Optakt: 5. etape af Tour Down Under

Ruten

Som vanligt er lørdag dagen for kongeetapen, hvor det samlede klassement vanligvis afgøres på toppen af den berømte Willinga Hill. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil igen i år være tilfældet på 5. etape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående fem udgaver.

De 151,5 m starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører dem ud til kysten og tilbage til startbyen. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km.

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Kategori 1-stigningen har en længde på 3,0 km og en gennemsnitlig stigning på 7,5%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med mellem 7,9% og 9,1% over de første 1300 m. Derfra bliver det lettere, og i de sidste 1200 m er stigningsprocenten mellem 5,5 og 6,5.

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015 og 2016 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre. 

Vejret

Løbet startede i ekstrem varme, men siden den voldsomme indledning har årets udgave af Tour Down Under haft usædvanligt milde betingelser. Det vil ligeledes være tilfældet lørdag, der synes at blive en noget nær optimal dag til et cykelløb. Således vil der være høj solskin, men temperaturen vil kun være 25 grader, langt fra de ekstreme forhold, der ofte har kendetegnet løbet.

Vinden spiller en helt afgørende rolle på Willunga Hill, og derfor vil alle være fuldt bevidst om, at der først vil være en let vind fra øst, der siden drejer og i finalen vil tiltage til en jævn vind og komme fra en sydlig retning. På den indledende rundstrækning vil rytterne således møde alle slags vindretninger. Langt mere afgørende er det, at der vil være sidemodvind på stigningen og sidemedvind og medvind på det farlige stykke umiddelbart efter toppen, hvor feltet ofte er blevet splittet.

Analyse af 4. etape

Three down, one to go. Som vi skrev i går, var der på forhånd en stor chance for, at Caleb Ewan ville forlade løbet med intet mindre end fire etapesejre. Således er årets rute usædvanlig sprintervenlig, og med sin status som feltets klart hurtigste og mest formstærke sprinter samt fire potentielle massespurter var der udsigt til, at australieren kunne etablere sig som feltets helt dominerende skikkelse. Efter de første tre af de fire flade etaper har Ewan gjort rent bord, og da sidste etapes gadeløb i Adelaide måske er den af de fire muligheder, der passer ham bedst, synes det nærmest usandsynligt, at han ikke fuldender dominansen med endnu en suveræn opvisning på søndag.

Fredagens sejr var endnu en dokumentation af, at Ewan er blevet langt mere holdbar. Tidligere kunne han være absolut fremragende den ene dag, hvorefter træthed slog ham fuldstændig ud dagen efter. I år har han været på toppen dag efter dag og leverede endda en jætteindsats for sit hold på den vanskelige 2. etape. Fredagens finale var alt andet end nem, hvilket dokumenteredes af en top 10, hvor der var plads til puncheurs som Nathan Haas, Jay McCarthy og Enrico Battaglin samt holdbare sprintere som Peter Sagan, Ben Swift og Baptiste Planckaert. Ikke desto mindre bestod Ewan udfordringen med glans og syntes aldrig at være i vanskeligheder.

Modsat i torsdagens spurt, hvor han med imponerende kølighed manøvrerede gennem den kaotiske spurt på egen hånd, skal der denne gang lyde en stor ros til Daryl Impey, der igen viste, hvorfor han for nogle år siden havde opbygget et ry som en af feltets bedste lead-out men. Den alsidige sydafrikaner sikrede, at Ewan blev holdt i en god position og ikke gik i panik, da Bora-hansgrohe med et snedigt angreb fra Sam Bennett forsøgte at tage Orica-Scott på sengen. Impey holdt Ewan inde i kampen og sikrede, at han ikke gik i panik, og da Luke Rowe startede sit lead-out for Danny Van Poppel, reagerede den australske sprinter hurtigt og sprang ind bag Ben Swift og den det britiske mandskabs hollandske sprinter. Herefter viste Swift sig som lidt af en gentleman, idet han uden problemer kunne havde lukket Ewan inde, og det var således ikke uheldigt, at Ewan fandt den åbning, der igen gav ham lejlighed til at vise sin suveræne topfart.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

For Peter Sagan må der være en anelse frustration at spore. Verdensmesteren er kendt for sin fantastiske positioneringsevne, men denne gang svigtede han. Det er vidnesbyrd om hans høje klasse, at han efter bare et par dage på cyklen allerede synes at have forbedret sig mærkbart, og i den hårdere finale havde leverede han en spurt, der kunne have udfordret Ewan. Uheldigvis var han denne gang for langt tilbage, og han blev således aldrig en reel trussel.

Også Danny Van Poppel må være frustreret. Igen viste Sky, at de har feltets bedste tog - Rowe har leveret et fantastisk job i en rolle som lead-out man, han først overtog fra den sygdomsramte Owain Doull dagen inden løbet - men igen blev han overmatchet at hurtigere folk. Ikke desto mindre lover der godt for den talentfulde hollænder, der havde lidt af et gennembrud i 2016 og endnu er langt fra topformen. Van Poppel er solidt ved at etablere som en klar toer i Skys sprinterhierarki bag Elia Viviani, og vi kan vente os langt mere fra ham i de nordlige klassikere og måske Vueltaen.

Det var tillige interessant at både Nathan Haas og Jay McCarthy blandede sig i spurten. Sidste år vandt de stigende spurter i henholdsvis Vuelta a Burgos og Tour Down Under, og de så en chance for at sikre sig et par bonussekunder til den intense kamp om podiepladserne. Missionen mislykkedes, men det vidner om, at begge er i storform, og at McCarthy ikke er voldsomt hæmmet, at den sygdom, der har plaget ham de seneste dage.

Endelig skal det bemærkes, at Gorka Izagirre slap helskindet gennem etapen. Movistar-kaptajnen styrtede som bekendt voldsomt på 3. etape, men meldingen fra det spanske holds lejr er, at etapen forløb bedre end ventet. Det er imidlertid næsten utænkeligt, at den relativt hårde medfart ikke vil sætte sig sit spor, når løbet lørdag skal afgøres på Willunga Hill.

Favoritterne

I de senere år har kampen om den samlede sejr været knivskarp forud for det afgørende slag på Willunga Hill, men det er ingenlunde tilfældet i år. Kombinationen af en usædvanligt hård 2. etape, en uimodståelig Richie Porte og ekstrem grad af uheld for hans værste konkurrent, Sergio Henao, betyder, at Porte går ind til sin yndlingsetape med et forspring, der er uhørt stort i Tour Down Under-sammenhæng. Porte har vundet etapen tre år i træk, men hver gang har han været i en position, hvor han skulle vinde tid. Denne gang befinder sig i en forsvarsposition med en buffer, der på disse kanter er nærmest kolossalt.

Portes store forspring og hans suveræne opvisning i Paracombe vil helt sikkert påvirke etapen massivt. Således er der næppe nogen af konkurrenterne, der reelt tror på, at de kan slå den australske superstjerne, og de fleste synes allerede at have indstillet sig på dyste om andenpladsen. Portes holdkammerat Rohan Dennis sagde i går, at ”hvis Richie er i front på sidste omgang i Willunga, siger jeg på baggrund af den måde, han klatrede i Paracombe, held og lykke til de andre,” og det synes at være en sindsstemning, der præger feltet. Der er konsensus om, at Porte kun kan slås, hvis der angribes fra distancen, og da BMC har et formidabelt hold anført af en formstærk Dennis, synes et sådant forehavende at være dømt til at fejle.

Med Portes dominans på stigningerne synes han kun at kunne udfordres i sidevinden. Det er værd at huske på, at feltet for to år siden splittedes efter første passage af Willunga Hill, hvor feltet rammer et ganske stykke. I morgen er der imidlertid ikke meget vind, og det bliver derfor næsten umuligt at fange Porte, som det ellers skete i 2015. Orica-Scott og Sky vil næppe prøve og i stedet gå efter en mulig etapesejr og en samlet andenplads på sidste passage af stigningen.

Historisk set har starten på etapen altid været ganske aggressiv, og det vil sandsynligvis også være tilfældet denne gang. For ikke at løbe unødige risici vil det være en fordel for BMC, hvis et udbrud stjal bonussekunder, så det amerikanske mandskab vil næppe meget hårdt. Det burde inspirere et par lykkeriddere, og derfor venter vi en hurtig start. Forvent at se Thomas D Gendt angribe utrætteligt, idet han håber at være første mand på toppen af Willunga Hill første gang i et forsøg på at vinde bjergtrøjen i den knivskarpe duel med Porte.

