Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 2. etape af Criterium du Dauphiné

Optakt: 2. etape af Criterium du Dauphiné

05. juni 2017 14:58Foto: A.S.O.

Thomas De Gendt udnyttede, at ansvarsfordelingen på en kuperet 1. etape af et etapeløb altid af uklar og giver gode muligheder for et succesrigt udbrud, og den uopslidelige belgier befinder sig nu i en position, hvor han med held og dygtighed kan bevare trøjen helt frem til fredagens 6. etape. I første omgang kan han regne med at få hjælp af sprinterholdene, der alle har udset sig mandagens etape som en mulighed for revanche, efter at etapen i Saint-Etienne viste sig at være alt for hård for flertallet af dem.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape. De stærkeste missede akkurat deres chance på førstedagen, men de bør alle være klar til at gribe ud efter muligheden på 2. etape, hvor der venter en relativt flad finale.

 

I alt skal der tilbagelægges 171 km mellem Saint-Chamond, de ligger nordvest for Saint-Etienne, og Arland, der ligger i en fladere del af Massif Central. Fra start rammer man imidlertid det kuperede terræn, der kendetegner regionen, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Cote de Croix Blanche (4,6 km, 4,1%), hvorefter en nedkørsel leder ned til et fladere stykke, mens man indleder rejsen mod vest. Det lette terræn varer ved frem til bunden af kategori 2-stigningen Col de Verrieres-en-Forez (9 km, 4,8%), hvis top nås efter 79,5 km og leder direkte over i kategori 3-stigningen Col de Baracuchet (6,2 km, 4,9%), der har top efter 91 km. Samlet set stiger det uafbrudt i mere end 20 km, og der venter fortsat ingen nedkørsel, mens man fortsætter frem til den lille kategori 4-stigning Col des Supeyres (2,9 km, 5,9%), hvis top rundes efter 100,5 km.

 

Nu er den svære del af etapen imidlertid overstået, og efter en længere, relativt teknisk nedkørsel rammer man fladlandet. Her forsætter man mod syd frem til Arlanc, hvor man rammer finalerundstrækningen efter 135 km, inden man krydser stregen 4,5 km senere. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 31,5 km lange rundstrækning i området vest for byen. Den stiger let i de første 10 km, flader derefter ud og falder til sidst tilbage mod Arlanc. De sidste 5 km er stort set flade og foregår hovedsageligt på en hele 4,6 km lang, 6 m bred opløbsstrækning. Det begynder imidlertid at stige ganske let, hvilket tager til på den sidste kilometer, der stiger med 2,5% i gennemsnit, men er betydeligt stejlere på de sidste 500 m.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Arlanc har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

Vejret

De perfekte forhold fortsætter endnu en dag. Således vil mandag ganske vist være temmelig skyet, men med enkelte kig til solen samt en temperatur på 21 grader er det vanskeligt at beklage sig voldsomt. Specielt fordi der kun vil være en svag til let vind fra nordvest, hvilket betyder, at rytterne vil have sidemodvind det meste af dagen. Først efter dagens sidste stigning drejer man ind i sidemedvind, og det varer ved, indtil man igen får modvind og siden sidevind på en stor del af rundstrækningen. Efter sidste sving vil der være sidemedvind på den lange opløbsstrækning.

 

Analyse af 1. etape

I vores optakt til 1. etape gjorde vi det allerede klart, at udbrud altid har en betydeligt større chance på 1. etape af et kuperet etapeløb, hvor man lægger ud med en etape, der er for hård for de fleste af sprinterne og for let til, at klassementsrytterne kan gøre sig håb om succes. Vi har tidligere i Volta a Catalunya set, hvordan det har givet folk som Michael Albasini, Bart De Clercq og Pierre Rolland et uventet forspring i klassementet og chancen for at sole sig i opmærksomheden, der følger med løbets førertrøje. Den uklare ansvarsfordeling betyder, at det ikke er oplagt, hvem der skal tage ansvaret for jagten, og det fører ofte til, at feltet reagerer for sent.

 

Noget tilsvarende skete på dagens etape, men hvor vi havde tiltro til, at Dimension Data, Orica-Scott og Bahrain-Merida ville være stærke nok til at neutralisere udbruddet, viste det sig, at det ikke lod sig gøre. Specielt de to sidstnævnte hold reagerede alt for sent, og alt for længe var det op til Dimension Data at stå for arbejdet. Først tilil sidst ofrede Orica-Scott sig, mens Bahrain-Merida dummede sig voldsomt ved aat satse på Antonio Nibali i udbruddet. Enhver ved, at man skal passe på med at give Thomas De Gendt lang snor i terræn som dette, specielt når han nærmer sig Tour de France-formen, og derfor kan man undre sig over arabernes passivitet og australiernes tøven. Specielt Bahrain må have grund til at ærgre sig, idet de med stor sikkerhed smed en tilsvarende etapesejr væk i årets Tour de Romandie, hvor de første alt for sent begyndte at jagte et udbrud. Også dengang vandt Sonny Colbrelli feltets spurt, men da havde Stefan Küng allerede sikret sig etapesejren.

 

Efter et par års skuffende præstationer bekræftede De Gendt, at han er tilbage på det niveau, der i begyndelsen af karrieren gjorde ham til en af de mest succesfulde etapejægere i WorldTour-løb. Dengang vandt han udbrudssejre i Paris-Nice og Schweiz Rundt, og siden har han føjet Volta a Catalunya, Giro d’Italia og Tour de France til listen. Nu kan han også skrive Dauphiné på CVet, og han er for alvor fundet tilbage i den rolle, der i sin tid gav ham det store gennembrud. I mellemtiden har han eksperimenteret med et forsøg på at udvikle sig til grand tour-rytter, og det satte hans karriere helt i stå. Nu har han indset, at hans spidskompetence er evnen til at vinde fra udbrud, og den kunst er der få, der mestrer som ham. Med den form, han udviste i dag, og en Tour-rute, der byder på en del mellemetaper, hvor udbrud må vurderes at have gode chancer, er han på sporet til at føje endnu en sejr til den, han tog på Mont Ventoux sidste år.

 

Nu gælder det imidlertid i første omgang om at forsvare førertrøjen, og umiddelbart burde han have gode chancer for at holde den frem til fredag. De tre næste linjeløbsetaper er alle for sprinterne, og da De Gendt er en aldeles habil enkeltstartsrytter, har han gode chancer for at forsvare føringen på onsdag også - ikke mindst fordi Tony Martin ganske overraskende blev sat fra feltet på dagens sidste stigning. Normalt burde De Gendt kunne begrænse sit tidstab til folk som Chris Froome og Richie Porte til mindre end et minut på 23,5 km, og lykkes det, vil han først miste trøjen, når de høje bjerge toner sig op i horisonten på fredag.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

I det hele taget viste 1. etape sig at være mere selektiv end ventet. At sprinterne faldt fra, var ingen overraskelse, men mange havde dog ventet, at folk som Bryan Coquard, Tosh van der Sande og Samuel Dumoulin havde vist sig mere modstandsdygtige. At Warren Barguil taber tid i sit første løb efter et slemt brud er heller ingen sensation, men de færreste havde vel set det komme, at Martin ville sætte tid til. Den største overraskelse var imidlertid, at Davide Formolo måtte slippe på den sidste stigning, og også Romain Sicard, Janez Brakovic og Serge Pauwels, der måske havde et halvt øje på klassementet, satte tid til. Formolos tidstab bekræfter imidlertid endnu en gang, at det er vanskeligt at køre Dauphiné så tæt på Giroens afslutning, og han var ikke den eneste af Giro-deltagerne, der havde det svært. Også Enrico Battaglin, der vanligvis ville have været vinderkandidat på etapen, Natnael Berhane, Jesus Hernandez og Chad Haga, der alle normalt ville kunne følge med i dette terræn, havde en svær dag og ser ud til at få en meget svær uge.

 

Blandt topfavoritterne var der ingen udskilning, og det er vanskeligt at drage de store konklusioner. Dog var der opmuntrende tegn fra Fabio Aru og Esteban Chaves, der har været de to største spørgsmålstegn forud for løbet. Begge var de i stand til at følge med på stigningen, og selvom det ikke siger meget om deres langsigtede formåen, vidner det i hvert fald om, at formen ikke er helt elendig. Begge har kikkerten rettet mod Tour de France og skal bruge dette løb til at tanke selvtillid. I dag fik de den første dosis. Den næste kan de hente, hvis de kører en god enkeltstart på onsdag,

 

Favoritterne

Inden klassementsrytterne for alvor skal i aktion, skal de imidlertid overleve to etaper, der synes at være for sprinterne. Det starter med mandagens anden etape, der ganske vist har ganske mange og også relativt lange stigninger. De ligger imidlertid alle så langt fra mål, at de næppe vil spille den store rolle, og de vil under alle omstændigheder ikke skabe den store udskilning. De vil hovedsageligt bidrage til at gøre løbet hårdt og vanskeliggøre jagten.

 

Der er imidlertid ingen tvivl om, at sprinterne har udset sig denne etape som en mulighed. Hvor de vidste, at 1. etape nok ville blive for svær, har Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Arnaud Demare og Nacer Bouhanni alle sat kryds ved 2., 3. og 5. etape som chancer for at teste Tour-formen. Dem vil de helt sikkert gøre alt for at gribe med, og derfor kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere løbet.

 

Det betyder dog ikke, at der ikke vil komme angreb. Etapens start er ganske hård, og efter at et udbrud havde succes i dag, vil der være mange, der er blevet inspireret. Samtidig er ruten alt andet end flad, og det giver alt andet lige bedre muligheder for at skabe ravage. Derfor vil vi sikkert skulle vente nogen tid, inden udbruddet er etableret, og med det vanskelige terræn vil starten helt sikkert sætte sig i sprinternes ben.

 

Efter dagens kikser vil Lotto Soudal, Katusha, FDJ og Direct Energie med stor sandsynlighed tidligt tage ansvar, og forspringet vil næppe blive stort. Også Cofidis vil måske bidrage, men meget afhænger af, hvordan Nacer Bouhanni har det efter hans nylige hjernerystelse. Sprinterholdene ved dog alle, at de ikke kan jagte hårdt i den kuperede midterfase, og derfor vil udbruddet næppe få et stort forspring. Da det relativt stærkt Lotto Soudal vil hjælpe sprinterholdene, bør det derfor være nok til at sikre samling til en massespurt.

 

Selve spurten er teknisk helt ukompliceret, og den lange opløbsstrækning betyder, at der er tale om en rigtig powerspurt. Samtidig stiger det ikke ubetydeligt i finalen, og det er en klar fordel for visse sprintertyper, mens de rene sprintere vil få det svært. Under alle omstændigheder bliver timing helt afgørende i en spurt, der kan vise sig sværere end mange umiddelbart venter.

 

Finalen er imidlertid perfekt for Arnaud Demare. Franskmanden elsker netop denne type spurter op ad bakke, og han har i år endelig genfundet sit tidligere niveau i massespurterne. Det skyldes hovedsageligt, at han har fået samlet et helt formidabelt lead-out, der med Davide Cimolai, Mickael Dage og Jacopo Guarnieri har fungeret upåklageligt det meste af året. Specielt tilstedeværelsen af Guarnieri er en fantastisk sikkerhedsgaranti for Demare, der tidligere har haft det meget svært i positionskampen, og i år har FDJ ofte været i stand til at dominere finalerne. Også i dette løb har de umiddelbart det stærkeste tog, og da Demare samtidig er i sit es i en spurt op ad bakke, peger meget på en sejr til FDJ-kaptajnen.

 

Det eneste minus er, at han med vilje har forsøgt at holde lidt igen og derfor endnu ikke er i topform. Det var tydeligt på dagens etape, hvor han hurtigt faldt fra på stigningerne. Denne etape er imidlertid meget nemmere, og da finalen er skræddersyet til manden med det bedste tog, tror vi på sejr til Demare.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

Hans værste rival kunne meget vel være Bryan Coquard. Heller ikke Direct Energie-sprinteren er i sin bedste form, hvilket blev tydeligt på dagens etape og i Belgium Tour. I sidstnævnte løb lykkedes det ham imidlertid alligevel at vinde en etape, hvor han viste, at han er en af verdens allerbedste til at spurte op ad bakke. Derfor er denne finale tæt på at være ideel for Coquard, der normalt er meget svær at slå i en sdan afslutning. Det største problem bliver som altid hans positionering, og selvom han med Adrien Petit og Angelo Tulik har et ganske fint tog, har han ikke holdet til at matche de bedste lead-outs. Lykkes det ham at komme frem, er det dog svært at se, at han kan besejres i en spurt som denne.

 

Egentlig har denne finale Alexander Kristoff skrevet ud over det hele. En powerspurt op ad bakke efter en hård dag med mange stigninger er helt ideel for nordmanden. Desværre skuffede han fælt i Tour of California, hvor han gang på gang kom til kort i spurterne, ikke mindst på 3. etape, hvor han nærmest stod stille efter at have fået det helt perfekte lead-out. Det mønster gentog sig i samtlige spurter, og det er svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at Kristoff ikke er på 100%. På den anden side har han med Michael Mørkøv og specielt Rick Zabel, der har været flyvende i de seneste måneder, et ganske godt tog, og hvis han nærmer sig sit normale niveau, er han normalt meget vanskelig at besejre i en spurt som denne.

 

Normalt er Sonny Colbrelli ikke hurtig nok til at slå de rene sprintere. Det ændrer sig imidlertid, når der sluttes med et stigende opløb, og når spurten kommer efter en hård dag. I dag var han helt suveræn i kampen om sjettepladsen, og det vidner om hans enorme hurtighed efter en svær dag samt om hans gode form. Samtidig er Colbrelli fantastisk god til at positionere sig, og i dette løb har han bedre støtte end vanligt. Hvis Colbrelli skal slå de hurtigere folk i en direkte dyst, er dette hans bedste chance.

 

Normalt vil Nacer Bouhanni være den måske største favorit til en etape som denne. På papiret er han feltets hurtigste mand, og han har normalt ikke noget imod at spurte op ad bakke. Desværre er han netop kommet tilbage efter en hjernerystelse fra Tour de Yorkshire, og det gør hans form meget tvivlsom. Derfor er det højst usikkert, om Bouhanni er på 100%. Med et fremragende tog ved sin side har han forudsætningerne for at blive afleveret godt. Det store spørgsmål er, om han har formen til at gøre det færdigt.

 

Edvald Boasson Hagen vinder meget sjældent massespurter, men i dette løb har han altid haft succes. Det skyldes de hårdere ruter, og i en spurt op ad bakke er hans muligheder endda endnu bedre. Boasson Hagen viste i Norge, at han er i helt fantastisk form, og han er uden tvivl den mest formstærke sprinter. Det gver ham mulighed for at besejre de normalt hurtigere folk, også selvom han ikke har det bedste hold til at køre sig frem.

 

Maximilano Richeze har i dette løb en sjælden chance for at køre sin egen chance, og det har han tidligere vist, at han kan udnytte - også på højeste niveau. Han har netop færdiggjort Giroen, og det bør umiddelbart betyde, at han har en motor, der kan være en fordel i et løb som dette - men det kan også virke helt modsat og efterlade ham helt uden kræfter. Han imponerede bestemt ikke på dagens etape, men mandag bør han have gode muligheder. Han har ikke det bedste lead-out, men han er normalt fremragende til at positionere sig. Desværre har han i år ikke spurtet på sit vanlige høje niveau.

 

Normalt ville Edward Theuns være blandt topfavoritterne på denne etape. Desværre er belgieren på vej tilbage efter en rygoperation, og han indrømmer, at formen endnu ikke er perfekt. Derfor har han ikke selv de store forventninger, og det bliver ikke bedre af, at hans hold er bygget op om Alberto Contador. Selvom han på papiret er en af feltets hurtigste, bliver det derfor svært for ham at vinde.

 

I dag satsede Orica-Scott på Jens Keukeleire. De har på forhånd meldt ud, at de vil fordele sprinteretaperne mellem Keukeleire og Simon Gerrans, og dette stigende opløb får os til at tro, at det er en dag for Gerrans. Australieren viste god form i Tour of Norway, men det er stadig svært at forestille sig, at han efter en skuffende sæson kan besejre sprinterne. Skal det lykkes, skyldes det, at han med Daryl Impey og Keukeleire har et fremragende lead-out. Den bedste chance for at vinde har man dog nok, hvis man igen satser på Keukeleire, der er i storform og også elsker finaler som denne.

 

Samuel Dumoulin er en af feltets specialister i at spurte op ad bakke, og derfor må han have udset sig denne finale. Han har vist god form på det seneste, men skuffede stort på dagens etape. Morgendagens finale passer ham imidlertid ganske fint, selvom han havde foretrukket, at den var hårdere. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men en god position kan bringe ham langt.

 

Læs også
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

 

Endelig vil vi pege på unge Pascal Ackermann. Tyskeren er et af de allerstørste sprintertalenter, og han hr endda også vist, at han er ganske holdbar. Derfor er dette et ganske fint løb for ham, og han burde ikke være afskrækket af bakken op til mål. Han har ikke den store rutine, men viste specielt i De Panne, at han kan blande sig efter en hård dag. Han har samtidig Christoph Pfingsten og Michael Schwarzmann, der vil agere som plan B, til at køre sig frem i finalen.

 

Også Phil Bauhaus, Ben Swift, Tosh van der Sande, Enrico Battaglin, Amund Grøndahl Jansen, Pieter Vanspeybrouck, Dion Smith, Alberto Bettiol og Simon Clarke kan tænkes at blande sig i spurten, men de vinder næppe.

 

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Bryan Coquard, Alexander Kristoff

Outsidere: Sonny Colbrelli, Nacer Bouhanni, Edvald Boasson Hagen

Jokers: Maximilano Richeze, Edward Theuns, Simon Gerrans, Jens Keukeleire, Samuel Dumoulin, Pascal Ackermann

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?