Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Sirotti

Optakt: 5. etape af Criterium du Dauphiné

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

08.06.2017 kl. 15:03 af Emil Axelgaard.

Richie Porte bekræftede med sin bedste enkeltstart i flere år, at han i 2017 har taget det sidste skridt op som reel udfordrer til Tour-tronen, og han er med sin store tidsgevinst nu den klare favorit til at bryde Chris Froomes dominans i Criterium du Dauphiné. Det udestår imidlertid stadig at se, hvad favoritterne kan i bjergene, men inden vi får de svar, ventes sprinterne at komme i aktion en sidste gang på løbets relativt flade 5. etape, hvor der er lagt op til revanche efter tirsdagens store skuffelse.

 

Ruten

Efter det første klassementsslag bliver der en lille chance for at slikke sårene eller fejre tidsgevinsterne fra enkeltstarten, inden det går løs i bjergene på de sidste tre etaper. Den lille pause vil sprinterne forsøge at udnytte til for sidste gang at teste sig selv af i en massespurt, inden det går løs i sommerens Tour de France, når en småkuperet etape afsluttes med en flad og teknisk finale i Macon, der er som skabt til de hurtige afsluttere.

 

Torsdag skal rytterne ud på i alt 175,5 km, der bringer dem fra La Tour-de-Salvagny til Macon, der er placeret i den flade Rhone-dal. Starten er ganske hård, idet det med det samme går op ad kategori 3-stigningen Cote de Belmont-d’Azergues (1,4 km, 8,6%), der har top efter 1,5 km. Herefter venter en nedkørsel, inden man fortsætter mod nord ad en let stigende vej. Herfra flader det ud frem til kategori 4-stigningen Cote de Regnie-Durette (1,4 km, 5,4%), der har top efter 50 km.

 

Efter ca. 55 km drejer man mod nordvest for at slå en sløjfe i det mere kuperede terræn vest for Rhone-dalen. Den indledes med kategori 2-stigningen Col du Fut d’Avenas (8,8 km, 5,1%), hvis top nås efter 64 km. Kort efter venter kategori 4-stigningerne Cote d’Ouroux (2,5 km, 4,6%) og Col de Champ Juin (2,8 km, 5,2%), der kommer efter hhv. 69,5 og 80,5 km. En længere nedkørsel leder nu frem til forplejningszonen, der efter 98,5 km markerer etapens vestligste punkt.

 

Herfra bevæger man sig mod nordøst igennem først let stigende og siden let faldende terræn frem til kategori 4-stigningen Col du Bois Clair (3,6km, 3,9%), hvis top nås efter 142,5 km. Herfra går det hovedsageligt mod syd og sydøst gennem stort set helt fladt terræn frem til målet i Macon. Her venter en meget teknisk finale med adskillige sving på de sidste 3 km. De kommer imidlertid alle, inden man rammer de sidste 1500 m, hvorefter der kun er en rundkørsel på den 6 m brede vej. Det falder ganske let frem til den røde flamme, og herefter stiger det med 0,6% i gennemsnit.

 

Macon var senest vært for løbet i 2011, hvor en ung John Degenkolb vandt en massespurt foran Edvald Boasson Hagen og Juan Jose Haedo. Touren lagde vejen forbi i 2006, hvor Matteo Tosatto tog en udbrudssejr, og i 2002, hvor Lance Armstrong knuste rivalerne på en 50 km lang enkeltstart.

 

 

 

 

Vejret

Efter nogle halvkolde dage er varmen endelig kommet til Alperne. Således venter der torsdag en solrig dag med en temperatur på hele 28 grader. Der vil kun være en let vind fra sydøst, hvilket giver medvind og sidemedvind på det meste af etapen. Mod slutningen får det mere karakter af sidevind, inden man drejer ind i modvind på det sidste stykke frem mod Macon. Der vil være modvind stort set hele vejen på de sidste 5 km.

 

Analyse af 4. etape

Det har været klart lige siden Tour Down Under, at Richie Porte i år har lagt de sidste procent til sit allerede høje niveau, og at han fremstår som Chris Froomes værste rival til Tour de France. Hans suveræne opvisning på kongeetapen i Tour de Romandie viste for alvor, at han er klar til at true sin ven i verdens største cykelløb, ikke mindst fordi han i år har været verdens i særklasse bedste klatrer. Han manglede imidlertid fortsat at bevise én ting: at han kan matche sin tidligere kaptajn på en flad enkeltstart, idet tidskørslen i Romandiet, hvor han blev nummer 2, slet ikke var sammenlignelig med det, der venter i Frankrig til juli.

 

Efter dagens fjerde etape er det imidlertid nu helt klart, at Porte har alt, hvad der skal til for reelt at byde ind på Tour-sejren. Som ung rytter kørte han nogle fremragende flade enkeltstarter, ikke mindst ved VM i København, men den største pris for de forbedrede klatreevner har han betalt i kampen mod uret. Således var en stor del af forklaringen på, at han sidste år ikke var tættere på Froome i Touren, at han mistede alt for meget tid på de to tidskørsler.

 

Det har Porte været pinligt bevidst om, og derfor har han i år arbejdet ekstra meget på sin enkeltstartscykel. Dagens etape, der var at betragte som en generalprøve til Marseille-enkeltstarten i Touren, var derfor den helt store test, og Porte kunne ikke have ønsket sig et bedre udfald. Ikke blot slog han verdensmester Tony Martin, han distancerede også sine rivaler så eftertrykkeligt, at hans forspring nu er så stort, at det nærmest synes umuligt for ham at smide sejren væk. Ganske vist udestår der fortsat tre bjergetaper, men da Porte i år har været helt suveræn på stigningerne er det vanskeligt at se for sig, at han skulle kunne tabe eksempelvis 37 sekunder til Froome.

 

Det er imidlertid mest præstationen på enkeltstarten, der på nuværende tidspunkt glæder Porte. Naturligvis lægger han ikke skjul på, at han drømmer om at vinde Dauphiné, men dagens resultat vidner om, at han som enkeltstartsrytter har taget et kvantespring. Det er værd at minde om, at der er en verden til forskel på en enkeltstart på 4. etape af Dauphiné og på næstsidste dag af en grand tour - specielt fordi Porte har haft en tendens til at falme lidt mod slutningen af de lange løb - men dagens udkomme giver ham i hvert fald en tro på, at han kan undgå at bløde tid til Froome i samme omfang som tidligere. Da alt tyder på, at han også kan matche sin tidligere kaptajn i bjergene, er det, der for alvor stadig skiller Porte fra Tour-sejren, derfor nu hovedsageligt holdbarheden. Hvorvidt den også er forbedret, må vi vente til juli til at få svar på.

 

Helt omvendt forholder det sig for Froome. Briten kørte sin suverænt dårligste Dauphiné-enkeltstart siden sit store gennembrud, og det kan ikke undgå at vække stærk bekymring. Modsat eksempelvis Alberto Contador, der altid har været under niveau i Dauphiné, har Froome altid lagt vægt på at præstere i det franske løb, og han har heller ikke lagt skjul på, at han denne gang er kommet for at vinde. I sig kan en halvdårlig dag måske undskyldes, men da resultatet kommer efter en katastrofal præstation i Romandiet, hvor han indrømmede slet ikke at have levet op til egne forventninger, er det svært ikke at have en nagende tvivl. Froome har i 2017 slet ikke været ved tidligere tiders styrke, og man kan efterhånden med rette spørge sig selv, om det er udtryk for mere end blot tilfældigheder. Det er dog værd at huske på, at Froome i 2015 også kørte dårlige tidskørsler, men stadig var stærk i bjergene, og hvis han igen i år har prioriteret sin klatring højest, kan det ikke udelukkes, at han kan slå tilbage senere i løbet. Svaret får vi fredag, men på nuværende tidspunkt er der grund til bekymring.

 

Det er der imidlertid ikke hos Alejandro Valverde, der fortsætter sin mageløse sæson i suveræn stil. Tidligere har han haft det svært på enkeltstarter uden for Spanien, hvor onde tunger vil hævde, at motorcykler ikke sjældent har hjulpet den lokale helt. Den slags assistance var der intet af i dag, men alligevel kørte veteranen en af sit livs bedste enkeltstarter. Det kommer efter tilsvarende toppræstationer i Baskerlandet og Andalusien og vidner om, at Valverde i alle sportens discipliner bare er bedre end nogensinde i 2017. Med en rute, der synes skræddersyet til ham, må Movistar efterhånden seriøst begynde at overveje, om man ikke bør spille på to ligeværdige heste, når det til juli går løs i Touren. Under alle omstændigheder fremstår Valverde nu som en af de værste trusler mod Porte i dette løb.

 

Også Alberto Contador har grund til at være yderst tilfreds. Trek-kaptajnen har forud for dette løb haft en mere afslappet tilgang, end han har haft i de senere år, og han er derfor gået ind til dette løb med mindre intens træning i benene. Alligevel kørte han sin måske bedste længere enkeltstart i Dauphiné nogensinde, og han slog endda Froome, hvilket på forhånd var nærmest utænkeligt. Det bekræfter blot, hvad han hele tiden har sagt: at hans data giver ham al mulig grund til at være optimistisk forud for Touren. Selvom han næppe er i form til at vinde dette løb, tyder alt på, at Contador er på sporet frem mod juli - i hvert fald hvis han kan holde sig på cyklen.

 

Også mange af klatrerne kørte forsvarede sig fornemt. Det gælder specielt Simon Yates, der efter den flotte præstation i Romandiet igen viste, at han har forbedret sig voldsomt i kampen mod uret. Også Dan Martin, der er kendt som en af de svageste enkeltstartsryttere, kørte langt over forventning, og det samme gjorde Fabio Aru. Italieneren er måske i virkeligheden den største vinder, idet han ikke blot gjorde det godt i en disciplin, han normalt har det svært i, men også fik bevist over for sig selv, at hans form er bedre end frygtet efter den grimme knæskade. Det udestår stadig at se, om motoren kan en lang dag i bjergene, men foreløbig er tendens opløftende.

 

Det er den til gengæld ikke for løbets anden skaderamte stjerne, Esteban Chaves. Nu var det aldrig ventet, at colombianeren ville gøre det godt i en disciplin, han afskyr, men en placering som nummer 63 må alligevel betragtes som skuffende. Det kunne tyde på, at Chaves fortsat har noget at arbejde med efter at have misset det meste af sæsonen, men også for ham gælder, at det virkelige svar først kommer i bjergene. Også Romain Bardet må være skuffet, og desværre er der for franskmanden grund til virkelig bekymring. Meget tyder således på, at Ag2r-kaptajnen vitterligt er blevet dårligere til at køre enkeltstart, og det er ildevarslende så tæt på Touren. Derudover vil vi pege på Louis Meintjes, der kørte under niveau, og Andrew Talansky, der slet ikke fik den ventede tidsgevinst, som markante tabere.

 

Til gengæld var det yderst interessant at se Sam Oomen og Pierre Latour begge køre deres livs enkeltstart. Begge er at regne for nogle af de største etapeløbstalenter, men det skyldes hovedsageligt deres evner i bjergene. Derfor var det yderst opløftende at se dem begge køre i top 15 i dette løb. For Latour lover det godt forud for Tour-debuten, hvor han skal støtte Bardet, mens Oomen mere har blikket mod et topresultat i dette løb. De får stadig svært ved at holde Yates bag sig i kampen om den hvide trøje, men det bliver spændende at se, hvor meget modstand de kan give den britiske stjerne i bjergene.

 

Favoritterne

Inden vi får de store svar om favoritternes formåen på stigningerne, får de imidlertid en chance for at komme sig efter dagens kraftanstrengelse. Feltets sprintere var dybt skuffede efter tirsdagens etape, men de kan glæde sig over, at de i det mindste får en chance for revanche. Torsdagens relativt flade etape er sidste mulighed for de hurtige ryttere i årets løb og inden Touren, og derfor vil det være et yderst sultent sprinterkobbel, der ruller frem til start, når løbet skydes i gang torsdag.

 

Tirsdagens etape endte som en stor skuffelse for de hurtige folk, og det kan kun have bidraget til sulten. Derfor må man også formode, at de har lært lektien forud for en etape, der er en næsten identisk kopi af det, der ventede på tredjedagen. Igen er der nogle ganske hårde stigninger midtvejs på etapen, og igen er der en farlig medvind, der vil hjælpe udbruddet med at holde sprinterne stangen. Derfor kræver det, at man er på tæerne, hvis man vil have den ventede spurt.

 

Med to udbrudssejre må vi samtidig formode, at der er mange ryttere, der er motiverede til at give offensiv kørsel en chance. Da man samtidig starter på en stigning, kan vi vente en relativt hård start med mange angreb, men mon ikke sprinterne denne gang sørger for, at der ikke kommer seks stærke mand afsted? Når gruppen er etableret, vil Lotto Soudal kortvarigt tage kontrol, men denne gang tror vi ikke, at sprinterholdene tager nogen chancer. I tirsdag var det først FDJ og Cofidis og siden også Katusha, der tog ansvar for jagten, og de tre hold må igen forventes at stå for det meste af arbejdet. Dimension Data vil også være klar til at given en hånd, og da Sunweb efter 3. etape fortrød deres passivitet, vil også de være beredte på at hjælpe til. Derfor tror vi ikke, at feltet kan snydes denne gang.

 

Mod slutningen vil der være sidevind, og det skabte en del nervøsitet på tredje etape. Derfor kan vi vente mere urolig kørsel på denne etape, og det vil helt sikkert være en stressende dag for klassementsrytterne. Vinden bør imidlertid ikke være stærk nok til at skabe splittelse, og vi bør få den ventede massespurt.

 

Finalen er lidt specielt. De sidste tre kilometer er meget tekniske med adskillige sving, men de kommer alle inden den 1500 m lange opløbsstrækning. Herefter er det helt enkelt, men vejen er samtidig relativt smal. Er man for langt tilbage inden de mange sving, kan det derfor blive svært at komme frem igen, og derfor spiller lead-outs en vigtig rolle. Det samme gør timing og topfart imidlertid i en powerspurt som denne, der er er stort set helt flad og præget af modvind.

 

Betydningen af lead-outs får os til at pege på Arnaud Demare som vores favorit. FDJ-kaptajnen er normalt i en flad spurt ikke helt så hurtige som specielt Nacer Bouhanni, men han har det på papiret bedste tog. De fik det ganske vist ikke til helt at fungere på 2. etape, som Demare ellers vandt, men på 3. etape dominerede de finalen totalt. Demare vandt da også spurten om 7. pladsen, men det er svært at drage alt for mange konklusioner baseret på en finale, hvor sejren ikke var på spil. Alligevel kan det konstateres, at FDJ-toget med Davide Cimolai, Mickael Delage og Jacopo Guarnieri kører på fulde omdrejninger, og det betyder, at Demare meget vel kan komme bedst igennem svingene. Opløbet stiger samtidig let, hvilket er til Demares fordel. Den største udfordring bliver ikke at løbe tør for mænd for tidligt i modvinden, men lykkes det, synes Demare at være meget svær at slå i øjeblikket.

 

På papiret er Nacer Bouhanni feltets hurtigste mand i en relativt flad spurt som denne. Franskmanden er imidlertid på vej tilbage efter en hjernerystelse, og han har derfor ikke mange forventninger. Alligevel overraskede han positivt på 2. etape, hvor han modsat Demare kunne følge med på stigningerne og endda spurte sig til en tredjeplads i en meget hård finale. Det vidner om, at formen er god, og normalt er Bouhanni i sit es i en teknisk finale som denne. Når vi alligevel peger på Demare som favorit, skyldes det, at Bouhanni her mangel den skadede Christophe Laporte, og da Geoffrey Soupe slet ikke er på 100%, har han ikke et tog, der kan matche Demares. Derfor er det i høj grad op til ham selv at komme i position, og det vil koste kræfter. På den anden side er ingen bedre end ham til at håndtere de mange sving, og modvinden taler også til hans fordel, da det er nemmere at komme bagfra. Da Bouhanni normalt er hurtigst, kan det derfor sagtens blive til sejr til Cofidis-kaptajnen.

 

Alexander Kristoff blev sat grundigt til vægs af Demare på 2. etape, hvor han ellers fik det helt perfekt lead-out af Michael Mørkøv og Rick Zabel. I en flad spurt har han imidlertid en langt bedre chance for at slå franskmanden, og denne finale passer ham ganske godt. For det første elsker han en lang modvindsspurt som denne, og for det andet betyder den tekniske del, at han kan drage fordel af sit fremragende tog. Med det format, Zabel på det seneste har vist i rollen som næstsidste mand, er det ikke umuligt, at Katusha kan slå FDJ på den sidste kilometer, og bliver Kristoff afleveret perfekt, er det en spurt, han sagtens kan vinde.

 

Det var opløftende at se Bryan Coquard på 3. etape. Hverken her eller i Belgium Tour har han givet indtryk af at være på toppen, og specielt skuffede han stort på 2. etape, hvor finalen var skabt til ham. Derfor var det opløftende at se ham næsten slå Demare i spurten på 3. etape, hvor han også fik positioneret sig godt - noget, der ellers tit har været hans svaghed. Adrien Petit og Angelo Tulik har i det hele taget gjort det fremragende for deres kaptajn i finalerne, og da Coquard på papiret er en af feltets hurtigste, er der en reel chance for, at han vinde denne etape.

 

Det er velkendt, at unge ryttere tit får et boost af at køre deres første grand tour. Noget tyder på, at det også gør sig gældende for Phil Bauhaus, der kørte en overraskende god finale på 2. etape, hvor det stigende opløb ikke var ideelt for ham. Den flade finale på denne etape passer ham langt bedre, og samtidig har Sunweb imponeret i finalerne, hvor de har positioneret deres kaptajn godt. Bauhaus er så hurtig, at han kan blande sig med de bedste i denne type afslutning, og derfor er også han en reel vinderkandidat.

 

Pascal Ackermann er det andet store tyske sprintertalent i dette løb, og sølvvinderen fra U23-VM viste i spurten på 3. etape, at han har farten til at blande sig med de bedste. Det er hans første chance for at teste sig selv på WorldTour-niveau, og intet tyder på, at han ikke kan begå sig på dette niveau. Bora-toget med Christoph Pfingsten og Michael Schwarzmann har samtidig fungeret til UG, og derfor har Ackermann alle forudsætninger for at være fremme i en finale, der burde passe ham godt.

 

Afslutningen er til gengæld ikke helt skræddersyet til Sonny Colbrelli, der foretrækker et hårdere løb og helst et stigende opløb. Alligevel kan italieneren ikke afskrives. Han har i år forbedret sig mærkbart i de rigtige massespurter og har i dette løb klar vist, at formen er god. Samtidig har hans tog med Borut Bozic og Grega Bole fungeret bedre end tidliger, og Colbrelli er også god til at holde sig fremme. I en modvindsspurt som dette er timing og styrke afgørende, og det taler til italienerens fordel.

 

Løbet har hidtil været frustrerende for Edvald Boasson Hagen, der ikke har fået meget ud af Dimension Datas arbejde. Nu har han kun én chance tilbage, og det bliver ikke nemt for nordmanden at gribe den. Således er han normalt ikke hurtig nok til at vinde flade massespurter, og vi frygter desværre, at det også bliver svært denne gang. Dimension Data og Boasson Hagen har positioneret sig skidt på de foregående etaper, og for at nordmanden skal kunne vinde, skal alt fungere. Alligevel vil vi ikke helt afskrive Boasson Hagen, der trods alt er en af feltets mest formstærke ryttere.

 

Maximilano Richeze virker træt efter Giroen og har i det hele taget spurtet halvskidt hele året. Derfor bliver det svært for ham at vinde denne etape. Alligevel kan han måske overraske i en finale, der ikke er helt dum for ham. Således er han god til at positionere sig i svingene, og modvinden betyder, at timing er afgørende. Richeze er snu og læser finalrne som de færreste, og det kan måske give ham et fortrin.

 

Endelig vil vi pege på Jens Keukeleire. Orica-Scott gik 100% efter sejren på 1. etape, men har siden taget den med ro for at spare kræfter til klassementskampen. Man må imidlertid formode, at Keukeleire, der har vist sig at være i topform, får carte blanche til at køre finalen på denne etape. Normalt er han ikke hurtig nok til at vinde, men med et godt lead-out fra Simon Gerrans og Daryl Impey samt god timing kan han måske udnytte sin gode form til at overraske positivt.

 

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Alexander Kristoff

Outsidere: Bryan Coquard, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Sonny Colbrelli

Jokers: Edvald Boasson Hagen, Maximiliano Richeze, Jens Keukeleire

 

SENESTE

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk