Optakt: Amstel Gold Race

Løbets rolle og historie

Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, et stort WorldTour-hold, en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun en reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.

Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.

I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidlige 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalenderne lige fra begyndelsen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiller det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.

Som den første af de tre ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien i næste uge, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 35 stigninger, ingen brosten og mere end 4000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje, hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere en 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flandern Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejenes karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et detaljeret rutekendskab.

Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Giro del Trentino (der fra 2017 har været kendt som Tour of the Alps) nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke vil være tilfældet i Holland på søndag.

Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en omstrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance - faktisk er det i år kun Milano-Sanremo og Flanders Rundt, der er længere - og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk chance for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.

I de senere år er der blevet eksperimenteret en del med ruten, der gennemgik sin første gennemgribende forandring længe i 2013. Sidste år tog man endnu et skridt ved helt at fjerne Cauberg fra finalen, hvor stigningen ellers i mange år har været den vigtigste ingrediens. Det vakte en del kritik, men arrangørernes håb om, at det ville anspore favoritterne til at angribe tidligere end vanligt blev i den grad imødekommet. Faktisk var sidste års udgave utvivlsomt den mest underholdende i mange år, og derfor genbruges den nye rute i en let modificeret form i år.

Det aggressive løb betød, at der allerede tidligt blev etableret en gruppe med Philippe Gilbert, Michael Albasini, Nathan Haas, Jose Joaquin Rojas, Sergio Henao og Ion Izagirre, hvortil det kun lykkedes Michal Kwiatkowski at køre op. På de to sidste stigninger kørte Gilbert og Kwiatkowski væk fra rivalerne efter en forgæves jagt fra blandt andre Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, og de to endte med at spurte om sejren. Her slog kongen af Amstel, formstærke Gilbert, til og blev med sin fjerde sejr i løbet den første i mange år til både at vinde Flandern Rundt og en ardennerklassiker. Kwiatkowski måtte tage til takke med andenpladsen, inden Albasini 10 sekunder senere spurtede sig til en tredjeplads. Gilbert vender i år tilbage efter en for ham hårdere brostenssæson, der denne gang også har talt Paris-Roubaix, med ønsket om at udligne Raas’ rekord med fem sejre, og også Kwiatowski håber at vinde igen efter den første sejr i 2015. Albasini jagter stadig den bedste form efter lidt sygdom, men er med igen som del af et Mitchelton-Scott-hold med mange kort at spille.

Ruten

Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med de flamske klassikere. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig lagt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.

Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af helt afgørende betydning at vide, hvor og hvornår man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.

Hvad der karakteriserer løbet, er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordrende, men med 35 bakker fordelt på 263,0 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.

Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen i 2013, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken.

Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var relativt let, og de sværeste stigninger, Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamble alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.

Sidste traf arrangørerne et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang valgte man helt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholdt målstregens placering, skulle man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdtes, men da man kom tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kørte man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor var Bemelerberg nu sidste stigning, inden man nåede frem til den flade finale. Det åbnede muligheder for, at de stærke sprintere kunne overleve, og håbet var, at det ville tvinge de virkelige ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig har bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, håbede man, at de mest klatrestærke ryttere følte sig nødsaget til at sætte fremstød ind allerede der.

Planerne vakte ikke megen begejstring i cykelkredse, men endte som en stor succes. Rytterne gjorde præcis, som man havde håbet, og alle de store navne spillede ude i den svare sektion langt fra mål. Resultatet var et langt mere animeret løb end tidligere og den bedste udgave i mange år.

Derfor kan det heller ikke undre, at modellen genbruges i år, men denne gang foretages der alligevel visse modifikationer. Denne gang har man ændret en anelse på den afsluttende, ikke specielt svære rundstrækning. Stigningerne er de samme, men denne gang undgår man de store, brede veje mellem Geulhemmerweg og Bemelerberg. Håbet er, at brugen af smallere veje vil gøre det endnu vanskelige at kontrollere løbet.

Til gengæld for den lettere finale skal rytterne ligesom sidste år tilbagelægge en voldsom distance, denne gang hele 263,0 km (1600 m mindre end sidste år), hvilket gør løbet til den tredjelængste klassiker efter Milano-Sanremo og Flandern Rundt, og der er i alt 3449 højdemeter på menuen. Som vanligt går starten i områdets største by, Maastricht. Derfra bevæger rytterne sig ind i det kuperede terræn vest for storbyen, og løbet vil herefter sno sig rundt i et ganske lille område tæt på den belgisk-hollandske og den tysk-hollandske grænse og gøre brug af de samme veje igen og igen.

Rytterne skal som sagt op over intet mindre end 35 stigninger på en lang dag med konstant udskillelse, og modsat mange af de øvrige klassikere starter løbet ikke med et langt, fladt stykke. Tværtimod er bakkerne spredt ud over hele ruten, og den første stigning, Slingerberg, er placeret bare 9,6 km efter den officielle start. Mange stigninger skal passeres flere gange, og løbets ikoniske Cauberg-stigning skal ligesom sidste år forceres tre gange mod de hidtidige fire.

Terrænet er en invitation til aggressiv kørsel, og derfor tager det ofte lidt tid, inden det tidlige udbrud er etableret. Grundet løbets generelle hårdhed og den ofte lange distance får det ofte et meget stort forspring, inden de store hold optager jagten. Ofte når afstanden mere end 10 minutter, inden favoritterne sender tropperne frem. Det vil dog med stor sandsynlighed være sket, når man efter 54,8 km klatrer op ad Cauberg for første gang og efter 57,3 km krydser målstregen. På dette tidspunkt har man allerede været over seks stigninger, herunder Adsteeg efter 14,5 km, Lange Raarberg efter 22,7 km, Bergseweg efter 38,7 km og Sibbergrubbe efter 50,4 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Herefter gælder det en omgang på 121,2 km lang rundstrækning, der indeholder ikke færre end 18 stigninger, hvoraf Cauberg igen kommer som den sidste, når den passeres for anden gang. Her er der typisk tale om en lang jagt på det tidlige udbrud, hvor der gradvist akkumuleres træthed. Udover stigningerne er hovedudfordringen det konstante stress på de smalle, snoede veje. Positionering forud for stigningerne er en nøgleingrediens, og betydningen af et stærkt hold i positionskampen og rutekendskab er af helt afgørende betydning. Styrt er en uundgåelig del af løbet, der ikke vindes på rå styrke alene. Denne del af løbet er sjældent aggressiv, men de mange stigninger tærer gradvis på kræfterne, og de smalle veje kræver konstant fokus og opmærksomhed, der gør løbet ekstremt stressende. Samtidig er det sjældent, at alle favoritterne slipper helskindet igennem denne fase.

Efter anden passage af målstregen resterer 84,5 km, og det er det tid til den sværeste del af løbet. Den næste rundstrækning er 68,8 km lang og indeholder ni stigninger, hvoraf Cauberg igen er den sidste. Det er typisk her, at de næste angreb sættes ind. Mange hold vil have et hårdt løb eller have holdkammerater fremme, der kan komme i spil, når kaptajnerne sætter deres fremstød ind senere, og det gør løbet aggressivt. For et par år siden så man ofte ganske mange angreb langt udefra, men i de senere år har der været en tendens til at vente til de sidste 50 km. Det er imidlertid vigtigt for de fleste hold at undgå af komme i defensiven i denne fase og blive tvunget til at jagte. Derfor har det ofte været et godt tidspunkt for løjtnanterne at forsøge sig. Samtidig betyder den konstante passage af nye stigninger og den stressende positionskamp, at der er konstant udskilning, og fra nu af bliver feltet bare mindre og mindre.

De første af stigningerne er de relativt lette Geulhemmerweg og Bemelerberg, der skal passeres igen i finalen, og som her kommer med hhv. 82,5 og 69,5 km igen. Derefter følger Loorberg med 54,0 km tilbage samt Gulperberg 44,1 km fra stregen. Herefter indledes den virkelige finale. Tidligere spillede favoritterne altid ud på de tre sværeste stigninger, Kruisberg (800 m, 7,5%), Eyserbosweg (1100 m, 8,1%) og Keutenberg (700 m, 9,4%), og det var ofte en ganske lille gruppe, der nåede toppen. Siden man i 2013 introducerede den nye, nemmere finalerundstrækning, har disse svære bakker imidlertid været placeret så langt fra mål, at de har spillet en mindre rolle. Sidste år lykkedes det at vende den udvikling, og her blev der kørt aggressivt på disse tre stejle udfordringer, der passeres med hhv. 38,7 km, 36,7 km og 28,4 km til mål - med den lettere Fromberg (1600 m, 4,0%) placeret som en ekstra udfordring 32,9 km fra stregen. For ryttere, der skal have et selektivt løb, er disse samt den sidste passage af Cauberg, der følger efter Keutenberg med 18,3 km igen, stedet at slå til. Den eneste gang, det med den gamle rute lykkedes at forhindre en afgørelse på sidste passage af Cauberg, var i 2013, da Roman Kreuziger kørte væk allerede ved næstsidste passage med knap 20 km til mål.

Efter sekvensen med Eyserbosweg, Fromberg, Keutenberg og Cauberg krydser man efter 247,3 km målstregen for næstsidste gang for at tage hul på den 15,7 km lange finalerundstrækning. Den er i alt væsentligt identisk med den, der hidtil er blevet benyttet, men har som sagt den afgørende ændring, at man kører direkte til stregen i Valkenburg i stedet for at køre ned i ”hullet” og op ad Cauberg igen, ligesom man som nyt i år benytter nye og smallere veje i særligt området mellem de to stigninger. Derfor er de eneste tilbageværende bakker Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvis toppe nås med henholdsvis 13,7 og 6,9 km til mål. Herved kommer de begge en anelse tættere på stregen end i den gamle Cauberg-finale, men de er som sagt samtidig de sidste muligheder for at gøre en forskel. Med de nye ændringer vil det nu stige let på mellem 3 km- og 1 km-mærkerne, inden en kort nedkørsel leder ned til den flade finale. Rytterne vil følge en snoet vej med et skarpt sving lige efter den røde flamme.

Arrangørerne håber, at de små ændringer i finalen vil give anledning til endnu mere aggressivt cykelløb med angreb både på næstsidste rundstækning og de to sidste stigninger, men den flade afslutning giver samtidig de stærkeste sprintere langt mere håb om, at de kan vinde løbet i en spurt. Derfor er der sandsynligvis udsigt til et ganske animeret cykelløb i finalen, hvor der vil blive angrebet utrætteligt på de sidste bakker, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken ryttertype der vil vinde den andet udgave af det ”nye” Amstel Gold Race. Svaret får vi på søndag.

Vejret

Da Amstel Gold Race har så mange lighedspunkter med Flandern Rundt, er det ikke overraskende, at vejret er en væsentlig faktor. Vinden har potentiale til at splitte feltet, og på en regnfuld dag bliver nervøsiteten på de smalle, flade veje forøget betydeligt. Derudover spiller vindretningen efter stigningerne i finalen en afgørende rolle i vurderingen af, hvor store chancer der er for at en spurtafgørelse kan undgås.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Efter et par våde dage i Holland kunne rytterne ikke drømme om bedre vejr til søndagens løb. Der vil kun være ganske få skyer, masser af sol og en temperatur på hele 22 grader. Dertil kommer, at det vil være næsten helt vindstille med bare en svag vind fra nordøst.  Det giver naturligvis vind fra alle tænkelige retninger på den kringlede rute. På den sidste rundstrækning vil der være medvind på Geulhemmerweg og sidemodvind på Bemelerberg. Den vindretning vil holde helt frem til det sidste sving, hvorefter der vil være sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet, er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.

Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætning af favoritfeltet, men det kan ikke siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. Sidste år var det en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det affødte særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og derfor har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor var det et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig blev drastisk forringede.

Som nævnt ovenfor ”virkede” ideen imidlertid. Det er meget svært at argumentere imod påstanden om, at sidste års udgave af løbet var den mest underholdende i mange, mange år, og vi fik præcis, hvad arrangørerne ønskede. Allerede langt fra mål spillede store navne som Philippe Gilbert, Nathan Haas, Michael Albasini og Ion Izagirre ud, og da Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde sammen med Michal Kwiatkowski senere reagerede, var det kun polakken, der var stærk nok til at køre op til de forreste. At selv Van Avermaet og Valverde regulært kom til kort på stigningerne, vidner om et løb, der havde langt mere dynamik og langt flere udfaldsrum end det gamle format, der i alt væsentligt kunne koges ned til en afsluttende spurt op ad Cauberg.

Favoritterne til de tre ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vindere til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive, rene klatrere, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge, klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere. Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen.

Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle. Til gengæld kan det også vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og selvom sidste års løb var selektivt, var det ikke tilfældigt, at hele podiet udgjordes af ryttere, der er kendt for deres afslutterevner. Det er fortsat ikke voldsomt sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.

De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige puncheurs, der ikke længere kan satse 100% på deres punch på Cauberg. Nu kræver en sejr ikke blot gode ben, men også held og en vellykket taktik. Skal en klassikerspecialist vinde, kan det nemlig ikke nytte noget at slæbe de holdbare sprintere med til stregen, og derfor skal der angribes langt fra mål. Målet er som sidste år at skabe en lille gruppe af favoritter, men er man isoleret, kan en sådan være ganske svær at kontrollere. Derfor kan en overtalssituation med flere mulige vinderbud være helt afgørende i løbets nye format, og man vil i vidt omfang kunne lukrere på kollektiv styrke, som Quick-Step så flot gjorde det i de flamske klassikere.

Sidste år var der almindelig enighed om, at vinderne ved den nye ruteføring var de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale, men den nye rute øger umiddelbart sandsynligheden for en reduceret massespurt, og det gør deres spurstyrke til langt stærkere våben, end den ellers ville have været. For folk som Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski, Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet er det imidlertid en stor ulempe, at de ikke længere skal op over Cauberg i finalen. Ganske vist er de alle hurtige, specielt efter et langt løb, men i en direkte duel med de deciderede sprintere, vil de som regel komme til kort. Derfor skal de forsøge at komme af med de hurtigste langt tidligere.

Arrangørernes håb er atter, at den ændrede finale vil tvinge disse klassikerspecialister ud af busken, forhåbentlig allerede på de stejleste stigninger Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg samt på sidste passage af Cauberg. Igen må man i hvert fald formode, at de får deres ønske opfyldt i den forstand, at der vil være en større interesse i at gøre løbet hårdt. Movistar, Sky, Quick-Step, BMC, Lotto Soudal og UAE, der alle hører til blandt de absolut stærkest i feltet, kan ikke tillade sig at køre afventende, og derfor må man formode, at de relativt tidligt øger farten. Det burde ligesom sidste år gøre løbet mere selektivt, så sprinterne kan være relativt isolerede, når vi når frem til de fire nøglestigninger med ca. 40 km igen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Umiddelbart er det først og fremmest Sunweb og Vital Concept, der vil satse 100% på en spurtafgørelse med hhv. Matthews og Coquard, men de har ingenlunde de stærkeste hold. Også Mitchelton-Scott ed Daryl Impey vil se muligheder i et sådant scenarium, ligesom Bahrain-Merida i Sonny Colbrelli har en oplagt spurtkandidat. De to sidstnævnte hold har imidlertid flere andre kort at spille også, og særligt Bahrain har så gode klatrere i Vincenzo Nibali og Izagirre-brødrene, at de næppe satser 100% på en spurt. Med andre ord er forudsætningerne for en spurtafgørelse ikke gode.

Det helt store spørgsmål er, hvad det betyder, at Peter Sagan i år er til start. Sidste uges Paris-Roubaix viste tydeligt, at verdensmesteren endelig har fundet topformen, og det betyder, at han bliver helt umulig at komme af med i et terræn, hvor han er en af verdens absolut stærkeste. Dermed vil han formentlig være i stand til at følge de bedste, når angrebene lanceres på de sværeste stigninger, men hvad der herefter vil ske, er ingenlunde klart. Som bekendt er der ikke mange, der har lyst til at spurte mod Sagan, og hans tilstedeværelse i en eventuel favoritgruppe kan være så ødelæggende for samarbejdet, at det i sig selv vil kunne skabe samling igen. På den anden side kan hold som Quick-Step, Lotto Soudal, BMC og Sky sagtens sidde med mere end én rytter i finalen, og de vil være nødt til at satse på, at deres kollektiv kan udmanøvrere Sagan til slut.

Helt afgørende vil det derfor være, hvor megen støtte Sagan vil kunne forvente til slut. Tidligere har Bora ikke haft meget at skyde med i disse løb, men denne gang er der faktisk berettiget håb om, at et par af hans holdkammerater vil kunne sidde med til allersidst. Det gælder ikke mindst Jay McCarthy, der endelig synes at have taget den gode form med sig fra Australien til Europa, Patrick Konrad, der netop er blevet nr. 10 i Baskerlandet - faktisk var det sikkert blevet til mere, hvis ikke han var punkteret på 5. etape - og Gregor Mühlberger, der har fået sit helt store gennembrud i år med en top 10 i et historisk hårdt Strade Bianche og senest kørte stærkt på kongeetapen i Baskerlandet. Kan blot en af disse - og nej, det bliver ikke let - sidde hos Sagan i finalen, er verdensmesterens chancer markant forøget.

Konklusionen må være, at vi kan forvente et knaldhårdt løb, hvor særligt Sky, Quick-Step, Lotto Soudal, BMC og UAE vil påtage sig ansvaret for at skabe udskilning. De gode vejrbetingelser vil kræve en ekstra indsats, og derfor skal der lægges pres på tidligt. Herefter venter vi, at favoritterne vil spille ud fra Kruisberg og frem. Ligesom sidste år vil der herefter blive etableret en gruppe af favoritter, og da der er meget få hold med interesse i en spurt, og flere af de stærke hold formentlig vil sidde i en overtalssituation, tvivler vi på, at det vil blive samlet. Afslutningen vil herefter med en vis sandsynlighed udvikle sig til en lille angrebsfest, hvor det meget vel kan handle om at udmanøvrere Sagan.

For at vinde løbet i et sådant scenarium skal man først og fremmest besidde så gode klatreben, at man kan sidde med, når de afgørende angreb fra favoritterne sættes ind. Herefter skal man formentlig have det held og den taktiske snilde, der skal til for at drage fordel af det, der kan være en ret ukontrollerbar situation. En god spurt er naturligvis ingen ulempe i en flad finale som denne, og endelig kan det meget vel være en stor fordel at have flere holdkammerater i finalen, hvilket åbner for den form for taktiske muligheder, som Quick-Step så fornemt har udnyttet i brostensklassikerne.

Alt dette leder frem til, at vi peger på Peter Sagan som vores favorit. På stigninger som disse er verdensmesteren formentlig den bedste i verden, og er han i topform, er det svært at forestille sig, at han kan sættes til vægs på ren styrke. Efter en mildt sagt ikke specielt overbevisende indledning på klassikersæsonen, hvor specielt hans indsat i E3 var alt andet end imponerende, synes Sagan nu endelig at have fundet sine bedste ben. Hans solooffensiv i Roubaix efterlod i hvert fald ingen tvivl om, hvem der var stærkeste mand i det nordfranske helvede - et forhold, der da også var ganske bred enighed om. Har Sagan kunnet fastholde motivationen i den seneste uges tid og ikke brugt alt for megen tid på at fejre sejren i sit drømmeløb, er det svært at forstille sig at superformen er forsvundet, og det i sig selv gør slovakken livsfarlig.

Som sagt er udfordringen som altid, at det meget let kan ende i en ”alle-mod-Sagan”-situation, hvor det er op til verdensmesteren selv at kontrollere en gruppe af verdensstjerner. Her kan Konrad, McCarthy og Mühlberger alle komme til at spille nøgleroller, men Sagan synes også selv at være så stærk, at han ved selv at tage initiativet kan undgå farlige situationer. I en flad spurt som denne er han vanskelige at bide skeer med, også selvom han ofte er blevet slået på stregen efter hårde løb. Både terrænet, formen og afslutningen peger på Sagan som det mest oplagte bud, og derfor er han vores favorit.

Det virker næsten absurd, at Alejandro Valverde endnu ikke har vundet Amstel Gold Race. Den spanske veteran har særligt i karrierens efterår vundet alt, hvad han har rørt ved, men af uransagelige årsager er den hollandske klassiker, hvis gamle Cauberg-finale ellers var skabt til Valverde, altid undsluppet ham. Det synes nærmest som om, der hviler en hollandsk forbandelse over Movistar-kaptajnen, der har haft usædvanligt mange dårlige dage i netop dette løb. Sidste forår viste han således kun svaghedstegn to dage i en periode, hvor han ellers vandt alt, hans hjerte kunne begære, nemlig på kongeetapen i Ruta del Sol og i netop Amstel Gold Race. Her var det ganske atypisk at se, hvordan den ellers så uovervindelige spanier mod slutningen måtte lade Michal Kwiatkowski køre og modsat polakken derfor ikke indløste en billet til finalen.

Efter mirakelforåret i 2017 troede man ikke, at den 37-årige spanier kunne blive bedre, særligt ikke da en brækket knæskal endda satte et voldsomt spørgsmålstegn ved, om karrieren overhovedet kunne fortsætte. På helt utrolig vis er Valverde imidlertid vendt tilbage i en endnu stærkere udgave end nogensinde tidligere, og lige siden hans første løb på Mallorca har det for den udenforstående iagttager virket til, at hans puls kun ganske få gange har rundet de 100 slag i minuttet. Faktisk er det vel kun i Strade Bianche og Dwars door Vlaanderen, at han for alvor har virket presset, og her var det i høj grad kulden, der slog ham ud. Selv i de løb endte han alligevel med at spille en nøglerolle i finalen, og hver eneste gang, han har været til start i et løb, hvor profilen har passet ham, har han været den i særklasse bedste.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Nu drømmer han så om at fortsætte succesen i Ardennerne, men i de senere år har hans prioriteter ændret sig. Tidligere lagde han afgørende vægt på at vinde de løb, der endnu manglede på hans generalieblad, herunder naturligvis også Amstel, men nu er det historieskrivningen i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, der i den kommende uge vil have hans fulde fokus. Derfor står Amstel nu nederst på hans prioritetsliste i Ardennerne, men det betyder ikke, at han er ude af kampen. Tværtimod har Valverde alt, hvad der skal til for at vinde, også selvom den nye rute på ingen måde favoriserer ham. På baggrund af det, han har vist hidtil, vil Valverde utvivlsomt være blandt de stærkeste, og det er formentlig kun Sagan, der kan matche ham. Samtidig er han snu som ingen anden, og hvis nogen kan lure det rette moment til at angribe, er det Valverde. Han elsker den lange distance, har et sublimt killerinstinkt og kan slå stort set alle på stregen - en evne, han senest gjorde brug af, da han vandt en massespurt i Catalonien. Hvis Valverde nogensinde skal vinde Amstel Gold Race, må 2018 være året.

I mareridtssæsonen 2015, hvor han led voldsomt under sin overtræning, var Amstel Gold Race faktisk det eneste større løb, Michal Kwiatkowski vandt. Det var dog ikke i kraft af klatrestyrke, men alene et udslag af en god spurt i den mindst selektive udgave af løbet i mange år. Siden da har polakken lært sin krop at kende, og i 2017 vendte han efter sine svære år tilbage i bedre form end nogensinde tidligere. Resultaterne udeblev ikke i de store klassikere, hvor han sejrede i både Sanremo og San Sebastian, blev nr. 2 i dette løb og nr. 3 i Liege. Det vidner ikke blot om en skræmmende alsidighed - Kwiatkowski er måske sammen med holdkammeraten Gianni Moscon feltets mest alsidige rytter - men også om et fortræffeligt killerinstinkt, den måske vigtigste egenskab for en endagsrytter.

For rivalerne må det være skræmmende nyt, at Kwiatkowski i årets første måneder har været stærkere end tidligere. Særligt sejren i Tirreno-Adriatico, hvor han efter Geraint Thomas’ uheld pludselig overtog en helt uventet kaptajnrolle, vidner om, at han som klatrer har nået et helt nyt niveau. Havde den trend fortsat, havde han formentlig stået øverst på denne liste, men alligevel er der grund til at have visse bekymringer. En overraskende ringe indsats i Flandern Rundt blev nemlig fuldt op af en temmelig anonym præstation, hvor han endda slutteligt måtte udgå med træthed.

Det rejser visse spørgsmål, men der er formentlig en naturlig forklaring. Kwiatkowski rejste nemlig til Flandern på ryggen af en knaldhård træningsperiode, hvor han havde arbejdet stenhårdt frem mod Ardennerne, der hele tiden har været hans altoverskyggende mål. Siden det tidlige exit fra Baskerlandet har han haft tid til at hvile og absorbere de store arbejdsmængder, og derfor er der al mulig grund til at tro, at Kwiatkowski møder frem i Maastricht i storform. Terrænet passer ham, og hans spurtstyrke gør ham i stand til at slå alle efter et hårdt løb, også Sagan, som han baskede i Sanremo sidste år. Lægger man dertil, at han er en snu ræv med en indlysende taktisk begavelse, og at han med holdkammerater som Wout Poels og Sergio Henao kan ende med en taktisk overhånd, kan det meget slutte med endnu en sejr til den tidligere verdensmester.

En af de ryttere, der hjalp Kwiatkowski til den spurtsejr fra tre år siden, var en helt ung Julian Alaphilippe, der i løbet af den følgende uge betog og chokerede en hel cykelverden ved i sin blot anden sæson på højeste niveau at blive nr. 2 i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege - naturligvis i begge tilfælde bag en suveræn Valverde. Selvom han sidste år måtte skippe alle klassikerne med en grim knæskade, har franskmanden til fulde positioneret sig som Valverdes naturlige arvtager, og det synes blot at være et spørgsmål om tid inden den unge franskmand definitivt sætter sig på tronen.

Måske er han allerede klar i år. I hvert fald er han efter sin lange skadespause tilbage ved fuld styrke. Sidste efterår var han stærkeste mand ved VM, hvor han kørte væk fra alle undtagen Gianni Moscon på sidste stigning, og siden blev han nr. 3 i et bjergrigt Il Lombardia, der egentlig burde være for hårdt. I år kom han lidt rustent fra start med en ikke alt for overbevisende indsats i Paris-Nice, hvor han falmede kraftigt mod slutningen, men siden er han kommet efter det. I Baskerlandet Rundt var han flyvende og vandt i suveræn stil de to første etaper. Alt peger derfor på, at han har timet formen optimalt.

Når der alligevel er visse spørgsmålstegn ved Alaphilippe, skyldes det to forhold. For det første blev han syg de sidste dage i Baskerlandet, hvilket efterfølgende har vist sig at være forklaringen på den svage afslutning. For det andet har det ofte knebet med at holde hovedet koldt i de hektiske finaler, og det var blandt andet lige ved at koste ham den første sejr i Spanien i sidste uge. Kan han det, og er han kommet sig 100%, er han imidlertid i stand til at vinde her. Selvom de to kommende klassikere passer ham bedre, er der ikke mange, der kan matche ham på stigninger som disse, der er meget sammenlignelige med Laksebakken i Bergen, hvor han ved VM satte alle til vægs. Samtidig er han hurtig på stregen og har ingen grund til at frygte nogen i en spurt. Måske er han ikke helt så hurtig som de tre ovennævnte, men til gengæld kan han sammen med Philippe Gilbert, Enric Mas og en forrygende kørende Pieter Serry meget vel befinde sig i en overtalssituation i finalen. Alle, der har set brostensklassikerne, vil vide, at det ikke er en god situation at befinde sig i for Quick-Steps konkurrenter.

Belgiernes andet meget stærke kort er kongen af Cauberg, Philippe Gilbert. Det er ingenlunde en tilfældighed, at belgieren har vundet løbet hele fire gange og tillige er blevet verdensmester i den finale, der blev benyttet indtil sidste års ændring. Sidste år viste han, at han også kan sejre i den nye finale, selvom det her kræver mere held og taktisk overblik at gøre det færdigt. Det har ingen imidlertid som den erfarne og snu Gilbert, der er en mester i at læse løbene og ikke er bange for at angribe fra distancen - noget, der meget vel kan være en nøgle til sejr i en svært kontrollerbar finale, hvor Quick-Step som sagt meget vel kan sidde i overtal. Samtidig ved vi alle, at Gilbert er hurtig på stregen - bare så på, hvem der besejrede lynhurtige Kwiatkowski sidste år.

Når der alligevel er lidt usikkerhed om Gilbert, skyldes det, at han aldrig tidligere er stillet til start i Amstel efter så hård en klassikersæson. Tidligere har han enten satset fuldt ud på Ardennerne eller i hvert fald skippet Roubaix. I år har Milano-Sanremo og Paris-Roubaix været de to altoverskyggende hovedmål, mens Ardennerne mere er en eftertanke. Historien viser, at det ikke er nemt at være fremme i både Roubaix og Amstel, og selvom Gilbert har en stor motor, er han næppe på 100% på søndag. Han har dog så meget klasse og et så køligt hoved i denne type finaler, at han sagtens kan løbe med sejren alligevel.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Da Tim Wellens kørte alle i sænk i GP de Wallonie, beskrev Tom Boonen det som en næsten Merckx-agtig præstation. Det er ikke en urimelig beskrivelse af belgieren, der har gjort netop denne type magtdemonstrationer til sit speciale. Således har han leveret skræmmende soloridt også på kongeetaperne i BinckBank/Eneco Tour og Polen Rundt, ligesom han sidste år vandt suverænt i Tour of Guangxi, hvor han slog en ellers formstærk Alaphilippe.

I det hele taget har Wellens taget et kvantespring, siden han sidste år måtte udgå af Touren med helbredsproblemer. I BinckBank Tour var han i særklasse på kongeetapen, hvor han kun allernådigst slæbte en vis Tom Dumoulin til stregen, og siden kørte han som en motorcykel gennem hele efteråret. I år er han bare fortsat med en overraskende samlet sejr i Ruta del Sol, sejr foran en vis Valverde på Mallorca, en fornem 5. plads i et Paris-Nice, hvis kongeetape burde have været for hård og senest en fuldstændig suveræn solosejr i onsdagens Brabantse Pijl. For første gang synes det endelig at være lykkedes for Wellens at time formen til de løb, han drømmer allermest om, og han sprudlede da også af selvtillid, da han onsdag beskrev den fornemmelse, han havde haft i den belgiske semiklassiker. Det er skræmmende nyt for rivalerne, der har al mulig grund til at frygte Wellens. Hans problem er, at alle de øvrige store favoritter er hurtigere på stregen - også selvom han ikke er langsom - men hvis nogen er ekspert i at køre alene hjem, er det Wellens.

I mange år fik Greg Van Avermaet forbud mod at satse på Amstel som led i den arbejdsdeling mellem ham og Gilbert, der skulle forsøge at holde de to stjerner tilfredse. Nu får han imidlertid lov til at køre den hollandske klassiker som kaptajn, og han har aldrig lagt skjul på, at det er et løb, han holder af. På papiret passer det ham da også helt perfekt, da stigningerne har en karakter, som Van Avermaet kan håndtere, da han i en spurt efter et hårdt løb er næsten umulig at slå - bare se på, hvem der vandt spurten i sin gruppe i både Flandern og Roubaix, hvor han slog de på papiret hurtigere Sagan og Jasper Stuyven - da han er ekspert i positionskampen, og da han har en uopslidelig motor over 263 km.

Alligevel er Van Avermaet ikke på samme måde en af topfavoritterne som i de flamske klassikere. Det skyldes ikke rutens karakter, men det forhold, at det som nævnt er meget svært at præstere allerede en uge efter Roubaix. Det så vi senest sidste år, hvor Van Avermaet måtte lade Kwiatkowski slippevæk og sammen med Valverde var ude af stand til at køre op til frontgruppen. Samtidig er det tydeligt, at Van Avermaet i år ikke har helt samme overskud som sidste år - selvom han til stadighed insisterer på det modsatte - og derfor skal der lidt mere helt til, hvis belgieren skal vinde. Det betyder dog ikke, at det ikke kan blive til sejr til Van Avermaet. Sidder han med i en lille gruppe, der skal spurte om sejren, vil der ikke være mange penge at vinde på at spille på BMC-kaptajnen.

En anden rytter, der efterhånden må være træt efter et langt forår, er Tiesj Benoot . I år har den unge belgier endelig fået det gennembrud en hel cykelverden har ventet på. Tilsyneladende fandt han opskriften på succes sidste sommer, hvor en højdetræningslejr forud for Touren efterlod ham med stjerneben, der lod ham chokere en hel cykelverden ved at klatre uventet godt i både Dauphiné og Touren. Den model har han genbrugt forud for årets klassikere, hvor han har været i særklasse en af de stærkeste. Klarest på nethinden står naturligvis den episke solosejr i Strade Bianche - paradoksalt nok den hidtil eneste professionelle gevinst - men også den højst overraskende 4. plads i Tirreno-Adriatico samt den ene demonstration af sin styrke efter den anden i brostensklassikerne. Sammen med Vanmarcke og Terpstra var han gennemgående den bedste rytter i de flamske løb, og det var kun omstændighederne og heldet, der forhindrede ham i at opnå bedre resultater.

Nu har Benoot taget sig en lille pause forud for Ardennerne, og atter har han forberedt sig med en tur i højderne. Bare to dage efter sin hjemkomst til Belgien bekræftede han den gode form med en 3. plads i Brabantse Pijl, hvor han fint bakkede af bag holdkammeraten Wellens og endda var tæt på at slå den endnu hurtigere Colbrelli på stregen. Han regner endda selv med at være endnu stærkere med lidt mere restitution og ikke mindst i de længere, hårdere løb, der passer bedre til hans motor. Ligesom Wellens har han det problem, at han trods en god spurt er slået på stregen af de fleste øvrige favoritter, men sammen kan de to belgiere - der måske også kan regne med en genfødt Jelle Vanendert - blive en livsfarlig duo, der kan angribe rivalerne på skift.

Al logik tilsiger, at Vincenzo Nibali ikke kan vinde Amstel Gold Race. Løbet er alt for let, og blandt samtlige topnavne er Nibali formentlig den langsomt i en flad spurt. Endnu mindre var sandsynligheden dog for, at Nibali skulle vinde Milano-Sanremo, og de fleste ved sikkert, hvordan det gik i den italienske klassiker. Læren er, at man aldrig skal afskrive Nibali, og slet ikke i Ardennerne. I Sanremo var han nemlig milevidt fra topformen, hvorfor hans sejr også chokerede både ham og holdet, men nu er han tæt på 100% forud for Liege-Bastogne-Liege, der er det altoverskyggende mål for denne del af sæsonen. Nibali skal alene hjem, hvis han skal vinde, men det er bestemt heller ikke umuligt. En situation, hvor han sidder sammen med Izagirre-brødrene i en lille frontgruppe, og hvor han har Sonny Colbrelli som back-up til en spurt, er bestemt ikke usandsynlig, og i et sådant scenarium kan den snu Nibali være livsfarlig.

I teorien skulle den nye, flade finale øge sandsynligheden for en spurt, og dermed burde det være godt nye for Michael Matthews. Faktisk er australieren så stærk på stigninger som disse, at han også kunne køre med de allerbedste på Cauberg i den gamle finale, og faktisk var han i 2015 den eneste, der kunne matche den ellers suveræne Gilbert på løbets mest ikoniske stigning. Det siger alt om, hvor stærk Matthews kan være, når han rammer topformen, og der er absolut ingen grund til, at han skal satse 100% på en spurt. Han kan sagtens køre med i angrebene og således spille sine kort i et aggressivt løb også. Problemet er imidlertid, at Matthews stadig synes at jagte den bedste form, efter at han brækkede skulderen i Omloop Het Nieuwsblad. I de flamske klassikere manglede han det sidste, og senest manglede han sågar de vanlige kræfter i spurten på den ellers relativt lette 3. etape i Baskerlandet. Naturligvis kan den gode form være kommet siden da, men i den nuværende situation kan Matthews blive henvist til at krydse fingre for, at det samles til den massespurt, som udeblev sidste år.

Det samme er formentlig håbet for Sonny Colbrelli, der sidste år var hurtigste mand i feltet. Med sin 3. plads i 2016 i den gamle finale, hvor han slog blandt andre Coquard og Matthews i spurten, har han vist, at han er knivskarp i dette terræn. Sidste år manglede han imidlertid det sidste for at følge de bedste på stigningerne, og selvom han i år blev nr. 2 i forbindelse med titelforsvaret i Brabantse Pijl, har han indrømmet, at den sygdom, der ødelagde de flamske klassikere for ham, betyder, at han i år ikke er i samme form som sidste år. Onsdagens løb viste da også, at han ikke kan matche en mand som Wellens på stigningerne, og hans bedste chance er derfor formentlig at vente på en spurt. Bliver det en realitet, vil han imidlertid være en af topfavoritterne.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

For Nathan Haas har dette altid været drømmeløbet, og sidste år, hvor han tog en kæmpe skridt op, viste han for første gang for sig selv, at han også kan vinde det. Faktisk var han den sidste, der måtte slippe Kwiatkowski og Gilbert i finalen, og i spurten om den sidste podieplads blev han kun slået af Michael Albasini. I år viste han også yderst lovende takter i februar, hvor han i en lettere version end tidligere, blandt andet spurtbesejrede selveste Van Avermaet på en etape i Tour of Oman, hvor han klatrede skræmmende godt. Det gav store forhåbninger forud for årets klassikere, men desværre har han siden da været en skygge af sig selv. Noget kunne tyde på, at han ikke har fundet sin bedste form, men det er dog for tidligt at afskrive australieren. Han har nemlig slet ikke kørt i april måned, og han kan derfor i virkeligheden også have timet det hele helt perfekt. Terrænet passer ham, og som han viste i Oman, er han lynhurtig på stregen. På søndag får vi svaret på, om han vitterligt har timet formen optimalt.

I de sidste to ardennerklassikere vil Dan Martin være en af topfavoritterne. Kun i søndagens løb er han mere en outsider. Det skyldes, at Martins speciale er stejle stigninger, og derfor er terrænet i Holland ganske enkelt for let. Dertil kommer, at han bestemt ikke er fan af positionskampen, hvilket bidrager til at forklare, hvorfor han aldrig for alvor har præsteret i dette løb. Sandsynligheden for, at han bliver fanget for langt bagude, når de rette hug kører, er derfor ganske stor. Samtidig er der usikkerhed om formen, efter at sygdom satte ham tilbage i både Paris-Nice og Catalonien. Selv insisterer han dog på, at det kun er helbreddet, der har skrantet, for benene er angiveligt lige så gode som tidligere. Martin plejer altid at time formen til disse løb, og han må derfor ventes at være på toppen. Kan han overvinde positionskampen og vinde en billet til finalen, har han et killerinstinkt og en sans for timing, der kan give ham en sejr - og selvom han ikke elsker flade spurter, er han ikke langsom på stregen.

I mange år var Michael Albasini henvist til at hjælpe Simon Gerrans og Michael Matthews i dette løb, der ellers passer ham som fod i hose. Sidste år fik han endelig chancen, og den altid så pålidelige veteran leverede prompte med en tredjeplads. Desværre har han i år været sat tilbage af sygdom, og han har derfor i år intet vist hidtil. Det skal man imidlertid ikke nødvendigvis lægge for meget i. Albasini viser nemlig sjældent den store klatrestyrke inden klassikerne, og alligevel møder han altid til start i de store løb i topform. Om han har nået det denne gang, er usikkert, men har han det, vil han altid være farlig. Måske kan han ikke matche de bedste på stigningerne, men han er ikke bange for at angribe fra distancen og i en spurt kan han slå dem alle.

Dylan Teuns er siden gennembruddet med 3. pladsen i sidste års Fleche Wallonne gået fra den ene succes til den anden, og med overbevisende præstationer i Paris-Nice og Baskerlandet har han i år blot fortsat den imponerende fremgang. Nu er han endelig nået til de løb, der er hans helt store fokus, og særligt præstationen på den baskiske kongeetape indikerer, at formen er timet perfekt. Desværre passer Amstel Gold Race ikke Teuns specielt godt, da hans speciale er puncheurfinaler på meget stejle stigninger. Dett løb er formentlig en anelse for let for ham, og han har da også allerede offentlig brokket sig over, at Cauberg ikke længere er at finde i finalen. I en spurt er han slået af de fleste, men sammen med Van Avermaet kan en formstærk Teuns udgøre en farlig duo, der måske kan spille sine kort rigtigt og alligevel give ham en chance.

Wout Poels havde kurs direkte mod en samlet sejr i Paris-Nice, da et dumt styrt efterlod ham med et brækket kraveben. Det satte ham voldsomt tilbage forud for klassikerne, hvor han særligt drømmer om at gentage 2016-sejren i Liege. Han er imidlertid kommet sig langt hurtigere end ventet og har helt uventet fået startplads i sit hjemmebaneløb. Hans mål er dog de kommende to klassikere, og han stiller primært til start for at hjælpe Kwiatkowski og Sergio Henao. Han siger dog samtidig, at han på den nylige højdetræningslejr på Tenerife var i stand til at få Chris Froome til at lide på Teide-vulkanen, så helt dårlig kan formen ikke være. Løbet her er egentlig for let for ham, men kan komme med i finalen sammen med særligt Kwiatkowski kan han måske udnytte det store fokus på holdkammeraten til at snige sig væk.

Sæsonen har hidtil været til glemmebogen for Rui Costa , der først blev syg i februar og siden styrtede ud af Paris-Nice. Igennem Baskerlandet Rundt blev han dog bedre og bedre, og han efterlod et meget positivt indtryk på de sidste etaper, hvor terrænet ellers var en anelse for svært. Det kunne tyde på, at Costa alligevel har nået at time formen til disse løb, hvor gang på gang har været blandt de stærkeste, særligt i Liege, der passer ham bedst. Amstel burde dog heller ikke være dårligt for portugiseren, der er god over lange distancer og har en evne til at snige sig væk mod slutningen i en ukontrollerbar finale. Trods hans spurtstyrke er mange af favoritterne hurtigere end ham, men Costa har den rette næse til at udnytte det taktiske spil til alligevel at løbe med det hele.

Efter nogle meget lovende præstationer i de italienske klassikere i 2016 besluttede Rigoberto Uran sig for at satse 100% på Ardennerne. Desværre blev det første forsøg ødelagt af sygdom, og i år var der derfor lagt op til revanche. Desværre er Uran blevet sat tilbage af først sygdom forud for Catalonien Rundt og siden et styrt på sidste etape i Baskerlandet, hvor det var tydeligt, at han var på rette vej, men fortsat manglede de sidste procent. Hvor han står nu, er derfor usikkert, men det spanske etapeløb gav dog visse løfter om, at han kan finde formen i tide. Dette løb er det af de tre, der passer ham dårligst, men Uran har med sejren i GP Quebec, andenpladsen ved OL i 2012 og de flotte præstationer i de italienske løb vist, at han har en god næse for endagsløbene - og så skal man ikke glemme, at han også kan spurte.

Ion Izagirre er indbegrebet af en etapeløbsrytter, og derfor kom det som et mindre chok, da han sidste år kørte i top 12 i alle ardennerklassikerne og blandt andet tog en 5. plads i Liege og en 7. plads i dette løb. Amstel passer ham egentlig dårligt, men til gengæld møder han op i superform efter et fremragende løb i Baskerlandet, hvor han trods en dårlig dag på 1. etape alligevel på de sværeste etaper fik kørt sig op på 3. pladsen. Ligesom holdkammeraten Nibali skal han alene til stregen for at have en chance, men sammen kan de to motorer udgør en livsfarlig duo, der kan angribe rivalerne på skift.

Daryl Impey har haft en drømmesæson med samlet sejr i Tour Down Under og en 3. plads i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Senest viste han ganske glimrende form i Volta a Catalunya, hvor han kørte efter sejren på stort set samtlige etaper. Hans resultater har endelig givet ham en kaptajnrolle for Mitchelton-Scott i Amstel Gold Race, hvor han dermed for første gang ikke skal ofre sig for folk som Albasini, Gerrans og Matthews. På papiret passer løbet ham da også fremragende, men desværre virkede han alt andet en skræmmende i onsdagens Brabantse Pijl, hvor det blev til en skuffende 10. plads. Samtidig er han ikke specielt eksplosiv på disse stigninger, og han har derfor ikke det rette punch til at gå med de bedste. Ender det hele i en reduceret massespurt, vil det dog være en god ide at holde øje med den sydafrikanske mestertrøje, da Impey tidligere i både Baskerlandet og Catalonien har vundet denne type spurter.

Endelig vil vi pege på Bauke Mollema . Trek stiller til start uden en klar favorit, men Mollema kan måske overraske. Efter sygdom i Paris-Nice er han blevet bedre og bedre, først med en etapesejr og samlet andenplads i Coppi e Bartali og siden med en solid præstation i Baskerlandet. Her manglede han fortsat en del, men det kan være kommet siden da. Mollema er måske kendt for sine etapeløbsbedrifter, men man skal ikke glemme, at han er en glimrende endagsrytter, der har vundet Clasica San Sebastian og i et par år i træk været en af de mest stabile ardennerryttere. Selvom han er hurtig, slår de fleste favoritter ham på stregen, men Mollema er ikke bange for at angribe, og kan han time det lige så godt, som da han vandt en Tour-etape sidste år eller angreb henover toppen på sidste stigning i San Sebastian i 2016, kan han blive farlig.

OPDATERING: Nathan Haas er blevet syg forud for sit favoritløb. Australieren stiller til start helt uden ambitioner, for at hjælpe holdet og for at holde rutekendskabet frisk frem mod 2019.

***** Peter Sagan

**** Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski

*** Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert, Tim Wellens, Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot

** Vincenzo Nibali, Michael Matthews, Sonny Colbrelli, Nathan Haas, Dan Martin, Michael Albasini, Dylan Teuns, Wout Poels, Rui Costa, Rigoberto Uran, Ion Izagirre, Daryl Impey, Bauke Mollema

* Jelle Vanendert, Alexis Vuillermoz, Gorka Izagirre, Enrico Gasparotto, Carlos Verona, Sergio Henao, Jakob Fuglsang, Rudy Molard, Diego Ulissi, Søren Kragh, Andrea Pasqualon, Enric Mas, Pieter Serry, Roman Kreuziger, Michael Valgren, Valentin Madouas, Robert Gesink, Omar Fraile, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke, Maurits Lammertink, Silvan Dillier, Xandro Meurisse

Danskerne

Jakob Fuglsang og Michael Valgren er kaptajner på et Astana-mandskab, der stiller til start uden oplagte favoritter og skal forsøge at køre aggressivt fra distancen. Søren Kragh håber endelig at have fundet formen, når han stiller til start som en af tre kaptajner på Sunweb i et løb, der burde passe ham perfekt, men hvor han kan blive tvunget til at ofre sig for Michael Matthews. Formstærke Christopher Juul bliver en vigtig hjælper for Michael Albaini, Daryl Impey, Roman Kreuziger og Carlos Verona på Mitchelton-Scott, mens Lasse Norman og Casper Pedersen kan håbe at ramme det tidlige udbrud for Aqua Blue Sport, der er til start uden en kandidat til et topresultat. Endelig slutter Matti Breschel  sin klassikerkampagne som hjælperytter for Rigoberto Uran, Michael Woods og Sep Vanmarcke.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Philippe Gilberts sejre fra 2017 og 2014, Enrico Gasparottos sejr fra 2016, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2015 samt Roman Kreuzigers sejr fra 2013.