Optakt: 6. etape af Tour de Pologne

Ruten

Med undtagelse af 2013- og 2014-udgaverne, hvor man besøgte hhv. Italien og Slovakiet, har løbets vigtigste klatreudfordringer i de sidste mange år været henlagt til de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Ligesom sidste år bød Muren på 4. etape rytterne på en tredje klassementsetape, men igen er det de to klassiske destinationer i landets kuperede sydlige del, der vil afgøre løbet, og i fraværet af en enkeltstart vil de være endnu vigtige end tidligere. Denne gang har man dog nytænkt Zakopane-etapen, og i stedet for den velkendte finale skal man denne gang slutte ved Bukovina Resort på den første af de to af afgørende etaper, og det giver umiddelbart end vanskeligere afslutning end den, vi kender fra tidligere år.

Med sine bare 129,3 km er der tale om en betydeligt kortere etape end i 2017, og dermed følger også denne den generelle trend om eksplosive etaper i årets udgave. Starten går ved det gamle mål i Zakopane, og målet er placeret ved det nærliggende Bukovina Resort. Fra start kører man mod øst op over en lille bakke, inden det går vi en lang ikke-kategoriseret stigning (4,2 km, 4,6%) mod nord og nordøst tæt forbi målområdet. Herefter fører en længere nedkørsel (i øvrigt køres der i den modsatte retning af den bakke, der vil indgå i finalen) ned til den rundstrækning, der vil udgøre hovedparten af etapen.

Her gælder det fire omgange på den i alt 24,2 km lange runde. Den indeholder stort set intet fladt, men består i stedet af tre stigninger adskilt af nedkørsler. Den første af disse er kategori 1-stigningen Harnas (2,0 km, 6,5%), der over de første 500 m stiger med hele 14,7%, men derefter blot med hhv. 2,8%, 7,6% og 0,8% over de næste tre 500 m-segmenter. Toppen rundes sidste gang med 27,1 km igen, hvorefter det går ned til den lille kategori 3-stigning Lapsze (1,1 km, 5,9%), hvis top sidste gang passeres med 18,7 km igen. Rundstrækningens sidste udfordring er kategori 2-stigningen Czarna Gora (3,8 km, 4,3%), der er let over de første 3 km, men stiger med 8,8% over de sidste 800 m, og hvis top for sidste gang rundes 11,4 km fra stregen. Herfra går det atter ned til starten på rundstrækningen, hvor dagens eneste pointspurt er placeret ved starten på den sidste af de fire omgange.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter afslutningen på fjerde og sidste omgang fortsætter man til mod syd, sydvest og til slut nordvest op mod målet ved Bukovina Resort. Det går via en ikke-kategoriseret stigning, der over 3,1 km stiger med 6,5%. Toppen rundes med 2500 m igen, hvorefter et par småbakker og en nedkørsel fører ned til den sidste flade kilometer. Finalen er ikke teknisk, idet der på de sidste 3 km kun er sving med hhv. 2400 og 1200 m igen.

Etapen byder på i alt 2645 højdemeter.

Bukovina Resort er ikke tidligere blevet anvendt som mål i løbet.

Vejret

Det sydlige Polen er berygtet for sine glohede sommerdage, og en sådan er i vente på torsdag. Her vil der blot være enkelte skyer, og temperaturen vil nå helt op på grusomme 34 grader. Det vil heller ikke være blæsende med blot en let vind fra sydøst. Det giver sidemodvind og sidevind på stykket frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemodvind på den første og tredje stigning og sidemedvind på den anden af de tre bakker. Til slut vil der være sidevind på den ikke-kategoriserede bakke og derefter medvind fra toppen og hjem.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Analyse af 5. etape

For 24 timer siden skrev jeg, at der reelt kun er én ting, der kan forhindre Michal Kwiatkowski i at tage den store hjemmebanesejr i Tour de Pologne, som Moreno Moser snød ham for i 2012. Efter magtdemonstrationen på Muren i Szczyrk tirsdag eftermiddag var det nemlig helt klart, at den lokale helt pt. er den i særklasse stærkeste i løbet. Usikkerheden om, hvorvidt formen rækker hele vejen til afslutningen på fredagens kongeetape, har imidlertid hele tiden været den største trussel på Kwiatkowski på en rute, der på papiret er skræddersyet til ham, og det har derfor været klart, at det eneste, der kan koste ham triumfen, er trætheden efter en knaldhård tur rundt i Frankrig i juli.

I dag fik vi imidlertid et soleklart bevis på, at der endnu ikke er skyggen af træthed at spore i de polske ben, der ellers havde nok at lave på de stejle franske skråninger for et par uger siden. Hvor gårsdagens sejr på Muren i høj grad var et resultat af køligt overblik, eminent timing og den perfekt taktiske fornemmelse, der altid har været en af hans spidskompetencer, var det simpelthen udtryk for rå power, at Kwiatkowski i dag doblede op på antallet af sejre i hjemlandets cykelstolthed, da han tog sin anden sejr bare 24 timer efter den første.

Som beskrevet i gårsdagens analyse var det et studium i, hvordan stejle mure skal håndteres, at se, hvordan Kwiatkowski ventede og ventede, mens Richard Carapaz, Laurens De Plus og Dylan Teuns fadede, indtil han med klinisk præcision accelererede fri, netop som målstregen kom til syne. Den slags tålmodighed var der ingenlunde tale om i dag, for her var det simpelthen på ren råstyrke, at det polske fænomen igen satte alle rivalerne til vægs.

Det så ellers ud til at være alt, alt for tidligt, da Kwiatkowski åbnede en næsten uhørt lang spurt, netop som Alexey Lutsenko havde brændt sine tændstikker ved at lukke hullet til den angribende og meget formstærke Georg Preidler. Ganske vist var der ikke tale om procenter, der blot var i nærheden af, hvad han overvandt i går, men enhver ved, at man i en stigende spurt altid skal være meget forsigtig med ikke at åbne for tidligt.

Det gælder imidlertid naturligvis kun, hvis man ikke er i en klasse for sig. Det er Kwiatkowski tilsyneladende, og derfor behøver han slet ikke at gøre sig den slags smålige overvejelser. Det så ellers kortvarigt ud til, at Pascal Ackermann var på vej forbi den stærke polak, men netop som det lignede en tredje sejr til Bora-kometen, sagde de tyske ben stop. Det gjorde Kwiatkowskis ditto imidlertid ikke, og han holdt på ekstremt imponerende vis farten hele vejen til den streg, der for alle andre syntes aldrig at komme.

Med en sådan overlegenhed synes Kwiatkowski at være umulig at besejre, og da han samtidig er bakket op af et superhold, som end ikke havde behov for at bringe løjtnanten Sergio Henao i aktion, men kunne klare sig med Michal Golas, Salvatore Puccio og det stadig mere imponerende supertalent Pavel Sivakov i finalen, må det være nærliggende allerede nu at kaste håndklædet i ringen. Der er imidlertid stadig det store spørgsmål ved Kwiatkowskis langsigtede holdbarhed, og hvor han hidtil har skullet koncentrere sig om korte, eksplosive kraftpræstationer, kan rivalerne stadig håbe, at de længere stigninger på de to sværeste etaper, der i mindre grad er Kwiatkowskis naturlige terræn, måske kan knække ham. Det er i hvert fald det håb, der skal holde spænding i løbet, for i skrivende stund er Kwiatkowski en 7-8 niveauer over alle andre.

Og det er synd for Dylan Teuns. Efter den katastrofale klassikerkampagne og den store skuffelse over den manglende Tour-udtagelse har belgieren i den grad rejst sig, og han synes at være mindst lige så skarp som sidste år, hvor han med tre etapeløbssejre i træk kom flyvende ud fra sommerpausen. Havde han ikke været oppe mod ustoppelige Kwiatkowski, havde han gentaget sidste års sejr i Szczyrk, og måske havde han endda vundet dagens etape.

Specielt det sidstnævnte er imponerende, for den ret lette finale er normalt ikke noget for Teuns, der kun for alvor trives, når det bliver meget stejlt. Sandheden er da også, at han i dag aldrig var i nærheden af at true Kwiatkowski og havde rigeligt at gøre med at holde rivalens hjul, men mens andre normalt hurtigere folk gled tilbage, sad Teuns med hele vejen. Det vidner om en superform, der gør ham til den mest oplagte vinder, hvis den polske konge alligevel skulle opleve, at man faktisk godt kan blive træt af at køre på cykel.

For Teuns gælder imidlertid også usikkerheden om, hvordan han klarer sig på de lange stigninger. Havde det ikke været for Tejay van Garderen, havde han ikke vundet sidste år, og selvom han har vist klar fremgang i Paris-Nice, skal vi stadig se, om han også kan matche de mere rene klatretyper, når bakkerne bliver længere til sidst. Derfor er det fortsat meget åbent - hvis altså Kwiatkowski mod forventning skulle falde lidt sammen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Dagens største taber var derfor ikke Teuns, der kun kan være glad for den overraskende gode præstation. Det er i stedet Enrico Battaglin, der har grund til at ærgre sig. Det var nemlig svært ikke at lade tankerne falde tilbage til 4. etape af årets Giro, da man så, hvordan den italienske puncheur kom flyvende med dobbelt fart på de sidste meter. Havde den genfødte italiener da bare været ordentligt placeret, var det måske blevet til sejr, for selv Kwiatkowski tabte trods alt lidt fart mod slutningen af sin vanvidsspurt.

Da først Battaglin åbnede op, viste han nemlig igen, at han er en af verdens absolut bedste i finaler som disse, nøjagtigt som han gjorde det hin majdag i Italien. Dengang var det nemlig også en dårlig position, der kostede ham sejren, for med en monsterføring på det meste af bakken op mod mål, var han klart stærkere end både Tim Wellens og Michael Woods, der begge slog ham. Heldigvis kan han så glæde sig over, at dagens resultat bekræfter, at den kortvarige opblomstring i Giroen ikke var en tilfældighed. Tværtimod ser det ud til, at det italienske talent efter flere års stilstand endelig er ved at indfri det potentiale, han som helt ung viste ved at vinde Coppa Sabatini foran flere etablerede stjerner.

Det var imidlertid hverken Battaglin, Teuns eller Kwiatkowski, der var dagens overraskelse. Det var derimod Pascal Ackermann. Selvom han var næsten dobbelt størrelse af alle de ryttere, der omgav ham, blev den tyske komet bare ved med at hænge på. Mens veletablerede puncheurs som Enrico Gasparotto, Edvald Boasson Hagen og Alexey Lutsenko, til hvem denne afslutning passede perfekt, slet ikke havde poweren til at matche Kwiatkowski, var Ackermann der hele vejen. Faktisk forsøgte han endda at gå forbi polakken, men netop som det så ud til, at han ville skabe sensationen, indhentede tyngdekraften ham alligevel. Til allersidst sagde de muskuløse sprinterben alligevel stop, men han faldt aldrig mere sammen, end han alligevel endte på en 4. plads. Klasse!

Det lignede ellers lidt utopi, da Bora i finalen tydeligt viste, at de havde intentioner om at se, hvad den tyske mester kunne præstere i den ret hårde finale. Ganske vist havde han i Dauphiné overrasket alt og alle med sin flotte klatring, men at han ligefrem kan spurte op med puncheurs i en finale som denne og vise sig som den klart bedste af sprinterne, kommer alligevel som en overraskelse. Med den form for alsidighed tør man næsten ikke tænke på, hvad det kan blive til for den 24-årige tysker. Foreløbig er det i hvert fald svært at få øje på grænserne.

Helt anderledes er det for Edvald Boasson Hagen. Nordmanden havde måske sin tvivl om, hvorvidt etapen samlet set ville være for hård, men da den indledende del kun i begrænset omfang skabte udskilning, lå finalen til nordmandens højreben. Som det har været et gennemgående tema gennem hele sæsonen, blev det imidlertid til endnu et skuffende resultat for den norske stjerne, der synes at veksle gode sæsoner med dårlige. 2018 er i hvert fald lige til skraldespanden, men man kan håbe, at Boasson Hagen kan rejse sig, som han efterhånden har gjort det mange gange tidligere. Den flotte 2017-sæson er trods alt fortsat i relativt frisk erindring.

På samme måde var det et skuffende resultat for Alexey Lutsenko, der af Davide Villella ellers blev afleveret helt fremme, men igen måtte tage til takke med et sekundært resultat. Det er påfaldende, hvordan det kasakiske talent gang på gang viser sig frem i mindre løb, men på den store scene fungerer han kun i rollen som etapejæger. Igen i dag måtte han endda se sig overgået af Sergei Chernetskii, der til gengæld fortsætter med at imponere og ligner en stadig mere spændende mand at følge i fortsættelsen, på samme måde som Gasparotto, der synes at være kommet til Polen i god form. Og så bør man notere sig, at antieksplosive George Bennett spurtede sig til en 13. plads dagen efter den sensationelle 3. plads på Muren. Den mand synes at have kongeben!!!

Ackermann var ikke den eneste sprinter, der overgik forventningerne. Havde dette været 2016, havde de fleste nævnt Giacomo Nizzolo som kandidat i en finale som denne, men efter det lange skadesmareridt tvivlede de fleste nok på, om han kunne være med på den lange bakke. Det kunne han imidlertid, og selvom han ikke var i nærheden af at køre med om sejren, er det særdeles lovende, at han så kort tid efter comeback nr. 34 - de fleste er vel holdt op med at tælle - igen kan begå sig på bakker som disse.

Lovende var det også, at Simone Consonni, der efter en lidt pauver start som professionel, virkelig har fundet benene i de seneste måneder, sad med i en afslutning, som burde have været for svær. Dermed begynder han langsomt at vise, hvorfor han på U23-scenen var en af de mest spændende ryttere, og at han med sin holdbarhed og hurtighed har en ret stor spændvidde, der gør ham interessant i flere forskellige terræner.

Spor af Matteo Trentin var der til gengæld ikke. Mitchelton-Scott tog det helt store ansvar, men da det gjaldt, havde italieneren ikke benene. Dermed er det klart, at han fortsat ikke har de diamantben, der bar ham fra sejr til sejr sidste efterår, og at han af uransagelige årsager aldrig har kunnet slå til i puncheurafslutninger som disse. Til gengæld kan australierne så glæde sig over, at kaptajn Simon Yates rejste sig med en fin 6. plads, og da han formentlig vil blive bedre, som løbet skrider frem, kan vi måske alligevel få en pæn præstation af en af løbets forhåndsfavoritter.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Spurten gav som omtalt ovenfor en yderligere indikation på, hvem der er i form, men i klassementssammenhæng gjorde den ikke den store forskel. Kwiatkowski og Teuns fik begge bonussekunder - og det kan være af helt afgørende betydning i et løb, der altid afgøres på marginaler - men ellers var det tegn mere end reelle tidsforskelle, der var udbyttet af dagen.

Det ændrer sig imidlertid i morgen. Efter tre flade etaper og to dage med eksplosive afslutninger er det nu tid til de lidt længere stigninger, og selvom bakkerne aldrig bliver voldsomt lange, er terrænet et andet end det, vi har set hidtil. Det måtte Peter Sagan indse, da han efter en overraskende god indsats på Muren knækkede i Polens sydlige bjerge, og det er mindet om det sammenbrud, rivalerne skal klynge deres håb til.

Kan Kwiatkowski virkelig blive træt? De har da lov at håbe.

Favoritterne

Det har altid været de to etaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der har været de vanskeligste i Polen Rundt - i hvert fald hvis man ser bort fra den italienske udflugt i 2013 - og de har grundlæggende altid haft samme karakter. Begge har de undergået visse forandringer med jævne mellemrum, først og fremmest med det sigte at øge sværhedsgraden, men finalerne har oftest været de samme fra år til år.

Som sagt har man denne gang valgt at give Zakopane-etapen et twist, og det betyder, at vi for anden dag i træk befinder os i ukendt farvand. Fordi det polske terræn hverken er meget svært eller helt let, er det altid vanskeligt præcis at vurdere, hvor vanskelige etaperne er. Det så vi i dag, hvor den nye etape viste sig lettere end ventet, og vi kan derfor ende med igen i morgen at blive overraskede.

På papiret synes den nye rute at være vanskeligere end den gamle, der var svær nok til at koste Peter Sagan førertrøjen og muligheden for at vinde samlet. Det er egentlig ikke så meget stigningerne i selv, der er skræmmende, men med mere end 2500 højdemeter på bare 129 km og stort set intet fladt terræn vil der være tale om en ganske selektiv sag, der meget vel kan ende om en eksplosiv angrebsfest med konstant udskilning. Især det forhold, at der stort set ikke er én meter fladt terræn, vil gøre det til en knaldhård etape.

Meget afhænger imidlertid af, hvordan løbet vil blive kørt, men her er der i hvert fald grund til optimisme. De to sidste etaper i Polen har altid været en invitation til offensivt cykelløb, og den tendens vil bestemt ikke blive mindre af den meget korte distance. I dag fik vi den første smag på en aggressiv start, men det burde være for intet at regne mod det, der venter i de kommende dage. Historisk har vi ofte set nogle meget store og stærke udbrud på disse etaper, og efter en sand angrebsbyge i indledningen er det sandsynligt, at vi efter lang tid vil ende op med et lignende scenarium denne gang.

Egentlig vil Sky elske at lade udbruddet stjæle bonussekunderne, men det bliver svært. I dette terræn vil det nemlig være gode klatrere, der kan køre afsted, og da der i klassementet er 51 ryttere, der er mindre end to minutter efter Kwiatkowski, er det stærkt usandsynligt, at udbruddet ikke vil have deltagelse af mindst en rytter, der kan true førstepladsen. Derfor vil Sky være tvunget til at køre hårdt på hele dagen, og det i sig selv vil gøre det næsten umuligt for udbruddet at holde hjem.

I finalen kan vi vente angreb fra klassementsholdene, ligesom der er hold med en klar interesse i at gøre det hårdt. Det gælder Bora med deres mange klatrere, Mitchelton-Scott, der har vist, at de trods Yates’ nedtur endnu ikke har givet op, BMC, der med Teuns skal forsøge at knække Kwiatkowski, samt de mere rene klatretyper som George Bennett, Thibaut Pinot og Fabio Aru, for hvem løbet næsten kun kan blive for let. Derfor burde der være rigeligt med interesse i enten at sætte tempo eller ved angreb tvinge Sky til at køre så stærkt, at favoritterne skal afgøre det.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sky har som nævnt ovenfor et fremragende hold med særligt den dybt imponerende Pavel Sivakov og Sergio Henao, og de burde derfor være i stand til at kontrollere de væsentligste angreb. Da stigningerne på de rundstrækningen ikke er specielt stejle, synes det derfor oplagt, at et formentlig ganske reduceret felt af topnavne skal slås om det på den ikke-kategoriserede stigning i finalen.

Den stigning er ikke specielt velbeskrevet, men synes på baggrund af de data, der har kunnet opstøves, at kunne skabe en ganske pæn udskilning og blive rammen om angreb fra de store favoritter. Den er dog næppe hård nok til, at man kan køre alene hjem. Formentlig bliver det en lille gruppe af klassementsryttere, der skal afgøre det hele, måske i en spurt i den flade finale, hvis det altså ikke lykkes at udnytte manglen på kontrol til at snige sig væk, som det før er set på lignende etaper i det polske løb. De sidste flade stykker kan nemlig blive ret svære at styre, men en stærk Kwiatkowski bakket op af Henao burde have en vis mulighed for at sikre, at en lille gruppe af topnavne skal spurte om sejren.

Det får os til at pege på Michal Kwiatkowski som vores favorit. Som beskrevet i analysen ovenfor er polakken efter dagens vanvidsspurt utvivlsomt adskillige niveauer over rivalerne, og der er ingen tegn på, at han endnu er træt efter Touren. Samtidig er der ikke mange i verden, der er bedre end netop Kwiatkowski i denne type terræn, og det virker meget svært at se, hvem der skulle kunne sætte polakken til vægs på stigningerne. Samtidig er han i en flad spurt den klart hurtigste blandt klassementsrytterne, og ender det derfor som ventet i en spurt blandt favoritterne, bliver han næsten umulig at slå.

Der er dog et par trusler mod et hattrick til Kwiatkowski. Først og fremmest er der det ovenfor omtalte risiko for et kollaps, hvis han vitterligt skulle blive træt efter en lang Tour, og det er ikke uset, at netop Kwiatkowski har haft nogle ret spektakulære sammenbrud. Sker det ikke, er der i hvert fald ingen, der kører fra ham, men sidder han isoleret til slut, kan det blive lidt svært at kontrollere. Det kan betyde, at han enten må lade en mand køre på det flade stykke i finalen, som vi så det, da Bart De Clercq vandt den lignende etape for et par år siden, eller at han skal føre så meget, at han til slut mangler lidt i spurten. Med Henao ved sin side burde han dog have så meget hjælp, at vi tror på et hattrick til den lokale helt.

Det er svært at finde ryttere, der både kan sidde med Kwiatkowski i det svære terræn og samtidig slå ham i en spurt. Skal man pege på en kandidat, er Daniel Moreno måske det mest oplagte bud.  Som omtalt i gårsdagens analyse, rejste den spanske veteran sig fornemt på Muren efter en meget svær tid, og selvom han skuffede i dag, synes han at være bedre end længe. Dette terræn burde ikke være for svært for Moreno, selvom han slet ikke er så stærk som tidligere, og selvom han er bedst i en stigende spurt, har han også før vist sig hurtig i flade finaler. Umiddelbart er han den næsthurtigste af de ryttere, der kan overleve bakkerne, og derfor ligner han den største trussel mod en Kwiatkowski-sejr.

Enrico Gasparotto burde imidlertid også have en chance. Den italienske veteran har fået en sjælden chance for at køre klassement, og den har han i den grad grebet. I Ardennerne viste han, at han fortsat er blandt verdens bedste i dette terræn, og selvom han bestemt ikke er klatrer, burde stigningerne her ikke være for lange. Han har klart lignet en af de stærkeste hidtil og burde kunne sidde med de bedste til stregen. Lykkes det, er han en af de få, der faktisk kan true Kwiatkowski i en spurt.

Løbets joker er Enrico Battaglin. I går valgte han at ofre sig for George Bennett, og derfor aner vi reelt ikke, hvad det kunne være blevet til. I dag kom han som nævnt ovenfor flyvende med dobbelt fart til sidst, og det indikerer i hvert fald, at formen er ganske god. En Battaglin i topform kan sagtens klare terræn som dette, men han er også så ustabil, at han lige så vel kan falde helt igennem. Problematisk er det også, at han kan blive bedt om at køre for George Bennett, der har brug for, at løbet bliver stenhårdt, og derfor kan han igen blive bedt ofre sig. Sidder han med til stregen, skal Kwiatkowski imidlertid tage sig i agt, for så vil han være en stor trussel mod polakken.

En anden joker er Fabio Felline. I går gjorde han det fremragende efter at have ofret sig for Brambilla, men i dag var han helt væk. Det kan imidlertid skyldes, at Nizzolo havde meldt om gode ben, og derfor var han slet ikke kaptajn. Hvor han står formmæssigt er et helt åbent spørgsmål, men er han på toppen, kan han sagtens klare sig i dette terræn. Sidder han med hjem, vil han næsten med sikkerhed være den på papiret hurtigste i en flad spurt.

Simon Yates skuffede stort på Muren, men i dag rejste han sig med en fin spurt, da det viste sig, at det hele alligevel blev lidt for hårdt for Matteo Trentin. Kører han som bror Adam i Dauphiné, vil han bare blive bedre og bedre som dagene skrider frem, og i teorien burde det hårdere terræn her favorisere ham mere end Kwiatkowski. Han har som bekendt et gudsbenådet punch på korte stigninger, og var gårsdagens nedtur bare udtryk for en dårlig dag, er han sammen med Kwiatkowski den rytter, der vil have den bedste chance for at køre alene hjem. I en spurt er han også ganske hurtig, selvom han formentlig vil være overmatchet på flad vej.

Læs også

Ny sølvmedalje for VM-favorit: Sidste år var mere en sejr

I en spurt kan Thibaut Pinot også blive farlig. Den franske stjerne fik sig et stort selvtillidsboost i går, hvor han sluttede så stærkt af på de sidste meter, at han lignede en af de stærkeste. Resultatet havde været bedre, hvis positionen ikke havde været dårlig, og det må have fyldt ham med selvtillid. Stigningerne her er stadig lidt for korte til, at han kan gøre den helt store forskel, men han har i Giroen og Tour of the Alps de senere år vist, at han kan vinde spurter fra små grupper af klassementsryttere, især hvis det har været hårdt.

Hurtig er også Patrick Konrad, men hans form er temmelig svær at vurdere. Helt i top kan den ikke være, for så havde holdet næppe sendt ham tidligt i offensiven i går. Nu er han desværre ude af klassementet, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde etapen. Terrænet her passer ham nemlig som fod i hose, og skal han ikke arbejde for at berede vejen for Davide Formolo og Emanuel Buchmann, der har brug for det hårdest tænkelige løb, kan han måske sidde med til stregen. I givet fald vil han have en reel chance for at true Kwiatkowski i en spurt.

Sidste år var Dylan Teuns i store problemer på disse etaper, men i Paris-Nice viste han sig langt stærkere end tidligere på længere stigninger. Derfor er der en berettiget forventning om, at han vil være bedre i år og i stand til at køre offensivt i kampen mod Kwiatkowski. Problemet er, at polakken er den hurtigste af de to, og da han ikke vil få en mm foræret, skal han køre fra ham for at vinde. Det bliver meget, meget svært, men falder Kwiatkowski virkelig sammen, vil Teuns være klar til at slå til. Han ligner et af de bedste bud på en solovinder, men i en flad spurt vil han med stor sandsynlighed være oppe mod hurtigere folk. Det er nemlig ikke hans spidskompetence.

Richard Carapaz begik den klassiske nybegynderfejl ved at starte alt, alt for tidligt på gårsdagens stejle mur. Derfor siger resultatet intet om, hvordan formen er, men da Tour de Pologne tilsyneladende er et mål for ham, er han formentlig blandt de stærkeste. Han er til gengæld ikke hurtig i en flad spurt, men det behøver han ikke nødvendigvis at være. Hans tidstab betyder nemlig, at han er en af de ryttere, Kwiatkowski ka lade køre lidt væk.

En af løbets positive oplevelser har været Sergei Chernetckii, der synes at have fundet formen fra Lombardiet igen. Han har været overraskende god på de første to etaper, og også denne finale burde passe ham. Han synes stærk nok til at sidde med, og han er ganske hurtig på stregen. Bedst chance har han dog , hvis han udnytter sin underdogstatus til at lave ”en De Clercq” og angriber på det flade.

Et andet bud på en rytter med den slags muligheder er Dries Devenyns. Den erfarne belgier var stærkere end nogensinde i årets første måneder, hvor han imponerede igen og igen, men desværre satte en skade en brat stopper for succesen. Nu ser han endelig ud til at være tilbage i form, og selvom terrænet her kan være for svært, har han gode muligheder for at sidde med hjem. I en spurt er han ganske hurtig, ligesom han er et godt bud på en rytter, der kan time et sent angreb.

Alberto Bettiol er her for at hjælpe Teuns, og han får næppe sin egen chance. Det var dog en positiv overraskelse, at han blev nr. 18 i går, og han synes derfor at være i storform. Er han det, burde han have en chance for at klare dette terræn - under forudsætning af, at han ikke skal hjælpe Teuns med at gøre det hårdt - og sidder han der til slut, vil det ikke være dumt af ham at forsøge at spurte mod Kwiatkowski og derved stjæle bonussekunder fra polakken.

Også Alexey Lutsenko, Gianluca Brambilla og Jan Bakelants fortjener at blive nævnt. Alle manglede de det sidste i går, og alle risikerer de at blive sat til vægs, hvis det bliver hårdt. De har dog også en chance for at sidde med, og de er alle ganske hurtige på stregen. Samtidig er de blandt feltets bedste angribere, så hvis nogen kan slippe væk i den flade finale, hører de alle til blandt topkandidaterne.

Endelig er der Laurens De Plus. Det belgiske talent kørte fremragende på muren i går, hvor han førte næsten hele vejen og alligevel sluttede som nr. 11 i en finale, der ikke passede ham. Han bør derfor ikke have problemer med at sidde med hjem. Til gengæld har han ikke mange chancer i en spurt, men han er samtidig en underdog, der måske kan snige sig væk i finalen.

George Bennett, Sam Oomen, Emanuel Buchmann, Davide Formolo og Fabio Aru fortjener at blive nævnt. Alle er de ubetinget blandt de bedste i løbet - især meget formstærke Bennett -  og derfor burde de alle være med til stregen. Problemet er, at ingen af dem har nogen chancer i en flad spurt, og da de alle er store navne, er det svært at se, hvordan de skal kunne snige sig væk og vinde etapen. Kwiatkowski vil overvåge dem tæt.

Feltet.dks vinderbud: Michal Kwiatkowski

Øvrige vinderkandidater: Daniel Moreno, Enrico Gasparotto

Outsidere: Enrico Battaglin, Fabio Felline, Simon Yates, Thibaut Pinot, Patrick Konrad

Jokers: Richard Carapaz, Dylan Teuns, Sergei Chernetskii, Dries Devenyns, Alberto Bettiol, Gianluca Brambilla, Alexey Lutsenko, Jan Bakelants, Laurens De Plus