Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Sirotti

Optakt: 8. etape af Tour de France

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

08.07.2017 kl. 12:40 af Emil Axelgaard.

Marcel Kittel tog en kneben sejr i den tætteste målfotoafgørelse, vi kan erindre - i hvert fald siden Pieter Weenings berømte triumf foran Andreas Klöden i 2005 - og da Arnaud Demare samtidig missede fuldstændigt ud på en skidt dag for franskmanden, tog tyskeren samtidig et stort skridt mod den grønne trøje. Nu træder sprinterne imidlertid i baggrunden i en weekend, hvor der er to store etaper i Jura-bjergene på programmet, og der lægges ud med en klassisk dag for udbrydere, hvor Chris Froome med stor sandsynlighed vil aflevere den gule trøje til en stærk lykkeridder.

Ruten

Ofte er den første uge af Tour de France én lang venten for klassementsrytterne, der som regel har de første seriøse udfordringer i løbets anden weekend. I år betyder den usædvanligt tidlige bjergafslutning på La Planche des Belles Filles, at det første store slag allerede har været afviklet, når vi når frem til dette punkt i løbet, men det ændrer ikke på, at weekenden alligevel er helliget klatrerne, der kan se frem til to svære dage i Jura-bjergene, som i år får usædvanligt meget opmærksomhed. Inden søndagens frygtede tur op ad Mont du Chat, hvor klassementsrytterne får alvor skal dyste mod hinanden, er der dog chance for at varme bjergbenene op på en relativt blød etape, der leder feltet tilbage til Station des Rousses for første gang siden 2010.

 

Med sine 187,5 km er etapen igen en forholdsvis lang sag, der fører feltet fra Dole til Station des Rousses. Første del af etapen er ikke voldsomt kompliceret og leder mod sydøst ned mod Jura-bjergene. Starten er helt flad, inden en ikke-kategoriseret stigning efter knap 30 km fører feltet op på et småkuperet plateau, hvor de tilbringer de næste mange kilometer. Her venter dagens spurt efter 45,5 km, og for tredje dag i træk er der tale om en stigende en af slagsen, idet den sidste kilometer går opad med ca. 2% uden sving på de sidste 3 km. Kort efter sættes kursen mod syd og sydvest, og langsomt kører man ind i det vanskeligere terræn.

 

Etapen ændrer karakter, når man rammer bunden af kategori 3-stigningen Col de la Joux (6,1 km, 4,7%), hvis top nås efter 101,5 km. Herefter venter et kort fladt stykke, inden en lang nedkørsel over mere end 20 km fører ned til byen Chassal. Den markerer starten på kategori 2-stigningen Cote de Viry (7,6 km, 5,2%), hvis top kommer, når der resterer 49 km på etapens sydligste punkt. Her vender man rundt for på den resterende del af etapen primært at køre mod nordøst. Det sker først via et småkuperet stykke og en længere nedkørsel og dernæst via kategori 1-stigningen Montée de la Combe de Laisia Les Molunes (11,7 km, 6,4%). Der er tale om en relativt jævn opkørsel med stigningsprocenter på 6-8 det meste af vejen, afbrudt af et lettere stykker efter ca. 6 km. Toppen kommer med 12 km til mål, og herefter venter hovedsageligt fladt terræn. Det falder let, indtil der mangler fem kilometer, hvorefter en let 3 km lang bakke fører frem til de sidste ca. 2500 m, der først falder og siden stiger let med 0,5-2%. På bakken er der et par sving, men de sidste 2 km følger en næsten helt lige vej, der er 6,5 m bred.

 

Station des Rousses blev senest besøgt i 2010, hvor Sylvain Chavanel for anden gang i løbet erobrede den gule førertrøje ved at sikre sig en imponerende solosejr fra et udbrud. Klassemensrytterne nåede målet samlet med et tidstab på 1.47 til den ustoppelige franskmand, der kørte fra rivalerne Rafael Valls og Juan Manuel Garate i finalen. I år var man vært for sidste etape i Tour du Jura, der blev vundet af stortalentet Pierpaolo Ficara foran Wanty-duoen Guillaume Martin og Thomas Degand, der begge er til start i årets Tour.

 

Etapen og vores live-opdatering starter klokken 12.25.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter flere dage i solskin er der udsigt til, at vejret slår om i morgen eftermiddag, og det kan blive en ganske våd weekend. Der vil være flot solskin fra morgenstunden, og det vil igen være varmt med en temperatur på 29 grader i målområdet, der ligger i højderne. Fra midt på eftermiddagen er der imidlertid en 25-50% risiko for, at feltet løber ind i en tordenbyge. Der vil stort set ingen vind være, kun en svag vind fra sydøst. Det giver modvind og sidemodvind stort set hele dagen, indtil man på toppen af Cote de Viry drejer ind i sidemedvind. Dernæst vil der være sidemodvind på sidste stigning og sidemedvind på det flade stykke ind til mål.

 

Analyse af 7. etape

Det var tæt! I de seneste år har der været mange tætte massespurtsafgørelser i Touren - hvem husker eksempelvis ikke Marcel Kittels millimetersejr over Bryan Coquard sidste år - men dagens 7. etape slår alt, hvad vi siden 2005 har set i det franske etapeløb. Ikke siden Pieter Weening slog Andreas Klöden med det rene ingenting i det års Tour, kan vi erindre at have set en afgørelse, hvor man med det blotte øje ikke kunne udråbe vinderen ud fra målfotoet.

 

Sprintere siger altid, at resten kommer meget lettere, når først man har den første sejr, og det er således ikke tilfældigt, at man i grand tours ofte ser én mand dominere de flade etaper. Når først man har momentum, kører tingene næsten af sig selv, og det var derfor symptomatisk, at det var Kittel, der i dag havde marginalerne på sin side og ikke det stærkt uheldsramte Dimension Data. I virkeligheden er det et mønster, der går ud over Touren. Mens Quick-Step fører WorldTouren og er holdet med suverænt flest sejre, skraber Dimension Data bunden i det fineste selskab efter et år, hvor deres to stjerne Mark Cavendish og Stephen Cummings begge har misset det meste af foråret. Havde der været lidt retfærdighed til i topsport, havde udfaldet af dagens etape været omvendt, men sydafrikanerne må desværre sande, at professionel cykelsport er uden nåde.

 

I stedet kunne Kittel sikre sig sin tredje etapesejr ud af fire mulige, og med tanke på, at der venter fem potentielle massespurter senere i løbet, er der ingen grund til, at han ikke kan overgå sin fine høst på fire triumfer fra jubelårene i 2013 og 2014. Fra sin sygeseng i Storbritannien må Cavendish også frygte, at hans imponerende samling på seks etapesejre i 2009 måske kan blive overgået af den formstærke tysker, der synes ustoppelig.

 

Hvad der må glæde Kittel, er, at det denne gang ikke bare var ham selv, der gjorde forskellen. Tværtimod havde han og holdet åbenbart indset, at det i medvinden ville være svært at komme meget langt bagfra. Derfor var det afgørende at være langt fremme, når spurten blev åbnet, og holdet leverede den perfekte præstation for at bringe deres kaptajn i en sådan position. For første gang vi endelig set den på papiret stærke duo bestående af Matteo Trentin og Fabio Sabatini spille med musklerne, og de fik afleveret Kittel perfekt på Boasson Hagens hjul. Herefter viste han igen, at han er feltets klart hurtigste rytter, selvom dårlig information kunne have kostet ham det hele. Således troede han angiveligt, at der efter den sidste bløde kurve stadig var 200 m til stregen, men der var faktisk kun ca. den halve distance. At han alligevel kunne nå forbi på så lidt plads i en lynhurtig medvindsspurt vidner om høj, høj klasse.

 

Dimension Data er sandsynligvis ved at gå til i skuffelse, men når den har lagt sig, har de al mulig grund til at glæde sig. Det er således velkendt, at Edvald Boasson Hagen i de seneste år slet ikke har været i nærheden af de bedste i de rene massespurter. Det er han i virkeligheden stadig ikke, men i dag lykkedes det ham alligevel at komme ufatteligt tæt på sejren. Det skyldes, at det for tredje spurt i træk var det sydafrikanske mandskab, der var suverænt de stærkeste - og det endda selvom Mark Renshaw var helt væk. Bernhard Eisel og Scott Thwaites gjorde først et storslået arbejde, inden Reinardt van Rensburg igen viste, at han er en højst undervurderet rytter ved med et sublimt lead-out at gå forbi Sabatini. Denne gang var finalen ikke ideel for Boasson Hagen, og han kunne ikke gøre det færdigt, men mulighederne senere i løbet er gode. Dels bliver nordmanden som regel bredre, som løbet skrider frem, og de rene sprintere bliver trætte, dels venter der betydeligt mere tekniske finaler, hvor et godt lead-out spiller en langt større rolle. Specielt den næste sprinteretape på tirsdag har en så kringlet afslutning, at Boasson Hagen allerede nu kan drømme stort. Og så kan man jo kun i mellemtiden hos Dimension Data ærgre sig over, at det ikke er Cavendish, der sidder bagerst i løbets bedste tog…

 

Etapen må også være endnu et selvtillidsboost for Alexander Kristoff. Nordmanden kom skidt fra start, og da han har spurtet skidt hele året, så det ud til, at det kunne blive en trist Tour. Nu har situationen imidlertid vendt sig, og Kristoff har været en af de mest stabile sprintere. Selvom hans lead-out slet ikke er i stand til at dominere, som de gjorde i 2015, hvor han var støttet af den fabelagtige Jacopo Guarnieri, har Kristoff igen fundet de positioneringsevner, der gjorde ham så fantastisk stabil for et par år siden. Netop det har det ellers knebet med i de senere år, og tendensen er derfor lovende, ikke mindst fordi Kristoff som bekendt bare bliver bedre og bedre som dagene går.

 

Dagens store tabere var til gengæld André Greipel og specielt Arnaud Demare, der begge led et ordentligt nederlag til Kittel i kampen om den grønne trøje. I virkeligheden var det en spurt, der vendte helt op og ned på det mønster, vi hidtil har set. Næstefter Dimension Data er det således Lotto og FDJ, der har haft de bedste tog, men i dag fejlede de begge fuldstændig. Lotto sad hele tiden alt for langt tilbage, og Greipel nåede aldrig frem i en fornuftig position. FDJ kom flot frem forud for den røde flamme, hvor Olivier Le Gac, Mickael Delage, Davide Cimolai og den ellers halvskadede Jacopo Guarnieri gjorde det godt, men det så denne gang ud til, at den var gal med kaptajnen selv. Allerede i den indlagte spurt måtte Demare helt ophøre med at spurte, da Sonny Colbrelli trådte an, og denne gang kunne han ikke holde sin gode position. Man kan håbe for franskmanden, at det bare var en dårlig dag, og at det ikke er udtryk for en generel tendens, at hans superform er nedadgående.

 

Heller ikke Nacer Bouhanni og Dylan Groenewegen kan være tilfredse. Bouhanni var egentlig i en fremragende position, men i selve spurten faldt han langt tilbage. Det er helt tydeligt, at han ikke har sit vanlige kick, og han er stadig ikke på sit højeste niveau efter den slemme hjernerystelse, han fik i april. Om han når op i fulde omdrejninger inden Paris, er stadig et åbent spørgsmål.

 

For Groenewegen er det til gengæld holdet den er er gal med, da hollænderen igen var alene alt for tidligt. Man havde hos LottoNL meget stor tro på toget efter dominansen i Ster ZLM Toer, men Touren er bare et helt andet niveau. Groenewegen har farten til at blande sig med de bedste, men hvis han skal vinde, er man nødt til at styrke truppen med en ekstra rigtig lead-out man i tillæg til Robert Wagner.

 

Udover spurten var etapens hovedtema naturligvis risikoen for sidevind, men det var allerede tidligt klart, at ingen havde en reel interesse i at skabe splittelse. Kongerne i disciplinen, Quick-Step, tør ikke, da Dan Martin har det svært i positionskampen, og BMC ved også, at Richie Porte ikke bryder sig om det. Sky har før taget initiativet, men de havde mere fokus på bjergene, og derfor var det sprinterholdene, der skulle have taget initiativ. Lotto Soudal og Katusha er begge stærke i disciplinen, har ingen klassementsinteresser og har meget hårdføre sprinter og kunne have en interesse i at skabe kaos. I sidste ende var vinden dog ikke stærk nok til, at det var værd at spilde værdifulde lead-out-kræfter på et forsøg, der nok ville fejle.

 

Favoritterne

Efter et par dage i rampelyset må sprinterne nu indstille sig på et par dage, hvor det alene handler om overlevelse. De næste to etaper foregår i Jura-bjergene og har siden det store slag på La Planche des Belles Filles været det næste fokuspunkt på løbets favoritter. Der er imidlertid tale om to meget forskellige etaper. Lørdagens 8. etape har ganske vist en fin stigning i finalen, men den er ikke hård nok til at gøre forskel på de allerbedste. Modsat er 9. etape måske løbets allerhårdeste etape. Ganske vist slutter den fladt, men inden afslutningen skal feltet over løbets tre stejleste bjerge, herunder den meget svære Mont du Chat i finalen.

 

Det betyder, at favoritterne vil have meget forskellige tilgange til de to etaper. Mange vil være bange for søndagens etape, hvor der er langt større muligheder for at skabe ravage. Derfor er det meget usandsynligt, at der vil være den store interesse for favoritterne i at bruge en masse kræfter på et angreb, der næppe vil gøre den store forskel. Meget peger derfor på, at der næppe sker det store i klassementet. Romain Bardet er på hjemmebane og vil muligvis teste sig selv på den sidste stigning, og det er heller ikke utænkeligt, at aggressive typer som Simon Yates og Rigoberto Uran måske vil give det et skud. Mest sandsynligt er det dog, at Sky vil sætte et dræbende tempo fra bunden for tydeligt at vise konkurrenterne, at det intet nyttet at angribe. Holdet er så stærkt, at de kan køre alt ind på det flade stykke, og derfor vil det - med mindre der er en, der har en dårlig dag - sandsynligvis ende som status quo mellem de bedste.

 

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan ske ændringer i toppen af klassementet - tværtimod. Faktisk anser vi det som meget usandsynligt, at Chris Froome er i gult, når de når målet i Station des Rousses. Briten har således selv sagt, at han med glæde afgiver trøjen til en ufarlig rytter, og det var på 5. etape tydeligt, at de Sky frivilligt havde tabt den gule trikot, hvis ikke BMC havde kørt udbruddet ind. Det er der et utal af ryttere, der har noteret sig, og derfor så vi også flere ryttere køre fuld gas på La Planche des Belles Filles for at holde sig inden for rækkevidde af den samlede føring. Laurens Ten Dam har eksempelvis allerede gjort det klart, at han har blik på den gule trøje, og han er helt sikkert ikke den eneste - tværtimod.

 

Kaster man et blik på klassementet, skriger det næsten til himlen, hvad der må være Lotto Soudals plan. I 2014 lykkedes det dem at få Tony Gallopin i trøjen for en dag ved at angribe på en meget lignende etape, og denne gang har man sørget for at holde meget formstærke Tiesj Benoot og Tim Welllens så langt fremme, at de med meget stor sandsynlighed vil være bedst placeret i klassementet i en udbrydergruppe. Også Serge Pauwels og Dimension Data har helt oplagt samme plan, og det samme må man formode, at man har hos LottoNL med George Bennett og muligvis hos Ag2r med Alexis Vuillermoz og Jan Bakelants. Direct Energie kan måske også lugte trøjen med Lilian Calmejane, og heller ikke Nicolas Edet, Rudy Molard og Brice Feilly har vel helt afskrevet muligheden.

 

Med andre ord er der lagt op til krig på første del af etapen. I tillæg til ovennævnte vil der være utallige ryttere, der håber på en etapesejr, og på en dag med en flad indledning kan mange reelt håbe på at ramme udbruddet. Derfor kommer vi formentlig til at få den første etape, hvor det kan tage mere end en time, inden en gruppe endelig kommer afsted. Da starten er flad, er det et lotteri at ramme rigtigt, men man kan for de stærke folk håbe, at udbruddet først kører på den ikke-kategoriserede stigning først på etapen. Det vil gøre det nemmere for klatrerne. Samtidig er det værd at notere sig, at det ikke er hvem som helst, der kan vinde. Det kan godt være, at de fleste kan ramme udbruddet, men den sidste stigning er trods alt så svær - også selvom den er for nem for favoritterne - at du skal være en meget god klatrer for at vinde.

 

Når udbruddet endelig er etableret, er det svært at forestille sig, hvem der skal hente det. Sky har klart vist, at de lader trøjen gå, og alle øvrige klassementshold vil også spare kræfter til den vanvittigt hårde etape søndag, hvor der kan blive kørt cykelløb hele dagen. Samtidig er der ingen oplagt favorit. Dan Martin og Diego Ulissi vil have gode muligheder i en spurt i en lille gruppe, men førstnævntes Quick-Step-hold har arbejdet så hårdt de seneste dage, at de ikke vil bruge kræfter på en sejr, der er mere et long shot end en oplagt mulighed. For Ulissi gælder, at han sikkert vil forsøge at komme i udbrud og ellers spare kræfter til søndag.

 

Dermed er vi 95% sikre på, at det er et udbrud, der skal køre om sejren, og som sagt betyder Skys taktik, at det ikke er en ulempe at være fremme i klassementet. De eneste, der ikke får frihed er de rigtige klassementsryttere, ryttere som Pierre Latour og Emanuel Buchmann, der kan vinde den hvide trøje, samt sprintere som Michael Matthews, der ellers kunne drømme om at score point til den grønne trøje. For resten vil der være carte blanche.

 

Det får os til at pege på Tiesj Benoot som vores favorit. Belgieren har som sagt holdt sig til i klassementet og har helt sikkert blik på den gule trøje. Han er ganske vist kendt som brostensspecialist og har heller ikke lagt skjul på, at det er klassikerne, der ligger hans hjerte nær, men tag ikke fejl: Benoot er en af feltets mest alsidige ryttere, og denne etape passer ham glimrende. Således overgik han sine og cykelverdenens forventninger ved at blive nummer 12 i et knaldhårdt Dauphiné, hvor han blandede sig med de allerbedste på langt hårdere stigninger. Hans præstation på 5. etape vidner om, at den form ikke er forsvundet. Samtidig blev han opmuntret af, at han gjorde det godt i varmen - som ellers altid har været en svaghed for en mand, der er kendt for at elske regnvejr - og han er derfor klar til det helt store kup. Han er stærk på flad vej og har derfor gode muligheder for at ramme udbruddet, og han har et helt hold, der kører for ham og Wellens. Samtidig er han hurtig i en spurt på flad vej. Kort sagt har han hele pakken, og derfor satser vi på Benoot.

 

Lotto har som sagt den fordel, at de har to kort at spille. Tim Wellens er endda den af potentielle lykkeriddere, der er allerbedst placeret i klassementet, og han drømmer helt sikkert om gult. Han er kendt som en af feltets mest ustabile ryttere, og det er altid et lotteri at satse på en mand, der kan flyve én dag og sidde i gruppetto den næste, men han viste i hvert fald på 1., 3. og 5. etape, at formen er god. Samtidig er kendt som en af feltets førende udbrudskonger, og når han har sine gode dage, er han næsten umulig at fange. Han er ikke ren klatrer, men en stigning som denne passer ham som fod i hose - han har faktisk vundet en Giro-etape, der sluttede på et lignende bjerg - og han er stærk på det flade indledende stykke. Hvis man dertil lægger, at også han kan spurte, er det klart, at Lotto har to fremragende kort.

 

Også Diego Ulissi må have udset sig denne etape, men det er svært at blive klog på hans form. Han kørte skidt i Dauphiné, men så til gengæld meget stærk ud ved de italienske mesterskaber. Her kørte han en god enkeltstart, men skuffede til gengæld stort på 3. etape, der må have været et stort mål for ham. Ingen kan imidlertid lide som Ulissi, når han rammer det rette udbrud, og etapen passer ham godt. Stigningen er ikke for svær, og hvis han sidder med til mål, er det meget svært at forestille sig, at han ikke vil være hurtigste mand. Endelig har han som sagt en chance, hvis det mod forventning bliver samlet til en afgørelse mellem favoritterne.

 

Hidtil har Stephen Cummings gemt sig bagerst i feltet, men nu må det være tid til at komme frem. Som en af løbets førende udbryderkonger vandt sidste år etaper i alle de WorldTour-etapeløb, han kørte - i alt hele fire af slagsen - hvilket er yderst imponerende, hvis man tænker på, at udbrud sjældent holder hjem i ugelange etapeløb. Når han er på sit topniveau, er han ustoppelig på en etape som denne, der passer ham perfekt. Han kører som en motorcykel på det flade, og hans sejre i sidste års Dauphiné og Tour vidner om, at han også klatrer godt nok til at vinde i dette terræn. Han missede hele foråret efter sit styrt i Baskerlandet, men med to sejre ved de britiske mesterskab viste han, at han allerede er i form. Han er næppe helt så stærk som sidste år, og derfor kan stigningen vise sig at være for svært, men får han bare en millimeter inden bjerget, bliver han ikke nem at hente.

 

Dimension Data vil helt sikkert også forsøge at får Serge Pauwels afsted. Belgieren har haft et fantastisk år, hvor han bl.a. har vundet Tour de Yorkshire samlet, og med en top 20 på 5. etape viste han, at formen er timet perfekt. Han er god til at ramme udbruddene, også selvom den flade start ikke er ideel. Han er ikke hurtig på stregen, men da han meget vel kan vise sig som stærkeste klatrer i et eventuelt udbrud, er en solosejr meget realistisk.

 

Med sejre i hele tre etapeløb har Lilian Calmejane vist, at sidste års Vuelta-etapsejr ikke var noget tilfælde. I de senere måneder har der været stille om ham, men i starten af dette løb har han vist storform. Han er ikke ren klatrer, men hans sejr i Vueltaen vidner om, at han kan vinde i svært terræn, og han har en fantastisk næse for at angribe - noget, han har vist hele foråret igen og igen. Han er heller ikke langsom på stregen og har derfor gode muligheder.

 

Ag2r er på hjemmebane og skal helt sikkert forsøge et angreb - også af hensyn til holdkonkurrencen, der altid er et stort mål for dem. Deres bedste kort er Jan Bakelants, der er udbryderkonge og har timet formen perfekt. Han kørte som en motorcykel på 5. etape og vil helt sikkert være topmotiveret. Også han er stærk på flad vej, ganske god på en stigning som denne og har en spurt, der betyder, at han kan slå mange på stregen.

 

Endnu hurtigere er hans holdkammerat Alexis Vuillermoz. Det er ikke til at blive helt klog på hans form efter en lidt skuffende præstation på 3. etape, men han virker ikke til at være helt skidt kørende. Han er ikke helt så stærk på flad vej, og derfor kan det blive svært at ramme udbruddet, men lykkes det, vil han have en god chance. Stigningen er måske lidt for lang for han, men han er til gengæld hurtig på stregen.

 

LottoNL-Jumbo vil forsøge sig med Primoz Roglic og George Bennett, mens Robert Gesink nok mere har kig på søndagens etape. Specielt Roglic har gode chancer, da han er komplet. Han er stærk på flad vej, hurtig i en spurt og klatrer godt. Problemet er, at han nu allerede er styrtet tre gange i løbet, senest to gange i dag, og det kan have mærket ham, selvom han ikke har fået alvorlige skader. Formen er imidlertid god, hvilket han viste i Ster ZLM Toer. Bennett har i år nået et helt nyt niveau som klatrer, og rammer han udbruddet, bliver han næsten umulig at følge på stigningen. Han viste sin gode form på 5. etape, hvor han endda havde krampe i finalen. Til gengæld er den flade start alt andet end ideel for den klejne klatrer.

 

Rudy Molard og Nicolas Edet kører begge på sprinterhold, men har carte blanche på de hårde etaper. De er begge inden for rækkevidde af den gule trøje og vil helt sikkert forsøge sig. Begge har haft et godt forår, hvor de har kørt bedre end nogensinde, og begge er de hurtige på stregen. Spørgsmålet er, om de har brugt for mange kræfter på de flade etaper.

 

Orica-Scott er her for klassementet, og det er derfor ikke sikkert, at Michael Albasini får lov til at køre sin chance. Gør han, kunne det være en god etape for feltets måske største udbryderkonge. Han har en uhørt næse for at ramme udbruddene, og hans spurt er ekstremt god. Det store spørgsmål er, om stigningen bliver lidt for lang og svær, hvis han er oppe mod en række klatrere.

 

Det burde den ikke blive for Warren Barguil, men spørgsmålet er, om etapen kommer for tidligt. Han brækkede hoften i april og er først på vej tilbage i form. Han ser ud til at være langt bedre, end vi havde ventet, men det kan være, at han stadig skal bruge lidt tid, specielt fordi den flade start ikke er ideel for ham.

 

Endelig vil vi pege på Alberto Bettiol, der fortsætter med at imponere. Han blev nummer 5 i den hårde finale på 3. etape og har endelig fundet formen efter et skidt forår. Han er dog ikke klatrer, og den sidste stigning er nok for hård. Lykkes det ham imidlertid at overleve, er han meget svær at slå i en spurt.

 

Skulle det mod forventning blive en afgørelse i en spurt i en lille gruppe, ligner det en sejr til enten Daniel Martin eller Ulissi. Rigoberto Uran og Simon Yates er også hurtige, men har ikke samme topfart. Det kunne være en god etape for Fabio Felline, men hans form synes ikke at være perfekt, og han kan få svært ved at overleve stigningen.

 

Feltet.dks vinderbud: Tiesj Benoot

Øvrige vinderkandidater: Tim Wellens, Diego Ulissi

Outsidere: Stephen Cummings, Serge Pauwels, Lilian Calmejane, Jan Bakelants

Jokers: Alexis Vuillermoz, Primoz Roglic, George Bennett, Rudy Molard, Michael Albasini, Nicolas Edet, Warren Barguil, Alberto Bettiol, Dan Martin, Fabio Felline

 

HVER DAG UNDER TOUREN GIVER UNIBET DIG MULIGHED FOR AT VINDE 50.000 KRONER - ENDDA GRATIS! UNIBET KALDER DET BETTIME, ALT MAN SKAL GØRE ER AT GIVE SIT BUD PÅ VINDERTIDEN PÅ EN ETAPE. HOS FELTET.DK GÆTTER VI MED OG TROR, AT VINDERTIDEN BLIVER: 04.52.57. LÆS MERE OM KONKURRENCEN OG DELTAG I UNIBETS BETTIME!

SENESTE

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk