Optakt: 20. etape af Tour de France

Ruten

I de senere år har bjergrytterne haft det sidste ord, og inden sidste år skulle vi helt tilbage til 2014 for at finde det seneste eksempel på en enkeltstart afviklet på næstsidste dag. Under Jean-Marie Leblancs ledelse var det ellers en helt fast model for ASO at lade klassementet blive sat af en ofte ca. 50 km lang tidskørsel bare 24 timer inden afslutningen i Paris, men Christian Prudhomme har i sin ruteplanlægning tydeligt ladet det skinne igennem, at han ingen fan er af enkeltstarter. I hans regeringstid er antallet af kilometer alene i kamp med uret derfor blevet reduceret voldsomt, indtil det nåede et nærmest absurd lavt niveau i 2015.

I år er der helle ikke meget enkeltstart på programmet, men det er dog tempospecialisterne, der får en sidste mulighed for at gøre en forskel. Det sker, når rytterne for første gang siden holdløbet skal have tempocyklerne frem til en yderst spektakulær sidste klassementsdyst i den franske del af Baskerlandet. Modsat sidste år, hvor det var tempospecialisterne, der kunne boltre sig på en relativt flad rute i Marseille, er der denne gang imidlertid lagt op til en helt anderledes udfordring, hvor de baskiske stigninger vil sætte deres præg på en yderst kuperet rute, der ikke byder på meget fladt terræn, og hvor de mange rytmeskift og eksplosive bakker vil give klatrerne ganske gode chancer for at forsvare sig på den etape, der vil krone vinderen af årets Tour.

I alt skal der tilbagelægges sølle 31 km på årets eneste enkeltstart, og de fører feltet fra Saint-Pee-sur-Nivelle til Espelette. Starten er knaldhård for allerede fra start kører man mod nordøst op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 7,4% i snit, inden man via et let faldende stykke kører mod nordøst på en af etapens letteste strækninger. Herefter drejer man mod øst for via en lille bakke at køre op til den første mellemtid, der tages efter 13 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter mellemtiden leder et langt, let stigende stykke mod syd og sydvest til byen Souraide, hvorfra man sætter kursen mod nordvest via en lille nedkørsel. Herefter venter endnu et stigende stykke, der fører mod nord frem til den anden mellemtid, der tages efter 22 km. Her drejer man mod sydvest, sydøst og siden syd for at følge en længere let faldende strækning frem til dagens vanskeligste udfordring. Den kommer efter 27 km, hvor man fortsætter mod syd for at køre op ad Col de Pinodeta (900 m, 10,7%), der har top efter 28 km. Herfra går det mod nordøst via en let nedkørsel uden sving mod nordøst ned til Espelette, hvor man med 500 m igen rammer en lille bakke, der fører op til mål. Med 130 m igen skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 523 højdemeter.

Espelette har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Vejret

Desværre er der en betydelig risiko for, at vejret kan få en indflydelse på etapen, for Baskerlandet byder på det, vi allerbedst kender regionen for: regnvejr. I hvert fald er der gennem det meste af dagen en 50% risiko for byger, men fra 16-tiden burde det holde tørt, inden det endda vil klare op først på aftenen. Temperaturen ventes at nå 23 grader, og der vil være en let, relativt konstant vind fra nordvest. Det giver sidevind frem til første mellemtid og derefter sidemedvind og sidemodvind frem til anden mellemtid. Derefter vil der være medvind næsten hele vejen.

Analyse af 19. etape

Man hører af og til historier om folk, der går på loppemarkedet for at købe noget gammelt ragelse, men pludselig kommer hjem med noget, der viser sig at være millioner værd. Mon ikke LottoNL-Jumbo-manager Richard Plugge på samme måde måtte føle sig som Jeppe i baronens seng, da han i dag så sin lille guldfugl, Primoz Roglic, med en af de smukkeste og mest aggressive præstationer i årets Tour de France køre sig til sin tredje grand tour-etapesejr i sin bare tredje grand tour?

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Sagen er nemlig den, at Roglic lidt kan betragtes som noget af det hengemte guld, man af og til kan finde på et loppemarked. Forud for 2016-sæsonen var han nemlig på jagt efter en mand, der kunne hjælpe Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman og Robert Gesink i bjergene, og for et af sportens mindre pengestærke hold hænger solide bjerghjælpere ikke just på træerne. Derfor måtte han tænke kreativt, hvis han skulle give de tre kaptajner den støtte, de forventede.

Plugges blik slog ned på det års vinder af Slovenien Rundt. Den tidligere skihopper Primoz Roglic have med sejren på hjemmebanen samt en tilsvarende triumf i Tour d’Azerbaidjan vist, at han kunne være gjort af det stof, der måske kunne gøre ham i stand til at sidde hos stjernerne sent på bjergetaperne. Ingen andre viste tilsyneladende den store interesse for den uprøvede slovener, og der var da heller ikke meget fanfare over den pressemeddelelse, der annoncerede ægteskabet mellem de to parter.

Et halvt år senere spærrede Plugge for første gang øjnene op, da Roglic helt uden særlig forberedelse var mindre end et sekund fra at slå en vis Tom Dumoulin på den indledende enkeltstart i Giroen, og da han få dage senere vandt den lange enkeltstart i samme løb, blev det klart, at han var mere end bare en anonym hjælperytter. Resten er som bekendt en historie, jeg allerede opregnede i min analyse af 14. etape, men over de kommende år udviklede Roglic sig først til en af verdens bedste temporyttere og i år også til en af verdens bedste bjergryttere. Dermed havde han den komplette pakke, og han kun stille til start ved årets Tour med sejre i Baskerlandet, Romandiet og Slovenien Rundt på sit stadig længere generalieblad.

Derfor vidste en hel cykelverden da også, at Roglic var årets joker. Det var manden, der kunne skabe den helt store overraskelse, men det var også ham, der var allerflest spørgsmålstegn ved. For kunne sloveneren, der aldrig tidligere have kørt klassement i en grand tour, virkelig holde i alle tre uger? Ingen vidste det, og LottoNL samt Roglic selv var da også meget ivrige efter at nedspille forventningerne.

Tre uger efter starten i Vendee-regionen kender vi svaret. Roglic kunne ikke bare holde sit tårnhøje niveau i alle tre uger, han kunne sågar lægge på i løbets sidste og afgørende del. I Alperne manglede han fortsat en del for at kunne følge de bedste, og havde han ikke været så heldig, at Nibali-togets sidste gerning i løbet var at redde ham fra et truende stort tidstab i modvinden på Alpe d’Huez, kunne han allerede der være blevet kørt ud af podiekampen.

Siden da er det imidlertid bare gået én vej for Roglic: opad. På Mende-etapen satte han det første dybe stød ind og viste, at han ikke havde tænkt sig at køre sig til en konservativ top 5-placering. I onsdags var han der så igen, da det var ham som med to dybe stød effektivt detroniserede Chris Froome. Og i dag leverede han så et show, der må gå over som et af de smukkeste i årets Tour.

På en bjergetape, der i den grad gjorde frygten for halvkedeligt cykelløb til skamme, var det Roglic, Roglic og Roglic alle vegne. Det første signal om intentionerne kom, da han på løbets næstsidste stigning sendte Robert Gesink til fronten, efter at LottoNL allerede have imponeret ved som det eneste mandskab ud over suveræne Sky at sidde med fire mand i det relativt lille felt. Heldigvis havde den hollandske dieselmotor som altid fundet sine bedste ben til den tredje uge, og med en jætteindsats næsten halverede Gesink på egen hånd forspringet til den brølstærke gruppe, der var etableret - og satte samtidig ryttere som Jakob Fuglsang og Alejandro Valverde af som et biprodukt af indsatsen!

Herefter overlod Roglic kortvarigt initiativet til Sky, men derefter stod der Roglic på det hele. Efter at have sendt Steven Kruijswijk i forkøbet satte han sin første angreb ind, og herefter slap han ikke tråddet. Når han ikke direkte angreb favoritterne, førte han så hårdt, at stakkels Kruijswijk end ikke kunne hjælpe sin kaptajn, og han så endda undervejs ud til én gang for alle at have kørt Chris Froome effektivt ud af kampen om podiet. Den relativt lette modvindsstigning betød dog, at han aldrig for alvor kunne true Tom Dumoulin, og da han rundede toppen af Aubisque uden at have slået det afgørende hul, så det hele ud til at have været skønne spildte kræfter.

Der er bare lige det med, at Roglic har hele pakken. Den tidligere skihopper er nemlig også en sublim nedkører. Det viste han, da han vandt en etape i Baskerlandet Rundt og på Galibier i Touren sidste år, eller da han knuste alle på kongeetapen i årets Tour de Slovenie. I dag gjorde han det så igen, for selvom det ikke skortede på gode nedkørere i den lille favoritgruppe - Romain Bardet og Chris Froome har eksempelvis begge vundet løb alene på deres evner i faldende terræn - var der ingen, der kunne matche den flyvende slovener. Længe så det ellers ud til, at Dumoulin kunne holde ham i snor, men til sidst sprang elastikken.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Og så var det tid for Roglic at bruge den sidste side af det alsidige talent: tempoevnerne. Enhver vil kunne ligge søvnløs ved tanken om at blive jagtet af Dumoulin og Froome, men ikke Roglic. Sloveneren fik lynhurtigt knap 20 sekunder, og selvom de to ryttere, der ledsagede ham på podiet ved sidste års VM i enkeltstart gjorde alt for at hente ham, havde de ikke held med deres foretagende. Da boet skulle gøres op efter indregningen af bonussekunder, havde Roglic ikke blot vundet sin tredje grand tour-etape, han havde også hentet 29 sekunder på begge sine to værste rivaler i kampen om podiet.

Og nu står Roglic med en fremragende chance for også at blive nr. 2 i løbet. Ganske vist skal han slå verdensmesteren på morgendagens 31 km lange enkeltstart, men det er bestemt ikke umuligt. Tværtimod er det overordentlig sandsynligt, og selvom jeg vil gemme min præcise analyse af hierarkiet på morgendagens etape til optakten, er mit bedste bud, at Roglic i morgen ikke blot vil vinde etapen, men ogå sikre sig, at det er ham, der vil stå på den rigtige side af Thomas, når det hele er slut i Paris om 48 timer.

Sejr bliver det dog ikke til i denne omgang, men det lever Plugge og co. nok med. Roglic har nemlig vist, at hans restitution gør ham til den fødte grand tour-rytter, og han fremstår allerede nu som det mest indlysende bud på en Tour-vinder næste år. Intet tyder nemlig på, at han er fuldt udviklet endnu, og kan han blot lægge få procent til sit nuværende niveau, er det næsten umuligt at se, hvem der skal kunne matche ham i bjergene og på enkeltstarterne. Ja, Thomas og Froome vil næste år udgøre en fremragende duo, Egan Bernals store gennembrud er nært forestående, og Tom Dumoulin har kørt en fremragende Tour, men lige nu ligner Roglic manden, der skal slås i den nærmeste fremtid.

Det stiller naturligvis det ikke specielt pengestærke LottoNL-mandskab med noget af en udfordring, når man både skal bygge et hold op om verdens måske bedste etapeløbsrytter samt verdens måske hurtigste sprinter, Dylan Groenewegen. Det kan nok give lidt vanskeligheder at finde ud af, hvordan den nød skal knækkes. For nu er der imidlertid ingen grund til ikke at nyde, at det relativt lille hollandske hold måske kan ende løbet med fire etapesejre samt en samlet anden- og en femteplads.

Dumoulin fortjener imidlertid et mindst lige så stort skulderklap som sin rival. Det kollaps, jeg havde ventet fra start, kom aldrig, og hollænderen var i dag præcis lige så stærk som i resten af løbet. Noget tyder på, at det har krævet sin mand at holde styr på Roglic i dag, men det klarede Dumoulin ikke desto mindre indtil allersidste øjeblik. Det fremstår stadig som lidt af et mysterium, hvordan manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson og altid har været en hængt kat i den tredje uge, har kunnet nå helt nye højder som klatrer i denne Tour, men faktum er, at Dumoulin har vist sig at have en motor, som må overgå de flestes forventninger. Og da han besidder samme alsidighed som Roglic, er der i den grad lagt op til en lovende Tour i 2019, hvor Dumoulin allerede nu har lovet at komme helt frisk til start bakket op af al den støtte, Sunweb kan mønstre.

Til den tid skal de imidlertid også knække et meget stærkt Sky-kollektiv, der formentlig vil komme med to ligestillede kaptajner i Geraint Thomas og Chris Froome. Midt i den fascinerende kamp mellem Roglic og Dumoulin glemmer man nemlig let, at det jo faktisk er Thomas, der er løbets vinder. I dag spillede han ganske vist en birolle, for med sit store forspring havde han ikke skyggen af behov for at køre offensivt. Tværtimod var det nok at sidde limet til Dumoulins hjul, og det gjorde han tilsyneladende helt uden problemer helt frem til mål. Først til allersidst viste han - præcis som på 11., 12. og 17. etape - at det altså er Thomas, der er løbets ubestridte og fortjente hersker, og med en bragende flot spurtede sikrede han sig effektivt seks bonussekunder, der blot gør det endnu mere sikkert, at kun Indurains berømte kat kan forhindre ham i at blive Tourens første walisiske vinder.

Drømmen om at blive flankeret af sin læremester og mentor brast imidlertid, for etapen bekræftede, at Froome betaler prisen for den hårde Giro-Tour-double. Nøjagtigt som Contador i 2011 og 2015 og Quintana sidste år lykkedes det ikke for briten at gøre det tilsyneladende umulige, og havde det ikke været for Bernals fænomenale arbejde mellem Soulor og Aubisque kunne han have været kørt endnu længere bagud. Nu lykkedes det ham at slippe fra dagen med skindet på næsen, men det er vist kun i Froomes drømmeverden, at han på morgendagens enkeltstart kan vinde så meget tid på de to ryttere, der slog ham ved sidste års VM, at han skulle kunne stille sig ved siden af Thomas i Paris på søndag.

Her bliver der heller ikke skyggen af Movistar-ryttere, for det spanske storhold, der lignede Skys værste rivaler, falmede igen. I virkeligheden er det at gøre dem uret, for Mikel Landa, der ellers har haft et svært løb, leverede et fantastisk comeback, der havde fortjent en bedre skæbne. Igen satte Movistar fra begyndelsen det helt store show i scene, og Landa viste med et stort angreb på Tourmalet det mod, der har kendetegnet det meste af hans karriere. Som udbruddets klart stærkeste og mest ihærdige i føringsarbejdet ville han have været en værdig etapevinder, men sådan skulle det ikke være på den eneste dag, hvor Landa viste, hvorfor han er at regne som en af verdens bedste klatrere.

Og lige netop den manglende stabilitet har været Movistars helt store problem. I dag var det nemlig Nairo Quintana, der faldt sammen mindst lige så hurtigt, som han var blevet genrejst. Det var svært at forstå, at det var den samme colombianer, der for få dage siden var kørt fra alle på Col du Portet, for i dag fes gassen ud af ballonen i det øjeblik, speederen blev trådt i bund. Og dermed ender det ambitiøse mandskab formentlig med en 6., 9. og 14. plads og en sejr i holdkonkurrencen, og det kan end ikke Quintanas flotte etapesejr rette op. Måske var Quintanas styrt en forklaring, men den manglende stabilitet har været det gennemgående tema på et hold, hvor kun Valverdes kroniske evne til at være en skygge af sit normalt altædende selv, har været en konstant faktor.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Landa var ikke den eneste, der jagtede oprejsning, for det lå allerede på forhånd i kortene, at dette var dagen for de fallerede stjerner. Romain Bardet forsøgte sig med den store offensiv og viste det fighterhjerte, der har gjort ham elsket over hele Frankrig. I år havde han ikke benene til at bakke de store ambitioner op, men sandheden er måske snarere, at han denne gang bare var overmatchet i et historisk stærkt felt. Bardet har i hvert fald aldrig lignet et realistisk bud på en Tour-vinder, og måske er en samlet 7. plads bare et mere reelt billede af hans status i hierarkiet end de podiepladser, han har fået i de senere år.

Ilnur Zakarin rejste sig også flot efter en ellers skuffende Tour. Det lå i kortene, at han ville forsøge det helt store comeback, for russeren, der altid er bedst i den tredje uge, har før brugt samme taktik på de sene bjergetaper i sidste års Giro og Vuelta. I dag var det da også Katusha, der tog initiativet til at holde snor i det tidlige udbrud, og selvom Zakarin aldrig fandt de diamantben, han havde i tredje uge af sine grand tours sidste år, rejste han sig dog så meget fra asken, at han stjal den sidste top 10-placering fra Jakob Fuglsang.

Dermed blev etapen også sømmet i ligkisten for Fuglsang Tour-ambitioner. Denne sæson var den helt store mulighed for danskeren til at indfri sine Tour-ambitioner, men løbet viste endnu engang, at det næppe er en tilfældighed, at han blot har en top 10 i en grand tour på sit cv. Selvom han har hævet sit niveau voldsomt, mangler han stadig særligt den stabilitet i den tredje uge, som også tidligere har været hans svaghed i de lange etapeløb, og det ser nu svært ud for danskeren ikke at skulle lade sig passere af den fremadstormende Miguel Angel Lopez i det interne Astana-hierarki.

Også Rafal Majka rejste sig flot, og polakken viste igen, at hans evner som etapejæger er fænomenal. Han kan kun ærgre sig over, at løbet ikke varer fire uge, for man sidder med fornemmelsen af, at polakken bare blive bedre og bedre. Desværre er han nu løbet tør for muligheder og må slå sig til tåls med endnu engang at have fået for lidt ud af sæsonens store mål. Heldigvis er Bora langt fra kommet tomhændede hjem, men mon ikke Majka i fremtiden burde koncentrere sig på den etapejægerkunst, han mestrer så flot, i stedet for desperat at jagte nogle klassementsambitioner, der aldrig lader sig indfri.

I den forstand klarede han sig dog bedre end de ligeledes fallerede klassementsstjerner Adam Yates og Bauke Mollema. Ganske vist var Yates kun et styrt fra at redde sin Tour med en store etapesejr i Pyrenæerne, men dagens halvtamme indsats, hvor han hurtigt stillede sig til rådighed for Mikel Nieve, gav ikke mange mindelser om den rytter, der gang på gang har vist sig som en af verdens bedste. Også Mollema måtte definitivt lade Dumoulin og Kruijswijk køre væk med den eftertragtede status som de bedste hollandske etapeløbsryttere, og den genrejsning, som det ellers lugtede lidt af for et par dage siden, løb i sandet for en mand, der desværre ser ud til at være ”over the hill” og nu må indstille sig på at aflevere Treks anførerbind til Richie Porte.

For dem er løbet nemlig ovre nu, men det er det ikke for os andre. Tværtimod vil den afgørende enkeltstart ikke byde på den spænding om den samlede sejr, som vi alle havde ønsket sig, men det betyder ikke, at der ikke er noget at glæde sig til. Tværtimod må man knibe sig selv i armen over et klassement, der har sendt de fire favoritter til 20. etape op i toppen af klassement. Og hvem havde drømt om, at de tre ryttere, der sidste år sluttede på podiet ved VM i enkeltstart, i morgen skal udkæmpe et slag om podiet fra et udgangspunkt, hvor de kun er adskilt af 32 sekunder?

Det er næsten for godt til at være sandt. Og hvem ved? Måske viser Roglic igen i morgen, hvorfor Plugge stadig venter på at vågne op fra den drøm, han har levet i, siden det gik op for ham hvilket slovensk røverkøb, han gjorde den dag for snart tre år siden.

Favoritterne

Som sagt kunne vi ikke have ønsket os en meget mere spændende kamp om podiet, når vi forud for den sidste enkeltstart har de tre medaljetagere fra VM adskilt af bare 32 sekunder samt de fire største favoritter samlet i toppen af klassementet. Det betyder, at der er lagt op til et brag af en kamp om ikke bare podiepladserne, men også om etapesejren, og selvom den samlede sejr ikke er i spil, er der rigeligt at glæde sig til lørdag eftermiddag.

Den sidste enkeltstart i en grand tour er altid en svær affære, der ofte skaber overraskende udfald. Ofte er det klassementsrytterne, der i kraft af deres bedre restitutionsevner dominerer. Denne rute vil mere end tidligere tiltale klassementsrytterne, for selvom der kun er én svær stigning på programmet, er der stort set intet fladt terræn. Terrænet er en sand lækkerbisken for alsidige typer som Tom Dumoulin, Chris Froome, Geraint Thomas og Primoz Roglic, mens de tunge specialister får svært ved at blande sig i kampen om etapesejren. De lette folk håber, at terrænet gør det muligt at begrænse tidstabet til de alsidige folk, og det burde være muligt, hvis man stadig har den nødvendige friskhed. Netop friskhed er nemlig mere end noget andet nøgleordet, og det vil være det mere end tempoevner, der bestemmer udfaldet.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Alle specialister vil naturligvis køre efter et resultat, for det gør de altid, med mindre der er tale om en decideret bjergenkeltstart. I forvejen ser man imidlertid på relativt flade ruter, at de ofte har det relativt svært mod klassementsryttere så sent i en grand tour, og vi tror derfor, at det med enkelte undtagelser vil være toppen af klassementet, der kommer til at dominere etapen. Det skyldes naturligvis de relativt mange højdemeter, og at etapen stort set ikke byder på én meter flad vej, men også den urytmiske natur af etapen. Det er nemlig blevet fremhævet af de ryttere, der har set terrænet an, at etapen kræver konstante rytmeskift, og der bliver ikke megen plads til, at man kan komme ned i bøjlen og træde mange watt. Derfor er det en ganske god rute for relativt eksplosive klatretyper, der kan gøre brug af de mange temposkift til a gøre det bedre end vanligt. I den forstand er det en enkeltstart, der er ret sammenlignelig med årets enkeltstart i Paris-Nice, hvor det også var klassementsrytterne, der dominerede.

Desværre kan vejret komme til at spille en rolle. Der er varslet byger hele dagen, og på en så teknisk rute bliver det meget svært at vinde, hvis man modsat andre har våde veje. Det kan gøre det til lidt af et lotteri af ramme vinderen, men da det ser ud til at klare op mod slutningen af etapen, har klassementsrytterne umiddelbart de bedste kort på hånden. Det vil blot gøre det endnu sværere for specialisterne, der starter relativt tidligt at vinde etapen.

På forhånd er det svært at se, at vinderen ikke vil være en af de fire øverste i klassementet, for alle er de blandt de friskeste og mest formstærke samt blandt de allerbedste temporyttere i verden. Det ligner derfor et opgør mellem den kvartet, og mens det måske kan være lidt svært at se en halvtræt Froome løbe med sejren, kan Thomas, Roglic og Dumoulin alle drømme om triumfen. Det gør det til en af de mest åbne enkeltstarter længe.

Efter nogen overvejelse vil vi pege på Primoz Roglic som vores favorit. Enhver, der så dagens etape, kan skrive under på, at sloveneren er i hopla, og han ligner umiddelbart løbets mest friske klassementsrytter. I hvert fald synes han blot at blive bedre og bedre fra etape til etape, og det gør ham til en fremragende kandidat til en etape, hvor friskhed er nøgleordet. Dertil kommer, at Roglic er suveræn på kuperede enkeltstarter. Sidste år vandt han i Baskerlandet og Romandiet på endnu hårdere ruter, ligesom han ved VM kun blev besejret af Dumoulin. Her blev han kun slået af hollænderen i den flade indledning, mens han faktisk kørte hurtigst af alle på den stejle stigning op til mål.

I år har Roglic været helt suveræn på alle lange enkeltstarter, han har kørt. Han vandt i Slovenien (i svagt selskab) samt i Baskerlandet, og sågar på bjergenkeltstarten i Romandiet var det kun Bernal, der var bedre. Han har vist, at han kan begå sig på alle slags ruter, men skulle han designe en selv, ville han nok komme op med præcis denne etape. Bakker, rytmeskift og tekniske udfordringer passer fint til den relativt eksplosive slovener, der samtidig har power på de flade og let stigende stykker og sublime klatreevner. Roglic har vist, at han mestrer den evne at håndtere alsidige enkeltstarter som denne, ganske enkelt fordi han selv er ekstremt alsidig. Han har gjort yderligere fremskridt siden VM, hvor han kun blev slået i det flade terræn, der i morgen nærmeste er ikke-eksisterende. Derfor peger vi på formstærke Roglic som vores favorit.

Hidtil har Geraint Thomas været løbets stærkeste mand. Man sidder tilbage med et indtryk af, at han ikke for alvor lukket helt op, men det kan han lige så godt gøre i morgen, hvor han intet har at miste. Mange frygtede, at Thomas ville betale en pris på enkeltstarten, når han satte fokus på klatring, men det er gået lige modsat. I 2017 og 2018 har Thomas nemlig været bedre end nogensinde på tempocyklen. Han vandt 1. etape i Touren sidste år, og i halvskadet tilstand - dagen efter var han så svækket, at han blev sat på en sprinteretape! - blev han nr. 2 bag Dumoulin på den lange enkeltstart i Giroen. I år knuste han alle i Algarve, og havde efter al sandsynlighed vundet i Duaphiné, hvis han ikke var styrtet. Kun på den regnfyldte enkeltstart i Dauphiné, hvor de tidligt startende havde en klar fordel, var han ikke med i kampen om sejren.

Det gør Thomas livsfarlig, især på en kuperet rute som denne, for han mestrer alle slags terræner. Til gengæld er han ikke helt så teknisk god som Roglic, og det kan måske koste, især fordi han trods alt ikke vil tage alt for mange chancer, slet ikke på halvvåde veje. Til gengæld er han måske den allermest formstærke og kraftfulde i hele feltet, og derfor er løbets stærkeste ryttere naturligvis den grad i spil til også at vinde etapen.

Det virker helt absurd kun at have Tom Dumoulin som nr. 3 på vores liste. Hollænderen er som bekendt verdensmester i disciplinen og har tidligere vundet lange enkeltstarter i både Giroen, Touren og Vueltaen. Samtidig elsker han kuperede, tekniske enkeltstarter, og derfor savler han sikkert allerede ved tanken om den enkeltstart, der venter her.

Når vi alligevel tvivler på, at han kan vinde - faktisk tror vi, at han får svært ved at holde andenpladsen i kampen mod Roglic - skyldes det det ekstremt skrappe selskab. Selvom han har kørt flot de seneste dage, sidder man nemlig med det indtryk, at både Thomas og Roglic har haft lidt mere overskud, måske især i dag, hvor Dumoulin flere gange lignede en presset mand, I forvejen har det knebet lidt med at finde sit allerhøjeste niveau på sene enkeltstarter i grand tours. I hvert fald blev han slået klart af flere ryttere på en skuffende enkeltstart i årets Giro, ligesom Jos van Emden besejrede ham på Giroens sidste enkeltstart sidste år. Dertil kommer, at Dumoulin måske nok er bedre i fladt terræn end Roglic, men særligt på eksplosive stigninger synes Roglic at have overhånden. Kobler man det med den ekstra grad af friskhed, som Thomas og Roglic synes at besidde, ender Dumoulin helt nede på tredjepladsen i vores rangering af tempogiganterne.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Netop friskheden er også forklaringen på, at Chris Froome formentlig bliver taberen i giganternes kamp. Det er tydeligt, at briten er den mest mærkede af de fire store, og han trænger tydeligvis til ferie. Derfor bliver det også svært for Froome at køre en enkeltstart på det niveau, vi kender ham for, for Froome kører som regel kun rigtigt gode enkeltstarter, når han er i storform. Når han er det, flyver han til gengæld også, for Tour-kongen har trods alt vundet lange enkeltstarter i både Touren og Vueltaen. Særligt i sidste løb har han to gange være knusende overlegen, men lige nu mangler han de sidste procent. Samtidig er han oppe mod den skrappest tænkelige modstand, og selvom han foretrækker kuperede ruter, er de mange rytmeskift næppe til hans fordel i forhold til Roglic og Dumoulin, der lige netop elsker den slags enkeltstarter. Man kan naturligvis aldrig afskrive Froome, men lige nu ligner han den lille i giganternes kamp.

Skal man pege på en rytter uden for top 4, er det nærliggende at kigge mod Sky-lejren, der har især to gode kandidater. Sidste år kronede Michal Kwiatkowski en fantastisk Tour ved at blive nr. 2 på den sidste enkeltstart, og også i år vil han få carte blanche til at jagte et resultat. Den polske altmuligmand er ikke sport svagere, end han var for 12 måneder siden - snarere tværtimod - og intet tyder på, at han er i den mindste formnedgang. Tværtimod virker han stadig skræmmende frisk, og en urytmisk etape med masser af temposkift og klatring er som skabt til Kwiatkowski. Faktisk passer denne rute ham endnu bedre end ruten fra sidste år, og derfor er det kun en skam, at konkurrencen er skrappere. Han har i år senest i Dauphiné vist, at han stadig er en glimrende temporytter, og selvom han skuffede stort ved de polske mesterskaber, er der ingen grund til at antage, at Kwiatkowski ikke kan være med fremme på en for ham helt perfekt rute.

Også Jonathan Castroviejo har været flyvende i dette løb, og heller ikke han viser tegn på den mindste træthed. Ganske vist har han i år negligeret tempoarbejdet og i stedet arbejdet på sin klatring, men det er ikke nødvendigvis en fordel på en rute som denne. Faktisk har han i år igen vist tegn på fremgang efter det katastrofale 2017, hvor ikke var i nærheden af fordums tempoevner, og selvom han endnu ikke så stærk som i 2016, hvor han vandt bronze ved VM, guld ved EM, blev nr. 2 bag Froome i Vueltaen og blev nr. 4 ved OL, er han kommet tættere på. Vigtigst er det, at han klatrer bedre end nogensinde, elsker kuperede ruter og er meget frisk. Det bør give grundlag for en god præstation af Castroviejo.

Efter en helt igennem anonym indsats viste Bob Jungels i dag, at han stadig er med i løbet. Luxembourgeren klatrer ikke godt nok til nogensinde at blive podiekandidat i en grand tour, men hans store motor er en stor force. Han er altid meget stærk i den tredje uge, og det synes også at være tilfældet denne gang. Derfor er det også i grand tours, at han kører gode enkeltstarter, for mens han gang på gang bliver sat til vægs i korte etapeløb, kører han altid stærkt i de tre uger lange etapeløb, hvor hans motor endelig er varm. Sidste år blev han da også nr. 3 bag Dumoulin og Thomas på den lange Giro-enkeltstart, og han burde også kunne gøre det godt her, hvor den kuperede rute med den mange rytmeskift burde passe ham næsten perfekt. Niveauet rækker nok ikke til at vinde, men Jungels burde være en af de stærkeste.

Som sagt er det ofte klassementsrytterne, der gør det godt, og det gør det oplagt at pege på Ilnur Zakarin. Den russiske motor er langsomt ved at blive varm, og selvom han endnu ikke er helt på toppen, er han tydeligvis en af de mest friske i feltet. Sidste år kørte han en fremragende sidste enkeltstart i Vueltaen, hvor han på en flad rute, der ikke passede ham, blev nr. 4, og han burde være langt stærkere på en kuperet rute som denne. Mange vil huske, hvordan han var på vej mod stort, indtil han styrtede i regnen i Giroen i 2016, og at det kun var en tabt kæde, der forhindrede ham i at vinde den kuperede enkeltstart i Romandiet i 2015. Han er ikke altid helt stabil på sine enkeltstarter, men på en kuperet rute i den tredje uge vil Zakarin altid være farlig - også selvom rytmeskiftene ikke taler til hans fordel.

En af etapens jokere er Julian Alaphilippe. Han er langt fra enkelstartsspecialist, men er ruten teknisk, eksplosiv, kuperet og urytmisk gør han det altid godt. Derfor er denne etape næsten perfekt for franskmanden, der som bekendt har vundet tekniske enkeltstarter i Californien og Paris-Nice og også gjorde det fint på den kuperede rute i Paris-Nice i år. Intet tyder på, at han er træt, og hvorfor skulle han ikke køre efter endnu et resultat? Han mangler nok den nødvendige power og sidste motivation til at køre med i kampen om sejren, men giver han den et skud, kan en formstærk Alaphilippe sagtens gøre det godt.

Som sagt er det klassementsrytterne, der formentlig vil dominere, og det gør det også nærliggende at pege på Steven Kruijswijk. Ganske vist er den hollandske dieselmotor ikke specialist, men mod slutningen af en grand tour kører han altid stærkt. Det er bestemt også tilfældet denne gang, og det må give ham mod på noget. Mange husker, at han blev nr. 5 på den sidste enkeltstart i Giroen i 2015, hvor han også fandt benene i den sidste uge, og der viste han, at han sent i en grand tour kan gøre det godt på kuperede ruter. De mange højdemeter taler til hans fordel, men det gør rytmeskiftene ikke. Kruijswijk vinder ikke, men han burde kunne køre med helt fremme.

En af de mere interessante ryttere er Tejay van Garderen . Amerikaneren er stadig en skygge af sig selv, men lige netop på enkeltstarterne har han oplevet en renæssance. Han knuste al modstand, da han vandt i Californien, og han kørte en fremragende enkeltstart i Tour de Suisse også. I disse løb kunne han heller ikke matche de bedste på stigningerne, men alligevel havde han drev i tempcyklen. Han kørte en ganske god etape i dag, og det kunne indikere, at han stadig er ganske frisk.

Havde dette været 2016, havde vi udskreget Ion Izagirre til en af topfavoritterne. Dengang var baskeren klart en af verdens allerbedste på kuperede enkeltstarter, men siden da er det gået ned ad bakke. I år har det været særligt slemt, for Izagirre har ikke været i nærheden af sit tidligere niveau. Heller ikke dette løb har han været til at blive klog på, for den ene dag har han kørt godt og den næste været helt bag om dansen. I dag kørte han imidlertid en flot etape, og da ruten er skræddersyet til ham, kunne det være en chance for ham til at rejse sig.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Det samme gælder for hans bror Gorka Izagirre. Hidtil har Ion været den bedste på tempocyklen, men i år har de været næsten helt jævnbyrdige. Også Gorka burde være i sit es på en kuperet, urytmisk rute med mange højdemeter, men ligesom Ion har han i dette løb været en lottokupon med store udsving i præstationerne. I dag kørte han dog så flot en etape, at der er grund til at tro på, at han har friskheden til at præstere igen.

Skal man pege på en af de tungere folk, falder Søren Kragh i øjnene. Danskeren vil formentlig føle, at ruten har lidt for mange højdemeter, men han har i dette løb vist, at han klatrer ganske glimrende. Stigningerne er ikke alt for lange og svære, og rytmeskiftene er ikke dårlige for Kragh, der stadig synes at være relativt frisk. I Vueltaen sidste år viste han også stor styrke i den tredje uge, og med andenpladsen i Tour de Suisse har han vist sine forbedrede evner på tempocyklen.

Hvorfor ikke nævne yderligere to Sky-ryttere? Wout Poels er tydeligvis træt efter Giroen, men han er dog som altid blevet bedre i den tredje uge. Det kan åbne op for, at han kan køre en god enkeltstart, for på en rute som denne er han ganske god. Vi har sammenlignet enkeltstarten med den, der blev kørt i Paris-Nice, og den blev faktisk vundet i suveræn stil af netop Poels, der også viste tempoevnerne på den sidste enkeltstart i Vueltaen sidste år. Han synes ikke at have formen til at gentage de præstationer, men ustabile Poels kan altid overraske.

Det samme kan Egan Bernal. Nej, den lille colombianer er trods sin nationale mesterskabstitel ikke specialist, og han fik da også gevaldige klø på enkeltstarten i Californien. Lige netop på denne rute vil vi dog ikke udelukke en overraskelse fra netop Bernal, for nogen helt dårlig temporytter er han ikke. Først og fremmest er han dog voldsomt frisk og flyvende på stigningerne, og det kan gøre en stor forskel her. Bernal kører ikke med helt i toppen, men en fin lille overraskelse kan han godt levere.

Pierre Latour knuste alle ved de franske mesterskaber og viste dermed atter, at han er en glimrende temporytter. Dengang var han imidlertid i storform, mens han nu er ganske træt. Han har aldrig kunnet præstere på samme niveau på WorldTour-enkeltstarterne, og især trætheden gør, at det er svært at have de helt store forventninger. Han rejste sig dog fint i dag, og da ruten passer ham, kan han måske presse en sidste præstation ud af de mærkede ben.

I Schweiz blev Kragh slået af Stefan Küng, der sammen med Roglic, Thomas og Dumoulin nok er løbets bedste temporytter. Selvom han gør har gjort det godt i let kuperet terræn, er denne etape dog nok for svær for den store schweizer. Allerede sidste år blev han sat klart til vægs på den sidste enkeltstart, hvor den stejle bakke slog ham, og denne gang er terrænet endnu sværere. Küng vinder derfor ikke den enkeltstart, men kan han drage maksimal nytte af sin motor, kan han måske alligevel køre i top 10.

Andre gode kandidater er Tanel Kangert , der ikke er så god som tidligere, men er i god form, Thomas De Gendt, Marc Soler og Andrey Amador , der ikke er på toppen, men begge kører gode enkeltstarter, samt Nikias Arndt, Chad Haga, Daryl Impey, Tobias Ludvigsson og Jack Bauer, der dog nok trods alt vil finde ruten lidt for svær. Ruten passer godt til Alejandro Valverde og Adam Yates, der dog ikke synes at have formen til at blande sig, og man kan heller ikke udelukke, at en stadig frisk Domenico Pozzovivo kan gøre det hæderligt på så svær en rute. Den er til gengæld for svær for tunge specialister som Maciej Bodnar, Yves Lampaert og Michael Hepburn, og Luke Durbridge kan desværre slet ikke længere gøre sig gældende på enkeltstarter. Endelig bliver det nok meget svært for en træt Jakob Fuglsang at gentage chokresultat fra Tour de Suisse.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Tom Dumoulin

Outsidere: Chris Froome, Michal Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo, Bob Jungels, Ilnur Zakarin

Jokers: Julian Alaphilippe Steven Kruijswijk, Tejay van Garderen, Ion Izagirre, Gorka Izagirre, Søren Kragh, Wout Poels, Egan Bernal, Pierre Latour, Stefan Küng