Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees som regel er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela og henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart siden 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I år skal der tilbagelægges 117,6 km fra forstaden Arroyomolinas til den klassiske finale i hjertet af Madrid.

Fra starten kører man mod nord og nordvest gennem det helt flade terræn vest for hovedstaden, inden man i Brunete vender rundt for at køre mod øst, syd og til slut mod sydøst frem til Fuenlabrada. Herfra sætter man kursen mod centrum af byen, og i den følgende del af etapen går det mod nordøst gennem flere forstæder frem til den afsluttende rundstrækning i hjertet af byen. Terrænet er helt fladt.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter 72,8 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved som sidste år at køre 8 omgange på den velkendte 5,6 km lang rundstrækning i Madrids hjerte. Den er T-formet og inkluderer tre U-vendinger og to 90-graders sving, men afvikles ellers på brede og lige veje. Det sidste sving kommer ved den røde flamme, og herfra er det en lige, ganske svagt stigende opløbsstrækning, der leder frem til målet på Plaza Cibeles.

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cacendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandet den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigste i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

Vejret

Efter en dag i regnvejr kan feltet se frem til den smukkest mulige afslutning. Søndag vil blive en skyfri dag i Madrid med en temperatur først på aftenen på ca. 24 grader. Der vil bare være en let vind fra nordvest, hvilket giver modvind, medvind og sidevind på stykket frem mod rundstrækningen. Her vil der primært være sidemedvind på første halvdel, mens der vil være sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 20. etape

En af de vidunderlige ting ved grand tours er, at der i løbet af et tre uger langt cykelløb kan ske så mange dramatiske omvæltninger og skabes så mange nye fortællinger. Efter 3. etape skrev jeg i min analyse om Contador, at han ”I den nuværende tilstand imidlertid hverken kommer i spil til klassementet eller en stor, heroisk offensiv i bjergene. Der skal markante forbedringer til, hvis ikke de kommende tre uger skal ende som lidt af en lidelseshistorie og ikke den fest, som hele Spanien havde håbet. Heldigvis bliver han som regel bedre og bedre gennem en grand tour, og man kan derfor håbe, at den gamle krop kan svinge sig op til noget stort, når vi rammer de andalusiske og asturiske bjerge senere i løbet.”

Det er næsten svært at forstå, at de bemærkninger vedrører samme løb. På daværende tidspunkt havde Contador endnu ikke meldt ud, at han var syg, og derfor tydede alt på, at det bare var slut for de gamle ben. Alligevel var der næppe mange, der på det tidspunkt havde forestillet sig, at Contador skulle få den næsten bedst tænkelige afslutning på sin karriere ved at køre sig til en mindeværdig sejr på Vueltaens mest ikoniske bjerg, Angliru.

Historien kunne næsten ikke være skrevet smukkere. Contador har hele tiden sagt, at det var afgørende for ham at slutte på toppen, og det var bl.a. derfor, at hans oprindelig plan faktisk var at stoppe allerede sidste år. Efter hans rædselsfulde Tour og elendige start på Vueltaen så det imidlertid ud til, at han havde trukket den lidt for langt, og hans mange fans meget vel kunne ende med et lidt halvkedeligt sidste minde om en stjerne, der i et årti har tryllebundet sit publikum med den ene offensiv efter den anden. Heldigvis gik det lige modsat. Hvis man vil slutte på toppen, kan det ikke gøres smukkere end ved at vinde på netop Angliru - og specielt ikke efter i den tredje uge klart at have efterladt det indtryk, at han var Vueltaens bedste klatrer.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det helt ideelle scenarium havde naturligvis været en samlet Vuelta-sejr som kronen på karrieren, og man kan naturligvis ikke lade være med at spekulere på, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke maven havde drillet i Andorra. Det synes imidlertid meget usandsynligt, at han ville kunne have nedbrudt Fort Froome. Det forhold, at spanieren ikke længere var en reel trussel mod den samlede sejr betød, at han fik en frihed, han aldrig havde fået, hvis han havde været en virkelig rival. Froome viste med en knusende magtdemonstration på sidste del af Angliru, at han også er brølstærk i løbets tredje uge, og det synes meget sandsynligt, at briten havde vundet etapen, hvis ikke Contador havde udnyttet de regnvåde nedkørsler til sin fordel. Det var i høj grad her, at etapen blev vundet.

Contadors største frustration bør snarere være, at han smed podiet med nogle mildt sagt dumme angreb. Specielt hans lidt hovedløse offensiv på den vindblæste Sierra Nevada-stigning må nage ham voldsomt. Havde han kørt en anelse mere med hovedet og lidt mindre med hjertet, var han utvivlsomt sluttet blandt de bedste tre - måske endda også foran Nibali. Omvendt havde det ikke været en rigtig Contador, hvis ikke han havde angrebet i tide og utide, og på mange måder tror jeg, at han er mere tilfreds med at have levet op til rygte som en animator og showman, end han ville have været ved på mere kalkuleret vis at have sikret sig en andenplads, der havde været inden for rækkevidde.

Dagens største triumfator er imidlertid Chris Froome. Ikke siden Vueltaen fik sin nuværende kalenderplacering er det lykkedes for én eneste rytter at finde den rette balance, der gør det muligt at vinde årets sidste grand tour - alt så lige indtil i dag. Med en ganske suveræn præstation har Froome igennem tre uger bekræftet, at han er verdens i særklasse bedste grand tour-rytter. Måske har præstationen ikke været helt så problemfri, som han havde håbet - specielt nedturen på Los Machucos kunne være blevet dyr - men ingen kan betvivle, at Froome var løbets stærkeste rytter og er den fortjente vinder. Han var bedste mand i den første uge, kørte klogt i de høde andalusiske bjerge, leverede det afgørende knockout på enkeltstarten og viste på Angliru i dag, at det vel kun er Contador, der kan matche ham i bjergene. Hvis nogen efter Touren havde stillet spørgsmålstegn ved, om alderen var ved at indhente briten, er den tvivl blevet gjort til skamme. Alle svaghedstegn har været en konsekvens af en veltimet sæsonplanlægning, der havde som mål at bevare friskheden hele vejen frem til toppen af Angliru. Den plan lykkedes til UG med kryds og slange!

Måske var det imidlertid hverken Contador eller Froome, der var dagens stærkeste mand. Som vi har bemærket talrige gange i de seneste dage, er Poels skabt til Angliru. Det er ikke uden grund, at han allerede som helt ung i 2011 blev nummer 2 på denne stigning, og med den formfremgang, han har vist i den tredje uge, var det klart, at han ville blive en nøglerytter på denne etape. I perioder så det endda ud til, at Froome havde problemer med at følge sin formidable hjælperytter, der igen fik vist, at hans topniveau rækker til en placering blandt verdens fem bedste klatrere. Hvis han vil være grand tour-rytter, skal han imidlertid vise, at han kan køre stærk fra 1. til 21. etape og ikke bare i den tredje uge. Og han skal først og fremmest vise den stabilitet, der altid har manglet i en konstant vekslen mellem gode og dårlige dage - bare tænk på hans mildt sagt skuffende præstation på Los Machucos, hvor han ikke kunne hjælpe sin kriseramte kaptajn.

En anden vinder er Ilnur Zakarin, der endelig sikrede sig den podieplads, han måtte opnå på et tidspunkt. Vi har gentagne gange fremhævet hans evne til at peake i den tredje uge, og det har hele tiden været klart, at han havde udsigt til noget stort på Angliru. Med tanke på den gode enkeltstart, han kørte i Logrono, er det indlysende, at en grand tour-sejr allerede næste år er inden for rækkevidde, men der er to forhold, der skal ændres inden da. For det første skal Katusha styrke gruppen af klatrere betydeligt. Zakarin var bemærkelsesværdigt alene i dagens løb, og det kostede måske endda en andenplads. Hvad kunne det være blevet til, hvis han havde haft en hjælper, der kunne sætte Nibali under pres på Angliru? Derudover skal han forbedre sin nedkørsel betragteligt. I dette løb er han flere gange kommet i vanskeligheder, specielt på våde veje. Det er så indlysende en svaghed, at den meget vel kan koste grand tour-sejre i fremtiden.

Vincenzo Nibali ender Vueltaen på andenpladsen, men kan næppe være tilfreds. Alt var lagt til rette på, at han skulle toppe i den tredje uge, men den mission lykkedes ikke. Han så i sidste weekend ud til at være på sporet, men i stedet endte han med at være en af taberne i den afsluttende del. En andenplads i en grand tour vidner om høj, høj klasse, men det er desværre et faktum, at Nibali aldrig har ramt sit 2014-niveau igen. Han er fortsat en af verdens bedste etapeløbsryttere, men med en fremadstormende generation med flere lysende talenter er det en nærliggende konklusion at drage, at italieneren aldrig igen vinder en grand tour. Denne gang havde han i kraft af sin sæsonplanlægning en kolossal fordel i forhold til mange af konkurrenterne, men han endte aldrig for alvor som en reel trussel mod Froomes magtposition.

Dagens måske største taber er Wilco Kelderman, der må være ekstremt skuffet over at glide ned på den samlede femteplads. Det var imidlertid ikke svært at forudse. Ganske vist har hollænderen kørt forbilledligt, men det har hele tiden ligget i kortene, at han ikke ville kunne matche Zakarin og Contador på så svær en stigning. Lige nu dominerer skuffelsen naturligvis, men når han har fået nedturen på afstand, har han al mulig grund til at være tilfreds. Der var ikke mange, der havde set ham som reel top 5-kandidat i et så stærkt felt, og han havde helt sikkert takket ja til dette resultat forud for starten i Nimes. Han blev oprindeligt hentet til holdet primært som hjælper for Dumoulin, men har i Vueltaen vist, at han også fremover selv fortjener en kaptajnrolle i en grand tour. Derfor har de forløbne tre uger været ufatteligt vigtige for hans karriere.

Den virkelige taber var i stedet Astana. For anden gang på to år eksploderede Fabio Aru totalt på den sidste etape i en grand tour. Denne gang var det imidlertid ikke nær så katastrofalt, som det var i Touren sidste år. Alle vidste, at det ville blive svært at holde dampen oppe i endnu en grand tour, og risikoen for en nedtur til sidst har hele tiden været overhængende. Når regnebrættet skal gøres op, kan Aru stadig være meget glad for sin 2017-sæson. Efter nedturen i Touren sidste år og i foråret så hans karriere ud til at være kørt ud på et sidespor. I Touren fik han imidlertid genetableret sin status, og den store interesse for ham på transfermarkedet vidner tydeligt om, at han fortsat regnes som en fremtidig grand tour-vinder.

Det gør Miguel Angel Lopez også, men der er fortsat et stykke vej at gå. Logikken tilsagde, at colombianeren skulle blive bedre og bedre, som løbet skred frem, og det så vitterligt også sådan ud i den anden uge. Silken blev imidlertid slidt af mod løbets slutning, hvor han falmede markant, ikke mindst i dag. Han blev sat på nedkørslen, men modsat Michael Woods, Zakarin og David De La Cruz havde han ikke benene til at komme tilbage. Der udestår et arbejde med restitutionsevnerne, men det problem vil helt sikkert blive løst. Aldrig tidligere har han gennemført en grand tour, og en ottendeplads med to etapesejre efter et meget kompliceret forår er mere end godkendt. Lopez har i den grad etableret sig som fremtidig grand tour-vinder.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Og endelig er der Steven Kruijswijk. Hollænderen, der betog en hel cykelverden med forrygende kørsel i sidste års Giro, har været en af årets helt store skuffelser. En lille forkølelse har ikke kunnet forklare tre ugers skidt kørsel, men til slut blev hans dieselmotor endelig varm. I dag gav han endelig mindelser om den rytter, der reelt vandt en grand tour for et år siden, og dermed fik han sendt et livsvigtigt signal til LottoNL-ledelsen om, at meget stadigt er muligt. Havde han ikke vist disse livstegn, havde man formentlig næppe givet ham samme opbakning næste år. I dag viste han, at han ikke kan afskrives endnu. Giro-benene er der endnu - han kan bare ikke vente til tredje uge med at finde dem frem!

Favoritterne

Chris Froome har reelt skrevet historie ved at vinde Vueltaen, men der er stadig en lille forhindring, der skal klares. Miguel Indurain advarede altid om den berømte kat, der helt frem til afslutningen kunne ødelægge tre ugers hårdt arbejde, men går alt vel, skal Froome i morgen hyldes efter godt 100 km paradekørsel i Madrid og omegn.

Mens det for Froome og Contador er en dag, der skal nydes, er det for feltets lille gruppe af sprintere D-dag. Løbet har budt på bemærkelsesværdigt få muligheder, og reelt har det kun været 4. etape, der har budt på en klassisk massespurt. Det er helt uhørt i grand tour-sammenhæng, og løbet har været en sand lidelseshistorie for de hurtige folk, der kun har haft én gulerod, der skulle hjælpe dem op over stigningerne: den ventede massespurt i Madrid.

Den får de imidlertid også. Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden. Heldigvis har man reduceret distancen, og derfor vil der hurtigere komme gang i feltet. Det vil ske, efterhånden som vi nærmer os Madrid, hvor Sky langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist øge farten. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra de mange tilskuere. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Vuelta, får lov at køre over stregen først, og det er derfor næsten givet, at den ære vil tilfalde Contador, der kører sit livs sidste cykelløb.

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på en af de to første omgange. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring. Quick-Step, LottoNL, Aqua Blue, UAE og Cannondale vil alle spurte, og måske vil Trek endda give en hånd med denne gang. Forspringet vil næppe blive meget mere end 30 sekunder, og herefter vil etapen udvikle sig til et forfølgelsesløb.

Et interessant  aspekt er den indlagte spurt. Trentin drømmer om pointtrøjen, men det kræver mindst 1 point i den indlagte spurt samt en  etapesejr. Derfor vil Quick-Step formentlig forsøge at holde det samlet, så Trentin uforstyrret kan blive mindst nummer 3. Derefter vil udbruddet køre, hvorefter Trentin skal håbe, at han også vinder etapen.

I sidste års Giro lykkedes det et udbrud at snyde sprinterne, men det er næsten umuligt i Madrid. Rundstrækningen her er ikke særlig teknisk og favoriserer et felt. Med så mange sultne sprinterhold vil det være en sensation, hvis det er i år, at traditionen skal brydes. Alt tyder på, at det hele vil blive afgjort i den ventede massespurt.

Selve spurten er en helt klassiske boulevardspurt, der på mange måder minder om den på Champs-Elysees. Opløbet er også her svagt stigende, men finalen er mindre teknisk. I forhold til Paris-spurten betyder positionering her mindre og topfart mere. Det gælder ikke mindst i et felt, hvor der ikke er mange sprintere, og hvor positionskampen derfor bliver mindre intens.

Det allervigtigste er imidlertid friskheden. I den tredje uge af en grand tour betyder den alt. Man kan slet ikke sammenligne en spurt i løbets første uge med den, der venter i Madrid, hvor alle på knæene. Blandt andet derfor har vi ofte set ret overraskende vindere af netop denne spurt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Umiddelbart er der to navne, der skille sig ud: Edward Theuns og Matteo Trentin. Hidtil har Trentin været den dominerende skikkelse, men på papiret er Theuns feltets hurtigste mand. Han viste sin høje topfart, da han slog et verdensklassefelt i BinckBank Tour umiddelbart inden Vueltaen, men han har ikke haft megen succes i dette løb. Det skyldes, at han har været helt uden hjælp i finalerne, men i morgen må man forvente, at Trek stiller Koen De Kort til rådighed for ham. Hollænderen er feltets bedste lead-out man, og det gør Theuns livsfarlig. Ikke blot er han den hurtigste, han er også specialist i en stigende spurt. Lægger man dertil, at han virker enormt frisk og så sent som i går spillede en nøglerolle for Contador efter en lang dag i udbrud. Theuns har i det hele taget kørt som en motorcykel i de seneste uger. Kombinationen af form, fart og lead-out gør ham til vores favorit.

Hidtil har Matteo Trentin været den dominerende sprinter, men normalt er han ikke så hurtig som Theuns. På fjerde etape vandt han i høj grad i kraft af positionering i en ekstremt teknisk finale, og på 12. etape var det styrke på bakken, der gjorde forskellen. I morgen skal han vinde på fart, og det bliver sværere. Samtidig er han ikke helt så frisk som tidligere, hvor han kørte bedre end nogensinde. Alligevel er han stadig en af de mest formstærke, hvilket hans seneste udbrudsforsøg bekræfter. Han har samtidig et fabelagtigt tog, og den kombination gør, at han sagtens kan vinde igen.

Endelig er der udsigt til, at Magnus Cort kan vise sig frem i en massespurt. Orica-Scott har haft et katastrofeløb, og det er nu op til danskeren at redde det. Han viste sidste år, at han kan vinde i Madrid, hvor den stigende spurt passer ham, og hvor han kan drage fordel af, at han som regel er friskere end mange andre. Med to udbrud i denne uge har han vist, at det også er tilfældet denne gang, og derfor er der god grund til at være optimistisk. Problemet er, at Orica ikke har noget godt hold til at støtte ham - modsat sidste år, hvor han havde Jens Keukeleire. Selvom han har Sam Bewley, kan han ikke matche Trek og Quick-Step. Heldigvis er han god til at positionere sig.

Tunge Adam Blythe har på forbilledlig vis kæmpet sig igennem løbet for at kunne spurte i Madrid. 21. etape er den etape, der passer ham allerbedst, og han må være topmotiveret til at få noget ud af løbet. Aqua Blue har med Lasse Norman og Aaron Gate et af de bedste tog, og Blythe har en af de højeste topfarter. Den lette etape passer ham fint, men alt afhænger af, hvor frisk han er efter tre uger. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er betydeligt mere træt end de tre ovennævnte.

Sacha Modolo har været en totalt anonym skikkelse i årets løb og har nu kun en chance for at redde æren. Heldigvis har han tradition for at køre gode spurter sent i grand tours, som han som regel kommer frisk igennem. Det synes også at være tilfældet denne gang. Et stigende opløb passer ham, og han har i Federico Zurlo og Matej Mohoric et fornuftigt tog. Spørgsmålet er, om topfarten rækker til at slå de allerhurtigste.

Omvendt virker Juan Jose Lobato stadig ganske frisk, og det har han også selv bekræftet. Han har en ganske god topfart og drager om nogen fordel af, at opløbet er stigende. Hans store problem er som altid hans rædselsfulde positionering, men heldigvis er opløbet i Madrid relativt enkelt. Kan han med fuld støtte fra sit hold, bringes i en rimelig position, har han farten til at blande sig med de bedste.

Tom Van Asbroeck er en af de mest sikre top 10-sprintere i dette løb. Han har genvundet den fine positioneringsevne fra Topsport Vlaanderen-tiden og viste ved at sidde fremme i den hårde finale på 13. etape, at hans form formentlig aldrig har været bedre. Intet tyder på, at det har ændret sig siden, og han vil derfor med statsgaranti være med fremme i en spurt, der passer ham. Han har god støtte fra et stærkt hold, men topfarten er næppe helt god nok til at vinde.

Som Van Asbroeck imponerede Michael Schwarzmann stort på 13. etape, og også han er derfor i storform. Bora har vist, at de sagtens kan blande sig med de bedste tog, også selvom deres hold ikke på papiret er imponerende. Et stigende opløb er også til fordel for den kompakte tysker, der har bekræftet formen ved at arbejde for Majka i de seneste dage. Problemet er nok, at farten ikke rækker til en sejr.

Normalt kan Søren Kragh ikke blande sig i så let en spurt, men som sagt handler alt om friskhed så sent i løbet. Alle, der så dagens etape, må have været dybt imponeret over danskerens form, og derfor bliver det spændende at se ham i denne finale. Han er trods alt næppe hurtig nok til at vinde, men han kan overraske i et stigende opløb som dette.

FDJ har et af de bedste tog og skal nu bare finde ud af, om de satser på Lorrenzo Manzin eller Daniel Hoelgaard. De er begge friske, men normalt er Manzin den hurtigste. Han bør derfor få chancen i et af sine sidste løb for holdet. Sidste år kørte han en god spurt i Madrid, og denne gang er han igen kommet godt igennem løbet. Selvom han næppe vinder, kan han med det gode hold komme langt.

Endelig vil Juan Sebastian Molano, Ivan Garcia, Marco Haller, Michael Mørkøv,  Jose Joaquin Rojas, Gianni Moscon, Loic Vliegen, Julien Duval, Jelle Wallays, Kenneth Vanbilsen og Lluis Mas måske blande sig i spurten, men de vinder næppe.

Feltet.dks vinderbud: Edward Theuns

Øvrige vinderkandidater: Matteo Trentin, Magnus Cort

Outsidere: Adam Blythe, Sacha Modolo, Juan Jose Lobato, Tom Van Asbroeck

Jokers: Michael Schwarzmann, Søren Kragh, Lorrenzo Manzin, Daniel Hoelgaard, Juan Sebastian Molano, Ivan Garcia, Marco Haller