Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Australske og newzealandske linjeløbsmesterskaber
06. januar 2018 18:43 af Emil AxelgaardFoto: Cannondale-Garming Pro Cycling

Mens de fleste europæiske lande benytter deres nationale mesterskaber som vigtig forberedelse til Tour de France, er tingene anderledes på den anden side af kloden, hvor Australien og New Zealand intet andet valg har end at afvikle deres mesterskaber i januar, hvor deres stjerner endnu ikke er i topform. Ikke desto mindre får begge begivenheder vanligvis kolossal opmærksomhed, fordi de tjener som den perfekte opvarmning forud for årets første WorldTour-begivenhed, Tour Down Under, der indledes om ganske få uger. Søndag gælder det de mest eftertragtede begivenheder, linjeløbene, i begge lande.

Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

 

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - sidste år flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

 

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter og vender som vanligt ikke tilbage til sit hjemland. Heller ikke Heinrich Haussler, der vandt løbet for tre år siden, har siden valgt at vende tilbage for at forsøge at gentage bedriften.

 

Ikke desto mindre går løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand markerer starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden.

 

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåeede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Jayco Herald Sun Tour. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

 

Mitchelton Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier og i år er aflyst, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, tilgodeses de i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne stille op ved de australske mesterskaber, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

 

New Zealand og Australien tilbyder både enkeltstarter og linjeløb, og sidstnævnte nation starter endda med at uddele de første trøjer efter et nationalt kriteriemesterskab på onsdag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i sidstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. Den reelle start på begivenheden for de professionelle kommer fredag, hvor de bedste enkeltstartsryttere dyster om titlen som landets bedste i kampen mod uret, og samme kaster de bedste newzealændere sig ud i en tilsvarende kamp. Begge linjeløb afslutter en hektisk uge, når de nationale trikoter uddeles på søndag.

 

Sidste år skabte Miles Scotson en mindre sensation, da han i sit allerførste løb som professionel med et sent angreb snød en lille gruppe af Australiens allerstærkeste klassikerryttere og med et forspring på mindre end et sekund akkurat forhindrede, at Simon Gerrans, der vandt spurten om andenpladsen foran Nathan Haas, vandt endnu en titel. Gerrans og Scotson vender begge tilbage, denne gang som holdkammerater på et skræmmende stærkt BMC-mandskab, og Haas jagter ligeledes titlen i sin debut for Katusha. I New Zealand sikrede Joe Cooper sig sin anden titel, da han i en solosejr slog Jason Christie med 14 sekunder og de øvrige favoritter, hvis spurt om bronzemedaljen blev vundet af Dion Smith, med yderligere 4 sekunder. Cooper vil i år forsøge at forsvare sin titel og kan atter se frem til konkurrence fra både Christie og Smith.

 

Ruten

Australien

Efter et par år i den nærliggende by Ballarat blev linjeløbet i 2010 flyttet til Buninyoung, hvor det har fundet sted lige siden. Mens enkeltstartsruten er blevet ændret flere gange for at tilgodese forskellige ryttertyper, har man altid benyttet den samme 10,2 km lange rundstrækning til hovedbegivenheden. I 2010, 2011 og 2012 tilbagelagde rytterne 16 omgange, men dynamikken ændredes i 2013, hvor feltet kørte en indledende flad strækning, inden de ramte omgangene. I de seneste fire år har løbet bestået af 18 omgange på rundstrækningen, hvilket giver en samlet distance på 183,6 km.

 

I år har man ændret en anelse på rundstrækningen, der nu er forlænget til 11,6 km ved at køre en ekstra lille sløjfe i det let faldende og flade terræn, der dominerer den anden halvdel. Samtidig er antallet af omgange reduceret til 16, så der i alt er 185,6 km på programmet.

 

Rundstrækningen er temmelig simpel. Kort efter målstregen drejer rytterne til venstre for foden af den berømte Mt. Buninyoung-stigning. Den er kun 1,1 km lang, men bliver bare stejlere og stejlere, inden den når sit maksimum på ca. 10% nær toppen. Herefter flader det ud, inden en kort nedkørsel og et venstresving fører feltet ind på Yankee Flat Road, en 1200 m lang, relativt flad strækning. Dernæst gælder det nedkørslen, der i den nye version er forlænget, byder på et par fladere stykker undervejs og en ny, mere teknisk del med flere sving. Et 90-graders venstresving fører feltet ind på Geelong Road, hvorefter det igen går nedad på brede veje med bløde sving. Der resterer kun 2,6 km, inden feltet når målet, og terrænet er svagt faldende hele vejen.

