Optakt: 7. etape af Tour de Suisse

Ruten

For tredje år i træk er den østrigske skisportsby Sölden udset som vært for løbets kongeetape, og igen i år har man udset sig den frygtede og ekstremt stejle Rettenbachferner som rammen om det løbets største klatreslag. Stigningen er kendt som en af de vanskeligste og stejleste i Europa, og den vil give klatrerne en fremragende mulighed for for alvor at distance temporytterne inden den afgørende enkeltstart og sikre, at de lette folk har en reel chance for at vinde årets Tour de Suisse.

Etapen fører feltet over 160,8 km fra Zernez til toppen af Rettenbachferner uden for Sölden og er det meste af dagen meget enkel. Således bevæger feltet sig fra start kortvarigt mod nord, inden man i lang tid kører mod nordøst. Her falder det kun ganske let i det generelt meget flade terræn, der efter 43,3 km fører feltet ind i Østrig. Sådan fortsættes frem til etapens nordligste punkt, hvor man kører videre mod øst, inden man drejer mod sydøst for at køre frem til Sölden. Det betyder, at det begynder at stige svagt, mens man bevæger sig forbi den første spurt efter 130,6 km.

Med 16,1 km passerer man igennem Sölden og dyster om point i den sidste spurt, og herefter ændrer etapen dramatisk karakter. Det sker, når man drejer mod vest for at køre op ad den 14,5 km lange Rettenbachferner, der stiger med hele 10,2% i gennemsnit og har top i 2780 m højde. Stigningen er ganske brutal, idet stigningsprocenten i de første 10 km kun sjældent er under 10% og for det meste af tiden ligger på 11-12%. De sidst 4,5 km er lettere, idet stigningsprocenten gradvist falder til 7%, som holdes på de sidste 2 km, indtil man rammer en lille nedkørsel med 500 m til mål. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, og herefter er det en næsten lige vej, der leder frem til et skarpt 180 graders sving med ca. 100 m fra stregen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Rettenbachferner har været brugt til kongeetapen i de to seneste udgaver, hvor Tejay van Garderen og Thibaut Pinot vandt kongeetaperne i hhv. 2016 og 2015. I 2007 vandt David Lopez kongeetapen i Deutschland Tour på samme stigning, mens Levi Leipheimer gjorde det samme to år tidligere.

BEMÆRK: Ved en fejl fik vi i vores overordnede optakt nævnt, at der er tale om en anden stigning end den, der har været benyttet i de seneste år. Det er ikke tilfældet. Der benyttes blot to forskellige navne om samme opkørsel, Tiefenbachferner og Rettenbachferner. Eneste forskel er, at målet er flyttet grundet vejarbejde, hvilket gør stigningen længere.

Vejret

Der er ikke megen udvikling, hvad vejret angår. Også fredag meldes at byde på en solrig start, mens der om eftermiddagen er 25-50% risiko for en regnbyge. Temperaturen i bunden af sidste stigning vil være 26 grader, og der vil være en svag til let vind fra nord. Det giver sidemodvind det meste af dagen, indtil man mod slutningen drejer ind i sidemedvind. På sidste stigning vil der først være sidemedvind og siden medvind.

Analyse af 6. etape

Årets Schweiz Rundt ser ud til at blive en scene for meget populære sejre. Efter Larry Warbasse fik en triumf, der på Twitter vel blev tiljublet af snart sagt enhver professionel cykelrytter, var det i dag Domenico Pozzovivo, der fik en meget emotionel og yderst fortjent sejr. Efter sit grimme styrt i Giroen i 2015, hvor han kortvarigt efterlod en hel cykelverden med den værst tænkelige frygt har han gennemgået to forfærdelige år, hvor han har været milevidt fra sit bedste niveau. Sidste år kørte han en sløj Giro og blev endda syg på den sidste bjergetape, og hans Vuelta endte med en helt anonym 11. plads, langt under det, man normalt ville forvente af italieneren.

Sagen er nemlig den, at Pozzovivo i mange år var en af de mest undervurderede ryttere i feltet. Godt nok vandt han ikke mange sejre, men hans stabilitet var helt enestående - og det gjaldt i både etape- og endagsløb. I 2014 havde han en helt fantastisk serie, hvor han sluttede i top 10 i samtlige løb, indtil et brækket lårben efter et sammenstød med en kat ødelagde hans momentum. Mest imponerende var det, at han bestemt ikke kørte nemme løb. Tværtimod bestod programmet af de hårdeste etapeløb på WorldTouren samt en klassiker som Liege-Bastogne-Liege, hvor han kørte sig til en meget hæderfuld 5. plads.

Det afgørende signal om, at han er tilbage kom meget passende i Tour of the Alps, der under navnet Giro del Trentino altid har været hans foretrukne legeplads. Ikke blot er det det eneste etapeløb, han har vundet, det var også der, han i 2015 tog sin sidste sejr inden styrtet i Giroen. Han fulgte det op med en fremragende Giro, hvor han bare blev bedre og bedre, og i den sidste uge sammen med Ilnur Zakarin vel fremstod som stærkeste mand. Derfor var det klart, at han også have gode muligheder i Schweiz, idet han er en af de få, der før har vist, at han mestrer kunsten af køre de to løb i samme sæson, og intet tyder altså på, at han er ved at være træt. Historien er ellers fyldt med eksempler på Giro-ryttere, der er startet Schweiz Rundt som lyn og torden for siden at eksplodere totalt på de sidste bjergetaper.

Pozzovivo står nu med en reel mulighed for at vinde sit første etapeløb på WorldTouren, men det er bestemt ikke givet, at det vil lykkes. I dag viste han sig ganske vist som den bedste klatrer, men der udestår stadig de vanskeligste udfordringer. Det gælder i første omgang fredagens kongeetape, hvor den brutale Rettenbachferner kan skabe tidsforskelle, der er langt større end det, vi hidtil har set, og specielt for Pozzovivos vedkommende den afsluttende enkeltstart. Ganske vist har han tidligere kørt chokerende stærkt på kuperede ruter - vi må igen erindre om den fantastiske tredjeplads bag Cancellara og Martin i Vueltaen - men netop kampen mod uret er et område, hvor han måske stadig ikke helt har nået det niveau, han havde før styrtet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Samtidig lurer Steven Kruijswijk og Damiano Caruso som store trusler. Kruijswijk efterlod præcis det samme positive indtryk, som han gjorde på 4. etape, og viste igen, at han er kommet sig over sit brækkede ribben og efterfølgende sygdom fra Giroen. Han er naturligvis ikke på samme niveau som i sidste års Giro - det ville nok også være meget at forlange for en mand, der har været skadet og syg - men han nærmer sig. Den lange, udmarvende Rettenbachferner passer ham perfekt, og han har vist så store fremskridt i kampen mod uret, at han må ventes at vinde tid på Pozzovivo på søndag.

Det samme må Damiano Caruso, der i dette løb er stærkere end nogensinde. På forhånd havde vi en frygt for, at Albulapass ville blive en anelse for stejl for italieneren, der ikke er helt ren klatrer. Han viste imidlertid ikke mange svaghedstegn, og han kunne måske endda have gjort det endnu bedre, hvis han ikke havde kørt så nervøst og følt sig nødsaget til at svare på alt. I den sammenhæng er et en fordel, at han akkurat har mistet trøjen, hvilket kan give ham lidt mere ro og mindre ansvarsfølelse på kongeetapen. Hvis han samtidig kan brage en enkeltstart af, som han gjorde i Tirreno sidste år, er alt muligt. Hans præstationer i kampen mod uret har dog altid været kendetegnet af stor ustabilitet, der gør hans resultat temmelig usikkert.

Dagens taber var Simon Spilak, der slet ikke kunne leve op til den flotte præstation på 4. etape. I sidste ende holdt han dog hovedet koldt og endte endda med at vinde sekunder på Caruso og Kruijswijk i kraft af en god nedkørsel, men han får det svært på Rettenbachferner. På den anden side er netop den stigning så stejl, at det handler om ikke at gå i rød zone - bare husk på, hvordan Dumoulin for to år siden kørte en flot enkeltstart til toppen efter at være blevet sat næsten med det samme - og det mestrer Spilak som få. Derfor kan han endnu ikke helt afskrives, men det kræver, at han kan køre en enkeltstart som i sine velmagtsdage i 2014 og 2015.

Rui Costa har grund til at ærgre sig over, at han akkurat ikke fik kontakt, og man kan kun ærgre sig over, at portugiseren på grund af noget betændelse ikke kunne sidde ordentligt på cyklen i tirsdags og derfor tabte tid. I dag var han tilbage på sin topniveau og viste, at det ikke var uden grund, at han havde været så begejstret for sine ben de første tre dage. Rettenbachferner er stadig for stejl for ham, men han havde været et interessant krydderi i spillet om den samlede sejr. Også Ion Izagirre kan glæde sig over, at regnen gjorde det af med de allergiproblemer, der ødelagde hans klassement, og han fik helt sikkert tanket selvtillid inden Touren.

Endelig fortjener Michael Woods en kommentar. Canadieren var hjerteskærende tæt på en første WorldTour-sejr og fik igen vist, at hans potentiale er kolossalt - både som puncheur og klatrer. Desværre viste hans manglende erfaring som cykelrytter sig på den våde nedkørsel, og det kostede ham sejren, da han med lethed havde slået Pozzovivo i spurten. Det er værd at huske, at Woods er langdistanceløber og ikke har cyklet i mange år. Det gør, at han har det svært i positionskampen, og forklarer også hans usikkerhed på nedkørsler. Han må i stedet trøste sig med, at han kan køre så stærkt kort efter sin grand tour-debut, og at han derfor har en fremragende evne til at restituere.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ 7. ETAPE
 

Favoritterne

Efter dagens sejr må Domenico Pozzovivo som sagt lugte blod og for alvor drømme om sin første samlede sejr i et WorldTour-etapeløb. Som nævnt ovenfor ved han imidlertid, at han skal vinde tid på både Kruijswijk, Caruso og Spilak, hvis han vil vinde samlet, og det skal ske på fredagens kongeetape. Heldigvis kan han glæde sig over, at etapen byder på det helt perfekt terræn til at åbne store afstande, og at han tidligere har vist, at han kan begå sig på netop denne stigning, idet han i 2015 kun blev slået af Thibaut Pinot - i øvrigt kort efter sit slemme Giro-styrt og i forbindelse med hans eneste toppræstation efter uheldet før i år.

Rettenbachferner er en af de sværeste stigninger, man kan finde i Europa. De første 10 km intet mindre end modbydelige, og samtidig foregår etapen i højderne, hvilket altid er en ekstra udfordring. Hvis man ser på de tidsforskelle, der er blevet skabt på i de senere år, er det klart, at feltet kan ventes at eksplodere til atomer, og man kan miste minutter på en dårlig en dag. Det er en stigning for de rigtige klatrere og dagen, hvor der for alvor skal skabes afstande inden den afsluttende enkeltstart.

Etapen er kendetegnet ved, at den som de foregående år er helt flad, indtil man rammer stigningen. Det vil have en afgørende indflydelse på løbets dynamik og betyder, at vi tror på en afgørelse mellem favoritterne. Den første del er således meget nem at kontrollere for Ag2r, der må tro på, at Pozzovivo kan vinde igen. Med udsigt til 10 mulige bonussekunder, der kan vise sig at blive afgørende, kan de næsten ikke tillade sig at lade et udbrud køre hjem. Man kunne også sagtens forestille sig, at LottoNL-Jumbo vil give en hånd, og derfor er oddsende på forhånd ikke i udbrydernes favør.

Det betyder dog ikke, at der ikke vil blive angrebet. De foregående to etaper er startet som lyn og torden, og det vil sikkert også ske denne gang, da et udbrud faktisk har en chance. Vi tror imidlertid, at Ag2r vil sikre sig, at gruppen ikke er for stor og stærk og ikke indeholder farlige ryttere eller gode klatrere. Det kan lade sig gøre med den flade start, og derfor tror vi, at Ag2r og måske LottoNL for sikret sig, at klassementsrytterne skal køre om sejren.

Det betyder også, at vi igen vil pege på Domenico Pozzovivo som favorit. Italieneren viste sig i dag som løbets bedste klatrer, og det vil han meget vel kunne være igen i morgen. Således passer meget stejle stigninger ham helt perfekt. Han har før haft det svært på meget lange stigninger, men når det bliver rigtig stejlt, synes længden ikke i samme omfang at være et problem. Således vandt han i 2012 Trentino-etapen på den helt vanvittige Punta Veleno-stigning, og som sagt blev han for to år siden nummer 2 netop på Rettenbachferner. Det gør ham skræddersyet til denne etape, der er skabt til de helt rene klatrere. Han ved, at han skal bruge tid og vil ikke tøve med at tage initiativ, og han har endda Mathias Frank til at hjælpe med at kontrollere løbet. Det gør Pozzovivo til vores favorit.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Hans værste rival må være Steven Kruijswijk, hvis selvtillid som sagt bare er vokset og vokset de seneste dage. I dag forsøgte han sig med at dybt stød umiddelbart inden Pozzovivos kontraangreb, og han så generelt ud til at være komfortabel. Måske kunne udfaldet endda have været omvendt, hvis det var ham, der havde angrebet sidst. Dertil kommer, at han altid bliver bedre og bedre i et etapeløb, og det vil helt sikkert også ske her, specielt fordi han modsat Pozzovivo slap for den sidste brutale del af Giroen. Derudover er lange, udmarvende, stejle stigninger præcis det foretrukne terræn for den hollandske dieselmotor, og derfor vil han helt sikkert kunne udfordre Pozzovivo.

Forud for dagens etape ville vi nok have vurderet Rettenbachferner til at være for stejl for Damiano Caruso. Vi må imidlertid tage hatten af for italieneren, der ikke viste mange fysiske svaghedstegn på Albulapass, og det kunne måske være blevet til mere, hvis han havde kørt mindre nervøst. Det kan han gøre fredag, hvor han ikke længere bærer ansvarets åg, og det giver ham bedre muligheder. På den anden side er stigningen stadig så brutalt stejl, at vi har en lille tvivl om, hvorvidt han virkelig kan holde det høje niveau.

Som sagt betød regnen, at allergiproblemerne forsvandt som dug for solen for Ion Izagirre, der i dag klart var en af de stærkeste. Baskeren er ganske vist ikke ren klatrer og foretrækker kortere stigninger, men han har i Baskerlandet ofte vist, at han er meget god, når det bliver alvorligt stejlt. Rettenbachferner er derfor ikke dårlig for ham, og da han har den fordel, at han er ude af klassementet, kan han måske få den frihed, der kan give en sejr.

Stigningens sværhedsgrad betyder, at Mikel Nieve må have sin bedste chance for en etapesejr. Baskeren er helt ren klatrer og må være begejstret for udsigten til så stejl en stigning. Når han rammer sit topniveau, er han en af verdens allerbedste, og han viste i dag, at han bliver bedre og bedre. Hans elendige enkeltstartsevner vil give ham lidt mere frihed, og det gør ham til en reel vinderkandidat

Det samme er Marc Soler . Spanieren har i dette løb igen vist, at det ikke er uden grund, at han har vundet Tour de l’Avenir, og at hans mageløse præstation i Catalonien ikke var noget tilfælde. I det løb var det netop på en meget stejl stigning, at han brillerede, og han burde virkelig kunne Rettenbachferner. Hidtil har han været et niveau under de bedste, men her burde han være mere konkurrencedygtig.

Jan Hirt viste i dag, at han nærmer sig Giro-formen igen efter den skuffende præstation i tirsdags, og hvis der er, og hvis der er nogen, der er motiverede til denne etape, må det være ham. Det var således på denne stigning, at han for to år siden fik sit store gennembrud, og også sidste år var han en af de bedste. I år har han nået et helt nyt niveau, og den stejle stigning passer helt perfekt til hans evner som helt ren klatrer.

Endelig vil vi pege på Joe Dombrowski og Hugh Carthy. Begge har haft en rædselsfuld sæson og fandt aldrig formen under Giroen, som de havde håbet. I dette løb viser de imidlertid fremgang, og denne stigning passer dem perfekt. De vinder næppe, men de kan måske levere en overraskelse.

Som sagt kan en udbrudssejr ikke helt udelukkes, men man skal være en meget god klatrer for at kunne gøre det færdigt. Det er imidlertid ikke nemt for de lette folk i den flade indledning, og det gør det svært. Som potentielle kandidater vil vi dog nævne Hirt, Dombrowski, Carthy, Pieter Weening, Matvey Mamykin og Bart De Clercq.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ 7. ETAPE
 

Feltet.dks vinderbud: Domenico Pozzovivo

Øvrige vinderkandidater: Steven Kruijswijk, Damiano Caruso

Outsidere: Ion Izagirre, Mikel Nieve, Marc Soler

Jokers: Jan Hirt, Joe Dombrowski, Hugh Carthy

Udbrudskandidater: Jan Hirt, Joe Dombrowski, Hugh Carthy, Pieter Weening, Matvey Mamykin, Bart De Clercq

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ 7. ETAPE