Når udbruddet er etableret, vil BMC tage kontrol, men de har som sagt ingen interesse i at hente gruppen med mindre, de har ladet en farlig mand slippe afsted. Derfor venter vi, at Sky og Orica-Scott hurtigt vil tage over. Begge vil gå efter etapesejren og andenpladsen, og de vil sikre, at udbruddet ikke har en chance for at skabe en overraskelse. Med mindre udbruddet er meget lille burde bonussekunderne i de indlagte spurter imidlertid ikke komme i spil, da de ligger langt fra både start og mål.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Når vi rammer stigningen første gang, forventer vi, at Sky vil sætte pres på. Sergio Henao har brug for et hårdt løb, og med Sebastian Henao, Kenny Elissonde og Geraint Thomas har briterne klatrerne til at sætte feltet under pres. Også Orica-Scott kan ventes at sætte et højt tempo med Luke Durbridge, Damien Howson og Daryl Impey, og dermed burde der blive tale om en ret markant udskilning allerede første gang. Som sagt forventer vi imidlertid ikke, at det er muligt at splitte feltet i sidevinden efter stigningen, og dermed burde det hele blive afgjort i en kamp mellem klatrerne sidste gang op ad stigningen.

Finalen er skabt til puncheurs og Ardennerspecialister mere end virkelige klatrere, og afstandene er aldrig store. Sidste år sluttede 33 ryttere inden for ét minut af vindertiden, og top 12 var adskilt at mindre end 20 sekunder. Samtidig spiller vinden altid en helt afgørende rolle. Hvis der er medvind, er det langt nemmere for klatrerne at gøre en forskel, mens de mere spurtstærke ryttere har en stor fordel, hvis der er modvind. I år vil det netop være tilfældet, og det vil gøre stigningen mindre selektiv, end den har været i tidligere udgaver.

Trods modvinden er det vanskeligt ikke at betragte Richie Porte som absolut storfavorit, Som sagt har australieren vundet etapen tre år i træk, og efter opvisningen i Paracombe har han bekræftet, hvad han allerede sagde inden løbet: at han i år er bedre forberedt end nogensinde før. Denne gang betyder hans status som løbets førende rytter ganske vist, at hans tilgang er lidt anderledes, og at han som udgangspunkt ikke behøver at angribe. Der er da heller ingen tvivl om, at han ingen unødige risici tager. Omvendt er det heller ingen hemmelighed, at han betragter etapen lidt som sin ejendom, og at han er meget stolt af at have vundet tre år i træk. Hvis han på nogen måde kan holde sin stime i live ved at vinde for fjerde gang, er vi ikke i tvivl om, at han vil gøre netop det, og derfor venter vi, at han som vanligt vil angribe inden for de sidste 1500 m.

Modvinden betyder, at det vil være vanskeligere at gøre en forskel, men Porte har vundet under lignende betingelser før. Han er ganske vist ikke så eksplosiv som flere af konkurrenterne, men i de senere år har hans punch været nok til at skille sig af med rivalerne. Ingen kunne følge ham i Paracombe, og selvom stigningen her er mindre stejl, tvivler vi på, at det vil forholde sig anderledes i Willunga. Vi forventer, at Porte tager endnu en knusende sejr på sin favoritetape.

Manden, der kan udfordre Porte, er Sergio Henao. Allerede inden løbet var det klart, at colombianeren var den store rival, men desværre fik vi aldrig mulighed for at se den store duel i Paracombe. En dobbeltpunktering satte Henao ud af spillet, og han måtte jagte i næsten 30 km for at komme tilbage. Det lykkedes, og det er vidnesbyrd om stor form, at han alligevel magtede at hænge på den gruppe, der spurtede om fjerdepladsen.

Nedturen har uden tvivl ansporet Henao til at gå efter etapesejren og fjerdepladsen, og han vil gøre sit yderste for at slå Porte. Sidste år var han sidste mand til at slippe mindre end én kilometer fra stregen, men i år er meldingerne, at formen er endnu bedre. Han er mere eksplosiv end Porte, og dermed passer stigningen ham bedre. Ydermere er han den hurtigste i en spurt, så hvis han blot kan hænge på, har han de bedste kort på hånden. Henao er manden, der kan bryde Portes dominans på Willunga.

Esteban Chaves leverede en positiv overraskelse i Paracombe, hvor han viste, at han modsat tidligere år faktisk er i form fra sæsonstart. Samtidig er det klart, at han stadig er langt fra sit topniveau, og det betyder, at han typisk forbedrer sig hurtigt, efterhånden som han får flere løbskilometer i benene. Dermed vil han formodentlig være endnu stærkere lørdag, og det lover godt forud for en etape, hvor den længere stigning endda passer ham bedre. Det bliver ikke nemt at følge Porte, men modvinden taler til hans fordel, og da han er hurtigere i en spurt, er det ikke utænkeligt, at han kan vinde.

En anden positiv overraskelse i Paracombe var Wilco Kelderman . Efter et par år, hvor hans klatreniveau har været faldende, var hollænderen en af de allerstærkeste på stigningen, og han var længe i ensom jagt bag Porte, Chaves og Gorka Izagirre. Det lover godt forud for Willunga. Den længere stigning passer ham fint, og han er faktisk ganske eksplosiv på korte bakker som disse. Selvfølgelig kører han ikke fra Porte i en mand-mod-mand-duel, men hvis Porte, Henao og Chaves kigger på hinanden i et taktisk spil, kan han måske overraske med et angreb.

Modvinden øger sandsynligheden for, at det bliver en spurt fra en mindre gruppe, der skal afgøre etapen, og det passer Diego Ulissi storartet. Italieneren er blandt de bedste i verden til at spurte op ad bakke, og i Paracombe viste han, at formen som sædvanlig er god i det australske løb. Han har ikke haft de bedste erfaringer med stigningen, der ellers burde være skræddersyet til ham, men det ændrer ikke, på, at han må være manden, der skal slås, hvis en mindre gruppe kommer samlet frem.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vi var lidt skuffede over Michael Woods på 2. etape, men det er for tidligt at afskrive canadieren. Sidste år var han den eneste, der kunne følge Porte og Henao i finalen, og i år meldes han at være endnu skarpere. Hans fine spurt på dagens etape vidner om god fart, og det forhold, at positionskampen vil være lidt mindre intens på morgendagens etape, hvor der vil være større udskilning forud for stigningen, er en stor fordel for Cannondale-kaptajnen. Han har et godt punch, er hurtig på stregen og bør være en af de allerbedste på en stigning som denne. Nøjagtigt som Kelderman kan han overraske favoritterne.

Ruben Guerreiro overraskede de fleste på Paracombe-etapen, hvor han sikrede sig en imponerende syvendeplads. Den nyprofessionelle Trek-rytter har udsigt til at udvikle sig til lidt en Ardennerspecialist, idet han både kan klatrer, er eksplosiv og meget hurtig på stregen. På 2. etape var han en af de allerbedste på stigningen, og det lover godt forud for denne etape. Hans mangel på erfaring betyder, at han skal passe på ikke at gå i rødt ved at følge de bedste, men skal det afgøres i en lille spurt, vil han være en af favoritterne.

Normalt vil vi afskrive Nathan Haas på en stigning som denne, der bør være for hård for ham. Præstationen i Paracombe vidner imidlertid om, at han klarer bedre end nogensinde, og det bekræfter blot, hvad han allerede viste i de canadiske klassikere sidste år. Modvinden taler helt klart til hans fordel, og hvis det bliver en større gruppe, der skal spurte om sejren, vil han være en af de stærkeste.

Jay McCarthy minder meget om Haas. Normalt er stigningen en anelse for hård for ham, men han syes at være i sit livs form. Samtidig er han blandt de allerhurtigste i en spurt, og også han kan drage nytte af modvinden. Han imponerede ikke i Paracombe, hvor han var en smule sygdomsramt, men et bedre helbred burde give ham større chancer her. Hvis han kan finde de klatreben, han havde ved de australske mesterskaber, bliver han vanskelig at slå i en spurt.

Endelig vil vi pege på Jesus Herrada. Han skal ganske vist hjælpe Gorka Izagirre, men vi tvivler på, at baskeren er på 100% efter sit styrt. Det kan give mulighed for den hurtige spanier, der ganske vist ikke er rent klatrer, men forbedrede sig voldsomt på stigningerne i 2016. Willunga Hill er ikke hårdere, end at han burde kunne følge med, og dermed vil han med sin fantastiske spurt være en af de farligste, hvis en lille gruppe skal afgøre etapen.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Sergio Henao, Esteban Chaves

Outsidere: Wilco Kelderman, Diego Ulissi, Michael Woods

Jokers: Ruben Guerreiro, Nathan Haas, Jay McCarthy, Jesus Herrada