 

 

 

New Zealand

Efter fem år i Christchurch blev de nationale mesterskaber for to år siden flyttet til Napier, og for tredje år i træk vil den mest prestigiøse cykelbegivenhed i landet finde sted her. Ruten er stort set den samme som i de to foregående år sidste år, men der er foretaget én afgørende ændring. En afsluttende omgang på en helt flad rundstrækning i bycentrum er nemlig blevet fjernet, og det betyder, at sidste stigning nu kommer umiddelbart inden mål. Derudover er rundstrækningen modificeret en anelse, Med sine 165 km er ruten en anelse kortere end sidste år.

 

Løbet kan inddeles i to dele: en indledende del bestående af to rundstrækninger i området vest for værtsbyen og en afsluttende del, der består af omgange på en rundstrækning inde i byen. Rytterne skal først give sig i kast med den samme 55 km lange rundstrækning, som kvinderne benytter. Den første del er hovedsageligt flad med bare nogle få mindre stigninger, men efter 25 km rammer de dagens sværeste stigning, der bringer dem op til 233 m over havets overflade. Efter nedkørslen afviger de fra kvindernes rundstrækning, idet de giver sig i kast med en 26 km lang rundstrækning, der inkluderer den sværeste stigning endnu en gang. Efter nedkørslen afslutter de den oprindelige rundstrækning ved at tilbagelægge de 20 flade kilometer tilbage til byen. I alt er der 2260 højdemeter på denne del af ruten.

 

Rytterne rammer nu den 10,5 km lange rundstrækning i byen. Den er hovedsageligt flad, men inkluderer den lille stigning Napier Hill, der bringer rytterne fra ca. 30 m op til 75 m over havets overflade. Toppen kommer bare fem kilometer fra mål og efterfølges af en nedkørsel samt 4,5 flade kilometer. Rytterne tilbagelægger første gang 6-7 km af rundstrækningen, inden de når mål for første gang, og herefter gælder det otte fulde omgange, der hver inkluderer 196 højdemeter. Den fulde omgang byder på endnu en lille stigning allerede efter 2 km, inden man igen skal op over Napier Hill, der altså i alt skal bestiges hele ni gange.

 

Vejret

Australien

Den ekstreme varme, der ofte har plaget de australske sommerløb, er bestemt også til stede i år, hvor temperaturen ventes at nå ekstreme 38 grader til U23-løbet lørdag. Der kommer imidlertid et omslag i vejret frem mod søndagens løb, hvor rytterne vil have nærmest perfekte betingelser. Således vil der kun være enkelte skyer, og temperaturen vil nå langt mere behagelige 26 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydvest, hvilket giver medvind på Mt. Buninyoung og sidemedvind på første del af nedkørslen. Herefter vil der være sidemodvind på den sidste halvdel af rundstrækningen.

 

New Zealand

Lørdag ventes at blive en meget våd dag i Napier, og derfor er der sikkert mange, der glæder sig over, at der efter en nat og morgen med enkelte byger, venter en opklaring forud for søndagens løb. Med kun enkelte skyer og en temperatur på 21 grader er forholdene faktisk ganske ideelle. Der vil være en jævn til hård vind fra øst, hvilket primært giver medvind på første del af de to indledende rundstrækninger og modvind på anden del. På finalerundstrækningen vil der først være medvind og sidemedvind, herunder på første stigning, mens der til slut primært vil være mod- og sidemodvind. Der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Australien

Ruten i Buninyoung er nu blevet benyttet adskillige gange til både elite- og U23-løbene, og det betyder, at alle ryttere ved, hvad de skal forvente på den kuperede rundstrækning. Historien viser, at Mt. Buninyoung traditionelt er for hård for de rene sprintere, og at de eksplosive puncheurs ofte har været i stand til at gøre en afgørende forskel på sidste omgang. Løbet er ofte blevet afgjort af en eksklusiv gruppe af favoritter, der har benyttet sidste passage af stigningen til at komme fri, og dermed er løbet skræddersyet til Ardennerspecialister med en god spurt.

 

I år er ruten som sagt modificeret en anelse, hvilket betyder, at stigningen skal passeres færre gange, og at der er en smule længere fra toppen til mål. På den anden side er nedkørslen blevet mere teknisk, og dermed bliver det vanskeligere for en større gruppe at organisere en jagt. Overordnet er der dog tale om en rute, der næppe vil give anledning til et løb, der afviger voldsomt fra det, vi tidligere har set. Meget peger derfor på, at vi kan forvente os nogenlunde samme løbsforløb som i de seneste sæsoner.

 

Et nationalt mesterskab er en ganske særegen affære. Nogle hold har adskillige ryttere til start og kan i høj grad diktere forløbet, mens mange af favoritterne har meget lidt assistance og således ingen indflydelse har på taktikken. Det har ofte givet anledning til overraskende udfald, og hvis de toneangivende hold er tilfredse med sammensætningen af det tidlige udbrud, er det bestemt muligt for lykkeridderne at snyde favoritterne. Det skete i 2015, hvor Orica-GreenEDGE var uden deres vanlige favorit Simon Gerrans, der var skadesramt, og valgte en alternativ taktik. I stedet sendte de Caleb Ewan i angreb, og da forhåndsfavoritterne Cadel Evans og Richie Porte ikke kunne gøre forskellen på stigningen, holdt gruppen hjem. I sidste ende lykkedes det overraskende Heinrich Haussler at slå sprintertalentet i spurten. Det var et lignende scenarium i 2013, hvor Orica-GreenEDGE havde Luke Durbridge i det tidlige udbrud og med tilfredshed tillod temporytteren at køre sin egen chance. I 2016 var det Jack Bobridge, der med en imponerende solopræstation snød alle favoritterne efter en hel dag i angreb.

 

Traditionelt har alle øjne været rettet mod GreenEDGE-mandskabet, der i år går under navnet Mitchelton-Scott, men i år er situationen betydeligt vanskelige for det førende australske hold. Ganske vist møder de op med næsten alle deres australske ryttere og har med ni startende tre ekstra kort at spille i forhold til 2017, hvor kun seks mand var på startstregen, men denne gang er de oppe mod en veritabel supermodstander, der i høj grad vil være i stand til at gøre de traditionelle favoritter rangen stridig. Således er BMC ikke blot til start med hele fire ryttere, de har også tre af de allerstærkeste samt den forsvarende mester. Richie Porte og Rohan Dennis er to af nationens allerbedste klatrere og bedre end alle rytterne på Mitchelton-mandskabet. Dertil kommer, at Simon Gerrans er skræddersyet til den kuperede rute, hvor han flere gange tidligere har vundet, og endelig stiller unge Miles Scotson til start som forsvarende vinder efter choksejren i hans første løb som professionel for 12 måneder siden.

 

Problemet for Mitchelton-Scott er, at de ikke har en oplagt vinderkandidat. Der er masser af kvalitet på holdet, men det består primært af hjælperyttere. Kun Caleb Ewan er en rigtig vindertype, der har den nødvendige afslutterevne på en rute som denne, men Mt. Buninyoung har næsten hver gang været for svær en udfordring for den lille australske sprinterstjerne. Derfor er holdet formentlig nødt til at gribe løbet anderledes an end tidligere, hvor de har kunnet satse på Gerrans i finalen.

 

Det betyder, at Mitchelton-Scott næppe vil kontrollere løbet. Ewan vil formentlig få carte blanche til at forsøge at følge med så længe som muligt, men derudover vil holdet formentlig forsøge at sende folk i offensiven. Kommer der en tidlig gruppe afsted med deltagelse af Mitchelton-Scott, er der gode chancer for, at de vil lade den pågældende køre sin egen chance. Er også de bedste kontinentalhold repræsenteret, herunder specielt det stærke Bennelong-mandskab, der tidligere var kendt som Avanti og IsoWhey, kan det blive en yderst vanskelig opgave for BMC at køre dem ind igen, også selvom de ofrer Scotson og Porte eller Dennis tidligt i løbet. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at 2018 blive endnu en af de årgange, hvor en udbryder overraskende løber med titlen, og det åbner muligheder for en hel stribe af ryttere, også ryttere, der ellers ikke er udprægede vindertyper. Det gør løbet til lidt af et lotteri, og det er langt fra sikkert, at det er den stærkeste mand, der ender med trøjen.

 

I virkeligheden er det største spørgsmål måske, hvordan BMC vil gribe det an. Porte vil formentlig med statsgaranti være stærkeste mand på stigningen, men grundet den lange afstand til mål er han ikke et sikkert kort. Det kan vise sig, at han primært vil bruge løbet til at få kilometer i benene og ”sætte point i banken” hos holdkammeraterne, inden de skal slide sig halvt ihjel for ham i Tour Down Under. Der er næppe tvivl om, at Simon Gerrans således er holdets kaptajn, men med kun fire ryttere er det svært at kontrollere løbet bagfra. Man kan forsøge at sende Porte, Dennis eller måske endda Scotson, der trods sin status som forsvarende mester nok ender i gruppen af slagtekvæg. Alternativet er at ofre Scotson og Porte eller Dennis i et forsøg på at samle det hele til finalen, hvor Gerrans skal gøre det færdigt.

 

Det kan meget vel ende med sidstnævnte. Det er svært at forestille sig, at Mitchelton-Scott vil være tilfredse med et udbrud med enten Dennis eller Porte, og derfor bliver det svært for BMC at booke billet til det tidlige fremstød. Med ni ryttere til start skal Mitchelton-Scott bære sig klodset ad for ikke at være repræsenteret, og dermed er det mest sandsynligt, at vi ender i en situation, hvor BMC kommer til at jagte, mens Mitchelton-Scott vil være tilfredse med at lade udbruddet køre.

 

Dermed kan en udbrudssejr ikke udelukkes, men det mest sandsynlige er fortsat, at favoritterne skal afgøre det til slut. Dels er Scotson, Porte og Dennis så stærke, at de burde kunne skabe samling i et felt, der trods alt ikke er op WorldTour-niveau. Dernæst vil de med stor sandsynlighed kunne få hjælp fra et eller flere kontinentalhold samt fra Nathan Earle, der i Zakkari Dempster har en loyal Israel Cycling Acdemy-hjælper, som vil slide sig ihjel for kaptajnen. Det mest sandsynlige er derfor, at vi får den klassiske finale, hvor de eksplosive puncheurs skal afgøre det ved næstsidste eller sidste passage af stigningen.

 

Løbets hårdhed har traditionelt i høj grad været afgjort af vindretningen. Caleb Ewan har eksempelvis sagt, at han kun kan vinde udgaver, hvor der er modvind på stigningen, mens det formentlig bliver for svært, hvis der er medvind. I år er det netop tilfældet, og det betyder, at det vil være lettere at gøre en forskel. Ganske vist vil der herefter være modvind, men historien viser, at det ikke er let at organisere en jagt til slut, hvor kun de færreste har hjælperyttere hos sig - bare husk på, hvordan ingen var i stand til at bringe Scotson tilbage, da han angreb tæt på mål sidste år.

 

Havde dette været få år tidligere, havde Simon Gerrans været den indlysende vinderkandidat, da han både ville have været en af de bedste på stigningen og næsten umulig at slå i en spurt. Han har imidlertid været langt fra fordums styrke i de seneste to sæsoner, og vi tvivler på, at han er stærk nok til at følge de ryttere de bedste klatrere til slut og herefter gøre det færdigt med sin vanlige spurt, der ikke synes så skarp som tidligere. I stedet vil vi pege på Nathan Haas som vores favorit. Den nye Katusha-rytter er ganske vist til start helt uden holdkammerater og er derfor helt afhængig af, hvordan andre hold griber løbet an. Bliver det imidlertid op til favoritterne at afgøre det, kan han lade benene tale. I de seneste to år har han været absolut flyvende I Tour Down Under, ikke mindst sidste år, hvor han sågar blev nr. 2 bag Porte på kongeetapen til Willunga Hill. Igen i år er hjemmeløbet et stort mål, og han må formodes at være i storform. Er han det, er det sandsynligvis kun Porte, der kan køre fra ham på en stigning som denne, og selv BMC-stjernen vil få svært ved at sætte Haas på så kort en opkørsel.

 

Bliver det op til favoritterne at afgøre det, vil Haas derfor helt sikkert sidde med til sidst, og skal det afgøres i en spurt i en lille gruppe, er han en af de hurtigste. Gerrans og Jay McCarthy har hidtil måske været en anelse hurtigere, men i disse dage er Haas den bedste klatrer. Han vil derfor have større friskhed og har med tiden også udviklet større kølighed i disse finaler. Sprinterhierarkiet mellem de tre er så jævnbyrdigt, at netop det ekstra overskud kan gøre forskellen. Vi tror, at Haas vil kunne fejre sit holdskifte med at erobre den australske mesterskabstitel.

 

Den anden lokale rytter, der har etableret sig som lidt af en Tour Down Under-specialist, er Jay McCarthy. På mange måder minder han om Haas, men er måske en anelse hurtigere på stregen og knap så stærk på stigningerne. Han er dog langt, langt mere ustabil, og det er stort set umuligt at vide, hvor man har Bora-hansgrohe-rytteren, der har gjort det til lidt af en vane at skuffe i Europa. Til gengæld har han i de seneste to sæsoner været flyvende i Tour Down Under, hvor han i 2017 blev nr. 3 samlet og i 2016 vandt Stirling-etapen. Der er således gode odds for, at han også denne gang har timet formen rigtigt. Er han på toppen, er han en af de allerbedste på stigninger som denne, og han har en dødbringende spurt, som det blandt klatrerne normalt kun er Gerrans, der kan matche. Han mangler dog ofte lidt kølighed i finalerne, og samtidig er han som Haas hæmmet af at være uden holdkammerater. Der er dog ingen grund til, at han ikke skulle kunne vinde en spurt i en mindre gruppe og give Bora den bedst tænkelige sæsonstart.

 

Selvfølgelig er Simon Gerrans en af de helt store favoritter. Intet tyder på, at han fortsat er i stand til at følge folk som Haas og McCarthy på stigningen, men det er ikke nødvendigvis et krav. Modsat sine to rivaler har han nemlig tre holdkammerater, og har han enten Dennis eller Porte hos sig efter toppen, vil de helt sikkert ofre sig for kaptajnen. Kan der skabes samling i en lille gruppe af favoritter, vil Gerrans i hvert fald på papiret være den hurtigste, som han var det så sent som sidste år, hvor der dog kun blev spurtet om sølvmedaljen. Spørgsmålet er, om han nu er så langt fra sit tidligere niveau, at han slet ikke vil figurere i finalen, og om han vil have den nødvendige friskhed. Formen i januar er dog altid i top, og det kan gøre hele forskellen i Gerrans’ favør.

 

En spændende rytter er Nathan Earle, hvis karriere gik totalt i stå i tiden på Sky. Netop som der var udsigt til en karrierestop har han imidlertid fået gang i cykelryttertilværelsen igen, og i den forløbne sæson har han igen lignet den rytter, han var før sin WorldTour-karriere. Han blev nr. 11 i Tour Down Under, nr, 8 i Herald Sun Tour, nr. 2 i Tour of Japan og vandt Tour de Lombok i den forløbne sæson, og han er nu tilbage som professionel hos Israel Cycling Academy. Han minder meget om Gerrans, McCarthy og Haas, idet han er stærk på korte stigninger og hurtig i en spurt. På papiret er han knap så hurtig som de tre ovennævnte og måske ikke helt så god en klatrer som McCarthy og Haas, men han har fart nok til, at han sagtens kan ende med at sætte dem til vægs i en spurt.

 

Løbets bedste klatrer er utvivlsomt Richie Porte. Alle så, hvor skræmmende stærk han var i sidste års Tour Down Under, hvor han på korte, eksplosive stigninger var tre-fire niveauer over rivalerne. Stigningen her er en anelse nemmere, men Porte har så meget klasse, at han sagtens kan ende med alligevel at køre alene hjem. Problemet er som sagt, at han med stor sandsynlighed ender som hjælper for Gerrans, hvis hjælp han får brug for i Tour Down Under, og derfor vil han næppe søge sin egen chance. Er der en, der kan tage en solosejr, er det dog Porte.

 

Mitchelton-Scott er hæmmet af, at de ikke har en oplagt vinderkandidat, men skal man alligevel pege på deres bedste kort, peger meget på tilbagevendte Cameron Meyer. Det kan godt være, at han trak stikket fra cykelsporten i en periode, men hans præstationer på banen og ikke mindst i de australske løb sidste år, hvor han var mm fra at tage en stor WorldTour-sejr i Cadel Evans Great Ocean Road Race, vidner om, at han fortsat er en klasserytter. Mitcheltons chance er at bruge deres overtal til at angribe, angribe og angribe. Meyer er i den sammenhæng deres bedste kort. Dels er han en af holdets bedste klatrere, dels har han vist, at han har motoren til at køre alene hjem, og dels er han den eneste af holdets klatrere, der har en rimelig spurt. Endelig er han en mester i at time et sent angreb a la Scotson, som han viste i Evans’ løb sidste år. Det vil være et drømmecomeback til WorldTouren, hvis han tager sin anden titel.

 

Holdets anden stærke mand er Luke Durbridge. Australieren har én gang erobret titlen ved at køre hjem fra et udbrud, og det kan han gøre igen. I løbet af det seneste år har han udviklet sig til en af verdens førende brostensspecialister, og det er de færreste, der har Durbridges motor. Det ved rivalerne naturligvis, og derfor lader de ham ikke få megen plads, men i et løb uden mange hjælperyttere bliver han ikke nem at kontrollere. Han kan ganske vist ikke spurte, men han kan angribe enten tidligt eller lave et Scotson-angreb i finalen, hvorefter han i kraft af sin motor og holdets styrke kan tage sin anden titel.

 

Rohan Dennis er BMCs næstbedste klatrer, men nøjagtigt som Porte ender han formentlig i en hjælperrolle for Gerrans. Samtidig satser han 100% på Giroen og har i de senere år ikke været på toppen i den australske sommer. Alligevel kan man ikke udelukke, at han ender med titlen. BMC vil gøre meget for ikke at komme i defensiven og blive tvunget til at kontrollere løbet bagfra, og Dennis er formentlig det bedste kort at spille ud lidt tidligere. Alle kender hans skræmmende motor og ved, at der ikke er mange, der klatrer bedre end ham i terræn som dette. Skulle han have en følgesvend eller to, er han modsat Porte også i stand til at spurte. Spørgsmålet er, om formen rækker til at gøre det færdigt.

 

Løbets helt store joker er Caleb Ewan. I langt de fleste tilfælde har ruten været for hård for den lille sprinter, men man skal ikke glemme, at han i 2015 blev nr. 2, ganske vist efter at have været en del af et tidligt udbrud. Siden da er han blevet langt, langt stærkere og sad bl.a. med feltet hjem i sidste års Milano-Sanremo. Han er som regel i storform på denne tid af året, men alligevel har ruten i de senere år været for svær. Det vil formentlig være tilfældet også denne gang, ikke mindst fordi der er medvind på stigningen. Vi vil imidlertid ikke udelukke, at han kan begrænse sit tab så meget på sidste stigning, at det stærke Mitchelton-mandskab kan skabe samling og aflevere deres lynhurtige sprinter på et sølvfad. En anden sprinter, der er endnu mere holdbar og før har gjort det godt på denne rute, er Steele von Hoff. Han er imidlertid slet ikke så stærk som tidligere og heller ikke så hurtig som i sine velmagtsdage. Det kan dog ikke helt udelukkes, at han kan overleve, og er Ewan ikke med hjem, vil han have gode muligheder i en spurt.

 

Skal man pege på endnu en Mitchelton-Scott-rytter, springer Damien Howson i øjnene. Han har fået stillet en kaptajnrolle i Herald Sun Tour, hvor ham er forsvarende mester, i udsigt og ventes derfor i storform. Hans klatreevner bliver bedre og bedre, men den sidste stigning er en anelse for eksplosiv for ham, og han kan ikke spurte. Hans chance er at udnytte sin store motor til at angribe tidligt eller som Scotson i den absolutte finale.

 

Det samme skal enmandshæren Adam Hansen forsøge sig. Tidligere har Lotto-rytteren tradition for at være i god form på denne tid af året, men i de senere år har han skubbet sin formtop. Det har betyder, at stigningen har været en anelse for svær for ham, og det vil den formentlig være igen for den efterhånden aldrende australier, der ikke just er blevet bedre i de senere år. Alle kender dog hans motor og evne til at time et angreb, og derfor er han en af de ryttere, der kan udnytte den manglende kontrol til at tage en lidt overraskende sejr.

 

Skal man pege på ryttere fra kontinentalniveauet, der kan sidde med i finalen, vil vi pege på Cameron Bayly, Scott Bowden, Jai Crawford, Robbie Hucker, Patrick Lane, Mark O’Brien og Timothy Roe, men de mangler alle spurtstyrke til, at deres chancer er store. Det kræver et veltimet angreb at snyde favoritterne. Det gælder også for de mere rene WorldTour-klatrere Lucas Hamilton, Brendan Canty, Robert Power, Chris Hamilton, Lachlan Morton og Ben O’Connor, der skal bruge en del held for at løbe med titlen, selvom de bør sidde med til allersidst.

  

***** Nathan Haas

**** Jay McCarthy, Simon Gerrans

*** Nathan Earle, Richie Porte, Cameron Meyer

** Simon Clarke, Luke Durbridge, Rohan Dennis, Caleb Ewan, Damien Howson, Adam Hansen, Michael Storer

* Steele Von Hoff, Lucas Hamilton, Brendan Canty, Robert Power, Chris Hamilton, Lachlan Morton, Ben O’Connor, Cameron Bayly, Jai Crawford, Robbie Hucker, Patrick Lane, Mark O’Brien, Timothy Roe, Jesse Featonby

 

New Zealand

Hvis det australske mesterskab er vanskeligt at kontrollere, er det intet at sammenligne mod det newzealandske ditto. Feltet i østaten er på ca. 50 mand, og det skaber en helt anderledes dynamik i løbet.

 

Ruten er stort set den samme som i de seneste to år, hvor løbet udviklede sig til meget selektiv affærer, hvor en lille gruppe bestående af de stærkeste ryttere afgjorde løbet. Interessant nok betyder kombinationen af det mindre felt og det hårde terræn, at løbet er mindre tilfældigt og taktisk end dets australske modstykke. Med færre ryttere er der færre ryttere, der skal markeres, og da feltet ikke har samme dybde, bliver det i højere grad benene, der gør forskellen. Der er simpelthen nemmere for de stærkeste ryttere at gøre en forskel på stigningerne.

 

Hvis de sidste års løb skal bruges som rettesnor, kan vi forvente en gradvis udskillelse i den kuperede indledende fase, og det vil efterlade en lille gruppe af stærke folk, der skal afgøre mesterskabet på de sidste rundstrækninger. Her er terrænet en anelse fladere, og det vil gøre finalen mere taktisk, som det var tilfældet i både 2016 og 2017, hvor først Jason Christie og siden Joe Cooper udnyttede den interne kamp mellem de professionelle til at stikke af og sikre sig en solosejr.

 

Denne gang kan vi forvente mere af det samme, men i 2018 er den flade sidste omgang som sagt fjernet. Det betyder, at det bliver endnu mindre tilfældet, og at det i endnu højere grad vil kunne lade sig gøre for løbets bedste at køre alene hjem i finalen. Samtidig er løbet imidlertid kendetegnet ved, at de professionelle alle er uden holdkammerater, hvilket ikke er tilfældet for de mange kontinentalryttere. De har derfor en taktisk fordel og kan skabe en overtalssituation, som på rundstrækning kan gøre det muligt med et veltimet angreb at snyde de store navne.

 

Ruten er skræddersyet til Patrick Bevin, der har punch på korte stigninger og kan spurte, men desværre er BMC-rytteren kort inden løbet blevet skadet efter et træningsstyrt. Derfor mangler løbet sin mest oplagte favorit, og det gør det hele endnu mere åbent. Derfor er det nu specielt tre navne, der skiller sig ud som de oplagte favoritter: Jack Bauer, George Bennett og Dion Smith.

 

Af disse vil vi pege på Jack Bauer som vores vinderbud. Sidste år var han formentlig løbets stærkeste mand, men var hæmmet af, at han efter enkeltstartssejren var så stor en favorit, at han ikke kunne kontrollere det hele. Uden den flade sidste omgang bliver det hele lidt lettere denne gang, hvor han i højere grad kan lade benene tale. Det relativt kuperede terræn er glimrende for Bauer, der en brølstærk type med fine evner på mindre stigninger, og samtidig er han ikke helt langsom i en spurt. Endelig har han ikke lagt skjul på, at han drømmer om endelig at vinde en titel, han endnu ikke har på sit CV, og selvom det fortsat er uklart, om han indgår i Mitchelton-Scotts Tour Down Under-planer, vil det være en overraskelse, hvis formen ikke er god.

 

Bauers første opgave bliver at overleve den indledende udskilning, hvilket ikke burde være noget stort problem. Herefter skal det hele afgøres på de sidste omgange, og her vil ruteændringen samt ikke mindst George Bennetts tilstedeværelse gøre det hele endnu hårdere end sidste år. De to ryttere kan derfor meget vel ende med at være de stærkeste, og mens Bennett er den bedste klatrer, er Bauer stærkere i fladt terræn og hurtigere på stregen. Stigningen er næppe lang og svær nok til, at Bennett kan ryste Bauer, og derfor sætter vi vores penge på Mitchelton-Scotts nyerhervelse.

 

George Bennett led sidste år af kyssesyge og måtte derfor skippe løbet. For to år siden var han imidlertid klart løbets stærkeste, og det var kun uheld, der forhindrede ham i at køre med om sejren. Også i år kan han ventes at være i god form, da han har Tour Down Under som et første mål, og hans præstationer i 2016-udgaven af Vueltaen og sidste års Tour samt sejren i Tour of California vidner om, at han endda er en langt stærkere rytter end for 24 måneder siden. Feltet er imidlertid også stærkere denne gang, og spørgsmålet er, om ruten er hård nok og stigningerne lange nok til, at en spinkel klatrer som Bennett kan gøre en forskel. Han mangler punch på eksplosive bakker og er langt stærkere i de høje bjerge. Som løbets klart bedste klatrer, vil han dog altid være det bedste bud på en rytter, der kan tage en solosejr i et løb som dette.

 

Modsat Bennett har Dion Smith den store fordel, at han kan lukrere på sin spurt. Han er ikke ren sprinter, men har i sine to år på professionelt kontinetalniveau hos hhv. ONE og Wanty vist, at han kan blande sig i top 10 i ikke alt for stærkt besatte massespurter. Samtidig er han stærk i kuperet terrn, og han fremstår som den helt oplagte klassikerrytter. Ikke mindst hans 17. plads i sidste års BinckBank Tour vidner om, at han nu også er langt, langt stærkere end tidligere. Hans form er et stort spørgsmål, da han næppe endnu er på 100%, men han bør sidde med i finalen. Han er næppe så stærk som Bennett og Bauer på stigningerne, men ender det i en spurt blandt en lille gruppe af favoritter, vil Smith være den oplagte favorit.

 

Den forsvarende mester Joe Cooper er klart New Zealands stærkeste kontinentalrytter, og han har nu i flere år været en af de allerbedste ryttere på den australske scene. Det er ingenlunde en tilfældighed, at han har vundet to af de seneste tre mesterskaber. Som ryttertype minder han en del om Bauer: han er brølstærk i let kuperet terræn, har en stor motor og er ikke langsom på stregen. Han er imidlertid denne gang til start uden holdkammerater, og hans hidtidige præstationer gør, at alle vil holde et vågent øje med ham. Han har imidlertid næse for timing og kan slå mange i en spurt, og derfor kan han sagtens ende med at forsvare sin titel.

 

Den anden meget stærke kontinetalrytter er 2016-mesteren Jason Christie, der sidste år med et sent angreb sikrede sig andenpladsen efter Cooper. Også han er blandt de bedste newzealandske ryttere og burde finde sig vel tilrette på denne rute, hvor han tidligere har gjort det godt. Hans karakteristika minder meget om Coopers og Bauers, men han er ikke så hurtige på stregen. Han skal udnytte, at han fortsat er at regne som lidt an underdog, der med et sent angreb kan snyde de store favoritter.

 

Blandt jokerne finder vi Aaron Gate. Han er egentlig mindst kendt som sprinter og lead-out man, men sidste år sad han faktisk med favoritterne hjem. Den nye, hårdere rute gør det bestemt ikke lettere for den relativt store rytter, men man kan ikke udelukke, at han igen kan sidde med langt fremme. Ender det i et lidt taktisk spil, hvor der bliver samling i en mindre gruppe, vil han med stor sandsynlighed være den hurtigste.

 

Det samme kan siges om Shane Archbold, Sam Bennetts trofaste lead-out man, der nu er at finde hos Aqua Blue Sport. Han er dermed holdkammerat med Gate, og holdet har således to store motorer at benytte sig af. Efter sin lange skadespause viste han mod slutningen af 2017, at han er tilbage på et fornuftigt niveau, og det er næppe blevet ringere efter yderligere et par måneders træning. Også for ham gælder, at ruten formentlig er for hård, og han er også mindre holdbar end Gate. Meget afhænger imidlertid af form, og er det ham, der overlever som bedste Aqua Blue-rytter, vil han være blandt favoritterne i en spurt.

 

Hayden McCormick og James Oram er holdkammerater og har begge deres styrke i kuperet terræn. De bør derfor være med til slut, men er hæmmet af ikke at have gode afslutterevner Til gengæld kan de være det eneste hold med en overtalssituation, og det kan udnyttes til at angribe på skift. I et løb, der er så svært at kontrollere, er det måske netop det, der skal til for at sejre.

 

Tom Scully sad også med de bedste hjem sidste år, og det håber han at gøre igen. Også han er formentlig en anelse for tung til denne rute, men når han én gang har overlevet, kan det naturligvis ske igen. Han har med etapesejre fra udbrud i Route du Sud og Boucles de la Mayenne vist, at han kan vinde på højt niveau i Europa, og et år på WorldTouren har kun gjort ham stærkere. Samtidig er han ikke langsom på stregen, og det giver ham visse muligheder.

 

Michael Torckler hører til blandt de bedste klatrere i New Zealand og sad da også med de bedste hjem sidste år. Han har imidlertid ikke kørt et UCI-løb i næsten et år, og derfor er det temmelig usikkert, hvor han står. Han er heller ikke den bedste afslutter, men som en underdog kan han måske udnytte, at han har en frihed, der ikke er de store favoritter forundt.

 

Hamish Schreurs havde mildt sagt en svær første sæson på Israel Cycling Academy, men det er værd at huske, at han vandt bronze i 2016, hvor han også blev nr. 3 i U23-udgaven af Paris-Roubaix. Talentet er der derfor, men alt afhænger af, om han kan genfinde fordums styrke. Det samme kan siges om tempospecialisten Michael Vink, der stort set ikke har kørt i det seneste års tid og derfor er et usikkert kort på en rute, der heller ikke passer ham ideelt. Det er værd at fremhæve den stærke Brad Evans, der år efter år sidder med helt fremme og har fordel af at have en god spurt, hvis han kan overleve stigningerne. Endelig fortjener WorldTour-rytterne Sam Bewley og Alex Frame at blive nævnt, men ruten burde være for hård for tempospecialisten og sprinteren.

 

***** Jack Bauer

**** George Bennett, Dion Smith

*** Joe Cooper, Jason Christie, Aaron Gate

** Shane Archbold, Hayden McCormick, James Oram, Tom Scully, Brad Evans

* Michael Torckler, Hamish Schreurs, Michael Vink, Sam Bewley, Alex Frame

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 17/07

Tour de l'Abitibi - Coupe...(2.NCUP) 17/07-22/07

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 22/07-04/08

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

Grand Prix Cerami(1.1) 26/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »