Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: SWPix.com

Optakt: 3. etape af Criterium du Dauphiné

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

06.06.2017 kl. 15:00 af Emil Axelgaard.

Arnaud Demare fortsatte sin imponerende 2017-sæson ved i suveræn stil at sætte konkurrenterne til vægs i en af de mest overlegne spurtsejre i år på dagens 2. etape. Dermed fik franskmanden boostet selvtilliden inden det store mål, Tour de France, og han har gode chancer for at styrke troen på sig selv yderligere tirsdag, hvor en endnu fladere etape burde sætte scenen til et nyt stort opgør mellem sprinterne.

 

Ruten

Med relativt mange sprintere til start kan det ikke undgås, at der efter to dage er mange frustrerede og skuffede ryttere. Heldigvis kan de glæde sig over, at de allerede på 3. etape får endnu en chance for at opnå den forløsende sejr, når feltet tirsdag begiver sig ud på løbets måske nemmeste etape. Det sker på en transportdag, hvor man vender rundt og bevæger sig tilbage mod Alperne, hvor de store klassementsslag skal slås på løbets sidste 3 etaper.

 

I alt skal rytterne køre 184 km mellem Le Chambon-sur-Lignon og Tullins på en dag, hvor man krøller sig rundt i det relativt flade terræn nord for Valence, mens man i alt overvejende grad bevæger sig mod nordøst på hele etapen. Starten finder sted på et plateau i hele 975 m højde, og derfor venter der efter 6,5 km flad kørsel en lang nedkørsel ned til fladlandet. Herefter flader etapen ud, og det er kun de små kategori 4-stigninger Cote de Saint-Felicien (2,1 km, 4,5%) og Col de Fontayes (2,1 km, 5,2%) efter hhv. 51,5 og 55,5 km, der kortvarigt bryder monotonien. Herefter venter en længere nedkørsel, inden terrænet igen bliver fladt.

 

Efterhånden som man nærmer sig Tullins begynder det at stige jævnt, og det kulminerer på toppen af kategori 3-stigningen Cote des Sarrets (2,9 km, 4,9%) og kategori 4-stigningen Cote de Roybon (1,4 km, 5,8%), der har top efter hhv. 137 km og 144,5 km. Derfra falderdet igen jævnt, indtil man rammer de sidste 20 km, der er stort set helt flade. Der venter en teknisk ukompliceret finale med et skarpt sving 4 km fra mål, inden man skal igennem rundkørsler med hhv. 2200 og 1000 m til stregen. Herefter rammer man den 6 m brede opløbsstrækning, der stiger meget svagt med bare 0,8%.

 

Tullins har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

Vejret

Sommeren er ikke for alvor nået til Alperne, og det bliver ekstra tydeligt tirsdag. Således ventes der regnvejr frem til middag, og der vil fortsat være risiko for en tordenbyge sidst på eftermiddagen. Mod slutningen ventes der imidlertid solskin og en temperatur på 21 grader. Der vil bare være en let vind fra vest og nordvest, hvilket betyder, at rytterne vil have sidemedvind næsten hele dagen. Mod slutningen har det mere karakter af sidevind, indtil man drejer ind i sidemodvind med 4 km til stregen.

 

Analyse af 2. etape

Ganske vist vandt Arnaud Demare i 2016 Milano-Sanremo, men karrierens største sejr var stort set det eneste lyspunkt i en gennemgående trist sæson for den hurtige franskmand. Skuffelserne kom efter et endnu sværere 2015, hvor han gradvist forsvandt fra rampelyset og mistede sin status som en af fremtidens topsprintere, og det så kortvarigt ud til, at han kunne ende som en af de mange lovende sprintere, der langsomt gled ud i glemslen.

 

Nedturen skyldtes imidlertid ikke en manglende topfart. Tværtimod har Demare hele tiden været en ganske hurtig herre, men han har altid haft det umådeligt vanskeligt i positionskampen. Alt for ofte er han endt helt uden for top 10 uden nogensinde at have haft en chance for overhovedet at spurte, og det har været hovedforklaringen på den pauvre resultatliste.

 

Det indså FDJ-ledelsen, og forud for denne sæson besluttede man sig derfor at investere i sin sprinter. Det gjorde man ved at skrive kontrakt med Davide Cimolai og specielt Jacopo Guarnieri, der begge har stor lead-out-erfaring. Det har gjort en kolossal forskel og betydet, at Demare i dag omgiver sig med et af cykelsportens absolut bedste tog. Allerede i Etoile de Besseges viste de klassen ved totalt at udmanøvrere Katusha og levere deres kaptajn til to etapesejre, og siden er holdet fortsat med at imponere, specielt i Paris-Nice.

 

Da Thibaut Pinot fortsat er uafklaret om, hvorvidt han vil satse på klassementet i Touren, har det hele tiden været planen, at det meste af FDJ-holdet til verdens største cykelløb vil blive bygget op om Demare, der får hele sit stærke tog til sin rådighed i en usædvanlig sprintervenlig udgave af den franske grand tour. Denne uges Dauphiné skal bruges til at styrke selvtilliden og indarbejde rutinerne efter en løbspause, og man kunne næppe have ønsket sig en bedre start end den, man fik ved Demare store opvisning på dagens etape.

 

Egentlig fungerede lead-outet ikke optimalt, og FDJ var slet ikke i stand til at dominere finalen på den måde, som deres hold egentlig burde være i stand til. I stedet var det Katusha med Michael Mørkøv og Rick Zabel, der totalt satte sig på finalen og afleverede Alexander Kristoff helt perfekt. Guarnieri gjorde imidlertid et dygtigt job og fik i sidste øjeblik placeret sin kaptajn bag nordmanden og Ben Swift, og da vejen åbnede sig i højre side, gav det plads til, at Demare kunne åbne sin spurt. I en stigende finale, der var som skræddersyet til den kraftfulde franskmand, var de øvrige sprintere slet intet match, og han viste igen, at det ikke er på grund af topfarten, at han i de senere år har haft svært ved at vinde. Når han først får frit løb til stregen i et opløb som dette, er Demare meget svær at slå, og med sit forbedrede tog har han nu også forudsætningerne for at kunne drage fordel af sin høje topfart til faktisk at tage de sejre, som talentet berettiger til.

 

Alexander Kristoff måtte ganske vist se sig slået, men han kan alligevel drage fra Arlanc med en vis tilfredshed. Nordmanden har således været syg op til løbet, og set i det lys kørte han bestemt ikke nogen dårlig spurt. Mere opmuntrende er det, at han viste markant fremgang i forhold til Tour of California, hvor han spurtede forbavsende ringe, og trods flere gode lead-outs slet ikke havde sin vanlige topfart.

 

Allermest opløftende er det dog, at Rick Zabel virkelig har etableret sig som en fantastisk lead-out man. Han fik sin første chance i positionen foran Kristoff i Rund um den Finanzplatz, hvor han afleverede sin kaptajn så godt, at de endda tog en dobbeltsejr. I Californien var han igen fremragende, og i dag gjorde han atter jobbet helt perfekt. Han synes dermed permanent at have overtaget rollen som sidste mand inden Kristoff i Katusha-toget, der efter tabet af Jacopo Guarnieri er blevet markant svækket. Med Michael Mørkøv som tredjesidste mand og en fremragende Zabel i næstsidste position kan Kristoff drage til Touren med en tro på, at tabet af Guarnieri ikke bliver så katastrofalt, som det kunne se ud til ved årets begyndelse.

 

Også Nacer Bouhanni kan se tilbage på dagens etape med nogen tilfredsstillelse. Ganske vist blev det ikke til sejr for franskmanden, og en tredjeplads er normalt slet ikke nok til at stille ham tilfreds. Set i lyset af hans hjernerystelse i Yorkshire, og at dette er hans comeback, har han imidlertid grund til at være en yderst glad mand. Ingen kunne vide, hvordan han ville håndtere så svær en etape, men han synes allerede nu at være i god form. Således var han en af de få sprintere, der kunne hænge på feltet under Astanas forcering midtvejs, og det vidner om, at han er på sporet forud for Tour de France. Samtidig må man formode, at han kun bliver bedre fra nu af, og med udsigt til flade finaler på de kommende sprinteretaper har han endda endnu bedre muligheder for at få den vigtige sejr inden Touren i dette løb.

 

Til gengæld blev det ikke helt det løb, Edvald Boasson Hagen og Sonny Colbrelli havde håbet på. Begge forsøgte på rundstrækningen at gøre det så hårdt som muligt for de hurtigere sprintere, og det lykkedes de utvivlsomt også at gøre dagen meget sværere, end blandt andre løbets førende Thomas De Gendt havde regnet med. I finalen måtte de imidlertid sande, at end ikke det stigende opløb var nok til, at de kunne udmanøvrere de hurtigere folk. Da heller ikke de kommende etaper efterlader dem meget bedre muligheder, må de have ekstra grund til at ærgre sig over gårsdagens forspildte chance, idet 1. og 2. etape utvivlsomt var de bedste for dem i årets løb.

 

Dagens største taber var imidlertid Bryan Coquard. Finalen kunne ikke være bedre for franskmanden, der er blandt verdens bedste til at spurte op ad bakke. Adrien Petit og Angelo Tulik fik endda afleveret ham i en god position på sidste kilometer, men han havde slet ikke farten til at matche de bedste. Det kommer kort efter et Belgium Tour, hvor han trods en etapesejr bestemt ikke imponerede, og det lover ikke umiddelbart godt forud for Touren. I forvejen er han en usikker deltager i verdens største cykelløb, efter at hans beslutning om næste år at forlade Direct Energie har betydet, at han er raget uklar med manager Jean-Rene Bernaudeau.

 

Som ventet fik etapen ingen indvirkning på klassementet, og alle favoritterne kom sikkert med feltet hjem. Dagen blev dog endnu en understregning af, at den netop tilbagevendte Leopold König har meget lang vej, hvis han skal nå i form til at yde Rafal Majka lidt hjælp i Touren. Tjekken har rettet blikket mod Vueltaen, men satser på undervejs at spille en rolle til juli, men præstationen på de første to etaper tyder ikke på, at han når et niveau, der kan berettige en udtagelse til et løb, hvor Bora i forvejen skal veje hver en kraftudfoldelse på en guldvægt, idet der skal være overskud til både at assistere Majka og Peter Sagan i deres stræben efter to vidt forskellige mål.

 

Favoritterne

De mange sprintere er allerede ved at løbe tør for muligheder, og tirsdagens etape er faktisk allerede næstsidste chance for at teste Tour de France-formen i en stor massespurt, inden det bliver alvor til juli. Derfor er der heller ikke mange chancer for, at sprinterne kan snydes på en dag, hvor hverken terræn eller vejrforhold burde gøre det muligt for et udbrud at holde hjem.

 

Det ved alle naturligvis, og som det var tilfældet i dag, vil udbruddet derfor med stor sandsynlighed slippe fri, så snart starten bliver givet. Det vil sandsynligvis hovedsageligt bestå af ryttere fra wildcard-holdene Delko og Wanty samt hold som UAE, LottoNL-Jumbo og Cannondale. Herefter vil Lotto Soudal tage kontrol, men hvis udbruddet ikke har deltagelse af ryttere, der er tæt på Thomas De Gendt i klassementet, vil de med glæde lade gruppen få et stort forspring. FDJ, Katusha og Cofidis har imidlertid alle fået selvtillid af dagens spurt, og derfor vil de tre mandskaber sandsynligvis hurtigt tage ansvar for jagten, evt. med lidt hjælpe fra Dimension Data, Bahrain-Merida og Direct Energie

 

Interessen i en massespurt er så stor, at udbruddet vil blive hentet i tide, inden det hele skal afgøres i en massespurt. Her er der tale om en rigtig powerspurt, hvor der som på dagens etape ikke er mange sving. Til gengæld er finalen denne gang helt flad, og der er derfor tale om en helt perfekt spurt for de rene sprintere med den højeste topfart.

 

Det får os til denne gang at pege på Nacer Bouhanni som vores favorit. Som anført ovenfor blev både vi og Bouhanni selv positivt overraskede over det positive udkomme af dagens etape. Således havde Bouhanni efter sit styrt i Yorkshire ikke mange forventninger til sig selv i dette løb, og han havde slet ikke regnet med, at han allerede nu ville være så konkurrencedygtig, som det var tilfældet i dag. Ikke klarede han sig flot i en ganske hård spurt, han var også en af de få sprintere, der ikke blev sat under Astanas hårde forcering.

 

Finalen på tirsdagens etape passer endda Bouhanni langt bedre. Ganske vist er han ikke dårlig til at spurte op ad bakke, men da de fleste af hans rivaler i dette løb er deciderede specialister i den type finaler, har Bouhanni fordel af, at opløbet denne gang er fladt. På papiret er han den hurtigste mand i dette felt, og i dag viste han, at formen er god. Han foretrækker normalt en mere teknisk afslutning, men han kan også sagtens begå sig i en powerspurt som denne. Han er normalt god til at positionere sig, og selvom han her mangler Christophe Laporte, har han med Julien Simon, Cyril Lemoine, Jonas Van Genechten samt ikke mindst Geoffrey Soupe stadig det meste af sit tog til rådighed. Dermed har han alle forudsætninger for at vise, at han er feltets hurtigste, og derfor tror vi på sejr til Bouhanni.

 

Det bliver imidlertid ikke nemt at slå ærkerivalen Arnaud Demare. FDJ-kaptajnen var fuldstændig suveræn på dagens etape, og det vidner om, at formen er i top. Det stigende opløb var imidlertid skræddersyet til den stærke franskmand, og han er normalt ikke helt så hurtig som Bouhanni i en flad spurt. Til gengæld har han fordel i, at han med Davide Cimolai, Mickael Delage og ikke mindst Jacopo Guarnieri har det på papiret bedste tog, og selvom det ikke helt fungerede for dem i dag, har de mandskabet til totalt at dominere finalen. Kan de gøre det, som de har gjort det tidligere i år, er en formstærk Demare uden tvivl hurtig nok til at vinde igen.

 

Som anført ovenfor må dagens etape have givet masser af selvtillid til en ellers småsyg Alexander Kristoff. Ikke nok har han døjet med en forkølelse, han kommer også fra et Tour of California, hvor han spurtede usædvanligt dårligt. Heldigvis var han i dag meget tættere på sit vanlige niveau, og ikke mindst kan han som omtalt i vores analyse drage stor tilfredsstillelse fra det forhold, at Michael Mørkøv og Rick Zabel afleverede ham helt perfekt. Selvom han normalt helst vil have en hårdere etape, er en powerspurt som denne god for ham, og kan man igen på Katusha levere et helt perfekt lead-out, har Kristoff bestemt chancer for at slå Bouhanni og Demare i en spurt som denne.

 

I Giro d’Italia imponerede Phil Bauhaus stort. Selvom han var helt uden støtte i massespurterne, var han flere gange tæt på podiet. Det viser, at det tyske talent har taget endnu et skridt op efter et flot 2016, hvor han vandt en etape i Danmark Rundt. Dagens præstation i en meget hård spurt vidner om, at han som mange andre unge ryttere er blevet meget stærkere af at gennemføre sin første grand tour, og i dette løb har han endda et helt hold til at køre for sig. Hvis man dertil lægger, at denne flade finale passer ham langt bedre end dagens afslutning, vil vi ikke udelukke, at Bauhaus faktisk kan vinde.

 

Som sagt var det en skuffelse for Sonny Colbrelli, at han missede chancen for at vinde på de to etaper, der passede ham bedst. De relativt lette 3. og 5. etaper er langt dårligere for den stærke italiener, der normalt ikke er hurtig nok til at vinde de flade spurter. Han har dog forbedret sig i de rene massespurter og er god til at positionere sig, og han viste i Paris-Nice, at han kan vinde, hvis omstændighederne er rigtige. Det bliver svært, men det er ikke umuligt, at Colbrelli kan få sin revanche tirsdag.

 

På mange måder befinder Edvald Boasson Hagen sig i samme situation. Også han har misset chancen på de to etaper, der passer ham bedst, og derfor skal han nu forsøge sig i flade finaler, der passer ham langt dårligere. Han kørte imidlertid nogle imponerende spurter i Tour of Norway og Tour des Fjords, og også i dag så han hurtig ud. Denne gang vil Dimension Data nok køre mere konservativt og gemme flere kræfter til lead-outet, og det bør give Boasson Hagen en bedre placering. Også han får svært ved at vinde, men hvis det flasker sig, kan det lade sig gøre.

 

Dagens store skuffelse var Bryan Coquard, der slet ikke kunne gøre det fine forarbejde af Adrien Petit og Angelo Tulik færdigt i en finale, der passede ham perfekt. Resultatet var endnu en understregning af, at formen ikke er perfekt, og dermed må man formode, at han går det endnu sværere i en finale, der passer ham langt, langt dårligere. Det ændrer dog ikke på, at Coquard på papiret er en af feltets fire hurtigste sprintere, og derfor kan det ikke udelukkes, at han stille og roligt finde formen og pludselig blader sig i front.

 

Vi glæder os meget til at se supertalentet Pascal Ackermann på denne etape. Allerede i dag fik han chancen, og han gjorde det fint i en hård finale, der ikke var ideel for ham. Tirsdag er det hele meget mere simpelt, og dermed bør han have langt bedre muligheder. Med Michael Schwarzmann og Christophe Pfingsten har han fin støtte i finalen, og sølvvinderen fra U23-VM har helt sikkert topfarten til at blande sig i en spurt som denne.

 

Endelig vil vi pege på Maximilano Richeze. Argentineren er normalt ganske god i hårde etapeløb som dette, men desværre har han i år spurtet ganske skidt. Det gjorde han også på dagens etape, hvor han ikke kunne gøre Tim Declercqs forarbejde færdigt. Derfor tvivler vi også op, at han leverer et topresultat denne gang. På den anden side er han en meter i positionskampen, og lykkes det ham at få det rigtige hjul i en modvindsspurt som denne, har han normalt topfarten til at blande sig helt i front.

 

Også Jens Keukeleire, Simon Gerrans, Ben Swift, Amund Grøndahl Jansen, Enrico Battaglin, Samuel Dumoulin, Alberto Bettiol, Simon Clarke, Pieter Vanspeybrouck og Dion Smith kan tænkes at blande sig  spurten, men de vinder næppe.

 

Feltet.dks vinderbud: Nacer Bouhanni

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Alexander Kristoff

Outsidere: Phil Bauhaus, Sonny Colbrelli, Edvald Boasson Hagen,

Jokers: Bryan Coquard, Pascal Ackermann, Maximilano Richeze

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk