Optakt: Amstel Gold Race

I Amstel Gold Race udskiftes brosten med stejle, korte bakker. Utallige bakker (34, faktisk). Med under en måned til starten på Giro d’Italia symboliserer løbet også overgangen til etapeløbssæson centreret omkring de tre store rundture. Inden da er der dog serien af kuperede klassikere, der populært kaldes 'Ardennerklassikkerne'. Søndag køres Amstel Gold Race i Limburg-regionen i Holland. Onsdag rykker vi til Belgien og Ardennerne med La Flèche Wallonne, inden serien afsluttes den følgende søndag i Liège-Bastogne-Liège.

Så nu er vi her igen, i den kedelige situation, hvor vi atter må indstille os på, at de resterende af sæsonens klassikere er, ja, temmelig almindelige. Fra nu er der fladt, der er bakker, der er bjerge, der er alt muligt, men der vil ikke være løb, der afgøres på brostenstigninger som Flandern Rundt eller pavéer som Paris-Roubaix. Faktisk savner man lidt dengang, hvor Strade Bianche blev kørt i efteråret, for så havde man i hvert fald det at se frem til; det særlige.

Amstel Gold Race bliver ofte beskrevet som ’Flandern Rundt uden brosten’, hvilket fanger den lidt triste overgang fra noget særligt til noget bekendt. Men der er faktisk noget særligt ved Amstel Gold Race, og løbets x-factor hænger uløseligt sammen med løbets relativt unge historie, og måske særligt dets beskedne naturgivne ’talent’.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Man kan lave en pendant til popmusikken, særligt sluthalvfemsernes sukkerpopdiva #1: Amstel Gold Race har en del tilfælles med Britney Spears.

Det er offentlig kendt, at Britney Spears ikke er nogen særlig dygtig sanger, men det har ikke holdt hende tilbage fra skabe sig en vedholdende og succesfuld karriere. Det har hun formået ved at omfavne sine egne begrænsninger, omringe sig af verdens bedste musikproducere, og så ellers tilpasse sig tidens musikalske strømninger.

Sådan er det også med Amstel Gold Race. Som Britney Spears er det hollandske løbs appel, at det har en skørhed og en ivrighed til at bruge sine (yderst) beskedne gaver på en spektakulær måde. Holland tilhører Europas fladeste lande, men det holder ikke arrangørerne tilbage fra at sammensætte en rute, der indeholder omtrent 4000 meter klatring, hvilket altså svarer til de hårdeste bjergetaper kendt fra Grand Tours. I Holland. Løbet køres i et meget lille geografisk område og fører sjældent feltet langt væk fra Maastricht eller Valkenburg. Amstel Gold Race kender sine begrænsninger.

Samtidig er løbet villig til at forsøge nye ting. Da feltets sammensætning ændrede sig i 1990erne, og ryttere som Erik Zabel begyndte at vinde i massespurter, besluttede man at rykke finalen til Cauberg i 2003, så de mere stærke kunne dyste om sejren. Med Cauberg som endestation blev Amstel Gold Race en smule forudsigeligt, og det potentielle vinderfelt temmelig småt, og rytterne havde oftest en bakkespurt i baghovedet. Da vi så, efter en periode, begyndte at synes, denne rute var kedelig, så lyttede arrangørerne og fandt på en ny finale. I 2013 tog arrangørerne den beslutning, at de rykkede målstregen fra toppen af Cauberg til 1,8 kilometer efter den ikoniske stigning. Nu er afslutningen rettere identisk med den, der blev brugt til VM i Valkenburg i 2012.

Den moderne rute er altså en slags hybrid mellem den gamle og den nye. Amstel Gold Race er villig til at lytte til masserne, og forsøger ofte at ændre sig med feltets vaner og publikums appetit. Amstel Gold Race hviler altså ikke for meget i sin (unge) historie. Man ændrer sig med tiden.

Når der fra tid til anden kommer lydoptagelser ud, der afslører, hvordan Britney Spears manipulerer sin stemme - skjuler sit sande format - så plejer pøbelen at håne hende for det. Hvilket måske er fint nok, hvis man synes, det er urimeligt, at en sangerinde omfavner teknologi og ellers omringer sig af de bedste i sit felt. Men det er også en smule fjollet.

Man kan også sagtens gøre grin med Amstel Gold Race - håne dets omskiftelighed, dets ølalluderende navn, påpege Hollands fladhed og løbets unge alder - men man kan også nyde, hvordan Amstel Gold Race er villig til at omfavne sine begrænsninger. Det giver altid et spændende, interessant og intenst løb, der er villig til at ændre sig med tiden, og ikke mindst villig til at give folk, hvad de vil have. Hvis vi ikke synes om den nuværende rute, så finder de sikkert snart en ny.  

Her er Amstel Gold Race forskelligt fra fx Milano-San Remo, der kun tillader sig små - i sidste ende ligegyldige - ruteændringer, fordi det italienske løb er så knyttet til sin historie og til Poggio. Og det er fint. Nogle foretrækker også Christina Aguilera, der på toppen af sin karriere trak spor tilbage til fortiden og hvilede i sit naturlige talent, hvorefter det kun er gået nedad bakke. Amstel Gold Race og Britney er ligeglade; de ser altid fremad på en herlig populistisk facon.

Ruten

Amstel Gold Race er et intenst løb, og de skandaløst mange korte stigninger gør løbet en smule uoverskueligt. Der køres mest af alt på cykelstier, der er så smalle, at løbet belønner koncentration over alt andet. Det, at der zigzagges så meget, for at nå de mange stigninger, har stor sportslig betydning. Modsat de andre løb i Ardennerserien, så er der meget mere positionskamp i Amstel Gold Race - og typisk flere styrt. Det er det, som drager sammenligninger med Flandern Rundt, og der forklarer, hvorfor en rytter som Joaquin Rodriguez kun kan betragtes blandt storfavoritterne til La Flèche Wallonne og ikke Amstel Gold Race.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Som sagt er Amstel Gold Race et meget koncentrationskrævende løb. Der køres på små veje, og der er fantastisk mange sving undervejs. Ruten er i år på 258 kilometer, hvilket er syv kilometer længere end i fjor, men ellers er antallet af stigninger og rækkefølgen den samme som i 2014.

Der er i alt 34 markerede stigninger, og løbet foregår generelt i et meget krævende terræn. Alligevel vil løbet formentlig ikke afgøres med minutter, men sekunder, og det mest sandsynlige er stadig, at det hele afgøres i en slags decimeret spurt.

Faktisk er sagen, at den nye rute er noget lettere end den, der blev kørt til og med 2012. Tidligere lå løbets måske hårdeste stigninger, Eyserbosweg (1,100 km, 8.1 %) og Keutenberg  (700 m, 9.4 %) placeret tæt på løbets målstreg. Tidligere blev disse stigninger ofte brugt til at skabe udskilning mellem favoritterne.  Det er ikke længere tilfældet, da disse stigninger nu ligger placeret noget længere fra målstregen.

Finalen indledes i stedet med den sidste 'omgang', der begynder med cirka  18,5 kilometer til mål. Denne lille sløjfe første udfordring er Geulhemmerberg (970 meter, 7,9 %), der kommer med godt 16,5 kilometer til mål. Derfra føres feltet opad Bemelerberg (900 meter, 5 %) for sidste gang. På papiret - hvis man blot kigger kort på tallene - så ligner disse stigninger meget Eyserbosweg og Keutenberg, men de er lige lidt kortere og lidt mindre stejle, og giver simpelthen bare ikke rigtig anledning til angreb på samme måde. Det er noget helt andet,  og særligt Bemelerberg, der nås med omtrent 7,8  kilometer til mål, kommer rytterne til at flyve hen over. Derfra er der kun cirka fem kilometer til sidste opkørsel af Cauberg, hvorfra der altså kun resterer 1,8 kilometer til målstregen.

Favoritterne

Hvis tanken med den nye rute var at åbne løbet, og opfordre favoritterne til at angribe hinanden tidligere, så har det ikke rigtigt virket. Men den nye rute vil altid åbne favoritfeltet, fordi den flade afslutning gør, at flere ryttere er i spil; hurtige, slidstærke folk som australske Michael Matthews skal sættes, og helt afventende kørsel inden Cauberg er ikke længere nogen løsning, ligesom ikke er nok bare at spurte opad Cauberg.    

Det mest oplagte er, at den endelige afgørelse bliver gjort på sidste opkørsel af Cauberg - på den ene eller anden måde. I fjor var Phillipe Gilbert (BMC) stærk nok til at slå et solidt hul her, og tog sin tredje sejr. Selvom belgieren ikke har haft sin bedste sæson, så er og bliver Gilbert bare skræddersyet til Amstel Gold Race. Samtidig viste Gilbert i Brabantse Pijl, at han faktisk er i topform, og han bakkes op af et stærkt BMC-hold, hvor også Greg Van Avermaet og Ben Hermans er solide bud.

Det er generelt meget de samme navne som altid i disse løb, hvorfor man skal holde øje med Alejandro Valverde (Movistar) samt verdensmesteren Michael Kwiatkowski (Etixx-QuickStep). Sidstnævnte fik ikke helt lige så meget ud af Baskerlandet Rundt, som han måske havde håbet, men polakken er uden tvivl i form, og ligner et godt bud i alle løbets mulige scenarier. Valverde stod over i Baskerlandet, men har sæsonen igennem vundet flotte sejre og vist fortrinlig form.

Blandt de hurtige folk, som skal håbe på nogenlunde samling efter Cauberg, er Michael Matthews (Orica-GreenEDGE) det klart bedste bud, for australieren er både stærk på bakkerne og hurtig som, ja, en sprinter. Det er lidt det samme med den formstærke Fabio Felline (Trek), som dog ikke kan tilskrives helt samme favoritværdi.

Oven på Baskerlandet Rundt er det samtidig nødvendigt at holde øje med Sergio Henao (Team Sky), der her viste, at han er tilbage ved fordums styrke. Det bliver interessant at følge colombianeren i et stærkere felt med flere ryttere med hidsige antrit på bakkerne. Ellers skal man holde lidt øje med Tony Gallopin (Lotto-Soudal), der har samlet fine sekundære placeringer hele sæsonen. Gallopins svaghed er, at han ikke er helt hurtig nok til at slå de andre på stregen, ligesom han ofte mangler det sidste for at sætte sine direkte rivaler på stigningerne. Men Gallopin vil være der i finalen, og spørgsmålet er, om han har timingen og heldet til at slå til på et heldigt moment, som det fx var tilfældet i Clasica San Sebastian i 2013.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Startlisten tæller også en række ryttere, der umiddelbart har alle de fornødne kvaliteter til at slå til i et løb som Amstel Gold Race, men hvor det bare aldrig sker, særligt den nu formstærke Joaquim Rodriguez (Katusha) og Dan Martin (Cannondale-Garmin). For disse to er det sikkert Amstel Gold Races hårde positionskamp, der ofte gør forskellen til sammenligning med Fleche-Wallone, hvorfor man måske skal forvente sig mere af mere robuste ryttere som Rui Costa (Lampre-Merida) eller Tim Wellens (Lotto-Soudal). Endelig er der en række profiler, som stadig mangler at give sikre tegn på form, men som aldrig kan helt afskrives i et løb som Amstel Gold Race, nemlig Orica-GreenEDGE-duoen Michael Albasini og Simon Gerrans samt muligvis Enrico Gasparotto (Wanty-Groupe Gobert).

Der er hele syv danskere til start, hvor flere er solide formstærke bud. Rytteren med bedst historik i løbet er Jakob Fuglsang (Astana), der sluttede lige uden for podiet i 2011. Fuglsang vil altid være et solidt bud på en top-20 placering, men det er lidt svært at spå om Astana-rytterens form for tiden. Tinkoff-Saxo stiller op med tre danskere, nemlig Michael Valgren, Jesper Hansen og Chris Anker Sørensen, hvor Valgren bliver den, man skal holde øje med, da Amstel Gold Race kunne passe ham godt en gang i fremtiden - og måske allerede nu?

Men, men, men: Det klart mest interessante er naturligvis, at CULT Energy Pro Cycling er blevet tildelt et wildcard. Det professionelle danske hold har tre danskere på startlisten: Rasmus Guldhammer, Michael Reihs og Troels Vinther. Selvom holdet også stiller til start med rutinerede profiler som Linus Gerdemann og Fabian Wegmann, så er det danske Rasmus Guldhammer, der ligner holdets bedste bud. Guldhammer har kørt forrygende hele sæsonen og kunne sagtens tænkes at køre i top-20, hvis benene ellers er lige så stærke efter mere end 250 kilometer.

Favoritvurdering

***** Philippe Gilbert

**** Michal Kwiatkowski, Michael Matthews

*** Tony Gallopin, Sergio Henao, Alejandro Valverde 

** Greg Van Avermaet, Rui Costa, Fabio Felline, Dan Martin, Joaquim Rodriguez,

* Michael Albasini, Enrico Gasparotto, Simon Gerrans, Ben Hermans, Jelle Vanendert, Arthur Vichot, Tim Wellens