Optakt: 19. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Er man sprinter, er der stort set intet at komme efter i løbets sidste to uger, og faktisk er der en risiko for, at 13. etape er eneste mulighed mellem første hviledag og afslutningen i Madrid. De allermest hårdføre af de hurtige folk kan dog måske ane et glimt af håb på løbets tredjesidste dag, hvor der venter en helt flad finale i storbyen Gijon. Som altid har arrangørerne imidlertid ikke gjort det let for de hurtige folk, da der venter en ganske svær kategori 3-stigning i finalen, og det ligner derfor en stensikker udbrudsetape dagen inden den store klassementsfinale på Angliru.

Med sine bare 149,7 km er 19. etape endnu et eksempel på, at tredje uge af løbet er præget af meget korte ruter, og den fører fra Caso. Parque Naturel de Redes til Gijon på den spanske nordkyst. Starten er ikke svær, idet det går mod nordvest ad en let faldende vej, men herefter venter dagens sværeste udfordring, når man efter 22 km kører mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Alto de la Colladona, en meget jævn stigning, der stiger med 6,8% over 7 km og når et maksimum på bare 9,5%. Toppen rundes efter 29 km, og efter en nedkørsel kører man mod vest og siden nord via en let faldende vej.

Efter 58 km rammer man den kuperede midtersektion, når man drejer mod nordøst for at køre på ad kategori 3-stigningen Alto de Sto. Emiliano (6,8 km, 4,5%), der har top efter 64,8 km. Efter nedkørslen kørt man mod øst igennem fladt terræn, inden man fra syd bestiger kategori 3-stigningen Alto de la Falla de los Lobos (4,3 km, 8,2%). Fra toppen resterer yderligere 65,2 km, som først fører feltet via en nedkørsel mod nord, inden det igennem fladt terræn går mod nordøst og siden vest frem til spurten, der kommer efter 112,2 km. Herefter fortsætter man mod nord op over en lille bakke og derefter en nedkørsel ned mod vandet.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

I stedet for at forsætte direkte ind til Gijon til en stensikker massespurt vender man imidlertid nu rundt for at køre tilbage mod syd ind i bjergene og over kategori 3-stigningen Alto de San Martin de Huerces (4,5 km, 7,2%). Toppen rundes, når der resterer bare 15,2 km, og herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nord og mod Gijon. Det foregår via en lang, jævn nedkørsel uden tekniske komplikationer. Når man når byen flader det ud i de sidste 4 km, hvor der er skarpe sving med 2800, 1300 og 700 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2060 højdemeter.

Gijon er i de senere år hovedsageligt blevet benyttet som startby, og vi skal tilbage til 2003 for at finde sidste gang, man var målby. Det skete, da hele løbet blev indledt i byen med et holdløb, der efter sejr til ONCE sendte Igor Gonzalez de Galdeano i førertrøjen. I 2002 tog Serguei Smetanine en udbrudssejr i byen, mens Erik Zabel vandt en spurt i 2001. Gonzalez de Galdeanos bror Alvaro tog karrierens største sejr fra et udbrud i 2000. Derudover var byen næsten hvert eneste år tidligere målby i Vuelta a Asturias. De seneste fem vindere er Alejandro Marque (2012), Stefan Schumacher (2011), Joaquin Sobrino (2010), Oscar Sevilla (2009) og Angel Vicioso (2008).

Vejret

Alt tyder på, at vi får regnvejr på Angliru, men rytterne kan se frem til en perfekt dag inden da. Fredag byder på flot solskin og en temperatur på 21 grader. Der vil kun være en svag til let vind fra nordvest. Det giver sidemodvind på første del af etapen og dernæst et miks af sidevind, medvind og modvind. På den sidste stigning vil der være sidemodvind, og det gælder også på det sidste stykke ned til Gijon. Der vil være sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 18. etape

Vueltaen har altid haft et ry som den klart mest uforudsigelige af de tre grand tours. Det skyldes dens placering på sæsonen på et tidspunkt, hvor de fleste er kørt i knæ og bare ser frem til en længe ventet pause. Derfor kan man ofte se dramatiske skift og spektakulære kollaps i den tredje uge, og det er som regel næsten umuligt at fastlægge noget klart hierarki. Mange vil eksempelvis huske, hvordan Tom Dumoulin to dage inden den sidste bjergetape tilsyneladende gav Fabio Aru et moralsk knæk ved med stor autoritet at distancere italieneren i en hård puncheurfinale. Da det gjaldt på næstsidste etape, var roller imidlertid med et vendt på hovedet, og det var Aru, der løb med sejren. På samme måde så man i 2014, hvordan Contador og Froome skiftedes til at slå hinanden, inden Contador i sidste ende løb med sejren efter en afslutning, hvor man på dagen aldrig vidste, hvem der var stærkest.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

I denne Vuelta ser vi nøjagtigt det samme mønster. I går var dunsten af blod tyk i hele Spanien, efter at Vincenzo Nibali og Alberto Contador med autoritet havde sendt Chris Froome ud i en næsten historisk store krise i grand tour-sammenhæng. Froomes grand tour-historik og lange sæson taget i betragtning gjorde det oplagt at konkludere, at briten var på vej ned, og at Nibali og Lopez med en relativt let sæson hidtil var på vej mod topformen. Med ét blev der imidlertid byttet helt rundt på rollerne, og efter en dag, hvor de fleste hold som ventet prøvede at udnytte Froomes tilsyneladende svaghed, endte briten i stedet som den store vinder, og han lagde igen løbet i et jerngreb.

Etapen viser imidlertid, at det er helt umuligt at drage konklusioner, og alt kan være vendt helt rundt, når det for alvor gælder på lørdag. Det er i den sammenhæng specielt værd at bemærke, at der er tale om to vidt forskellige etaper, og man kan slet ikke sammenligne udfordringerne. Nibali har således ikke uventet haft det svært i alle løbets eksplosive finaler, og derfor kan det ikke helt komme bag på iagttagere, at han også led i dag. Modsat har Froome historisk altid været bedst på de korte stigninger i Vueltaen - det gælder også i årets udgave - og at han på den måde kunne vende tingene på hovedet i forhold til i går, følger fint i forlængelse af de seneste år, hvor han altid har lidt i de høje bjerge og imponeret på murene.

Langt mere overraskende var det i stedet, at Miguel Angel Lopez tabte tid. Den lille colombianer hører nemlig som regel til blandt de bedste i disse finaler, og selvom han viste små svaghedstegn i går, burde han have kunnet sidde med i dagens finale. Man skal som sagt være varsom med konklusionerne, men noget kunne tyde på, at Lopez er vej i den forkerte retning. Det kan komme som en overraskelse i lyset af hans store friskhed, men man skal huske, at dette er hans første grand tour. Han befinder sig på helt ukendt territorium, og derfor var der ingen, der kunne vide, hvordan han ville reagere i den tredje uge. Det er imidlertid forrygende godt nyt for Davide Villella, der pludselig for alvor kan lugte en bjergtrøje, hvis colombianeren vitterligt ikke er i stand til at slås med de bedste på Angliru.

Trods uforudsigeligheden er der dog enkelte konklusioner, man kan drage. Først og fremmest er det iøjnefaldende, at Alberto Contador for alvor har fundet benene i den tredje uge, og de to seneste dage har han klart været løbets stærkeste mand. Midt i glæden må det naturligvis gøre det ekstra bittert, at sygdom i Andorra fratog ham chancen for at slutte karrieren med en smuk duel mod den største rival i den sidste del af karrieren, og meget tyder på, at han under andre omstændigheder vitterligt kunne have givet Froome kam til sit hår. Han kan imidlertid nu svagt lugte podiet og for alvor ane en etapesejr på Angliru, hvilket naturligvis ville være en næsten ideel afslutning på karrieren inden paraden i Madrid. Der kan i hvert fald ikke længere være tvivl om, at Trek lørdag satser 100% på, at deres kaptajn skal vinde på Spaniens mest mytiske stigning.

Han skal imidlertid også passe på. I dag brugte han igen mange kræfter på utallige angreb, og det kan blive dyrt. Et kendetegn ved Contadors seneste grand tours er nemlig hans store udsving. Også i dette løb har han vekslet mellem gode og dårlige dage, og han er nødt til at køre lidt med hovedet de kommende dage. Mon ikke han trods alt vil tage den lidt med ro i morgen i stedet for at kaste sig ud i en vild offensiv på den faktisk ellers ganske være sidste stigning? Det vil nok være klogt.

Den anden oplagte konklusion at drage er, at Ilnur Zakarin er i topform. Denne finale passede ham elendigt, men alligevel tabte han kun få sekunder til de bedste og kunne endda følge den langt mere eksplosive Kelderman. Der er lagt op til en stor dag for russeren på Angliru, hvor han må formodes ikke bare at sætte et stort angreb ind på Keldermans tredjeplads, men måske også vil øjne Nibalis andenplads.

Nibali havde som sagt vanskeligheder i en finale, der ikke passede ham, men man må formode, at han vil være tilbage på Angliru, der passer ham langt bedre. Situationen minder i virkeligheden meget om 2013, hvor han helt overraskende tabte trøjen til Chris Horner i en tilsvarende ”let” finale på Alto de Naranco. Da det hele skulle afgøres på Angliru et par dage senere, var han imidlertid i stand til at angribe amerikaneren utrætteligt, og selvom missionen i sidste ende fejlede, viser det, at Nibali formentlig vil være tilbage helt i front på lørdag.

Chris Froome fik igen lagt løbet i et jerngreb, og med tanke på hans evne til at pace sig selv må man formode, at han med endnu en klog og afmålt indsats på Angliru kan forsvare sin føring. Her ser det ud til, at han igen vil kunne regne med Wout Poels, der efter en dårlig dag genfandt sine bedste ben. Poels blev som bekendt nummer 2 på Angliru i 2011 og er skræddersyet til den ekstremt stejle stigning. Sammen bliver de to Sky-stjerner meget svære at bringe ud af fatning på lørdag. At de samtidig er omgivet af den stadigt mere imponerende Mikel Nieve, der ikke viser nogen tegn på træthed, en helt suveræn Gianni Moscon, der i dag vel kørte sin hidtil bedste etape i løbet, og en David Lopez, der i den tredje uge for alvor har fundet benene, betyder, at de vil have alle forudsætninger for at starte Angliru i en god position. I finalen betyder holdarbejde dog intet. Angliru er så svær, at det er Froomes ben, der selv skal gøre arbejdet færdigt.

Dagens store tabere var Cannondale. Jeg anførte i går, at amerikanerne formentlig ville kontrollere etapen i et forsøg på at sikre en etapesejr til Michael Woods, men de valgte helt hovedløst at satse på Toms Skujins i et udbrud, hvor han ikke havde skyggen af chance. I finalen viste Woods igen, at han er en af verdens allerbedste disse finaler, og han kunne meget vel have vundet, hvis hans hold havde vist ham samme tillid som på 9. etape, hvor hans i den endnu sværere finale var betydeligt mindre. Han kan glæde sig over, at han fortsætter med at imponere i den tredje uge, men i dag var en forspildt chance for løbets positive klassementsoverraskelse.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Det er også værd at fremhæve, at Steven Kruijswijk som altid har fundet benene i den tredje uge. Det er klart, at han er milevidt fra sit 2016-niveau, men i det mindste nærmer sig. Han gjorde det overraskende godt i en eksplosiv finale, der slet ikke passer ham. Han burde være langt bedre på Angliru og har derfor udsigt til en flot afslutning og en top 10-placering efter det, der dog har været et yderst skuffende løb.

Dagens allerstørste vinder var dog Lotto. Det belgiske mandskab har haft en meget svær sæson med et trist udbytte af de to første grand tours og en klassikersæson, der gik i vasken. Greipels tragiske familiehistorie har delvist sat tyskeren ud af spillet, og man var derfor i desperat jagt på succes, da man gik ind til dette løb med et hold, som ingen havde store forventninger til. Nu kan man imidlertid forlade løbet med mindst tre etapesejre, og dermed nærmer løbet sig at være en succes for mandskabet i lighed med det, vi så i sidste års Giro og Touren i 2015.

Sjovt nok har holdet vundet etaperne med to ”outsidere”, der hovedsageligt har været kendt som hjælpere, men hvis succes sagtens kunne forudses inden løbet. Vi har allerede flere gange fremhævet, hvordan Tomasz Marczynski i Polen Rundt viste tegn på, at han var på vej tilbage til sit 2011-niveau. I dag var det så Sander Armee, der fulgte op på et fremragende forår ved at tage sine første professionelle sejr. Jeg var dybt imponeret over hans kørsel i Tour of Norway i maj, hvor han var løbets stærkeste rytter sammen med Edvald Boasson Hagen. Det kom efter en 2015-sæson, hvor han også havde imponeret i maj måned, og det har længe været klart, at det blot var et spørgsmål om tid, inden han fik den sejr, han siden de gode gamle dage sammen med Pieter Serry på Topsport Vlaanderen så længe har fortjent. I dag kom den så - endda på den største scene.

Udbruddets taber var til gengæld Julian Alaphilippe, der havde fået nærmest det hele forærende. Han havde ramt udbruddet på en dag, hvor finalen passede ham, og han havde en formstærk Matteo Trentin til at støtte sig, men han fejlede i finalen. Det var hovedløst ikke at holde Lutsenkos hjul, men det gjorde næppe den store forskel. Benene var ikke til at gøre arbejdet færdigt, og det kan han formentlig takke sig selv for. Som vi skrev i går, var det uforståeligt, hvad han skulle i onsdagens udbrud på en dag, hvor man forventede, at favoritterne ville køre om det. 18. og 19. etape har imidlertid hans navn skrevet med fed ud over det hele, og det havde været klogt, hvis han havde satset 100% på dem. Også sidste år så vi, hvordan han i Touren ikke formåede at økonomisere med kræfterne. På det punkt er der rum til forbedring for et af sportens supertalenter.

Favoritterne

Klassementsrytterne har blikket rettet mod lørdag, og sprinterne tænker kun på søndagens finale i Madrid. For stort set alle øvrige ryttere i feltet er fokus imidlertid rettet i en helt anden retning. Har man ikke en topsprinter eller en af de bedste klatrere - og det gælder trods alt for en ret stor del af holdene - er der kun én chance for fortsat at vinde en etape: fredagens kuperede 19. etape til Gijon. 13 af de 21 hold er stadig uden sejre, og for mange af dem er fredag sidste mulighed. For fansene kan morgendagens etape måske synes som lidt af et mellemspil, men for hovedparten af feltet er det D-dag.

Heldigvis kan de glæde sig over, at arrangørerne har været nådige. De har nemlig sammensat en rute, der giver muligheder for mange forskellige ryttertyper og ikke er skræddersyet til specialister. En stor del af feltet vil således gå ind til etapen med en reel tro på, at de med en god blanding af held og styrke måske kan komme hjem med en gevinst. For klassementsrytterne handler det imidlertid om at komme så let igennem som muligt, og man må formode, at de denne gang holder sig i ro. Selvom den sidste stigning faktisk er ganske svær, virker det usandsynligt, at man kan holde et forspring over Sky-toget på nedkørslen til Gijon, og derfor giver det formentlig bedst mening at spare så meget som muligt på kræfterne frem mod Angliru.

Den sidste stigning er så svær, at sprinterne på forhånd har kastet håndklædet i ringen, og det er derfor næsten umuligt at forestille sig, at et udbrud ikke skal køre om sejren. Det eneste, der reelt kan forhindre det, er, at et desperat hold skulle misse ud og derefter jagte hele dagen. Det er imidlertid stærkt usandsynligt, at et hidtil succesløst hold vil være i stand til at kontrollere så svær en etape, og derfor vil det være en mindre sensation, hvis ikke udbruddet holder hjem.

Finalen byder som sagt på en ret svær stigning, hvilket på forhånd udelukker de tungeste folk, men det er stadig en meget åben finale. Der er masser af fladt terræn, hvor en stærk rytter kan få et forspring, og der er tid til at komme tilbage efter stigningen også. Derfor kan man blande sig fremme, hvis blot man er frisk og stærk i den tredje uge - også selvom man ikke er den allerbedste klatrer.

Alligevel skal man kunne køre meget godt op ad for at vinde etapen. Det skyldes Alto de la Colladona, der tårner sig op tidligt på etapen. Da dagen er så vigtigt må man formode, at det igen bliver et festfyrværkeri af angreb i starten, og det er usandsynligt, at udbruddet er kørt, når man når bunden af stigningen. Her kan de bedste ryttere imidlertid gøre en forskel, og derfor må man formode, at det her lykkes en meget stor gruppe af meget gode klatrere at komme væk. Det udelukker en ganske stor del af feltet.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Når gruppen er kørt, vil Sky ramme fronten, og herefter venter vi en ret begivenhedsløs dag. Sky vil lade udbruddet få et kolossalt forspring, og selvom der vil være lidt stress på den sidste stigning, regner vi med, at feltet vil tage den med ro resten af dagen. Derfor vil al fokus rette sig mod udbruddet.

For at vinde skal man være så god en klatrer, at man kan køre med på kategori 1-stigningen, men herefter er det ret åbent. De bedste klatrere skal gøre en forskel på den sidste stigning, der er stejl, men i en meget taktisk finale kan man også vinde ved at angribe på det flade stykke forinden eller ved at komme tilbage på en nedkørsel. I denne type finale er det muligt at tage en solosejr, men det er klart, at en god spurt ikke er nogen ulempe.

Hidtil har det ikke været Movistars Vuelta, men holdet har flere gang været tæt på. Med de mange gode klatrere har de en fremragende chance for at gå mange med i et udbrud, der formentlig etableres på kategori 1-stigningen. Det giver dem gode muligheder for at sikre sig en sejr, og specielt Daniel Moreno fremstår som en oplagt kandidat. Veteranen er stadig langt fra fordums styrke, men han er stadig en kapabel cykelrytter. Det viste han ikke mindst i går, hvor han var tæt på at vinde på Los Machucos. Efterfølgende sagde han, at han havde blikket rettet mod 19. og 20. etape, og man må formode, at han vil forsøge at køre med på den første stigning. Han er en af feltets bedste klatrere og burde være i stand til at køre med, hvis udbruddet etableres på stigningen. Finalen passer ham perfekt: en kort, relativt stejl stigning samt en flad finale. Der er ikke mange, der kan køre fra ham på en stigning som denne, og han kan slå langt de fleste i en spurt. Med udsigt til at have hjælp fra flere holdkammerater tror vi på en sejr til den spanske veteran.

En anden god kandidat er den yderst formstærke Pello Bilbao. På mange måder minder han meget om Moreno. Han er god på korte, stejle stigninger og har en fremragende spurt. Den tidlige stigning øger sandsynligheden for, at han rammer udbruddet, og hans form og friskhed er i top - også selvom han ikke er helt så stærk som i den anden uge. Det store spørgsmål er, om han får lov. På den ene side skal Astana have et blik på holdkonkurrencen og derfor have en mand med, men samtidig er Bilbao den vigtigste mand for Lopez på lørdag og kan blive bedt spare sig selv.

Det skal Rui Costa ikke. Dette er måske den etape i hele løbet, der passer ham bedst. Han har angrebet utrætteligt hidtil, men han har ikke kunnet ramme rigtigt i de flade indledninger, hvor held har været afgørende. Nu er der imidlertid en hård stigning, der gør det meget sandsynligt, at den tidligere verdensmester vil kunne komme med, og han kunne næppe heller have designet en bedre finale. Stigningerne til sidste er hverken for lange eller stejle, han har god power på det flade, og han kan slå mange i en spurt.

Hvis ikke Astana spiller Bilbao-kortet, kunne de satse på Luis Leon Sanchez. Også for ham gælder, at etapen passer perfekt, da han har styrken til at køre væk på stigningen, er god på en stigning som den, der venter i finalen, er stærk på det flade og har en god spurt. Vi har dog visse betænkeligheder ved hans form, der tydeligvis ikke er helt i top. Der er desværre en vis risiko for, at han kan få svært ved at følge de bedste klatrere på stigningen i finalen.

Etapen passer måske allerbedst til Julian Alaphilippe, men det bliver nok svært for franskmanden. Han har allerede været i udbrud to dage i træk, og han var voldsomt træt i dagens finale. Det kræver en kraftpræstation at genfinde så gode ben, at han både kan køre med på den første stigning og følge de bedste i finalen. Man skal imidlertid aldrig udelukke feltets alsidige supertalent. Rammer han dagen, er han helt umulig at slå på en etape, der er helt perfekt for ham.

Også ekstremt formstærke Jose Joaquin Rojas var i udbrud i dag, men det plejer ikke at forhindre ham i at ramme rigtigt igen. Han har ramt stort set alle de udbrud, han ville, og han klatrer så godt, at han sagtens kan køre med på kategori 1-stigningen. Vi frygter dog, at han til sidste vil være oppe mod lidt for stærke klatrere, og at han kan ende med at skulle spurte om en sekundær placering.

Meget af det samme kan siges om endnu mere formstærke Matteo Trentin. Det er lidt et mysterium, hvad han skulle i dagens udbrud, da hans bedste chance kommer fredag. Samtidig så han for første gang lidt slidt ud i finalen, og da kategori 1-stigningen formentlig er lidt for svær, frygter vi, at han ikke rammer udbruddet. Han er dog så godt kørende, at intet kan udelukkes. Den sidste stigning er måske også for svært, men har han de ben, han havde tidligere i løbet, skal man aldrig udelukke en mand, der kan slå dem alle i en spurt.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Orica-Scott må forsøge at få Adam og Simon Yates med i udbruddet. Stigningen gør det sandsynligt for de to briter, og finalen passer dem. De er gode på eksplosive stigninger og kan begge spurte. Samtidig har de vist, at formen ikke er helt væk, selvom de er langt fra deres bedste niveau. Specielt Adam har stadig noget at skyde med. Jack Haig er også en oplagt kandidat, men han er knap så hurtig og skal formentlig alene hjem efter sidste stigning. Han er dog så stærk, at det bestemt er muligt at tage en solosejr.

Nicolas Roche er ude af klassementskampen, men har de seneste dage vist, at han er kommet sig godt efter hviledagen. Med en tidlig stigning er der god mulighed for, at han rammer udbruddet, og han burde være stærk nok til at køre med de bedste også på den sidste stigning. Han er samtidig halvhurtig i en spurt, men der er dog en risiko for, at han vil være oppe mod hurtigere folk.

Skal Lotto vinde igen? Tomasz Marczynski har formentlig ikke givet op endnu, men det er lidt uklart, om han stadig er ved samme styrke som tidligere. Han har været lidt anonym de seneste dage, og det er derfor usikkert, om han er træt. Er han på sit hidtidige niveau, kunne heller ikke han dog have designet en meget bedre finale. Han har hidtil fløjet på disse stigninger, og også han kan spurte.

Hidtil har der været stille om Bob Jungels, der bruger løbet til at forberede sig til VM. Hans enkeltstart viste imidlertid, at han stille og roligt nærmer sig formen, og måske er han nu god nok til at kunne køre med om en etapesejr på en etape, der passer ham. Han er god på disse stigninger, der ikke er stejle, han er altid frisk i den tredje uge, og hans spurt er bestemt ikke dårlig.

Søren Kragh har virket enormt velkørende, hvis man ser bort fra hans lille sygdomsperiode. Enkeltstarten viste, at han er tilbage på sporet, og hvis Sunweb giver ham frihed, er dette en etape, der kunne passe ham. Det bliver ikke let at køre med klatrerne på kategori 1-stigningen, men det er heller ikke umuligt. Også den sidste stigning kan være en udfordring, men heller ikke den er uoverkommelig. Med sin gode spurt har han fremragende muligheder, hvis han kan runde toppen med de bedste eller komme tilbage på nedkørslen.

Andre gode kandidater til at ramme udbruddet på kategori 1-stigningen er Richard Carapaz, Antonio Pedrero, Enric Mas, Alessandro De Marchi, Emanuel Buchmann, Pawel Poljanski, Brendan Canty, Koen Bouwman, Tobias Ludvigsson, Jacques van Rensburg, Jaime Roson, Luis Angel Mate, Stefan Denifl og Hernan Aguirre , men de får sværere ved at gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Daniel Moreno

Øvrige vinderkandidater: Pello Bilbao, Rui Costa

Outsidere: Luis Leon Sanchez, Julian Alaphilippe, Jose Joaquin Rojas, Matteo Trentin, Adam Yates,

Jokers: Nicolas Roche, Tomasz Marczynski, Bob Jungels, Simon Yates, Jack Haig, Søren Kragh, Richard Carapaz, Antonio Pedrero, Hernan Aguirre