Optakt: 5. etape af Tour of Guangxi
22. oktober 2017 16:45 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Tim Wellens brød den totale Quick-Step-dominans og har nu kurs mod en samlet sejr i den første udgave af Tour of Guangxi, men han kan vente sig hård modstand på de to kuperede og lidt uforudsigelige etaper, der afslutter løbet. Alaphilippe er nemlig fortsat i spil til den samlede sejr, hvis han kan score bonussekunder, og det sætter belgierne i et dilemma forud for den lange 5. etape: går man efter endnu en sejr med Gaviria, eller gambler man og satser på det franske supertalent?

Ruten

Efter fire dage med relativt let fortolkelige ruter bliver det hele lidt mere kompliceret på femte etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt.

 

I alt bydes der på hele 212,2 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. I alt skal der klatres 2474,3 højdemeter, og de er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man sætter kursen mod nordøst og i let stigende terræn kører forbi den første spurt, der kommer efter 29,2 km. Senere kører man mod nord op over dagens første kategori 3-stigning, der har top efter 72,7 km, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 118,7 km.

 

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigninger mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en kategori 3-stigning, der har top efter 154,6 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- og siden en kategori 1-stigning, der er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,6 og 33,9 km til mål. Det er umuligt på baggrund af løbsbogen at udlede blot den mindste information om stigningernes stejlhed, men da den sidste og sværeste er relativt lang og har top i kun 470 m højde, er det klart, at der ikke er tale om store klatreudfordringer.

 

Efter toppen ventes en længer nedkørsel, der fører videre mod øst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man til slut kører mod nord ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3,1 og 1,6 km igen.

 

Guilin har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

 

 


 


 

Vejret

Der er udsigt til perfekt vejr helt frem til slutningen af den første udgave af Tour of Guangxi, idet også mandag byder på solskin og kun enkelte skyer. Det vil dog være betydeligt koldere, end det har været hidtil, idet temperaturen vil nå beskedne 21 grader. Det vil tillige være mindre blæsende med kun en let vind fra nord, hvilket giver en lang dag med mod- og sidemodvind. Efter toppen af den første af de sene stigninger vil der være sidevind og sidemodvind på hovedparten af den sidste del af etapen, indtil man til slut igen får modvind på hovedparten af de sidste kilometer, herunder på den 1600 m lange opløbsstrækning.

 

Analyse af 4. etape

Der var altså grænser. I går så det ud til, at Quick-Step måske ville kunne gøre rent bord i årets Tour of Guangxi, men sådan skulle det trods alt ikke være. Selv supertalentet Julian Alaphilippe, for hvem der ellers ikke synes at være mange begrænsninger, måtte give sig efter en lang og hård periode, der har budt på først en Vuelta, siden en formtop ved VM og slutteligt en andenplads i et voldsomt hårdt Il Lombardia. Selvom finalen var som skræddersyet til det franske fænomen, måtte han efterfølgende blandt indrømme, at benene ikke rakte til mere end en temmelig skuffende fjerdeplads.

 

I stedet var det Tim Wellens, der endelig fik en fortjent belønning for det fantastiske efterår, han har haft. Efter den store nedtur under Touren, hvor solallergi tvang ham ud af løbet efter en mildt sagt skuffende indsats, har han ganske vist kun vundet dagens løb i Kina, kongeetapen i BinckBank Tour og GP de Wallonie, men hvis man skal pege på efterårets stærkeste rytter, er belgieren alligevel en af de absolutte topkandidater. Generelt passer anden halvdel af sæsonen ikke specielt godt til en rytter som Wellens, og derfor afspejler resultatlisten ikke helt, hvor knusende stærk han har været.

 

Sejren i BinckBank Tour var imidlertid et første varsel, da selv den samlede vinder Tom Dumoulin åbent indrømmede, at Wellens havde været den klart stærkeste, og det var kun taktiske omstændigheder, der forhindrede ham i at køre med om sejren i Montreal. Ved VM dummede Belgien sig formentlig ved at brænde formstærke Wellens, der få dage forinden i Vallonien havde leveret en soloopvisning, som af Tom Boonen blev betegnet som Merckx-agtig, af i et tidligt fremstød, og dermed har supertalentet i stort set alle sine løb været blandt de allerstærkeste.

 

Derfor var det også klart, at han var blandt topfavoritterne til dagens kongeetape - i går udpegede vi ham som bekendt som Alaphilippes værste rival - og han leverede prompte. Lige så smuk og imponerende sejren er, lige så frustreret kan man alligevel være på Wellens’ vegne. Som han har vist i dette efterår, tilhører han den absolutte verdenselite, men resultaterne står generelt slet ikke mål med formatet. Af eller anden grund mistimer han altid formen forud for Ardennerklassikerne, der ellers burde være skræddersyet til ham, og hans problemer med varmen gør, at han aldrig har været en faktor i Touren. Derudover er han en af feltets meste ustabile humørryttere, der har et skræmmende højt topniveau, men på sine dårlige dage næsten ikke kan følge gruppettoen. Det må være frustrerende for holdledelsen at være i besiddelse af et så stort talent, der synes at være i stand til så meget mere, end han leverer.

 

Det ændrer dog ikke på, at dagens præstation var fornem, og at han nu er på vej mod at sikre sig sejren i et tredje etapeløb på WorldTouren efter de tidligere triumfer i BinckBank Tour (som han har vundet to gange, mens det endnu hed Eneco Tour) og Tour de Pologne. Intet er imidlertid givet endnu. De fleste af rivalerne i toppen af klassementet burde nok kunne kontrolleres, men der er én rytter, der bør give anledning til bekymring: Alaphilippe. Franskmanden er nemlig kun 13 sekunder efter i den samlede stilling, og i de kommende to dage venter der fem indlagte spurter samt to etapeafslutninger, hvormed der stadig er mange bonussekunder på højkant. Med tanke på Alaphilippes spurtstyrke er intet endnu sikkert i det kinesiske etapeløb.

 

Det stiller imidlertid Quick-Step over for et svært valg. Alaphilippe er så hurtig, at han sagtens kan blande sig i kampen om top 3-placeringerne på de kommende to etaper, specielt hvis løbene har været hårde, men hans vinderchancer er ikke stor. Det er de imidlertid for Fernando Gaviria, men satser man på flere etapesejre til colombianeren, kompromitterer man Alaphilippes muligheder for at gå efter den samlede sejr. Derfor skal der i de kommende timer lægges en strategi i Quick-Step-lejren: går man efter at rydde sprinterbordet med Gaviria, eller vælger man den mere risikable strategi og går efter den samlede sejr med Alaphilippe?

 

Bauke Mollema måtte lidt skuffet se sig henvist til andenpladsen, men han kan alligevel være godt tilfreds. Efter at sygdom ødelagde hans muligheder i de italienske klassikere, så det nemlig ud til, at hans efterår ikke ville give det store udbytte efter en generelt skuffende sæson, der ganske vist bød på en etapesejr i Touren, men var overskygget af en mindre nedtur i Giroen. En af Mollemas styrker er imidlertid hans gode evne til at fastholde motivationen helt frem til slutningen af sæsonen - det er ikke uden grund, at han er tidligere vinder af Japan Cup - og selvom løbet i Kina er en anelse for let for ham, viste han allerede på de flade etaper med en aggressiv indsats, at han var klar. I en finale, der ikke passede ham, sikrede han sig en andenplads og dermed et vigtigt selvtillidsboost med et klart signal til Trek-ledelsen om, at man med sindsro kan satse på ham som næste års klare klassementskaptajn.

 

Evnen til at fastholde motivationen frem til årets slutning er der dog ingen, der har i samme omfang som Nicolas Roche. Det er imponerende, hvordan ireren år efter år skuffer i foråret og under Touren for så at ramme topformen, så snart Vueltaen melder sig. Herefter kører han som regel som en motorcykel helt indtil sæsonens allersidste meter, og det har også været tilfældet i år. Han kørte fornemt i Spanien, var bedre end længe i de italienske klassikere, og selvom han oprindeligt slet ikke skulle have kørt i Kina, var han med et stærkt soloangreb meget tæt på at tage den samlede sejr. Da også Ben Hermans bekræftede de gode tendenser, han havde vist i Italien, og Silvan Dillier fornemt begrænsede tidstabet, er BMC nu i en god position med hele tre mand i den samlede top 10.

 

Etapen bød også på andre opløftende præstationer. Matej Mohoric og Mekseb Debesay, som vi i går udpegede som vores to jokere, viste begge, at deres potentiale er stort ved at køre i top 10 i en finale, der i hvert fald for Mohoric på papiret var en anelse for svær. Mere imponerende var det, at Remi Cavagna, der normalt blot er arbejdshest på Quick-Step og også i dag sled knaldhårdt for holdet, nærmest sensationelt sluttede på en 10. plads og nu giver det belgiske mandskab flere taktiske muligheder. Mest opløftende var det dog at se den ekstremt ustabile Rein Taaramae, hvis helbredsproblemer desværre har ødelagt hans fantastiske potentiale, igen køre op med de bedste på den store scene. Som vi skrev i vores overordnede optakt for et par dage siden, har der været små indikationer på, at esteren er på vej tilbage, og nu er der måske lys for enden af tunnelen. Det bliver spændende at se, om Direct Energie kan bringe det estiske stortalent tilbage på sporet.

 

Set med danske øjne var det overraskende, at Magnus Cort kunne køre sig til en 15. plads. Ganske vist har Orica-Scott i de seneste dage gentagne gange fremhævet danskerens gode form, men vi havde alligevel ikke ventet, at han kunne sidde så fint med i en så vanskelig finale. Det åbner pludselig mulighed for, at Cort kan gå efter en yderst overraskende top 10-placering. Han er blot ni sekunder fra at få plads i det fine selskab og at indhente det forspring via bonussekunder er bestemt ikke umuligt for Cort, der ligner Orica-Scotts klare kaptajn på de kommende etaper.

 

Endelig må man begræde det store styrt, der med fire kilometer igen desværre ødelagde løbet for flere ryttere. Værst gik det ud over en af løbets favoritter, Wilco Kelderman, der desværre også ender en styrtplaget sæson i sygesengen. For danske fans var det også kedeligt, at Jakob Fuglsang blev bremset. Selvom danskeren næppe er i form til at blande sig med de bedste i en finale, der ikke passer ham, havde det trods alt været interessant at se, hvor langt han er kommet efter en svær tid. Den mulighed må vi nu desværre skubbe et par måneder til starten af næste sæson.

 

Favoritterne

Som nævnt ser det nu ganske lovende ud for Wellens, men han skal tage sig i agt for Alaphilippe, der utvivlsomt må se muligheder på de kommende to etaper. Bonussekunder i de indlagte spurter og i mål åbner for et yderst interessant taktisk spil i årets to sidste cykelløb og stiller som nævnte ovenfor Quick-Step i et svært dilemma: skal man gå efter den samlede sejr med Alaphilippe eller efter etapesejre med Gaviria?

 

Den første chance for at sætte Wellens under pres får de mandag på løbets mest uforudsigelige etape. 5. etape er både lang og kuperet, men som på de foregående etaper holder arrangørerne os hen i temmelig stor uvidenhed om, hvor svært terrænet egentlig er. Der er ingen information om stigningsprocenter, og løbsbogen giver heller ikke mulighed for, at man selv kan regne sig frem til brugbare data. Derfor er det ingen - heller ikke rytterne, der aldrig har kørt løb i området - der har megen viden om, hvad vi kan forvente.

 

Tendensen i lande uden for Europa er dog, at der som regel er tale om brede hovedvejsstigninger, der aldrig bliver voldsomt stejle - simpelthen fordi vejkvaliteten som regel er for dårlig, hvis man skal benytte de mindre, stejlere veje. Den almindelige antagelse blandt hold og ryttere er da også, at morgendagens udfordringer formentlig ikke kan gøre den helt store forskel, specielt fordi der er et alt for langt fladt stykke til sidst. Derfor er det næppe en klassementsdag, og en eller anden form for spurtafgørelse er det mest sandsynlige udkomme.

 

Det betyder dog ikke, at der ikke vil blive kørt aggressivt - tværtimod. De færreste hold har noget at tabe, og man må formode, at specielt BMC, Trek Sky og Quick-Step vil sætte Lotto Soudal under pres i den kuperede zone. Forud for det vil der gå en interessant indledende fase, hvor man meget vel kan forestille sig, at Quick-Step vil forsøge at holde tingene samlet frem mod den første spurt, der kommer så tidligt, at Alaphilippe her kan gå efter bonussekunder. Derfor bliver det formentlig en aggressiv start, indtil et udbrud etableres, når sekunderne er blevet fordelt.

 

Lotto Soudal vil gerne af med bonussekunderne og vil forsøge at sikre sig, at udbruddet er ufarligt. Derefter vil de overlade det til andre hold at jagte, men Quick-Step vil helt sikkert påtage sig det ansvar. Også Orica-Scott må se muligheder på etapen, og det er bestemt heller ikke utænkeligt, at LottoNL-Jumbo og Bahrain-Merida vil give en hånd med. Derfor bør det tidlige udbrud ikke have mange chancer.

 

Som sagt forventer vi, at Sky, Trek og BMC vil køre stærkt på stigningerne, og at Wellens vil komme under angreb, men vi tvivler på, at terrænet er hårdt nok til, at der kan gøres en store forskel. Derfor vil Wellens formentlig kunne følge med, og vi regner derfor med at se en regruppering i den afsluttende fase. Det hele bør derfor ende i en reduceret massespurt efter en lang dag i kuperet terræn. Det store spørgsmål er blot, hvor mange af sprinterne der vil kunne overleve strabadserne.

 

En af de hurtige folk, der burde kunne hænge på, er naturligvis yderst formstærke Fernando Gaviria. Ganske vist blev dagens etape alligevel en anelse for hård for colombianeren, men det var naturligvis også det mest sandsynlige scenarium. Hidtil har han vist, at der ikke er noget galt med formen, og derfor burde han være i stand til at overleve stigninger som disse. Sidder han med hjem, vil han næsten med statsgaranti være den hurtigste, og der er samtidig gode muligheder for, at Maximilano Richeze og Alaphilippe vil være til stede til at give ham et godt lead-out. I virkeligheden synes den største trussel mod Gaviria at være Quick-Step selv. Som sagt kan holdet vælge i stedet at gå efter den samlede sejr med Alaphilippe, og derfor kan colombianeren ende med at køre for sin franske holdkammerat. Det er imidlertid en gambling, og det ligger i Quick-Steps DNA, at man altid går efter sejren. Derfor tror vi, at man spiller det sikre kort, og derfor er Gaviria vores favorit til etapesejren.

 

Etapen er ikke ideel for Dylan Groenewegen, og hans chancer afhænger meget af, hvor svære stigningerne er. Han er bestemt ikke den mest holdbare sprinter, men hans sejr på kongeetapen i Tour of Britain er blot det seneste eksempel på, at han ikke klatrer dårligt, når han er i form. Det er han tilsyneladende nu. I hvert fald kom han overraskende godt op over dagens stigning, og det tyder på, at hans chancer for at sidde med hjem i morgen er gode. Hidtil har det knebet lidt med positioneringen i de hektiske finaler, men i morgen vil feltet være meget mindre, og her vil Groenewegen endelig kunne drage fordel af, at han sammen med Ewan og Gaviria har den højeste topfart. Sidder han med hjem, er chancerne for en sejr til hollænderen gode.

 

Som nævnt ovenfor har Magnus Cort virkelig fundet den gode form sidst på sæsonen, hvilket overraskende har ført til, at han har overtaget sprinteropgaven fra en formsvag Caleb Ewan. Der er ikke mange chancer for, at Ewan i den nuværende tilstand kan sidde med hjem, og derfor er det mandag alle mand for Cort. Efter dagens præstation burde danskeren ikke få problemer med at overleve stigningerne, og i finalen vil han i Jens Keukeleire have en fremragende lead-out man. Det bliver ikke nemt at slå Gaviria og Groenewegen, men hvis Quick-Step satser på Alaphilippe, og Groenewegen falder fra, er den røde løber lagt ud for Cort, der kan slutte tiden på Orica-Scott af på den bedst mulige måde.

 

Bahrain-Merida har i Sonny Colbrelli en fremragende kandidat til denne etape, der er skræddersyet til den holdbare italiener. Hidtil har det imidlertid knebet med at fastholde den gode form fra de italienske løb, og han smed blandt andet håndklædet i ringen forud for gårsdagens massespurt. I dag var han så involveret i styrtet, og dermed er hans muligheder lidt uklare. Han bør dog kunne sidde med hjem, og spurter han, som han gjorde i september, har han fremragende muligheder for at vinde. Holdet har dog også en anden kandidat i Niccolo Bonifazio, der normalt er endnu hurtigere og med gårsdagens fjerdeplads og en god klatreindsats i dag viste, at han endelig har fundet den gode form.

 

Som sagt kan det ikke udelukkes, at Quick-Step satser på Julian Alaphilippe. Det bliver ikke nemt for den lille franskmand at slå sprinterne, men man skal passe på med ikke at undervurdere hans hurtighed. Faktisk har Alaphilippe før været med helt fremme i massespurter i WorldTour-etapeløb, specielt når løbene har været hårde. Får han chancen, vil han formentlig have både Gaviria og Richeze til at køre lead-out, og så kan meget lade sig gøre.

 

Det har bestemt ikke været et godt løb for Danny Van Poppel, der hidtil intet har fået ud af anstrengelserne. Mulighederne er imidlertid endnu ikke udtømte for hollænderen, der normalt er en ganske klatrestærk sprinter, som er bedst efter et hårdt løb. Det er svært at vurdere, om hans dårlige resultater alene skyldes dårlig positionering eller mindre god form, men i dag leverede han faktisk et ganske flot arbejde for Wout Poels. Er han i form, vil han være en af de hurtigste i en spurtafgørelse.

 

Moreno Hofland har vist god form i sine seneste løb og har helt sikkert set frem til de sidste to etaper, hvor han kan udnytte sin klatrestyrke. Desværre betyder Wellens’ succes nu, at han måske skal ofre sine chancer på holdkammeratens alter, og under alle omstændigheder vil han ikke længere få den støtte, han havde regnet med. Derfor er han i højere grad overladt til sig selv, og han er formentlig i forvejen ikke hurtig nok til at vinde. Han bør dog under alle omstændigheder kunne sidde med hjem.

 

Et af de åbne spørgsmål er, hvad vi skal forvente af Ryan Gibbons, der som bekendt styrtede på 1. etape. I dag kørte han imidlertid overraskende godt, og det kunne indikere, at han er ved at komme sig. Han har ganske vist ikke forsøgt sig i de hidtidige spurter, men skulle han overleve stigningerne, må man formode, at han vil give det et skud. I teorien bør han være en af de hurtigste.

 

Endelig vil vi pege på Max Walscheid. Tyskeren har været imponerende stærk hidtil og har klart været Gavirias værste konkurrent i spurterne. Al teori tilsiger dog, at denne etape bør være for hård for ham, ikke mindst fordi han var involveret i dagens styrt. Han viste dog øget holdbarhed i Danmark Rundt, og han har generelt overrasket positivt gennem hele løbet. Vi vil ikke udelukke, at en formstærk Walscheid alligevel kan sidde med hjem, og lykkes det, kan han meget vel ende med sejren. Også Pascal Ackermann har en chance for at sidde med hjem, og han viste på 1. etape, at hans fart kan række langt, når hnan endelig får lov at køre for sig selv.

 

Også ryttere som Rick Zabel, Owain Doull, Matej Mohoric, Federico Zurlo, Jonathan Lastra, Pier Paolo De Negri, Floris Gerts, Daniel Oss, Silvan Dillier og Sep Vanmarcke kan ende med at spurte med, men de vinder næppe.

 

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Magnus Cort

Outsidere: Sonny Colbrelli, Niccolo Bonifazio, Julian Alaphilippe

Jokers: Danny Van Poppel, Moreno Hofland, Ryan Gibbons, Max Walscheid, Pascal Ackermann, Sep Vanmarcke

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »