Optakt: 5. etape af Vuelta al Pais Vasco

Ruten

Vuelta al Pais Vasco inkluderer typisk mindst to dage, hvor klatrerne kan gøre en forskel, men 2017-udgaven af løbet er usædvanligt fattigt på stigninger. Faktisk er stort set alle favoritter i samme tid forud for løbets traditionelle kongeetape. Den er traditionelt kommet på 3. eller 4. etape, men for andet år i træk har man skubbet den til fredag, hvor den kommer som det naturlige klimaks i et løb, hvor etaperne gradvist er blevet sværere og sværere.

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Vuelta al Pais Vasco om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, og det vil ikke forhold sig spor anderledes i 2017. I år har man imidlertid valgt for første gang at køre op ad stigningen fra den stejle side, der for første gang blev benyttet på enkeltstarten sidste år.

Første del af etapen forskellig fra år til år. Sidste år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side. Helt i overensstemmelse med den generelle tendens i årets løb, har man denne gang helt udeladt Ixua og i stedet fremstår den indledende del etapen betydeligt mere moderat, end det var tilfældet for 12 måneder siden.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Med sine 139,8 km er der tale om en etape, der selv efter baskisk standard er usædvanligt kort. Starten går i Bilbao, mens finalen som vanligt finder sted på Alto de Arrate i udkanten af Eibar. Den første del består at et fladt stykke mod øst og sydvest, der kun kortvarigt afbrydes, når man slår en lille sløjfe syd om Eibar for at køre op ad kategori 2-stigningen Pagatzako Gaina (5 km, 5,62%), der er en ganske svær stigning med en stigning på 8,10% på de første tre kilometer. Toppen kommer efter 44,7 km, hvorefter man passerer centrum af Eibar for første gang ved den første spurt efter 68,1 km.

Den resterende del af etapen finder sted i det vanskelige terræn nord for Eibar, hvor man kører på kryds og tværs for at ramme mange af områdets stigninger. Straks efter spurten gælder det kategori 1-stigningen Izuako Gaina (6,2 km, 7, 02%), der er en relativt jævn stigning, som bliver vanskeligere mod toppen. Herefter kører man ned til et fladt stykke med dagens anden spurt, der kommer efter 82,6 km, hvorefter man skal op ad kategori 3-stigningen Trabakuako Gaina (7,2 km, 5,16%), der har to relativt stejle kilometer midtvejs, men ellers er meget nem. Efter en lille nedkørsel skal man igen op ad Izuako Gaina, hvis top nås for anden gang, når der resterer bare 33,6 km. Herfra kører man ned til den sidste spurt, der kommer i Etxebarria efter 115,4 km, inden man tager hul på næstsidste stigning, kategori 3-stigningen Urkaregiko Gaina (5 km, 5,7%). Der er tale om en relativt regulær stigning, der aldrig bliver stejl, og toppen nås når der resterer bare 18,9 km.

Nedkørslen leder tilbage til Eibar, hvor der venter en kort strækning på svagt stigende veje i dalen. Herefter gælder det den klassiske finale med kategori 1-stigningen Alto de Arrate (7,3 km, 6,71%), der findes i området nord for byen, men i år skal bestiges fra den stejle side. Her stiger den med hele 10,77% over 3,9 km, og både anden kilometer samt de sidste 900 m har et gennemsnit på mere end 12%.

Bjergspurten kommer med 2 km til mål, men vejen fortsætter med at stige, indtil rytterne når den røde flamme. Rytterne vil næsten alle kende denne finale, da den genfindes år efter år. Der er tale om en hurtig, teknisk nedkørsel, hvor det er umuligt, at der kan ske en regruppering, og afstandene er typisk de samme som på toppen. Der er flere sving på den sidste kilometer, og det sidste højresving kommer bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Etapen gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og en gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. Sidste år blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Vejret

Sidste år blev etapen kørt i voldsomt regnvejr, men i år er det ikke typisk baskervejr. Tværtimod får rytterne flot solskin og en temperatur på 18 grader. Der vil være en let vind fra nordøst, hvilket give sidemodvind på den første del af etapen. På rundstrækningerne i finalen vil der primært være sidevind, mens der vil være sidevind og modvind på sidste stigning.

Analyse af 4. etape

Alto el Vivero var ganske vist en hårdere stigning end den, der ventede i finalen på 3. etape, men den gjorde slet ikke samme skade på feltet, hvor alle de store navne ingen problemer havde med at følge med, og denne gang var Michael Matthews heller ikke i vanskeligheder. Samlet set havde etapen budt på langt mindre klatring, og selvom starten var hurtig, var det et relativt frisk felt, der ankom til bunden af stigningen. Derfor gav det anledning til langt mindre udskilning, og vi er derfor i den situation, vi forudså ved løbets begyndelse: at alle de favoritter, der ikke har været ramt af uheld, er i samme tid ved indgangen til de to afgørende etaper.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Etapen viste imidlertid, hvorfor etaper i Baskerlandet altid er umuligt at forudsige, og hvorfor det ikke er specielt morsomt at være sprinter i det spanske løb. Matthews viste igen, at han er en sublim klatrer, der kan overleve selv meget svære stigninger, men som hans holdkammerat Simon Gerrans oplevede to gange på lignende etaper sidste år, er det ikke altid nok at komme med over bakkerne. I 2016 var det Stephen Cummings og Luis Leon Sanchez - to ryttere, der i øvrigt i dag begge var involveret i meget grimme styrt - der med sene angreb forhindrede en reduceret massespurt, og denne gang har David de la Cruz og Primoz Roglic leveret tilsvarende bedrifter. På papiret har klatrestærke sprintere altid fremragende muligheder i Baskerlandet, men hvis ikke man er omgivet af et stærkt hold, kan det hele ofte være lige meget. Sunweb viste ellers forrygende styrke - et lovende tegn for Tom Dumoulins og Warren Barguils fremtidige klassementsambitioner, der langsomt skal transformere holdet fra sprint- og klassiker til grand tour-mandskab - ved at have hele fire mand med i front, men de kunne alligevel ikke holde det samlet, blandt andet fordi også Barguil styrtede i finalen. I det mindste kan Matthews efter onsdagens nedtur føle sig betrygget i, at han er klar til Amstel Gold Race, hvor han sammen med Bryan Coquard og Sonny Colbrelli må være favorit på den nye, mindre selektive rute.

Den store vinder var naturligvis Primoz Roglic, der virkelig har taget et kolossalt skridt i 2017. Jeg havde store forventninger til ham i 2016, men det hele endte lidt uforløst. Ganske vist udviklede han sig pludselig fra klatrer til enkeltstartsspecialist, men han skuffede stort i bjergene. I år besidder han tilsyneladende hele pakken. Han vandt samlet i Algarve og kørte en flot fjerdeplads hjem i Tirreno, og i dette løb virker han endnu skarpere. Han har siddet med stort overskud på stigningerne og ligner en mand, der kan blande sig med de bedste fredag. Hvis han samtidig kan køre enkeltstarter som i Algarve og Italien, har han en stor chance for at vinde samlet.

Også David de la Cruz imponerede på stigningen, og han viste, at gårsdagens sejr bestemt ikke var nogen tilfældighed. Han så ud til med lethed at svare på angrebene fra selv de store favoritter, og det lover godt forud for kongeetapen, hvor han sagtens kan overraske positivt igen. Enkeltstarten gør det stadig umuligt at vinde samlet, men der er udsigt til endnu et topresultat for Quick-Step, der ellers så ud til at være på hælene, da bygen af uheld startede for Julian Alaphilippe. Det er netop det, der kendetegner det belgiske superhold: uanset om kaptajnerne skuffer eller ej, har man altid en rytter, der kan køre med om de sjove placeringer.

De la Cruz må imidlertid sende en særlig tak til Enric Mas for stadig at være i førertrøjen. Det har længe været klart, at den unge spanier er et stort klatretalent, men at han som nyprofessionel kan kontrollere en svær etape i et af årets hårdest WorldTour-løb med en sådan overlegenhed er ganske enkelt suverænt. Han havde lidt svært ved at finde benene efter en lovende start i Australien, men i dag beviste han, at også han kan skrives på listen over spanske klatretalenter, der er klar til at indtage scenen, når de store stjerner Contador og Valverde engang takker af.

For Contador endte dagen som endnu en katastrofe. Allerede efter 1. etape problematiserede vi det forhold, at den spanske stjerne efterhånden er involveret i så mange styrt, at det ikke længere kan tilskrives ren tilfældighed. I dag væltede han så igen, og selvom det rapporteres fra Trek-lejren, at han kun har overfladiske skrammer, er det bestemt ikke ideelt i hans forsøg på at blive den første rytter, der vinder samlet i Baskerlandet fem gange. Mod slutningen af etapen var der frygt for, at også han havde været involveret i Sanchez’ og Barguils styrt i finalen, men der var i stedet tale om en punktering, og spanieren var således kun i asfalten én gang.

En anden taber var igen Movistar. For anden dag i træk mistede Alejandro Valverde en mulighed for at spurte om en etapesejr, fordi holdet fejlede i jagten på en sen udbryder. Den spanske veteran havde ellers Victor De La Parte, Ruben Fernandez og Gorka Izagirre hos sig i finalen, men på intet tidspunkt sendte han dem frem for at jagte. Om det var tilstedeværelsen af Matthews, der fik dem til at tøve, skal være usagt, men et faktum er det, at Valverde, der ser ud til at være helt forrygende kørende, nu to gange har smidt noget, der kunne være blevet til en etapesejr.

Endelig er det altid interessant at benytte løbet til at gøre status over de folk, der ventes at brillere i Ardennerne. Historien viser, at man altid skal være varsom med at drage for mange konklusioner på folk, der primært bruger løbet som forberedelse, men alligevel er det værd at notere sig, at folk som Simon Gerrans, Michael Albasini, der ellers har vist stor spurtstyrke, og Julian Alaphilippe, der har været i asfalten, i dag havde det meget svært på stigningerne. Alaphilippe har vist, at formen er god og må være mærket af styrtet, men for Gerrans og Albasini ser det bestemt ikke lovende ud. Heller ikke Samuel Sanchez, der sidste år kørte så fremragende både her og Ardennerne, er på sit højeste niveau, og det var en stor skuffelse at se ham blive sat i dagens finale, hvor selv en sprinter som Matthews kunne hænge på.

Favoritterne

Ved starten af årets løb var det klart, at klatrerne med stor sandsynlighed kun ville have én chance for at vinde tid forud for den helt afgørende enkeltstart. Som ventet kunne hverken 3. eller 4. etape gøre nogen stor forskel, og derfor befinder vi os i det ventede scenarium ved indgangen til løbets kongeetape. Nu er der imidlertid ikke længere plads til at vente: fredag skal kortene på bordet.

Kongeetapen til Arrate har som sagt været en fast bestanddel af løbet siden 2009, men i år har man givet dem et meget interessant tvist ved denne gang at benytte opkørslen fra den stejle side. Historisk set har der ellers ikke været store forskelle på denne etape, men den nye finale er så hård, at klatrerne denne gang virkelig kan gøre en forskel. Stigningen blev som bekendt benyttet på enkeltstarten sidste år, og alle, der så med dengang, vil helt sikkert kunne huske, at der er tale om et meget svært bjerg. Det er det eneste stigning i årets løb, der kan karakteriseres som en klassisk baskisk mur, som løbet i år ellers er helt uhørt fattigt på, og de giver altid anledning til spektakulært cykelløb. Desværre er stigningen imidlertid også meget kort, og det er derfor ikke en dag, hvor der kan vindes minutter. Afstandene inden enkeltstarten vil mellem de bedste være meget beskedne.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Til gengæld for den hårdere finale har man gjort den øvrige del af etapen meget nemmere, og der er slet ikke tale om en gentagelse af sidste års brutale etape, hvor dårligt vejr bidrog til at gøre den mere selektiv end vanligt. Denne gang er de første stigninger af betydeligt nemmere karakter, og derfor skal det hele afgøres på sidste stigning. Mange vil imidlertid erindre Diego Rosas sejr fra sidste år, og for langt de fleste er det samtidig sidste chance for at vinde en etape. Derfor vil angrebslysten igen være stor, og vi kan vente en forrygende hurtig indledning. Udbruddet vil først blive etableret sent, og vi kan sagtens nå frem til første stigning, inden det lykkes at komme fri. Sker det vil vi få et meget stærkt udbrud, hvor bl.a. Jakob Fuglsang burde have gode muligheder for at komme med.

Udbruddet har imidlertid ikke mange chancer for at holde hjem. Dette er etapen, som Alejandro Valverde, Sergio Henao, Simon Yates og Alberto Contador alle vil vinde, og deres hold vil kontrollere det hele stramt. Ganske vist er der ikke bonussekunder, men alle drømmer om at vinde etapen til Arrate. Derfor er det næsten utænkeligt, at der ikke vil være skabt samling i bunden af sidste stigning. Samtidig har det meget stærke Sky-mandskab en interesse i at gøre løbet så hårdt, at Henao kan vinde meget tid forud for enkeltstarten, og det betyder, at det vil blive en hurtig etape. Derfor skal det hele med meget stor sandsynlighed afgøres mellem favoritterne på sidste stigning, hvor Sky og Movistar sandsynligvis vil gøre det hårdt fra start. Trek har en tilsvarende interesse, men de har ikke holdet til at gøre det. Til gengæld kan vi forvente, at der bliver angrebet relativt tidligt, specielt fra Henao, der som sagt har behov for at maksimere tidsforskellene.

Som etapevinder vil vi imidlertid pege på Alejandro Valverde. Selvom man ikke skulle tro det muligt, synes den spanske veteran at være bedre end nogensinde. Aldrig tidligere har han for alvor kunnet matche Chris Froome og Alberto Contador på en lang, stejl stigning, men det gjorde han på Lo Port i Volta a Catalunya. Ikke blot kunne han følge med, han satte endda stjernerne til vægs. I det hele taget viste han med tre etapesejre, at han er i storform, og det er ikke overraskende, at han næsten ikke kan skjule begejstringen for, hvor godt han føler sig kørende.

Den korte, stejle opkørsel til Arrate passer Valverde endnu bedre end Lo Port. Den er kortere og mere eksplosiv, og dermed perfekt for en mand, der så mange gange har erobret Mur de Huy. Samtidig er den tekniske finale med det sene sving skræddersyet til Valverde, der er nærmest helt umulig at slå, hvis ikke han er blevet sat, når feltet har nået toppen af stigningen. Opkørslen er stadig så hård, at Valverde bestemt kan slås, men i lyset af hans nuværende form må han være favorit.

Hans største rival kunne meget vel blive Sergio Henao. Colombianeren har siden 2013 udviklet sig til Mr. Vuelta al Pais Vasco, og han har været den dominerende skikkelse på de baskiske stigninger. Ganske vist har han endnu ikke vundet samlet, men tre gange er han startet den sidste enkeltstart med den gule trøje på sine skuldre. Det fortæller alt om, at han er skræddersyet til de stejle, baskiske stigninger, der er blevet hans specialitet. I år viste han evnerne på disse mure med sin suveræne opvisning i Fayence i Paris-Nice. Arrate er en anelse længere end Henaos favoritstigninger, men den er ikke så lang, at det burde være et stort problem. Stejlheden er perfekt for den eksplosive colombianer, der samtidig er relativt hurtig på stregen. Han skal selvfølgelig af med Valverde, men det er ikke umuligt, hvis han stadig har formen fra Paris-Nice. Vi var lidt bekymrede over hans svage præstation i GP Miguel Indurain, men der var han landet fra Colombia bare kort inden. Dette løb er hans store mål, så han må simpelthen være på sit topniveau.

Løbets bedste klatrer er Alberto Contador, der klart har tilkendegivet, at han er i god form. Det var også klart i Paris-Nice og Catalonien, men denne finale er ikke helt ideel for spanieren, der er bedre på længere stigninger og mere udmarvende etaper. Samtidig har de mange styrt bestemt ikke været ideelle for den spanske stjerne, men det ændrer ikke på, at han på papiret er løbets bedste klatrer. Hvis han er på sit topniveau, er Contador normalt i stand til at sætte alle i dette felt, også på en stigning som denne, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han vil gøre det igen denne gang.

Simon Yates var forrygende kørende i Paris-Nice, men blev slået ud af sygdom. Med en fuldstændig suveræn præstation i lørdagens GP Miguel Indurain viste han imidlertid, at han er tilbage i absolut topform, og han lurer som en stor trussel på denne etape. Han er meget eksplosiv på korte, stejle stigninger som denne, og efter at en punktering kostede ham klassementet, får han måske lidt mere frihed end de øvrige favoritter. Yates har alle egenskaber til at vinde denne etape, specielt fordi han også er hurtig på stregen.

Der er kun én rytter, der kan slå Valverde i en spurtafgørelse: Julian Alaphilippe. Franskmandens tilstand er imidlertid lidt usikker. Han styrtede i går, og selvom han kun fik overfladiske skrammer, sad han i dag i gruppettoen. Det indikerer, at han ikke er på toppen. På den anden side viste han sin gode form på 1. etape, hvor han angreb i finalen, og historien viser, at man aldrig skal afskrive sportens måske allerstørste talent. Den sidste stigning er på grænsen af, hvad han kan klare, men stejlheden burde tiltale ham. Han skal grave dybt for at hænge på, men har han igen fundet superbenene, er det bestemt muligt, og så kan han sagtens vinde en spurt.

Dette løb er forårets store mål Ion Izagirre , der har lignet en mand med kolossalt overskud. Han har altid været enormt stærk på de baskiske stigninger, hvis stejle procenter og relativt korte længder passer ham storartet. Han har ikke det samme punch som de mere eksplosive ryttere, men han har lignet en mand med kolossalt overskud på de første etaper. For to år siden var han blandt de allerbedste i dette løb, og denne gang ser han ud til at være endnu bedre. Han er frygtløs på en nedkørsel, og kan han komme først gennem sidste sving, kan han sagtens vinde.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Romain Bardet har haft en svær start på sæsonen, men nu er formen ved at være der. Han brugte Catalonien til at finde løbsrytmen og hævdede, at han undervejs blev bedre og bedre. I dette løb har han set stærk ud, og på papiret er han en af de absolutte topklatrere. Han havde foretrukket en længere stigning, men han har et ganske fint punch. Da han ikke er en trussel på enkeltstarten, kan han få den nødvendige frihed i finalen.

Med tanke på enkeltstarten får Rigoberto Uran svært ved at vinde samlet, men han må være klar til at gå efter en sejr på kongeetapen. Colombianeren fandt igen sine bedste ben sidste efterår, og det momentum har han taget med ind i 2017, hvor han satser på klassikerne. Han kørte fremragende i Tirreno og har set stærk ud i dette løb. Han har det rette punch til denne stigning og er samtidig hurtig i en spurt.

Også Primoz Roglic ligner en mand med uhørt gode ben. Sloveneren har siddet med stort overskud på stigningerne, og som nævnt ovenfor har han i år nået et helt nyt niveau. Hidtil har han haft lidt problemer på længere stigninger, men han har et solidt punch til en stigning som denne. Det bliver ikke nemt at vinde etapen, men Roglic kan sagtens overraske ved at matche de allerbedste.

Som vanligt har Warren Barguil haft en stille start på året, men nu er han tydeligvis i form til klassikerne, der er hans store mål. Også han har lignet en mand med stort overskud, og han er generelt stærk på eksplosive stigninger som disse. Nøjagtigt som Bardet er han ikke en trussel på enkeltstarten, og det kan give ham frihed til at angribe.

I vores analyse pegede vi på, at David de la Cruz har imponeret. Spanieren har endnu ikke blandet sig med verdens allerbedste i så svær en finale, men han bliver hele tiden bedre og bedre. Vi vil ikke blive overraskede, hvis han i morgen sidder med meget tæt på de store stjerner, og selvom han næppe vinder etapen eller forsvarer trøjen, kan han sagtens køre med, hvor det er sjovt.

Simon Spilak har ikke meget punch, men han elsker alligevel de baskiske stigninger. Han er meget komfortabel, når det bliver stejlt og angriber stort set altid på kongeetapen i dette løb, hvor han er en stor figur. Efter et sygdomsramt 2016 er han tilbage i storform, og han vil helt sikkert sætte sit præg på finalen, med stor sandsynlighed med et angreb fra distancen.

Stortalentet Jaime Roson var måske den stærkeste mand i Coppi e Bartali, og i dette løb har han set meget skarp ud. Han har angrebet både på 3. og 4. etape og er nu klar til den etape, der passer ham bedst. Han har ikke meget punch og vinder næppe etapen, men vinderen af kongeetapen i Tyrkiet Rundt kan sagtens blande sig med stjernerne.

Endelig vil vi pege på Michal Kwiatkowski. Arrate har altid været for svær for ham, og det bør den være igen denne gang. På den anden side har polakken været flyvende i år, og han har trods alt været på podiet i Fleche Wallonne, hvor man også skal op af en meget stejl stigning. Denne er længere, og derfor bør han komme til kort, men er han stadig med når de når toppen, har han alle chancer for at vinde en spurt.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Sergio Henao, Alberto Contador

Outsidere: Simon Yates, Julian Alaphilippe, Ion Izagirre, Romain Bardet, Rigoberto Uran

Jokers: Primoz Roglic, Michael Woods, Warren Barguil, David de la Cruz, Simon Spilak, Jaime Roson, Michal Kwiatkowski