Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 5. etape af Vuelta a San Juan

Optakt: 5. etape af Vuelta a San Juan

26. januar 2018 12:31Foto: Unipublic / Photogomez Sport

For anden gang på bare to år styrtede Fernando Gaviria ud af sit første etapeløb i Argentina, men det stopper tilsyneladende ikke Quick-Step, der for andet træk gav den lokale helt Maximilano Richeze mulighed for at tage en sjælden sejr som tak for sin loyalitet. Klassementsrytterne oplevede en stressende dag, hvor et styrt betød, at flere store navne mistede tid, men det er for intet at regne mod det, der venter fredag efter en lille hviledag, når rytterne skal ud på den lange, ikke specielt stejle klatretur til toppen af Alto del Colorado, hvor den samlede vinder af løbet ventes at blive fundet.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste bjergetape. Som sidste år er der mål på toppen af Alto Colorado i 2565 m højde, og selvom startbyen er ændret og distancen forlænget med 7,1 km, er der tale om en næsten total kopi af sidste års kongeetape, idet de sidste 120 km er identiske med den rute, der gav Rui Costa årets første sejr for 12 måneder siden.

 

Etapen er med sine 169,5 km en af de længste i løbet og bringer feltet fra San Martin til toppen af Alto Colorado. Starten går i fladt terræn, hvor den første spurt er placeret efter 30,7 km. Det bliver dog med det samme mere udfordrende, idet rytterne først testes på kategori 3-stigningen Alto de Villucum, hvis top nås efter 63,4 km. Herfra fortsætter de nordpå igennem fladt terræn, mens de undervejs dyster om pointene i den sidste indlagte spurt efter 87,8 km. Den markerer starten på en meget lang stigning, der officielt inddeles i to, og der vil således være kategori 2-bjergspurter efter henholdsvis 107,1 (10,0 km, 4%) og 121,8 km (6,7 km, 2,9%). Herefter giver et kort fladt stykke med en lille nedkørsel mulighed for at komme sig, inden det for alvor går løs i de sidste 30 km, der stort set alle går op ad. Det hele kulminerer på toppen af Alto Colorado, der officielt er en 19,3 km lang kategori 1-stigning med en gennemsnitning stigningsprocent på 3,4%. Stigningen er ikke særlig regulær og består af stejlere passager efterfulgt af næsten helt flade stykker. Stigningsprocenten når aldrig mere end 6,4%, og de sidste 2900 m stiger med 5,7% i gennemsnit.

 

Sidste års etape kan give en ide om, hvad vi skal forvente. Her viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Ricardo Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

 

 

Vejret

Det har været en voldsom start på løbet med ganske trykkende varme, men nu er der bedring i vente. Temperaturen vil i de kommende dage falde en anelse, og man vil således ”blot” nå 32 grader i midten af San Juan fredag, hvor det selvfølgelig vil være langt koldere på toppen af Alto del Colorado. Det vil atter være næsten helt skyfrit, og der vil blot være en let vind fra øst. Det giver sidemedvind det meste dagen, herunder også på Alto del Colorado.

 

Analyse af 4. etape

Ofte undrer man sig over, at ryttere forlader ellers gode jobs på hold, hvor de har masser af personlige muligheder, til fordel på en plads på et af sportens storhold, hvor man i stedet med stor sikkerhed har udsigt til en hjælperrolle. Antallet af ryttere, der i kraft af et sådant skifte, har mistet sin status som et lovende talent og i stedet er endt som anonymt slagtekvæg, er ganske lang, og ofte har det været frustrerende at se, hvordan et indlysende potentiale på den måde går tabt. Specielt Sky har haft en tradition for at hente ufatteligt stærke ryttere, der herefter stort set aldrig får mulighed for at jagte personlige resultater.

 

Et af sportens allerstørste mandskaber er Quick-Step, og man kunne derfor let forledes til at tro, at det på samme vis er en dum beslutning af skifte til det belgiske hold. Lige netop dét mandskab er imidlertid anderledes. Holdet er ikke blot kendt som en regulær sejrsmaskine, der vinder langt flere cykelløb end noget andet hold i det professionelle felt, de er særligt kendt for deres evne til at vinde med mange forskellige ryttere. Naturligvis bidrog specielt Fernando Gaviria og Marcel Kittel sidste år til holdets bugnende konto, men det er påfaldende, hvor mange af holdets ryttere - også de, der egentlig kan betragtes som rene hjælpere - der i løbet af en eller to sæsoner ender med at lukrere på holdets kørestil og kollektive styrke til at sikre sig en triumf.

 

Nattens etape i Vuelta a San Juan gav endnu et eksempel på, hvordan en hjælperytter pludselig belønnes med muligheden for at jagte sin egen chance og i kraft af den støtte, et superhold som Quick-Step kan give ham, ender med at tage en sejr. Maxiliano Richeze har igennem flere år transformeret sig fra en rimelig succesrig sprinter, der mest gjorde sig gældende i Italien, til at være en af verdens suverænt bedste lead-out men. Specielt i 2015, hvor han var hovedårsagen til Sacha Modolos jubelår, cementerede hans position som en af sportens absolut stærkeste i denne vanskelige disciplin, og derfor var det heller ikke overraskende, at Quick-Step, der altid har været kendt for deres dedikation til massespurter, lynhurtigt slog til og hentede ham til holdet.

 

Oprindeligt var det planen, at han skulle arbejde for Mark Cavendish, og siden skulle han være en del af Marcel Kittels tog. Han og den tyske stjerne kom imidlertid aldrig overens, og i stedet blev han lynhurtigt en slags mentor for Fernando Gaviria. I dag er de to nærmest uadskillelige og følger et næsten identisk løbsprogram, hvor Richeze gang på gang har været nøglen til colombianerens mange sejre.

 

Den opgave lægger selvsagt begrænsninger på Richezes personlige muligheder, men han har alligevel formået at slå til ved flere lejligheder. Mange vil sikkert huske, hvordan han for to år siden trods tilstedeværelsen af Gaviria vandt en etape i Tour de Suisse og med ekstremt stabil kørsel brød Peter Sagans monopol på pointtrøjen i det schweiziske etapeløb. Sidste år vandt han to yderst populære hjemmesejre i Vuelta a San Juan - den ene, da han fik lov til at gå i udbrud, den anden, da han snød sprinterne med et sent angreb - og i nat gentog han altså triumfen foran et ellevildt hjemmepublikum.

 

Sejren viser, hvorfor man har lettere ved at vinde på Quick-Steps superhold. Da Fernando Gaviria med ca. 50 km igen var styrtet ud af løbet - heldigvis tyder alt på, at han ikke har pådraget sig alvorlige skader - skiftede Quick-Step lynhurtigt strategi, da det efter en hektisk afsluttende fase som ventet skulle afgøres i en massespurt. Selvom Richeze selv manglede som en nøglebrik i opstillingen, var det derfor nu pludselig Richeze, der havde den luksus at blive støttet af feltets bedste tog. Først var det Iljo Keisse, der med et sent fremstød førte sin argentinske kaptajn frem, og til slut leverede unge Alvaro Hodeg, der selv er kendt som en lovende sprinter, et fabelagtigt lead-out, da han for første gang i sin unge karriere fik den opgave. Derfor kunne Richeze, der ellers var oppe mod flere på papiret hurtigere ryttere, akkurat holde konkurrenter bag sig og for andet år i træk sikre sig en drømmestart på sæsonen.

 

Læs også
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørt præmiepenge i 2024

 

Frustrerende var det til gengæld for Giacomo Nizzolo, der var ufatteligt tæt på at tage den sejr, der for alvor vil kunne markere hans tilbagekomst efter et år ødelagt af en knæskade og overtræning. Mod slutningen kom han ganske tæt på sin argentinske rival og har helt sikkert haft en søvnløs nat efter at have kunnet lugte forløsningen. Gavirias exit åbner imidlertid helt nye perspektiver, og Nizzolo kan nu for alvor lugte en sejr på en af weekends to sprinteretaper.

 

Det samme kan Matteo Pelucchi, der atter viste, at han er på vej tilbage, efter at også han havde et rædselsår i 2017. Stigningerne blev i kraft af modvinden på etapen temmelig betydningsløse, men det er stadig lovende, at en yderst tung fyr som Pelucchi kan sidde med hjem efter en lang dag med mange højdemeter. Desværre havde Bora brugt alt for mange kræfter på at vinde tid på Rafal Majkas rivaler, da det store styrt undervejs splittede feltet, og derfor kunne holdet ikke levere det lead-out, de ellers på papiret har potentiale til. Pelucchi kan imidlertid på de to sidste sprinteretaper se frem til, at hans tyske hold burde kunne tage kampen op med Quick-Step, der uden Gaviria er markant svækket. Hvis man ikke skal bruge alt for mange kræfter på at forsvare en sandsynlig førertrøje til Rafal Majka, ligner Pelucchi en favorit til de kommende sprinteretaper.

 

Det kunne Niccolo Bonifazio også have været, men gårsdagens etape viste tydeligt, hvorfor han får det svært. Bahrain-Merida er som bekendt nede på bare fire ryttere, hvoraf Kanstantsin Siutsou skal køre sin egen chance i klassementet. Det efterlader den lille italiener temmelig alene i finalerne, og selvom han er lynhurtig og meget stærk i positionskampen, kan det gøre det vanskeligt at redde Bahrain-Meridas deltagelse i et løb, der ikke har budt på megen succes for dem.

 

Israel Cycling Academy var tæt på deres første podieplads i den nye sæson, da både Mihkel Raim og Edwin Avila spurtede sig til top 10-placeringer, mens holdets tredje sprinter, Kristian Sbaragli, blev fanget bag styrtet. Resultatet vidner atter om, at holdet har en stribe lovende afsluttere, men man synes at have et behov for at udnytte ressourcerne bedre. Også på 1. etape, hvor Sbaragli og Avila syntes at køre hver deres spurt, og på 2. etape, hvor Guillaume Boivin og Avila begge var aktive i finalen, har holdet virket uorganiseret og ude af stand til at satse på én hest. Indkøbene har betydet, at man har fået samlet et ganske stærkt sprintermandskab på holdet. Nu skal man blot lære at udnytte potentialet bedre.

 

Etapen ventedes ikke at få den store indflydelse på klassementet, men begivenhederne viste sig alligevel at få langt større betydning end forudset. Det skyldtes ganske vist ikke stigningerne, der blev besteget i et ganske moderat tempo. I stedet var det det store styrt, der totalt ændredes løbets udfald. Adskillige topnavne blev fanget i anden gruppe, og det var specielt Lotto Soudal og Bora-hansgrohe ikke sene til at udnytte. Med en voldsom forcering lykkedes det dem at køre mange rivaler langt agterud og til slut tvinge dem til at give op med det resultat, at de tabte mere end seks minutter og derfor er ude af klassemntet.

 

Værst gik det for det ellers så ambitiøse Movistar-mandskab, der ganske vist ikke havde fået en ideel start på løbet, men i Winner Anacona og Eduardo Sepulveda stadig havde to klare vinderkandidater. De blev imidlertid begge fanget på den forkerte side, og trods den hårde jagt kunne de ikke komme tilbage. Spanierne havde derfor kun Dayer Quintana, der mistede alt for megen tid på enkeltstarten, med i front. Derfor har de nu kun ét mål tilbage i løbet: at forsøge at vinde kongeetapen.

 

Udover Sepulveda mistede de lokale fans desværre også deres andet topnavn. Ricardo Escuela, der sidste år blev nr. 3 og efter sin fremragende klatreopvisning på 2. etape og gode enkeltstart, atter havde kurs mod podiet, måtte som Gaviria kaste håndklædet i ringen og udgå efter styrtet. Da også vinderen af 2. etape, Roman Villalobos, Darwin Atapuma, Peter Stetina, Matteo Busato, Alex Cano, Miguel Angel Rubiano, Eduardo Corte, Enzo Moyano og Joaquim Silva, der alle havde vist god form, ligeledes røg ud af spillet, endte etapen således med at koge antallet af top 10-kandidater ganske betragteligt ned.

 

Endelig fortjener Manuel Belletti en kommentar. Den italienske veteran håber at genstarte karrieren på Androni, hvor han er hentet ind som holdets førstesprinter, og så efter 11. pladsen på den hårde 2. etape, hvor han var stærkeste sprinter, ud til at være i fremragende form. Også han forlod imidlertid løbet efter onsdagens drama. Vi kan nu blot håbe, at det ikke sætter ham tilbage i hans bestræbelser på at genvinde sin position som en af Italiens bedste og mest holdbare sprintere.

 

Favoritterne

Styrtet betød som sagt, at 4. etape fik langt større konsekvenser, end man på forhånd kunne have ventet, og listen over klassementskandidater blev næsten halveret. Det var imidlertid først efter torsdagens hviledag, at klassementet atter skulle rystes rundt, når det gælder fredagens kongeetape. Stigningen til Alto del Colorado vil stadig afgøre kampen om den samlede sejr forud for de to afsluttende sprinteretaper, men det hele bliver lidt lettere af, at flere af de gode klatrere nu er så langt tilbage, at favoritterne skal koncentrere sig om færre ryttere.

 

Læs også
Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

 

På papiret ser profilen over kongeetapen nærmest skræmmende ud, men man skal ikke lade sig snyde. Ganske vist er der mål i mere end 2500 m højde, men Alto del Colorado hører ikke til blandt sportens sværeste stigninger - tværtimod. Den er på ingen måde sammenlignelig med de stejle, hidsige stigninger, vi kendte fra løbets forgænger, Tour de San Luis, og der er i stedet tale om en lang, jævn opkørsel, hvor det snarere er højderne og det samlede antal højdemeter end selve stigningen, der vil skabe de største forskelle. Det så vi også sidste år, hvor selv store Ramunas Navardauskas i løbets førertrøje endte ganske langt fremme, og hvor det først var på de allersidste kilometer, at de bedste kunne gøre forskellen - en forskel, der i øvrigt ikke blev særlig stor.

 

På en stigning som denne betyder det enormt meget at have en hjælper eller to til at kontrollere feltet, da fordelen ved at sidde på hjul er stor. Kan man derfor isolere en rytter, der tvinges til at gøre arbejdet, har man gode forudsætninger for at udnytte situationen. Sidste år måtte Bauke Mollema eksempelvis bruge mange kræfter på at holde styr på tingene, og det kostede ham muligheden for at kæmpe med om etapesejren. Heldigvis gjorde han nok til at sikre sig den samlede sejr. Samtidig betyder vinden på en stigning som denne kolossalt meget, da modvind reelt kan gøre det umuligt at angribe. Heldigvis ventes der denne gang sidemedvind, og det vil gøre etapen en smule mere selektiv. Alligevel skal vi vente en meget taktisk affære, hvor forskellene bliver små.

 

Feltet har mange klatrere, for hvem dette er den eneste etape de reelt kan vinde, og derfor er der mange, der har interesse i at jagte det tidlige udbrud. Filippo Ganna har reelt ikke en mulighed for at forsvare trøjen, men UAE vil helt sikkert gøre trøjen ære og gøre deres del af arbejdet. Også Bora-hansgrohe, Medellin, Androni, Canels Specialized og måske Movistar må have blik på etapesejren, og derfor er der så stor interesse i en samlet afgørelse, at det tidlige udbrud ikke burde have en chance.

 

Derfor kan vi vente os en dyst mellem favoritterne om etapesejren. Ganna vil gøre sit bedste for at hænge på, men burde falde tilbage, når klatrerne begynder at angribe mod toppen. Rafal Majka er derfor reelt at regne som løbets førende rytter, og man må derfor formode, at Bora-hansgrohe vil tage en del ansvar. Desværre har han kun Pawel Poljanski som reel støtte, og denne kan derfor ventes at skulle udføre et stort arbejde for sin landsmand.

 

Det stærke Medellin-mandskab har en interesse i at gøre løbet hårdt, så Oscar Sevilla kan gøre forskellen. Det samme gælder for Androni, der i Rodolfo Torres, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada har hele tre fremragende klatrere. De to mandskaber vil derfor formentlig stå for hovedparten af føringsarbejdet. Samtidig vil Movistar formentlig udnytte, at de har et stort antal klatrere og derfor køre meget offensivt med adskillige angreb.

 

I sidste ende vil det hele formentlig blive afgjort til allersidst, da stigningen ikke egner sig til et langt togt. Det betyder, at det er en finale, hvor et godt punch er afgørende, og de eksplosive ryttere har en ganske stor fordel. Højderne betyder imidlertid også en del, og det er vigtigt at være i stand til at præstere i den tynde luft, der ofte kan sætte ellers ganske gode klatrere ud af spillet.

 

Forud for løbet havde vi ikke mange forventninger til Rafal Majka, der tidligere har været alt andet end overbevisende på denne tid af året. Han gjorde imidlertid vores beskedne forhåbninger til skamme med sit flotte angreb i den eksplove finale på 2. etape, hvor han endda var sat tilbage af en punktering. Endnu mere imponerende var hans enkeltstart, der hører til blandt de bedste i hans karriere, og der kan derfor ikke længere herske tvivl om, at Majka årstiden taget i betragtning er i superform. I mandags lignede han en af de allerstærkeste, og han burde være langt mere komfortabel på en stigning som denne. Samtidig skal man ikke glemme, at Majka faktisk har et ganske godt punch, hvilket han flere gange har vist i Tour de Pologne, og han har derfor antrittet til at gøre forskellen i den absolutte finale. Hans store problem bliver at kontrollere etapen, der kan blive ganske taktisk, og han kan blive tvunget til at ofre etapesejren til fordel for den samlede triumf, som det skete for Mollema sidste år. Skal benene tale, ligner Majka imidlertid stærkeste mand og er derfor vores favorit.

 

Roman Villalobos så ekstremt overbevisende ud, da han sejrede på 2. etape, men desværre er han efter gårsdagens begivenheder ude af klassementet. Han tabte mere end seks minutter ved at sidde for langt tilbage i feltet, og målet er derfor nu at vinde løbets kongeetape. Han viste allerede i det nyligt overståede Vuelta a Costa Rica, at han er en glimrende klatrer, og at han er i storform. Alligevel har han i dette løb nået helt nye højder, og han ligner en af de stærkeste ryttere. Han udviste stor eksplosivitet på 2. etape, og det burde komme ham til gode i en finale som denne. Hans største fordel er dog nok, at han nu har tabt så meget tid, at klassementsrytterne sagtens kan lade ham køre, og det kan han udnytte til at tage sin anden etapesejr.

 

Oscar Sevilla er Rafal Majkas største trussel i den samlede stilling og har efter sidste års 2. plads atter vist, at han er kommet til Argentina i topform. Han så stærk ud på 2. etape og fulgte det op med en god enkeltstart, der gør, at han kan lugte sin største sejr i umindelige tider. Sevilla var også med fremme på etapen sidste år og har utallige gange vist, at han er den måske bedste klatrer på den sydamerikanske scene. Han har boet i Colombia i adskillige år og er derfor vant til højderne. Samtidig har han holdkammeraten Omar Mendoza med helt fremme i toppen af klassementet. Kan de isolere Majka, kan de måske i samarbejde gøre arbejdet færdigt ved at angribe på skift. Og så skal man ikke glemme, at Sevilla faktisk er ganske hurtig på stregen.

 

Læs også
Quintana kører Giroen i en ny rolle

 

Sidste år blev Rodolfo Torres nummer 2 på denne etape, men han havde tabt for meget tid på enkeltstarten til, at han for alvor var en trussel i kampen om den samlede sejr. I år har han tabt endnu mere tid på tidskørslen, og det bliver derfor svært at hjemføre sig den hvide førertrøje. Det kan imidlertid betyde, at han har lidt mere frihed på denne etape, hvor han altså sidste år var blandt de stærkeste. Med Mattia Cattaneo og Fausto Masnada ved sin side har han god støtte, og han er vant til højderne. Desværre faldt hans niveau voldsomt sidste år, og han skal stadig vise, at han kan genfinde fordums styrke. Samtidig er han ikke eksplosiv og derfor ikke skabt til denne stigning. Derfor skal han gøre forskellen før selve spurten, og det komplicerer det hele for den lille colombianer.

 

Movistars store styrke er, at de har så mange klatrere, at de kan angribe på skift. Samtidig har de alle mistet så meget tid, at de har langt mere frihed end flere af rivalerne. Deres måske bedste bud er Winner Anacona, der ganske vist mistede tid på 2. etape. Her dummede han sig imidlertid ved at angribe forinden, og derfor er det hans flotte enkeltstart, der i stedet skal bruges som rettesnor for hans form. Han er ganske ustabil, men når han er kørende, er han en fremragende klatrer og en af de bedste i dette felt. Han er ikke specielt spurtstærk, men har som sagt mere frihed.

 

Holdets næstbedste kort er den lokale helt Eduardo Sepulveda, der kørte fint på 2. etape, men skuffede en anelse på enkeltstarten. Det er imidlertid ganske længe siden, at han sidst har gjort sig gældende på tidskørsler, og derfor er det ikke nødvendigvis sigende for hans form. Heller ikke han er specielt spurtstærk, men han har før vundet en etape i Tour de San Luis og er derfor ofte godt kørende i januar, hvor hjemmeløbene altid er en god motivation. Han kan lukrere på Movistar kollektive styrke, og at han allerede har tabt en del tid.

 

En spændende rytter er Tiesj Benoot , der i sidste års Tour de France og Dauphiné viste, at han kan blande sig med klatrerne i de høje bjerge. Selvom han egentlig havde planer om at starte lidt stille ud, viste han på 2. etape, at han også i år er flyvende fra sæsonstart. Sidste år var han nærmest skræmmende stærk på stigningerne på Mallorca, og han er altså også denne gang godt kørende. En punktering på enkeltstarten kostede ham en del tid, og han har derfor mere frihed end mange rivaler. Stigningen her passer ham ganske perfekt, da han er en relativt stor rytter med en god spurt.

 

Darwin Atapuma og Peter Stetina røg begge ud af klassementet på dagens etape. Det burde imidlertid nu give dem stor frihed på denne etape som er deres helt store mål i dette løb. Begge har de før kørt stærkt i de argentinske løb, og deres præstation på 2. etape tyder på, at der er i ganske god form. Bedst chance har Atapuma, der er den mest eksplosive af de to, mens Stetina skal alene til mål. De mangler formentlig stadig en anelse for at nå deres bedste form, men måske kan den ekstra frihed kompensere for det.

 

Miguel Angel Rubiano er forsvundet fra den europæiske scene, men har i Colombia vist, at han fortsat er at regne som en glimrende klatrer. Han har aldrig kunnet matche de bedste i de høje bjerge, men til gengæld har han en fremragende spurt. Det er en stor fordel på en stigning som denne, der er som skabt til hans eksplosive egenskaber. Om han klatrer godt nok til at vinde, er usikkert, men han har i hvert fald evnerne til at gøre det færdigt, hvis han fortsat sidder med.

 

Endelig vil vi pege på den argentinske mester Gonzalo Najar. Han er et temmelig ubeskrevet blad, der imidlertid gjorde det flot på 2. etape. Også sidste år var han med fremme i dette løb, og han kan som en ung rytter i udvikling ventes at være endnu bedre. Det skal blive interessant at se, hvad han kan præstere på en svær etape som denne.

Man kan også have visse forventninger til German Enrique Chaves, Christian Camilo Munoz og Eduardo Corte, men det vil være overraskende, hvis de vinder.

 

OPDATERING: Efter et styrt på 4. etape er Peter Stetina blevet syet med tre sting i knæet. Hans fortsatte deltagelse er usikker.

 

Feltet.dks vinderbud: Rafal Majka

Øvrige vinderkandidater: Roman Villalobos, Oscar Sevilla

Outsidere: Rodolfo Torres, Winner Anacona, Eduardo Sepulveda, Tiesj Benoot

Jokers: Darwin Atapuma, Peter Stetina, Miguel Angel Rubiano, Omar Mendoza, Gonzalo Najar, Mattia Cattaneo

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Rui Costas sejr fra sidste år.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a San Juan
Nyheder Profil Startliste Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?