Optakt: 1. etape af Tour de France

Ruten

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprintere, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det snarere været undtagelse, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. Faktisk er det sprinterne, der i de senere år har haft overhånden, siden de fik deres første mulighed i nyere tid i 2013, og efter tilsvarende chancer i 2014 og 2016 ventes de hurtige folk for fjerde gang på bare seks år at skulle spurte om den første gule trøje i løbet. Det sker, når 2018-udgaven indledes med 201 næsten helt flade kilometer i Direct Energie-holdets hjemregion Vendee, hvor risikoen for sidevind på en lang kyststrækning blot vil bidrage til det stress, der altid kendetegner indledningen på Touren, og som kan ventes at skabe en meget hektisk og sikkert også styrtplaget åbningsetape, inden en massespurt forventeligt skal afgøre, hvem der som den første skal hyldes med den prestigefulde Maillot Jaune.

Med en distance på hele 201 km er der tale om en ganske lang etape, der indledes i sceniske omgivelse på øen Noirmoutier-en-l’Ile ud for den franske vestkyst ganske få kilometer sydvest for storbyen Nantes og slutter i Fontenay Le Comte. Løbet indledes med, at man gennem fladt terræn følger øen mod sydøst, inden en lille bro efter bare få kilometer leder tilbage til fastlandet. Herefter er den følgende del af etapen meget enkel, idet man følger den vestfranske kyst mod sydøst gennem stort set helt fladt terræn. Undervejs passerer man dagens indlagte spurt efter 119,5 km, en helt flad spurt, der på de sidste 3 km er helt uden sving.

Efter spurten drejer man mod øst for at køre ind i landet og væk fra Atlanterhavet, men det betyder ikke, at det flade terræn ændrer sig. Ganske vist når man efter 173 km toppen af kategori 4-stigningen Cote de Vix (700 m, 4,2%), men den tjener mest til formål at sikre, at den første bjergtrøje kan uddeles. Kort efter drejer man mod nord for at sætte kurs mod målbyen. Med 13,5 km til stregen passerer man dagens bonusspurt, der er helt flad og uden sving på de sidste 3 km, og hvor der er bonussekunder på spil, inden man fortsætter gennem det flade terræn mod nordvest og til sidst nordøst ind mod centrum af Fontenay-le Comte. Her venter en ikke helt ukompliceret finale, hvor man på de sidste 3 km skal til venstre i en rundkørsel og lige igennem yderligere to, inden man med 1100 m igen drejer skarpt til højre. Herefter buer vejen let, indtil man rammer den 750 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er stort set flade, men de sidste ca. 500 m stiger med ca. 1%.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den lange etape byder på bare 453 højdemeter.

Fontenay-le-Comte var senest vært for et stort cykelløb i 2003, hvor Carlos La Cruz tog en udbrudssejr på 1. etape af Circuit Cycliste Sarthe.

SÆT DIT MANAGERHOLD INDEN KLOKKEN 12 LØRDAG

Vejret

Lige siden det blev offentliggjort, at feltet skulle starte med en kystetape i Vendee-regionen, har der været frygt for sidevind. Det ser dog ikke ud til, at det vil være vinden, der vil være det vejrmæssige tema. Det vil derimod være varmen, for lørdag blive en glohed dag med kun enkelte skyer og en temperatur på hele 32 grader. Der vil til gengæld blot være en let vind fra øst, hvilket giver sidemodvind på den lange indledende kyststrækning og modvind, når man drejer ind i landet. Efter bonusspurten vil der på de sidste 13,5 km være sidevind, inden man med 3 km igen får sidemedvind. På de sidste 1100 m vil der være sidemodvind

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Favoritterne

Da Tour-arrangørerne i 2008 fjernede bonussekunderne, så det ud til, at sprinterne kunne skyde en hvid pind efter drømmen om den gule trøje. Frem til da havde det ellers været kutyme, at temaet for den første sprintervenlige uge var, at de hurtige folk skulle forsøge via spurtsejre at vinde tilstrækkeligt med tidsbonus til at overkomme et tidstab fra prologen og således få sig en dag eller to i gult inden bjergene.

Den mulighed forsvandt i årene fra 2009 til 2012, men siden er der opstået nye muligheder for, at også sprinterne kan smage på den gule drøm. Efter Christian Prudhommes magtovertagelse er prologstarten nemlig snarere blevet undtagelsen end reglen, og siden 2013 er man ved hele tre lejligheder startet med en sprinteretape, hvor de hurtige folk har kunnet spurte sig til den gule trøje. Det gjorde Marcel Kittel i både 2013 og 2014 og Mark Cavendish i 2016, men i begge tilfælde blev der blot tale om en enkelt dag i den fine trikot, for allerede den følgende dag ventede der så svære stigninger, at de tunge folk faldt fra.

I år får sprinterne igen chancen, men som noget nyt har de denne gang to skud i bøssen, for misser de muligheden lørdag, venter der endnu en revanche allerede søndag. Derfor har de hurtige folk vel i nyere tid aldrig haft bedre muligheder for at iklæde sig gult, og derfor er det et ekstremt sultent og topmotiveret sprinterkobbel, der stiller til start i Vendee i denne weekend.

I de foregående udgaver var der ekstremt meget hype om den indledende sprinteretape, fordi særligt Mark Cavendish var næsten desperat for at erobre sin første gule trøje. Den drøm blev indfriet for to år siden, og derfor virker det i år til, at det hele er lidt mere afslappet. Både Cavendish og Kittel har smagt den gule trøjes sødme, og fra den gamle garde er det kun André Greipel, der er under stort pres i det, der kan være hans sidste chance for nogensinde at bære den prestigefulde trøje. Byrden er mindre for de unge løver Dylan Groenewegen, Fernando Gaviria og til dels Arnaud Demare, for de burde alle få flere muligheder i deres fortsat lange karrierer.

Det ændrer dog ikke på, at dette er løbets måske allervigtigste etape for dem alle, for mange vil sikkert endda foretrække en dag i gult frem for en sejr i Paris. Derfor kan betydningen af de 201 ellers ret kedelige kilometer næppe overvurderes, for dette er vitterligt D-dag for en stor del af feltets allerstørste stjerner.

Som nævnt ovenfor har der været meget stor nervøsitet for sidevind på en etape, der tilbringer en stor del af tiden langs den vestfranske kyst, men det blæser sjældent voldsomt på denne tid af året. Det vil det heller ikke gøre lørdag, hvor det snarere bliver vigtigt at holde ganen fugtig i den ekstreme hede end at slås for sin position i dramatisk viftekørsel. Hverken vindstyrken eller -retningen er på nogen måde den rigtige til at skabe det ønskede show, og derfor vil det ikke være vinden, der splitter feltet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det betyder ikke, at det bliver en rolig dag, tværtimod. Det gode vejr betyder ganske vist, at vi kan forvente en ganske afslappet indledning. I de senere år har det nemlig været den klare tendens, at det allerførste udbrud er kørt, for ingen har den store interesse i at brænde kræfter af i en selvmordsmission, slet ikke med udsigt til et holdløb om bare to dage. Selv ikke udsigten til en bjergtrøje vil formentlig inspirere andre end de franske hold, og derfor kan vi regne med, at et udbrud etableres fra kilometer 0. Det vil sikkert bestå af ryttere fra de fire wildcard-hold, mens WorldTour-holdene vil holde sig i ro.

Derefter venter formentlig lidt af en langgaber, hvor de rolige vindforhold hurtigt vil fjerne den stress, der altid er ved begyndelsen af Touren. Quick-Step, LottoNL-Jumbo, Katusha, Dimension Data og Lotto Soudal samt måske også FDJ kan alle tænkes at bidrage til jagten, og på en dag som denne tages der ikke chancer, Forvent at se folk som Tim Declercq, Antwan Tolhoek, Pavel Kochetkov, Jay Thomson, Thomas De Gendt, Jelle Vanendert, Tomasz Marczynski og Rudy Molard eller Tobias Ludvigsson trække i arbejdstøjet, og derefter kan vi vente os en stille dag, hvor forspringet vil holdes nede og næppe nogensinde komme meget over fem minutter.

