Optakt: 2. etape af Paris-Nice

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Ruten

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydvest fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder begyndes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, med mindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

Rejsen mod solen indledes med en distance på 187,5 km, der fører rytterne fra Orsonville lidt syd for Paris til Vierzon. Stort set hele dagen bevæger man sig mod syd gennem fladt terræn. Der er ikke en eneste kategoriseret stigning på programmet, og antallet af højdemeter er tæt på 0. Den første indlagte spurt markerer et tidligt højdepunkt efter 63,5 km, men derefter er ruten i lang tid ganske monoton.

Efter at have passeret forplejningszonen vest for Orleans går det videre gennem det flade terræn mod syd, indtil man med 14 km igen når frem til dagens sidste spurt i Saint-Georiges-sur-la-Prée. Her drejer man mod sydøst for at køre ind mod målbyen Vierzon. Efter en ganske lille bakke flader det igen ud på de sidste 5 km, hvor der er mange tekniske udfordringer. Der er to rundkørsler på femtesidste kilometer, et skarpt højresving med ca. 3 km igen, en rundkørsel lige inden den røde flamme og til slut et skarpt højresving 800 m fra stregen, hvorefter man rammer den hele 8 m brede opløbsstrækning. De sidste 500 m stiger med 4-5%.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vierzon lagde asfalt til prologen i Tour de l’Avenir i 2010, hvor Taylor Phinney sejrede foran Alex Dowsett og Michael Matthews.

Vejret

Forud for løbet var dette en af de mest frygtede etaper, da historien er fyldt med eksempler på, at feltet er blevet splittet til atomer i det åbne, flade terræn syd for Paris. Det bliver der dog næppe noget af i år, da mandag vil være en smuk da med kun enkelte skyer og en temperatur, der vil nå 14 grader, helt atypisk i denne sibiriske isvinter. Der vil dog komme flere skyer hen mod slutningen. Der vil bare være en let vind fra sydøst og senere syd, der endda vil aftage undervejs. Det giver sidemod- og modvind hele dagen. Mod slut vil der være sidemodvind på stykket ind mod Vierzon, kun afbrudt af et kort sidemedvindsstykke på den fjerdesidste kilometer.

Analyse af 1. etape

Arnaud Demare er et fantastisk studium i, hvor meget man kan flytte ved at vise sin kaptajn tillid. Den franske mester var efter en lovende start på sin professionelle karriere gået totalt i stå for et par år siden, og det så ud til, at han ville ende som endnu et af de spildte talenter, der aldrig ville indfri deres store potentiale. Bunden blev nået i 2016, hvor han vandt blot to løb - alt for lidt for en sprinter, der ovenikøbet havde det meste af et hold til sin rådighed.

Vendepunktet var i første omgang den lidt overraskende sejr i Milano-Sanremo i 2016, hvor han fik vist FDJ-ledelsen, at der fortsat var krummer i deres sprinter. Det fik manager Marc Madiot til at analysere, hvad der var gået galt, og han indså hurtigt, at det var Demares katastrofale positoneringsevne, der kostede ham sejrene. Derfor investerede han heftigt i at opbygge et tog og hentede Davide Cimolai samt ikke mindst Jacopo Guarnieri, en af verdens tre bedste lead-out men, til holdet forud for 2017-sæsonen.

Resultatet udeblev ikke. Allerede i sæsondebuten slog han Alexander Kristoff to gange i Etoile de Besseges, hvor det blev klart, at FDJ efter i mange år at have været et relativt inferiørt sprinterhold, nu pludselig havde et af verdens allerbedste tog. Kort efter vandt han en stor etape på en knaldhård dag i Paris-Nice, og siden blev det også til en første Tour-etapesejr samt etapesejr i det sidste store franske etapeløb, Criterium du Dauphiné.

Tilliden fik imidlertid også Demare til at vokse. Hvor hans mange spurtsejre i høj grad var et resultat af hans tog, der hjalp med at overvinde positioneringsvanskelighederne, udviklede Demare også en langt større holdbarhed end tidligere. Det blev til en fornem 6. plads i Paris-Roubaix, og han overraskede stort ved at sidde med helt fremme på den knaldhårde 2. etape i Touren, der tidligere ville have været alt, alt for svær for den franske mester.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I dag fik vi så endnu et bevis på, at Demare er blevet langt stærkere end tidligere. Normalt ville FDJ-stjernen ikke have kunnet begå sig i en spurt for enden af en næsten 2 km lang bakke med en stigningsprocent på 5. Det gjorde han imidlertid i dag, hvor han sammen med Christphe Laporte og Matteo Trentin var de eneste sprintere, der kunne blande sig i en top 10 domineret af de mest eksplosive klassementsryttere. Og Demare vandt ikke blot etapen, han gjorde det endda ved at køre en meget lang spurt i den ret hårde modvind, hvilket blot er endnu et vidnesbyrd om den høje klasse.

Sejren må være lidt overraskende for Demare, selvom hans hold med stort arbejde hele dagen, viste fuld tiltro til kaptajnen. Sidste år generede det ham nemlig, at han løb tør for energi i løbet af klassikersæsonen og specielt i Touren, og derfor har han i år haft en meget let sæsonindledning. Kun Volta ao Algarve blev brugt som forberedelse til åbningsweekenden, hvor han dog specielt med 2. pladsen og den aggressive kørsel i Kuurne fik vist, at formen ikke var helt elendig. Alligevel må det komme lidt bag på ham, at han allerede nu kan gøre det så godt i så vanskelig en finale.

Sejren var særligt vigtig for FDJ, fordi dagen i dag markerede begyndelsen på en ny epoke med nyt navn - Groupama-FDJ - og nye trøjer. Fra næste sæson vil holdet have et langt større budget, og derfor kan det aflæses som et signal, at Demare vinder netop i dag. Fra og med 2019 vil FDJ nemlig formentlig have en betydeligt bredere trup, der kan støtte den franske mester både i klassikerne og endnu bedre i spurterne, hvor de allerede nu er blandt de allerbedste. Fra næste år håber man ikke længere at rode rundt i bunden af WorldTour-ranglisten, og Demare synes klar til at løfte sin del af ansvaret i den mission.

I første omgang gælder det dog Paris-Nice, der allerede nu er en succes for Demare og hans hold, men som kan ende endnu bedre. De kommende to etaper med bakker i finalen er nemlig skræddersyede til den franske mester, der samtidig har sit forrygende tog til at støtte sig i de tekniske afslutninger. Man kan således ikke udelukke, at Demare kan gøre rent bord inden enkeltstarten og dermed for alvor markere, at Groupama-FDJ ikke længere skal regnes som WorldTourens måske svageste hold.

Helt som forudsagt i gårsdagens optakt viste etapen sig at være for hård for de fleste af sprinterne, og det var kun Demare, Matteo Trentin, Christophe Laporte og Carlos Barbero, fire af de navne, vi fremhævede som de mest holdbare, der kunne holde sig til i top 12. Derudover var det klassementsrytterne, der domineret de øverste placeringer, og her kan man måske aflæse de første små tegn. Naturligvis skal man være meget forsigtig med at tolke alt for meget i en spurt som denne, men det var skuffende at se Julian Alaphilippe være ude af stand til at lukrere på sin fremragende position i Gorka Izagirres hjul. Om det var brostenene eller kulden, der forhindrede ham i at have sit vanlige punch, er uklart, men franskmanden præsterede i hvert fald klart under niveau.

Det gjorde Tim Wellens til gengæld ikke. Belgieren kørte den måske bedste spurt af alle i en finale, der egentlig burde have været for let for ham, og det vidner bare endnu engang om den fantastiske form, han som altid har i årets første måneder. Der er stadig lang vej til Nice, og stigningen på 7. etape truer med at være for lang for belgieren, der jo ikke er ren klatrer, men der findes ikke mange af de historiske etapeløb på WorldTouren, der passer ham bedre. Kan han undgå at tabe hovedet og lancere alt for dumme angreb undervejs, og kan han køre en af sine gode enkeltstarter, kunne han meget vel køre med om podiet de sidste dage omkring Nice.

Mest overraskende var det, at Gorka Izagirre var meget tæt på at vinde etapen. Jovist, han har da vist, at han kan spurte på en bakke - jeg husker eksempelvis, at han blev nr. 2 bag holdkammeraten Lobato på Stirling-etapen i Tour Down Under for et par år siden - og det er velkendt, at han har et rimeligt punch, men at han kan blande sig med så hurtige folk, er alligevel uventet. Det kommer imidlertid som kulmination på en fremragende sæsonstart, hvor han var en af de fem bedste på stigningerne i Tour Down Under, og hvor han sluttede på podiet i Oman. Sidste år fik han endelig det alt for sene gennembrud som etapeløbsrytter med en top 5-placering i dette løb, og i år synes han at være endnu bedre. Hvis man husker på, at han blandt klassementsrytterne er blandt de bedste temporyttere, ser det ganske lovende ud. Nu mangler han blot at vise, at han også kan køre med de allerbedste på kongeetapen, der ellers kan vise sig at være for svær. Gør han det, kan han måske løfte arven som etapeløbsrytter efter bror Ion, der stadig kæmper lidt med at finde fordums styrke efter sit Tour-styrt sidste år.

Etapen blev dyr for andre. Værst var det naturligvis for evigt uheldige Tejay van Garderen, der på et tidspunkt, hvor alt ellers pegede på, at han var på vej tilbage, atter blev ramt af uheld og styrtede ud af løbet. Også sidste år i Vueltaen væltede amerikaneren, netop som han havde fundet sine bedste ben, og som eneste mand kunne følge Froome, Contador og Betancur på 6. etape. Naturligvis er det delvis hans egen skyld, at han vælter så meget, men man kan ikke undgå at få ondt af BMC-kaptajnen, der vitterligt har været ramt af megen modgang de seneste år.

Derudover endte løbet som en katastrofe for Astana, der mistede Jakob Fuglsang som klassementsbud. Danskeren var uheldig at blive fanget i styrtet i den farlige finale, og selvom han begrænsede tidstabet, er han ude af kampen om de øverste placeringer. Paris-Nice er et løb, der vindes med små marginer, og Fuglsang har allerede tabet alt, alt for meget - specielt hvis man husker på, at han har udsigt til en lille lussing på 4. etape.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Endnu værre gik det for Rui Costa og Ilnur Zakarin, der mistede endnu mere tid. For Costa er det måske ikke en katastrofe - UAE satser primært på Dan Martin - men for Katusha og Zakarin, der godt kunne trænge til lidt succes, er det ærgerligt. Ganske vist viste han ikke storform i Abu Dhabi, men man ved aldrig, hvor man har Zakarin på denne tid af året, hvor han før har været brølstærk. Det bliver imidlertid ikke her, han kommer til at køre med om sejren. Endelig tabte også Jesus Herrada tid som følge af styrtet - endnu et ærgerligt tab for en af forårets mest formstærke ryttere, der på Cofidis har noget nye højder - ligesom Warren Barguil, David De La Cruz og Sam Oomen ligeledes måtte notere sig ganske overraskende tidstab. I stedet kan man så måske holde øje med Richard Carapaz, Chris Hamilton, Lawson Craddock og Felix Grossschartner, der alle efter en lovende start måske kan overraske i dette løb.

Endelig vil vi fremhæve Christophe Laporte. Han er endnu et eksempel på en rytter, der er vokset ved at blive vist tillid. Hidtil har han været kendt som Nacer Bouhannis sidste lead-out man, men efter at Cedric Vasseur har overtaget styringen på det franske hold, er han blevet frigjort fra den rolle i den første del af sæsonen. I stedet skal han være kaptajn i brostensklassikerne, og den tillid har givet ham ny luft. Med tre sejre har han haft en fremragende sæsonstart, og i dag viste han, hvor holdbar han er, ved at blande sig helt fremme i en svær finale. Potentialet er stort, og det skal blive meget interessant at følge ham i klassikerne senere i år.

Favoritterne

Efter en indledende etape, der havde en vanskeligere finale, end man normalt ser det de første dage i Paris-Nice, venter der mere klassisk terræn på andendagen. Første del af løbet byder som regel på et par næsten helt flade etaper, hvor kun vinden kan true en massespurt, men i år er der skruet kraftigt ned på antallet ag muligheder for sprinterne. Faktisk er mandagens den eneste etape, der ikke byder på væsentlige bakker undervejs, og derfor kan det for nogle af de hurtige folk måske ende som deres eneste chance. Det er ikke sært, at Marcel Kittel i sidste øjeblik valgte at tage til Tirreno-Adriatico i stedet.

Som bekendt er sidevinden en latent trussel i den første del af Paris-Nice. I langt de fleste tilfælde ender disse etaper altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama - bare tænk på, hvad der skete sidste år. Derfor er alle altid ekstremt nervøse forud for disse dage, der kan vise sig at være langt mere afgørende end selv de sværeste bjergetaper.

Denne gang er dramaet imidlertid afblæst, og 2. etape kan meget vel ende som et af årets kedeligste løb. Der er ikke meget vind, og den smule, der er, står næsten direkte ind i ansigtet på rytterne. Der er heller ikke en bjergtrøje at gå efter, og alle ved, at sprinterne ikke vil lade deres eneste chance gå til spilde. Med andre ord er der ikke én eneste grund til at angribe for andre end de franske wildcard-hold, og derfor vil det formentlig udvikle sig til en yderst begivenhedsfattig affære, hvor vinden samtidig vil sikre, at der endda også vil blive kørt langsomt.

Derfor venter vi, at udbruddet vil blive etableret ved første angreb fra kilometer 0, og at den sikkert meget lille gruppe vil få et ret stort forspring. Herefter vil FDJ tage kontrol og formentlig få hjælp af Quick-Step og måske også LottoNL-Jumbo i jagten. Tim Declercq, Ignatas Konovalovas og Paul Martens kan tænkes at tilbringe dagen i front. Uden risiko for sidevind vil der ikke være den store stress, og det vil derfor blive en stille dag på kontoret, hvor udbruddet vil blive kørt ind i tide til at sikre den ventede massespurt.

Den vil til gengæld blive stressende. Alle vil være temmelig friske til slut, og det øger altid kaosset. Samtidig venter den en teknisk finale med to sene sving, hvor positionering vil være vigtig. Derfor er det stor betydning at have et godt tog, men vejen er dog så bred til slut og opløbsstrækningen så lang, at det er muligt at komme bagfra med en god spurt, hvis ikke man er alt for langt tilbage. Lige så vigtigt er det, at de sidste 500 m stiger med 4-5%, og det vil gøre det svært for mange af de rene sprintere.

Der er ingen tvivl om, at Dylan Groenewegen er feltets hurtigste sprinter, men i denne finale vil vi sætte pengene på Arnaud Demare. Den franske mester viste som omtalt ovenfor fremragende form ved at køre en meget lang spurt i en finale, der burde have været for svær for ham, og derfor burde hans chancer være endnu bedre her. En 500 m lang bakke med en stigningsprocent på 4-5 kunne næppe være bedre for den franske mester, der elsker netop denne type afslutninger, hvor han hører til blandt de allerbedste i verden. Nogle vil eksempelvis huske hans sejr i en næsten identisk afslutning Eneco Tour for et par år siden. Hans største fordel er dog, at han med Mickael Delage, Ramon Sinkledam og ikke mindst Jacopo Guarnieri sammen med Quick-Step har det allerbedste tog. Det er afgørende i denne tekniske finale, hvor han meget vel kunne blive afleveret allerforrest. Med den styrke, han viste i dag, bliver han voldsomt svær at komme forbi, og derfor er han vores favorit.

Hans værste rival må være Dylan Groenewegen. Efter sejren i Paris sidste år samt hans dominerende opvisninger hidtil i år er der ingen tvivl om, at han i en flad spurt er feltets allerhurtigste. Sejren i Kuurne vidner også om, at formen er ganske god, og han vil helt sikkert være topmotiveret til denne etape. Han havde helt sikkert foretrukket en flad finale, men man skal ikke glemme, at han vandt 4. etape i Algarve, hvor afslutningen var næsten identisk. Umiddelbart er hans tog ikke helt så godt som Quick-Steps og FDJs, men netop 4. etape i Algarve viste, at duoen Amund Grøndahl og Timo Roosen nu er så stærke, at de sagtens kan holde Groenewegen fremme. Med en bred opløbsstrækning er der god plads til at gå forbi, hvis ikke han er for langt tilbage, og så må det være op til Groenewegen selv at vise, at han også er den hurtigste, når det stiger så meget til sidst.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Elia Viviani har haft en drømmestart på sæsonen og er kommet til løbet med masser af selvtillid. Faktisk har han i de flade spurter ikke været voldsomt imponerende i år, hvor det i høj grad er det stærke tog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, der har bragt ham langt. Til gengæld har han siden sejren i Plouay sidste år vist en fabelagtig holdbarhed, der kulminerede med andenpladsen i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og hvis man tænker på, at hans eneste Giro-etapesejr faktisk kom i en ganske hård spurt i Genova, burde denne finale faktisk være ganske god for ham. Som sagt er hans tog så stærkt, at kun FDJ kan matche det, og det er vigtigt med så sent et sving. Viviani kan sagtens ende med at tage endnu en sejr her.

Et af de større spørgsmålstegn er André Greipel . I Tour Down Under viste han, at han stadig kan slå de allerbedste, og han var klart den hurtigste mand i det australske etapeløb. Ikke overraskende kom han tomhændet fra Abu Dhabi, men det skyldtes alene et håbløst tog og ikke Greipels egne ben. Her har han støtte fra Marcel Sieberg og Jasper De Buyst og er derfor bedre stillet. Han kan bedst lide stigende spurter, men denne her er nok en anelse for stejl efter hans smag. På den anden side var han knusende overlegen i en lignende finale i Giroen for to år siden, og i dag er han vel bare endnu stærkere i kuperet terræn. Positioneringen er som altid et problem, men på en bred opløbsstrækning er der plads til, at en stærk Greipel kan komme frem.

Alexander Kristoff overraskede ved at slå de rene sprintere på en etape i Abu Dhabi, og efter den fremragende klatrepræstation i Oman har han vist, at han er i fremragende form. I dag blev finalen lidt for svær, men i morgen burde det være næsten perfekt for en stærk mand som Kristoff, der elsker en solid powerspurt på en bakke i modvind. Der er ikke mange, der kan matche Kristoff i rå muskelkraft, og han er samtidig eminent til at positionere sig i en teknisk finale som denne. Desværre er hans historik i disse stigende spurter ikke alt for god på WorldTour-niveau, men med den nuværende form burde han være stærk nok til at kunne vinde.

Matteo Trentin er i dette felt normalt ikke hurtig nok til at vinde de rene massespurter, men her har en chance. Italieneren er nemlig blandt de allerbedste på stigningerne, hvilket han også viste med 9. pladsen i dag. Desværre kan man frygte, at afslutningen ikke er helt hård nok til ham i et felt med så mange hurtige folk. Derudover har han ikke megen støtte i finalerne, og det kan koste for mange kræfter undervejs. Det er dog denne type spurter, som Trentin kan vinde.

Det samme kan siges om Magnus Cort. I en flad spurt kan han ikke matche specielt Groenewegen, men i en stigende afslutning er han brølstærk. Det viste han senest på kongeetapen i Dubai, der faktisk afslørede, at finalen nok gerne måtte have været endnu hårdere. Corts problem er, at der er mange specialister i dette løb, og at han ikke har megen støtte til sidst. Det har allerede kostet meget i årets første løb og vil formentlig også blive dyrt igen i så teknisk en finale.

Nacer Bouhanni valgte klogelig at tage den med ro i dag og er derfor helt klar til denne etape. Når han er i topform, klatrer han bedre end mange andre sprintere, og han har før gjort det godt i stigende spurter. Det er dog sjældent, at han har vundet denne type afslutninger på WorldTour-niveau, og vi sidder ikke med det indtryk, at han endnu har ramt sin allerbedste form. Den tekniske finale passer imidlertid perfekt til Bouhanni, og han viste i Oman, at farten er god. Derfor kan det med god positionering godt blive til Cofidis-sejr.

Egentlig burde et stigende opløb som dette være skræddersyet til John Degenkolb, men vi har alligevel ikke den helt store tro på den ellers så stærke tysker. Han har nemlig altid haft det svært i positionskampen, og derfor er denne tekniske finale ikke god for ham. Ganske vist har han i Koen De Kort en sublim lead-out man, men resten af toget er for svagt til, at Degenkolb kan stole på, at han får en god udgangsposition. Han har formentlig poweren til at matche de fleste på selve bakken, men vi frygter, at han må starte for langt tilbage til at kunne vinde.

Carlos Barbero er blandt verdens bedste til at spurte op ad bakke, hvilket hans 12. plads i dag også viste. Desværre er denne afslutning nok en anelse for let til, at han kan matche de hurtigere folk - ikke mindst fordi han stort set vil være helt alene i positionskampen, der i forvejen ikke er hans styrke. Bakken skulle nok have været lidt længere, for at han ville have en reel vinderchance, men det er i denne type afslutning, at han kan overraske.

Kommer det til ren topfart, er Sam Bennett sammen med Greipel og Groenewegen nok feltets hurtigste. Faktisk er han også ganske let og god til at spurte op ad bakke, hvilket han viste med sin gennembrudssejr i Tour of Britain. Desværre har han ikke vist det samme på WorldTour-niveau, og han har heller ikke vist antydningen af form i år. Han har egentlig farten til at true de bedste, men kombinerer man ovenstående med hans svage positioneringsevne og dårlige tog, bliver det nok svært.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Hvordan skal Sunweb gribe det an? Efter sejren foran hele verdenseliten i Abu Dhabi må Phil Bauhaus være topmotiveret. På den anden side er han blandt de allertungeste sprintere, og han kan formentlig ikke vinde på en bakke som denne. Det kan til gengæld Edward Theuns, der specialiserer i netop denne type afslutninger og ligeledes har vist god form først på sæsonen. Meget kunne tyde på, at man satser på Bauhaus, men Theuns er nok det bedste kort.

Endelig vil vi pege på Thomas Boudat. Coquards afløser fik en fremragende sæsonstart med gennembrudssejren i Ruta del Sol, og han overraskede stort ved at sidde med næsten helt fremme i dag. Det vidner om fremragende form, og et stigende opløb som dette er helt perfekt for den relativt lille banespecialist. Desværre må man frygte, at hans dårlige positionering formentlig koster et topresultat.

Også Jurgen Roelandts, Ivan Garcia, Heinrich Haussler, Marco Haller Dan McLay, Ryan Gibbons og Brenton Jones kan tænkes at blande sig, men de vil næppe vinde i så stærkt et felt.

OPDATERING: Både Bauhaus og Theuns styrtede i dag, men ventes at starte i morgen. De har ikke pådraget sig væsentlige skader, men kan naturligvis alligevel være hæmmet af uheldet.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Elia Viviani

Outsidere: André Greipel, Alexander Kristoff, Matteo Trentin, Magnus Cort, Nacer Bouhanni

Jokers: John Degenkolb, Carlos Barbero, Sam Bennett, Phil Bauhaus, Edward Theuns, Thomas Boudat

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO