Optakt: Amstel Gold Race
16. april 2017 14:33 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

På søndag får den cykelgale hollandske befolkning sin eneste store chance for at se verdens bedste ryttere i aktion i deres hjemlige terræn, når de inviterer indenfor til en festival af bakker, styrt og positionskamp på smalle, snoede landeveje. Som en fascinerende blanding af en flamsk klassiker og de hårdere løb senere på ugen er Amstel Gold Race den første af de tre Ardennerklassikere og markere overgangen fra de stærke brostensspecialister verden til et paradis for eksplosive klatrere med et godt punch.

Løbets rolle og historie

Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, et stort WorldTor-hold, en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun en reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.

 

Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.

 

I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidligere 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalendrene lige fra begyndelsen.

 

Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiler det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.

 

Som den første af de tre Ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien i næste uge, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 34 stigninger, ingen brosten og mere end 4000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere en 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flanden Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejens karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et deltaljeret rutekendskab.

 

Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Giro del Trentino (der fra i år kendes som Tour of the Alps) nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke være tilfældet i Holland på søndag.

 

Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en restrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre Ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance - faktisk er det i år kun Milano-Sanremo, der er længere - og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i Ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk sejr for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.

 

Sidste års udgave fik et overraskende udfald, da de største favoritter alle blev sat til vægs i den traditionelle finale på Cauberg. Tim Wellens havde forsøgt sig med et sent fremstød på Bemelerberg, dagens næstsidste stigning, men han blev kørt ind på den nedre del af løbets nøglestigning. I stedet var det Enrico Gasparotto og Michael Valgren, der overraskende kunne køre fra alle forhåndsfavoritter, og en meget ivrig Valgren bidrog i høj grad til at sikre, at duoen kunne holde feltet bag sig. Her havde Gasparotto ingen problemer med at slå den danske sensation i spurten, mens en skuffet Sonny Colbrelli vandt spurten om tredjepladsen for Bryan Coquard og Michael Matthews. Gasparotto vender i år tilbage i forsøget på at tage en tredje titel, og også Valgren, Colbrelli, Coquard og Matthews er med igen, fortsat med drømmen om at tage en første sejr i Hollands største cykelløb.

HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ AMSTEL GOLD RACE

 

Ruten

Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i Ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med Ardennerklassikerne. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig lagt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.

 

Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af hel afgørende betydning at hvor og hvornår, man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.

 

Hvad der karakteriserer løbet er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordringer, men med 35 bakker fordelt på 264,6 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.

 

I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.

 

Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen i 2013, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken. Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var relativt let, og de sværeste stigninger, Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamle alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.

 

I år har arrangørerne truffet et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang har man helt valgt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholder målstregens placering, skal man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdes, men når man kommer tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kører man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor er Bemelerberg nu sidste stigning, inden man når frem til den flade finale. Det betyder, at de stærke sprintere har en reel chance for at overleve, og håbet er, at det tvinger de virkelige Ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig har bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kommer langt fra mål, håber man, at de mest klatrestærke ryttere føler sig nødsaget til at sætte fremstød allerede ind.

 

Til gengæld for den lettere finale skal rytterne i år tilbagelægge hele 264,6 km, hvilket gør løbet til den næstlængste klassiker efter Milano-Sanremp. Som vanligt går starten i områdets største by, Maastricht. Derfra bevæge rytterne sig ind i det kuperede terræn vest for storbyen, og løbet vil herefter sno sig rundt i et ganske lille område tæt på den belgisk-hollandske og den tysk-hollandske grænse og gøre brug af de samme veje igen og igen.

 

Rytterne skal som sagt op over intet mindre end 35 stigninger på en lang dag med konstant udskillelse, og modsat mange af de øvrige klassikere starter løbet ikke med et langt, fladt stykke. Tværtimod er bakkrne spredt ud over hele ruten, og den første stigning, Slingerberg, er placeret bare 9,8 km efter den officielle start. Mange stigninger skal passeres flere gange, og løbets ikoniske Cauberg-stigning skal forceres tre gange mod de hidtidige fire.

 

Terrænet er en invitation til aggressiv kørsel, og derfor tager det ofte lidt tid, inden det tidlige udbrud er etableret. Grundet løbets generelle hårdhed og den ofte lange distance får det ofte et meget stort forspring, inden de store hold optager jagten. Ofte når afstanden mere end 10 minutter, inden favoritterne sender tropperne frem. Det vil dog med stor sandsynlighed være sket, når man klatrer op ad Cauberg for første gang og efter 57,6 km krydser målstregen.

 

Herefter gælder det en omgang på 121,9 km lang rundstrækning, der indeholder ikke færre end 18 stigninger, hvoraf Cauberg igen kommer som den sidste, når den passeres for anden gang. Her er der typisk tale om en lang jagt på det tidlige udbrud, hvor der gradvist akkumuleres træthed. Udover stigningerne er hovedudfordringen det konstante stress på de smalle, snoede veje. Positionering forud for stigningerne er en nøgleingrediens, og betydningen af et stærkt hold i positionskampen og rutekendskab er af helt afgørende betydning. Styrt er en uundgåelig del af løbet, der ikke vindes på rå styrke alene. Denne del af løbet er sjældent aggressiv, men de mange stigninger tærer gradvis på kræfterne, og de smalle veje kræver konstant fokus g opmærksomhed, der gør løbet ekstremt stressende. Samtidig er det sjældent, at alle favoritterne slipper helskindet igennem denne fase.

 

Efter anden passage af målstregen er det tid til den sværeste del af løbet. Den næste rundstrækning er 68,9 km lang og indeholder ni stigninger, hvoraf Cauberg igen er den sidste. Det er typisk her, at de næste angreb sættes ind. Mange hold vil have et hårdt løb eller have holdkammerater fremme, der kan komme i spil, når kaptajnerne sætter deres fremstød ind senere, og det gør løbet aggressivt. For et par år siden så man ofte ganske mange angreb langt udefra, men i de senere år har der været en tendens til at vente til de sidste 50 km. Det er imidlertid vigtigt for de fleste hold at undgå af komme i defensiven i denne fase og blive tvunget til at jagte. Derfor har det ofte været et godt tidspunkt for løjtnanterne at forsøge sig. Samtidig betyder den konstante passage af nye stigninger og den stressende positionskamp, at der er konstant udskilning, og fra nu af bliver feltet bare mindre og mindre.

 

Tidligere spillede favoritterne altid ud på de to sværeste stigninger, Eyserbosweg (1100 m, 8,1%) og Keutenberg (700 m, 9,4%), og det var ofte en ganske lille gruppe, der nåede toppen. Siden man i 2013 introducerede den nye, nemmere finalerundstrækning, har disse svære bakker imidlertid været placeret så langt fra mål, at de har spillet en mindre rolle. Håbet fra arrangørernes side er, at de bedste klatrere nu vil forsøge sig her, når de to stigninger passeres med henholdsvis 37,3 og 29,0 km til mål. For ryttere, der skal have et selektivt løb, er disse samt den sidste passage af Cauberg, der følger efter Keutenberg med 18,9 km igen, stedet at slå til. Den eneste gang, det med den hidtidige rute lykkedes at forhindre en afgørelse på sidste passage af Cauberg, var i 2013, da Roman Kreuziger kørte væk allerede ved næstsidste passage med knap 20 km til mål.

 

Efter sekvensen med Eyserbosweg, Fromberg, Keutenberg og Cauberg krydser man efter 248,4 km målstregen for næstsidste gang for at tage hul på den 16,2 km lange finalerundstrækning. Den er i alt væsentligt identisk med den, der hidtil er blevet benyttet, men har som sagt den afgørende ændring, at man kører direkte til stregen i Valkenburg i stedet for at køre ned i ”hullet” og op ad Cauberg igen. Derfor er de eneste tilbageværende stigninger Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvis toppe nås med henholdsvis 14,2 og 5,6 km til mål. Herved kommer de begge en anelse tættere på stregen, men de er som sagt samtidig de sidste muligheder for at gøre en forskel. Efter Bemelerberg bliver man oppe i et kort stykke, inden man rammer nedkørslen, der ender med ca. 700m til stregen. På de sidste 3 km er der et venstresving i en rundkørsel lige inden 2 km-mærket og derefter et sidste venstresving umiddelbart inden den røde flamme.

 

Arrangørerne håber, at den nye finale vil give anledning til angreb både på næstsidste rundstækning og de to sidste stigninger, men det giver samtidig de stærkeste sprintere langt mere håb om, at de kan vinde løbet i en spurt. Derfor er der sandsynligvis udsigt til et ganske animeret cykelløb i finalen, hvor der vil blive angrebet utrætteligt på de sidste bakker, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken ryttertype der vil vinde den første udgave af det ”nye” Amstel Gold Race. Svaret får vi på søndag.

 

 

 

 

Vejret

Da Amstel Gold Race har så mange lighedspunkter med Flandern Rundt, er det ikke overraskende, at vejret er en væsentlig faktor. Vinden har potentiale til at splitte feltet, og på en regnfuld dag bliver nervøsiteten på de smalle, flade veje forøget betydeligt. Derudover spiller vindretningen efter stigningerne i finalen en afgørende rolle i vurderingen af, hvor store chancer der er for at en spurtafgørelse kan undgås.

 

Rytterne har været begunstiget af relativt godt vejr til de fleste af klassikerne, men det får en ende søndag. Ganske vist ventes det meste af de 3 mm nedbør at falde først på løbet, men det synes usandsynligt, at rytterne kommer tørskoede i mål på en dag, hvor der ikke bliver mange kig til solen. Temperaturen ventes at nå beskedne 13 grader.

 

Det vil være relativt blæsende md en jævn til frisk vind fra nordvest. Det giver naturligvis vind fra alle tænkelige retninger på den kringlede rute. På den sidste rundstrækning vil der være modvind på Geulhemmerweg og medvind på Bemelerberg. Herefter drejer mand ind i sidevind kort før 3 km-mærket, mens der vil være modvind på den sidste kilometer.


HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ AMSTEL GOLD RACE
 

Favoritterne

Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.

 

Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætning af favoritfeltet, men det kan ikke siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. Det er en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det har affødt særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af Ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og derfor har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor har det været et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig er drastisk forringede.

 

Favoritterne til de tre Ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vinder til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive, rene klatrere, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge, klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere. Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen.

 

Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for betydeligt flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle. Til gengæld bliver det betydeligt vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og det er mindre sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.

 

De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige Ardennerspecialister, mens vinderne er de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale, men den nye rute øger sandsynligheden for en reduceret massespurt betydeligt, og det gør deres spurstyrke til langt stærkere våben, end den ellers ville have været. For folk som Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet er det imidlertid en stor ulempe, at de ikke længere skal op over Cauberg i finalen. Ganske vist er de alle hurtige, specielt efter et langt løb, men i en direkte duel med de deciderede sprintere, vil de som regel komme til kort. Derfor skal de forsøge at komme af med de hurtigste langt tidligere.

 

Arrangørernes håb er, at den ændrede finale vil tvinge disse klassikerspecialister ud af busken, forhåbentlig allerede på de stejleste stigninger Eyserbosweg og Keutenberg samt på sidste passage af Cauberg. Umiddelbart må man i hvert fald formode, at de får deres ønske opfyldt i den forstand, at der vil være en større interesse i at gøre løbet hårdt. Movistar, Sky, Quick-Step, BMC, Orica-Scott og Lotto Soudal, der alle hører til blandt de absolut stærkest i feltet, kan ikke tillade sig at køre afventende, og derfor må man formode, at de relativt tidligt øger farten. Det burde gøre løbet mere selektivt end vanligt, og det vil det dårlige vejr bidrage til.

 

Man må tillige formode, at løbet rent faktisk bliver mere aggressivt, fordi de fleste ryttere har mindre at miste ved at gamble. Folk som Tim Wellens ved, at de under ingen omstændigheder kan begå sig i en spurt, og hvor de i den gamle finale havde et håb om, at de måske kunne gøre en forskel på Cauberg, giver det ikke længere mening for dem at køre afventende. Derfor bør vi se flere angreb relativt langt udefra, og også mere spurtstærke folk som Valverde, Kwiatkowski, Gerrans, Gilbert, Van Avermaet og Michael Albasini simpelthen komme ud af busken noget tidligere.

 

Dermed er der udsigt til, at tendensen fra brostensklassikerne, hvor angsten for Sagan og Van Avermaet tvang Quick-Step til at åbne løbene langt udefra, vil fortsætte i den hollandske klassiker. Spørgsmålet er, om ruten er hård nok til, at det kan lade sig gøre at komme af med de mest spurtstærke typer, og om disses hold kan holde det samlet. Stykket med Eyserbosweg, Fromberg og Keutenberg er hårdt, men derefter følger en fladere strækning, hvor der kan blive organiseret en jagt. Derefter venter Cauberg ganske vist, men den afsluttende rundstrækning er relativt nem, og de to sidste stigninger er så bløde, at det ikke er nemt selv for de bedste klatrere at gøre en forskel.

 

Samtidig skal sammensætningen af en eventuel gruppe i finalen være rigtig for, at den skal have en chance. Hvis ikke BMC, Sky, Orica-Scott eller Movistar er med, vil de pludselig blive allierede med Sunweb, Bahrain og Direct Energie, fordi deres kaptajner trods alt er så hurtige, at de reelt set har en chance i en spurt. Dermed vil der næsten altid være en interesse i at jagte, og derfor er der meget, der peger på en eller anden form for spurtafgørelse. Interessen i at gøre løbet hårdt betyder imidlertid, at vi kan vente et mere selektivt løb end vanligt, og chancen for, at et udbrud kan holde hjem er blevet større med den nye rute.

 

Det ændrer imidlertid ikke på, at vi tror, at det skal afgøres i en reduceret massespurt. Meget skal falde i hak, hvis det skal lykkes en gruppe at gøre en forskel i finalen, og det er vanskeligt at se, at der kan etableres et samarbejde, der vil gøre det muligt at holde til finalen. Samtidig stiller både Sunweb og Bahrain med ganske stærke mandskaber, og specielt sidstnævnte vil i finalen have folk som Enrico Gasparotto, Giovanni Visconti og Ion Izagirre til at forsøge at holde det samlet. Da Valverde og Gilbert, som begge må formodes at sidde med i en lille gruppe, der evt. kan køre hjem, samtidig er kendt for at samarbejde meget dårligt, er oddsene for en spurt gode.

 

Det betyder, at de bedste vinderbud skal findes i gruppen af hurtige folk, der kan overleve de mange stigninger, og de får os til at pege på Bryan Coquard som vinder. Den lille franskmand fik virkelig smag for dette løb sidste år, da han på imponerende vis spurtede sig til en fjerdeplads bare 1800 m fra toppen af Cauberg. Da der var to mand foran, var det faktisk kun Colbrelli, der var hurtigere, og det vidner om, at Coquard har nået et nyt niveau. Nu er han ikke blot i stand til at overleve et så hårdt løb, han er også i stand til at afslutte.

 

Egentlig har vi været lidt skuffede over Coquard i denne sæson. Han var svagt kørende i februar og marts, men i Flandern Rundt viste han med en meget aggressiv indsats, at der pludselig var hul igennem til de gode ben. Han fulgte op med to etapesejre i Sarthe, men det var præstationen i onsdagens Brabantse Pijl, der for alvor overbeviste os om, at Coquard kan vise sig at være manden, der skal slås i den hollandske klassiker. Her så han enormt ubesværet ud på samtlige stigninger, og specielt hans imponerende forcering på næstsidste stigning med bare få kilometer til mål var af høj klasse. Således kunne ingen af forhåndsfavoritterne holde hans hjul, og selvom han endte løbet uden et topresultat fik han til fulde demonstreret, at han måske er i sit livs form.

 

Det er klart, at Coquard ikke er så holdbare som Colbrelli og Matthews, men han er til gengæld den hurtigste af de tre, og han bliver svær at slå, hvis han stadig sidder med. Hans svaghed har altid været positionskampen, men i et decimeret felt er den et mindre problem. Det store problem bliver at overleve og holde det hele samlet, specielt fordi han bliver afhængig af andre hold. Den formstærke Lilian Calmejane bliver imidlertid en nøglerytter, der kan ventes at sidde hos ham til allersidst. Vi er ikke helt overbeviste om, at Coquard sidder med, hvis løbet bliver meget hårdt, men efter opvisningen i onsdags tror vi på, at han har formen til at gøre det. Sker det, må han være manden, der skal slås i en spurt, og derfor er han vores favorit.

 

Siden offentliggørelsen af den ændrede rute har Sonny Colbrelli egentlig været vores favorit til sejren. Italieneren gjorde bestemt ikke noget for at dæmpe forventningerne til sig selv ved at vinde Brabantse Pijl, og det er således kun Coquards overraskende styrke, der degraderer Bahrain-rytteren til positionen som vores næststørste kandidat til sejren. Colbrelli har i mange år været som skabt til dette løb. Han er en langt bedre klatrer end stort set alle andre hurtige afsluttere, og han har i de senere år været stort set umulig at sætte selv på langt sværere stigninger i de italienske endagesløb. Samtidig er han fantastisk hurtig på stregen efter et hårdt løb, hvilket blev mest tydeligt, da han vandt spurten om tredjepladsen sidste år, og da han efter den brutale dag i sidevinden vandt 2. etape af årets Paris-Nice.

 

Hvor der kan være usikkerhed om Coquards holdbarhed, er der ingen tvivl om, at Colbrelli vil være der, hvi det skal afgøres i en reduceret massespurt, og i givet fald vil han være en af de klart hurtigste. Han er næppe god nok til at køre med de bedste klatrere, hvis der bliver angrebet, men han har et fremragende hold til at forsøge at holde det samlet. Gasparotto og Visconti kan endda køre lead-out, og derfor har Colbrelli fremragende muligheder for at sikre sig sejren.

 

Michael Matthews har kredset om sejren i dette løb i de seneste to år, men det er endnu ikke lykkedes at få det hele til at spille. I 2015 var han imponerende stærk og den eneste, der kunne følge Gilbert på Cauberg, men det kostede ham så meget, at han ingen kræfter havde i den efterfølgende spurt, da duoen var hentet. Sidste år havde han ikke benene til at køre med de bedste, og i spurten om tredjepladsen blev han slået af både Colbrelli og Coquard.

 

Matthews har den fordel, at han er mere holdbar end begge sine to hurtige rivaler, men til gengæld er han knap så hurtig i en flad spurt som denne. Han havde helt sikkert haft større glæde af den gamle finale, der var betydeligt hårdere. Det ændrer imidlertid ikke på, at hans form er god, hvilket han specielt viste i Baskerlandet, hvor han overlevede den svære stigning på 4. etape og kørte en forrygende enkeltstart. Han var knap så imponerende i Brabantse Pijl, hvor han imidlertid var fanget i en dum position, da han var isoleret alt for tidligt. I Amstel har han imidlertid det problem, at han skal vurdere, om han skal satse alt på en spurt eller forsøge at køre med i angrebene. Det er han nemlig stærk nok til, og det kan gøre det svært at finde den rette taktik. Da ingen vil trække ham med til stregen, bør han imidlertid satse på, at det skal afgøres af en større gruppe. Han er måske ikke helt så hurtig som Colbrelli og Coquard, men han er stadig så hurtig, at han sagtens kan slå dem alligevel.

 

Greg Van Avermaet har været forårets mand, og modsat alle øvrige favoritter stiller han til start helt uden pres. En sejr i Amstel Gold Race har karakter af ren bonus, og hvis han kommer tomhændet herfra, kan han alligevel tage på ferie med en god fornemmelse. Det kan give ham den ro og det overskud, der er nødvendigt i en finale, der bliver meget svær at læse. Løbet er på alle måder skræddersyet til den formstærke belgier, der er meget svær at slå, når vi når ud over 250 km. Stigninger af denne længde er de absolut bedste for ham, og det er vanskeligt at forestille sig, at han ikke sidder med, hvis de allerbedste kan gøre en forskel på de sværeste stigninger. Samtidig har han i de seneste to år været næsten umuligt at slå i en spurt efter et hårdt løb, og derfor er han vores favorit, hvis løbet skal afgøres i en lille gruppe. Faktisk har han spurtet så godt, at vi ikke vil udelukke ham, selv hvis det skal afgøres i en større gruppe.

 

Sammen med Van Avermaet har Alejandro Valverde været forårets mand, og selvom han allerede har syv Ardennersejre på cv’et, er det vel ikke urimeligt at hævde, at han aldrig har været bedre forud for klassikerne. Derfor er det særligt uheldigt, at det netop er i år, at ruten er ændret, for Valverde havde været den helt store favorit, hvis de to gamle finaler var blevet benyttet. Nu bliver det langt vanskeligere for den ellers formstærke spanier, der ikke længere kan køre defensivt, som han ellers altid har gjort i dette løb. Selvom han ikke er uden chance i en reduceret massespurt - han har før vundet sådanne i eksempelvis Volta a Catalunya - kan han kun for alvor tro på sejr, hvis de bedste kan gøre en forskel. Sker det, vil han helt sikkert være med, men det kan kun lade sig gøre, hvis han denne gang er mere generøs med sit føringsarbejde, end han har for vane. Skal en mindre gruppe spurte om sejren, vil han imidlertid være i stand til at slå hvem som helst, og af de bedste klassikerryttere er det vel kun Van Avermaet, der på papiret er hurtigere.

 

Skal man pege på en tredje forårets mand, er det svært at komme udenom Philippe Gilbert. Den belgiske mester tog en af de meste imponerende sejre i nyere Flandern Rundt-historie, hvilket kom som kulmination på to fantastiske uger, der cementerede hans position som en af årets to dominerende ryttere i de flamske klassikere. Siden har han haft fokus stift rettet på Ardennerne, og han må formodes at have bibeholdt formen. Desværre blev han så heftigt markeret i Brabantse Pijl, at han ifølge eget udsagn opgav selv at vinde og i stedet kørte for, at de ”destruktive” ryttere ikke skulle vinde. Derfor fik vi ikke en chance for at se, om han stadig har samme form, men der er ingen grund til at betvivle det.

 

Gilbert har altid været Mr. Amstel, men desværre rammes han hårdt af den ændrede rute. På Cauberg er han vel verdens bedste, men nu får han mindre glæde af sit punch. Det er svært at tro, at han kan få samme frihed som i Flandern, og det er svært at forestille sig, at han kan sætte folk som Van Avermaet og Valverde på stigningerne. Han skal håbe, at en lille gruppe skal spurte om sejren, og selvom Valverde og Van Avermaet begge flere gange har vist, at de er hurtigere, er forskellene så små, at Gilbert sagtens kan vinde, specielt efter et langt løb.

 

Fabio Felline vender tilbage til det løb, der kortvarigt rygtedes at have kostet ham karrieren i 2016, hvor han styrtede slemt i forplejningszonen. Han er imidlertid nu tilbage på sit topniveau og den ubestridte leder på Trek efter en imponerende flot præstation i de flamske klassikere. Dette løb er uden brosten og passer ham langt bedre, men han havde foretrukket, at finalen ikke var blevet ændret. Han befinder sig i lidt en en mellemkategori i den forstand, at han klatrer bedre end sprinterne, men ikke har helt samme eksplosivitet på stigningerne som Valverde, Gilbert, Van Avermaet og co. Det betyder, at han meget vel kan ende på podiet, men det bliver sværere for ham at vinde. Alligevel er han så god en klatrer og så hurtig, at han har muligheder for at vinde i nærmest alle scenarier. Blandt de store favoritter er det på papiret kun Coquard, Matthews og Colbrelli, der er hurtigere, og det gør ham naturligt til en meget oplagt vinderkandidat.

 

Det samme kan den genfødte Michal Kwiatkowski, der senest i Milano-Sanremo og Baskerlandet har bekræftet, at han er en fremragende sprinter. Ingen kan benægte, at polakken har været tilbage på sit topniveau i dette forår, efter at han endelig er kommet sig over sit overtræningsproblem, og faktisk har de hidtidige resultater været ren bonus og en stor overraskelse for ham selv, da målet hele tiden har været at peake i Ardennerne. Desværre har vi efter Baskerlandet en nagende tvivl om hans aktuelle niveau efter en længere pause. Således kørte han skuffende på stigningerne, specielt på 3. etape, hvor han kortvarigt mistede kontakten, og enkeltstarten var en regulær katastrofe. Også Kwiatkowski selv kunne ikke skjule sin skuffelse, og der er derfor små indikationer på, at han ikke helt har den form, han tidligere havde. Selvom han er hurtig, får han svært ved at slå sprinterne i en reduceret massespurt, så han skal være så god, at han kan køre med på stigningerne. Er han på 100%, er det ikke noget problem, og lykkes det, kan han slå hvem som helst i en spurt.

 

Egentlig burde Ben Swift rangere som en af de helt store favoritter. Briten er helt klart blandt løbets allerhurtigste, specielt efter et langt løb, hvilket han har dokumenteret med sine podiepladser i Milano-Sanremo. Samtidig er han måske den allermest holdbare af sprinterne, hvilket han har vist ved at vinde ekstremt hårde etaper i Baskerlandet og Coppi e Bartali. Desværre har han i den seneste tid ikke spurtet specielt godt, og han er på papiret ikke helt så hurtig som Colbrelli, Coquard og Matthews. Vi tror, at han får svært ved at vinde en reduceret massespurt, selvom det er indenfor mulighedernes grænser. Samtidig har han været ramt af sygdom både før og under Baskerlandet Rundt, og derfor fremstår han mere som outsider end reel favorit.

 

Orica-Scott stiller med et fabelagtigt hold med flere potentielle vindere. På papiret er Simon Gerrans deres bedste mand til den af klassikerne, der altid har passet den tidligere Liege-vinder bedste. Desværre tyder det på, at de bedste dage er ovre for australieren, der kørte skidt i Baskerlandet og Brabantse Pijl, og vi vil i stedet pege på Michael Albasini som en potentiel vinder. Schweizeren vandt ganske vist en etape i Baskerlandet, men kørte egentlig skidt på stigningerne. Det plejer dog ikke at være nogen hindring for Albasini, der altid er skidt kørende i Spanien, men meget stærk i klassikerne. Han er næppe god nok til at køre med de bedste på stigningerne, men i Romandiet og Baskerlandet har han flere gange vist, at han kan vinde spurter selv i ganske store grupper.

 

Det samme kan hans holdkammerat Daryl Impey, der bl.a. på imponerende vis vandt en meget hård etape i Catalonien, hvor han endda havde ført det meste af dagen. Sydafrikaneren synes bare at blive bedre og bedre, og dette løb synes nærmest at være skræddersyet til ham. Problemet er, at han altid har været meget langt nede i det interne Orica-Scott-hierarki, og han har sjældent fået sin egen chance. Han synes imidlertid at være steget i graderne, og hvis Gerrans fortsat er under niveau, kan han være mandne, der satses på i en spurtafgørelse. Her er han ikke favorit, men han er hurtig nok til at have en reel vinderchance.

 

Enrico Gasparotto er en af de helt store tabere med den nye finale, og det bliver ikke nemt at gentage de to sejre. Samtidig har Colbrellis gode kørsel muligvis degraderet ham til en hjælperrolle. Alligevel kan Colbrelli også blive en fordel, da Gasparottos opgave vil være at køre med de bedste på stigningerne. Her vil han kunne side på hjul med henvisning til sin holdkammerats tilstedeværelse i feltet, og det vil give ham en taktisk fordel. Han er hurtig på stregen, men desværre er flere af de gode klassikerryttere hurtigere. Den taktiske situation kan imidlertid være det, der giver ham muligheden for faktisk at slå sine rivaler.

 

Vi glæder os meget til at se Oliver Naesen i dette løb. Historien viser, at det er meget svært for Roubaix-ryttere også at gøre det godt i Amstel, men bl.a. Van Avermaet har vist, at det kan lade sig gøre. Naesen var umiddelbart stærkeste mand i Roubaix, men han var ramt af uheld i en helt ufattelig grad. Det er imidlertid interessant, at han i de seneste uger bare er blevet bedre og bedre, og hvis han har samme form, må han også være med fremme i dette løb, selvom det passer ham mindre godt end brostensklassikerne. Han er god på korte stigninger og tilstrækkelig hurtig i en spurt til, at han kan vinde, hvis en lille gruppe af klassikerryttere skal afgøre det.

 

Endelig ser det ud til, at Jay McCarthy er klar til at begå sig i Ardennerklassikerne, der i flere år har været helt oplagte for ham. Desværre har han aldrig ramt samme form som i Tour Down Under, men i Baskerlandet viste han, at det måske lykkes i år. Ganske vist var han meget ustabil og skuffede bl.a. på 4. etape, men rammer han den rigtige dag, er han så godt kørende i dette terræn, at han kan spille en stor rolle. Vigtigst er det, at han er så hurtig i en flad spurt, at han har en reel chance for at vinde, selv hvis det er en relativt stor gruppe, der skal afgøre det.

 

Endelig vil vi pege på Arthur Vichot. I årevis har det været helt oplagt, at franskmanden burde være en stor kandidat i dette løb, men han er altid blevet syg op til klassikerne. I år har han imidlertid været bedre end nogensinde, og han synes at have timet formen samt undgået helbredsproblemer. Den nye finale er ikke ideel for ham, men han har stadig en chance. Han er god på stigninger som disse, men først og fremmest er han på sine bedste dage så hurtig, at han kan slå de fleste klassikerspecialister i en flad spurt som denne.

 

***** Bryan Coquard

**** Sonny Colbrelli, Michael Matthews

*** Greg Van Avermaet, Alejandro Valverde, Philippe Gilbert, Fabio Felline, Michal Kwiatkowski

** Ben Swift, Michael Albasini, Daryl Impey, Enrico Gasparotto, Oliver Naesen, Jay McCarthy, Arthur Vichot

* Diego Ulissi, Petr Vakoc, Kristian Sbaragli, Simon Gerrans, Nathan Haas, Juan Jose Lobato, Zdenek Stybar, Baptiste Planckaert, Tosh van der Sande, Oscar Gatto, Paul Martens, Daniel Martin, Rui Costa, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Patrick Konrad, Michael Valgren, Alberto Bettiol, Bob Jungels, Dion Smith


HUSK AT SÆTTE PICKS PÅ AMSTEL GOLD RACE
 

Danskerne

Flest øjne vil naturligvis være rettet mod Michael Valgren, der er Astanas kaptajn og drømmer om at forbedre sidste års andenplads. Han får støtte af to landsmænd. Matti Breschel må formodes at være i en ren hjælperytterrolle, mens Jakob Fuglsang måske kan få lov at forsøge sig med angreb i finalen. Mads Würtz Schmidt er til start for Katusha, hvor han må formodes at skulle arbejde for Maurits Lammerink og Baptiste Planckaert, mens Christopher Juul efter sit flotte Amstel Gold Race skal arbejde som hjælper på et stærkt Orica-Scott, der har adskillige gode vinderbud.

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »