover har løbet også bekræftet hans positioneringsproblemer, og risikoen for, at han på den smalle vej lukkes inde, er som altid enorm. Toget med Amund Grøndahl Jansen, Michael Matthews og Luka Mezgec er egentlig stærkt, men hollænderen har svært ved at holde dem, og derfor skal han have held i sprøjten, som han havde i Sønderborg, hvis han skal vinde. Der er altså megen usikkerhed. Har han held i finalen? Og er han hurtig nok på 2,5%? Det gør ham til et usikkert kort, men til gengæld står han godt på friskhed, da han har klatret suverænt i dette løb, og han har som bekendt i Paris vist, at han endda i tungere udgave kan vinde i den tredje uge.

 

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

 

Procenterne burde heller ikke skræmme Fabio Jakobsen, der suverænt har vundet hårdere spurter end denne, blandt andet i Valencia tidligere i år og i Vueltaen sidste år. Det er bare vanskeligere for ham end på flad vej, hvor alt taler for, at kun Groenewegen er hurtigere. Problemet er bare, at alle kender til de problemer, han har haft med tidsgrænsen de seneste dage, og selvom han i dag ikke var i helt samme dødskamp som i går, har han gravet meget, meget dybere end alle rivalerne. Han savner også Michael Mørkøv, men heldigvis er toget med Yves Lampaert og Florian Senechal stadig stærkt. For at vinde med sin nuværende træthed tror jeg, at han skal sættes op fra spids, og det kan blive svært med Stuyven og Laporte, men Senechal er en fremragende lead-out man. Får han det rette oplæg, bør han stadig være meget hurtig, og han har jo i Vueltaen to gange vist, at han sagtens kan vinde i den tredje uge.

 

Dette må også være den bedste chance for Peter Sagan. Det er i hvert fald denne form for stigende spurter, hvor han plejer også at kunne slå de rigtige sprintere. Det så vi senest, da han vandt i Schweiz i en lignende finale, men faktisk var spurten også lidt bekymrende. Bryan Coquard, der dog også er bedst i stigende finaler, var i hvert fald klart den hurtigste, og Sagan vandt alene i kraft af sin positionering. Det kan han dog også gøre her, for vi har i dette løb set, at han stadig er en mester i den kamp. Til gengæld har vi også set, at han ikke længere er den bedste, for han er hver gang blevet slået af Van Aert. Derfor vil han formentlig igen skulle starte sin spurt bag i hvert fald belgieren, og selvom han har spurtet ganske godt i dette løb, tror jeg ikke, at han har farten til at slå de fleste af de ovennævnte, heller ikke selvom det stiger. Til gengæld er der håb at hente i, at han i søndags genfandt de gode ben efter fredagens krise, og normalt burde det være til hans fordel, at vi er i uge 3, selvom den langt fra er sikkert, at det også gælder for Sagan anno 2022.

 

Til gengæld er det helt entydigt til fordel for Alexander Kristoff, at alle er trætte. Det er ikke uden grund, at han har vundet alle sine Tour-etaper med en enkelt undtagelse i løbets anden halvdel, for det er jo netop udholdenheden, der er hans store styrke. Til gengæld har han ikke fået meget ud af dette løb. Toget har ikke fungeret, og i søndags var han så træt efter bakkerne, at han valgte at køre for Andre Pasqualon. Der er dog håb. I Calais, hvor de spurtede om 2. pladsen, viste toget med Adrien Petit og Pasqualon klassen, og selvom de næppe vinder kampen igen, bør nordmanden have en god chance for et godt oplæg, som han egentlig også fik i Sønderborg, indtil han blev lukket inde. Normalt kan han også godt lide stigende spurter, men han er ikke god, hvis det bliver for stejlt. Dette er så stejlt, at jeg tror, at det bliver en ulempe, for det er en klar fordel for de største favoritter. Derfor bliver det nok svært at vinde.

 

Det stigende opløb er entydigt til fordel for Danny van Poppel. Det er i denne slags finaler, han har sin bedste chance, og den engang så svingende hollænder, har været uhyggeligt stabil i dette løb, hvis man ser bort fra den lille sygdom, der ramte ham i sidste uge. Han synes også uhyre frisk efter at være endt midt i feltet på dagens etape, og kombinationen af friskhed og stigende opløb giver ham hans livs chance. Problemet er, at han næppe får den støtte, han pludselig havde i søndags, for nu har Aleksandr Vlasov pludselig alligevel kurs mod top 5, så russeren vil igen være vigtigst. Der bør dog være en chance for, at han får hjælp af Marco Haller, og han har i dette løb bekræftet sin fornemme positionering. Problemet er bare, at han nok skal sættes op fra spids, hvis han faktisk skal vinde i dette selskab.

 

Sidste år i Vueltaen så vi, at den i dag uhyre klatrestærke Alberto Dainese havde stor fordel af, at vi var i den tredje uge. Han kørte sine klart bedste spurter til sidst, og det vil han formentlig også gøre her. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at det stigende opløb er til hans fordel. Det burde ikke være nogen ulempe, men han har aldrig vist sig i disse spurter. I forhold til etapens største favoritter, for hvem det entydigt er en fordel, er det i hvert fald mere uklart med den stadig lidt uprøvede italiener. Til gengæld ved vi fra Giroen, at han er pokkers hurtig, når han sidder rigtigt, og det gælder særligt sent i løbet. Udfordringen er naturligvis positioneringen, der går galt 99 ud af 100 gange og er gået galt alle gange i dette løb, senest i søndags. Det held, han havde i Giroen, hvor han vandt, har man meget, meget sjældent, og selv hvis han har det, ser jeg ham ikke vinde en stigende spurt i dette felt, når han altid vil skulle komme bagfra.

 

Læs også
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

 

Man kan også nævne Florian Senechal. Franskmanden er utvivlsomt lead-out man, men den udkørte Jakobsen kan vel ikke vide sig helt sikker på at klare bakkerne. Det er også muligt, at han til sidst vil være så træt, at han beder holdet skrifte hest, og det er derfor ikke helt umuligt, at Senechal ender med at spurte. Det stigende opløb giver ham i hvert fald en meget bedre chance end en flad spurt, og han viste senest i søndags, at han er en ørn i positionskampen. Det giver ham en vis stabilitet, hvis han mod forventning får chancen, men selvom det stiger, er han ikke hurtig nok til at vinde.

 

Det stigende opløb er også klart til fordel for Hugo Hofstetter. Det er i hvert fald i denne slags opløb, han har gjort det bedst, blandt andet i Le Samyn, men i dette felt er han klart overmatchet på fart. Til gengæld bør han kunne regne med sin normalt gode positioneringsevne, men den har ikke helt vist sig i dette løb, måske fordi feltet er så stærkt. Derfor er det helt utænkeligt, at han vinder, men normalt sidder han så godt, at han går i top 10, særligt når det stiger, og han synes tillige at være kommet stærkt igennem bjergene.

 

Så er der Luca Mozzato. Italieneren kom skidt i gang i løbet med styrtet i Danmark, men han har faktisk kørt en uventet god Tour. Han har været med længere fremme i spurterne, end man ville have ventet på baggrund af hans forår, og han har også vist en uventet god holdbarhed, særligt i søndags. Han synes også at være kommet fornuftigt igennem bjergene, men han er sårbar på sin positionering. Heldigvis er den gået godt i dette løb, og han har i Jeremy Lecroq en både god og erfaren lead-out man. Det stigen opløb bør vel også give ham en bedre chance end en flad vej, men det er også klart, at han ikke kommer i nærheden af at vinde. Holdet har også Lecroq, der spurtede i Danmark, da Mozzato var forslået, men nu burde der ikke være tvivl om, at man er tilbage ved plan A efter Mozzatos gode resultater og i et stigende opløb. Lecroq e tillige ret tung og havde en svær dag i dag.

 

Arkea har også Amaury Capiot, der synes at være kommet flyvende gennem bjergene. Hofstetter er plan A, og det vil han også være i morgen, men vi så i fredags, at de kørte feltets spurt for belgieren, formentlig fordi franskmanden var mærket. Det vil han næppe være i morgen på denne meget lettere etape, men da opløbet kan minde lidt om det, der gav Capiot sejren i Mayenne, skal vi vel åbne døren for en lille chance til ham. Desværre har han i år ikke positioneret sig med den fornemme styrke, han plejer.

 

Den uhyre formstærke Fred Wright er et af de bedste bud på en udbrudsvinder. Derfor er et udbrud helt sikkert plan A, men glipper det, vil han blande sig i spurten, som han gjorde på 15. etape. Han burde han en klar fordel af, at det stiger, og det bør også hjælpe ham, at han er uhyre frisk i den tredje uge. Til gengæld mangler han masser af fart, og selvom han nu burde få et helt hold til at hjælpe sig, særligt positioneringsstærke Matej Mohoric, har han hidtil aldrig imponeret i positionskampen.

 

Endelig er der Benjamin Thomas. Franskmanden viste igen i dag, at han efter en lille formkrise er tilbage i fremragende form, og derfor burde det være til hans fordel, at vi er i uge 3. Hans plan A er helt sikkert udbrud, hvis ikke han sparer sig til enkeltstarten, og han kunne også forsøge at gentage søndagens stærke finaleangreb. Hvis han ikke har brændt krudtet af, burde han dog deltage i spurten, som han tidligere har gjort, men han er slet, slet ikke sprinter. Han kan maksimalt gå i udkanten af top 10, men det burde også være muligt med lidt held i positionskampen og i et stigende opløb, særligt sent i løbet. Det er dog også muligt, at han vælger helt at spare sig til lørdag.

 

Man kunne også nævne Michael Matthews, men som sagt kører holdet for Groenewegen, selvom det stiger, og med den nuværende klatreform bør hollænderen ikke komme i problemer på bakkerne. Man kunne overveje, om det stiger nok til, at Tom Pidcock vil prøve, men da han alligevel ikke vinder og er træt, vil det være højst uventet. Det stiger næppe nok for Benoit Cosnefroy, men det er muligt, at Ag2r lader formstærke Stan Dewulf prøve. Selvom det stiger, mangler han dog fart. Hos Astana er det muligt, at Alexandr Riabushenko, der viste god friskhed i dag, vil prøve, særligt når det stiger, men han mangler både fart og positionering. Det stigende opløb kunne måske anspore Alberto Bettiol til at prøve, men jeg tror ikke, at han gider at spurte med sprinterne, og han vil sammen med Stefan Bissegger, der ellers også er hurtig, formentlig spare sig til lørdag. Hos Israel-PT er det muligt, at Hugo Houle holder sig lidt til, men det må antages som usandsynligt, og han mangler også masser af fart.

 

Som sagt kan det sagtens blive en udbrudssejr, som det gjorde i 2020 og 2021 - også grundet den gunstige vind, der altid gør det mere farligt - men det er altid lidt et lotteri at gætte på kandidaterne. På flad vej skal man nemlig have masser af held, og selvom benene taler lidt mere, hvis løbet genåbnes på bakkerne undervejs, som det gjorde i de seneste to udgaver, er det et udbrud, man aldrig rammer alene på styrke. Derudover skal man også have lidt held i en finale, der vil blive taktisk, for bakkerne kommer for tidligt til, at man som Mohoric i 2021 bare kan regne med at køre alene væk på dem. En god spurt øger dog chancerne ganske meget, og friskhed i den tredje uge betyder heldigvis altid enormt meget på dette tidspunkt. Det gør det hele knap så tilfældigt. En god kandidat kunne være Jasper Stuyven, for som nævnt vil han formentlig få frihed, og hans tilstedeværelse vil betyde, at Trek ikke jagter. Han virkede ikke formstærk i starten, men det synes bedre nu. Andre formstærke og relativt hurtige folk er særligt Alberto Bettiol, der vel er min største favorit, og som nok kun sparer sig til lørdag, hvis han ikke rammer udbruddet, Fred Wright, Benjamin Thomas, Stan Dewulf, Nils Politt, Matteo Jorgenson, Benoit Cosnefroy, Simone Velasco, Alexandr Riabushenko, Kevin Geniets, Franck Bonnamour, Cyril Barthe, Luis Leon Sanchez, Jan Tratnik, Maximilian Schachmann, Patrick Konrad, Marco Haller, Jonas Rutsch, Tom Pidcock, Dylan van Baarle, Andrea Pasqualon, hvis han får lov, Georg Zimmermann, Hugo Houle, Guillaume Boivin, Matis Louvel, Amaury Capiot, Martijn Tusveld, Mathieu Burgaudeau, Edvald Boasson Hagen og Anthony Turgis

Man bør vel også nævne Matej Mohoric, der vandt sidste år, men han synes altså stadig helt fra snøvsen. Man kan heller ikke helt udelukke, at Danny van Poppel og Mads Pedersen prøver, men jeg vil tro, at de tror så meget på en spurt, at de vil spare sig. Endelig kunne det vel være meget frisk, hvis Jumbo gav Christophe Laporte lov, men han er nok for vigtig til et lead-out og i sidevinden, så det er stærkt, stærkt usandsynligt. Filippo Ganna, Stefan Küng og Stefan Bissegger vil helt sikkert spare sig til lørdag. Jeg har fremhævet de bedste bud og rangeret dem nedenfor.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale. Der uddybes i teksten ovenfor.

 

OPDATERING: Mads P. er syg, hvorfor Trek ikke vil jagte. Plan A må være udbrud, og plan B vil være Stuyven i en spurt. Quick-Step har bekræftet min mistanke om, at de ikke vil køre for en spurt. Det øger chancen fpr et udbrud, men med tre dedikerede sprinterhold og den hjælp, de kan få fra hold, der misser udbruddet, tror jeg stadig på en spurt.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Caleb Ewan

Outsidere: Mads Pedersen, Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen, Peter Sagan, Alexander Kristoff

Jokers: Danny van Poppel, Alberto Dainese, Florian Senechal, Hugo Hofstetter, Luca Mozzato, Amaury Capiot, Fred Wright, Benjamin Thomas

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Alberto Bettiol, Jasper Stuyven, Fred Wright, Benjamin Thomas, Tom Pidcock, Nils Politt, Jan Tratnik, Edvald Boasson Hagen, Maximilian Schachmann, Luis Leon Sanchez, Matteo Jorgenson, Dylan van Baarle, Stan Dewulf, Kevin Geniets, Hugo Houle, Matej Mohoric, Simone Velasco, Mads Pedersen

 

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Wout van Aert
Jasper Philipsen, Caleb Ewan
Mads Pedersen, Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen, Peter Sagan, Alexander Kristoff
Danny van Poppel, Alberto Dainese, Florian Senechal, Hugo Hofstetter, Luca Mozzato, Amaury Capiot, Fred Wright, Benjamin Thomas
Alberto Bettiol, Jasper Stuyven, Fred Wright, Benjamin Thomas, Tom Pidcock, Nils Politt, Jan Tratnik, Edvald Boasson Hagen, Maximilian Schachmann, Luis Leon Sanchez, Matteo Jorgenson, Dylan van Baarle, Stan Dewulf, Kevin Geniets, Hugo Houle, Matej Mohoric, Simone Velasco, Michael Matthews, Alexandr Riabushenko, Benoit Cosnefroy
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?