Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Tour de Pologne

Optakt: 7. etape af Tour de Pologne

04. august 2017 17:04Foto: Sirotti

De polske stigninger viste sig alligevel at være for hårde for Peter Sagan, der efter noget, som lignede en regulær off-day kan skyde en hvid pind efter alle drømme om at vinde Tour de Pologne. Med verdensmesterens kollaps er løbet imidlertid blevet åbnet op, og som det ofte har været tilfældet i et af mest uforudsigelige løb på WorldTouren, er alt åbent forud for løbets eksplosive kongeetape, der i år endda finder sted på sidstedagen og som altid foregår i det svære terræn i Bukowina Tatrzanska.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

I 2010 besøgte løbet for første gang Bukowina Tatrzanska, og siden da har den vanskelige etape i det kuperede syd altid være en af løbets nøgleslag. I langt de fleste udgaver er den blevet betegnet som løbets kongeetape, og i de senere år er den altid kommet på næstsidste dag forud for den afgørende enkeltstart. Igen i år vender løbets mest ikoniske etape tilbage, og denne gang i en endnu vigtigere rolle end tidligere, idet den i fraværet af en enkeltstart er blevet rykket til løbets sidste dag, og dermed vil den ikke blot være give klatrerne deres måske bedste mulighed for at gøre en forskel, den vil også afgøre løbet og kåre vinderen af årets Tour de Pologne.

 

Etapens præcise design har varieret lidt fra år til år, og helt i tråd med årets tradition om at have meget korte etaper kommer den i år i kort, komprimeret form. Denne gang skal der tilbagelægges bare 132 km mellem Bukovina Resort og Bukowina Tatrzanska, og som så ofte før er der tale om et rundstrækningsløb. I år har man dog designet en noget længere runde end den, der har udgjort grundstrukturen i de tidligere år. I alt skal der tilbagelægges to omgange på en 66 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for feriedestinationen, der er rammen om start og mål.

 

Fra start venter med det samme en lille bakke, inden en længere nedkørsel leder ned til bunden af kategori 1-stigningen Lapszanska (2,0 km, 6,5%), der stiger med hhv. 14,7%, 2,8%, 7,6% over 0,8% over hver af sine fire fjerdedele á 500 m, og har top efter 10,7 km. Derefter venter en nedkørsel og etapens eneste reelle flade stykke, inden det for alvor går løs. Først gælder det kategori 1-stigningen Sierockie (7,0 km, 3,2%), der har top, når der resterer 23,9 km. Efter nedkørslen følger med det samme kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,6%), kun for alvor bliver stejl, når det kort efter midtpunktet stiger med 13,5% over ca. 500 m og når helt op på 22% undervejs. Fra toppen resterer blot 12,7 km, der byder på 2 nedkørsler adskilt af en lille bakke, inden man rammer den ikke-kategoriserede stigning, der fører op til mål. Den stiger med 4,4% over 5 km, og de enkelte kilometer stiger med hhv. 1,6%, 5,9%, 8,1%, 2,6% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. midtvejs. Der er ingen sving på de sidste 3 km. Dagens eneste indlagte spurt kommer med 32,2 km igen på anden omgang.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Etapen byder på i alt 2810 højdemeter.

 

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. Sidste år blev den aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2016 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stigning stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstrehgen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

 

 

 

 

 

Vejret

Det flotte sommervejr varer ved helt til slutningen. Ganske vist er der fredag en lille risiko for en byge på en relativt overskyet dag, men med en temperatur på 28 grader og en del solskin, vil det blive relativt varmt. Der vil være en let vind fra vest, hvilket giver medvind frem til toppen af første stigning og dernæst hovedsageligt modvind frem til toppen af anden stigning. Mod slutningen vil der igen være medvind, indtil man med ca. 3 km til mål drejer ind i sidemodvind.

 

Analyse af 6. etape

Som vi skrev i går ville det blive enten-eller for Sagan. Enten ville han være i stand til at køre med, hvor det var sjovt og være den store favorit til etapesejren, eller også ville han blive sat langt fra mål og miste alle muligheder for samlet triumf. Med tanke på, hvad han tidligere har præsteret i hårdere terræn og den flotte præstation på 3. etape, har vi hele tiden været overbevist om, at verdensmesteren ville blive svær at sætte på bakker af denne type. Det endte imidlertid i et yderst spektakulært kollaps, hvor Sagan blev sat overraskende tidligt, og han var end ikke tæt på at følge med de bedste.

 

Udfaldet var som sagt på ingen måde uforudsigeligt, men det var dog en overraskelse, at Sagan kørte så svagt, som han gjorde. Det er meget sjældent, at man ser en klasserytter som Sagan træde firkantet, som han gjorde det, da han endda blev plantet af anden gruppe, og han blev endda sat langt tidligere end ryttere, der normalt aldrig har en chance for at følge den alsidige slovak. Det er nærliggende at tænke, at der må ligge noget andet bag den pauvre præstation, der var langt under vanlig Sagan-standard. Ganske vist har han selv taget nederlaget med oprejst pande og nu fulde stillet sig selv til rådighed for Rafal Majka, men det er svært helt at undslå sig tanken, at Sagan enten ganske enkelt ikke havde spist nok eller er ramt af en eller anden form for sygdom.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

For løbet var det imidlertid næsten en befrielse. Havde Sagan siddet med henover toppen på sidste stigning, ville det have lignet en relativt sikker samlet triumf for verdensmesteren. Nu er løbet imidlertid åbnet helt op, og det er svært at pege på en entydig favorit i et felt med adskillige jævnbyrdige vinderkandidater. Dermed følger løbet ganske vist sin tradition. Meget ofte har det været det mest åbne og uforudsigelige WorldTour-løb, og den status kandiderer det til igen i år. Det skyldes en kombination af et terræn, der indbyder meget til taktisk kørsel, og hvor det altid skal afgøres på sekunder, samt et felt, hvor ingen af topnavnene er i topform, og jævnbyrdigheden derfor er stor.

 

Dylan Teuns er i pole position, men belgieren viste i dag klare svaghedstegn. Ganske vist viste BMC sig som ventet at være det i særklasse stærkeste mandskab, men Teuns selv havde det svært. Det skyldes dog ikke udelukkende dårlige ben, men også det forhold, at han efter Sagans kollaps reelt førte løbet. Derfor var det hans ansvar at jagte Jack Haig, og her viste han en ungdommelig umodenhed, der kunne have kostet ham dyrt. Selvom Haig med et tidstab på to minutter fra mandagens etape ikke udgjorde nogen stor fare, gjorde Teuns sig sårbar ved på sidste stigning og bakken op til mål at påtage sig ansvaret for jagten. Han kan kun glæde sig over, at rivalerne ikke greb muligheden for definitivt at køre ham ud af klassementet, og at Majka og Kelderman i finalen ikke var i stand til at sikre sig bonussekunder. Lidt mere kølighed havde gavnet belgieren, der meget vel kan ende med at skulle betale en pris på morgendagens etape. Tillige blev det afsløret, at træerne heller ikke vokser ind i himlen for den ellers så talentfulde belgier, og at han fortsat har sine begrænsninger efter flere dage med hård kørsel og på længere, sværere stigninger.

 

Dagens store vindere var naturligvis Orica-Scott, der sikrede sig en stor etapesejr ved Jack Haig. Hele året har det været klart, at det blot var et spørgsmål om tid, inden han ville tage den store sejr - det var tæt på allerede i duellen med en formstærk Nibali på kongeetapen i Kroatien - og da han i mandags viste sig nærmest umulig at hente af feltet, blev det klart, at han i dette løb var stærkere end nogensinde. Med tanke på at hans store offensiv kostede ham næsten to minutter i klassementet, troede vi imidlertid ikke på, at han ville få lov igen at søge sin egen chance på et hold, der tæller Adam Yates. Han greb imidlertid muligheden og var muligvis i dag den stærkeste rytter. Naturligvis drog han fordel af det taktiske spil, men det var bemærkelsesværdigt, at Tejay van Garderen og Samuel Sanchez ikke var i stand til at vinde tid på ham trods deres hårde arbejde i finalen. Man kan nu kun på holdet ærgre sig over den fejlagtige taktik i mandags. Haig ligner en stærkere rytter end Yates, og man kan kun gisne om, hvad det var blevet til, hvis han havde fået lov at køre sin egen chance.

 

Hvis ikke Haig var den stærkeste i dag, var det Wout Poels. Hollænderen skuffede stort på mandagens etape, men det tyder på, at han blot manglede lidt løbsform efter en spildt sæson. I hvert var det i dag ham, der splittede feltet på sidste stigning, hvor han endda havde et lille hul på toppen, og i finalen var han nærmest modbydelig stærk på en bakke, der burde være alt for let til ham. Desværre fik han ikke meget ud af anstrengelserne, men om ikke andet har han fået styrket selvtilliden og genvundet troen på, at han faktisk kan vinde løbet.

 

Det kræver dog, at han kommer af med Rafal Majka, der igen fik vist, at han til fulde er klar til at gå efter den samlede sejr både her og i Vueltaen. Polakken viste ikke mange svaghedstegn og har den fordel, at han er forrest af de ryttere, der i dag kørte fra på sidste stigning. Morgendagens etape passer ham endnu bedre, og nu er han samtidig i en situation, hvor det på Bora entydigt er ham, der satses på. Dermed er der ikke længere usikkerhed om, hvorvidt løbet skal være hårdt eller let. Nu handler det om at gøre det til en sag for de stærkeste klatrere.

 

Udover Orica-Scott er det eneste hold, der har to kort at spille, Sunweb. Wilco Kelderman er stærkere end længe, og heller ikke han viste mange svaghedstegn. Han har den fordel, at også den yderst talentfulde Sam Oomen ligger til i klassementet, og hvis de kan bruge deres overtal bedre end Orica, er det måske, hvad der kan give dem sejren i et løb, hvor taktiske overvejelser og tilfældigheder let kan blive afgørende.

 

Set i et Vuelta-perspektiv var der yderst lovende takter fra Vincenzo Nibali og Ilnur Zakarin. Det er længe siden, at Nibali har været så godt kørende i et forberedelsesløb til en grand tour, og som regel er det et godt tegn for italieneren. Løbet her passer ham ikke, og hans status gør, at han næppe kan vinde det, men han må i hvert faldt have fået styrket selvtilliden betragteligt. Det samme må Zakarin, der helt tydeligt følger samme plan som i foråret, hvilket betyder, at han nu er langt fra formen. At hans ukuelige fightervilje alligevel kunne bringe ham frem til toppen af den sidste stigning i den eksklusive femmandsgruppe bag Haig er yderst lovende for fortsættelsen.

 

Mere skuffende var det at se Odd Christian Eiking blive sat tilbage. Vi havde faktisk håbet, at den yderst talentfulde nordmand ville kunne bruge løbet til at tage det sidste skridt op i WorldTour-eliten. Dagens etape blev dog alligevel for hård kost, og der mangler derfor stadig lidt, inden Eiking kan blande sig med de bedste på højeste niveau. Skuffelsen er dog selvsagt endnu større for Nathan Haas og Tom-Jelte Slagter, der begge var på kurs mod noget stort, indtil hhv. bronchitis og et dumt styrt lagde alle deres ambitioner i ruiner.

 

Favoritterne

Som sagt er der blevet skabt et helt typisk Polen Rundt-scenarium, hvor det forud for den afgørende etape i Bukowina Tatrzanska er helt åbent, hvem der kan løbe med den endelige sejr. Tidsforskellene er små, jævnbyrdigheden stor og terrænet tilpas uforudsigeligt til, at både fode ben og taktiske finesser kan blive udslagsgivende i kampen om den samlede triumf.

 

Læs også
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

 

Den tætte kamp vil også få en helt afgørende indvirkning på etapens forløb. Bonussekunder er nu så vigtige, at det reelt kun er BMC, der har en interesse i, at udbruddet kører hjem. For specielt Sky og Bora, men også Sunweb, Bahrain og Orica-Scott er det afgørende, at man ved at vinde etapen kan sikre sig 10 sekunder, der måske kan vise sig at være udslagsgivende. Det betyder, at det vil blive meget svært for et udbrud at holde hjem, også selvom etapen er kort og kuperet og dermed som skabt til offensiv kørsel.

 

Det er der naturligvis mange hold, der har tænkt sig at udnytte. Movistar, Lotto Soudal, FDJ, Dimension Data og Astana er eksempler på stærke hold, der ikke længere kan gøre sig forhåbninger om at vinde samlet. De vil alle gøre alt for at få en mand med i det tidlige udbrud, og derfor kan vi vente os en gentagelse af scenariet fra dagens etape, hvor det tog næsten en time, inden udbruddet blev etableret.

 

Den store forskel er, at terrænet denne gang er svært straks fra etapens begyndelse, og derfor vil der sandsynligvis blive etableret et meget større og meget stærkere udbrud - som det i øvrigt tit har været tilfældet på denne etape. Sandsynligheden for, at der i gruppen vil være ryttere, der er relativt tæt på den gule trøje, er stor, og det vil tvinge BMC til at føre. På stigningerne vil specielt Sky, men også Bora, Orica og Bahrain dog hurtigt komme frem, da alle de hold har en interesse i, at løbet bliver så hårdt som muligt. Derfor vil BMC sandsynligvis hurtigt kunne overlade ansvaret til rivalerne, og herefter forventer vi et udskilningsløb, hvor specielt Sky vil skabe udskilning og udbruddet gradvist blive hentet.

 

I sidste ende vil det være op til klassementsrytterne at gøre forskellen på de sidste stigninger. Sammenlignet med tidligere år er der tale om en lidt lettere etape, hvor man ved at forlænge rundstrækningen har inkluderet mere fladt terræn end vanligt. Det vil gøre etapen mindre selektiv, og vi kan derfor næppe forvente de helt samme forskelle som tidligere. Alligevel er stigningerne i finalen svære nok til, at vi sandsynligvis vil se et scenarium som i dag, hvor der henover toppen på næstsidste stigning er skabt en ganske lille gruppe af klassementsryttere. Da BMC har det stærkeste hold og sandsynligvis ikke skal arbejde så meget først på etapen, vil der dog sandsynligvis være en del hjælpekræfter for Teuns, og det kan gøre det hele en anelse mere kontrolleret.

 

Igen vil taktik dog spille en afgørende rolle. Vi så i dag, hvordan det i en gruppe med udelukkende kaptajner er umuligt at samarbejde, og det åbner ofte døren for, at en outsider kan løbe med det hele. Et veltimet angreb kan sagtens give en ganske overraskende vinder, både af etapen og af hele løbet. Det er dog værd at bemærke, at stigningen op til mål er betydeligt sværere end i dag, og som Henao i 2015 og Majka i 2014 begge har vist, er det muligt for den stærkeste rytter her at gøre en forskel.

 

Det får os til at pege på Wout Poels som vores favorit. Hollænderen var i dag klart den stærkeste, både på den sidste stigning og på bakken op til mål. Som antydet ovenfor tyder det på, at han alene havde brug for lidt flere løbskilometer, inden han var klar til at slås om sejren. Dagen i dag har styrket selvtilliden, og vi kan vente, at Sky vil tage meget ansvar på etapen. De har et af de stærkeste mandskaber, der burde kunne hjælpe med at gøre løbet hårdt, og så er det op til Poels at gøre forskellen.

 

Desværre skuffede Diego Rosa på dagens etape, og der er en risiko for, at Poels kan være isoleret i finalen, som meget gerne måtte have været hårdere. Det kan gøre det svært for hollænderen at få det til at handle alene om styrke, og han kan meget vel blive snydt af et smart angreb. Hvis der er en rytter, der kan gøre en forskel på det stejle stykke, synes det imidlertid at være Poels, der kun har fordel af den hårdere bakke op til mål. Dertil kommer, at han i dag også viste sin spurtstyrke, og med så mange muligheder for at vinde, peger vi på hollænderen som favorit.

 

Hans værste rival må være Rafal Majka. Polakken viste i dag, at han er næsten lige så stærk som i 2014, hvor han vandt netop denne etape ved at køre ved på det stejleste stykke. I dag kørte han med et solidt overskud på sidste stigning, hvor han hjalp med at lukke huller, og det var kun til allersidst, at han måtte slippe Poels. Også han har fordel af, at finalen denne gang er hårdere, specielt fordi han ikke er så hurtig som mange af rivalerne - selvom han faktisk ikke er langsom i en spurt som denne - og han har bedre muligheder her end i Zakopane. I dag lignede han næststærkeste mand, og han har et fremragende hold til at støtte sig. Det kan meget vel blive til endnu en triumf for Majka.

 

Holland har to kort at spille. Som sagt er Wilco Kelderman, klart stærkere end længe, og i dag var han igen klart en af de stærkeste. I den senere år har han faktisk været bedst på korte, eksplosive stigninger, og etapen passer ham derfor glimrende. Han har samtidig den fordel, at han med Sam Oomen ved sin side har en rytter, der kan hjælpe med at kontrollere tingene, og som kan benyttes i et taktisk spil. Også han er stærk nok til at køre væk på det stejle stykke, og han er heller ikke uden chancer i en spurt.

 

Læs også
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

 

Igen i dag viste Jack Haig imponerende styrke. Nu vil vi gerne se ham i en direkte duel med favoritterne, og det burde vi få chance for fredag. Sammen med Adam Yates udgøre han en duo, der har flere taktiske muligheder, og han har den fordel, at han stadig er så langt efter i klassementet, at han har mere frihed end de øvrige ryttere fra toppen af klatrehierarkiet. Det har han vist sig i stand til at udnytte, og det kan han meget vel være igen på 7. etape.

 

En anden rytter, der allerede har tabt lidt tid i klassementet, er Ilnur Zakarin. Som sagt er han langt fra i optimal form, men hans talent betyder, at han bare bliver bedre og bedre. I dag sad han akkurat med de bedste på sidste stigning og var bedre end mange ryttere, der ellers havde set langt stærkere og mere friske ud. I morgen vil han sikkert være endnu bedre, og som han viste på Etna i Giroen, har han næse for med et angreb at udnytte, at han har tabt lidt tid til de bedste.

 

Vi har egentlig været lidt skuffede over Adam Yates, der slet ikke har været på sit højeste niveau i terræn, der egentlig burde passe ham. Alligevel har han stadig siddet sikkert med hos de bedste, og han har en fantastisk næse for at angribe. Sammen med Haig har han flere muligheder end rivalerne, og i en spurt vil han som regel være den bedste, også selvom han faktisk har spurtet halvskidt i det seneste halve års tid.

 

Taktik spiller som sagt en vigtig rolle, og det kan åbne døren for Sam Oomen. Den unge hollænder er i dette løb endnu bedre, end han har været tidligere, og det er kun et spørgsmål om tid, inden den store sejr kommer. Han vil være mindre markeret af rivalerne end Kelderman, og det kan åbne nogle muligheder for at lave en ”Haig”.

 

Både Bob Jungels og Rui Costa mangler det sidste for at følge de bedste, men de er ikke langt fra. Begge er har de en fantastisk evne til at udse sig det rette moment for et angreb, og da de har haft lidt tid, vil de måske få den nødvendige frihed. Derudover vil de begge være blandt favoritterne i en spurt, hvis der sker en regruppering efter det stejle stykke.

 

Endelig fortjener Dylan Teuns og Vincenzo Nibali at blive nævnt. Begge er de blandt de stærkeste, men det er svært at se, at de kan vinde etapen. Teuns havde sine problemer i dag, og da det vil være hans ansvar at jagte, er det svært at se, at han kan få plads til også at vinde etapen, specielt fordi han ikke er løbets stærkeste i det endnu hårdere terræn. Nibali er for stort et navn til, at han vil få megen frihed på en etape, der ikke passer ham.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout Poels

Øvrige vinderkandidater: Rafal Majka, Wilco Kelderman

Outsidere: Jack Haig, Ilnur Zakarin, Adam Yates

Jokers: Sam Oomen, Bob Jungels, Rui Costa

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Pologne
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?