Det første højdepunkt vil være den indlagte spurt, som kommer tilstrækkeligt tidligt til, at sprinterne kan bruge lidt kræfter. Forskellene mellem de bedste bag et udbrud er dog begrænset, så det handler primært om at holde sig til. Ingen vil derfor træde helt igennem, men spurten vil dog give en indikation på, hvem der har tænkt sig at blande sig i kampen om grønt.

Mod slutningen vil intensiteten stige, og her vil positionskampen blive vild. Det vil presse farten i vejret, og derfor kan det blive en kamp for udbruddet at holde sig fri til bjergspurten, der må være det helt store mål for dem. Forhåbentlig lykkes det, for kort efter vil feltet blive endnu mere nervøst, inden de drejer ind i sidevinden. Ganske vist er den slet ikke stærk nok til at splitte feltet, men i Touren tages ingen chancer, og derfor vil alle holde fremme. Forhåbentlig undgår vi styrt, men risikoen for, at feltet sprænges til atomer i et styrtkaos, som det så ofte er sket på første linjeløbsetape, er desværre stor.

Den nye bonusspurt er et interessant krydderi, for den kommer så tæt på mål, at udbruddet formentlig er hentet. Sprinterne kan ikke bruge den til noget som helst, for det er alligevel etapevinderen, der ender i gult. Derfor kunne man sagtens forestille sig, at en snu klassementsrytter måske vil udnytte chancen til at stjæle et sekund eller to. Chris Froome, der altid spurter, når han ser en streg, og den snu og hurtige Alejandro Valverde er de bedste bud, men mest sandsynligt er det nok, at positionskampen er for hektisk, eller at man sender hjælperyttere frem for at forhindre rivalerne i at løbe med sekunderne.

Til slut bør det hele ende i en massespurt, og man må håbe, at det er et intakt felt, der skal slås om sejren, og at styrt ikke har skabt unødigt kaos forinden. Det meste af indløbet til finalen er ikke voldsomt teknisk, men fra 3 km-mærket følger 1900 komplicerede meter med to sving og to rundkørsler, hvor det vil være afgørende at være fremme. Selve opløbet er dog så langt, at man med hurtighed sagtens kan gøre en forskel, men på en ret smal vej kommer man ingen vegne, hvis ikke positionen er god. Derfor er det en finale, hvor betydningen af et godt tog er stor, men hvor topfart i et langt, let stigende opløb ligeledes er livsvigtig.

VIND EN CYKEL TIL 39.990 - SÆT DIT HOLD
 

Det får os til at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Allerede sidste år fik han ved flere lejligheder registreret en topfart, der endda var højere end suveræne Marcel Kittels, og det siger alt om det potentiale, hollænderen besidder. I 2017 manglede han den fornødne holdbarhed til at holde sine fart tilstrækkeligt længe, men det synes at have ændret sig i år. I hvert fald har Groenewegen været temmelig suveræn i snart sagt alle sine spurter, og faktisk skal vi helt tilbage til styrtkaosset i Dubai i begyndelsen af fabruar for at finde den sidste massespurt, hvor Groenewegen har måttet se sig slået, og hvor han ikke har været sat tilbage af uheld. Efter en sejr og en andenplads i Dubai er det blevet til to sejre i Algarve, en stor klassikertriumf i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, sejr i Paris-Nice og rent bord med tre etapesejre i Tour of Norway, og senest vandt han en etape i Tour de Slovenie, hvor han gav Caleb Ewan og Mark Cavendish en regulær sprinterlektion. Da den positioneringssvage Kittel reelt ikke har kørt en klassisk massespurt siden årets Tirreno, udestår det stadig at finde ud af, om han vitterligt er feltets hurtigste, men det er ikke urimeligt at antage om en mand, der som sagt kun på en enkelt dag har måttet se sig slået i år.

Touren er imidlertid en anden sag, og mange af Groenewegens sejre har været i løb, der ikke har været voldsomt stærkt besat. Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at det kun er Kittel, der måske fortsat kan måle sig med hollænderens topfart, og er han ikke for langt tilbage, når spurten indledes, vinder han også denne etape.

Derfor er spørgsmålet hans evne til at positionere sig. Den er ganske glimrende, men han er lidt hæmmet af, at hans tog ikke kan matche særligt Quick-Step og FDJ. Den på papiret ikke alt for stærke kombination med Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen har imidlertid i år gjort det ganske fremragende, og kombineret med stor tiltro til hinanden samt ikke mindst Groenewegens egen gode næse for at holde sig til, har de været umulige at slå. Denne finale er ikke voldsomt teknisk, og opløbsstrækningen er lang nok til, at Groenewegen kan vinde i kraft af sin topfart. Derfor tror vi, at han fortsætter sin lange stime af sejre ved at køre til karrierens første gule trøje.

Hans værste rival må være Fernando Gaviria, der sidste år fik en drømmedebut i grand tour-sammenhæng, hvor han vandt hele fire etaper samt pointtrøjen. I år har han til fulde bekræftet potentialet, for efter at et af hans talrige styrt igen ødelagde foråret, har han haft stor succes. Bedst var det i Tour of California, hvor han i et skræmmende stærkt felt gjorde rent bord ved at vinde alle tre sprinteretaper, der ovenikøbet var så flade og lette, at var skabt til de reneste af de rene sprintere.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Ganske vist fik vi så sent som i Tour de Suisse vist, at Gaviria ikke er feltets allerhurtigste - her blev han blandt andet regulært overspurtet af Arnaud Demare - ligesom det schweiziske etapeløb igen afslørede, at han mangler den nødvendige kølighed til at undgå at begå eklatante fejl, men i både Californien og Schweiz har Maximilano Richeze vist, at han måske har generobret pladsen som verdens bedste lead-out man. I hvert fald har han været fremragende i begge løb, hvor Gaviria ikke kunne have ønsket sig bedre støtte, og det stærke tog, der også tæller Niki Terpstra, Philippe Gilbert, Julian Alaphilippe og Yves Lampaert er suverænt Gavirias største force.

Set i det lys kunne Gaviria godt have ønsket sig en mere teknisk finale, men i Tourens kaos vil han stadig kunne drage stor nytte af sit fantastiske hold. Det stigende opløb passer ham, og på ren topfart er det kun Groenewegen, Kittel, Demare og måske André Greipel, der kan måle sig med ham. Den største udfordring for ham bliver dels at holde særligt Groenewegen, dels at bevare den kølighed, der er nødvendig, for at han ikke skal koge over af nervøsitet og starte sin spurt alt, alt for tidligt. Kan han det, kan han meget vel fortsætte sin ustoppelige grand tour-karriere ved at vinde sit livs første Tour-etape.

Sidste år fik Arnaud Demare sin første etapesejr, da han regulært overspurtede alle på den dramatiske etape, der mest huskes for et vist sammenstød mellem Peter Sagan og Mark Cavendish. Siden da har der i spurtsammenhæng været temmelig stille om franskmanden, for et enøjet fokus på klassikerne og et meget let sæsonprogram, der har skullet sikre større friskhed i Touren, har betydet, at han stort set ikke har kørt en klassisk massespurt i år. Andenpladser bag Groenewegen i Algarve og Kuurne samt et par topplacering i Paris-Nice samt tredjepladser i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem (der dog ikke kan betragtes som rigtige massespurter) er det dog blevet til, og i det hele taget har Demare både været stabil og lynhurtig gennem hele sæsonen.

Allermest imponerende var han dog i Tour de Suisse, hvor han efter en halvsløj start i sin eneste spurt regulært overspurtede Fernando Gaviria. I det løb viste hans tog med Olivier Le Gac, Davide Cimolai, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri også deres klasse, for de dominerede finalen totalt, og da Richeze og Gaviria til slut sneg sig forbi sidstnævnte, var Demare hurtig til at gribe colombianerens hjul. Selvom han her mangler Cimolai, er FDJ det eneste hold, der kan ventes at true Quick-Step på den sidste kilometer, og det giver Demare en kæmpestor fordel. I Schweiz viste han, at han også har farten til at gøre det færdigt, og derfor kan det sagtens ende med en stor fransk etapesejr.

Hvad er der sket med Marcel Kittel? Det har været en nærmest mareridtsagtig sæson for den store tysker, der stort set intet har opnået siden skiftet til Katusha. Egentlig viste han med de to sejre i Tirreno-Adriatico, at hurtigheden stadig er der, men desværre handler massespurter om meget andet end topfart. Først og fremmest handler det også om positionering, og på det felt har Kittel altid været en mindre katastrofe. Hos Quick-Step og Giant kunne han kompensere for sine mangler med et stærkt tog, men efter skiftet til Katusha er der ikke mange, der kan ”prale” af at være så ringe støttet i finalerne. En stribe katastrofale lead-outs har betydet, at Kittel vel næsten ikke har kørt en regulær massespurt siden marts, og da han endelig fik chancen i Rund um Köln blev han regulært overspurtet af hele fire ryttere, hvoraf i hvert fald Mihkel Raim, Brenton Jones og Szmyon Sajnok normalt ikke burde nå ham til sokkeholderne. Til Kittels forsvar skal det dog siges, at den spurt fandt sted efter en lang, hård dag, og det har som bekendt aldrig været tyskerens force.

Skal man finde lidt lys i Kittel-mørket, er der måske lidt trøst at hente i, at han faktisk aldrig har været den store vindermaskine uden for Touren. Som regel er han kun i topform én gang på hele året, og det er altid i løbet af de tre uger i juli. Man kan derfor drømme om, at han på mirakuløs vis kan finde sidste års ben, der var så suveræne, at han gang på gang på ren topfart kunne overvinde en helt umulig placering til alligevel at løbe med sejren. Problemet er, at det bliver endnu sværere i år, hvor holdstøtten vil være så svag, at selv ikke 2017-ben vil være nok. Marco Hallers styrt svækkede et i forvejen svagt mandskab enormt, og selvom Nils Politt og Tony Martin kan holde ham fremme indtil selve finalen, er han her helt og holdet i Rick Zabels uerfarne hænder. De var mildt sagt rustne i Tour of California og har ikke været bedre i Slovenien eller ved de tyske mesterskaber, og endnu en Kittel-sejr ligger derfor ikke lige for.

Kittels store chance er, at etapen her trods sin længde vil være relativt let og rolig og blive afviklet i strålende vejr. Han burde derfor nå finalen i frisk tilstand, og her burde den lange opløbsstrækning passe en powersprinter som Kittel. Er han ikke alt for langt tilbage i sidste sving, kan man ikke udelukke, at Kittel atter kan vise den fart, der gav ham to sejre i Tirreno i marts.

Peter Sagan har kun én gang i karrieren vundet en rigtig massespurt i Touren. Det var helt tilbage i debuten i 2012, og det siger alt om, at den fænomenale slovak har sine begrænsninger på de lette etaper. Alligevel er han kun én gang sluttet uden for top 10, og han er stort set altid i top 5 og meget ofte også på podiet. Det, han mangler i topfart, har han nemlig i positionering, kølighed og timing, og derfor har Sagan også i andre løb slået selv de allerhurtigste. Så sent som i Tour de Suisse viste han sin evne til at læse en spurt, da han udnyttede Gavirias fejl til at vinde 2. etape, og også i Californien, hvor sprinteretaperne var fladere end en pandekage, var han ikke langt fra at true colombianeren. Det kunne derfor ikke være en dum plan af Sagan at gribe colombianerens hjul og satse på, at den nervøse og uerfarne sydamerikaner i sin Tour-debut taber kampen mod nerverne og åbner sin spurt for tidligt. Gaviria har før givet Sagan et perfekt lead-out, og kloge Sagan er snu nok til at udnytte samme taktik igen. Sagan får med 90% sikkerhed det hjul, han gerne vil have, og det har ofte gjort det muligt for ham at besejre selv de hurtigste af de hurtige.

