Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og også i år vil den spille en nøglerolle. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret. I år vender man tilbage til det gamle format med en tidskørsel allerede inden kongeetapen, og det er bestemt ikke den eneste nyskabelse. Enkeltstarterne i Romandiet er kendt for deres kuperede ruter, men i år har den fået en ekstra tand, idet der for første gang siden Bradley Wiggins’ sejr i 2012 er en regulær bjergenkeltstart på programmet, hvilket giver de rene klatrere en langt bedre chance end længe for at vinde et løb, hvor tidskørsler altid har spillet en nøglerolle.

Den bare 9,9 km lange indledes i Ollon i en af Alpernes mange dale og slutter i Villars på toppen af den nærliggende kategori 1-stigning. Etapen er ganske enkel, idet den består af det 9,9 km lange stigning, der stiger med hele 7,9% i gennemsnit. Allerede fra starten i den østlige udkant af byen begynder det at stige, når man kører mod øst ud af byen, inden man fortsætter mod sydøst via en relativt lige vej, der leder frem til mellemtiden efter 4,46 km. Denne indledende fase stiger med 8,3% i snit.

På bjergets sydligste punkt drejer man mod nord for via et par hårnålesving at køre frem til byen Huemoz. Herfra fortsætter man mod nordvest frem mod Villars via en næsten lige vej, der kun byder på to hårnålesving og en ganske blød kurve bare 300 m fra stregen. De sidste 3 km stiger med hhv. 10,0%, 8,5% og 5,5% i gennemsnit.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Etapen byder på i alt 785 højdemeter.

Villars var senest målby for et stort cykelløb i sidste års Tour de Suisse, hvor Larry Warbasse tog en yderst populær og meget emotionel sejr fra et udbrud på en stor bjergetape.

Vejret

Det længe varslede omslag i vejret ventes at sætte ind sidst på eftermiddagen fredag. Efter en solrig dag vil det således sky til, og der er risiko for lidt regn til de allersidste ryttere. Temperaturen i mål vil nå 18 grader, og der vil være en svag til let, lidt tiltagende vind fra sydvest og vest. Det giver med- og sidemedvind på hele stigningen.

Analyse af 2. etape

Man skulle tro, at lektien efterhånden var lært. En liste, der tæller udbrudssejre i Paris-Nice, Schweiz Rundt, Volta a Catalunya, Criterium du Dauphiné samt alle grand tours burde være rigeligt til at overbevise feltets sprinterhold om, at man ALDRIG må give Thomas De Gendt et stort forspring på en halvkuperet etape. Hvis man de havde glemt det, burde hans to sejre så sent som i juni i Dauphiné og senest i Catalonien i marts have været en klar påmindelse om belgierens fantastiske evne til at snyde klatrestærke sprintere på dage, hvor de ellers kunne have håb om succes.

Alligevel begik de igen i dag samme fejl som så ofte før. En alt for tøvende reaktion fra sprinterholdene betød, at De Gendt efter 100 km af dagens etape var hele 7 minutter foran feltet, og da han fortsat havde sin tempostærke holdkammerat Victor Campenaerts ved sin side, var det allerede da klart, at løbet var kørt. Med endnu et fantastisk soloridt føjede De Gendt en sejr i Romandiet til den alenlange liste over etapesejre i WorldTour-løb og bekræftede dermed på smukkeste vis sin status som sin generations ubetingede udbryderkonge.

Et blik på De Gendts sejrsliste siger alt om hans klasse. Dagens sejr var den 13. i karrieren, og bortset fra to tidlige sejre i Tour de Wallonie og Circuit de Lorraine er de alle udbrudssejre på WorldTour-niveau. Det er meget få ryttere, der har en så fantastisk evne til kun at slå til i de allerstørste løb, særligt hvis man hverken er bjergrytter, tempospecialist eller sprinter.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Dagens sejr vidner samtidig om De Gendts fantastiske evne til at indfri sine mål. Allerede i efteråret læste jeg et interview, hvor han gav udtryk for, at en etapesejr i Romandiet var et af de store mål i 2018. For to uger siden planlagde han sammen med Campenaerts, at 2. etape var den rette at gå efter, og selvom alle vidste, at belgieren formentlig ville udnytte den hårde start til at køre væk, lykkedes det ham at fuldende missionen.

Dermed kan han endnu et skridt nærmere sin drøm om at vinde etapesejre i alle WorldTour-etapeløbene i den første del af sæsonen. Dagens triumf betyder, at han nu kun mangler at føje Tour Down Under, Tirreno-Adriatico og Vuelta al Pais Vasco til listen - hvis man ser bort fra Tour of California, som næppe tæller i De Gendts bog. Allerede i vinderinterviewet gav han udtryk for, at det nu var det næste mål. Så burde sprinterholdene i hvert fald være advaret forud for 2019-sæsonen.

Hvor dagen endte som en stor triumf for De Gendt, var det til gengæld en hjerteskærende oplevelse for Nathan Brown. Mens De Gendt er en etableret stjerne med masser af succes, er Brown en relativt anonym hjælper, der sidste år oplevede sin stjernestund med et par dage i prikker i Touren. I dag havde han den helt store chance for at køre sig i gult i et af sportens største etapeløb, men skæbnen var grusom ved den amerikanske hjælperytter. Efter en lang dag i udbrud sammen med to af sportens største motorer, måtte han først lade monsteret De Gendt køre, og med mindre end 2 km til stregen blev drømmen om hyldest på podiet og en stor oplevelse i gult på morgendagens bjergenkeltstart knust. Sådanne chancer kommer formentlig kun én gang i karrieren for en rytter som Brown, der formentlig er sønderknust og ude af stand til at fatte det uheld, der ramte ham i dag i Yverdon-les-Bains.

Så vidt burde det imidlertid aldrig være kommet. Sprinterholdene burde naturligvis have løftet ansvaret og sikret sig, at De Gendt og co. ikke havde fået syv minutter, men etapen fik et helt uventet forløb. Forklaringen er formentlig, at alle havde blikket stift rettet mod Quick-Step, der i Elia Viviani havde den store favorit. Belgierne kom imidlertid aldrig frem, og i det efterfølgende pokerspil var Bahrain-Merida alt for længe om at indse, at de var nødt til at påtage sig ansvaret.

Længe var det uklart, hvorfor i alverden Quick-Step, der er kommet til løbet med et rent sprinterhold, ikke gik efter den ene af deres to chancer. Forklaringen blev imidlertid givet, da Viviani rullede over stregen i gruppettoen mere end et kvarter efter De Gendt. Selvom Fernando Gaviria i sit comebackløb efter sin skade viste overraskende god form ved at sidde med feltet hjem, var colombianeren så presset, at han undervejs blev sat af på en af bakkerne, og derfor var der heller ikke en plan B for Quick-Step, som følgelig måtte smide håndklædet i ringen.

Viviani lever nok med, at han ikke kan føje endnu en Romandiet-etapesejr til sit allerede lange cv, men der må alligevel være alarmklokker, der ringer i Quick-Step-lejren. Det er yderst bekymrende, at italieneren bare en uge inden starten på Giroen, der er sæsons helt store mål for den succesrige sprinter, ikke er i stand til at sidde med på en forholdsvis let etape som denne. På en dag, hvor den langt mindre klatrestærke holdkammerat Michael Mørkøv spurter sig til en femteplads, bør det aldrig kunne ske, at Viviani sættes så langt tilbage. I skrivende stund har hverken han eller holdet givet en forklaring på fiaskoen, men man må håbe, at der er en god grund, eksempelvis at han stadig befinder sig i en meget hård træningsfase. Ellers er der for alvor grund til panderynker hos et hold, der ellers ikke har haft megen udgang i år.

Quick-Steps nedtur betød, at etapen endte som endnu en skuffelse for Bahrain-Merida og Colbrelli. Det var faktisk meget svært ikke at sidde tilbage med en følelse af deja-vu efter en etape, der var en næsten tro kopi af 2. etape sidste år. Også her reagerede Bahrain-Merida alt, alt for sent i jagten på et udbrud på en hård etape, der viste sig for svær for Viviani, og resultatet blev, at han måtte spurte sig til en tredjeplads bag et tomandsudbrud bestående af Stefan Küng og Andriy Grivko, der sjovt nok også var med i dagens udbrud. Man skulle have troet, at de havde lært lektien siden da, men alligevel endte Colbrelli atter med som hurtigste mand i feltet at spurte sig en sekundær placering. Gentager historien fra sidste år sig, vil det lykkes at skabe samling på søndag på løbets sidste sprinteretape, men her vil Colbrelli se sig slået af Viviani. Sker det, vil ligheden med sidste års løb næsten være skræmmende.

For klassementsrytterne endte etapen relativt roligt, selvom BMC, Sky, LottoNL og Ag2r måtte kaste et par mand frem for ikke pludselig at smide det hele væk til den ganske stærke klatrer Brown. Det lykkedes, og dermed er Roglic fortsat i gult inden løbets allervigtigste etape. Hidtil har vi kun fået meget små signaler om, hvem der kan køre med om sejren i årets udgave af det bjergrige schweiziske løb. Om 24 timer er vi meget klogere, når Roglic som sidste mand er klatret til toppen af den svære Villars-stigning i de schweiziske Alper.

Favoritterne

Efter to dage, der primært har handlet om overlevelse, er det for alvor blevet tid til at slå til for løbets klassementsryttere. Selvom der lørdag venter en svær kongeetape, er der ingen tvivl om, at bjergenkeltstarten er løbets i særklasse vigtigste, og der er meget stor sandsynlighed for, at hurtigste mand på Villars-stigningen fredag eftermiddag også vil løfte armene i triumf, når løbet slutter i Geneve søndag eftermiddag.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er sjældent, at man uden for grand tours finder ”rigtige” bjergenkeltstarter. Da man senest havde en enkeltstart på en stigning i 2012, var der da også tale om en relativt let stigning a la Col d’Eze, der er kendt fra Paris-Nice. Det er der imidlertid ikke tale om denne gang. Her taler vi om et regulært bjerg af en type, som man i de senere år stort set kun har set det på enkeltstarter i Giroen, den type etaper er altid de klart mest selektive. På bjergenkeltstarter af denne type kan der gøres kolossale forskelle, også over den relativt beskedne distance.

Bjergenkeltstarter af denne type er helt anderledes end klassiske enkeltstarter. Her er det ofte de helt rene klatrere, der slår til, især på bekostning af klassiske temporyttere, men heller ikke i kampen mellem klassementsryttere kan man regne med det vanlige tempohierarki. Det er blevet tydeligt utallige gange i Giroen i de senere år, hvor de store bjergenkeltstarter er blevet domineret af de helt lette folk, måske mest mindeværdigt i 2014, hvor vi på den stejle Monte Grappa var vidne til en legendarisk og knivskarp duel mellem storfavoritten Nairo Quintana og den unge opkomling Fabio Aru. Naturligvis spiller visse dele af klassiske enkeltstartsegenskaber en rolle, men på denne etape vil det først og fremmest være klatreegenskaberne, der spiller ind.

Det får os til at pege på Richie Porte som vores favorit. Forud for løbet har der hersket en del usikkerhed om hans form. Han var fint kørende i Tour Down Under, hvor han atter var suveræn på kongeetapen, men siden da er intet gået som planlagt. Sygdom slog ham ud i Algarve, hvorefter han måtte skippe Tirreno, og da han gjorde comeback i Baskerlandet, var hans form pinligt ringe. Heldigvis var han bedre i Tour du Finistere for en uge siden - et eksplosivt og hektisk løb, der overhovedet ikke passede ham og kun blev kørt for at tjekke 5. etape af årets Tour - men alligevel har han nedspillet forventningerne til denne uges løb og erkendt, at han ikke helt ved, hvor han står.

Prologen gav imidlertid al mulig grund til at tro på Porte, der har løbet som et stort mål. Efter at have tabt masser af tid på den tekniske del bragede han op ad den sidste bakke i et forrygende tempo, der betød, at han kørte sig fra en placering uden for top 100 ved mellemtiden til en 18. plads. Det vidner om, at Porte slet ikke er så dårlig endda, og det gør ham farlig.

Porte er formentlig den bedste i verden til at køre på stigninger på enkeltstarter. Det er ikke uden grund, at han har været i en klasse for sig på Col d’Eze-enkeltstarten i Paris-Nice, og generelt har han altid været skræmmende på bakkerne på kuperede enkeltstarter. Sidste år var han således helt suverænt på stigninger på enkeltstarterne i både Dauphiné og Romandiet, og selvom han i sidstnævnte blev besejret af Roglic på det flade, er det et vidnesbyrd om, at ingen kan matche Porte, når det alene handler om at køre stærkt op ad en stigning. Det gør ham til vores favorit på denne etape, også selvom han næppe er på 100%.

Hans værste rival på være Primoz Roglic . Sloveneren har løbet som forårets sidste store mål, og han synes at være i præcis lige så god form, som da han suverænt vandt i Baskerlandet. På prologen var han sammen med Porte den mest imponerende på bakken, hvor han kørte voldsomt stærkt efter at have sat tid til på den tekniske del. Dermed tyder alt på, at Roglic er i storform.

Spørgsmål er, hvordan han klarer sig på en bjergenkeltstart, der er en helt ny udfordring. I Baskerlandet viste han, at han har forbedret sig voldsomt på stigningerne, men her er der tale om et regulært bjerg, der er længere end noget af det, han mødte i Spanien. Vi mangler stadig at se, hvordan Roglic klarer sig på så lange stigninger over for verdens bedste. Man skal imidlertid ikke glemme, at han ved VM sidste år var hurtigere end alle rivalerne på den stejle Fløyen-stigning til slut - også hurtigere end både Tom Dumoulin og Chris Froome. Der er derfor ingen tvivl om, at han mestrer kunsten at køre stærkt op ad en stigning, og samtidig er han nu en langt bedre klatrer, end han var for 12 måneder siden. Derfor er der ingen grund til, at han ikke kan vinde denne etape.

Geraint Thomas var den bedste rytter i både Volta ao Algarve og Tirreno-Adriatico, men en sær Sky-taktik i Portugal og sort uheld i Italien kostede ham sejren. De to løb bekræftede imidlertid, at Thomas er blandt verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Han har noget et niveau i bjergene, der gør ham i stand til at matche - og i mange tilfælde køre fra - klatrerne, og hans tempoevner er bestemt ikke blevet ringere i de senere år - bare se på, hvordan han knuste rivalerne i Algarve.

Bjergenkeltstarter er imidlertid relativt ukendt terræn for Thomas, der ligesom Roglic havde været bedre stillet med en mere traditionel enkeltstart. Det kan imidlertid ikke ændre på, at Thomas burde være en af de bedste klatrere i løbet, og derfor også burde køre med om sejren på denne etape. Det helt store spørgsmål er, hvor han står formmæssigt. Løbet er et stort mål, men efter en højdetræningslejr skuffede han stort i Liege. Prologen gav ikke et helt klart svar, da han skuffede ganske meget på den afsluttende stigning. Nu har han imidlertid formentlig fundet løbsrytmen, og da han sjældent mistimer formen, burde han være med helt fremme.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Hvis Thomas skuffede en anelse på prologen, var der imidlertid en anden Sky-rytter, der overraskede positivt. Egan Bernal imponerede cykelverdenen i Catalonien, hvor han var den eneste, der kunne yde Alejandro Valverde blot antydningen af modstand, men et slemt styrt betød, at han mistede en stensikker andenplads. I tirsdags gjorde han så comeback på en prolog, der slet ikke passede ham, og selvom forventningerne formentlig var begrænsede, tog han alle på sengen ved at køre sig til en chokerende 12. plads. Det antyder, at Bernal allerede nu er i fremragende form, og som ren klatrer burde han være flyvende på en bjergenkeltstart som denne. Om han allerede nu er i så god form, at han kan vinde, er uklart, men etapen passer ham så fremragende, at han kan levere endnu en sensation.

Striben af uheld synes ingen ende at ville tage for Dan Martin. Først blev han syg i Paris-Nice, så styrtede han i Catalonien og Fleche Wallonne, og senest blev han ramt af en punktering i den absolutte finale af Liege-Bastogne-Liege. I den belgiske klassiker fik han imidlertid inden uheldet langt om længe med meget aggressiv kørsel i den lille favoritgruppe endelig lejlighed til at vise, at han ikke løj, da han hævdede, at formen var ganske glimrende. Martin havde formentlig kørt sig til et topresultat, hvis materiellet havde holdt, og det vidner om, at han er klar til dette løb.

Martins dårlige enkeltstart betyder, at han har det svært i ugelange etapeløb. Alligevel har han været på podiet i Paris-Nice, Dauphiné og Catalonien (sidstnævnte har han endda vundet), og generelt har han i de senere år været ufatteligt stabil i disse etapeløb. Fraværet af en enkeltstart betyder, at han ikke får en meget bedre chance, end han gør her. Som ren klatrer burde en bjergenkeltstart passe ham glimrende - bare se på hans flotte præstation på bjergprologen i Dauphiné i 2016. Hans prolog var ganske fin og vidner om, at Martin har formen til at køre med om sejren,

Det er gået kraftigt fremad for Emanuel Buchmann i det seneste års tid. Særligt i Dauphiné sidste år nåede han helt nye højder, og her var han en af de allerbedste i bjergene. Den fremgang bekræftede han i Baskerlandet, hvor han i lidt for eksplosivt terræn sad med fremme på alle stigningerne. Nu kommer han til et løb, hvor de længere, jævne stigninger burde passe ham langt bedre, og han har i hvert fald dokumenteret, at formen er god. En bjergenkeltstart burde passe en ren klatrer som ham fremragende, og hans prolog bekræftede blot den gode form. Buchmann kan stå foran et stort gennembrud på denne etape.

Ligesom for Martin har de dårlige tempoevner ofte kostet dyrt for Jakob Fuglsang i etapeløbene. Derfor er det en gave til danskeren, at den traditionelle enkeltstart her er skiftet ud med en bjergenkeltstart. Det burde give Fuglsang en reel chance for at køre med om sejren. Desværre har han haft en tendens til at skuffe på bjergenkeltstarten i Paris-Nice, men her er der tale om et ”rigtigt” bjerg, ligesom Fuglsang i dag er en langt bedre klatrer end tidligere. I år har han gang på gang bekræftet, at han har gjort kvantespring i det seneste års tid, og han har været blandt de stærkeste i alle de bjergløb, han har kørt. Han skuffede på prologen, men den gode form fra Ardennerne kan ikke være helt væk.

LottoNL-Jumbo er her for Roglic, men holdets Tour-kaptajn Steven Kruijswijk kan måske få lov at tage sin egen chance. Det vil afhænge af præstationen på denne etape, der burde passe ham fint. Vi skal nemlig ikke glemme, at Kruijswijk i 2016-udgaven af Giroen på bjergenkeltstarten kun blevet slået af sensationen Alexander Foliforov. Desværre har han aldrig haft den helt store succes i ugelange etapeløb, hvor han ikke kan få glæde af sine store dieselmotor, men måske vil det være anderledes i år, hvor han for første gang længe ikke satser på Giroen og derfor har plads til en tidlig formtop. Han gjorde det i hvert fald fint i Catalonien og så ganske stærk ud, da han i går førte hele vejen op ad den sidste stigning.

Det har længe været kendt, at Jaime Roson har været et helt særligt klatretalent. Efter skiftet til Movistar er han endda blevet endnu bedre, hvilket særligt præstationen i Tirreno vidner om. Siden har han misset Coppi e Bartali med sygdom, men med stærkt arbejde for Barbero i Castilla y Leon i den forløbne weekend har han genfundet løbsrytmen. Han har direkte kurs mod Giroen og burde derfor nærme sig sin topform. Klatrer han lige så godt, som han gjorde i Tirreno, burde han gøre det fremragende på en bjergenkeltstart.

I de seneste to år har Pierre Latour vundet ungdomstrøjen i dette løb, som han holder meget af og har gjort til et mål. Hans tredjeplads i Catalonien gav endda løfter om noget rigtigt stort og pegede i retning af, at han har nået et helt nyt niveau. Siden har han imidlertid været yderst skuffende, særligt i Baskerlandet, og vi aner derfor ikke, hvor han står. Han kørte dog en fremragende prolog, og noget tyder på, at han er tilbage. Den sidste stigning kan være til den svære side, men han har potentialet til at levere et topresultat.

Egentlig burde Ion Izagirre være en af de helt store favoritter. Baskeren har i de senere år været i top 5 i næsten alle de ugelange etapeløb, han har kørt, først og fremmest i kraft af sine gode tempoevner. I år har han med en 4. plads i Paris-Nice og en 3. plads i Baskerlandet bekræftet evnerne, også selvom han generelt har skuffet på enkeltstarterne, hvor han ikke er så stærk som tidligere. Til gengæld har han klatret på et nyt niveau, særligt i Baskerlandet, hvor kun Landa og Roglic var stærkere. Derfor burde dette løb med en bjergenkeltstart passe ham godt. Desværre har han haft et meget langt forår, og i Ardennerne var det ret tydeligt, at formen efterhånden kører på pumperne. Vi frygter, at han er på vej ned ad bakke, ikke mindst efter en skuffende prolog, men man kan håbe, at han har kræfter til en sidste anstrengelse.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

En af de helt store sensationer på prologen var, at dieselmotoren Pierre Rolland endte lige uden for top 10. Det var der næppe én eneste, der havde set komme, men det tyder på, at Rolland er i storform. Det giver ham mulighed for at køre klassement i et løb, hvor bjergenkeltstarten burde passe ham fortrinligt. Som ren klatrer burde han være i sit es i denne disciplin, hvilket han da også viste i sin fremragende Giro for et par år siden, hvor han udmærkede sig i denne disciplin. Stigningen er lidt kort for Rollands motor, men med den nuværende form har han potentialet til at blande sig helt fremme.

Det samme har holdkammeraten Hugh Carthy, der er indbegrebet af en ren klatrer. Den unge brite fik et stort gennembrud med et hav af toppræstationer i 2016, men 2017 endte som en skuffelse. I år er han imidlertid tilbage. Det viste han i Catalonien, hvor han var blandt de stærkeste og kun fik sit løb ødelagt af et styrt på sidste etape. Hvis han har bibeholdt den form efter et løb i Baskerlandet, der ikke passede ham - og det tyder hans overraskende gode prolog på - burde han være i sit es på de længere stigninger her. En bjergenkeltstart burde i hvert fald passe en klatrer som ham.

Listen over gode EF-klatrere fortsætter med Daniel Martinez. Sidste efterår fik han sit store gennembrud i de italienske klassikere, og i år har han været endnu bedre for sit nye hold. Særligt imponerede han i Catalonien, men desværre blev han sat tilbage af et overfald af en bilist under træning. Han kørte imidlertid en chokerende god prolog og synes derfor allerede at være i form igen. Er han det, kan han sagtens skabe en overraskelse på en etape som denne.

Det samme kan den fjerde af de mange EF-klatrere i dette løb. Det har været en forfærdelig tid for Joe Dombrowski, men nu kunne noget tyde på, at han er på vej tilbage. I hvert fald kørte han efter en lang træningsperiode en god prolog, og det kunne tyde på, at han er velforberedt frem mod Giroen. Sidste år kørte han ét godt løb. Det var på den frygtede Rettenbachferneri Schweiz Rundt, hvor han blev nr. 2 bag Simon Spilak. Den etape handlede alene om watt/kg, og det er det samme på en bjergenkeltstart som denne. Dombrowskis fysiske kapacitet som klatrer er uovertruffen, og er han endelig tilbage på sit topniveau, kan han blive livsfarlig på denne etape.

David Gaudu er et af sportens allerstørste rene klatretalenter, og derfor burde denne etape være skræddersyet til ham. Desværre har han haft en forfærdelig sæson, hvor han slet ikke har fundet formen, heller ikke i Ardennerne, der var et stort mål. Han gav imidlertid håb med sit flotte angreb mod slutningen af 1. etape, hvor han kun blev hentet ganske tæt på stregen. Har han endelig fundet sit topniveau, kan han levere den helt store præstation.

Endelig vil vi pege på Diego Rosa. Italieneren så ud til at have kørt sig af Giro-holdet med en katastrofepræstation i Tour of the Alps, men han ser nu ud til at være tilbage på sporet. Han kørte sit livs prolog i tirsdags, og derfor kan der være noget stort i vente fra Rosa, der er kendt om en af mest ustabile ryttere i feltet.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Geraint Thomas

Outsidere: Egan Bernal, Dan Martin, Emanuel Buchmann, Jakob Fuglsang, Steven Kruijswijk

Jokers: Jaime Roson, Pierre Latour, Ion izagirre, Pierre Rolland, Hugh Carthy, Daniel Martinez, Joe Dombrowski, David Gaudu, Diego Rosa

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Larry Warbasses sejr på samme stigning i sidste års Tour de Suisse.