Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Optakt: 5. etape af Vuelta a Burgos
05. august 2017 15:25:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Carlos Barbero reddede med en etapesejr det, der truede med at blive en fiasko for Movistar, men det spanske mandskab kan meget vel ende som statister på løbets sidste dag, der ligner et nyt Mikel Landa-show. Som altid slutter løbet med den ikoniske stigning til Lagunas De Neila, hvor løbets førende rytter utvivlsomt drømmer om at gentage den triumf, der for efterhånden mange år siden markerede det store gennembrud, og herigennem konfirmere sin status som løbets suverænt stærkeste rytter.

Ruten

Løbets traditionelle højdepunkt er altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009, vil den også i år runde løbet af, men da der denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man i år har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end vanligt.

 

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 138 km fra Comunero de Revenga til toppen af Lagunas De Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del er i år droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på tre mindre kategori 3-stigninger.

 

Startbyen ligger for foden af målbjerget, men i stedet for at køre direkte ind på stigningen indledes etapen med en omgang på en lang rundstrækning i området vest for start- og målområdet. Først går det mod vest gennem hovedsageligt fladt terræn forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 10 og 26 km. Herefter går det mod syd op over kategori 3-stigningen Alto de San Cuerno (3,6 km, 4,1%), der har top efter 54 km. Kort efter sætter man kursen mod øst for igennem fladt terræn at køre frem til den sidste spurt ved 74 km-mærket. Den efterfølges af kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,4 km, 3,5%), der har top 8 km senere, hvorfra man fortsætter via flade veje mod sydøst og siden nordøst og nord frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,4%), der har top, når der resterer bare 23 km.

 

Kort efter denne stigning afslutter man omgangen på den store rundstrækning, og herefter går det mod nordøst frem til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori. Den er i alt 11,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. Den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

 

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år lykkedes det Sergio Pardilla med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

 

 

 

 

Vejret

Den ekstreme varme aftager en anelse på sidstedagen, hvor solen igen vil skinne fra en skyfri himmel, men hvor temperaturen i dalen kun vil nå 28 grader. Modsat de tidligere dage vil det være temmelig blæsende med en jævn til frisk vind fra nordøst, hvilket giver sidevind det mest af dagen. I finalen vil der være modvind på de to sidste stigninger.

 

Favoritterne

Det så kortvarigt ud til, at løbet kunne ende som en fiasko for Movistar, men ved igen at vise, at han er en af verdens allerbedste i en spurt på en bakke fik Carlos Barbero sikret, at det store hjemmebanehold, der virkelig lider under Alejandro Valverdes fravær, får noget med hjem fra løbet. Mikel Landa kom til gengæld helt sikkert til mål og skal nu bare overleve den sidste alvorlige styrkeprøve for at sikre sig den samlede sejr. Der er til gengæld tale om noget af en udfordring!

 

I de tidligere år har tidsforskellene forud for Lagunas De Neila-etapen som regel været ganske små, men det er ikke tilfældet denne gang. Beslutningen om at inkludere en bjergafslutning på Picon Blanco betyder, at klassementet allerede nu er veletableret, og meget skal gå galt for Mikel Landa, hvis ikke han skal vinde samlet. Specielt kampen om den sidste plads på podet mellem Enric Mas, Jaime Roson og Miguel Angel Lopez er dog ganske tæt, og der er derfor også denne gang meget på spil. Samtidig er Lagunas De Neila så svær en stigning, at en dårlig dag kan få katastrofale konsekvenser, også for Landa.

 

Etapen er som bekendt på programmet hvert eneste år, men i år er der foretaget betydelige ændringer. Således er ruten afkortet og mange af de tidligere stigninger, er taget af programmet. Det betyder, at etapen samlet set nemmere end tidligere, og vi må formode, at et stort set intakt felt vil ramme bunden af sidste stigning. Udskilningen vil derfor blive mindre, ikke mindst fordi der vil være modvind på hele opkørslen.

 

Normalt er det klassementsrytterne, der kører om sejren på Lagunas De Neila, men denne gang er det mere usikkert, om det vil være tilfældet. Landa har vist sig som klart den stærkeste, og det er svært at forestille sig, at de andre hold blot vil køre ham frem til endnu en etapesejr. Der er heller ikke bonussekunder på programmet, og derfor er der ingen grund til at jagte - med mindre man altså har ambitioner om at vinde etapen.

 

Det store spørgsmål er, hvad Sky vil. Er Landa tilfreds med sine to sejre, eller vil han fortsætte dominansen? Der kan være argumenter for begge tilgange, men vi tror faktisk, at han vil vise sig fra sin grådige side. Således var netop Lagunas De Neila scenen for hans første store sejr, og han vil uden tvivl elske at vinde der igen. Derfor tror vi, at Sky vil påtage sig ansvaret for at køre det tidlige udbrud, og at favoritterne igen skal køre om etapesejren. Der vil dog utvivlsomt være mange, der lugter en udbrudssejr, og derfor vil der sandsynligvis være krig fra start. Det vil give et stærkt udbrud, som Sky med nogen sandsynlighed vil køre ind, men det kan ikke udelukkes, at etapen skal afgøres af lykkeriddere.

 

Den store ukendte faktor er risikoen for sidevind. For første gang vil det være blæsende, og det vil være oplagt for specielt Quick-Step at forsøge at fange Landa på det forkerte ben. Det er bestemt muligt, at vi kan se splittelser allerede inden stigningen, men med Skys stærke mandskab vil Landa næppe misse ud. Samtidig er der modvind i finalen, og det kan give anledning til nogen regruppering.

 

På selve stigningen vil den hårde modvind betyde, at udskilningen på den lette første del vil være begrænset. Derfor skal det hele afgøres på den stejle del, der er relativt kort. Det er derfor ikke et typisk bjerg for rene klatrere, men derimod en kort, meget stejl stigning. Det bør favorisere de eksplosive typer, men stigningen er dog så brutal, at man trods alt skal være en meget god klatrer for at være med i finalen, også selvom modvinden vil betyde, at udskilningen vil være mindre end vanligt.

 

Da vi som sagt tror på endnu en favoritafgørelse, er Mikel Landa den naturlige storfavorit. Baskeren var ganske vist på Picon Blanco ikke så suveræn, som man kunne have forventet, men han viste sig trods alt at være klart den stærkeste. Det vil være en mindre sensation, hvis ikke det scenarium gentager sig denne gang. Stigningens stejlhed passer ham, og han har ofte vist, at han er god på kortere opkørsler. Måske betyder modvinden, at han heller ikke denne gang kan gøre en forskel tidligt på stigningen, men blandt favoritterne er han den hurtigste i en spurt. Derfor tror vi på endnu en sejr til suveræne Landa.

 

Hans værste rival må igen være David De La Cruz. Spanieren er efter en fremragende sæson, der har budt på to etapesejre på WorldTouren udset til at være Quick-Steps klassementsrytter i Vueltaen, og derfor havde vi store forventninger til ham forud for San Sebastian. Han skuffede imidlertid både i klassikeren og på 1. etape, og derfor troede vi ikke, at han havde timet formen til dette løb. Han viste imidlertid ved næsten at matche Landa på Picon Blanco, at det bestemt ikke er tilfældet, og præstationen var vel hans hidtil flotteste på så svært et bjerg. Da han er i gang med at bygge formen op, er der ingen grund til, at han ikke vil være bedre på 5. etape. Det bliver meget svært at slå Landa, men De La Cruz synes at have den bedste chance.

 

Miguel Angel Lopez har ikke helt været på det niveau, man kunne have ventet, men han bliver tydeligvis bedre og bedre. Han var skidt i San Sebastian, var bedre på 1. etape og viste yderligere fremgang på 3. etape. En kort, stejl stigning passer ham ikke dårligt, og han har samtidig et ganske godt punch, der til fulde kan matche Landas. Modvinden vil gøre det nemmere at hænge på, og det kan måske give ham en chance for at slå til på de sidste meter. På 3. etape var han den eneste, der deltog i jagten på de to forreste, og derfor var han bedre, end femtepladsen vidner om. Lopez kan sagtens vinde på det bjerg, der var hans nemesis for et par år siden.

 

Quick-Step har fordel af at have to kort at spille. Supertalentet Enric Mas kørte aggressivt på Picon Blanco og kunne muligvis have gjort det bedre, hvis ikke han skulle beskytte De La Cruz i front. Med to vinderkandidater kan Quick-Step angribe på skift, og det er ikke sikkert, at Landa kan svare på det hele. Mas vil få mere frihed end De La Cruz og er helt sikkert stærk nok til at gøre det færdigt.

 

Sky kører naturligvis for Landa, men en mulighed kunne også være at belønne Gianni Moscon for det hårde arbejde. Italieneren var dybt imponerende på 3. etape, hvor han ene mand fik feltet til at eksplodere og dermed igen understregede, at potentialet er næsten ubegrænset. Man kunne sagtens forestille sig, at Sky gav Moscon frihed til at angribe, og det er meget uklart, hvem der så vil være i stand til at køre ham ind.

 

Jaime Roson er et andet supertalent, der imponerede på Picon Blanco. Lagunas De Neila er kortere og passer ham ikke helt så godt, men han har vist, at han ubetinget er en af de bedste klatrere. Hans problem er, at han er i spil til podiet og derfor ikke vil få megen frihed. Derfor bliver det svært at vinde etapen, men han viste med sejren i Tour of Croatia, at han faktisk har en ganske god spurt, og hvis det kan på en modvindsstigning blive en fordel.

 

Dimension Data har en stærk duo med Igor Anton og Merhawi Kudus. Begge er de gode klatrere, og begge er de gode på stejle stigninger. Specielt passer stigningen godt til Anton, og de synes begge at blive stærkere og stærkere. Problemet er, at afstanden op til de bedste er stor, og derfor vil det blive svært at vinde. Det taktiske spil på en modvindsstigning kan dog måske åbne muligheder.

 

Endelig vil vi pege på Julian Alaphilippe. Franskmanden er tydeligvis stadig et stykke fra topformen, men vi tør ikke afskrive ham helt. En kort, eksplosiv stigning passer ham perfekt, også selvom denne nok er en anelse for lang og hårdt, specielt med det nuværende formniveau. Modvinden betyder, at spurtstyrke kan blive ganske afgørende, og det kan give en uventet mulighed til Alaphilippe.

 

Som sagt er et udbrud ikke uden chance, men kun for meget gode klatrere, der har tabt meget tid i klassementet. I den sammenhæng er det værd at holde øje med Alaphilippe, Richard Carapaz, Lachlan Morton, Stefan Denifl, Sergey FIrsanov, Eduardo Sepulveda, Pieter Weening og Marc Soler.

 

Feltet.dks vinderbud: Mikel Landa

Øvrige vinderkandidater: David De La Cruz, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Enric Mas, Gianni Moscon, Jaime Roson

Jokers: Igor Anton, Merhawi Kudus, Julian Alaphilippe

Udbrudskandidater: Julian Alaphilippe, Richard Carapaz, Lachlan Morton, Stefan Denifl, Sergey FIrsanov, Eduardo Sepulveda, Pieter Weening, Marc Soler

500 testryttere søges
Udstyr og test
23.08 2017
Degenkolb udgår af Vueltaen
Landevej
23.08 2017
Valverde på cyklen igen
Landevej
22.08 2017

Commonwealth Cycling Clas...(2.1) 24/08-27/08

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 26/08-26/08

Ötztal Pro Classic(1.1) 26/08-26/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 26/08-26/08

Trofeo comune di Vertova ...(1.1) 26/08-26/08

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 27/08-27/08

Schaal Sels(1.1) 27/08-27/08

Trofeo Emilio Paganessi(1.1) 27/08-27/08

Boels Rental Ladies Tour(2.WWT) 29/08-03/09

Tour of Alberta(2.1) 30/08-04/09

Grand Prix Rüebliland(2.1) 01/09-03/09

Brussels Cycling Classic(1.HC ) 02/09-02/09

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 02/09-02/09

Tour de DMZ 2017(2.NCUP) 02/09-05/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »