Optakt: Australske og new zealandske enkeltstartsmesterskaber

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besat, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - i år flyttes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter og vender som vanligt ikke tilbage til sit hjemland. Heller ikke Heinrich Haussler, der vandt løbet for to år siden, har siden valgt at vende tilbage for at forsøge at gentage bedriften.

Læs også

Vingegaard udskrevet fra spansk hospital

Ikke desto mindre går løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra helt verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand markerer starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda har opnået WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Jayco Herald Sun Tour. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der går det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Mitchelton Bay Cycling Classic, der er en serie på i år tre kriterier, giver rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og new zealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, tilgodeses de i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne stille op ved de australske mesterskaber, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

New Zealand og Australien tilbyder både enkeltstarter og linjeløb, og sidstnævnte national starter endda med at uddele de første trøjer efter et nationalt kriteriemesterskab på onsdag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i sidstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. Den reelle start på begivenheden kommer torsdag, hvor de bedste enkeltstartsryttere dyster om titlen som landets bedste i kampen mod uret, mens de bedste new zealændere kaster sig ud i en tilsvarende kamp 24 timer senere. Begge linjeløb afslutter en hektisk uge, når de nationale trikoter uddeles på søndag.

Sidste år sikrede Rohan Dennis sig sin første nationale titel på enkeltstarten, da han slog den forsvarende mester, holdkammeraten Richie Porte, med 38 sekunder, mens Sean Lake leverede en lille overraskelse ved at sikre sig bronzemedaljen foran etablerede navne som Damien Howson og Jack Bobridge. I New Zealand overraskede Patrick Bevin både sig selv og konkurrenterne ved at sikre sig titlen med en margin på 1.13 til hans nye holdkammerat Tom Scully og 1.40 til 2013-mesteren Joe Cooper.

Ruten

Australien

Mens ruten til linjeløbet stort set har været uforandret i adskillige år, er enkeltstartsruten blevet ændret adskillige gange, og den har tilgodeset flere forskellige ryttertyper. Nogle år har det været en hovedsageligt flad affære skræddersyet til specialisterne, men i 2015 blev en ny, mere kuperet, 40,9 km lang rute i Buninyoung introduceret. Samme strækning vil for tredje gang blive benyttet i 2017.

Ruten er en ganske simpel strækning, der fører rytterne ud til og hjem fra et vendepunkt, og den tilbyder ikke mange tekniske udfordringer. Fra starten i Buninyoung begiver feltet sig sydpå ad en lige, hovedsageligt faldende landevej. Der er en lille stigning kort før et 90-graders højresving, hvorefter vendepunktet kommer kort efter. Det leder frem til den hårdeste udfordring, idet rytterne nu rammer bunden af rutens hårdeste stigning. Den efterfølges af en kort nedkørsel, hvorefter rytterne rammer den sidste del, hvor det hele vejen frem mod målet stiger svagt.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

New Zealand

Efter fem år i Christchurch blev de nationale mesterskaber sidste år flyttet til byen Napier, hvor rytterne blev testet på en ny rute, der i en svagt modificeret form vil blive benyttet igen i 2017. Med sine 40,5 km er distancen stort set den samme, som den har været i adskillige år, og ruten inkluderer et fint mix af fladt terræn og små stigninger.

Løbet består af to omgange på en 20,25 km lang rundstrækning omkring Napier. De første fem kilometer fører er relativt flade og fører frem til dagens sværeste udfordring, en lille stigning, der bringer rytterne fra ca. 0 m op til det højeste punkt, 96 m over havets overflade. Den efterfølges af en lille nedkørsel og en længere, flad strækning, inden rytterne rammer endnu e stigning mindre end fem kilometer fra målstregen. Også den efterfølges af en lille nedkørsel, inden rytterne rammer de sidste 1500 m i fladt terræn. Ruten byder ikke på mange teknisk udfordringer og har i alt 421 højdemeter.

Favoritterne

Australien

I 2015 var der lagt op til et forrygende slag mellem alle de bedste australske enkeltstartsryttere, og efter en forrygende duel var det Richie Porte, der trak sig sejrrigt ud af dysten. Desværre var feltet langt fra lige så stjernebesat i 2016, hvor Orica-GreenEDGE stort set valgte at skippe kampen om den prestigiøse trøje, vel vidende at de var oppe mod overmagten i form af BMC-duoen Dennis og Porte, og derfor endte det det med en relativt nem sejr til førstnævnte.

I år er Porte 100% fokuseret på den samlede sejr i Tour Down Under, og det har ledt ham til den konklusion, at enkeltstarten ved de nationale mesterskaber passer dårligt i forberedelserne. Derfor overlader han det til Dennis og den nyprofessionelle bronzevinder fra U23-VM, Miles Scotson, at forsvare BMC-holdets farver, inden de begge stiller sig til rådighed for holdkaptajnen ved årets første WorldTour-begivenhed. Portes fravær betyder, at vejen til sejr er betydeligt lettere for Dennis, der fremstår som den helt store favorit, men heldigvis har Orica-Scott i år valgt at udfordre landets enkeltstartsstjerne, idet de to tidligere vinder Michael Hepburn og Luke Durbridge begge vil forsøge at tilbageerobre den gule- og grønstribede trøje.

Ikke desto mindre vil det være en kolossal overraskelse, hvis ikke Rohan Dennis sikrer sig sin anden titel i træk. Modsat sine landsmænd fra Orica-Scott, der begge har haft vanskeligt ved at overføre successen fra U23-scenen til det højeste niveau, har BMC-stjernen lynhurtigt etableret sig som en af verdens fire bedste enkeltstartsryttere sammen med Tony Martin, Tom Dumoulin og Chris Froome. Sejren på 1. etape af 2015-udgaven af Tour de France var den endelige bekræftelse, og siden da har Dennis ved utallige lejligheder, senest med sin sikre sejr på enkeltstarten ved Eneco Tour og hans uheldsramte toppræstation ved OL, dokumenteret, at han tilhører den absolutte elite.

Dennis er stadig bedst på de lidt kortere distancer, men ved OL understregede han, at han også er konkurrencedygtig med de bedste på længere ruter. Samtidig foretrækker han en småkuperet profil som den, der venter ham i torsdagens løb, og han kunne næppe have designet en bedre rute. I år er han ganske vist ikke i topform - ved Tour Down Under vil han primært hjælpe Porte - men selv på 70-80% bør han uden problemer vinde endnu en titel. Der er ingen tvivl om, at det vil være en kæmpe overraskelse, hvis ikke Dennis troner øverst på podiet.

Hvis det havde været en flad enkeltstart, ville Michael Hepburn sandsynligvis have været den største konkurrent. Den kuperede rute gør imidlertid, at Luke Durbridge sandsynligvis vil blive hovedrivalen for Dennis. Den tidligere U23-verdensmester forventedes at blive en stor stjerne i disciplinen, men efter en lovende første sæson på højeste niveau, har intet fungeret i de senere år. Faktisk har resultaterne været så dårlige, at man kan diskutere, om Durbridge stadig kan karakteriseres som specialist, og det er efterhånden sjældent, at han er at finde i top 10.

Durbridge har imidlertid ikke givet op endnu, og et af de store mål i 2017 er at nå tidligere tiders niveau. Samtidig har han forbedret sine klatreevner mærkbart, og det burde komme ham til gode på den hårde rute. Vi regner ikke med, at han vil være tæt på Dennis, men en sølvmedalje er bestemt inden for rækkevidde.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vi er meget spændt på at se, hvad Michael Hepburn kan præstere. 2014-mesteren har været yderst svigende som professionel, men har ved enkelte lejligheder vist klassen, ikke mindst da han vandt dette løb for tre år siden. Efter et år med fokus på banen er øjnene igen 100% på landevejen, og det burde give anledning til forbedringer. Samtidig viste han med sejren i det hårdeste løb ved det netop overståede Mitchelton Bay Cycling Classic, at formen er god. Desværre er den kuperede rute alt andet end ideel for den tempostærke Orica-Scott-rytter, der foretrækker både kortere og fladere ruter. Derfor er det mest sandsynligt, at han må kæmpe med Durbridge om bronzemedaljen.

Miles Scotson er det næste store navn i den efterhånden lange række af australske enkeltstartstalenter. I 2016 oplevede han den store frustration ikke at køre som en del af det australske hold på banen ved OL, og dermed gik han glip af holdets sølvmedalje. Hans bronzemedalje ved det efterfølgende U23-VM kompenserede delvist for nedturen og sikrede ham samtidig en professionel kontrakt med BMC. Han vil utvivlsomt være topmotiveret forud for sin debut for sit nye hold, og den kuperede rute burde ikke være helt dårlig for ham, eftersom han vandt U23-titlen her i 2015. Han er næppe klar til at udfordre Dennis endnu, men på en god dag kan han slå de to Orica-ryttere og sikre en dobbeltsejr til BMC.

Det vil være en overraskelse, hvis de fire specialister ikke sætter sig på de tre medaljer, men tre ryttere kan på en god dag levere en overraskelse. Sean Lake fik sidste år en uventet tredjeplads, og han vil væe motiveret efter at sikre sig endnu en medalje. Også Ben Dyball har ofte været tæt på de bedste, og den klatrestærke tidligere landevejsmester håber på i år endelig at være blandt de bedste tre. Sidst bør også Lachlan Norris, der i år er skiftet til UnitedHealthCare og både kan klatre og køre enkeltstart, være blandt de bedste, hvis han modsat tidligere år har ramt formen allerede på dette tidlige tidspunkt af sæsonen.

***** Rohan Dennis

**** Luke Durbridge

*** Michael Hepburn

** Miles Scotson

* Sean Lake, Ben Dyball, Lachlan Norris

New Zealand

Modsat Australien, der hører til blandt verdens bedste enkeltstartsnationer, er New Zealand en miniput i kampen mod uret. Landet har aldrig produceret internationale stjerner, og det afspejles i listen over vinder af den nationale titel, der primært har været vundet af ryttere fra små kontinentalhold.

I 2016 overraskede den nyprofessionelle Patrick Bevin både sig selv og alle eksperter ved at finde sin første titel i sit første løb som Cannondale-rytter. Desværre vil han ikke forsøge at forsvare sin titel, og det efterlader et stort hul i startfeltet. På den anden side giver det anledning til en helt åben dyst, hvor det er vanskeligt at forudse, hvem der vil løbe af med sejren.

Kun en WorldTour-rytter vil være at finde på rampen, og han fremstår som den oplagte favorit. Efter flere år hos Cannondale er Jack Bauer i år skiftet til Quick-Step, og alt tyder på, at han er klar til at hæve sit niveau yderligere. I 2015 viste han, at han har potentialet til at være i top 10 i brostensklassikerne, og efter et skaderamt forår gav den flotte etapesejr i Tour of Britain mod slutningen af 2016 et bevis på, at han er tilbage.

Bauer er ikke decideret enkeltstartsspecialist, men han har altid kørt hæderligt i kampen mod uret. På dette niveau bør han være klart den stærkeste, specielt på en rute, der passer ham fint. Spørgsmålet er naturligvis, hvilken form han møde op i, men han har for nylig afsløret, at han føler sig godt kørende, og at han håber at præstere ved de nationale mesterskaber. Det gør ham til den naturlige favorit til at sikre sig titlen.

Hans største rival må formodes at være James Oram. ONE-rytteren har i mange år været betragtet som et stort etapeløbstalent, men desværre har det knebet med at leve op til forventningerne. Han er imidlertid en ganske komplet rytter, der både kan klatre og køre enkeltstart, og da ingen af de øvrige ryttere i feltet har enkeltstarten som speciale, bør han have gode muligheder for at slå til og sikre sig en første titel, hvis Bauer ikke rammer dagen eller vælger at springe enkeltstarten over.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Veteranen Paul Odlin er den eneste tidligere mester i feltet, og selvom han ikke har været på podiet siden 2013, viste sidste års femteplads, at han stadig er blandt de stærkeste. Med sine 38 år nærmer han sig karrierens afslutning, og han deltager ikke længere i mange løb på UCI-niveau, men i et relativt svagt felt, fremstår han ikke desto mindre som en af favoritterne.

Den forsvarende mester i linjeløbet, Jason Christie, har før været på podiet, og modsat Odlin er han stadig i en fase af karrieren, hvor han forbedrer sig år for år. Hans hovedfokus er naturligvis på at forsvare sin titel i søndagens løb, men det har traditionelt ikke afholdt ham fra at blande sig på enkeltstarten. Sidste år skuffede han med en 7. plads, men han viste senere på året, at han stadig er en habil enkeltstartsrytter.

Endelig vil vi pege på Samuel Horgan, der tidligere har vundet sølv. Desværre har han i de senere år ikke været på det niveau, han viste for få år siden, men i et lille felt uden reelle specialister vil han altid være medaljekandidat. Det vil være en overraskelse, hvis han vinder, men en top 3 er bestemt inden for rækkevidde for den 29-årige new zealænder.

***** Jack Bauer

**** James Oram

*** Paul Odlin

** Jason Christie

* Samuel Horgan