Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour de France

Optakt: 4. etape af Tour de France

04. juli 2017 12:20Foto: A.S.O.

Peter Sagan viste sin ekstreme klasse med en helt suveræn soloopvisning, der igen vidner om, at han i 2017 har nået et nyt niveau, og dermed fik han understreget, at gårsdagens historisk dårlige massespurt ikke var udtryk for manglende form. Nu får han så chancen for at vise, at han også kan begå sig i de hurtige finaler, når sprinterne igen kommer i fokus op løbets 4. etape, der med en let stigende opløbsstrækning og en mere teknisk finale giver ham bedre muligheder for måske at true den ellers dominerende Marcel Kittel.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Årets udgave af Tour de France er ikke uden grund blevet beskrevet som nærmest uhørt sprintervenlig, men det er nu ikke usædvanligt, at den første uge, som ofte tilbringes i det flade Nordfrankrig, er domineret af de hurtige afsluttere. Det er således også tilfældet i år, hvor sprinterne i løbet af den første uge kan se frem til at spurte om sejren på fire ud af syv etaper. Deres anden chance ventes de at få på løbets fjerde dag, der er rammen om en klassisk transportetape, hvis primære formål er at bringe feltet mod syd og ned mod bjergene, hvor de første store slag mellem klassementsrytterne skal slås. Samtidig var det på forhånd aset som sidste chance for folk som Peter Sagan og Michael Matthews for at få fingre i den gule trøje, inden klassementskampen allerede indledes på onsdagens 5. etape, men den mulighed er nu væk.

 

Helt usædvanligt bydes der for tredje dag i træk på mere end 200 km, når feltet skal bevæge sig hele 207,5 km fra Mondor-les-Bains til Vittel. I løbet af natten er hele cirkusset igen rykket over grænsen til Luxembourg, hvor starten gives helt tæt på den franske nabo. Herfra bevæger man sig mod øst, inden man drejer mod syd for at køre ind i Frankrig gennem byen Schengen, en passage, der har til formål at markere Schengen-aftalen og det grænseløse EU-samarbejde. Herefter går det stort set stik syd hele dagen med det klare formål at nå frem til udkanten af Vogeserne, der onsdag vil lægge asfalt til den første afslutning på en stigning.

 

Man holder sig dog ude af det kuperede terræn, og derfor er den lange etape stort set helt flad. Kun med lidt god vilje kan man tale om to mindre stigninger i den første halvdel. Gradvist bliver terrænet en anelse mere rynket, efterhånden som man nærmer sig mål, men store udfordringer er der ikke tale om. Den indlagte spurt er placeret i Goviller efter 157,5 km på en let faldende vej uden sving i de sidste 3 km. Kort efter rammer man dagens eneste reelle udfordring, kategori 4-stigningen Cote des Trois Fontaines (1,9 km, 4,7%), men den har top med hele 37 km til mål. Derefter er det igen stort set helt fladt, mens man fortsætter mod syd til målet i Vittel, hvor en lidt kompliceret finale venter. En lang vej uden sving leder frem til en blød kurve med 2500 m igen, inden der med 1500 m til stregen venter to skarpe sving adskilt af en jernbanebro. Herefter buer vejen kun svagt på den sidste kilometer og 700 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, hvor stregen kommer til syne med 350 m igen. Det stiger svagt mellem 5- og 3-kmm-mærkerne, mens den sidste kilometer går opad med beskedne 1,7%.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Vittel var senest målby i 2009, hvor Nicki Sørensen tog karrierens største sejr fra et udbrud.

 

 

 

 

 

Vejret

Med ankomsten til Frankrig er sommeren også kommet til Touren. Rytterne kan tirsdag se frem til en solrig start, inden det i løbet af eftermiddagen bliver mere skyet. Med en temperatur på 26 grader vil det blive den hidtil varmeste dag. Der vil stort set ingen vind være, kun en svag brise fra vest og senere fra nord. Det giver først sidevind og siden medvind. Det varer ved frem svinget med 2500 m igen. Herefter venter en strækning med sidemodvind, inden man får sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 3. etape

I årets Omloop Het Nieuwsblad og Tirreno-Adriatico kørte Peter Sagan så vanvittigt stærkt, at rivalerne nærmest blev helt skræmte forud for klassikerne. Trods sin status som løbets topfavorit satte han alligevel rivalerne fra hjul på Poggio i Milano-Sanremo, og det var kun en kraftpræstation fra to andre af feltets supertalenter, Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski, der forhindrede ham i som den første siden 2006 at tage en solosejr i den italienske klassiker. Siden da ødelagde uheld resten af klassikersæsonen for verdensmesteren, der dog ikke efterlod nogen tvivl om, at han - trods den store succes til Van Avermaet og Gilbert - var forårets stærkeste rytter.

 

Forårets opvisning kom efter en 2016-sæson, hvor han specielt i Touren allerede havde givet klart indtryk af at have nået et nyt niveau, og den tendens fortsatte han altså først på året. I dag leverede han så en magtdemonstration, der til fulde demonstrerer, at Sagan i en alder af 27 år fortsat ikke er færdig med at udvikle sig.

 

Nuvel, Sagan var faktisk meget tæt på at blive slået af Michael Matthews i den knaldhårde spurt på stigningen i Longwy, men det skyldtes alene, at meget faktisk gik galt for slovakken. Inden selve spurten så han nemlig ud til at køre med et overskud, der gjorde det svært at tro, at han faktisk kørte finale på en Tour-etape, hvor der endda var klassementsryttere, der tabte tid. Da Richie Porte således lancerede sit noget overraskende angreb, og selveste Alberto Contador ikke kunne holde hans hjul - det siger noget om, hvor stærkt australieren kørte - lukkede Sagan med et par lette tråd straks hullet. Dernæst kontrollerede han fronten, indtil han startede en lang spurt, hvor foden imidlertid røg ud af pedalen. I det øjeblik ville man tro, at Greg Van Avermaet - en af verdens bedste i den type finaler - ville gå forbi, da han startede sin spurt i samme moment. Sagans imponerende kick betød imidlertid, at det aldrig lykkedes for belgieren, der kun sejlede baglæns. Herefter kom Matthews flyvende bagfra, men trods de hidtidige kraftanstrengelser havde Sagan fortsat et ekstra kick, der akkurat gjorde det muligt at afvise australieren og tage sejren.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Triumfen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt for Sagan, der var dybt skuffet efter en 2. etape, hvor hans drøm om endnu en grøn trøje led et lille, men langt fra ødelæggende knæk. Således var gårsdagens 10. plads hans ringeste i en massespurt i de seks udgaver af løbet, han hidtil har kørt, men han var hurtig til at insistere på, at det ikke var dårlige ben, der var årsagen. Hvis nogen havde håb om, at slovakken i år ikke er på toppen, fik han lynhurtigt lagt de drømme i graven med dagens etapesejr, og der er ingen tvivl: Sagan er igen i år i storform!

 

Det samme er Michael Matthews, der kun kan ærgre sig over, at han var så dårligt placeret forud for spurten. Havde Sagan ikke haft uheld, havde han næppe vundet alligevel, men nu var muligheden der faktisk. Warren Barguil havde endda gjort et fremragende stykke arbejde med at holde ham fremme, men han gled lidt for langt tilbage, da klatrerne spillede med musklerne. Havde Porte ikke lavet sit overraskende angreb, havde det været et helt andet løb, der måske kunne have givet Matthews en mulighed for at slå den ellers suveræne slovak.

 

I det hele taget skiftede finalen pludselig karakter. Alle hold havde tilsyneladende brugt deres hjælperytterkræfter på den hårde positionskamp, og derfor blev der kørt meget langsomt op af den stejle del af stigningen. Da alle klassementsrytterne sad samlet forrest i et felt med bred front, så det pludselig ud til, at det var sprinternes løb, men det ændrede sig markant, da Nicolas Roche kom frem. Ireren satte åbenbart et så hårdt tempo, at etapen endda endte med at blive hårdere en mange havde forventet, først og fremmest fordi det blev fulgt op af et angreb fra en af løbets to store favoritter. Derfor viste det sig endda at blive for svært for specialister som Diego Ulissi, Michael Albasini og Philippe Gilbert, der normalt slet ikke burde være i problemer i en finale som denne. Havde dette været en ardennerklassiker, var det aldrig sket, men Tour de France er bare noget helt, helt andet end de andre løb på kalenderen.

 

Det var også det, der gjorde det muligt for Dan Martin at spurte sig til en lovende tredjeplads. Ireren har altid været specialist i denne type finaler, men på forhånd måtte man forvente, at afslutningen denne gang var lidt for nem. Alligevel lykkedes det ham at slå en specialist som Van Avermaet og score værdifulde bonussekunder, hvilket lover godt for fortsættelse. Det er således værd at huske, at Martin overgik sine egne forventninger i Dauphiné, hvor han var langt bedre end planlagt. Noget kunne tyde på, at noget stort er i vente for Quick-Step-rytteren, der har haft en fantastisk sæson. Nu kan man kun ærgre sig over, at vi ikke fik at se, hvad Alejandro Valverde - manden, der slog Martin i Fleche og Liege - kunne have leveret, hvis ikke olie på vejen i Düsseldorf har efterladt ham med skader, der kan være karrieretruende.

 

I lyset af etapens hårdhed var dagens sensation Arnaud Demare, der overgik egne forventninger markant. Han havde ganske vist forud for løbet sagt, at han ikke frivilligt ville lade sig sætte, men han havde ikke regnet med et resultat. At han ender som nummer 6 i dag, vidner om, at også han i år har nået et helt nyt niveau, der for alvor må give forhåbninger forud for næste års brostensklassikere.

 

Det samme gør sig gældende for Alberto Bettiol. Det italienske talent fik et stort gennembrud sidste efterår, hvilket skabte store forventninger forud for årets klassikersæson. Det endte imidlertid som en kolossal skuffelse, og det så kortvarigt ud til, at han var gået en anelse i stå. Dagens femteplads i en så hård finale viser heldigvis, at han fortsat er på vej frem og har potentialet til at blive en af de næste store italienske klassikerryttere.

 

Set i klassementssammenhæng var der flere interessante indikationer. Mest iøjnefaldende var det naturligvis, at Alberto Contador viste store svaghedstegn. Selvfølgelig er han ikke skabt til eksplosive finaler som denne, men at han ikke kunne holde hjul på Porte og måtte lade Rafal Majka gå forbi er trods alt ildevarslende. Han har før haft det lidt svært ved den første store kraftudfoldelse i en grand tour, men da dagens lille svaghedstegn kommer efter en skuffende enkeltstart, kan man frygte, at der er tale om mere end det.

 

Til gengæld fik Porte vist, at han er nøjagtigt så stærk som ventet, og han kan kun ærgre sig over, at Sagan var snarrådig og sad med et stort overskud. Havde det ikke været tilfældet, kunne han have lukreret på en overraskende dårlig positionering fra Sky til at vinde etapen og sikre sig en hårdt tiltrængt tidsgevinst. Det blev der ikke noget af, men han kan utvivlsomt tage tilbage til hotellet med en forsikring om, at formen er god.

 

Det er den også for Jakob Fuglsang, der i hvert fald på dette tidligere tidspunkt fik vist, at den gode Dauphiné-form endnu ikke er forduftet. Det er et første lovende tegn, men desværre er der stadig langt til Paris. Fuglsangs store udfordring har nemlig hele tiden været at holde niveauet hele vejen til den store finale, og det er stadig en stor opgave. Foreløbig ser det dog ganske lovende ud for danskeren - og for Astana, der også havde en velkørende Fabio Aru fremme i en finale, der ikke passede ham.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

Nedtur var der til gengæld i Orica-Scott-lejren, der ganske vist kan glæde sig over, at Esteban Chaves ser ud til at være på sporet efter sin knæskade, men som samtidig måtte se Simon Yates smide et par sekunder. Det er stærkt ildevarslende for briten, der normalt er meget stærk i finaler som disse. Problemet er, at det kommer efter et meget skuffende Dauphiné, og noget kunne tyde på, at formen ikke er timet rigtigt. Samtidig sad hans tre konkurrenter til den hvide trøje, Louis Meintjes, Emanuel Buchmann og Pierre Latour, alle med i front, og det gør slaget ekstra hårdt.

 

Endnu værre var det dog for Andrew Talansky, der sad endnu længere tilbage. Også han kommer fra et skuffende Dauphiné og må derfor se med bekymring på dagens resultat. Det er dog værd at huske på, at Talansky er en dieselmotor uden meget punch, og at denne finale ikke passede ham. Han vil først være i sit es i den tredje uge, og derfor skal han endnu ikke afskrives som en top 10-resultat. Alt tyder dog på, at Rigoberto Uran er Cannondales bedste kort - nøjagtigt som vi påpegede i vores optakter forud for løbet.

 

Endelig vil vi nævne Carlos Betancur. Med Valverde ude mangler Movistar et kort 2, der kan spilles ud i bjergene. Det ser ud til, at det colombianske supertalent er klar til at overtage den rolle. Han har siden Hammer Series i begyndelsen af juni, hvor han kørte feltet sønder og sammen, givet klare indikationer af at være langsomt på vej tilbage mod fordums styrke. I dag sad han med hos de bedste og sad i finalen beskyttet af sine holdkammerater. Det er stadig tidligt at drage for mange konklusioner, men han har med sin nye rolle på holdet bestemt en mulighed for at blive en positiv overraskelse - nøjagtigt som han var, da han senest havde sin idealvægt i den forrygende 2013-sæson.

 

Favoritterne

Langt klogere er vi efter onsdagens første store klassementsslag, men inden vi når så langt, skal der igen nye aktører i rampelyset. Efter en dag, hvor det for mange af dem handlede om at spare kræfter, skal sprinterne igen i aktion på den anden af de ni mulige sprinteretaper i årets løb. Det var dagen, Sagan havde udset sig som sin sidste mulighed for at tage den gule trøje, men det bliver der nu intet af - med mindre, der sker noget helt uforudset. I stedet bliver der tale om en helt klassisk sprinteretape, hvor kun etapesejren er på spil - men den er bestemt også prestigiøs nok i sig selv.

 

Sidst feltet besøgte Vittel i 2009, lykkedes det Nicki Sørensen at tage en udbrudssejr, men det sker ikke denne gang. Flade etaper i den første uge af Touren er altid meget kontrollerede, og det er stort set kun sidevind, der kan forhindre de hurtige folk i at komme til fadet. Det så man også på 2. etape, hvor udbruddet ikke fik mere end 3 minutters forspring, og det var kun styrtet i finalen, der pludselig skabte mulighed for en overraskelse og gav en hæsblæsende finale.

 

Taylor Phinney og Yoann Offredo gav sprinterholdene en skræk i livet, og derfor vil de denne gang sandsynligvis give et endnu mindre forspring. Da der samtidig er næsten helt vindstille, ser det ud til, at det bliver en helt klassisk sprinteretape uden anden dramatik end den, der kan komme fra styrt i det, der altid bliver en enormt stressende finale.

 

Denne gang er der end ikke en bjergtrøje på spil, og derfor vil der med stor sandsynlighed køre et udbrud straks fra start. Wanty, Direct Energie og Fortuneo vil alle være repræsenteret, men de vil blive holdt i kort snor af Julien Vermote og Thomas De Gendt for hhv. Quick-Step og Lotto Soudal. Også FDJ vil sikkert jagte med Arnaud Demare og Dimension Data med Jaco Venter, og derfor bør udbruddet blive kørt ind i tide. Inden da vil der blive spurtet om point i den indlagte spurt, men den kommer så tæt på mål, at sprinterne i vidt omfang blot vil holde sig fremme for ikke at blive sat unødigt tilbage i kampen om den grønne trøje.

 

Derfor bør det hele ende i en massespurt, der dog er lidt anderledes end den foregående. Selvom det ikke er en meget teknisk finale, og opløbsstrækningen er lang, er den dog mere kompliceret end i søndags. Vigtigere er det måske, at vejen denne gang er betydeligt smallere, og det vil gøre det meget vanskeligere at komme frem, hvis man først er fanget for langt tilbage. Endelig er der denne gang tale om et opløb, der stiger med 1,7% i gennemsnit, og den slags afslutninger favoriserer visse ryttertyper mere end andre.

 

I går tog Marcel Kittel sejren, men som vi skrev i vores analyse, var der al mulig grund til at være bekymret i Quick-Step-lejren. Således gik det hele galt for tyskerens tog - og det skyldtes Kittel selv. Han har altid haft svært ved at holde sig til sine holdkammerater, og det mislykkedes også denne gang, da Jack Bauer og Philippe Gilbert ramte fronten. Kittel sad alene hos sin lead-out man Fabio Sabatini og havde endda også tabt kontakten med Matteo Trentin. Sabatini måtte bruge alle sine kræfter på blot at bringe Kittel i en nogenlunde position, og herefter var det ikke uheldigt, at der åbnede sig en motorvej for tyskeren i vejens højre side, og at modvinden bremsede de forreste.

 

Læs også
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

 

Det ændrer imidlertid ikke på, at spurten samtidig understregede det, vi vidste i forvejen: at Kittel er feltets i særklasse hurtigste. Derfor er det egentlig meget enkelt: hvis han ikke bliver lukket inde eller fanget for langt tilbage, vinder han. Desværre er risikoen for, at det går galt større i den tekniske finale.

 

Der er bestemt ingen garanti for succes, men vi sætter alligevel vores penge på tyskeren. På papiret er hans tog et af løbets stærkeste, og normalt bør Trentin og Sabatini være i stand til at aflevere ham i en god position. Det er sjældent, at det går så galt som i søndags, og finalen er trods alt ikke voldsomt kompliceret. At det stiger i finalen, er ikke en fordel, men Kittel har vundet meget sværere spurter tidligere, blandt andet i sidste års Tour. Vi tror på, at fadæsen ikke gentager sig i lead-outet, og at Kittel vinder igen.

 

André Greipel må have kunnet tage meget selvtillid med fra Liege. Lotto Soudal var i stand til at lancere toget, da de ville, og havde de ikke været tvunget til at ofre Adam Hansen i jagten på udbryderne, havde de måske afleveret tyskerne perfekt. Nu blev der lidt for langt hjem i modvinden, og Greipel endte alt for langt tilbage, men med en meget flot, lang spurt, hvor han længe lå i vinden, lykkedes det alligevel tyskeren at holde hele vejen hjem til en tredjeplads. Derfor var hele Lotto-lejren i går meget glade: toget fungerer, og Greipel er stærkt.

 

Greipel kan ikke lide tekniske finaler, men denne er ganske fin for ham, specielt fordi svingene kommer så tidligt, at han kan bruge sit stærke tog Hansen- Benoot-Sieberg-Roelandts efter sidste kurve. Samtidig er det en stigende spurt med procenter som disse, der er hans foretrukne, og den relativt lange opløbsstrækning er også perfekt. Kan Lotto Soudal time det en anelse bedre end i søndags, har Greipel alle muligheder for at vinde.

 

Som skrevet ovenfor viste Arnaud Demare igen i dag, at han er i sit livs form. Ikke blot er han helt oplagt er stærkere end nogensinde, han drager også fordel, at hans tog er fabelagtigt. Selvom man i søndags tabte Ignatas Konovalovas på grund af et ødelagt hjul, Olivier Le Gac på grund af maveproblemer og nøglerytteren Mickael Delage på grund af et styrt, lykkedes det alligevel Davide Cimolai og sublime Jacopo Guarnieri at aflevere deres kaptajn perfekt. I morgen kan de i hvert falde regne med at have Konovalovas tilbage og muligvis også Delage, og det giver ham endnu bedre muligheder. Samtidig er hans speciale at spurte op ad bakke, og derfor har han denne gang en bedre mulighed for at slå de to normalt hurtigere tyskere. Hvis Guarnieri igen kan gøre sit arbejde perfekt, har Demare fremragende muligheder for at vinde.

 

Det samme har Dylan Groenewegen. LottoNL-Jumbo viste igen søndag, at deres tog er blevet ganske stærkt, og de havde afleveret deres kaptajn i en fornuftig position. Desværre blev han lukket inde af Sonny Colbrelli, netop som han ville træde an, og derfor kom han aldrig rigtigt til at spurte. Han har dog ved utallige lejligheder, senest i Ster ZLM Toer, vist, at han topfart kan matche de bedstes, og hans tog kan måske ikke dominere, men de kan aflevere ham langt fremme - som de gjorde det så godt i det hollandske etapeløb. Et stigende opløb er heller ikke dårligt for en mand, der har vundet Brussels Cycling Classic i en hårdere finale, og derfor kunne det meget vel blive til en første Tour-sejr for Groenewegen

 

Ovenfor har vi rost Peter Sagan til skyerne, men det kan trods alt stadig blive svært for verdensmesteren at vinde her. Han er således ikke skabt til de rene massespurter og har ikke vundet en sådan i Touren siden 2012. I år har han dog bedre muligheder end tidligere, idet han ikke blot er blevet stærkere, men også hurtigere. Alle ved, hvor fantastisk han er i positionskampen, og derfor er den mere tekniske finale til hans fordel. Det samme er det stigende opløb, og da han modsat tidligere denne gang faktisk har en lead-out man i verdensklasse i Rudiger Selig, kan Sagan alligevel godt vinde i det kaos, der kendetegner Tour-spurter.

 

Mark Cavendish var stærkt opmuntret af sin fjerdeplads på 2. etape, men han indrømmede samtidig, at han end ikke var tæt på at vinde. Efter sin sygdom er han således meget langt fra sidste års niveau, og det var i høj grad på grund af sin fantastiske næse, at han endte så langt fremme. I de kaotiske Tour-spurter kan den næse imidlertid bringe ham langt, og man kan sagtens vinde en Tour-etape uden at være den stærkeste. Det gjorde han flere gange sidste år, og selvom det er sværere i år, er det ikke umuligt. Det kræver blot, at han igen udser sig det rigtige hjul i finalen.

 

I går havde det været perfekt for Nacer Bouhanni, hvis han ikke helt ukarakteristisk for ham havde tabt en positionskamp. Da Christophe Laporte ramte fronten for at give ham det hele perfekte lead-out, havde han ladet Sagan smutte forbi. Da han opdagede det, stoppede Laporte naturligvis, og det endte med at koste både Sagan og Bouhanni alle chancer. Det viser imidlertid, at Laporte og Bouhanni er stærke nok til at holde sig fremme, hvilket ikke er underligt for en duo, der trives i kaos. Naturligvis mangler Bouhanni efter sin hjernerystelse stadig noget form, men han var ikke dårlig i de franske mesterskaber, og i et stigende opløb som dette er han god.

 

Læs også
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

 

Sonny Colbrelli er ikke ren sprinter, og al logik siger, at han ikke er hurtig nok til at vinde her. Det vil også være en overraskelse, hvis det lykkes, men man kan ikke helt afskrive den meget formstærke italiener, der imponerede på 1. etape og ved de italienske mesterskaber. Et stigende opløb er ideelt for ham, og Borut Bozic og Grega Bole har sjældent fejlet i deres lead-out. Colbrelli er en af de bedste i positionskampen, og derfor passer Tour-kaosset ham godt.

 

Også Michael Matthews har denne gang en lille chance. Normalt er han slet ikke hurtig nok til at vinde disse spurter, men på grund af det stigende opløb kan han denne gang ikke helt afskrives. Det skyldes også, at han med Nikias Arndt og Ramon Sinkeldam har et fremragende lead-out. Kan de aflevere Matthews i front, er det i en afslutning som denne, at han måske har en chance for at true de hurtigste.

 

Feltet.dks vinderbud: Marcel Kittel

Øvrige vinderkandidater: André Greipel, Arnaud Demare

Outsidere: Dylan Groenewegen, Peter Sagan, Mark Cavendish

Jokers: Nacer Bouhanni, Sonny Colbrelli, Michael Matthews

 

HVER DAG UNDER TOUREN GIVER UNIBET DIG MULIGHED FOR AT VINDE 50.000 KRONER - ENDDA GRATIS! UNIBET KALDER DET BETTIME, ALT MAN SKAL GØRE ER AT GIVE SIT BUD PÅ VINDERTIDEN PÅ EN ETAPE. HOS FELTET.DK GÆTTER VI MED OG TROR, AT VINDERTIDEN BLIVER: 04.45.23. LÆS MERE OM KONKURRENCEN OG DELTAG I UNIBETS BETTIME!

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?