Optakt: 6. etape af Tour de France

Ruten

Mur de Bretagne har vel altid været kendt som Bretagnes mest ikoniske stigning, men da den som regel har ligget midtvejs på Tour-etaperne varede det længe, inden den blev kendt i en bredere cykeloffensiv. Det ændrede sig imidlertid i 2011, hvor Cadel Evans for første gang viste, at han var klar til at vinde løbet, da han på målfoto besejrede Alberto Contrador i forbindelse med den første etapeafslutning på den korte, stejle bakke, og siden har Alexis Vuillermoz i 2015 også taget en stor sejr på den ikoniske stigning. Efter tre års fravær vender den tilbage som scenen for den første lille klatretest for løbets favoritter, og selvom etapesejren formentlig bliver et anliggende for de eksplosive puncheurs, vil to sene passager af stigningen give de første små tegn på, hvem der har skruet klatrebenene rigtigt på - og måske snarere hvem der ikke har - i årets udgave af verdens største cykelløb.

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem Brest og Mur-de-Bretagne. Startbyen er placeret helt ude på Bretagnes vestkyst i den allervestligste del af Frankrig, og etapen består i alt væsentligt i, at man skærer sig gennem hjertet af den franske region i en sydøstlig retning. Den første del af etapen er stort set helt flad, mens man kører mod nord, nordøst og siden sydøst frem til dagens første udfordring, kategori 3-stigningen Cote de Plousiry (1,5, 7%), der har top efter 44 km. Herefter fortsætter man mod sydøst via et langt, let stigende stykke, der kulminerer på toppen af kategori 4-stigningen Cote de Roc’h Trevezel (2,5 km, 3,5%), hvis top rundes efter 68,5 km.

Terrænet bliver herefter atter lettere, idet man fortsætter mod sydøst ad en let faldende strækning, inden det flader ud over de næste mange kilometer. Det næste højdepunkt melder sig efter 135 km, hvor dagens indlagte spurt, der atter er flad og uden sving, er placeret. Herefter fortsætter man via to små nedkørsler og en lille bakke mod sydøst, inden man drejer mod nord for at køre frem mod den afsluttende rundstrækning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den rammes med 19 km igen nærmest i bunden af kategori 3-stigningen Mur de Bretagne (2 km, 6,9%). Efter første passage af målstigningen venter en omgang på den 16 km lange rundstrækning. Den indledes med et stigende stykke, der kulminerer på toppen af en 1,3 km lang bakke, der stiger med 6,4% i snit, og som på toppen har bonusspurten placeret med 13 km igen. Herefter falder det mod sydøst og syd, inden man kører mod vest og nord frem til bunden af Mur-de-Bretagne. Etapen afsluttes på toppen af stigningen, der består af en lang, lige, 6 m bred vej uden sving og kan deles i to. De første 500 m stiger med 6,8%, inden der venter 500 m med hele 11,8%. Herefter flader den ud på den sidste kilometer, hvor de sidste to gange 500 m stiger med hhv. 5,6% og 2,2%. Stregen kan ses med 300 m igen.

Etapen byder på i alt 1938 højdemeter.

Mur-de-Bretagne blev senest besøgt i 2015, hvor Alexis Vuillermoz med et smart angreb på den flade del af stigningen sneg sig væk og tog karrierens største sejr med 5 sekunder ned til Dan Martin, der kørte væk til en andenplads foran Alejandro Valverde, som slog Peter Sagan i spurten i en gruppe på 29 mand. I 2011 spurtede 9 mand om sejren, og her slog Cadel Evans akkurat Alberto Contador på målfoto. Året efter vandt Reinardt van Rensburg en Tour de Bretagne-etape på stigningen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Der er fortsat ingen spor af klassisk Bretagne-vejr i denne drømmesommer. Torsdag byder på solskin og behagelige temperaturer på 24 grader. Det vil dog være lidt mere blæsende med en jævn vind fra nordøst. Det giver sidemodvind stort set hele vejen frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemodvind på stigningen og stykket frem til bonusspurten. Derefter vil der være sidemedvind, inden man atter får sidemodvind med 3 km igen.

Analyse af 5. etape

Nogle gange er den første uge af Tour de France blevet kaldt kedelig og forudsigelig. Oftest er det de mange lange sprinteretaper, der kan give et indtryk af en manglende variation og en fornemmelse af forudsigelighed. Derfor ønsker mange sig, at Tour-arrangørerne udnytter de få muligheder for puncheurfinaler, som det ellers flade Nordfrankrig tilbyder, fordi de skarpe bakker skaber lidt afveksling i en ellers ensformig indledning.

Sandt er det da også, at dagens miniudgave af Amstel Gold Race giver lidt afveksling i en indledende del, hvor hele fem af otte etaper kan ventes at ende i en massespurt. Problemet er bare, at disse etaper nu om dage er de mest forudsigelige af dem alle. Forklaringen er Peter Sagan, der har lagt sin disse finaler i et jerngreb, og det er nu så sikkert som amen i kirken, at verdensmesteren vinder den bakkeafslutning, som man i de senere år altid har lagt ind i den første uge. I 2016 var han klart stærkest, da han spurtede fra alt og alle i Cherbourg, en præstation han sidste år gentog på 3. etape til Longwy. Kun i 2015 blev Mur de Huy trods alt for stejl til, at den relativt store slovak kunne blande sig med de vævre puncheurs.

I dag gentog historien sig så i det, der altså efterhånden er blevet lidt af en tradition. Sagan skal simpelthen vinde en puncheuretape i de første dage, og at han nu har gjort det tre år i træk, efterlader ingen tvivl om, at han er i særklasse i denne type finaler. Det ærgerlige tab af Michael Matthews kostede os desværre en af topfavoritterne, men derudover var der fuld pakke af alle verdens største specialister i lige netop denne type afslutninger, og alligevel var der ingen, der var blot i nærheden af at røre den suveræne slovak, der med vanlig kølighed mestrede både positionering og spurt til UG med kryds og slange og ikke satte et ben forkert i løbet af de 204 km i det mest uvejsomme terræn, Bretagne kunne byde på.

I gårsdagens optakt spekulerede jeg ellers på, om Sonny Colbrelli med den drømmeform, han har vist siden juni måneds Hammer Series, nu faktisk havde nået et niveau, hvor han i denne type afslutninger kunne true sportens superstjerne nr. 1. Italieneren bekræftede da også til fulde, at han har kurs direkte mod stjernerne, da han var den eneste, der var blot i nærheden af at kunne true Sagan - og det endda trods en manglende holdstøtte, som ikke stod mål med den hjælp, Sagan fik - men han kan alligevel ikke bruge mange søvnløse timer på at spekulere på dagens spurt. Vi fik nemlig den helt rene duel, vi alle kunne have ønsket os, og Colbrelli var ganske enkelt overmatchet af en klart bedre rytter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Alligevel er der grund til fortrøstning for italieneren, der efter sine store fremskridt i 2016 og 2017, hvor han for alvor viste sit potentiale i klassikerne, ellers var gået lidt i stå i et generelt sygdomsramt forår. Dagens resultat er nemlig den fulde konfirmation af, at Colbrelli nu om dage måske er verdens næstbedste i denne type afslutninger, og han kan gøre sig håb om, at han måske i fremtiden i det mindste som den eneste i denne verden kan dele planet med Sagan. Fremskridtene i de seneste måneder har i hvert fald været så store, at Colbrelli for alvor bliver interessant, når det om et lille års tid atter er tid til Amstel Gold Race og de flamske klassikere.

Til den tid bliver det også interessant atter at holde øje med Philippe Gilbert. Enhver, der overværede de belgiske mesterskaber, vil vide, at den belgiske veteran er i kongeform, for i det løb angreb han igen, igen og igen - og når man troede, at trætheden var sat ind, angreb han lige én gang til. Alligevel må man tage hatten af for dagens præstation, for i de seneste mange år har den mere slidstærke, men knap så eksplosive Gilbert ikke været blandt de bedste i denne type finaler. At han derfor kunne spurte sig til en 3. plads efter endda at have lanceret et tidligt angreb, er blot endnu en bekræftelse på det, vi så i de belgiske mesterskaber: Gilbert i samme form, som han var, da han sidste år dominerede klassikerforåret.

Alt var til gengæld ikke fryd og gammen i Quick-Step-lejren. Julian Alaphilippe kan vel regnes som dagens lille skuffelse, for selvom mange ville give deres højre arm for en 5. plads i dette selskab, havde det franske fænomen ikke diamantben i spurten, hvor han var klart overmatchet af Gilbert. Naturligvis var denne finale ikke perfekt for den spinkle Alaphilippe, der endda havde brugt kræfter på at samle tre bonussekunder op i en ganske hård pointspurt, men mere var forventet af den mand, der i foråret kunne gå på vandet. Samtidig var finalen som ventet for hård for Fernando Gaviria, der fortsat mangler en del på stigningerne, og da kaptajn Bob Jungels kun akkurat fik rumpetten med op til mål, er der ikke lutter glæde hos den belgiske vindermaskine.

Det kan der til gengæld være hos Movistar. Ikke blot undgik de skrøbelige Mikel Landa og Nairo Quintana at tabe tid på en meget farlig etape, Alejandro Valverde viste, at han er helt klar til at bygge videre på sit drømmeforår. Den spanske veteran var formentlig ikke alt for risikovillig i en meget farlig finale, og derfor var han lidt atypisk bag det split, der opstod tidligt på den afsluttende bakke. Det lukkede multikunstneren Valverde imidlertid i et snuptag, og alligevel havde han kræfter til at overspurte sin nemesis fra Fleche Wallonne, Alaphilippe, i finalen. Meget tyder på, at den aldrig svigtende Valverde er knivskarp, og hans stjerne forud for morgendagens møde med Mur-de-Bretagne er i hvert fald ikke falmet.

Det er den til gengæld for Greg Van Avermaet. Allerede i går påpegede jeg, hvordan den belgiske stjerne har manglet fordums punch i disse type afslutninger, og selvom han i dag havde brugt kræfter i den indlagte spurt og startede for tidligt i finalen, kunne man have ventet sig mere af manden, der knuste Sagan i en lignende finale i Rodez for et par år siden. Efter et halvsløjt forår er der meget, der tyder på, at Van Avermaet har mistet det ekstra, der en kort overgang forvandlede ham fra ”lige-og-næsten”-manden til en sand vindermaskine. Nu ligner han igen den ”gamle” Van Avermaet, og det rejser spørgsmålet, om ikke BMC burde glemme etapesejre og satse 100% på at føre Richie Porte sikkert igennem den første uge. Det ville nok være klogest, men det vil ligne den ærgerrige Van Avermaet meget dårligt at være enig i den vurdering.

I klassementssammenhæng bød etapen ikke på det ventede drama. Ser man bort fra brostensetapen, var dette den farligste af dem alle, men heldigvis er cykelsport så dejligt uforudsigeligt. På de frygtede bretonske veje holdt alle stjernerne sig ude af problemer og kom sikkert til mål med de bedste. Her viste særligt Sky deres eminente kollektive styrke ved at lægge løbet i et jerngreb til slut, inden fænomenale Egan Bernal ved at føre ind på sidste kilometer, at knaldhård positionskamp tilsyneladende også står på listen over den alenlange liste af kvaliteter, sportens supertalent nr. 1 besidder. Der er vist ingen grænser…

Resultatet kan ikke bruges til at vurdere styrkeforholdet mellem favoritterne, for det handlede i første omgang om positionering, men det var dog fint, at Dan Martin med en 6. plads i en finale, der var en anelse for let for ham, sad lad langt fremme. Det samme gjorde Vincenzo Nibali via sin eminente næse for positionering, og selv de sårbare Zakarin, Landa og Quintana var aldrig i fare. Først i morgen venter den første lille klatretest, og det er her, vi får det første lille indblik i, hvem der har skruet klatrebenene rigtigt på - eller måske snarere, hvem der ikke har.

Danske Søren Kragh udnyttede flot den uventede chance, som Matthews’ kedelig exit gav ham, og han viste, at der ikke går mange år, inden han kan være med helt fremme i disse finaler. Også Andrea Pasqualon viste igen det store potentiale, der har gjort ham til lidt af en vindermaskine i denne type terræn. Og så lam man ærgre sig over, at en genfødt Julien Simon ikke havde lidt mere kølighed, for havde han ikke lukket hullet til Gilbert, kunne det være blevet til meget mere end en 11. plads.

Etapen bød også på skuffelser. Særligt blev det atter tydeligt, at Edvald Boasson Hagen er en skygge af den rytter, der sidste år vandt en etape. Og den ellers så formstærke Arthur Vichot viste atter det skrøbelige sind, der betyder, at han altid knækker, når det for alvor gælder, for der var ikke mange tegn på den superform, han har vist igennem nu mere end en måned.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Heldigvis skal vi ikke vente meget længere på de første mere seriøse svar. Mur-de-Bretagne venter om bare 24 timer, og selvom det ikke er verdens længste stigning, har den før vist sig som et ubehageligt bekendtskab. Er man i tvivl om, hvad den lille bakke kan koste, skal man bare spørge Andy Schleck og Vincenzo Nibali, der som forsvarende mestre i hhv. 2011 og 2015, måtte lide den tort at tabe tid på lige netop den stigning. I morgen ved vi helt sikkert ikke, hvem der vinder Touren, men måske har vi en god idé om, hvem der ikke gør. Om klassemenstrytterne også skal slås om etapesejren er et mere åbent spørgsmål. Noget siger mig, at der er en vis slovak, der har tænkt sig at deltage i festen - og han plejer at tage ret godt for sig af retterne.

Favoritterne

På papiret kan torsdagens etape synes at være lidt af en gentagelse af dagens udfordring, men den analyse er ikke korrekt. Ganske vist er der et vist sammenfald mellem favoritfelterne til de to etaper, men der er betydelige forskelle på de to finaler og forløbet undervejs.

Dagens etape var præget af et hav af små stigninger, smalle veje og generelt uvejsomt terræn. Til gengæld var stigningernes sværhedsgrad til at overse, og det var derfor snarere positionering og i mindre grad gode ben, der var nøglen til et godt resultat. Finalen var ikke hårdere, end at halvtunge typer kunne drømme om succes, mens det for ardennerspecialister og klassementsrytter blot handlede om at holde sig til.

Torsdag er sagen en anden. Den første del af etapen er langt mindre kompliceret og generelt meget lettere end det bakkehelvede, der testede rytterne i dag. I morgen er det kun finalen, der for alvor vil byde på udfordringer, og det bliver ikke mindre markant af, at der vil være sidemodvind stort set hele dagen.

Til gengæld er finalen langt hårdere. Hvor dagens målbakke var halvblød, er første del af Mur-de-Bretagne ganske led. Til gengæld flader den ud nær toppen, og selvom man den nedre del endda på visse strækninger kan give mindelser om en lille mur, er den sidste kilometer så let, at en god spurt er ganske vigtig, hvis man kan overleve den stejle del. Samtidig er det denne gang ikke i samme grad et spørgsmål om positionering, for de to afslutninger er i to forskellige verdner. I dag var der sving, sving og lidt flere sving, men i morgen består de sidste 3 km af en lang, lige vej, hvor det i højere grad er benene, der taler.

Det gør imidlertid også Mur-de-Bretagne til en ganske vindfølsom stigning, og man behøver blot at se på forskellene på udfaldet af de to hidtidige etaper, der har haft mål her. I 2011 endte det som en meget selektiv sag, hvor klassementsrytterne spurtede om sejren - det siger meget, at langsomme Alberto Contador blev nr. 2 bag halvhurtige Cadel Evans - mens det i 2015, hvor der var ret hård modvind var en ganske stor gruppe, der spurtede om tredjepladsen bag de snu Alexis Vuillermoz og Dan Martin, der havde udnyttet manglen på kontrol til at snige sig væk på den fladere del. Faktisk forsøgte en meget formstærk Chris Froome at splitte feltet med et angreb på den stejle del, men den hårde modvind betød, at han ikke var i stand til at gøre megen skade.

I morgen er der sidemodvind hele vejen op, og det er godt nyt for de lidt tungere typer som Peter Sagan, der i medvind kunne få svær ved at følge de bedste på den stejle del. Nu bliver det sværere for de lette puncheurs som Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde at bruge deres gode punch til at gøre en forskel på det stejle. Selvom Froome eller andre klassementsryttere som i 2015 skulle have lyst til at teste benene, betyder modvinden, at man næppe kan køre væk, og skal det lykkes at køre alene hjem, bliver det næppe en favorit. I stedet skal det være et mindre navn, der som Vuillermoz i 2015 udnytter manglen på hjælperyttere til at snige sig væk på den fladere del.

Derfor er der to sandsynlige scenarier. Enten ender det i en spurt i en relativt stor gruppe (af samme størrelse som i 2015), eller også lykkes det en snu outsider med et godt punch at lave ”en Vuillermoz”. For at det skal lykkes kræver det, at der ikke er folk til at jagte, og i den sammenhæng bliver det interessant at se, hvor meget Rafal Majka vil ofre for Sagan, der også kan håbe, at Gregor Mühlberger eller måske Pawel Poljanski kommer med over. Quick-Step kan blive lidt ramt af at have for mange heste, for det er svært at se Gilbert ofre sig for Alaphilippe eller omvendt, og Jungels vil næppe give en hånd med. En nøgle til at holde det samlet kunne være Andrey Amador og Marc Soler, hvoraf særligt sidstnævnte burde kunne sidde med og give Alejandro Valverde en hånd med. Og Tejay van Garderen skulle være klar til at assistere Greg Van Avermaet, der er sårbar over for de to Quick-Step-ryttere, som begge er eksperter i at snige sig væk i en sådan finale.

Under alle omstændigheder burde favoritterne skulle køre om det. Det kan ganske vist tænkes, at der vil være lidt aktivitet i starten, da der er lidt bjergpoint at køre om, men som vi så i dag, vil udbruddet formentlig slippe afsted uden alt for mange sværdslag. Derefter vil BMC tage kontrol for at forsvare trøjen, og de kan ligesom i dag forvente hjælp fra Bora samt måske Quick-Step og endda UAE, hos hvem Martin ikke har lagt skjul på, at han elsker denne etape. Samlet set burde der være masser af interesse i at holde udbruddet i snor, og modvinden vil ikke gøre det lettere for folkene i front. Derfor må man formode, at der skabes samling.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det lettere terræn og de mere simple veje vil gøre det knap så nervøst som i dag, men når vi kommer til rundstrækningen, vil stressniveauet stige. Modvinden vil formentlig betyde, at det bliver svært at snige sig væk ved første passage af Muren. Her er det svært at se, at et enkelt hold har en stor interesse i at lægge pres på, for alle er lidt usikre på, præcis hvor hård finalen vil være. Derfor vil det formentlig ende relativt passivt med opmærksom kørsel fra alle de store hold. Bonusspurten kan imidlertid skabe lidt spænding, for vi så i dag, at Alaphilippe og Van Avermaet ikke var blege for at give den et skud. De manglede imidlertid lidt kræfter i finalen, og derfor bør de nok være mere konservative denne gang. Det kan i stedet åbne døren for typer som Froome, Thomas og måske Yates og Uran, der har et kick, men næppe kan slå de store specialister til slut.

Frem mod sidste stigning kan vi se frem til en brutal positionskamp inden bunden, hvor alle vil være fremme. Som sagt betyder modvinden imidlertid, at det ikke bliver let at gøre en forskel, og det er tvivlsomt, om Froome vil forsøge sig igen som sidste år. Alaphilippe er bedste bud på en rytter, der tør forsøge sig i modvinden, men mest sandsynligt er det, at Sky-maskinen trækker feltet ud og med Egan Bernal sørger for at skabe udskilning bagfra.

Modvinden betyder, at det næppe bliver voldsomt selektivt, og det store spørgsmål er så, om der er nogen, der kan lave ”en Vuillermoz”. Det er ikke utænkeligt, men tvivlsomt. Folk som Soler, Amador, Mühlberger, van Garderen og måske endda Majka kan alle tænkes at jagte, og det mest sandsynligt er derfor, at vi får en spurt i en ganske stor gruppe.

Og så er vi der igen. Det gør nemlig Peter Sagan til favorit. Slovakken lignede en mand med verdens største overskud på dagens etape, som han vandt med knusende overlegenhed. Morgendagens finale passer ham dårligere, men han viste i 2015, at han sagtens kan overleve, når der er modvind. I lyset af de klatrepræstationer, han har leveret i blandt andet Tirreno-Adriatico, vil han formentlig være blandt de allerstærkeste på en relativt kort stigning som denne, og i en spurt op ad 2% vil han formentlig være den stærkeste. Han blev overspurtet af Valverde i 2015, og derfor er intet sikkert i en finale, der er til den hårde side for Sagan, men modvinden er en gave for verdensmesteren, der blandt de ryttere med chance for at klare sig, er den klart hurtigste. Kan det holdes samlet til slut, ligner det derfor endnu en sejr til Sagan.

Hans største trussel er formentlig Alejandro Valverde. Som beskrevet i analysen ovenfor viste den spanske veteran stort overskud, da han i da lukkede et hul op til den gruppe, der slap fri i forbindelse med Gilberts angreb. I de seneste to år har han været næsten umulig at slå i finaler som disse, og han overspurtede da også Sagan på denne bakke i 2015. Ganske vist fik han klø af Alaphilippe i Ardennerne i år, men da var gassen også gået af Valverdes ellers overfyldte ballon efter et knaldhårdt forår. I dag så han betydeligt bedre ud end sin franske kronprins, og havde han ikke været lidt forsigtig i positionskampen, var han formentlig blevet nr. 3. I denne hårdere finale handler det mere om gode ben, og dem har den spanske supermand, der tillige er en mester i at time en spurt som denne. Derfor kunne det meget vel blive til endnu en sejr til Duracell-kaninen, der bare bliver ved og ved og ved og ved…

Finalen er også god for Julian Alaphilippe, der dog ligesom Valverde godt kunne have ønsket sig en stejlere afslutning, samt at der var medvind på bakken. Det ville nemlig have presset Sagan en smule mere og gjort det lettere for det knap så tunge kavaleri. Som beskrevet ovenfor var Alaphilippe ikke knivskarp i dag, men han kan have brændt sine tændstikker for tidligt i forbindelse med pointspurten. Ingen kan imidlertid betvivle, at han er forrygende stærk i disse finaler, hvor han har to muligheder. Han kan vente på spurten, hvor han med 2. pladsen bag Sagan på 2. etape i 2016 viste, at han også kan udfordre slovakken, eller han kan angribe på det stejle stykke. I modvinden bliver det meget svært at komme fri, men er der én, der har punchet til at gøre det, er det Alaphilippe, der sammen med Valverde har det i særklasse bedste antrit på stejle stigninger.

Som beskrevet ovenfor er Philippe Gilbert i gudeform og ligner igen den rytter, der dominerede klassikerne sidste forår. Normalt ville man ellers sige, at denne finale ville være lidt for skrap kost for den belgiske veteran, der på sine gamle dage ikke klatrer lige så godt som i drømmeåret 2011. Kombinationen af modvind og forrygende gode ben betyder imidlertid, at Gilbert burde kunne komme med til toppen, og rammer han først den flade sidste kilometer har han flere muligheder. Den snu Gilbert vil ikke være bleg for at lave ”en Vuillermoz”, og det er formentlig kun BMC, der vil have et særligt øje på ham. I dag viste han også, at han stadig har den spurt, der ellers så ud til at være forsvundet, og derfor kan han vinde på to forskellige måder.

Efter andenpladsen for tre år siden har Dan Martin sat et stort, fedt kryds ud for denne etape. Desværre er den sidste stigning ikke helt stejl nok til den lille irer, der ovenikøbet er oppe mod begge sine to nemesisser, Alaphilippe og Valverde, der i forening har forhindret ham i at have et dobbelt så langt generalieblad. Han er desværre ikke helt så hurtig som de to og Sagan, og modvinden er bestemt heller ikke til hans gunst. Til gengæld kan ingen time et angreb som netop Martin, der blandt andet har vundet Il Lombardia ved snilde og kølighed, og han sneg sig også væk for tre år siden på denne stigning. Det vil han sikkert forsøge igen.

Som beskrevet ovenfor ser det ud til, at Greg Van Avermaet har tabt det ekstra, der i periode gjorde ham til en vinder, og han synes ikke længere at have det kick, han havde sidste år. I dag blev han sat til vægs, men det skal til hans forsvar siges, at han brugte kræfter i forbindelse med både bonusspurt og en alt for tidlig start på selve spurten. Denne finale er på grænsen for ham, men med modvind burde han kunne sidde med til toppen. Det ser ikke sandsynligt ud, at han kan slå de bedste, men det er stadig lidt for tidligt at afskrive sidste sæsons klassikerkonge nr. 1.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Enhver, der var vidne til årets Giro d’Italia, så, hvordan Simon Yates med sit kick satte alle til vægs. Det samme gjorde bror Adam Yates to gange i årets Tirreno og senest på sidste etape i Dauphiné. Dagens afslutning var for teknisk og for let for den lille brite, men i morgen vil han have langt bedre muligheder. Ligesom Martin er han dog hæmmet af både modvind og en lidt for flad finale, og han får svært ved at slå de bedste i en spurt. Til gengæld er han med sin næse for angreb et godt bud på en mand, der kan lave ”en Vuillermoz”.

Som ung var Rigoberto Uran kendt for sin gode afslutning, men i de senere år har han kun sjældent spurtet. Sidste år i Touren viste han imidlertid atter sin hurtighed, og udsigten til bonussekunder burde give ham smag for at forsøge sig her. Han er dog lidt i samme båd som Martin og Yates, der havde ønsket sig medvind og stejlere procenter, men Uran burde kunne vise sig fremme, hvis han har mod til at gøre forsøget.

Så I Tirreno-Adriatico? Hvis ikke, kan Yates helt sikkert fortælle, hvordan 3. etape gik. Her var briten i særklasse på en lille mur i finalen, men det lykkedes ham ikke at vinde. Det skyldes nemlig, at han forinden var blevet overmandet af den brølstærke Primoz Roglic , der havde lavet ”en Vuillermoz” og aldrig siden lod sig fange. Det bliver ikke let at gentage det nummer her, for alle ryster i bukserne over, hvor stærk Roglic kan vise sig at være senere i løbet, men han er stadig så meget en outsider, at han er farlig. Han er nemlig snu og ikke mindst så brølstærk, at han næppe lader sig hente, hvis først han er kommet væk.

Finalen bør være for hård for Sonny Colbrelli, og havde der ikke været modvind, havde vi da heller ikke gidet nævne ham i denne optakt. Han har imidlertid været så brøkstærk i de seneste uger, at man ikke længere helt kan udelukke sensationen. Modvinden vil gøre det muligt for Colbrelli på en superdag måske at sidde med hele vejen til toppen. Om han stadig vil have friskheden til også at spurte op til vanlig standard er nok trods alt tvivlsomt, men i øjeblikket er der ikke meget, der synes umuligt for Colbrelli.

Skal man pege på andre spændende kandidater til at lave ”en Vuillermoz” er det natyrligvis nærliggende at pege på Alexis Vuillermoz selv. Han vil i hvert fald være topmotiveret, men desværre har han ikke været flyvende på det seneste. Han skuffede gennem det meste af foråret, og det blev ikke bedre af, at han styrtede i Dauphiné og leverede en sløj indsats i Route l’Occitanie. Om han har niveauet til at gentage bedriften, er tvivlsomt, men har han den mindste chance, vil han gøre forsøget.

Det vil også den ekstremt formstærke Pierre Latour, der virker ustoppelig for tiden. Han var vild i Dauphiné, hvor han angreb og angreb og alligevel klatrede med de bedste, og senest knuste han alle ved de franske enkeltstartsmesterskaber. Han har punch og er stærk på den relativt lette sidste kilometer og er et godt bud på en mand, der kan stikke af. Det samme er hans stadig stærkere landsmand Guillaume Martin, der ikke er bange for at tage angribe de bedste, som har et godt punch, og som har mere frihed end de fleste. Og endelig er supertalentet David Gaudu samt den genfødte Jelle Vanendert spændende outsidere, der heller ikke vil være bange for at angribe

Også Julien Simon, Arthur Vichot og Daryl Impey fortjener at blive nævnt. Simon imponerede stort på dagens etape og har en ganske god spurt i en finale som denne. Det samme har de ellers formstærke Vichot og Impey, men efter at de begge skuffede i dag, kan man have sin tvivl om deres evner i en endnu hårdere finale.

Endelig må vi pege på Søren Kragh. I Matthews’s fravær får danskeren lov at forsøge sig. Finalen er til den hårde side for ham, og i medvind havde han ikke haft mange chancer. I modvind er mulighederne imidlertid gode, og han er som bekendt god i en spurt som denne. Han kan næppe overspurte de store specialister, men det kunne sagtens blive til endnu en top 10 for den talentfulde dansker.

Folk som Geraint Thomas, Chris Froome, Egan Bernal, Bauke Mollema, Warren Barguil, Romain Bardet og Rafal Majka, har alle en spurt, der kan give dem en top 10, men det er svært at se dem vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe

Outsidere: Philippe Gilbert, Dan Martin, Greg Van Avermaet, Adam Yates, Rigoberto Uran

Jokers: Primoz Roglic, Sonny Colbrelli, Alexis Vuillermoz, Pierre Latour, Guillaume Martin, David Gaudu, Jelle Vanendert, Julien Simon, Søren Kragh

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alexis Vuillermoz’ sejr fra 2015 og Cadel Evans’ sejr fra 2011.