Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt: 1. etape af Tour of Norway

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

16.05.2017 kl. 22:28 af Emil Axelgaard.

Årets udgave af Tour of Norway byder næsten udelukkende på kuperede etaper, og derfor kastes klassementsrytterne for løverne straks fra start. Første etape byder på en afslutning på en bakke, hvor favoritterne skal holde sig til, og hvor de mest eksplosive af dem håber at sikre sig bonussekunder i en finale, der er som skabt til puncheurs.

Ruten

Sprinterne har som regel haft det første ord i Norges nationale rundtur, men det vil ikke være tilfældet i år. Tværtimod har man lagt en af de to vigtigste etaper allerede på første dag, hvor rytterne kastes ud i den eneste afslutning på toppen af en stigning. Ganske vist er det en finale for puncheurs og ikke for klatrere, men det kræver, at ryttere med ambitioner om den samlede sejr skal være klar fra start.

 

I alt skal der tilbagelægges 169,4 km mellem Hønefoss og Asker. Fra start køres en lille sløjfe i området nord for byen, inden man sætter kursen mod syd og følger en småkuperet vej langs Tyrifjorden. Undervejs skal man efter 27 km op over kategori 3-stigningen Skaret (3,6 km, 4,8%), inden man fortsætter mod syd forbi målbyen Asker. Her passerer man dagens første spurt efter 55 km, hvor terrænet flader ud. Efterhånden som man nærmer sig forplejningszonen, kommer der igen et par mindre bakker, og de fortsætter, efter at man er vendt rundt og bevæger sig tilbage mod nord. En af dem er kategoriseret, nemlig kategori 3-stigningen Ødegården (2,2 km, 5,8%) efter 117 km, der 8 km senere efterfølges af den sidste spurt.

 

Herefter går det ad småkuperede veje ind til Asker, hvor man rammer rundstrækningen efter 144,7 km. Den er i alt 11,4 km lang, og efter at man har kørt de sidste 1,9 km og krydset målstregen første gang, skal der køres to omgange. Den er ganske hård, idet målstregen er placeret på toppen af en 1,6 km lang stigning, der stiger med 4,4% i gennemsnit, men det reelt går det opad i de sidste 2500 m. Efter stregen fortsætter det endda med at stige, indtil en skarp nedkørsel leder ned til et kort fladt stykke, inden man rammer målbakken igen. I finalen følger man primært en snoet vej langs fjorden, og der er ingen skarpe sving. Den sidste bløde kurve kommer 350 m fra stregen og leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Asker har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb.

 

 

Vejret

Norge er kendt for sine regnfulde forhold, men der er en chance for, at man onsdag kan komme tørskoet i mål. Ganske vist vil det være overskyet, men der er kun en 10% risiko for regn. Med en temperatur på 16 grader vil det heller ikke være koldt, og der vil kun være en let til jævn vind fra syd. Det giver modvind hele vejen ned til vendepunktet og derefter medvind på stykket tilbage mod Asker. På rundstrækningen vil der være medvind på første halvdel og modvind på anden halvdel. Det vil være tilfældet helt frem til sidste sving, hvorefter der vil være sidemedvind på de sidste 600 m.

 

Favoritterne

Klassementsrytterne vil være opsatte på at teste formen straks fra start på en etape, der med sine bonussekunder kan vise sig at spille en afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Ganske vist er finalen ikke svær nok til, at der opstår store forskelle, men den er hård nok til, at det ikke er en dag for sprinterne. I stedet er den skræddersyet til puncheurs, og da det er denne ryttertype, der ventes at skulle slås om den samlede sejr, vil favoritterne skulle vise sig straks fra start. Løbet ventes at blive vundet med ganske små afstande, og derfor kan de bonussekunder, der kan scores her vise sig at være afgørende.

 

Etapen som helhed er ganske nem, og der vil ikke være nævneværdig vind til at skabe splittelse. Derfor vil vi efter den vanlige aggressive start med mange angreb fra kontinentalholdene sandsynligvis få en rolig etape, hvor et udbrud kontrolleres af Dimension Data, Lotto Soudal og Orica-Scott. De bør sikre, at der bliver skabt samling.

 

Rundstrækningen er svær, og den lille bakke vil anspore til angreb. De tre store hold vil imidlertid alle være interesserede i, at det skal afgøres i en spurt på stigningen, og derfor tror vi, at det kan lade sig gøre at kontrollere det. Vi forventer således, at det skal afgøres i en duel mellem de bedste puncheurs på bakken op til mål.

 

Her vil vi pege på Edvald Boasson Hagen som favorit. Nordmanden har tradition for at være meget stærk i dette løb, også selvom det altid kommer efter en lille pause. Hans værste rivaler har også netop pustet ud og møder derfor næppe op i samme form. En finale som denne er som skræddersyet til den stærke nordmand, idet stigningen hverken er for lang eller for stejl. Han har vundet langt sværere spurter tidligere, eksempelvis i Tour of Oman sidste år, og hvis han har samme form nu, tvivler vi på, at han kan slås i denne finale. Hans største udfordring bliver at forhindre angreb på bakken, men lykkes det, tror vi på hjemmebanesejr til den lokale helt.

 

Hans værste rival er Michael Albasini, der viste storform i klassikerne og Tour de Romandie. Nu har han haft en lille pause, og derfor kan han ikke længere ventes at være på samme niveau. Holdet har imidlertid meldt ud, at de satser på deres schweiziske stjerne, og derfor må han være på et rimeligt niveau. Også han er skræddersyet til en finale som denne. Naturligvis ville han have bedre chancer for at slå Boasson Hagen, hvis bakken havde været endnu stejlere, men i en finale som denne kan det stadig sagtens lade sig gøre.

 

For Tony Gallopin har pausen været endnu længere, og derfor er hans form endnu mere usikker. Lotto Soudal har udpeget ham som kaptajn, men usikkerheden om hans form betyder, at hierarkiet er mere fladt. På denne etape må man imidlertid primært satse på franskmanden, der er den eneste, der kan tage kampen op med Boasson Hagen og Albasini i en spurt. På papiret er han ikke helt så hurtig som sine to værste konkurrenter, men hvis han er i den form, so Lotto har antydet, er en sejr bestemt mulig for den stærke franskmand.

 

Danmark har en forrygende chance for at vinde denne etape. Rasmus Guldhammer viste med sine to sejre i Norge i forrige weekend, at han er tilbage på det niveau, der fik ham til at kæmpe med de bedste i Tour of Britain for to år siden. Er han vitterligt lige så stærk, kan han ende som vinder af en etape, der passer ham perfekt. Således er Guldhammer hurtig i en spurt op ad bakke, og han er hel sikkert motiveret til at tage kampen op med giganterne.

 

Cannondale stiller til start med Patrick Bevin, der i sin tid i Australien vandt talrige løb med profiler som dette. Han har haft det sværere i Europa, men har med en top 10 i Tour Down Under og en forrygende prolog i Paris-Nice vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Hvis han endelig kan finde tilbage til sit gamle niveau, er han imidlertid livsfarlig i en afslutning på denne, hvor hans spurtstyrke gør ham til en oplagt vinderkandidat.

 

Cykelcross-verdensmesteren Wout van Aert stiller efter et par gadeløb til start i sit første UCI-løb. Det gør naturligvis hans form temmelig usikker, men han kommer direkte fra en træningslejr på Mallorca og er derfor velforberedt. Sidste år slog han på sin første løbsdag Tony Martin på prologen i Belgium Tour, og derfor er der al mulig grund til at tro, at han er på et højt niveau. Sidste år viste han sine puncheur-egenskaber ved at blive nummer 2 på kongeetape i Ster ZLM Toer og nummer 9 på en meget hård rute ved de belgiske mesterskaber. Han er ikke helt så hurtig som de bedste, men han bør være konkurrencedygtig.

 

Lotto har et meget stærkt hold og vil muligvis satse på mere end bare Gallopin. Det bliver ikke let at kontrollere tingene på sidste etape, og derfor vil det være muligt at køre offensivt. Her kan belgierne spille en meget formstærk Sander Armee eller Louis Vervaeke ud, og de er begge stærke nok til at gøre det færdigt. Orica Scott kan bruge samme taktik og sende en meget velkørende Jack Haig i offensiven.

 

Som udgangspunkt kører Orica-Scott for Albasini, men det kan ikke udelukkes, at Simon Gerrans tager over, hvis schweizeren ikke er på toppen. Normalt er denne finale skræddersyet til ham, men han har desværre været skidt kørende hele året. Hvis han endelig har fundet formen, er han imidlertid farlig i en finale som denne.

 

Andre kandidater til et sent angreb er Pieter Weening, Wilmar Paredes, Eduardo Sepulveda Carl Fredrik Hagen, Bjørn Tore Hoem, Øivind Lukkedal og Andreas Vangstad

 

Feltet.dks vinderbud: Edvald Boasson Hagen

Øvrige vinderkandidater: Michael Albasini, Tony Gallopin

Outsidere: Rasmus Guldhammer, Patrick Bevin, Wout Van Aert

Jokers: Sander Armee, Jack Haig, Louis Vervaeke, Simon Gerrans, Pieter Weening, Eduardo Sepulveda, Carl Fredrik Hagen

 

SENESTE

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk