Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Christian Kjær, Feltet.dk

Optakt: 1. etape af Paris-Nice

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

05.03.2017 kl. 15:30 af Emil Axelgaard.

Den traditionelle prolog er i år fraværende, og i stedet åbner den 75. udgave af Paris-Nice med en af de etaper, som enhver klassementsrytter i det franske løb frygter. På papiret ligner den flade åbningsetape en sag for sprinterne, men regn og hård vind har udsigt til at skabe drama straks fra start, og det vil således ikke undre, hvis en eller flere af favoritterne er ude af kampen om den samlede sejr allerede efter første dag af det første store etapeløb på europæisk grund.

 

Ruten

Paris-Nice er oftest startet med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, men ved enkelte lejligheder har man åbnet festen med en linjeløbsetape, der har givet sprinterne en mulighed for at spurte sig til den første førertrøje. Det skete senest for to år siden, og efter at prologen vendte tilbage i 2016, er det igen de hurtige afsluttere, der ventes at få det første ord. Som det så ofte er tilfældet for en sådan åbningsetape er der tale om et rundstrækningsløb, og som altid vil det være et nervøst felt, der indleder løbet med en frygt for sidevind.

 

Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 148,5 km en relativt kort sag, der afvikles på en 78 km lang rundstrækning i området vest for Bois-d’Arcy, der er en vestlig forstad til Paris. Efter en kort, neutral zone på første del af første omgang består løbet i alt væsentligt af to omgange. Fra start kører rytterne mod syd igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil de når dagens eneste kategoriserede stigning, Cote de Senlisse (1,1 km, 5.5%), der er i kategori 3. Der vil være bjergpoint på spil på begge omgange, og den passeres for sidste gang med 51 km til mål.

 

Efter bakken fortsætter feltet mod nordvest og siden mod nord i terræn, der er stort set helt fladt. Det nordligste punkt nås i byen Beynes med 16 km til mål. Her vil der være en indlagt spurt på begge omgange, hvorefter man bevæger sig mod øst og tilbage til Bois-d’Arcy. De sidste 5 km stiger det ganske svagt, indtil man når en 1 km lang bakke med 2 km til mål. Der er ikke megen info om stigningen, der ikke er kategoriseret, men den synes at have en gennemsnitlig stigningsprocent på 4-5%. Toppen nås ved den røde flamme, hvorefter man forlader rundstrækningen for at køre til målstregen. Der venter en lille nedkørsel, inden man når til de sidste 600 m, der er flade. Finalen er meget teknisk, idet der er tre rundkørsler kort før 5 km-mærket, endnu en rundkørsel md 3 km til mål, en rundkørsel i bunden af den sidste bakke og til sidst et skarpt sving med bare 500 m til mål, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Bois d’Arcy har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

 


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!

 

Vejret

Kun en tåbe frygter ikke sidevind i den første halvdel af Paris-Nice, og historien er spækket med klassementsryttere, der har tabt alt på en ellers helt uskyldig sprinteretape. Derfor bliver vejrudsigten studeret nøje, og der er dårligt nyt til de lette klatrere, der hader positionskamp. For første gang i et par år ser det ud til, at vi får dårligt vejr tidligt i løbet, idet søndag ventes at blive en regnfuld dag med i alt 8 mm regn i Bois d’Arcy samt en konstant risiko for nedbør på 50-75%. Temperaturen ventes at nå et maksimum på 10 grader.

 

Det, er skaber mest frygt, er imidlertid det forhold, at der vil blæse en hård vind fra syd, som gradvist aftager en anelse og drejer mod sydvest. Det giver modvind på første del af rundstrækningen, dernæst sidemedvind og medvind, inden man drejer ind i sidevind umiddelbart før den indlagte spurt. Med 6 km til mål drejer man ind i modvind indtil man får sidevind på den 500 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

For et par år siden syntes det at være en fast tradition, at der altid var mindst én dramatisk sidevindsetape i Paris-Nice. Det er imidlertid nogle år siden, vi sidst har haft et rigtigt drama i det kolde og blæsende Nordfrankrig, og i de sidste to år har forholdene faktisk været så nemme, at de første par etaper har været meget langsomme langgabere.

 

I år ser det imidlertid ud til at være anderledes. Det plejer ganske vist at være på den første lange etape mod sydøst, at sidevinden spiller en rolle, men i år ser det ud til, at det dårligste vejr kommer allerede på åbningsdagen. Søndag ser ud til at byde på alle de nødvendige betingelser for et episk cykelløb, hvilket er dårligt nyt for små klatrere, der notorisk er kendt for at være svage i sidevinden. Blandt klassementsrytterne gælder det folk som Simon Yates, Daniel Martin og til dels Romain Bardet, der bestemt ikke bryder sig om at skulle bokse med klassikertyperne i positionskampen. Mange klassementsryttere har tabt Paris-Nice i det kolde nord, og det kan meget vel ske igen i år.

 

Som sagt sker udskilningen som regel på en af de lang etaper mod sydøst, hvor det er velkendt, at det flade terræn er meget åbent. Morgendagens etape er imidlertid et rundstrækningsløb i udkanten af Paris, og det er derfor en anelse mere usikkert, hvor åbent terrænet er. Der er helt sikkert tilstrækkeligt med vind og sidevindsstykker nok til at skabe splittelse, men graden af udskilning afhænger af, hvor meget læ der er på nøglestykkerne.

 

Under alle omstændigheder bliver det ikke en traditionel sprinteretape. Ganske vist vil der med sikkerhed blive etableret et udbrud, sandsynligvis med deltagelse af Direct Energie, Fortuneo-Vital Concept og Delko, men de vil næppe få meget snor. På en så nervøs etape er det ikke nødvendigt, at sprinterholdene tager det store ansvar for jagten. Ganske vist er det muligt, at Quick-Step, Lotto Soudal, Katusha og måske Cofidis og LottoNL vil føre lidt, men alene positionskampen vil være nok til at presse farten så meget i vejret, at udbruddet vil blive kørt ind relativt tidligt.

 

Det er interessant, om der er hold, der vil tage initiativ til at angribe i sidevinden. Umiddelbart birker det oplagt for specielt Trek og Katusha at give det et forsøg. Begge er her med store favoritter til både etapen og klassementet, og begge har de fremragende klassikerhold. Det vil være oplagt for Alberto Contador og Ilnur Zakain at forsøge at vinde lidt tid. Det bliver imidlertid svært at fange Richie Porte, der også har solide folk til at holde sig fremme. Normalt vil man også forvente, at Quick-Step vil køre aggressivt i sidevinden, men det er usandsynligt på denne etape. Dels er de til start med Martin, der bestemt ikke er god i dette terræn, dels har Marcel Kittel behov for så nem en etape som muligt. Derimod kunne man forestille sig, at LottoNL-Jumbo eller Lotto Soudal måske vil gøre et forsøg. Udbruddet vil i hvert fald blive neutraliseret hurtigt, og der er god mulighed for, at klassementsrytterne vil spurte om bonussekunder i den sidste indlagte spurt, hvor hurtige folk som Julian Alaphilippe og Tony Gallopin vil øjne muligheden for at vinde et par sekunder.

 

I sidste ende vil det helt sikkert blive afgjort i en eller anden form for spurt, men det er i høj grad usikkert, hvor stort det overlevende felt er. Udover vinden vil der med stor sandsynlighed være styrt, der skaber splittelse. Under alle omstændigheder bliver det en modbydeligt hård og stressende etape, og det tilgodeser de stærke, robuste klassikersprintere mere end de hurtigste folk.

 

Det forhold forstærkes af den vanskelige finale. Selvom selve spurten er flad, gemmer der sig en grim lille bakke i finalen, og den ser ud til at være hård nok til at kunne tage toppen af farten for de rene sprintere. Dertil skal lægges, at finalen er enormt teknisk med mange sving og rundkørsler, og derfor er positioneringsevne mindst lige så vigtig som topfart.

 

Der er ingen tvivl om, at Marcel Kittel er feltets hurtigste mand, men vi tror, at både etapen som helhed og selve spurten er en anelse for hård for tyskeren, der bestemt ikke er den stærkeste i sidevinden. Dertil kommer, at Quick-Step ikke er til start med det bedste tog. I Abu Dhabi var det tydeligt, at netop den kombination, der er til start i Frankrig, ikke fungerede godt, og Kittel har det i forvejen svært i tekniske finaler. Han vil sandsynligvis glide lidt tilbage på bakken, og der er simpelthen ikke tid til at komme tilbage til fronten i en meget teknisk finale. Derfor tvivler vi på, at Kittel får gælde af sin hurtighed.

 

I stedet vil vi sætte vores penge på Dylan Groenewegen. Hollænderen har ganske vist ry som ren sprinter, men det er en stor fejltagelse. Faktisk er han ganske holdbar, hvilket han har vist i Tour of Britain og adskillige belgiske endagesløb. Senest sad han med helt fremme sent i Omloop Het Nieuwsblad, og det vidner både om robusthed og form. Dertil kommer, at han har et stærkt hold til at holde sig fremme i sidevinden, og umiddelbart bør han drage fordel af, at løbet bliver hårdt.

 

Groenewegen har vist, at han er fremragende til at spurt op ad bakken. Det var sådan, han tog sin gennembrudssejr i Brussels Cycling Classic, og senest leverede han en fremragende spurt i Volta ao Algarve. Derfor bør bakken i finalen være til hans fordel. Dertil kommer, at han er en mester i at positionere sig, og det er helt afgørende i denne finale. Umiddelbart er det kun Kittel og André Greipel, der er hurtigere end den hollandske mester, og vi tvivler på, at de kan komme helt frem og tage kampen op med en formstærk Groenewegen, der derfor er vores bud på en etapevinder.

 

Sidevind, en bakke i finalen, regn, positionskamp i en teknisk finale… Der står tydeligvis Alexander Kristoff skrevet med fedt ud over denne etape. Nordmanden er kendt om verdens bedste sprinter efter et langt og hårdt løb, så hvis der er nogen, der har glæde af det dårlige vejr, er det ham. Han er fremragende til at holde sig fremme i sidevinden, bakken passer ham perfekt, og han er forrygende stærk i positionskampen. Netop sidstnævnte egenskab gør, at han er en af feltets allermest stabile sprintere. Han har ikke Groenewegens topfart, men efter et hårdt løb kan han sagtens slå hollænderen, specielt fordi han er mere sikker i positionskampen. Derudover har han et af feltets bedste tog, og det er en stor fordel i denne tekniske finale. Han styrtede ganske vist i Omloop, men meldes ikke at have slået sig, og han viste i Oman, at formen er storartet. Derfor er Kristoff en af de helt store favoritter.

 

André Greipel har fået lidt kritik for sin præstation i Abu Dhabi, men det er helt uberettiget. Faktisk var det fra start indlysende, at han ikke ville have en chance i det arabiske løb, hvor han var til start helt uden sine lead-out men. Tværtimod var vi dybt imponerende over, hvor godt han spurtede i Algarve, hvor han endda gjorde det godt i positionskampen, som vanligvis er hans akilleshæl. Til dette løb har han med Moreno Hofland, Adam Hansen og Tosh van der Sande et bedre tog, end han havde i Abu Dhabi, men det er stadig langt fra hans vanlige lead-out, der hører til de bedste i verden. Derfor får han det nok svært i de rene massespurter. Til gengæld er han stærk, når det bliver hårdt, og derfor drager han fordel af det dårlige vejr og den sene bakke. Omvendt er regnvejr og en teknisk finale ikke noget, der rimer på Greipel, og hans hold er ikke stærkt nok til at give ham et optimalt lead-out. Kun Kittel er imidlertid hurtigere end Greipel, som måske kan benytte den hårde finale til at komme i position alligevel. Er han godt placeret, bliver han meget svær at stå.

 

Feltets mest formstærke sprinter er utvivlsomt Arnaud Demare. Franskmanden viste i Kuurne og med sin chokerende sjetteplads på enkeltstarten i Algarve, at formen er helt forrygende. Hans speciale er netop en finale med en sen bakke, og etapens hårdhed og sidevinden bør også være til hans fordel. Tidligere har han haft det meget svært i positionskampen, og derfor er den tekniske finale en ulempe. Nu har han imidlertid i Jacopo Guarnieri en af verdens allerbedste lead-out men og generelt et meget stærkt tog. Han har spurtet helt fantastisk i både Algarve og Besseges, hvor han fik Kristoff til at ligne en nybegynder. Alt afhænger af positioneringen. Lykkes det hans gode tog at køre ham frem, bliver han meget svær at slå.

 

Vi har allerede forklaret, hvorfor vi ikke tror så meget på Marcel Kittel, selvom han naturligvis er feltets hurtigste mand. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at tyskeren vinder. Når han er i form, kan han klare mere, end mange tror, og han har faktisk tidligere vundet en endnu hårdere spurt i netop dette løb. Han har i både Dubai og Abu Dhabi vist, at han er urørlig, når det kommer til topfart, og det har også været tydeligt, at formen er god. Om det er nok til, at han kan holde sig langt nok fremme i sidevinden og på bakken er usikkert, men det kan ikke udelukkes. Sikkert er det, at han vinder, hvis han er i en god position i det sidste sving.

 

Sammen med Kristoff er John Degenkolb verdens bedste sprinter efter et hårdt løb, og derfor er denne finale egentlig skræddersyet til tyskeren, der endda i både Dubai og Algarve har vist storform. Når vi alligevel har visse reservationer i forhold til hans chancer, skyldes det, at han denne gang er til stat uden sit tog. Faktisk har han kun Edward Theuns til at køre lead-out, og han er i forvejen kendt for sin dårlige positioneringsevne. Han vil ikke tage unødvendige chancer i en farlig finale, og derfor er der en vis risiko for, at han slet ikke kommer frem. Finder han imidlertid en åbning, er han hurtig nok til at vinde i en så vanskelig finale.

 

Nacer Bouhanni er helt indlysende en af feltets allerhurtigste, og normalt er en lille bakke i finalen ikke et problem for franskmanden, der ovenikøbet er i sit es i en teknisk finale som denne. Havde han været i topform, ville han således have været en af vores helt store favoritter. Alligevel har vi lidt skepsis. Bouhanni har således sjældent været på sit højeste niveau i starten af året, og heller ikke i år har han været helt skarp. Det er imidlertid vanligvis ved denne tid, at formen begynder at vise sig, og Bouhanni plejer at vinde en etape i Paris-Nice. Vi vil ikke udelukke, at det sker i morgen, men vi tror, at formen mangler de sidste procent til, at han kan trække sig sejrrigt ud af denne vanskelige finale.

 

Som sidste år gør Michael Matthews sæsondebut i dette løb. På papiret er det en ulempe, men han har vist, at han er en mester i at træne sig i form. Sidste år lagde han således ud som lyn og torden ved at vinde prologen, og han må derfor igen formodes at være i storform. Han er ikke hurtig nok til at vinde de flade spurter, men denne finale er ganske god for ham. Han havde foretrukket, at selve spurten var op ad bakke, men i en situation, hvor de hurtigste er trætte, har han vist, at han kan slå de fleste. På papiret har han et godt tog, men da dette er hans første løb for Sunweb, er det usikkert, hvordan samarbejdet fungerer.

 

Niccolo Bonifazio viste sidste år, at han er hurtig nok til at slå næsten alle efter et hårdt løb. Han satte Caleb Ewan til vægs i Polen og fik næsten ram på Kittel i Romandiet. Senest viste han god form mod alle topsprinterne i Abu Dhabi, hvor de lette finaler ikke var til hans fordel. Denne vanskelige finale er skræddersyet til den lille italiener, der er en af de allerbedste til at positionere sig. Det store spørgsmål er, om han kan holde sig til i sidevinden, der bestemt ikke er hans største force. Holdet kan også køre for Sonny Colbelli, men selvom finalen er hård, er han næppe hurtig nok til slå de bedste.

 

Bryan Coquard er en af verdens bedste til at spurte op ad bakke, og der er ingen tvivl om, at den hårde finale er til hans fordel. Det er sidevinden til gengæld ikke, idet han ikke er verdens bedste til at kæmpe for sin position. Han har allerede vundet to løb i år, men alligevel har det været tydeligt, at han ikke er i topform endnu. Normalt ville han være en af de helt store favoritter i en hård finale, men vi er usikre på, om formen rækker til at slå de mange topnavne.

 

Endelig vil vi pege på danske Magnus Cort. Han er normalt ikke hurtig nok til at slå de bedste i en spurt, men i en hård finale som denne, har han en chance. Han har som bekendt vist fremragende form, og han har dokumenteret, at hans positioneringsevne er i top. Også han havde foretrukket, at selve spurten var op ad bakke, men stigningen kommer tæt nok på mål til, at han har en fordel. Hans største styrke er imidlertid nok hans tog, der består af folk som Simon Gerrans, Michael Albasini, Mitchell Docker og Jens Keukeleire, hvoraf alle undtagen Docker drager fordel af en bakke tæt på mål.

 

Også Sam Bennett, Dan McLay og Reinardt van Rensburg har en chance for at vinde en spurt som denne. Kristian Sbaragli, Ben Swift og Riccardo Minali kan ventes at forsøge sig, men de er næppe hurtige nok til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Alexander Kristoff, André Greipel

Outsidere: Arnaud Demare, Marcel Kittel, John Degenkolb, Nacer Bouhanni

Jokers: Michael Matthews, Niccolo Bonifazio, Bryan Coquard, Magnus Cort, Sonny Colbrelli, Sam Bennett



HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE, DA FORÅRSSPILLET STARTER SØNDAG!

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk