Optakt: 6. etape af Tour of Turkey

Ruten

Siden løbets opgradering i 2008 har det været en tradition, at det hele enten er startet eller sluttet i storbyen Istanbul. I de første år agerede den startby, men mellem 2012 og 2015 blev den store finale afviklet i landets største by. Sidste år lagde man igen asfalt til åbningen, men i år er det igen afslutningen, der er henlagt til Istanbul. Det sker på en etape, hvor man vil genbruge den ekstremt tekniske og meget spektakulære finale, der har været brugt i de senere år, og som byder på en lille brostensbakke til allersidst, en bakke, der nu to gange har snydt sprinterne. Etapen er også speciel, fordi det er det eneste større cykelløb, der finder sted i hele to kontinenter, idet man undervejs krydser Bosporus-strædet og således afvikler dele af etapen på både europæisk og asiatisk jord.

Med en distance på bare 143,7 km er der igen tale om en ganske kort etape, der både starter og slutter i Istanbul. Starten gå i den østlige udkant af byen i den asiatiske del, hvorfra man fortsætter mod sydvest med retning mod centrum. Modsat tidligere år finder hele etapen imidlertid ikke sted inde i byen, idet man herfra i stedet kører mod nord ud af byen. Efter nogle mindre bakker rammer man løbets sidste kategoriserede stigning, der er i kategori 4 og har top efter 25,2 km. Herefter fortsætter man via en nedkørsel videre mod nord, inden man fortsætter gennem fladlandet mod nord og nordvest.

Efter 54,6 km når man frem til en bro, der fører over Bosporus-strædet og dermed fra Asien til Europa. Dagens Turkish Beauty Sprint er placeret midt på broen, hvorefter man fortsætter videre mod vest igennem fladt terræn i den europæiske del af Tyrkiet. Efter knap 80 km sættes kursen mod syd med retning mod Istanbul, hvor det går op over en lille ikke-kategoriseret stigning efter ca. 90 km. Herefter leder en nedkørsel ned til storbyen, der er stort set helt flad. Omkring Atatürk-lufthavnen drejer man mod nordøst for at køre ind mod centrum via to mindre bakker, indtil man til slut kører mod sydøst ind mod byens gamle centrum. Her venter den indlagte spurt på kystvejen efter med 14 km igen. Man kører herefter en omgang på en rundstrækning, der blot består af en tur ad kystvejen adskilt af to U-vendinger i hver ende. På tilbagevejen frem mod den ene U-vending drejer man imidlertid i finalen væk fra kystvejen med 1400 m igen. Her rammer man den spektakulære brostensbakke, der i bunden stiger med 7% og herefter med 3-4%, indtil man når toppen med 800 m igen. Herefter flader det ud og stiger kun ganske lidt frem til stregen i en teknisk finale, der byder på hele fire skarpe sving på de sidste 800 m, hvoraf de to sidste kommer med ca. 200 m igen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Brostensbakken i finalen er blevet benyttet i både 2016 og 2015. Sidste år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero. I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan Van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

Vejret

Rejsen nordpå betyder, at det vil være en smule køligere søndag, men rytterne har stadig flotte betingelser. Det vil være solrigt med lidt flere skyer end hidtil, og temperaturen vil være 20 grader. Det vil praktisk talt være vindstille med en svag vind fra vest og sydvest. Det giver sidemedvind først på etapen og dernæst mod- og sidemodvind. I finalen vil der være sidemedvind og medvind, indtil man når rundstrækningen, hvor der vil være skiftevis med- og modvind. Der vil være medvind på bakken i finalen, derefter et kort modvindsstykke og til sidst medvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 5. etape

Er det overhovedet muligt at stoppe Sam Bennett? Tilsyneladende ikke. I går roste vi Diego Ulissi for hans fantastiske evne til altid at toppe formen i oktober måned, hvor han altid har samlet masser af succes, og Bennett kan indskrives på listen over ryttere med samme evne. Hvert år synes hans sæson at følge et mønster, hvor han rammes af en nedtur i august og første del af september for så at genfinde motivationen og benene til de sidste løb. Det er ikke uden grund, at han to gange har sejret i Paris-Bourges, og i år har han gjort det endnu bedre med nu fire sejre i Tyrkiet og den flotte spurtsejr i Münster forud for begivenheden i Tyrkiet.

Det var ellers femte etape, som Trek havde udset sig som deres dag. Helt som forventet gik amerikanerne ind til løbet med en plan om at ryste Bennett på den hårde stigning i finalen, og selvom deres hold mildt sagt ikke består af klatrere, gjorde de deres bedste for at sætte ireren under pres, først med Greg Daniel og siden med en ganske vist meget skuffende Jarlinson Pantano. De fik endda god hjælp af Wilier, der angreb med Ilya Koshevoy og Daniel Martinez, og dermed tvang UAE til at køre så stærkt, at de endda satte deres eget etapehåb, Simone Consonni. Med andre ord kunne de ikke have gjort meget med de begrænsede midler, de havde til rådighed, men Bennett var usårlig. På intet tidspunkt lignede han en mand, der kunne sættes, og dermed viste han igen, hvorfor det var som hårdfør type, at han fik sit gennembrud i Tour of Britain i 2013.

Selvom han overlevede stigningen, var Bennett imidlertid yderst sårbar. Med tabet af en sygdomsramt Gregor Mühlberger samt Michael Schwarzmann og Leopold König, var han reelt overladt til sig selv på den sidste kilometer. Helt modsat sad Theuns i en perfekt position, efter at Boy Van Poppel - en af verdens bedste lead-out men - med bare få kilometer igen var kommet tilbage. Dermed havde Theuns igen det i særklasse bedste tog, og med tanke på den ret smalle afslutning, der betød, at Bennett kortvarigt var lukket inde, kunne det være endt anderledes.

Det gjorde det imidlertid ikke. Den normalt ellers altid så sikre Van Poppel kom ved et uheld til at lukke for sin egen kaptajn, der ville passere ham til højre. Bennett ventede og ventede på, at belgieren skulle åbne, men da der ikke var plads, skete det aldrig. Derfor måtte ireren selv starte sin spurt, da der manglede blot 100 m, og herefter var udfaldet givet. Theuns må imidlertid være grædefærdig. Han så ud til at være kommet bedre over stigningen end sin rival, der ovenikøbet måtte bruge mange kræfter på at manøvrere sig frem i finalen, mens Trek-sprinteren sad på hjul af sit tog. Vi fik imidlertid aldrig duellen at se, og det er derfor fortsat uklart, om Theuns ville have haft farten til at true Bennett efter et så kompliceret løb. Det er ikke sikkert, at en sejr havde været mulig, men Theuns må utvivlsomt gå i seng med mange ”hvis bare…”-overvejelser i aften.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

En anden stor taber var Simone Consonni, der virkelig havde en chance for at vinde i dag. Efter oprindeligt at have været sat lykkedes det ham nemlig at komme tilbage og endda vinde kampen om Theuns’ hjul. Med tanke på, at belgieren endte med at blive lukket inde, er det meget sandsynligt, at Consonni kunne have sejret, hvis ikke han havde givet sig, da Bennett i finalen skubbede ham væk fra positionen bag belgieren. Med lidt mere modstandsdygtighed i positionskampen havde den unge italiener holdt fast, og var det sket, er det ikke let at vide, hvad det kunne være blevet til.

I stedet endte Ahmet Örken som Bennetts værste rival. Det tyrkiske talent var ikke uheldig med at finde det rigtige hjul i finalen, men andenpladsen vidner om hans talent. Han var nemlig en af de få sprintere, der sad med de bedste hele vejen til toppen af stigningen, og det viser, at det ikke er uden grund, at han er blevet udskreget til noget stort i sit hjemland. Næste år får han chancen på den endnu større scene, når han skifter til Israel Cycling Academy. Det skal blive spændende at se, hvad den hårdføre sprintertype kan drive det til i fremtiden.

En anden interessant iagttagelse var Riccardo Minalis holdbarhed. Ganske vist sad han ikke med de bedste hele vejen til toppen af stigningen, men det lykkedes ham at komme tilbage med den store gruppe i finalen. Tidligere ville man have udelukket, at den rene sprinter kunne have spillet en rolle i en finale som denne, men han har virkelig udviklet sig i sit første år som professionel. Han gav allerede de første indikationer i Bruxelles og Fourmies i september, og i dag bekræftede han så, at han nu er i stand til at overleve flere stigninger. Klatrer bliver han aldrig, men der er håb om, at han kan blive til mere end typer som Jakub Mareczko og Andrea Guardini, der har klatret så dårligt, at de aldrig har fået meget ud af deres hurtighed.

Endelig må man også tage hatten af for UAE. Allerede i går gjorde vi det klart, at holdet havde bedste klatrere, og det bekræftede de til fulde i dag. På et tidspunkt, hvor de fleste hold sad med 1 eller 2 ryttere i frontgruppen, havde Ulissi stadig Vegard Stake Laengen, Edward Ravasi, Przemyslaw Niemiec og Darwin Atapuma hos sig. Hvis nogen havde bare det mindste håb om at finde et hul i Ulissis panser, blev det i den grad knust efter UAE-mandskabets fornemme opvisning i dag. Kun uheld kan forhindre Ulissi i at trone øverst på podiet i morgen eftermiddag i Istanbul!

Favoritterne

Ulissi skal nu blot undgå uheld på den sidste etape til Istanbul, der som det har været tilfældet i de fleste af de foregående udgaver, er rammen om den store afslutning. Tidligere lagde man den røde løber ud for sprinterne med en helt klassisk sprinteretape, men det nye format med den lille brostensbakke i finalen har for alvor ændret etapens format. Den er som sagt nu blevet benyttet to gange tidligere, og ikke én eneste gang er det endt i en spurt.

Hidtil er det hver gang lykkedes for en rytter at undslippe på bakken. Begge gange angreb Caja Rural fra bunden med hhv. Lluis Mas og Jose Goncalves, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig (idet det skal bemærkes, at Goncalves ikke vandt etapen, da Przemyslaw Niemiec stadig var foran efter et langt udbrud). Det viser, at det er en etape, der sagtens kan bruges af en stærk puncheur til at gøre en forskel, og det er langtfra givet, at der skal spurtes om sejren. De tidligere resultater viser også, at man i spurten finder en blanding af sprintere og puncheurs, og både Cavendish og langt mere hårdføre typer har været med fremme. Samtidig betyder de mange sving, bakken og de smalle veje, at der altid opstår huller i finalen, og derfor kan klassementet meget vel ændres, hvis man ikke holder sig til i den tætte positionskamp. Intet er derfor sikkert, indtil man er sikkert i mål i Istanbuls centrum, og der er dermed garanti for en spektakulær, uforudsigelig og flot afslutning på Tyrkiets nationale rundtur.

Finalen må specielt give Edward Theuns drømme. Belgieren er efterhånden ved at være desperat, hvilket hans seneste udtalelser og tweets vidner om. Sjette etape er imidlertid hans måske bedste chance for succes. Hvis man skal sammenligne finalen med en anden velkendt afslutning, er det nærliggende at pege på sidste etape af Tour of Croatia. Her var Theuns sidste år meget tæt på at vinde og blev kun til sidst overspurtet af en meget stærk Sondre Holst Enger.

Det er ikke tilfældigt. Theuns er som bekendt en fremragende rytter til brostensklassikerne, og finalen her minder meget om en flamsk klassiker. Trek og Theuns må med andre ord virkelig se store muligheder i en etape, der er skræddersyet til belgieren, og derfor må man formode, at de vil gå hårdt efter sejren. Også Bora drømmer helt sikkert om at køre fuldt hus med Bennett, og man kunne sagtens forestille sig, at Caja Rural med Eduard Prades og Androni med Francesco Gavazzi også har udset sig etapen som en mulighed. Derfor formoder vi, at det hele skal samles til en flot dyst mellem puncheurs og stærke sprintere.

Etapen vil formentlig blive indledte aggressivt. Danilo Celano og Mirco Maestri skal have afgjort kampen om bjergtrøjen, mens Onur Balkan og Alex Turrin skal dyste om sprinttrøjen. De vil derfor alle være aktive i den indledende fase, indtil et udbrud etableres. Herefter venter vi, at UAE, Bora og Trek vil kontrollere etapen og måske med lidt hjælp fra Androni og Caja Rural sikre, at det hele bliver samlet.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Finalen bliver ekstremt hektisk. Som historien har vist, kan man ved at ramme bakken først med flere ryttere lade den forreste mand slå et hul, og i de snævre gader har det hidtil vist sig at være umuligt at hente den pågældende igen. Mange hold vil drømme om at gøre det samme, og sprinterne ved, at de skal sidde med helt i front, når man drejer ind på bakken. Derfor må man vente, at der bliver en fantastisk positionskamp - og forhåbentlig ingen styrt i en drabelig finale.

Alt peger på, at Trek vil vinde kampen. De har hidtil vist, at de har det i særklasse stærkeste mandskab på flad vej, og de vil formentlig kunne placere deres tog først i sidste sving. Om de så vil benytte det til at lave et Caja Rural-angreb med folk som Jarlinson Pantano eller Kiel Reijnen - måske endda med Edward Theuns selv - eller køre hårdt for at sikre en spurt, er ikke helt klart, men de har begge muligheder. Under alle omstændigheder vil Theuns formentlig være første sprinter på bakken, og historien viser, at det ikke er let at genvinde positioner efterfølgende.

Derfor vover vi pelsen og spiller på en anden vinder end ellers suveræne Bennett. Finalen er som sagt skræddersyet til Edward Theuns, der virkelig har alle muligheder for endelig at sejre. Ikke alene er han på papiret bedre end Bennett på korte brostensbakker, han har også det bedste hold i til at køre sig frem i den ekstremt tekniske finale. Bennett skal formentlig bruge mange kræfter på at komme frem igen efter toppen, mens Theuns vil kunne spare kræfter. Han vil formentlig være friskere i spurten og have en bedre position. Det kan endda ikke udelukkes, at det er Theuns selv, der vil tage initiativ til at angribe, og han er stærk nok til at gøre det færdigt enten i en spurt eller med en offensiv. Vi tror, at Theuns endelig bryder forbandelsen og får ram på sin rival.

Men det bliver ikke let at slå Sam Bennett. Ireren har vist sig at være i fabelagtig form, og finalen her passer ham bestemt ikke dårligt. Husk på, at han fik sit gennembrud ved at vinde på en langt, langt sværere stigning i Tour of Britain i 2013, og nu er han formentlig stærkere. Havde stregen været placeret på toppen af bakken ville han have været mere sårbar, men den flade finale betyder, at han i højere grad vil kunne gøre brug af at være den i særklasse hurtigste rytter. Naturligvis vil han formentlig være mere slidt end Theuns, men er han med helt fremme, vil han sandsynligvis stadig sejre. Den store udfordring bliver positionskampen, der altid har været hans akilleshæl, og her er han oppe mod et Trek-hold, der er stærkere end hans eget Bora-mandskab. Alt afhænger derfor af hans position i bunden af bakken.

UAE skal først og fremmest sikre sig, at de vinder med Ulissi, men man skal ikke udelukke, at de også kan vinde etapen. Finalen er meget sammenlignelig med afslutningen på VM i Richmond, hvor Simone Consonni som bekendt vandt sølv i U23-løbet. Der er med andre ord tale om en god afslutning for italieneren, der har vist, at han både kan manøvrere i positionskampen og har farten til at udfordre de to store. Det store problem er, at han formentlig er overladt meget til sig selv til slut, hvor UAE primært vil have blikket rettet mod Ulissi.

En mand, der kan overraske, er Jarlinson Pantano. Det vil næsten være dumt af Trek at satse hele butikken på, at Theuns kan besejre Bennett i en spurt. Hvorfor ikke prøve at bruge Caja Rural-taktikken ved at udnytte holdets overlegenhed i positionskampen til at angribe på bakken? Lader man Pantano komme først ind på stigningen og åbner et hul bag colombianeren, bliver han ikke let at hente igen. Ganske vist er han langt fra sin bedste form, men han ligger trods alt i top 10 samlet og har det rette punch til en stigning som denne. Han kan sagtens gøre det, Mas gjorde for to år siden. En anden kandidat til et sådant fremstød fra Trek er Kiel Reijnen.

Finalen er også perfekt for Androni, der har to oplagte kandidater i Andrea Vendrame og Francesco Gavazzi. Vendrame har tidligere i år vist sig som specialist i at spurte op ad bakke, og derfor burde en afslutning som denne være perfekt for ham. Gavazzi er knap så hurtig, men til gengæld mere hårdfør og vil helt sikkert have udset sig denne finale. Skal han vinde, skal han imidlertid formentlig udnytte lidt tøven blandt favoritholdene til at angribe på det flade stykke til sidst, mens Vendrame har en bedre chance for at sejre i en spurt.

Afslutningen har også navnet Eduard Prades skrevet ud over det hele. Spanieren er slet ikke hurtig nok til at vinde de flade spurter, men i en afslutning som denne har han gode kort på hånden. Han har været i fabelagtig form på det seneste, hvilket hans top 15-placering på kongeetapen vidnede om. Man skal ikke glemme, at han er tidligere vinder af Coppa Sabatini, der er et rigtigt puncheurløb med en lignende, men dog noget hårdere finale. Han skal håbe på, at det bliver så hårdt som muligt - og så skal han undgå sine vanlige problemer i positionskampen.

Hvad med Diego Ulissi selv? Det er faktisk slet ikke en dårlig afslutning for løbets førende rytter, der i Giroen for et par år siden viste, at han faktisk kan slå sprinterne, hvis det bare stiger lidt i finalen. Her er selve spurten relativt flad, men Ulissi vil naturligvis være langt, langt friskere på toppen. Han skal alligevel holde sig til, og hvis Consonni mod forventning ikke sidder med helt i front, kan han lige så godt se, hvad det kan række til - uden at tage risici i den farlige finale naturligvis.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

I dag så vi, at Manuel Belletti fortsat ikke er ved fordums styrke, men en finale som denne ville tidligere have været ganske udmærket for italieneren. Han viste specielt på 3. etape, at han er i bedre form, end han har været længe, og selvom der stadig mangler nogle procent, burde han kunne holde sig til her. Han er god i positionskampen, og det er en betydelig fordel.

Endelig fortjener Ahmet Örken også at blive nemt. Hans flotte klatre- og spurtpræstation i dag vidner om, at han burde være en af de bedste sprintere i en afslutning som denne. Der er næppe tvivl om, at han har benene til et topresultat, men hans store udfordring er holdet. Det er som sagt helt afgørende at kunne holde sig til i positionskampen, og det kan muligvis koste Örken hans chance for at udfordre de bedste.

Feltet.dks vinderbud: Edward Theuns

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Simone Consonni

Outsidere: Jarlinson Pantano, Andrea Vendrame, Francesco Gavazzi

Jokers: Eduard Prades, Kiel Reijnen, Diego Ulissi, Ahmet Örken

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Niemiecs sejr fra sidste år her. Mas’ spektakulære triumf fra 2015 kan ses her.