Som sagt kan de næste to dage være de sidste chancer for André Greipel til at erobre den gule trøje, og de fleste kan vel unde den store tysker at krone en stor Tour-karriere med en dag i gult. Det bliver imidlertid ikke let, for Greipel er ikke længere helt så hurtig som tidligere. Man skal imidlertid ikke undervurdere hans topfart, for i år har han faktisk vist, at han er tilbage, efter at moderens alvorlige sygdom sidste år bragte ham mentalt ud af balance og gav anledning til en katastrofesæson. I Tour Down Under var han klart hurtigt i et felt, der talte folk som Caleb Ewan, Elia Viviani, Sam Bennett og Peter Sagan, og efter at et styrt i Sanremo ødelagde foråret har han spurtet godt i Dunkerque og Belgien Rundt, hvor han i sidstnævnte løb endda vandt på et fladt baghjul.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Sæsonen har imidlertid også vist, at Lotto-toget er en skygge af det TGV, der for år tilbage med Marcel Sieberg, Jurgen Roelandts og Greg Henderson fik alle andre hold til at ligne regulære tegnseseriemandskaber. På en billig baggrund dominerede de i Belgien, men i de store løb har Sieberg, Jens Keukeleire og Jasper De Buyst ikke kunnet matche de bedste. Det kan de heller ikke i Touren, og det gør det svært for den alt andet end positioneringsstærke Greipel. Greipel har dog vist, at han fortsat har topfarten, og i en finale, hvor de tekniske udfordringer er ikke er uoverstigelige kan en powersprinter som Greipel godt vinde.

Siden han styrtede ud af sidste års Tour, har Mark Cavendish været involveret i hele tre slemme styrt i løbet af foråret. Briten har derfor tilbragt mere tid i sygesengen end på cyklen i de seneste sæsoner, og derfor er han lidt et spørgsmålstegn forud for årets Tour. Det er trods alt ikke mere end to år siden, at han vandt fire etaper og vandt sølv ved VM, så Cavendish er fortsat en klasserytter. Desværre har de få spurter, han i år har kørt, ikke givet det store grundlag for optimisme. I hvert fald blev han sat godt og grundigt til vægs af Groenewegen i Slovenien, og senest i Adriatica Ionica Race kunne han ikke true Elia Viviani, hvis mange sejre ellers i højere grad er opnået på klogskab end på imponerende topfart. Selvom han slog eliten i Dubai i februar, synes Cavendish derfor ikke at besidde fordums hurtighed, og det kan gøre det svært i et knivskarpt felt som dette.

Alligevel skal man ikke afskrive briten. I 2016 var der nemlig heller ikke meget, der tydede på succes for den afskrevne veteran, men han vandt alligevel fire etaper. Det skyldes, at Cavendish er i sit es i kaos, og det er netop det, der kendetegner spurterne i Touren. Samtidig skal man ikke glemme, at Dimension Data efter Cavendishs exit i sidste års Tour faktisk dominerede de fleste spurter, hvilket var hovedforklaringen på, at den ellers ikke specielt hurtige Edvald Boasson Hagen faktisk var tæt på at slå selveste Kittel et par gange. I dette løb bakkes han atter op af Reinardt van Rensburg, Boasson Hagen og Mark Renshaw, og kan de gentage sidste års fabelagtigt arbejde, er en Cavendish-sejr ikke umulig.

Det bliver til gengæld meget svært for Alexander Kristoff at vinde. Den store nordmand har aldrig været hurtig nok i de flade spurter, og han er vel den største taber som følge af det gode vejr. Alligevel viste han med tredjepladsen bag Demare og Gaviria i Schweiz, at han fortsat er konkurrencedygtig, ikke mindst fordi han er eminent i positionskampen. Det var også på den baggrund, han sikrede sig resultatet i Schweiz, og det er også her hans chance, at han sammen med Roberto Ferrari kan navigere sig så langt frem, at han måske kan udnytte en fejl fra eksempelvis Gaviria til alligevel at vinde. Den stigende powerspurt passer ham i hvert fald fint, og i Abu Dhabi viste han trods alt, at han faktisk godt kan slå alle de bedste i en regulær massespurt.

Indtil for få dage siden ville jeg ikke have drømt om at nævne John Degenkolb i denne optakt. Den fallerede tyske stjerne har nemlig været en skygge af sig selv siden sit grimme styrt i 2016, og det er måske især i spurterne, at det har haltet. Han har kortvarigt vist glimt af fordums topfart med sejre i Norge, Dubai og Mallorca, men mest af alt har han skuffet gang på gang. Det skete senest i Tour de Suisse, hvor han på 8. etape end ikke kunne gå forbi sin lead-out man Jasper Stuyven.

I søndags var der imidlertid pludselig hul igennem. Selvom han var helt uden holdkammerater, spurtede han sig nemlig til en andenplads bag Pascal Ackermann ved de tyske mesterskaber, og ved den lejlighed slog han navne som kometen Max Walscheid, Greipel og Kittel på den fladeste af de flade fladbaneruter - terræn, der ellers ikke passer Degenkolb. Det giver en vis grund til optimisme for tyskeren, der med Koen De Kort og Stuyven ved sin side faktisk har et ganske glimrende tog. Den stigende powerspurt er slet ikke dum for Degenkolb, så selvom han ikke vinder, kan han måske gøre det hæderligt.

Sonny Colbrelli er ikke en mand til de rene spurter, og derfor er denne etape ikke hans kop te. Formentlig bliver det hele alt for let for italieneren, men når han alligevel fortjener at blive nævnt, skyldes det den skræmmende form, han viste i både Hammer Series og Tour de Suisse. I sidstnævnte løb slog han regulært både Sagan og Gaviria med en imponerende lang spurt, og da han tidligere har gjort noget lignende i Paris-Nice, har han vist, at hans hurtighed faktisk ikke er ganske god. Problemet er, at begge de resultater blev opnået efter knaldhårde løb, og det er bestemt ikke, hvad der venter denne lørdag. Derfor virker det usandsynligt, at Colbrelli, der endda kun vil få minimal støtte af Heinrich Haussler, vinder, men hans gode form kan alligevel bringe ham langt.

Endelig vil vi pege på Timothy Dupont, der måske kan overraske. Den hurtige belgier var på alles læber i 2016, men oplevede en regulær mareridtssæson i 2017. Siden da er det imidlertid gået fremad, og selvom han ikke er vindermaskinen fra for to år siden, har han spurtet sig til ikke færre end 11 top 10-placeringer siden 7. pladsen i Scheldeprijs i første halvdel af april. Han nærmer sig med andre ord fordums hurtighed og synes også langsomt at genfinde sin næse for positionskampen. Med Dion Smith og ekstremt formstærke Andrea Pasqualon som lead-out har han samtidig så god støtte i finalen, at han burde kunne gøre det hæderligt.

Også Magnus Cort, Christophe Laporte, Thomas Boudat, Romain Hardy, samt enten Michael Matthews eller Edward Theuns (formentlig Matthews) ventes at blande sig i spurten, men en sejr til en af dem vil være en stor sensation.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Arnaud Demare

Outsidere: Marcel Kittel, Peter Sagan, André Greipel, Mark Cavendish

Jokers: Alexander Kristoff, John Degenkolb, Sonny Colbrelli, Timothy Dupont

VIND EN CYKEL TIL 39.990 - PRÆMIER TIL DE 100 BEDSTE OG ETAPEVINDERNE!