Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 1. etape af Tirreno-Adriatico
06. marts 2018 17:11 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Som det er blevet en tradition i Tirreno-Adriatico, bliver der ingen mulighed for at komme let i gang med det italienske løb. For syvende år i træk står en af løbets absolutte nøgleetaper på programmet straks fra start, når feltet giver sig i kast med den velkendte helt flade holdtidskørsel i Lido di Camaiore. På en rute for de helt store maskiner bliver det en festival af power og fart, hvor de første helt afgørende tidsforskelle i kampen om den samlede sejr vil blive slået, og hvor rædselsfuldt vejr desværre måske kan have afgørende indvirkning på udfaldet.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Ruten

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en holdtidskørsel, og det har man ikke ændret i 2018. Det er således syvende år i træk, at man har haft planer om at lade en kollektiv kamp mod uret starte begivenhederne, men i 2015 måtte man grundet dårligt vejr i sidste øjeblik ændre etapen til en kort prolog. Som kompensation valgte man at åbne både 2016- og 2017-udgaven af løbet med en tro kopi af den aflyste etape, og det er en let modificeret og forkortet udgave af samme rute, der vil blive benyttet til at skyde festen i gang i år.

 

I 2012, 2013 og 2014 blev holdtidskørslen afviklet mellem byerne San Vincenzo og Donoratico på den Tyrrhenske kyst, men nu er etapen blevet flyttet til den nærliggende ferieby, Lido di Camaiore. Distancen er varieret en anelse fra år til år, idet etapen har været mellem 16,9 og 18,5 km lang, men efter at man er flyttet til nye omgivelser har man forlænget distancen til 22,7 km i de seneste to udgaver. I år har man imidlertid skåret et lille stykke af ruten af, og derfor er længden denne gang reduceret til 21,5 km.

 

Den gamle rute fra tiden før 2015 var ikke teknisk og for det meste flad, men der var en lille stigning undervejs. På den nye rute er der imidlertid ingen grund til at finde klatrebenene frem, idet arrangørerne har sammensat en meget enkel rute i Lido di Camaiore. Fra staten følger man den flade kystvej i nordlig retning i 9,5 km, inden et skarpt højresving leder ind i byen. Der følger yderligere tre skarpe sving umiddelbart efter, inden man atter rammer kystvejen i forbindelse med en venstresving, hvor mellemtiden tages efter 10,7 km. De sidste 10,8 km består af den lange tur tilbage til start- og målområdet, denne gang i den modsatte retning. Etapen er helt flad, idet man befinder sig mellem 2 og 3 meter over havets overflade hele vejen. I forhold til sidste år er eneste ændring, at den lille sløjfe i forbindelse med vendepunktet er gjort mindre.

 

I lyset af den flade, ikke-tekniske natur af den gamle rute er det ikke overraskende, at Orica-GreenEDGE og Omega Pharma-QuickStep, der hører til blandt de største specialister i disciplinen, vandt holdtidskørslen i de første tre år. Belgierne var således hurtigst i 2013 og 2014, men australierne vandt i 2012. I de to første år spillede vinden imidlertid en afgørende rolle og gav ganske ulige vilkår for de forskellige hold. Det kan ske igen i år, hvor vinden fra havet kan påvirke udfaldet af en etape, der giver en spektakulær og flot åbning i en festival af kraft og fart. Det var i hvert fald tilfældet i både 2017 og 2016, hvor BMC levede op til favoritværdigheden på den nye rute ved at slå Quick-Step med hhv. 17 og 2 sekunder og overraskelsen FDJ med hhv. 9 og 22 sekunder. I alt sluttede hele 13 hold inden for et minut af vindertiden i 2017, hvilket viser, at forskellene kan forventes at være små på en så hurtig rute.

 

Lido di Camaiore var også rammen om den hastigt arrangerede prolog i 2015, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig vært for det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen.

 

 

 

 

Vejret

Italien har været ramt af forfærdeligt vejr på det seneste, og det fortsætter desværre onsdag, der bliver en rigtig grim dag. Der ventes regn fra morgenstunden og tordenbyger om eftermiddagen samt en temperatur på beskedne 14 grader. Det vil være voldsomt blæsende med en hård vind fra sydvest, hvilket giver sidevind på stort set hele etapen.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 

Favoritterne

Det er velkendt, at man altid skal være klar fra start i et ugelangt etapeløb, men det har sjældent været mere korrekt end i Tirreno-Adriatico. Det italienske løb har traditionelt kun givet klatrerne én chance for at gøre en forskel, og da den sidste enkeltstart er meget kort, har holdtidskørslen altid været en af løbets absolutte nøgleetaper. I år betyder den usædvanligt hårde rute, at betydningen er reduceret en smule, men man kan stadig på ingen måde overvurdere betydningen af den indledende etape.

 

Som sagt er løbet startet med en holdtidskørsel hvert år siden 2012 bortset fra i 2015, hvor man i sidste øjeblik måtte ændre det til en kort prolog. Sammenlignet med den gamle rute, der blev benyttet i 2012, 2013 og 2014 er denne længere, og der kan derfor ventes større tidsforskelle. Derfor vil vi allerede have en god ide om, hvem der kan vinde samlet, når morgendagens etape er ovre.

 

Da der stort set ingen højdeforskelle er, men til gengæld mange lange, lige veje, hvor de store specialister kan åbne for gassen, er det en etape for de virkeligt kraftfulde ryttere. Den gamle rute var tilsvarende simpel, men der var i det mindste en lille bakke og lidt flere tekniske udfordringer, der kunne skabe lidt variation. Den nye etape kunne ikke være enklere, og den vil blive vundet af det hold, der har mest power og de største maskiner.

 

I de første år blev den indledende holdtidskørsel i de første år ødelagt af meget ulige forhold, og desværre kan det blive tilfældet igen denne gang. Vejret bliver forfærdeligt med regn, blæst og måske endda torden. Desværre har det karakter af byger, og selvom vejene sikkert vil være våde for alle hold, kan en voldsom byge med kraftig vind fuldstændig ødelægge løbet for et uheldigt hold. Derfor vil der være et element af lotteri i udfaldet - desværre. Heldigvis er ruten ikke teknisk, og derfor vil de våde veje kun spille en vigtig rolle i forbindelse med svingene ved vendepunktet, hvor man skal være yderst forsigtig. Da vi ikke aner, hvornår bygerne kommer, er vi nødt til at basere denne analyse på, at alle har lige forhold.

 

På forhånd er der tre hold, der skiller sig ud, og det ligner en knivskarp dyst mellem Sky, BMC og Sunweb, der alle har en reel vinderchance. Til gengæld vil det - hvis ikke vejret spiller ind - være en overraskende, hvis ikke vinderen skal findes blandt disse tre specialister.

 

Jævnbyrdigheden mellem de tre hold er stor, men umiddelbart har Sky og BMC en lille fordel i forhold til Sunweb. Kampen bliver sandsynligvis tæt og afgjort på små marginaler, og vi tror, at Sky ender med at bryde BMCs dominans på etapen ved at tage sejren. Briterne kommer ganske enkelt med et superhold uden svage led, og den form for homogenitet kunne meget vel gøre udslaget til fordel for sportens bedste etapeløbsmandskab. Vigtigst er tilstedeværelsen af Geraint Thomas, der med sejren på 1. etape af Touren sidste år og den nylige triumf i Algarve har nået et nydt niveau som temporytter, specielt på korte, flader ruter som disse. Han har vist storform og vil sammen med en formstærk Jonathan Castroviejo, der med sin nylige 2. plads bag Rohan Dennis i Abu Dhabi, ser ud til at være tilbage ved fordums styrke og dermed brølstærk også på ruter som denne, selvom han foretrækker mere kuperet terræn. Dertil skal lægger Vasil Kiryienka, der ganske vist foretrækker længere distancer, men som i mange år har været en af de bedste temporyttere og har vist god form fra sæsonstart.

 

Michal Kwiatkowski foretrækker også mere kuperet terræn, men senest i Algarve viste han stor styrke på en relativt flad rute. Samtidig har han dokumenteret sin gode form, og han bliver meget værdifuld. For Chris Froome og Gianni Moscon er ruten langt fra ideel, men alle ved, hvor stærke temporyttere de er, senest dokumenteret ved VM, hvor de blev hhv. nr. 3 og 6. Salvatore Puccio er det svageste led, men heller ikke han er ueffen i denne disciplin. Samlet set har man en homogen trup med to store motorer i Thomas og Castroviejo, og det får os til at tro, at de får revanche for sidste års uheldsramte etape ved at tage sejren.

 

De værste rivaler er BMC, der har vundet etapen to år i træk og i de senere år har været det dominerende hold i disciplinen. Det skyldes ikke mindst Rohan Dennis, der ikke blot har vist sig som verdens klart bedste på korte, flade enkeltstarter, men også som verdens vel nok bedste holdløbsrytter. Han bekræftede sin gode form i Abu Dhabi, og dermed er han atter klar til at være den nøglerytter, der skal sikre amerikanerne et hattrick på etapen. En næsten lige så vigtig rolle spiller Stefan Küng, der med sin andenplads på åbningsetapen i Touren sidste år endegyldigt bekræftede, at han skal regnes som en af verdens førende specialister på korte, flade enkeltstarter. Efter et heroisk Strade Bianche i svært terræn og en god enkeltstart i Algarve har han formen, og sammen med Dennis vil han udgøre den helt afgørende duo på BMC.

 

Resten af holdet er også fornuftigt. Patrick Bevin har forbedret sig voldsomt som temporytter og kan ventes at tage et kolossalt skridt efter skiftet til BMC. Med en top 10 i Abu Dhabi fik han en god start. Greg Van Avermaet er ikke specialist, men har stor erfaring i holdløb og er som bekendt brølstærk. De sidste tre ryttere er dog knap som imponerende. Damiano Caruso kører ganske vist med mellemrum fine enkeltstarter, men på en rute som denne er han ikke specielt stærk. Michael Schär er kraftfuld, men heller ikke specialist, og selvom Alberto Bettiol er brølstærk, er heller ikke han ekspert i disciplinen. Man kan frygte, at tabet af Daniel Oss og Manuel Quinziato har kostet den sidste homogenitet, og det kan blive dyrebart. På den anden side er Dennis og Küng så skræmmende stærke, at det i sig selv kan være nok til at sikre sejren.

 

Sidste år pegede vi på Sunweb som den store guldoutsider ved VM i Bergen, og de levede op til tilliden ved at besejre BMC og Sky, de to forhåndsfavoritter. Dette er den første chance for at bevise, at deres status er velfortjent, og de møder op med et hold, der er stort set identisk med guldtruppen fra Norge. Chad Haga, Nikias Arndt og Simon Geschke slutter sig til Tom Dumoulin, Wilco Kelderman, Søren Kragh og Lennard Kämna, der alle var med i september, men desværre mistede man i sidste øjeblik Michael Matthews, der ligeledes var med til at blive verdensmester, som følge af en brækket skulder. Derudover mangler Sam Oomen, men på en rute som denne, vil Haga og Arndt være stærkere end den unge hollænder, og det er derfor ikke en svækkelse.

 

Desværre er den flade rute i Italien ikke så god for tyskerne som den kuperede udfordring i Norge, og det er forklaringen på, at de måske denne gang mangler det sidste for at true BMC og Sky. Kelderman og Dumoulin er ganske vist blandt verdens bedste også på ruter som denne, hvilket de senest viste med stærk kørsel på den flade rute i Abu Dhabi, men i forhold til folk som Küng og Dennis vil de have foretrukket et par bakker. Stærke er de dog stadig, og det samme er Arndt, der har forbedret sine tempoevner voldsomt og bl.a. er kørt i top 10 på sidste års lange Tour-enkeltstart og senest i Abu Dhabi. Kragh er også god på korte, flade enkeltstarter, og Chad Haga har gjort kolossale fremskridt på det seneste med en top 10-placing i Dauphiné sidste år og seneste en 11. plads i Algarve. Her kørte Geschke også en overraskende god enkeltstart, men han fremstår umiddelbart som det svageste led. Endelig er der specialisten Kämna, der imidlertid synes at være i skidt form fra sæsonstart. Samlet set har man et ekstremt homogent hold uden store mangler og en meget stor motor i Dumoulin. Det kan være nok til at vinde, men spørgsmålet er, om de har den sidste muskelkraft på en flad rute som denne.

 

I mange år har Katusha været et inferiørt hold i disciplinen, men måske er der nye tider på vej. I hvert fald stiller man med et meget stærkt hold i Italien, og denne etape kan markere starten på en ny epoke for schweizerne. Sidste år var Tony Martin alene om at føre holdet an, men i år har man forstærket sig betydeligt. Først og fremmest er specialisten Alex Dowsett kommet til, og han er som bekendt brølstærk på en helt flad rute som denne. Derudover har man også hentet Marcel Kittel, der ved flere lejligheder har vist, at han kan køre i top 10 i grand tours på korte, flade enkeltstarter. Samtidig er han en fremragende holdløbsrytter og var med til at blive verdensmester med Quick-Step for to år siden i Qatar. Lægger man dertil Jose Goncalves, der kørte en glimrende enkeltstart i Algarve og Simon Spilak, der dog som temporytter ikke er specielt stærk i fladt terræn, har man en relativt solid kerne. Rick Zabel er ikke specialist, men stærke sprintere som ham er som regel gode i holdløb på flade rytter. Kun Nathan Haas er et relativt svagt led, men hans gode form vil bringe ham langt. Samlet set har Katusha en så solid base, at de burde slutte langt fremme.

 

For nogle år siden var Movistar ved at nærme sig verdenstoppen, og det kulminerede endda med en VM-bronzemedalje i 2015. Siden da har man dog mistet flere specialister, specielt Jonathan Castroviejo, Alex Dowsett og Jesus Herrada. Derfor kørte man i 2017 ikke helt så gode holdløb som tidligere, og man vil helt sikkert heller ikke køre med om sejren her. Alligevel kan det meget vel blive til et godt resultat. Man har nemlig i Nelson Oliveira en superspecialist, og han har vist helt forrygende form i Algarve, hvor han blev nr. 5 på enkeltstarten. Ruten her passer ham ikke ideelt, men han er stadig en stor motor på flad vej. Det samme er Jasha Sütterlin, der ganske vist har skuffet på sine enkeltstarter i år, men sidste år gjorde meget store fremskridt, og han elsker en rute som denne. Det flade terræn er også godt for Daniele Bennati, der er fremragende i disciplinen, ligesom Andrey Amador vel aldrig har været bedre fra sæsonstart og var meget tæt på at vinde enkeltstarten i Ruta del Sol. Desværre skal man slæbe rundt på Mikel Landa, Jaime Roson og Jorge Arcas, men man burde dog kunne begrænse tabet til de allerbedste for den baskiske kaptajn.

 

Quick-Step er tidligere verdensmestre i disciplinen og er i de seneste to år blevet nummer 2 på denne etape. I de senere år har man imidlertid mistet flere specialister, og det gav sig udslag sidste år, hvor resultaterne ikke var helt så gode som tidligere. Det afspejles også i truppen, hvor kun Bob Jungels og Niki Terpstra har været med til at vinde VM for belgierne, og at betegne en formstærk Terpstra som decideret specialist vil endda være en overdrivelse. Resten af holdet udgøres af brølstærke ryttere som Fernando Gaviria, Philippe Gilbert, Iljo Keisse og Zdenek Stybar, men ingen af dem er kendt for deres evner i kampen mod uret, og Maximilano Richeze vil ikke kunne bidrage med meget. Derfor vil det være en overraskelse, hvis de kan gentage sidste års andenplads. På den anden side har Quick-Step en historie med altid at køre bedre end ventet på holdløb, og derfor kan man ikke udelukke, at de igen kan overraske.

 

LottoNL-Jumbo har i de senere år satset voldsomt på tidskørsler, og det har givet resultat. Næsten alle holdets ryttere har gjort markante fremskridt, og med Jos Van Emden og Primoz Roglic har man nu to af verdens førende specialister. Det har også givet sig udslag på holdløbene, hvor de er blevet markant bedre, men af uransagelige årsager har de haft en tendens til at underpræstere i forhold til de stærke folk, de har haft. Det gør os lidt bekymrede, specielt fordi de her ikke stiller med deres allerbedste hold. De har dog både Van Emden og Roglic, der med en 2. og en 4. plads på den flade enkeltstart i sidste års udgave af løbet har dokumenteret, at de er forrygende stærke på en etape som denne. George Bennett har ganske vist forbedret sig meget som temporytter, men mangler power til så hurtig en rute. Resten af holdet udgøres af stærke fyre som Gijs Van Hoecke, Danny Van Poppel, Maarten Wynants og Robert Wagner, der alle er gode i dette terræn, men ikke specialister. Derfor mangler de bredden til for alvor at blande sig helt fremme.

 

Mitchelton-Scott var tidligere kendt som et af verdens allerbedste i disciplinen, men det har de ikke været i de senere år. De gør det stadig altid pænt, men kører nu om dage ikke længere med om sejren. Det vil de heller ikke gøre denne gang, men der er stadig basis for et ganske fornuftigt resultat. I Michael Hepburn har man en decideret specialist i terræn som dette, og selvom han ikke længere er nogen reel temporytter, er Luke Durbridge stadig brølstærk. Det samme er Jack Bauer og Daryl Impey, og kan de gå Adam Yates, Caleb Ewan og Luka Mezgec med rundt, burde de kunne begrænse Yates’ tab i klassementet.

 

At begrænse tabet er også målet for Bora-hansgrohe, der har hele tre klassementsryttere til start. Det burde kunne lade sig gøre med et hold, der føres an af specialisten Maciej Bodnar, der som bekendt vandt den lange enkeltstart i Touren sidste år. Også Peter Sagan og Daniel Oss, der har flere VM-titler i disciplinen, er fremragende på en rute som denne, og også Leopold König er en god temporytter. Rafal Majka, Davide Formolo og Marcus Burghardt skal primært hænge på, men med en solid kerne af fire stærke ryttere burde holdet gøre det godt.

 

Endelig vil vi pege på Trek-Segafredo. Efter tabet af den lungebetændelseramte Gianluca Brambilla er man uden klassementsambitioner og kører derfor efter et godt etaperesultat. Med specialister som Ryan Mullen, Matthias Brändle og Mads Pedersen har holdet en fremragende motor, og selvom dette ikke er en rute for ham, og formen ikke er imponerende, er også Fabio Felline en god temporytter. Resten af holdet udføres af kraftfulde Jasper Stuyven, Giacomo Nizzolo og Boy Van Poppel, der er gode i dette terræn, og derfor burde de kunne køre med om de sjove placeringer.

 

Feltet.dks vinderbud: Sky

Øvrige vinderkandidater: BMC, Sunweb

Outsidere: Katusha, Movistar, Quick-Step, LottoNL-Jumbo

Jokers: Mitchelton-Scott, Bora-hansgrohe, Trek

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Grand Prix Cerami(1.1) 26/07

Niedersachsen-Rundfahrt d...(2.1) 27/07-29/07

Prudential RideLondon Cla...(1.WWT) 28/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 28/07-01/08

Prudential RideLondon-Sur...(1.UWT) 29/07

La Route des Géants(1.1) 29/07

Rad am Ring(1.1) 29/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 01/08-05/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 01/08-12/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »