Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: © Wouter Roosenboom / Team Sunweb

Optakt: 2. etape af Vuelta al Pais Vasco

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

03.04.2017 kl. 22:59 af Emil Axelgaard.

Som så ofte før i Baskerlandet Rundt viste der sig at gemme sig en lille bakke i finalen på 1. etape, som end ikke var aftegnet i løbsbogen, og den gav anledning til en perfekt afslutning for en stærk sprinter som Michael Matthews, der fortsatte sin kærlighedsaffære med det spanske etapeløb ved igen i år at vinde en etape. Australieren håber nu at sikre sig sejr nummer 2 på tirsdagens anden etape, hvor et par mindre stigninger i finalen igen kan blive udfordrende for de sprintere, der fik sig en overraskelse på dagens etape.

Ruten

Første etape var usædvanligt nem, så man kunne tro, at man på tirsdagens 2. etape endelig skulle stifte bekendtskab med det vanskelige baskiske terræn. Det sker imidlertid ikke i det, der er en næsten uset nem første tredjedel, og også 2. etape byder på færre højdemeter, end man typisk ser i det baskiske etapeløb. Derfor er der lagt op til en revanche mellem de hurtige folk i en udgave af det spanske løb, der giver dem usædvanligt gode muligheder.

 

Også 2. etape starter i Pamplona-Iruña, men denne gang er der ikke tale om et rundstrækningsløb omkring startbyen. Tværtimod består det meste af etapen af en lang rejse mod sydvest, indtil man efter i alt 173,4km når målet i Rioja Alavesa-Elciego. Efter en helt flad indledning rammer man imidlertid for første gang i løbet en af de stigninger, der kendetegner den baskiske region, når man allerede efter 16 km når toppen af kategori 2-bjerget Etxauriko Gaina (6,8 km, 6,35%). Igen er der tale om en efter baskiske forhold usædvanligt regulær stigning, men den er både længere og stejlere end det, de var udsat for på førstedagen.

 

Efter nedkørslen bliver etapen imidlertid betydeligt nemmere, og de næste ca. 100 km er så flade, som de kan blive i dette område. Naturligvis er der nogle mindre bakker undervejs, og det stiger det meste af tiden svagt, men der er ingen vanskelige stigninger. Det kommer der først, når man rammer kategori 3-stigningen La Aldeako Gaina (5 km, 6%), der også er jævn, men er lidt stejlere end de hidtidige udfordringer. Toppen kommer imidlertid allerede efter 112,7 km, og efter en længere nedkørsel rammer man igen fladt terræn på det sidste stykke frem mod målbyen. Undervejs passerer man den første spurt efter 135 km, inden man 12,5 km senere krydser målstregen og dyster om pointene i den anden spurt.

 

Etapen afsluttes med en omgang på en 25,4 km lang rundstrækning nord for Elciego. Den første halvdel stiger jævnt og indeholder med 19,5 km igen den anden spurt, mens det efter den sidste spurt med 6,2 km til mål falder det sidste stykke tilbage i stregen. Det meste af vejen går det nedad med 3-4%, inden det i de sidste 500 m flader ud med en hældning på bare 1%. Finalen er relativt ukompliceret, men der er en blød kurve med 300 m til mål.

 

Elciego har ikke været vært for et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

Vejret

Rytterne har udsigt til helt usædvanligt smukke betingelser til årets udgave af det normalt så regnfulde løb, og det fine vejr fra førstedagen fortsætter også tirsdag. Ganske vist bliver det efter en solrig start temmelig overskyet om eftermiddagen, men der vil ingen regn være og temperaturen vil være 16 grader.

 

Der vil være en let til jævn vind fra nord, hvilket giver sidevind og sidemedvind det meste af dagen. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind og dernæst sidemedvind på stykket tilbage til Elciego.

 

Analyse af 1. etape

Det er efterhånden velkendt, at man ikke altid skal regne med ruteprofiler og løbsbøger i spanske etapeløb, og at etaperne ofte gemmer på overraskelser, man ikke havde regnet med. Det var bestemt også tilfældet på dagens 1. etape, hvor man i det officielle materiale end ikke kunne finde antydningen af, at der skulle være en bakke i finalen. Pludselig drejede man imidlertid væk fra den store, brede vej, der havde givet plads til alle hold, og befandt sig på en meget smal, kringlet sidevej, hvor en overraskende svær stigning ventede. Det gjorde finalen betydeligt hårdere, end de fleste havde ventet, og kortvarigt var feltet endda splittet i to. Ganske vist blev der igen skabt samling, men der er ingen tvivl om, at mange sprintere havde ventet sig noget helt andet, hvis ikke de eller deres hold har haft lokalkendskab.

 

Julian Alaphilippe var imidlertid velforberedt og iværksatte et meget lovende angreb, der endnu en gang bekræfter, at franskmanden magter næsten alt. Det var bestemt ikke let at køre væk i det opskruede tempo, men vidunderbarnet slog alligevel et stort hul. Uheldigvis blev han ramt af en punktering, der kostede ham muligheden for at vinde etapen. Projektet var næppe lykkedes alligevel, da man kort efter ramte en stor vej, og Orica og Sunweb var klar til at jagte, men præstationen vidner om, at Alaphilippe vil søge alle muligheder, specielt nu hvor han er ude af klassementet. Da han har været flyvende hele året og først nu nærmer sig sine første sæsonmål i Ardennerne, er det næsten skræmmende at tænke på, hvor stærk han kan vise sig at være i den kommende uge.

 

Dagens store vinder var naturligvis Michael Matthews, der bekræftede, at han er skræddersyet til det baskiske etapeløb. Mens mange sprintere må have bandet den vanskelige finale langt væk, var det en gave til Matthews, der viste, hvor vanvittigt stærk han er. Han forlod aldrig de forreste positioner, og selvom han intet tog havde, greb han finalen perfekt an. Det vinder om overskud, at han kunne positionere sig så perfekt, at selve spurten efterfølgende var barnemad. Matthews vandt ikke denne etape i kraft af sin spurtstyrke, men ved at være den sprinter, der havde fleste kræfter og derfor var i bedst position i finalen. Sejren er et plaster på såret efter en skuffende sæsonstart og bekræfter, at han er blandt de store favoritter til Amstel Gold Race, hvor den nye, flade finale giver ham endnu bedre mulighed for succes.

 

Den anden store vinder var Jay McCarthy. Ganske vist blev australieren slået i spurten, men det er næppe noget stort nederlag for talentet, der aldrig havde regnet med at vinde en sprinteretape som denne. Tværtimod var planen at køre spurten for Sam Bennett, men da denne allerede måtte udgå med bronkitis efter få kilometer, fik McCarthy mulighed for at søge sin egen chance, samtidig med at Michael Schwarzmann blev gemt til spurten. Det gjorde han fremragende ved i hele finalen at være at finde blandt de allerforreste og ved at forsøge at snyde sprinterne ved at tage det sidste spring som forreste mand og herved slå et hul. Matthews var årvågen, men det kunne sagtens være lykkedes for Bora-rytteren.

 

Det er et vigtigt selvtillidsboost for McCarthy, der sidste år var flyvende i Tour Down Under, men fik resten af året ødelagt af helbredsproblemer. I år så det ud til, at det kunne gentage sig, da han var meget svagt kørende i de første løb i Europa, men på sidste etape i Catalonien viste han, at formen er ved at være der. Dagens præstation vidner om, at han er klar til at gå efter succes i Ardennerne, hvor han må have et stort potentiale.

 

Det dramatiske højdepunkt var naturligvis Alberto Contadors styrt i finalen. Det skete inden for de sidste 3 km og kostede således ingen tid, men det var endnu en kedelig oplevelse for spanieren. Naturligvis er der tale om uheld, men det kan næsten ikke længere være tilfældigheder, at Contador styrter i så mange massespurter. Det skete i Giroen 2015, Touren 2016, Vueltaen 2016 og derudover i et utal af andre etapeløb. Contador er en teknisk dygtig cykelrytter, men det begynder at ligne en kedelig tendens, at han altid falder på de etaper, der alene handler om overlevelse for klassementsrytterne. I det lys er det dårligt nyt, at han skal overleve yderligere tre etaper, inden han for alvor kan gøre en forskel på løbets to sidste dage.

 

Favoritterne

Årets udgave af Baskerlandet Rundt er usædvanligt nem, og sjældent har man fundet fladere profiler end dem, der beskriver de to første etaper i løbet. Derfor er det ikke overraskende, at løbet har tiltrukket lidt flere sprintere end vanligt, og de er alle motiverede efter at maksimere deres udbytte af de to første etaper.

 

Derfor var det dårligt nyt for mange af dem, at dagens etape viste sig hårdere end ventet, og det må gøre dem nervøse for, hvad der venter på 2. etape. Her viser profilen faktisk, at der er et par stigninger i finalen, og selvom de ikke er kategoriserede, bevæger man sig alligevel på den afsluttende rundstrækning mellem 400 og 600 m over havets overflade. Samtidig ville det ligne baskerne dårligt, hvis ikke de mod slutningen sender rytterne ind på små, smalle veje, som det var tilfældet på 1. etape, og det gør det vanskeligt at organisere en jagt. Det er bestemt ikke nogen tilfældighed, at det sidste år lykkedes Stephen Cummings og Luis Leon Sanchez at vinde etaper med sene angreb, og at Julian Alaphilippe i dag var tæt på at snyde sprinterne.

 

Trods den kringlede finale er der imidlertid næppe nogen tvivl om, at det hele bliver samlet forud for de sidste kilometer. Matthews er fyldt med selvtillid og vil gå efter endnu en sejr samt endnu en dag i førertrøjen. Det ved alle, og derfor er der ikke den store grund til at spilde kræfter i et tidligt udbrud. Starte er ganske vist hård med en vanskelig stigning, men vi regner med, at udbruddet allerede bliver etableret inden da. Som i dag formoder vi, at der bliver tale om en lille gruppe, der kører stort set med det samme.

 

Heller ikke tirsdag er der vind af særlig betydning, og derfor bliver det sandsynligvis endnu en relativt nem dag i solen uden megen stress. Sunweb vil tage ansvar for jagten, men vil næppe få meget hjælp af de andre hold. Tyskerne bør imidlertid være så opsatte på endnu en sejr, at de uden problemer kan sikre, at der er samling forud for finalen.

 

Hvad der efterfølgende sker, er åbent. De mange bakker inviterer til angreb, og vi vil blive overraskede, hvis ikke der bliver forsøgt. Specielt vil Alaphilippe sikkert stikke hovedet frem, og det samme kan man vente fra folk som Michal Kwiatkowski, Cummings, Sanchez, Giovanni Visconti, Tim Wellens og lignende typer. Efter den sidste bakke går det stærkt ned mod mål, og det kan ikke udelukkes, at man kan snyde sprinterne. Orica viste imidlertid i dag, at de har holdet til at kontrollere, og også Sunweb vil gøre deres bedste for at holde det samlet. Derfor bør det ende i en spurt, men som det var tilfældet i dag, bliver det ikke nemt at nå frem i god position efter sidste stigning, hvor det går stærkt ned mod mål. Til gengæld er finalen slet ikke så teknisk, og det betyder, at selve spurten handler mere om topfart, end det var tilfældet på 1. etape.

 

Efter dagens præstation må man pege på Michael Matthews som manden, der skal slås. Med Bennett ude er han sammen med Maximilano Richeze feltets hurtigste rytter, men han er samtidig en af de stærkeste. Derfor er den kringlede finale til hans fordel, og han viste i dag, at han er stærk nok til at holde sig helt fremme på stigninger som disse. Det er helt afgørende i en afslutning, hvor det kan blive vanskeligt at køre sig frem efter sidste bakke, og så gør det mindre, at han ikke har noget hold til at køre sig frem. Da han samtidig er en af de allerhurtigste, er det vanskeligt at se, hvem der skal slå ham. Den største udfordring bliver at holde det samlet til en spurt, men Matthews er så stærk, at han sågar kan køre med i angrebene, hvis det bliver nødvendigt. Samlet set er Matthews klart etapens favorit.

 

Blandt de hurtige folk i feltet hører Ben Swift også til de mest klatrestærke. Faktisk kører han måske endnu bedre opad end Matthews. Specielt vil mange sikkert huske den fantastiske etapesejr, han tog i dette løb for et par år siden, hvor han vandt spurten i en lille gruppe af klassementsryttere. Desværre har briten været syg op til dette løb, og derfor er hans form lidt usikker. Han fik heller ikke det ventede udbytte af Milano-Sanremo, efter at han blev tvunget til at bremse på vej op ad Poggio, da han ramte en anden rytter. Derfor ved vi ikke helt, hvor han står, men normalt burde den hårdere finale være til hans fordel. Han er samtidig en af de få, der har farten til at true Matthews, og han har med Matej Mohoric, Manuele Mori og Diego Ulissi et bedre hold til at køre sig frem. Hvis de kan få placeret Swift i nærheden af Matthews, er det bestemt ikke umuligt, at briten kan vinde.

 

I dag viste Simon Gerrans igen, at han er hurtig nok til at begå sig i reducerede massespurter. Faktisk kunne det være blevet til meget mere, hvis han havde holdt Michael Albasinis hjul i finalen. Nu var han i stedet tvunget til at komme bagfra, og det gjorde det umuligt at vinde. Orica-Scott viste imidlertid, at de har holdet til at bringe deres kaptajn i position, og deres muligheder bliver endnu bedre, hvis det i finalen bliver hårdere. Hvis Albasini kan aflevere Gerrans i front efter en vanskelig finale, har australieren vist, at han kan slå de fleste.

 

I dag viste Jhonatan Restrepo, at han er tilbage i form efter en vanskelig periode midtvejs på sæsonen. Colombianeren var flyvende i Tour Down Under, men efter ankomsten til Europa har han været helt væk. I dag sad han imidlertid med helt fremme, og hans muligheder bliver kun endnu bedre, hvis løbet har været hårdere. I Cadel Evans Great Ocean Road Race viste han, hvor hurtig han er efter en vanskelig finale, og selvom der på papiret er folk, der er hurtigere, kan han sagtens overraske i et svært løb som dette.

 

Julian Alaphilippe var tæt på i dag, og vi vil blive overraskede, hvis ikke han forsøger sig igen i morgen på en etape, der passer ham endnu bedre. Franskmanden har et punch, som de færreste kan følge, og han har reelt en chance for at holde hele vejen, specielt hvis han får lidt selskab. Samtidig vil han helt sikkert forsøge sig i en spurt, hvis ikke Richeze sidder med fremme, og også her er han ganske giftig efter det, der vil have været en hård finale. Han vil have et overskud, som mange af de hurtige folk ikke har, og han har før vist, at han kan begå sig i massespurter i disse løb.

 

På papiret er Maximilano Richeze en af løbets allerhurtigste, og argentineren sad da også med helt fremme på sagens etape. Han var imidlertid ikke med helt fremme mod slutningen og måtte komme bagfra. Det bliver bestemt ikke nemmere for ham på morgendagens etape, hvor finalen ventes at være endnu hårdere. Normalt er han imidlertid yderst holdbar, og meget afhænger af, hvordan han er kommet sig ovenpå den skade, der efter Strade Bianche kostede ham en måneds pause. Desværre er formen nok endnu ikke helt til at vinde en så kuperet finale, men på den anden side kan man ikke afskrive ham på en etape, der egentlig passer ham storartet.

 

Jay McCarthy havde egentlig planer om at køre lead-out for Michael Schwarzmann, men han endte med selv at køre sig en andenplads. Som anført i vores analyse viser det, at australieren er tilbage i form, og dermed vil han igen kunne tage sin chance på 2. etape, hvis Schwarzmann falder for langt tilbage på stigningerne. Med udsigt til et hård løb kunne det meget vel igen blive McCarthy, der enten følger et angreb eller viser sig at være fremme, når spurten indledes. Han spurtede imponerende i Tour Down Under, og hvis han har den samme fart i dette løb, kan han blive farlig.

 

Helt som ventet tog Alejandro Valverde ingen chancer i dagens finale, hvor han i stedet valgte at angribe. Tirsdag vil han heller ikke tage unødige risici, men i en finale, hvor feltet bliver udtyndet, vil han helt sikkert sidde fremme. Denne gang er der færre tekniske udfordringer, og han kan derfor med færre risici forsøge sig i spurten. Valverde har før vundet massespurter i løb som disse, og efter en hård finale kan han slå de fleste.

 

Michal Kwiatkowski er en anden aggressiv rytter, der med fordel kan give den et skud på en af de sene bakker. Han har det rette punch til at følge eksempelvis Alaphilippe, og han har poweren til at holde feltet bag sig. Derudover er han lynhurtig i en spurt efter et hårdt løb, hvilken sejren i Milano-Sanremo dokumenterer. Heller ikke i en spurt kan han afskrives, men hans bedste chance er et sent angreb.

 

Lotto Soudal har en farlig duo med Sean De Bie og Tosh van der Sande. Normalt er van der Sande den hurtigste, men i dag fik De Bie chancen. Belgieren har i det hele taget været godt kørende siden Strade Bianche og synes at være mere formstærk end sin holdkammerat. Det viste han ved at sidde med fremme konstant i dagens finale, og selvom det i morgen er hårdere, bør han igen være med fremme. Han synes derfor er at være det bedste kort, men heller ikke van der Sande, der normalt klatrer fint, kan afskrives.

 

Endelig vil vi pege på Luis Leon Sanchez og Stephen Cummings. Begge vandt sidste år etaper ved at angribe sent i svære finaler som denne, og de vil være opsatte på at gribe chancen igen. Ingen af dem har punchet til at køre fra på en af stigningerne, men de vil være de første til at udnytte lidt stilstand og mangel på kontrol i de sidste kilometer. Begge er stærke motorer, der er næsten umuligt at fange, hvis de først er kommet fri.

 

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Ben Swift, Simon Gerrans

Outsidere: Jhonatan Restrepo, Julian Alaphilippe, Maximilano Richeze, Jay McCarthy, Alejandro Valverde

Jokers: Michal Kwiatkowski, Sean De Bie, Tosh van der Sande, Luis Leon Sanchez, Stephen Cummings

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk