Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Iri Greco / BrakeThrough Media

Optakt: 6. etape af Vuelta a San Juan

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

28.01.2017 kl. 13:52 af Emil Axelgaard.

Som vi forudså i går, viste Rui Costa sig at være den stærkeste på en relativt let stigning, der var som skabt til den kraftfulde portugiser. Bauke Mollema var fanget i et vanskeligt taktisk spil, men trods mangel på holdkammerater lykkedes det ham at tage førertrøjen, og han skal nu blot overleve to flade etaper, inden han kan lade sig krone som vinder af den stærkest besatte udgave af Vuelta a San Juan

Ruten

Sprinterne skulle blot overleve én dag i højderne, inden de ventes at være tilbage i rampelyset. 6. etape er med sine 185,7 km klart den længste, men da den er stort set flad, bør den ikke byde på de store udfordringer. Denne gang er der start og mål i Pocito, og herfra bevæger rytterne sig ad flade veje mod øst. Her passerer de den første indlagte spurt efter 51,9 km, inden de udfordres af kategori 3-stigningen Cueste de las Vacas (3,9 km, 2,8%), der har top bare 19,6 km senere. Nedkørslen fører til Vallecito, hvor der vendes rundt, og derfor skal rytterne igen op over kategori 3-stigningen, denne gang fra den anden side (0,6 km, 6,9%). Toppen nås efter 80,8 km, og herefter er etapen flad. Efter at have dystet om point i den sidste spurt efter 111,7 km, kører rytterne ad en lidt anderledes rute tilbage til start- og målområdet. Etapen afsluttes med en omgang på en flad, rektangulær rundstrækning, der er 17,6 km lang. Igen er der ingen sving i de sidste 3 km, der er helt flade.

 

 

 

Vejret

Som forudsagt de seneste dage bliver det i øjeblikket bare varmere og varmere, og det hele kulminerer i weekenden. Således ventes temperaturen under lørdagens bagende sol at nå hele 42 grader. Heldigvis burde det være en anelse køligere, når etapen afvikles først på aftenen. Der er kun en let til jævn vind fra nordøst, hvilket betyder, at rytterne har sidevind stort set hele dagen. På den rektangulære rundstrækning i finalen kommer vinden naturligvis fra alle sider. Der er imidlertid direkte modvind i de sidste ca. 5 km.

 

Analyse af 5. etape

Kongeetapen forløb stort set, som vi havde forudsagt i vores optakt. Den afsluttende stigning var på grænsen af, hvad store folk som løbets førende rytter, Ramunas Navardauskas, kunne klare, og samtidig for let til, at de bedste klatrere kunne gøre en forskel. Samtidig havde vi ret i, at Bauke Mollema ville blive isoleret hurtigt, og det skulle vise sig at gøre det vanskeligt for hollænderen. Han måtte således selv lukke hullerne i finalen, og det kostede kræfter, da Rodolfo Torres angreb i finalen. I første omgang kunne kun Rui Costa og Mollema følge den formstærke colombianer, og hurtigt måtte også Mollema give fortabt. Dermed endte det i et spurtopgør mellem Costa og Torres, og det var naturligvis barnemad for portugiseren at slå den klejne Androni-rytter.

 

I optakten pegede vi på Torres som den stærkeste klatrer, og det viste sig at holde stik. Hans chokerende gode enkeltstart havde tydeligt vist, at han er i storform, og han kunne med sit sidste angreb komme af med alle andre end Costa. Samtidig levede portugiseren op til vores store forventninger og viste, at de forbedringer, han oplevede i 2016, bæres med ind i 2017. Blandt klatrerne er det kun Mollema, der kan matche ham i en spurt, og derfor var en let stigning som denne perfekt for ham.

 

Sejren må komme som en lettelse for Costa, der ikke har vundet i mere end et år. Det har været ganske urimeligt at se, hvordan hans fremskridt i 2016 ikke blev omsat i sejr, og derfor må dette styrke hans selvtillid helt kolossalt. Desværre begår han den monumentale fejltagelse at satse på klassementet i Giroen, hvor han med stor sikkerhed vil komme til kort. Han kunne udvikle sig til en af de bedste ryttere til Ardennerklassikerne og ugelange etapeløb, og med den form han viser i øjeblikket gjorde han klogt i en sådan satsning.

 

For Torres må det være en befrielse at være tilbage. Colombianeren oplevede et gennembrud i 2015, men sidste år var det først i efteråret, at han fandt benene. I Il Lombardia viste han imidlertid sit store potentiale, og det understregede han igen i dag. Det er blot ærgerligt, at han ikke får mulighed for at vise det sammen med resten af Androni-holdet i Giroen. Nu må han i stedet satse på Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps, hvor han kan give prøve på sine klatrekundskaber.

 

Mollema er imidlertid dagens store vinder, og han har nu udsigt til at vinde samlet. Det siger meget om hans fremragende form, at han kunne håndtere den vanskelige taktiske situation med et hold uden klatrere. Modvinden gjorde det kolossalt svært på denne type stigning, og selvom han blev sat i finalen, er han med stor sandsynlighed løbets stærkeste mand. Det kommer på ryggen af hans store fremskridt i 2016 og lover godt forud for Giroen, hvor han er en oplagt podiekandidat.

 

Dagens store taber er naturligvis Bahrain-Merida, der på papiret har det stærkeste klatrehold. Navardauskas gjorde det langt over forventning, men i sidste ende blev det alligevel for hårdt mod klatrerne. Som ventet viste Vincenzo Nibali sig endnu ikke at være i topform, og da Kanstantsin Siutsou slet ikke kunne følge op på sin flotte enkeltstart, må det arabiske hold nu forlade Argentina uden et nævneværdigt resultat i klassementet. Heldigvis har de fortsat deres etapesejr at glæde sig over.

 

Favoritterne

Klassementet er nu afgjort, og for klassementsrytterne handler det nu bare om at blive på cyklerne på de sidste to etaper, der burde blive afgjort i massespurter. Søndagens gadeløb er helt ukompliceret, men lørdagens etape kunne potentielt give udfordringer med vinden. Desværre vil det heller ikke i morgen blæse væsentligt, og selvom der er sidevind hele dagen, vil det næppe være nok til andet end at skabe lidt nervøsitet. Måske vil Bahrain-Merida igen forsøge at skabe lidt splittelse, men de kan næppe fange nogle af toprytterne under så gunstige vejrforhold.

 

Dermed er scenen igen sat for sprinterne. Det er imidlertid ikke helt sikkert, at det bliver en massespurt. På 4. etape var der lidt krig mellem sprinterholdene, og det endte med, at en meget stor gruppe næsten holdt hjem. Det har helt sikkert motiveret mange ryttere, og derfor bliver starten på lørdagens etape et festfyrværkeri af angreb.

 

Trek har ingen interesse i at hente udbruddet, så når gruppen er kommet afsted, vil alle igen kigge på Quick-Step. Torsdag fik de god hjælp af det italienske landshold, men da Elia Viviani i dag udgik med maveproblemer, er de nu ude af kampen. Belgierne kan imidlertid glæde sig over, at Bardiani og Wilier-Selle Italia begge fik styrket selvtilliden med henholdsvis en tredje- og en fjerdeplads på 4. etape, og dermed må de ventes at give en hånd med. Det samme må Nippo-Vini Fantini, der har en tredjeplads med Nicolas Marini fra 1. etape. Unitedhealthcare vil også gerne spurte, og dermed bør det blive en massespurt, selvom et udbrud ikke helt kan udelukkes.

 

Hvis det som ventet bliver en spurtafgørelse, er Quick-Step igen de store favoritter, men spørgsmålet er, hvem de kører for. Tom Boonen sagde tidligere, at han regnede med at spurte igen i weekenden, og dermed burde han få chance enten lørdag eller søndag. De har samtidig nævnt muligheden for at køre for Maximiliano Richeze, og vi føler os overbeviste om, at han får chancen en af dagene.

 

Spørgsmålet er, hvem der står først i køen. Vi tror, at Tom Boonen er manden, der satses på lørdag. Belgieren er bedre efter en lang, hård dag, og da 6. etape er den længste, vil det være logisk, at det er hans etape. Dermed er der udsigt til endnu en sejr til stjernen, der på 2. etape viste, at han stadig er en af de hurtigste i dette felt. Elia Viviani kunne ganske vist have slået ham, hvis ikke Boonen havde lavet et sent svaj, men da italieneren nu er ude, er det vanskeligt at forestille sig, at Boonen kan passeres. Igen forventer vi, at Richeze og Fernando Gaviria giver ham et perfekt lead-out, så vi sætter vores penge på belgieren.

 

Som sagt tror vi, at Maximilano Richeze får en chance på et tidspunkt, og det kan ikke udelukkes, at det bliver i morgen. Med Viviani ude af løbet, løber Quick-Step en betydeligt mindre risiko ved at satse på den lokale helt, og derfor bør de gøre det på et tidspunkt. Richeze er ikke helt så hurtig som Gaviria og Boonen, men han viste flere gange i 2016, at han er i stand til at blande sig på højeste niveau. Hvis han bliver kaptajn i morgen, kan han vente sig et perfekt lead-out fra Gaviria og Boonen, og så tvivler vi på, at han kan slås.

 

Hvis nogen kan bryde Quick-Step-dominansen, må det være Nicola Ruffoni. Efter at have været forhindret i at spurte både i mandags og i tirsdags, lykkedes det ham endelig på torsdagens etape. Her var han den nærmeste udfordrer til Gaviria og Viviani, og det var ingenlunde en overraskelse. Således er italieneren forrygende hurtigt og har tidligere været tæt på at slå Kittel og Cavendish. Vi vil ikke udelukke, at han kan slå Boonen og Richeze, selv hvis de får et godt lead-out, og dermed fremstår han som den stor rivale til Quick-Step.

 

Fernando Gaviria er ubetinget feltets hurtigste mand, men da han allerede har haft to chancer, tvivler vi på, at der køres for ham lørdag. Omvendt er han den sikreste garanti for succes og holdets vanlige sprinter, så hvis der igen skal trænes lead-out forud for større opgaver, er det ikke utænkeligt, at han igen bliver manden, der satses på. Foreløbig har ingen nået ham til sokkeholderne i spurterne, og derfor vinder han næsten med sikkerhed, hvis han anbringes bagerst i Quick-Step-toget.

 

Nicolas Marini viste på 1. etape, at han er i storform. Italieneren er et kolossalt sprintertalent og hurtig i rene massespurter som denne. Desværre er han ikke god til at positionere sig, og derfor var han ikke med fremme på 4. etape. Det vil igen blive en udfordring lørdag, men hvis han kan komme frem, er han en af de få, der har farten til at vinde.

 

Løbet har været lidt af en katastrofe for Andrea Guardini, der slet ikke har været i nærheden af noget som helst. Som sidste år tyder det på, at han slet ikke er ved fordums styrke, og vi har ikke den store tro på ham. Omvendt er han stadig en af løbets hurtigste sprintere, så hvis Filippo Ganna og Oliveiro Troia kan aflevere ham godt, kan det ikke udelukkes, at han kan vinde.

 

Vi har været meget imponerede over Matteo Malucelli i hans første løb som professionel. Han var i top 4 på de to første etaper, men det mislykkedes på 4. etape. Han har vist, at han kan begå sig i dette felt, selvom han ikke er ren sprinter, og han har vist, at han er god til at positionere sig. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men han kan bestemt ende på podiet igen.

 

Manuel Belletti fik støvet selvtilliden af med en fjerdeplads i torsdags, og han burde igen være med helt fremme. Hans fordel er, at han har et af de bedste tog, men han er ikke ren sprinter, og derfor er etapen for nem for ham. Distancen er denne gang lidt længere, og det taler til hans fordel, men en podieplads er nok det maksimale, han kan håbe på.

 

Unitedhealthcare har tre sprintere. Hidtil har vi troet, at de har satses på Lucas Haedo i dennes hjemmebaneløb, men på de foregående etaper har Luke Keough været bedst. Om det er udtryk for en bevidst satsning eller resultat af et kikset lead-out er uklart, men da de begge har et stærkt hold til at støtte sig, har den beskyttede sprinter mulighed for at være langt fremme, selvom det næppe bliver til sejr.

 

Endelig vil vi igen pege på Ramunas Navardauskas, der nu i flere omgange har vist, at han er i fremragende form. Han er naturligvis ikke rigtig sprinter, men har med tredjepladsen på Champs-Elysees vist, at han kan begå sig. Han blev nummer 6 på 2. etape og har således vist, at han er klar til at forsøge sig. Den lange, lige opløbsstrækning passer ham perfekt, så med lidt held kan han måske nærme sig det nederste trin på podiet.

 

Feltet.dks vinderbud: Tom Boonen

Øvrige vinderkandidater: Maximilano Richeze, Nicola Ruffoni

Outsidere: Fernando Gaviria, Nicolas Marini, Andrea Guardini

Jokers: Matteo Malucelli, Manuel Belletti, Luke Keough, Lucas Haedo, Ramunas Navrdauskas

SENESTE

Vis valgte

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk