Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ruten

Tour de Romandie, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle ganske hårde stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Det er således også tilfældet i 2017, hvor løbet byder på anden etape byder på en rute af netop denne type, hvor de hurtige folk vil drømme om at slå til, inden klassementskampen intensiveres fredag.

I alt skal der tilbagelægges 173,9 km mellem Delemont og Yverdon-les-Bains, og der lægges benhårdt ud med en af de hårdeste dele af etapen. Straks fra start rammer man nemlig kategori 3-stigningen Col des Rangiers (8,37 km, 4,8%, max. 10%), der er relativt regulær og har top efter 11,5 km. Herefter går det stort set hele dagen mod sydvest ned mod Alperne. Der venter ingen nedkørsel efter stigningen, og i stedet består det meste af dagen af en lang rejse gennem kuperet terræn, der med flere mindre bakker aldrig bliver helt fladt. Første efter 84 km, hvor den første spurt er placeret, venter en regulær nedkørsel, der efter et kort fladt stykke efterfølges af dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen Cold des Estroits (5,67 km, 6,0%, max. 9,0%), hvis top rundes, når der resterer 62,9 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en lang nedkørsel ned mod fladlandet omkring Neuchatel-søen.

Her rammer man den afsluttende rundstrækning som følges igennem fladt terræn mod øst frem mod målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 139,7 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 34,3 km lange rundstrækning i området syd for byen. Først fortsætter man mod øst langs vandet, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad fire mindre bakker. Den første stiger med 3,0 % over 3,5 km og har top med 29,1 km igen. Den anden stiger med 5,7% over 2,1 km og har top, når der resterer 24,1 km, hvor den sidste spurt er placeret. Den tredje stiger over 1,5 km med 6,1% og har top med 17,4 km igen, og den sidste stiger over 2,9 km med 1,6%. Fra toppen resterer 14,1 km, som først falder mod nordvest, indtil man kører mod nordvest og øst frem til mål gennem stort set helt fladt terræn over de sidste 11 km. De sidste 3 km er helt flade, men har en teknisk finale med skarpe sving med 1600 og 600 m igen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 1988 højdemeter.

Yverdon-les-Bains var senest vært for løbet i 2009, hvor Columbia-HTC vandt et holdløb i byen. I 2004 var man vært for en massespurt, hvor Jan Svorada sejrede foran Marco Zanotti og Luciano Pagliarini.

Vejret

Det er først i weekenden, at Romaniets frygtede regn vil melde sin ankomst, og derfor kan feltet torsdag se frem til endnu en flot solskinsdag med kun enkelte skyer og en lidt lavere temperatur på 17 grader. Der vil kun være en svag til let vind fra nordvest, hvilket giver sidevind hele vejen frem til toppen af dagens sværeste stigning. Herefter vil medvind lede frem til sundstrækningen, hvor der først vil være sidemedvind, så sidevind, dernæst modvind og til slut atter sidemedvind på de sidste kilometer, også på opløbsstrækningen.

Analyse af 1. etape

Det er næsten svært at forstå, at det bare er et 4 måneder siden. Gennem hele vinteren var diverse cykelmedier fyldt med det ene interview efter det andet, hvor Astana-ryttere skulle redegøre for, hvordan de ville klare sig efter tabet af Fabio Aru. Fraværet af topsprintere og holdets store grand tour-stjerne efter en sæson, hvor man skulle helt frem til midten af april, inden man fik sin første sejr, vakte nogen bekymring for, om de lyseblå, der efter en tid som et af verdens førende mandskaber, ville nå et nyt lavpunkt.

Sådan er det ingenlunde gået. Tilsyneladende befriet for det pres, der følger af at have en klar kaptajn, har holdet, der ellers på papiret er uden den type af vindermaskiner, som man finder på de mest succesrige hold, har geleddet bag Aru grebet mulighederne og med aggressiv kørsel givet holdet en drømmestart, der må få Alexandre Vinokourov til at knibe sig i armen. Da Omar Fraile hævede armene i triumf i eftermiddags, var det 13 gang, at en Astana-rytter krydsede stregen først, og sejrene er bestemt ikke kommet i små løb. Michael Valgren har vundet to WorldTour-klassikere, Fraile har nu taget etapesejre i to af de hårdeste etapeløb på WorldTouren, og i sidste uge vandt man hele tre af fem etaper i et af de mest prestigefulde løb uden for WorldTouren, Tour of the Alps. Faktisk har man i april vundet hele seks løb, herunder tre på allerhøjeste niveau.

Dagens sejr er et meget godt eksempel på, hvordan succes avler succes - et forhold, Quick-Step er sportens måske bedste eksempel på. Et hurtigt blik på Astanas hold, der ikke tæller en klassisk sprinter- eller puncheurtype ville hurtigt lede til den konklusion, at holdet ville få meget svært ved at vinde en etape, og at den bedste chance for succes var et samlet topresultat til Jakob Fuglsang. Alligevel endte holdet i dag med at hæve armene i triumf på en etape, der ikke umiddelbart matchede deres kvaliteter perfekt.

Det har længe været kendt, at Fraile er en hurtig fyr - bare se på, hvordan han har vundet spurter i helt små grupper i Giroen sidste år og Baskerlandet i år - men han har aldrig turdet binde an med at kaste sig ud i en større spurt. Om det er Astanas momentum, der fik ham til at gøre forsøget i dag, skal vi lade være usagt, men det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at baskeren i sit allerførste forsøg i en massespurt kunne krydse stregen som første mand.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Mens der i Astana-lejren utvivlsomt er fest, må der være gravstemning i Bahrain-bussen. Efter et forår, der delvist blev ødelagt af sygdom - men som dog alligevel gav en andenplads i Brabantse Pijl - overraskede Sonny Colbrelli, der ellers har haft en lille løbspause og har Touren som sit næste mål, nemlig særdeles positivt ved at overleve en ganske svær stigning. Alt lå derfor serveret på et sølvfad for italieneren, der endda var kommet af med sin på papiret værste rival, Michael Matthews, og sejren syntes med 2 km igen næsten at være givet.

Det blev imidlertid ødelagt fra helt uventet kant. Af alle ryttere var det den klejne klatrer David Gaudu, der med et overraskelsesangreb pludselig var ved at rende med det hele, og med en kilometer igen så det ud til, at den lille franskmand, der ellers har haft en rædselsfuld sæsonstart og en skuffende ardennerkampagne, måske kunne ende som den mest usandsynlige vinder af en etape med en flad finale. Det tvang Colbrelli til at åbne en alt for lang spurt, og det udnyttede Fraile, der ellers tidligere har været kendt for alt andet end kølighed og overblik, helt perfekt til at sikre sig i anden sejr for de lyseblå kasakker.

Hvordan Bahrain kunne køre finalen så håbløst, er imidlertid en gåde. Ganske vist var det uventet, at man måtte sige farvel til meget formstærke Enrico Gasparotto allerede tidligt, men med begge Izagirre-brødre samt talentfulde Hermann Pernsteiner ved sin side burde Colbrelli have rigeligt med ressourcer til at kontrollere finalen. Ikke desto mindre var han helt isoleret til slut og måtte derfor åbne alt for tidligt. Med tanke på, at Gorka Izagirre blev nr. 5 i spurten, er det ikke helt urimeligt, hvis Colbrelli er rødglødende af raseri i disse timer. I det hele taget har han formentlig lyst til aldrig at vende tilbage til Romandiet, hvor han sidste år ligeledes blev svigtet af sit hold, der var alt for længe om at jagte et udbrud på 2. etape, hvorfor Colbrellis gode spurt kun rakte til en 2. plads.

Lidt overraskende blev stigningen, der ellers var præget af ret hård modvind og derfor ikke blev kørt aggressivt, for hård for Michael Matthews, der har sendt ganske blandede signaler på det seneste. I Fleche Wallonne og på gårsdagens prolog var han flyvende, men i dag og i Liege skuffede han. Det er tydeligt, at australieren fortsat kæmper med at finde den vanlige stabilitet efter et forår, hvor sygdom og et skulderbrud har kompliceret tingene betydeligt.

Etapen gav ikke de store svar i klassementet, da den hårde modvind betød, at ingen turde teste benene. Al angrebslyst blev også dæmpet af en brølstærk Steven Kruijswijk, der egentlig var kommet til løbet for at køre klassement sammen med Primoz Roglic, men som i dag var klar hjælperytter for sin holdkammerat. Det vidner om stor tro på sig selv, at sloveneren kommanderede sin mere berømte holdkammerat frem på en etape, hvor man kørte med livrem og seler. Der var absolut ingen grund til at jagte et udbrud, der på sigt ikke ville være farligt, men alligevel valgte Roglic at fjerne enhver risiko for en overraskelse ved at skabe samling.

En anden interessant detalje var Dan Martins angrebslyst. Irerens rædselsforår er blevet ødelagt af en endeløs serie af uheld, men i dag svarede han igen med store aggression. Et stærk angreb efter sidste stigning viste, at Martin er her for at redde den første del af sin sæson. Han kørte en ganske fin prolog efter vanlig standard og har med en bjergenkelstart på menuen samt en flad finale på løbets kongeetape næppe kunnet finde en meget bedre rute til et ugelangt etapeløb. Skal Martin nogensinde ved et løb af denne type, får han ikke mange bedre chancer end denne.

Og så er der Egan Bernal. Man kan naturligvis ikke læse meget af en etape, der ikke blev voldsomt selektiv, men det er alligevel påfaldende, at den lille colombianer, der imponerede så stort i duellen med Valverde i Catalonien, kørte med stort overskud på stigningen og atter viste sine nyfundne sprinterevner frem til sidst. Ingen havde regnet med, at han så tidligt efter sin skade ville være tilbage i fuld vigør, men noget kunne tyde på, at han kan gøre alle forventninger til skamme. Samtidig rimer Bernal på bjergenkeltstart, og det kan derfor blive en meget interessant fredag for sportens største klatretalent.

I første omgang skal klassementsrytterne dog sikkert igennem endnu en etape. I dag måtte Elia Viviani helt som forventet slippe tidligt, men mon ikke der blev sparet kræfter til torsdag? Yverdon-les-Bains må være ved at geare op til Giro-generalprøve for Quick-Step-toget i morgen eftermiddag - og da det jo også er hele tre dage siden, man sidst har vundet et løb, må det også være på tide, at belgierne vinder igen. Trods succesen har Astana trods alt lidt vej at gå, hvis deres drømmeforår skal kunne matche Quick-Steps vindermaskine.

Favoritterne

Tour de Romandie har aldrig været et sprinterparadis, men i år synes de hurtige folk at have lidt bedre betingelser end vanligt. Blandt de - efter løbets standard - flade etaper er de to nemlig lettere, end man ofte ser det i det schweiziske løb, og både 2. og 5. etape synes at være perfekte chancer for sprinterne. Det kan til dels aflæses i startlisten, der ganske vist ikke er nogen lang opremsning af topsprintere, men som dog har tiltrukket en stribe hurtige folk, der ser løbet som en god chance for at tage en stor WorldTour-sejr.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Mest markant er det for Quick-Step, der har en lidt atypisk tilgang til et af sportens mest bjergrige løb. Hele fem af de syv mand på holdet er nemlig tunge folk, og man har lidt overraskende valgt at bruge løbet til det ene formål at forberede Elia Vivianis sprintertog frem mod Giroen. Måske kan Eros Capecchi og James Knox få lov at teste sig i bjergene - det gjorde Knox blandt andet i dag med et angreb efter sidste stigning, ligesom Capecchi spurtede sig til en top 10-placering - men holdets reelle formål med at være i Schweiz er at spurte på 2. og 5. etape.

Derfor burde der heller ikke være skyggen af chance for, at torsdagens etape ikke ender i en massespurt. Udbrud har ganske vist en tradition for at komme langt i dette løb - bare se på, hvor tæt Alexis Gougeard var på sejren i dag - men Quick-Step vil næppe tage chancer. Den hårde start betyder, at vi kan se frem til en ret aggressiv indledning og formentlig et ret stærkt udbrud - mon ikke enten Thomas De Gendt eller Sander Armee er med for Lotto? - men derefter vil belgierne lynhurtigt ramme fronten. Bahrain-Merida vil formentlig være indstillede på at give en hånd med, og det samme vil Bora-hansgrohe og måske Sunweb, hvis de ikke er alt for slidte efter i dag. Derfor burde de være i stand til skabe samling.

Rundstrækningen er ingenlunde flade, men de fire mindre bakker er alle overkommelige for klatrestærke typer som Elia Viviani, Sonny Colbrelli og Michael Matthews. Det er klart, at det, der formentlig vil blive en ret hurtig etape i hårdt terræn, vil mærke rytterne, og at det vil være en dag for mere holdbare typer, men vi forventer en massespurt med deltagelse af de stort set alle de hurtige folk.

Finalen er ganske teknisk med to relativt sene sving, og det betyder, at et godt tog kan være ganske vigtigt. Det gør det umuligt at komme uden om, at Elia Viviani er storfavorit. Italieneren er ikke blot på papiret feltets hurtigste mand, han har også i det seneste års tid udviklet en helt ny holdbarhed, der betyder, at en kuperet rute som denne er helt perfekt for ham. Samtidig må han med bare en uge til Giro-starten formodes at være i absolut topform, og hans motivation fejler aldrig noget, særligt ikke fordi han jagter et selvtillidsboost inden sin store grand tour.

Hans største force er imidlertid hans tog. Han er til start med Davide Martinelli, Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, der vil udgøre de sidste tre mand for ham i Giroen om en uge, og her har han endda ekstra hjælp fra Fernando Gaviria, der bruger løbet til at genfinde løbsrytmen efter sin skade, men alligevel vil være i stand til at give sin holdkammerat en hånd med. Det er en skræmmende kombination, der burde være i stand til at dominere finalen. Placerer man hurtigste mand som bagerste led, burde Viviani være i stand til at vinde en etape for andet år i træk.

På papiret er Pascal Ackermann løbets næsthurtigste mand. Den unge tysker har i år fået langt flere chancer end sidste år, og det har givet resultat. To tredjepladser i Abu Dhabi blev fulgt på ad en 3. plads i Handzame, en andenplads bag Viviani i De Panne og en andenplads i Scheldeprijs. Det må have givet ham masser af tro på sig selv, men han jagter fortsat den forløsende sejr. Den har han gode chancer for at få her. I Rudiger Selig har han nemlig sportens måske allerbedste lead-out man, og det kan måske være nok til at udmanøvrere Quick-Step i den halvtekniske finale. Til gengæld er Ackermann knap så holdbar som de fleste af sprinterrivalerne, men kan han bevare den fornødne friskhed, vil han være klar til endelig at jagte den forløsende sejr.

Sonny Colbrelli må i den grad være på jagt efter revanche efter dagens nedtur. Desværre passer den flade spurt i Yverdon-les-Bains ham knap så godt, ligesom den lettere rute heller ikke er til hans fordel. Der er dog stadig tale om en betydeligt antal højdemeter, og som den mest holdbare sprinter vil Colbrelli kunne drage fordel af en hård jagt bag et stærkt udbrud. Samtidig har han med Ramunas Navardauskas og Enrico Gasparotto gode folk til at køre sig frem, og han burde have mere støtte, end det var tilfældet i dag. Selvom der på papiret er hurtigere folk i en flad spurt, har Colbrelli en chance efter en hård dag.

Dagens etape endte som lidt af en skuffelse for Michael Matthews. Han må ærgre sig over den forspildte mulighed, idet den kommende etape passer ham langt dårligere. Han er i en flad spurt ikke så hurtig som de tre ovennævnte, og han er samtidig hæmmet af at have et ret svagt hold til at støtte sig i en finale som denne. Matthews har dog før overrasket i flade spurter efter hårde løb, eksempelvis i Paris-Nice, og bliver det rigtigt udmarvende, vil han have en chance.

Timothy Dupont har sendt temmelig blandede signaler i år. Efter det katastrofale 2017 kom han godt fra start, men i løbet af foråret skuffede han atter gang på gang. Det er dog tydeligt, at han er betydeligt bedre end sidste år, og på papiret er han klart en af de hurtigste i dette felt. Samtidig er han en ganske holdbar type, der ikke burde være voldsomt skræmt af bakker som disse. Han burde have farten til at blande sig helt fremme, selvom der er mere holdbare folk end ham. Hans store problem er manglen på tog, og at han i år har positioneret sig helt atypisk dårligt.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

I disse år er Roberto Ferrari hovedsageligt lead-out man, men han får tit sin chance i bjergløb som disse. Italieneren kan på sine gode dage overleve visse stigninger, og han viste i Giroen sidste år, at han stadig kan blande sig helt fremme i massespurter. Det gjorde han også i Catalonien tidligere i år, og han er som bekendt en mester i at positionere sig i en halvteknisk finale som denne.

Davide Cimolai blev hentet til FDJ som del af Demares tog, men han får af og til sin egen chance. Sidste år udnyttede han det til at vinde en etape i Catalonien, og dermed har han vist, at han kan vinde spurter i bjergløb som disse. Han har faktisk været i fremragende form i klassikerne, hvor han har været så holdbar, at holdet endda gav ham en kaptajnrolle i Amstel Gold Race, der dog alligevel blev for svært for ham. Dermed burde han være i sit es på en halvhård rute som denne. Han har i Benjamin Thomas en mand til at holde sig fremme, og han er selv ganske god til at positionere sig.

Boy Van Poppel er kendt som en af feltets bedste lead-out men, men af og til får han sin egen chance. Den er han som regel knivskarp til at udnytte, som han gjorde det i Polen sidste år, hvor han opnåede to fjerdepladser. Van Poppel er helt sikkert ikke hurtig nok til at vinde, men han er sublim i positionskampen, og det har givet ham flere top 5-placeringer, end hans hurtighed berettiger til. Desværre kan finalen blive lidt for hård for den ikke specielt holdbare hollænder.

Michael Albasini har vundet et hav af etaper i dette løb, også deciderede massespurter. Desværre betyder sygdomsforløbet fra foråret, at han er milevidt fra sin bedste form. Derfor er det usandsynligt, at det bliver til endnu en sejr i år, men han burde dog være i stand til at blande sig på en relativt let etape som denne. Han har stor erfaring i positionskampen, og det kan hjælpe med at kompensere for manglende topfart og form.

Baptiste Planckaert er et andet eksempel på prototypen på en sprinter til dette løb. Belgieren klatrer glimrende og burde kunne lide en rute som denne. I år så han endda bedre ud end længe i foråret, indtil en stribe styrt desværre satte ham tilbage. Har han genfundet formen, burde han være med fremme her, selvom hans hurtighed ikke rækker til at vinde.

Lotto Soudal vil satse på Jens Keukeleire, men belgieren er næppe i topform. Klassikersæsonen gik i vasken som følge af sygdom, og nu gør han comeback efter en pause. Keukeleire er imidlertid en ganske holdbar fyr, der normalt burde have det glimrende på en rute som denne. Han har før vundet en reduceret massespurt i Vueltaen, men topfarten rækker nok desværre ikke helt til at vinde i dette felt.

Endelig vil vi pege på veteranen Samuel Dumoulin . Den erfarne franskmand er en anden meget holdbar sprinter, der helt sikkert burde sidde med i finaler som denne. Han har næppe topfarten til at vinde en flad spurt, men hans erfaring kan bringe ham langt i positionskampen i en afslutning med et relativt sent sving.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Sonny Colbrelli

Outsidere: Michael Matthews, Timothy Dupont, Roberto Ferrari, Davide Cimolai

Jokers: Boy Van Poppel, Michael Albasini, Baptiste Planckaert, Jens Keukeleire, Samuel Dumoulin