Optakt: 6. etape af Paris-Nice

Ruten

Efter 5 dage, der har været domineret af sprintere og puncheurs, er vi endelig nået frem til Middelhavskysten og dermed de berømte bakker i området omkring Nice, hvor de afgørende slag altid er blevet udkæmpet. Fredag markerer starten på tre helt afgørende klassementsdage, der vil give klatrerne mulighed for at slå tilbage efter enkeltstarten. Første chance kommer på fredagens lange kuperede etape, hvor de eksplosive puncheurs kan se frem at boltre sig, og hvor det er muligt at vinde lidt tid i kampen om den endelige sejr.

Sjette etape er med sine 198 km igen en relativt lang sag, der starter i torsdagens målby Sisteron og slutter i Vence, der ligger bare få kilometer vest for Nice et lille stykke inde i landet. Stort set hele dagen går det mod sydøst ud mod kysten, men der er stor forskel på vanskelighederne i etapens to halvdele. Indledningsvis er det nemlig relativt fladt, indtil det eft ca. 15 km begynder at stige ganske let over mere end 50 km frem til byen Saint-Andre-les-Alpes, der passeres efter 71 km. Undervejs kommer den første spurt efter 36,5 km. Herefter flader det ud, inden en lille nedkørsel leder frem til Castellane efter 91,5 km.

Etapen ænder nu karakter, efterhånden som man passerer syd om Alperne og berører det kuperede område. Først gælder det kategori 2-stigningen Col de Luens (6,6 km, 4,7%) med top efter 101 km, inden et let stigende stykke leder frem til kategori 2-stigningen Col Bas (1,7 km, 7,2%) i mere end 1000 m højde efter 121 km. Herefter følger en lang nedkørsel der over knap 70 km leder feltet ned i havniveau, men undervejs venter to korte kategori 2-stigningen, Cote de Cipieres (2,8 km, 5,6%) og Cote de Gourdon (3,8 km, 4,2%), der med top efter hhv. 149 og 159,5 km bryder det faldende terræn.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Nedkørslen afsluttes, når der resterer lidt mere end 10 km, hvor finalen indledes. Det sker i bunden af den stejle kategori 1-stigning Cote de la Colle sur Loup (1,8 km, 10%), der har top med bare 8,5 km til stregen. En kort nedkørsel leder ned til den sidste spurt, der kommer med 5,5 km igen, hvorefter endnu en lille bakke venter 5 km fra mål. Over 2 km stiger den med ca. 5% i gennemsnit, inden det flader ud de sidste 3 km. Der er ingen skarpe sving på den bugtende vej i de sidste 5 km, hvor man skal gennem to rundkørsler på næstsidste kilometer, inden vejen buer ind på den 600 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Vence har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Vejret ser bestemt ikke opløftende ud til weekendens to afgørende etaper, men i første omgang lever løbet dog op til dets tilnavn, Løbet mod Solen. Fredag byder nemlig kun på enkelte skyer, men med en temperatur på 13 grader er det ikke varmt efter vanlig Paris-Nice-standard. Der vil bare være en let vind fra syd og sydøst, hvilket giver mod- og sidemodvind stort set helt dagen. Det varer ved helt frem til de sidste ca. 5 km, hvor der venter medvind, indtil man på de sidste 2 km gradvist drejer ind i sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 5. etape

Under forskellige navne har Direct Energie været et fast element i alle de store franske løb i mere end et årti. Efter den gyldne epoke med Thomas Voecklers store bedrifter i Touren har der imidlertid i de senere år været langt mellem snapsene på den store scene. Faktisk er det først med Lilian Calmejanes gennembrud, at holdet igen har været i stand til at gøre sig gældende på WorldTouren, hvor det unge talent med sejre i Vueltaen i 2016 og Touren i 2017 har brudt en WorldTour-sejrstørke, der strakte sig helt tilbage til Thomas Voecklers udbrudssejr i Dauphiné i 2013.

Forventningerne var da heller ikke voldsomt store forud for årets Paris-Nice, der atter er et sæsonhøjdepunkt for det franske mandskab. Selvfølgelig havde man en formstærk Jonathan Hivert, der netop havde knust alle rivaler i Tour du Haut Var, ligesom Thomas Boudat havde taget en gennembrudssejr i Ruta del Sol, men den almindelige antagelse var alligevel, at det nok måtte være op til Calmejane at levere den helt store succes i Løbet mod Solen. Da kaptajnen imidlertid for første gang kører klassementet i et stort etapeløb, var hans sejrschancer dog mere beskedne end vanligt, og mulighederne for en etapesejr var derfor ikke store.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

På den baggrund var der næppe nogen, der havde forventet, at man efter fem dage i forårets første store løb ville kunne notere to sejre til et af løbets allermindste hold. Som sagt kom det ikke helt ud af den blå luft, at formstærke Hivert kunne komme hjem med en gevinst, men hvis nogen havde spillet penge på sejr til Jerome Cousin, ville de formentlig prompte være blevet henvist til psykiatrisk indlæggelse. Den altid loyale franskmænd har nemlig igennem en lang karriere været en af feltets helt anonyme hjælpere, der ud over en udbrudssejr i Etoile de Besseges helt tilbage i 2013 aldrig har været i nærheden af noget som helst.

Allerede i går blev vi imidlertid klar over, at Cousin var kommet til løbet i god form. Her kørte han nemlig en chokerende god enkeltstart, hvor han længe havde bedste tid på toppen af den 8 km lange stigning, der indledte etapen. Med tanke på, at han havde kørt stærkere end motorer som Thomas De Gendt og Dylan Van Baarle, der begge havde givet den alt, var det således klart, at Cousin måske aldrig havde været stærkere. Alligevel skulle meget falde i hak, hvis han skulle vinde en etape, da han hverken er kendt for spurt- eller klatreevner og derfor er alt andet end en klassisk vindertype.

Af og til vinder man imidlertid cykelløb med hovedet og ikke med benene og ved at spille poker og gamle. Det var præcis, hvad Cousin gjorde i dag, da han sad i finalen med Nils Politt og havde mulighed for at sikre sig karrierens største sejr. Om han har et dybt kendskab til sine rivaler, skal jeg lade være usagt, men kender man lidt til Politt, ved man, at den tyske motor af og til kører lidt med hovedet under armen. I sin korte karriere har han gang på gang vist enorm styrke i fladt terræn, men han har også ofte vist, at han ikke er bange for at ødsle med kræfterne.

Derfor var det ikke en dum gambling, da Cousin valgte at stole på, at Politt ville påtage sig det meste ansvar i finalen. Samtidig udnyttede han klogelig, at tyskeren aldrig tidligere har været i nærheden af sejren i så stort et løb, og at hans nerver derfor med stor sandsynlighed ville spille ham et puds. Den kombination samt det forhold, at få har en motor som Politt, gjorde ham til den perfekte makker for Cousin, hvis pokerspil gav en helt uventet belønning. Nogen vil måske hævde, at taktikken var usympatisk, men af og til narrer den kloge som bekendt den mindre kloge. Og tænker man på, hvor ofte Cousin helt uden for rampelyset har slidt for sine kaptajner, er det svært at være dybt fortørnet over, at han sikrede sig en triumf, som han aldrig i sin vildeste fantasi havde drømt om.

For Politt var der naturligvis tale om en nedtur, men han kan stadig være stolt af sin præstation. Vigtigst er det, at han fik vist over for Katusha, at det ikke er uden grund, at han i år er blevet tildelt en kaptajnrolle i brostensklassikerne. Efter tabet af Alexander Kristoff har Katusha nemlig ikke meget at komme med på det ru underlag, og derfor er Politt blevet givet chancen sammen med Tony Martin. Han er stadig for tung til de flamske klassikere, men med hans store motor bliver han meget interessant at følge i Roubaix i de kommende år.

Mens Cousin jubler, og Politt vel sidder med lidt blandede følelser, kan der ikke være tvivl om stemningen hos sprinterholdene. Kun Quick-Step og Lotto tog reelt et ansvar for at skabe samling, mens Mitchelton-Scott og Astana begge forsøgte sig med samme pokerspil som Cousin. De ventede og ventede, selvom de begge sad med utallige ryttere i finalen, med modsat Cousin havde de bestemt ikke en heldig hånd med deres bluff. Quick-Step og Lotto viste sig nemlig ikke villige til at bruge deres klassementsryttere Alaphilippe og Wellens dagen inden løbets første vigtige etape, og derfor var det alt for sent, da Mitchelton først til allersidste sendte Mathew Hayman og Astana Omar Fraile til fronten. Resultatet blev en lang næse til dem alle - og specielt til Greipel, der efter sit holds store arbejde blev en lidt ufortjent taber i kampen om etapesejren, som han med sin spurtsejr formentlig kunne have sikret sig, hvis andre hold havde reageret anderledes.

Etapen bekræftede også en lidt kedelig tendens hos Arnaud Demare: at franskmanden simpelthen restituerer dårligt. Vi har gang på gang set, hvordan han i etapeløb falmer efter en stærk start, og det har specielt været åbenlyst, hvordan han har haft det svært efter den første uge i grand tours. Efter fremragende klatrepræstationer på 1. og 3. etape var han i dag pludselig en af de tungeste sprintere, og dermed blev der endnu en gang sat en streg under, at Demare ikke er en mand til lange etapeløb. Hvis han nogensinde havde drømt om den grønne trøje i Touren, kan han formentlig godt skyde en hvid pind efter alle sådanne tanker.

Etapen blev også en nedtur for John Degenkolb og Nacer Bouhanni. Jeg har hele tiden bevaret troen på, at formen nok skulle komme, og at deres manglende resultater i høj grad skyldtes uheld. Efter dagens meget skuffende præstation fra dem begge, må alarmklokkerne imidlertid nu bimle overalt. Der er ikke i skrivende stund noget, der tyder på, at Bouhanni vil være i stand til at vinde sit drømmeløb i Sanremo, eller at Degenkolb bliver den vanlige afgørende faktor i perioden mellem Sanremo og Roubaix.

Endelig fortjener Esteban Chaves at blive nævnt. Colombianeren har været flyvende siden Herald Sun Tour og har efterladt et ekstremt positivt indtryk siden starten på dette løb. Han lignede en oplagt vinderkandidat på lørdagens kongeetape, men uheldet synes ingen ende at tage for den smilende colombianer. I dag røg han i asfalten i finalen, og længe var der usikkerhed om hans skæbne. Heldigvis gennemførte han etapen og tabte pga. 3 km-reglen ikke tid. Han skulle ikke have slået sig væsentligt, men man kan frygte, at han vil være sat tilbage, netop hans terræn melder sin ankomst. Om 24 timer er vi meget klogere, når rytterne har været igennem den første af de tre afgørende etaper.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

BEMÆRK: Det er siden kommet frem, at John Degenkolb lider af bronchitis.

Favoritterne

For klatrerne er Paris-Nice en lang gemmeleg, hvor de lette folk skal forsøge at komme igennem det etaperne i det forblæste og ofte kolde og regnfulde Nordfrankrig, inden de endelig kan boltre sig på stigningerne under sydens sol nær Nice. Efter fem dage i relativt let terræn er det nu endelig tid til den første af de tre etaper, der vil afgøre løbet og vil give klatrerne mulighed for at svare igen efter onsdagens enkeltstart.

Etaperne i området omkring Nice har varieret meget i sværhedsgrad, og i år er terrænet ikke det allerhårdeste. Kun 7. etape vil med sikkerhed skabe forskelle, mens 6. og 8. etape er præget af de relativt korte, ofte ikke specielt stejle stigninger, der kendetegner regionen og løbet. Fredagens etape er et godt eksempel på den type ruter, der ofte har været benyttet. Det er ikke uden grund, at Paris-Nice ofte afgøres med små marginer. Heller ikke denne etape ventes nemlig at skabe kolossale forskelle.

Etapen minder meget om Mur de Fayence-etapen fra sidste år, hvor Sergio Henao knækkede Julian Alaphilippe, og Simon Yates med et smart angreb tog en solosejr. Igen venter der en kort, stejl puncheurstigning i finalen, men modsat sidste år slutter man ikke på toppen. Det gør det langt sværere at skabe forskelle, og risikoen for, at der sker en regruppering efter toppen, er relativt stor.

Stigningen i sig selv imidlertid lang og stejl nok til, at der kan skabes forskelle. På 3. etape så vi, hvordan en relativt blød bakke kunne få feltet til at eksplodere, og der er derfor ikke tvivl om, at stigningen vil blive brugt til angreb. Det store spørgsmål er, om det vil være muligt for en lille gruppe at samarbejde efter toppen, eller om det vil gå som i tirsdags, hvor Alaphilippe, Wellens, Fuglsang, Ion Izagirre og Lilian Calmejane kiggede så meget på hinanden, at de missede muligheden for at gå efter sejren og vinde tid.

Under alle omstændigheder burde det være en dag for favoritterne. Terrænet er ganske vist kuperet og klassementet relativt sat, så der vil være stor angrebsinteresse. Det vil tage tid at få etableret et udbrud, men med en flad start skulle det være muligt at sikre, at der ikke kommer en alt for stærk gruppe afsted. Når udbruddet er kørt, vil Astana formentlig være fint tilfredse med at lade dem stjæle bonussekunderne, hvis ikke trøjen er truet. Derfor vil der være op til andre at lukke hullet.

Etapen har imidlertid navnet Alaphilippe skrevet du over det hele, og derfor må Quick-Step være klar til at tage ansvar. Det samme vil formentlig være tilfældet for Lotto Soudal, der øjner en mulighed med Tim Wellens, og UAE Team Emirates, der tørster efter lidt succes og har en hidtil meget anonym Dan Martin. Også Bahrain-Merida er fyldt med selvtillid og kunne tænkes at jagte, og derfor er der rigeligt med interesse i at skabe samling.

Etapen byder på ganske mange højdemeter, men da anden halvdel hovedsageligt er faldende, vil det formentlig være et relativt stort felt, der rammer kategori 1-stigningen. Den er kort og eksplosiv og vil passe til ardennertyper som Julian Alaphilippe, Sergio Henao og Tim Wellens og vil formentlig give anledning til, at der etableres en lille gruppe på toppen. Kan de se en interesse i at samarbejde - og det burde der være gode muligheder for, da mange har tabt tid efter enkeltstarten - vil de have gode chancer for at holde hjem. Meget vil afhænge af, om Sky får Poels og/eller Henao med. Hvis ikke, er briterne nemlig så stærke, at de vil kunne organisere en jagt.

Er samarbejdet dårligt, vil der kunne ske en regruppering, og så kan det blive hvad som helst. Bakken i finalen er perfekt til angreb, og der er ikke mange andre hold end Sky, der vil have mange folk til at kontrollere. Derfor kan det i den situation blive en lidt tilfældig klatrer, der med et veltimet angreb kan sikre sig sejren. Det tredje scenarium er naturligvis, at det skal afgøres i en spurt i en gruppe, der dog under alle omstændigheder næppe vil består af mere end 15-20 mand.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I alle scenarier har Julian Alaphilippe en mulighed for at vinde. Franskmanden vil formentlig være den hurtigste mand i en spurt, men det vil han næppe vente på. Han ved nemlig, at han får det svært mod Poels på lørdag, og derfor skal han forsøge at sætte hollænderen under pres i en finale, der passer ham fremragende. Derfor forventer vi, at Alaphilippe vil tage initiativet på stigningen, og efter hans præstation i tirsdags, hvor han var klart stærkeste mand, forventer vi, at det samme vil være tilfældet på en stigning, der er skræddersyet til ham. Om han kan komme af med alle, er usikkert, men da der er gode chancer for, at Sanchez bliver sat tilbage, vil interessen i at holde den gående på toppen, formentlig være stor. Derfor tror vi, at en lille gruppe af de allerbedste vil holde hjem, og her vil Alaphilippe være hurtigst. Derfor peger vi på franskmanden som vores favorit.

Hidtil har vi ikke set meget til Dan Martin, der bare har ventet og ventet på sine etaper. De kommer nu, og dette er bestemt ikke en dårlig dag for en ardennerekspert som Martin. Han har som ventet tabt en del tid på enkeltstarten, men han har set ganske velkørende ud på stigningerne hidtil. Han vil formentlig være blandt de stærkeste på denne type stigninger, og selvom han er bedst til at spurte på en bakke, er han også hurtig på flad vej. På papiret er Alaphilippe hurtigere, men meget kan ske efter en hård finale. Dertil kommer, at Martin i kraft af sit tidstab har mere frihed og derfor måske kan snige sig væk til en forløsende sejr i et ret skidt løb for UAE.

Finalen passer også helt perfekt til meget formstærke Jonathan Hivert. Det var ikke uden grund, at han vandt i tirsdags. Han var nemlig ikke bare ”heldig” med at ramme det rette fremstød, han var også en af de stærkeste på stigningerne. Denne stigning er naturligvis langt sværere, men sejren på La Camperona i Castilla y Leon sidste år vidner om, at han er god på korte, meget stejle opkørsler. Måske kan han ikke følge de allerbedste, men sker der en regruppering, er han formentlig den rytter, der har den bedste chance for at slå Alaphilippe i en spurt. Dertil kommer, at han er ude af klassementet og derfor vil have mere frihed end rivalerne til at angribe.

Skal man pege på to ryttere, der kan køre alene hjem fra sidste stigning, må det være Alaphilippe og Wout Poels . Med sejren på enkeltstarten fik hollænderen vist, at al tvivl om hans form er helt ubegrundet. Dermed kan han meget vel vise sig at være allerbedste klatrer i dette løb, og han har gang på gang vist, at han er fremragende også på korte stejle stigninger. Er han lige så stærk, som 4. etape antyder, vil vi ikke blive overraskede, hvis han kører fra alt og alle og sikrer sig sin tredje sejr i år på imponerende solomaner.

Tim Wellens er også ardennerspecialist, hvilket han senest viste med sejren på en puncheuretape i Ruta del Sol. Han har været forrygende kørende siden sæsonstart og var eneste mand, der kunne følge Alaphilippe i tirsdags. Den sidste stigning er en anelse stejl for en stor fyr som Wellens, men han viste i Andalusien på kongeetapen, at han har forbedret sin klatring markant. Han er ikke så hurtig som Alaphilippe på stregen, men han har ofte vist, at han har en glimrende spurt, specielt efter et hårdt løb, hvor meget kan være forandret. Samtidig er han aldrig bange for at angribe i en ukontrollerbar finale, og han har formen til at gøre det færdigt.

En rytter, der aldrig er bange for at angriber, er Lilian Calmejane. Franskmanden har som altid været godt kørende fra sæsonstart og har hele tiden bygget formen op frem mod dette løb, hvor han satser på at køre klassement. Han har en fantastisk næse for at time et angreb, og denne type relativt korte stigninger er som skabt til hans ryttertype. Han har tabt lidt tid efter enkeltstarten og vil få lidt frihed. Samtidig er han hurtig på stregen og var en af de stærkeste på stigningen i tirsdags.

Det samme var Sergio Henao. Colombianeren har ellers skuffet den seneste tid, men specielt med den gode enkeltstart viste han, at han måske er tilbage. Er det tilfældet, har han gang på gang udmærket sig som en af verdens absolut bedste på denne type stigninger. Hans problem er, at han ikke er voldsomt hurtig i en flad spurt, men han har til gengæld den fordel, at Sky meget vel kan sidde i overtal. Mens alle kigger på Poels, er det ikke klart, hvem der skal lukke til Henao, når den forsvarende mester angriber.

Sidste år vandt Simon Yates den tilsvarende etape med et smart angreb til sidst. Det samme gjorde han på en Vuelta-etape for et par år siden, og denne form for ukontrollerbar finale med korte, stejle stigninger er præcis, hvad han elsker. Han skuffede stort på 3. etape, men hans enkeltstart tyder på, at der bare var tale om en dårlig dag. Holdet har da også meldt ham i god form, og han burde derfor være fremme i en finale som denne. Yates kan om nogen time et angreb og med sin gode spurt kan han samtidig sætte eventuelle følgesvende til vægs.

En anden specialist på korte stejle stigninger er Alexis Vuillermoz, der synes at være i god form efter en lidt skuffende sæsonstart. I hvert fald imponerende han med sit angreb på 1. etape, ligesom han kørte en flot enkeltstart, der normalt er hans hadedisciplin. Han har tabt relativt meget tid og er ikke bange for at angribe. Samtidig er han ganske hurtig på stregen.

Andre spurtstærke ryttere, der vil kunne sidde med på en hård etape som denne er Jarlinson Pantano, Tony Gallopin, Patrick Konrad, Gorka Izagirre, Luis Leon Sanchez, Felix Grossschartner, Nicolas Roche og Jesus Herrada, men det er kun Pantano, der umiddelbart har en chance for at slå Alaphilippe, og hans form synes ikke at være i top. Dylan Teuns og Rudy Molard vil også være fremme, men de kan reelt kun spurte på en bakke.

Endelig vil vi pege på Bauke Mollema og Richard Carapaz . Begge har de tabt meget tid på enkeltstarten, men begge har de samtidig været ganske godt kørende på stigningerne. I kraft af deres store tidstab vil de have en frihed, som de måske kan lukrere på.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Dan Martin, Jonathan Hivert

Outsidere: Wout Poels, Tim Wellens, Lilian Calmejane, Sergio Henao, Simon Yates

Jokers: Alexis Vuillermoz, Jarlinson Pantano, Patrick Konrad, Jesus Herrada, Bauke Mollema, Richard Carapaz