Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 5. etape af Tirreno-Adriatico
10. marts 2018 20:12 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Sort uheld frarøvede Geraint Thomas det, der lignede en stensikker samlet sejr i Tirreno-Adriatico, men waliserens nedtur har til gengæld sat scenen for en meget spændende afslutning på Italiens næststørste etapeløb. Allerede søndag har Sky en chance for at tage revanche i en klassisk puncheurafslutning, hvor Michal Kwiatkowski i sin nye rolle som kaptajn kan jagte bonussekunder, men hvor også Peter Sagan og Greg Van Avermaet helt sikkert lugter blod.

Ruten

Hvis der er én ting, der kendetegner Tirreno-Adriatico, er det de mange etaper i Appenninerne i den østlige del af det italienske fastland. Her er terrænet som skabt til godt cykelløb, idet der er et væld af små, snoede veje med korte, ekstremt stejle stigninger, og det er stort set umuligt at finde én meter med flad vej. For et par år siden var det disse etaper, der ofte afgjorde løbet og gjorde det til en sand fest for puncheurs og ardennerryttere. Siden en meget berømt etape i 2013, hvor man besteg adskillige af disse mure på en dag, hvor forfærdeligt regnvejr tvang adskillige ryttere til at udgå, og hvor Vincenzo Nibali en sjælden gang fik Chris Froome til at knække og sikrede sig den samlede sejr, efter at briten suverænt havde vundet kongeetapen, har man imidlertid skruet gevaldigt ned for mængden af disse mure. RCS indrømmede dengang, at etapens sværhedsgrad havde taget overhånd, og derfor har der ikke været en lignende etape i flere udgaver. Sidste år forsøgte man sig dog igen med en meget spektakulær etape, der blev vundet af Peter Sagan foran alle klatrerne, og også i år har man designet en lignende etape, der er placeret om søndagen. Selvom man har døbt den ”mur-etapen”, er den dog betydeligt lettere og med færre højdemeter end tidligere. Til gengæld vil det være en meget emotionel dag, når klatrerne, ardennerspecialisterne og de eksplosive puncheurs slås om sejren i Filottrano, der er udvalgt som målby i en hyldest til Michele Scarponi, Ørnen fra Filottrano.

 

Modsat tidligere udgaver af denne ”mur-etape” skal der i år bare tilbagelægges 178 km mellem Castelraimondo og Filottrano. Første del af etapen er væsensforskellig fra finalen, da den byder på meget let terræn. Der indledes nemlig med at afslutte rejsen ud til Adriaterhavskysten, og derfor går det i den første del mod nordøst gennem let faldende terræn, der leder ud mod vandet. Kort før kysten slår man dog et lille smut mod syd for at køre over Montelupone-stigningen (4,5 km, 4,9%, max. 16%), der har top efter 49,9 km (der er ikke tale om den berømte mur i byen, der tidligere er blevet benyttet som etapemål), inden man fortsætter mod syd ned til den første spurt, der kommer efter 58,5 km. Herfra fortsætter man via en gradvis nedkørsel det sidste stykke ud til kystbyen Civitanova Marche, der nås efter 71,5 km.

 

Fra Civitanova Marche følger man den helt flade kystvej mod nordvest forbi dagens anden spurt i Porto Recanati efter 84,9 km, inden man drejer mod sydvest for atter at køre ind i landet med kurs mod Filottrano. Mens man fortsætter mod vest venter der en ikke-kategoriseret stigning med top efter 106,4 km samt Osimo-stigningen (4,9 km, 4,5%, max. 12%) med top efter 117,8 km. En nedkørsel og et fladt stykke leder nu det sidste stykke frem til Filottrano, hvor man første gang skal op over målstigningen, dog uden at køre de sidste 300 m til toppen.

 

I stedet drejer man til venstre for at tage hul på to omgange på den 16,1 km lange afsluttende rundstrækning i området vest for byen. Fra start går det mod vest og nordvest gennem relativt fladt terræn frem til Catalupo, hvorfra man vender rundt og kører tilbage mod nordøst, sydøst og øst, nu dog gennem let faldende terræn. Med 4,7 km drejer man mod syd og rammer her Filottrano-stigningen (1,8 km, 7,8%, max. 16%), der har top 2900 m fra stregen og er meget stejl på første halvdel, hvor den over 500 m stiger med 12,8% i snit. Toppen kommer med 2900 m igen (der er bjergpoint på spil ved 1. og 2. passage), hvorefter der venter en vanskelig og teknisk nedkørsel, der slutter 1500 m fra stregen. Herefter stiger det atter op mod mål med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,1 og med et maksimum på 10% med ca. 500 m igen. Det bliver langsomt stejlere med stigningsprocenter på mellem 6 og 7,5 på de sidste 700 m. På de sidste 2 km er der et skarpt sving lige før den røde flamme og igen, når man med 300 m tilbage forlader rundstrækningen for at køre det sidste stykke op til målet for enden af den bare 5,5 m brede vej, der har en brostensagtig belægning.

 

Filottrano har ikke været vært for afslutningen på et stort cykelløb i mere end et årti.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter at have haft fint vejr hidtil kan rytterne se frem til en list grå søndag, der vil være skyet med en risiko for byger, specielt mod slutningen, og med kun enkelte kig til solen. Temperaturen vil nå 16 grader, og der vil være en let til jævn vind fra sydøst. Det giver sidevind først på etapen, medvind langs kysten og sidemedvind på stykket frem til rundstrækningen. Her vil der først være medvind og siden modvind og sidemodvind frem til den røde flamme. Herefter vil der atter være sidemedvind.

 

Analyse af 4. etape

Er der da ingen ende på Geraint Thomas’ uheld? Sidste år forhindrede et styrt på holdløbet ham i at vinde Tirreno-Adriatico, det berømte motorcykelstyrt ødelagde hans Giro, og han styrtede ud af Touren efter at have vundet 1. etape. I dag slog lynet så ned igen på et tidspunkt, hvor det så ud til, at den samlede sejr i Tirreno-Adriatico var sikker. Med en sand magtdemonstration havde Sky kongeetapen under kontrol, og Thomas var klar til med en sidste kraftudfoldelse at lukke hullet til de forreste og forsvare sin førertrøje.

 

En defekt betyder imidlertid nu, at Sky atter engang kan se sort uheld forhindre dem i at vinde i Italien, hvor en forbandelse synes at hvile over briterne, der jo gang på gang har været uheldige i både dette løb og Giroen. Heldigvis er alt håb endnu ikke ude, selvom man i bagklogskabens ulideligt klare lys må ærgre sig over, at man ikke fra start beskyttede Michal Kwiatkowski. Polakken har nemlig trods stenhårdt arbejde for holdet både i dag og i går holdt sig så godt til, at han nu blot er et sekund efter Damiano Caruso og med tanke på den afsluttende enkeltstart sammen med Wilco Kelderman nu den største favorit til den samlede sejr.

 

Man kan nu ikke bebrejde Sky deres dispositioner. Med både Thomas og Chris Froome til start var det kun naturligt, at man ofrede den polske stjerne på en rute, der i hvert fald på papiret var til den hårde side. Den største fejl blev begået i går, hvor man brugte Kwiatkowski før Moscon, selvom sidstnævnte havde tabt tid på holdløbet. Var rollerne byttet rundt, havde Kwiatkowski formentlig haft førertrøjen nu, men kender man polakken ret, er det ikke utænkeligt, at der er ham selv, der helt frivilligt har meldt sig på hjælperholdet.

 

Nu er der imidlertid ingen tvivl om, at Kwiatkowski er holdets kaptajn. Atter blev det klart, at Chris Froome følger de seneste års tradition med ikke at være på toppen på denne tid af året, og derfor er Tour-kongen nu degraderet til ren hjælperytter. Thomas har imidlertid fortsat en chance for den samlede sejr og skal utvivlsomt beskyttes. Den sidste enkeltstart er til den korte side, men ser man på de sejrsmarginer, Fabian Cancellara har haft på samme etape, er Thomas endnu ikke helt ude af billedet. Waliseren har kørt fabelagtige tidskørsler i både sidste års Tour og senest i Algarve, mens Kwiatkowski i de senere år har skuffet på netop denne enkeltstart, der slet ikke passer ham. Har Thomas en feberdag, og er Kelderman ikke helt på toppen, er en walisisk sejr inden for rækkevidde.

 

Damiano Caruso har ikke en chance, selvom italieneren formentlig kniber sig lidt i armen over at føre i så stærkt et felt. Kongeetapen endte imidlertid som en kolossal fuser, der gjorde det muligt for italieneren at overraske. Det, der skulle have været den sværeste etape i mange år, endte med, at stort set alle favoritterne sluttede i samme tid, og dermed kommer etapen stort set ikke til at spille en rolle i kampen om den samlede sejr - hvis man altså ser bort fra Thomas’ uheld.

 

Det er svært at finde en forklaring - i hvert fald, hvis stigningen vitterligt var så stejl, som løbsbogen angav. Sky havde imidlertid løbet i et jerngreb med en næsten skræmmende stærk Vasil Kiryienka, og modvinden har formentlig også lagt en dæmper på initiativlysten. Samtidig blev den første del af etapen ligeledes kørt så defensivt, at friskheden til slut var langt større end ventet. Alt sammen kan det have bidraget til, at forskellene var minimale.

 

Det forhindrede dog ikke Mikel Landa i at sende et signal til Movistar-ledelsen om, at han fortjener at være delt kaptajn med Quintana i årets Tour. Baskeren har tidligere været kendt for sin lidt impulsive kørsel, men i dag leverede han en sejr med en klinisk præcision, der var holdkammeraten Alejandro Valverde værdig. På det helt rigtige tidspunkt satte han et angreb ind i stedet for at lade sig rive med af de mange tidligere forsøg. Herefter doserede han kræfterne helt perfekt ved først at hente de forreste, holde farten tilstrækkelig høj til at holde forfølgerne bag sig - selvom han ikke fik megen hjælp - og til sidst time sin spurt med stor overlegenhed. Det var en sejr, som næsten kun Valverde kunne have gjort det. Det tyder på, at Landa er en lærenem fyr, der allerede nu har løftet det ansvar i de ugelange etapeløb, som holdet håbede han kunne gøre i deres forsøg på at spare Quintana frem mod sommerens store mål.

 

At Landa var så stærk, kostede desværre for Rafal Majka. Man kunne ellers godt have undt polakken en sejr efter den serie af uheld, der har ramt ham i sidste års Tour og Vuelta og senest i går, hvor hans klassement blev ødelagt af et styrt. Han kan dog i det mindste glæde sig over, at hans beslutning om at jagte resultater i foråret bærer frugt. Allerede i Abu Dhabi var han voldsomt stærk, og det indtryk bekræftede han i dag. Trods dagens skuffelse er der grund til at tage selvtillid med til de kommende opgaver, for Majka har aldrig været bedre på denne tid af året.

 

Når vi taler om fremgang, er det dog Tiesj Benoot, der stjæler alle overskrifter. Selv var han efter de yderst opløftende præstationer på det seneste meget spændt på at se, hvordan han ville klare sig i så svær en finale som i dag. Han var imidlertid aldrig i vanskeligheder på en stigning, der i teorien skulle være alt for lang for ham, og han havde endda så stort et overskud, at han vandt feltets spurt. Den overraskende gode start i San Juan, soloudbruddet i Omloop, triumfen i Strade Bianche, gårsdagens imponerende 3. plads i en voldsomt stejl finale og nu en toppræstation i en bjergfinale… Hvor går grænsen for dette supertalent, der endelig bekræfter det potentiale, der gav ham en uhørt femteplads i sit første Flandern Rundt. Det er blot en skam, at hans dårlige enkeltstart forhindrer ham i at køre med om sejren i et løb som dette.

 

Det gør til gengæld Wilco Kelderman, der står med gode kort på hånden. Hollænderens fremgang siden skiftet til Sunweb har været helt enorm, og han har nu udviklet sig til en af feltets allermest stabile etapeløbsryttere. I dag sad han atter, hvor han skulle, og nu står han med sejren inden for rækkevidde. Hans femteplads på den flade enkeltstart i Abu Dhabi og andenpladsen i det stærkt besatte Eneco Tour på en lignende rute for et par år siden viser, at han på papiret er bedre end Kwiatkowski på korte, flade enkeltstarter. 10 sekunder er meget og et forspring til 15 sekunder ned til Thomas kan være for lidt, men Kelderman står med chancen for den første store etapeløbssejr på en ellers sort dag for Sunweb, der mistede den i 2018 så uheldige Tom Dumoulin i et styrt.

 

En anden yderst opløftende præstation kom fra George Bennett. Allerede i går og i vores store optakt pegede vi på ham som en mand med muligheder for at overraske. Det var ikke uden grund. Hans fremskridt har været enorme, og da han kort efter en operation var en af de allerstærkeste i de australske løb, som ellers slet ikke passede ham, var det klart, at han havde kurs mod noget stort. I dag var han for første gang tæt på en stor sejr i et af de historiske løb i Europa, og han synes helt klart at have lagt yderligere et niveau på i forhold til 2017, hvor kun uheld forhindrede ham i at slutte i top 10 i Touren. Han bliver meget interessant at følge i Giroen.

 

Det gør også Ben Hermans, der endelig fik lidt oprejsning, efter at sygdom ødelagde den første del af sæsonen. Belgieren har på Israel Cycling Academy endelig fået de chancer, han længe har fortjent, men de tidlige måneder er ikke forløbet som ønsket. I dag lignede han atter sig selv i en finale, der ellers ikke passede ham ideelt. Det lover godt forud for de kommende opgaver, hvor han endelig får mulighed for at indfri det potentiale, han især viste med den suveræne sejr i Oman sidste vinter.

 

Etapen endte som en nedtur for Miguel Angel Lopez, der ellers ikke lod sig skræmme af nedturen fra i går. Med vanlig offensiv kørsel tog han tyren ved hornene og angreb fra distancen, men det blev hurtigt klart, at han manglede sit vanlige punch. Hvad der er forklaringen er usikkert, men det er i hvert fald tydeligt, at han er en skygge af den rytter, han var i Oman og i Abu Dhabi. Det er desværre en lidt bekymrende tendens, at han er alt for svingende i sine præstationer, og med mindre at der er en naturlig forklaring på det pludselig formdyk, er der i hvert fald et område, som han og Astana har behov for at arbejde på. Det er i hvert fald påkrævet, hvis han vitterligt skal køre med om sejren i Giroen - noget, han helt sikkert har potentialet til allerede i år.

 

I første omgang må han imidlertid træde i baggrunden og slikke sårene. De kommende etaper passer ham ikke, og scenen er i stedet sat til en dyst mellem Sky og Kelderman om den samlede sejr. Heldigvis er det stærkeste hold ikke nødvendigvis helt komfortable ved den nuværende situation, og det kan gøre 5. etape langt mere interessant end ventet.

 

Favoritterne

På forhånd var der ikke udsigt til, at 5. etape ville spille den helt store rolle i kampen om den samlede sejr. Der er tale en helt klassisk Tirreno-Adriatico- etape af en type, der som sagt for nogle år siden var meget populær. Denne gang er den dog betydeligt lettere end tidligere. Den sidste stigning i Filottrano er stejl, men kommer for langt fra mål til, at det er sandsynligt, at favoritterne vil kunne holde et eventuelt forspring. I stedet er der en god chance for, at folk som Peter Sagan og Greg Van Avermaet denne gang kan komme med over og spurte om sejren i den stigende finale, hvor procenterne er af en helt anden karakter end på 3. etape, hvor det var for svært for de lidt tungere klassikerspecialister. På forhånd har det derfor lignet en dag for klassikerspecialister og puncheurs og rammen om en klassisk Sagan-Van Avermaet-duel.

 

Dagens begivenheder kan imidlertid have ændret på dynamikken. Havde Thomas stadig været sikkert i front, havde Sky formentlig kørt afventende og ladet BMC og Bora styre slagets gang. Nu er de imidlertid næppe helt så komfortable ved situationen, og de må lure på muligheden for at score bonussekunder i en finale, der passer Michal Kwiatkowski glimrende. Skal det lykkes, skal etapen være hård, så man kan trætte de hurtigere folk som Sagan og Van Avermaet, og derfor vil Sky formentlig bruge deres superhold til at lægge pres på.

 

Det kan gøre finalen lidt hårdere end ventet og åbne døren for, at de lidt lettere ryttere har en bedre chance. Den stejle bakke vil nemlig være knaldhård, hvis Moscon eller Froome åbner for gassen, og Sky er stærke nok til at forhindre en regruppering på nedkørslen. Den sidste bakke er ikke voldsomt hård, men har man tabt positioner på den stejle stigning, bliver det ikke let at komme tilbage.

 

Under alle omstændigheder skal favoritterne slås om sejren. Måske vil der være lidt mere kamp om at komme i udbrud denne gang, hvor klassementet er sat, men de vil ikke have mange chance. Sagan vil vinde, og som sagt har Sky muligheder for bonussekunder. BMC er lidt i et dilemma. På den ene side er etapen det store mål for Van Avermaet, men på den anden side vil de gerne have bonussekunderne fjernet. Det er derfor lidt tvivlsomt, om de vil jagte, men under alle omstændigheder vil Bora og Sky være stærke nok til skabe samling, især hvis de får hjælp fra Lotto og Bahrain, der måske også lugter blod.

 

På rundstrækningen forventer vi, at Sky vil sætte et hårdt tempo for at skabe den største mulige udskilning, inden det hele skal afgøres på sidste omgang. Her er det nærliggende at tro, at Moscon på den stejle stigning vil sætte et tempo, der gør det svært at angribe. Et tidligt forsøg herfra har en lille chance, men Sky vil formentlig være så stærke, at det skal afgøres i en spurt på bakken op til mål.

 

Her peger vi med lidt tøven på Peter Sagan som favorit. Finalen er god for verdensmesteren, der med en fin præstation i den alt for stejle finale på 3. etape viste, at formen er ganske god efter en lidt rusten start i Strade Bianche. Sagan synes at være på sporet frem mod klassikerne og vil kun blive bedre fra nu af. Han har utallige gange - senest på 2. etape i Touren sidste år - vist, at han er verdens bedste i en spurt som denne, og er han stadig frisk i bunden af den sidste bakke, bliver han næsten umulig at slå. Denne gang er det dog ikke helt givet. Sky vil kunne trætte ham på den stejle bakke, der kan bringe ham i vanskeligheder og i det mindste tage det sidste af hans topfart inden spurten. Det kan derfor blive for hårdt for verdensmesteren. Sidste år vandt han dog en endnu hårdere etape, og stigningerne til slut er ikke så hårde, at en formstærk Sagan ikke burde klare det. Derfor tror vi på årets første europæiske sejr til slovakken.

 

Hvor der stadig hersker en lille usikkerhed om, hvorvidt Sagan er i topform, er det helt klart, at Michal Kwiatkowski er flyvende. Det har han vist siden starten på sæsonen, og efter en offday i Strade Bianche, har han virkelig rejst sig i dette løb, hvor han stadig ligger nummer 2 trods stort hjælpearbejde. Nu er Kwiatkowski den klare kaptajn, og han har helt sikkert blik på denne finale. Han er normalt ikke helt så hurtig som Sagan og Van Avermaet, men kan Sky virkelig gøre det hårdt, vil han hav en fordel. Den sidste bakke er stejl nok til, at han kan slå dem, hvis han kan levere en spurt, som da han vandt 2. etape i Algarve for et par uger siden.

 

Greg Van Avermaet har sendt blandede signaler i år. Han kørte stærkt i Oman - bedre end nogensinde - men skuffede i åbningsweekenden og især i Strade Bianche, hvor han havde en sjældent dårlig dag. I går gjorde han det imidlertid bedre end ventet i en meget svær finale, og han har i det hele taget klatret ret godt i år. Denne finale burde passe ham ganske glimrende, og selvom det efterhånden er længe siden, har han flere gange vist, at han kan besejre Sagan i denne type finaler. I år har han måske manglet lidt power i de flade spurter, men synes at være god på stigningerne. Det burde være en fordel i en finale som denne, der minder om den, der gav ham en suveræn sejr i Oman.

 

Som nævnt ovenfor er Tiesj Benoot i sit livs form, og i øjeblikket synes der ikke at være grænser for, hvad han kan præstere. Han har længe udset sig denne etape som et mål, og efter at have været blandt de hurtigste i stigende spurter de seneste to dage, burde han også være med fremme denne gang. Han er normalt ikke helt så hurtig som de tre ovennævnte, men kan Sky virkelig gøre det hårdt, synes Benoot at være stærk nok til alligevel at vinde.

 

Zdenek Stybar har i åbningsweekenden og i Strade Bianche vist, at han ikke har været bedre længe. Han var endda syg i dagene op til grusvejsklassikeren, og alligevel var han den eneste, der kunne følge Valverde til sidst. Nu skulle han være rask igen, og det gør ham til en god kandidat i en finale som denne. Han er nemlig ganske god i en stigende spurt som denne og har helt sikkert formen til at være med fremme. Han er ganske vist oppe mod skarpere afsluttere, men han har formen til at sætte dem til vægs.

 

Et meget interessant scenarium kunne være, hvis Sky lod Geraint Thomas angribe på den stejle bakke. Det er ikke umiddelbart klart, hvilket hold der skal køre den formstærke waliser ind, og det kunne derfor bringe ham tilbage i en favoritposition i kampen om den samlede sejr. Thomas har de seneste dage vist, at han er en af de allerstærkeste i løbet, og han bliver næsten umulig at hente, hvis han får et hul til slut. Samtidig er han en god afslutter, som også vil kunne være med fremme i en større spurt, selvom han næppe er hurtig nok til at slå Sagan, Kwiatkowski og Van Avermaet.

 

Adam Yates kom lidt til kort i dag, men viste i går, at han er i fremragende form. Derfor vil han være opsat på at gå efter sejren på denne etape, ikke mindst fordi han efter uheld er ude af klassementet. Som vi så i går har han et godt punch på stigninger som disse, og specielt vil han have gode chancer for at angribe på den stejle stigning, hvor Thomas som nævnt kunne være en allieret. Desværre er finalen nok lidt for let til, at han kan slå Sagan og Van Avermaet i en spurt.

 

Dagens store joker er Sonny Colbrelli. Selve bakken op til mål passer ham perfekt, og han er så god i denne type spurter, at han også kan true de allerbedste. Desværre bliver den stejle stigning nok en anelse for svær, og vi frygter, at han vil blive sat af allerede her. Han efterlod imidlertid et voldsomt stærkt indtryk på holdløbet, og hvis han er i sit livs form, vil vi ikke udelukke, at han faktisk kan sidde med.

 

Alexey Lutsenko har gang på gang vist, at han er uhørt stærk i år. At han kunne vinde i Oman, var chokerende, og han har fortsat det gode indtryk i Omloop og senest i dag, hvor han sad med overraskende længe. Denne finale passer ham næsten helt perfekt. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men en formstærk Lutsenko vil helt sikkert være med fremme.

 

Nathan Haas har i år været forrygende kørende. I Oman spurtede han bedre end tidligere og klatrede samtidig på et helt nyt niveau. Desværre har han ikke været på toppen i de europæiske løb hidtil, men han sad dog ganske langt fremme på dagens etape. Den gode form er ikke helt væk, og han burde være med fremme i en finale som denne. Det samme gør hans holdkammerat Jose Goncalves, der har efterladt et fremragende indtryk de første dage. Er han virkelig tilbage på 2016-niveauet, kunne afslutningen næppe være bedre.

 

Primoz Roglic blev i dag ramt af uheld igen, men som vi så i går, plejer det blot at give ham mere blod på tanden. Han har vist, at han er i helt fantastisk form, og han vil formentlig forsøge at gentage nummeret fra forleden ved at angribe på den stejle stigning. Det bliver ikke let at gentage bedriften, men er der en, der kan gøre det, er det en formstærk Roglic.

 

Det er på papiret en forrygende god finale for Diego Ulissi, men han har hidtil skuffet i dette løb. I Abu Dhabi var han imidlertid god, og den fine form kan ikke være helt forsvundet. Denne finale er lettere, og derfor burde han have en bedre chance for at blande sig fremme, selvom formen næppe helt rækker til at vinde.

 

Finalen er også god for Philippe Gilbert, men han har desværre været ramt af sygdom på det seneste, og det er helt tydeligt, at han ikke er helt på toppen. Han blev dog nr. 45 på en svær bjergetape i dag, og sad da også med længe i går. Derfor synes formen langsomt at være i fremgang. Om det allerede rækker til at blande sig her, er uklart, men forhåbentlig kan vi se opløftende tendenser.

 

Endelig vil vi pege på Simon Clarke. Australieren har i Ruta del Sol og Strade Bianche vist sig at være stærkere end måske nogensinde. Han har helt sikkert kig på denne etape, der har en god finale for ham. Den stejle bakke kan være til den svære side for ham, men kommer han med over, er han en god afslutter. Det er også hans kaptajn Rigoberto Uran, men denne afslutning er nok for let for ham

 

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Michal Kwiatkowski, Greg Van Avermaet

Outsidere: Tiesj Benoot, Zdenek Stybar, Geraint Thomas, Adam Yates

Jokers: Sonny Colbrelli, Alexey Lutsenko, Nathan Haas, Primoz Roglic, Diego Ulissi, Philippe Gilbert, Simon Clarke, Jose Goncalves

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour des Fjords(2.HC) 22/05-24/05

Baloise Belgium Tour(2.HC) 23/05-27/05

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 24/05-27/05

Hammer Stavanger(2.1) 25/05-27/05

Tour of Estonia(2.1) 25/05-26/05

Grand Prix de Plumelec-Mo...(1.1) 26/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 27/05

Tf GD Dorigo MO Biemmeret...(1.1) 27/05

Winston Salem Cycling Cla...(1.1) 28/05

Peace race(2.1) 29/05-03/06

Skoda-Tour de Luxembourg(2.HC) 30/05-03/06

Tour de Korea(2.1) 30/05-03/06

Boucles de la Mayenne(2.1) 31/05-03/06

Szlakiem Walk Majora Hubala(2.1) 31/05-03/06

Grand Prix Priessnitz spa(2.NCUP) 31/05-03/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »