Optakt: Baloise Belgium Tour

Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Belgien er kendt som det store klassikerland med ikke færre end to af cykelsportens fem monumenter hjemmehørende i den lille nation. Som ethvert andet vigtigt cykelland har man imidlertid naturligvis også sit eget nationale etapeløb. Det kommer måske endda som en overraskelse for mange, at Belgium Tour er verdens næstældste etapeløb, kun overgået af Tour de France. Mens Touren, Giro d’Italia og Volta a Catalunya - de tre øvrige af sportens fire ældste etapeløb - alle spiller en fremtrædende rolle på WorldTouren, får den nationale rundtur i Belgien imidlertid meget mindre opmærksomhed.

Det er nu ikke, fordi der mangler interesse for etapeløb - Eddy Merckx er trods alt den mest succesrige etapeløbsrytter nogensinde, og man er konstant på udkig efter landets næste grand tour-stjerne - men endagsløb har altid været det, der for alvor inspirerede drømmene hos de unge belgiske ryttere. Derfor har Belgium Tour også haft det svært og endda kæmpet hårdt for sin overlevelse. Det blev afviklet hvert år mellem 1908 og 1981 - naturligvis med undtagelse af krigsårene - men mellem 1982 og 1990 blev det aflyst flere gange. Fra 1991 til 2001 forsvandt det endda helt fra kalenderen, inden det blev genskabt forud for 2002-sæsonen. Siden da har det igen fundet sin egen vigtige plads, og det kæmper ikke længere for at holde sig oven vande.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Med indførelsen af ProTouren i 2005 var der planer om at skabe et Tour of Benelux ved at fusionere de nationale etapeløb i Holland, Belgien og Luxembourg. Ideen førte til skabelsen af Eneco Tour (nu BinckBank Tour), men i sidste ende var det kun Holland Rundt, der tilsluttede sig projektet. Det løb er nu det største belgiske etapeløb, idet det afvikles i både Belgien og Holland, mens Belgium Tour foretrak at fortsætte som selvstændigt løb. Bortset fra længden og det forhold, at BinckBank Tour er et hollandsk-belgisk løb, er de to begivenheder imidlertid meget identiske.

Løbet afvikles altid i den sidste uge af Giro d’Italia, og derfor er det svært at tiltrække megen opmærksomhed uden for landets grænser. Det spiller imidlertid en vigtig rolle for mange klassikerryttere, og ryttere, der har øjnene rettet mod Tour de France. Det kommer på et tidspunkt, hvor mange af disse har haft en lille løbspause, og således er det en god chance for at få løbsfart i benene på fem hårde etaper. For de mindre belgiske hold er det et af sæsonens højdepunkter, specielt for de kontinentale hold, der ikke har adgang til WorldTour-klassikerne.

Belgium Tour er en slags sammensmeltning af klassikerne. Det byder som regel på en helt afgørende enkeltstart, to potentielt vindblæste sprinteretaper, en lille brostensklassiker og en kuperet etape i Ardennerne. Dermed er det en fascinerende udstilling af det bedste, de store endagsløb kan byde på, og derfor fortjener løbet egentlig mere opmærksomhed, end det får. Som et 2.HC-løb på kalenderen har det masser af anerkendelse fra UCI, og det tilbyder vigtige point for de hold, der er til start.

I 2015 indførte arrangørerne den helt nye ide om Den Gyldne Kilometer. Den består af tre separate spurter, der kommer inden for 1 km, og hver tilbyder 3, 2 og 1 bonussekunder. Klassementsrytterne tog godt imod ideen ved faktisk at gå efter denne tidsbonus, og Eneco Tour-arrangørerne var så begejstrede, at de også adopterede konceptet. Den Gyldne Kilometer synes at være kommet for at blive og er i år på programmet for fjerde gang i træk.

Trods den lange historie er den mest succesfulde rytter stadig aktiv. Tony Martin er den eneste rytter, der har vundet tre gange, da han vandt hvert år mellem 2012 og 2014. Sidste år måtte han imidlertid se sig slået af Jens Keukeleire, der udnyttede, at intet hold var i stand til at kontrollere kongeetapen i Ardennerne. Efter at have kørt en overraskende god enkeltstart gik Keukeleire i udbrud på kongeetapen, som hverken Martins Katusha eller den førende Wout Van Aerts Veranda’s Willems kunne kontrollere. Resultatet blev en 3. plads på etapen, og sammen med resten af det belgiske landshold, som han ved denne lejlighed kørte for, lykkedes det ham at stjæle tilstrækkeligt med bonussekunder på den flade sidste etape til at tage den samlede sejr med 6 sekunder ned til en skuffet Remi Cavagna, der var startet sidste etape i gult, og 11 sekunder ned til Martin. Cavagna og Martin kører i år Giro og er derfor ikke med denne gang, men Keukeleire vender tilbage for at forsvare sin titel, denne gang som del af et stærkt Lotto Soudal-mandskab.

Ruten

Som sagt kan man anse Belgium Tour som en slags sammensmeltning af en stribe klassikere samt en altid meget afgørende enkeltstart. Som regel byder løbet på to sprinteretaper, hvor vinden kan komme i spil, en etape med et par brostensstigninger kendt fra de flamske klassikere samt en kongeetape i Ardennerne. Derfor er løbet ofte blevet afgjort af en kombination af bonussekunder, enkeltstarten samt kongeetapen, mens de tre fladere etaper sjældent har spillet en stor rolle.

Nøgleetapen har som regel været enkeltstarten, de typisk har haft en længde på 10-20 km. I nogle år har man imidlertid i stedet haft en kortere prolog, hvilket har gjort det vanskeligere for enkeltstartsspecialister at vinde. Derudover har ardenneretapen varieret betydeligt i sværhedsgrad, og der har været stillet ganske forskellige krav til rytternes klatreevner.

Efter to år med en prolog vendte man sidste år vendt tilbage til en længere enkeltstart, og den model gentages i år. Denne gang er der dog med en distance på bare 10,6 km tale om en relativt kort sag, der kommer på fredagens tredje etape og med fladt terræn er skabt til de store specialister. I år synes den imidlertid vigtigere end tidligere, da brostensetapen er erstattet med en sprinteretape, og derfor er det kun på lørdagens kongeetape, at klassikerrytterne ventes at kunne gøre en forskel. Den er samtidig ikke specielt svær i forhold til tidligere, og selvom den byder på stigninger kendt fra Fleche Wallonne, herunder frygtede Mur de Huy, der skal passeres to gange, er det tvivlsomt, hvor store forskelle der kan skabes. 1., 2. og 5. etape er skabt til sprinterne, der kan se frem til at boltre sig i en ganske let udgave af Belgium Tour.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

1. etape

Belgium Tour er ofte blevet indledt med en prolog, men første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. Ligesom sidst år har man skippet den indledende enkeltstart til fordel for en længere tidskørsel på 3. etape, og det betyder, at de hurtige folk igen kan slås om den første førertrøje. Det sker, når feltet på førstedagen kan se frem til en pandeklagefald etape, hvor kun vinden kan true en eventuel massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 178,8 km med både start og mål i Buggenhout. Etapen af forskellige rundstrækninger i terrænet syd fort værtsbyen, og terrænet er pandekagefladt hele vejen. De mange runder betyder masser af retningsskift, men altså ingen terrænmæssige udfordringer. Den første Primus-spurt, der tækker til spurtkonkurrencen kommer allerede efter 9,1 km, og herefter gennemfører man resten af rundstrækningen, inden man efter 49,8 km krydser stregen for første gang.

Den næste rundstrækning har ingen specielle højdepunkter og er 43,0 km lang. Den tilbagelægges i alt tre gange, og på anden omgang er der en Primus-spurt efter i alt 126,8 km. Tredje omgang er den mest interessante, fordi den med 23,5 km igen byder på Den Gyldne Kilometer, hvor der er bonussekunder på spil. Med 9,7 km igen kommer den sidste Primus-spurt, hvorefter man vender tilbage til den flade afslutning i Buggenhout. Her venter en ikke specielt teknisk finale. Efter en kompliceret tredjesidste kilometer er der på de sidste to kilometer blot en blød kurve ved den røde flamme.

Etapen byder på i alt 368 højdemeter.

Der er lagt op til massespurt på en dag, hvor terrænet ikke kan være meget fladere. Vinden er altid en fare i Belgien, men den har sjældent spillet en rolle i Belgium Tour. Særligt André Greipel vil være ivrig efter at slå til på sit Lotto-holds hjemmebane, og derfor ser det ud til, at etapen vil blive stramt kontrolleret, inden de hurtige folk skal slås om den første førertrøje.

Buggenhout var seneste vært for løbet i 2014, hvor Tom Boonen slog André Greipel i en spurt. I 2012 var Greipel hurtigst, mens Lieuwe Westra vandt prologen i 2011. I 2007 vandt Gorik Gardeyn en massespurt, mens Stijn Devolder sejrede på enkeltstarten i 2006. Jurgen Van Loocke slog Boonen i en spurt i 2005, mens Max Van Heeswijk var hurtigste mand i 2004.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

2. etape

De sprintere, der fejlede på 1. etape, vil få en chance for revanche allerede på 2. etape, hvor der venter en rigtig klassiker. Lige siden 2002 har der hvert eneste år været en finale i kystbyen Knokke-Heist, hvor en lille bakke op mod mål altid har været rammen om et brag en massespurt. Det vil formentlig også være tilfældet i år, hvor den velkendte etape venter list senere end sidste år, hvor den var løbets åbningsetape.

I alt skal der tilbagelægges bare 162,1 km mellem Lochriste og Knokke-Heist, og de er stort set helt flade. Indledningsvis tilbagelægger man en flad ca. 25 km lang rundstrækning omkring startbyen, hvor man dyster om point i den første Primus Checkpoint-spurt efter 22,3 km. Herfra kører man mod nord og senere vest ud mod gennem fladt terræn ud mod kysten. Der er er nogle ganske små bakker midtvejs, men intet der bør kunne volde problemer. Til slut drejer man mod nordvest for at køre udenom Brugge og direkte ud til målbyen ved vandet. Tillige venter der her to små brostensstykker.

Efter 100,2 km rammer manden flade 19,4 km lange rundstrækning, og 6,8 km senere kommer den anden Primus-spurt. Efter 111,6 krydser man målstregen, og etapen afsluttes nu med to omgange på den hovedsageligt flade rundstrækning, der er pl*aceret syd for målbyen Knokke-Heist og ikke byder på mange tekniske udfordringer. Den sidste Primus-spurt kommer med 26,3 km igen på første omgang, og den gyldne kilometer starter. med 14,8 km igen på sidste omgang. Herfra fortsætters ud til mål, hvor en teknisk finale venter. Med 3 km igen er der et U-sving, hvorefter en lige vej leder frem til to sving, der kommer kort efter hinanden med 600 m igen. Den sidste km stiger med 1-2%.

Etapen byder på i alt 125 højdemeter.

Finalen i Knokke-Heist er kendt af enhver, der tidligere har kørt Belgium Tour, og det ender altid i en massespurt. Vinden er en potentiel fare i kystregionen, men har traditionelt aldrig spillet en rolle. Med mindre det er meget blæsende, vil det blive en dag for de store sprintere, der dog skal time det rigtigt på den stigende opløbsstrækning, der ikke er helt nem. Samtidig er lead-outs vigtige i den tekniske finale.

Sidste år vandt Bryan Coquard sin sidste sejr for Direct Energie foran Jens Debusschere og Daniel McLay, og i 2016 sejrede Edward Theuns foran Dan McLay og Kenny Dehaes. De tidligere vindere i Knokke-Heist er Tom Boonen (2015, 2014, 2006, 2005, 2004), André Greipel (2013, 2012, 2011), Kenny Van Hummel (2010), Borut Bozic (2009) og Jan Svorada (2002). Kun i 2003 lykkedes det Jans Koerts at snyde sprinterne. I 2007 var man vært for en etape i Eneco Tour, hvor Mark Cavendish vandt, og i 2008 lagde man asfalt til unge Jurgen Roelandts’ overraskende sejr ved de belgiske mesterskaber.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

3. etape

Belgium Tour byder altid på en enkeltstart, der helt uundgåeligt spiller en afgørende rolle i det samlede klassement. I nogle udgaver er der tale om en prolog, men oftest har der været tale om en ”rigtig” enkeltstart på ca. 15 km i fladt terræn. Efter en kort, tekniske prolog i 2016 favoriseres temporytterne ligesom sidste år, idet de får en længere distance at gøre godt med, når feltet på tredjedagen kastes ud i det første klassementsslag i årets tidskørsel.

I år er enkeltstarten henlagt til Bornem, og den er med sin distance på 10,6 km en anelse kortere end i 2017. Ligesom sidste år er der tale om en sand lækkerbisken for de store specialister, da etapen er stort set helt flad. Fra start bevæger man sig mod sydvest og vest ud gennem byens udkant gennem enkelte sving, inden det går mod syd ud af byen. Et skarp sving leder mod nordøst og frem til en lang, lige strækning og mellemtiden, der tages efter 5 km. Herefter går det mod sydøst og øst, inden man kører mod nord tilbage til Bornem. Her er der på de sidste kilometer flere sving, idet man inden for de sidste 2000 m skal dreje hele seks gange.

Etapen har bare 23 højdemeter.

Specialisterne kunne næppe have designet en bedre rute. Der er stort set ingen klatring på programmet, og antallet af sving er også beskedent, hvis man ser bort fra den tekniske finale. Dermed er der tale om en etape for de mest kraftfulde ryttere, og det vil være de sande tempomonstre, der skal slås om sejren. Af og til kan sprintere gøre det godt på korte enkeltstarter, men denne er en anelse for lang og mangler tekniske udfordringer til, at de kan gøre sig gældende. Samtidig er etapen lang nok til, at der kan gøres solide forskelle, og efter fredagens dyst vil vi vide meget mere om, hvem der kan vinde årets Belgium Tour.

Bornem var også vært for prologen i 2015, hvor Matthias Brändle besejrede Rohan Dennis med 2 sekunder.

Beveren var sidste år vært for prologen, hvor Wout Van Aert overraskende slog Tony Martin og Reto Hollenstein. I 2013 vandt Martin en 15 km lang enkeltstart foran Tom Dumoulin og Artem Ovechkin, mens André Greipel i 2012 slog Danilo Napolitano og Adam Blythe i en massespurt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

4. etape

Belgium Tour er karakter af en sammensætning af en stribe klassikere, og det betyder, at der altid bydes på en vanskelig etape i Ardennerne. Sværhedsgraden har varieret fra år til år, men i år har man sammensat en ganske svær rute, der byder på flere af de stigninger, der kendes fra Fleche Wallonne, herunder særligt Mur de Huy, der skal bestiges to gange. Stigningerne kommer dog alle et stykke fra mål, og derfor er der lagt op til en ganske uforudsigelig etape, hvor de eksplosive klassikerfolk skal forsøge at vinde tid igen efter enkeltstarten.

Etapen er i alt bare 151,4 km lang 170,0 km lang og både starter og slutter i Wanze lige uden for Huy. Den består af to omgange på en 75,5 km lang rundstrækning (første del af første omgang er neutraliseret) i det kuperede ardennerterræn øst for værtsbyen. Fra starten går det mod nordvest op til Cote de Famelette (1 km, 5,3%), hvis top rundes for anden gang med 67,9 km igen. Herefter flader det ud, mens fortsætter mod nordøst og sydøst frem til det østligste punkt. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest gennem mere kuperet terræn, hvor man skal op over Thier Filippart (2,2 km, 5,3%) og Thier Du Moulin (0,7 km, 7,1%), der for anden gang passeres med hhv. 50,1 og 44,7 km igen.

Nu flader det igen ud, mens man kører mod sydvest ned til Huy, hvor dagens sværeste udfordring venter. Den frygtede Mur de Huy (1,3 km 9,6%) skal passeres to gange, sidste gang med 34,9 km igen. Herefter slår man en sløjfe mod sydøst for derefter at køre mod vest frem mod Cote d’Ereffe (1,7 km, 6,3%), der ligeledes er kendt fra Fleche Wallonne og sidste gang passeres med 20,3 km igen. Slutteligt får det mod nord op mod Wanze igennem relativt fladt terræn, idet Cote Chemin du Comte (2,4 km, 5,5%) dog venter som en sidste udfordring med bare 10,0 km til stregen. I Wanze er der sving med 3000, 2100, 800 og 400 m igen, og den sidste kilometer stiger ganske let.

Der er Primus-spurter ved de to passager af Mur de Huy efter hhv. 35,4 km og 111,7 km samt ved første passage af målstregen efter 71,1 km. Den gyldne kilometer er placeret på Cote d’Ereffe bed anden passage med 22,5 km igen.

Etapen har i alt 2196 højdemeter.

Sværhedsgraden af kongeetaperne i Belgium Tour har varieret meget fra år til år og ofte været inspireret af klassikerne. I år er det Fleche Wallonne, der er inspirationen, men årets rute er ikke så svær som tidligere. Der er relativt meget fladt terræn på ruten, og de sværeste stigninger kommer relativt langt fra mål. De sidste tre stigninger kan dog alle bruges til angreb og til at skabe udskilning, ikke mindst fordi det er eneste chance for klassikerrytterne til at vinde tid efter enkeltstarten. Mest sandsynligt er det, at en mindre gruppe skal spurte om sejren, men det kan måske lade sig gøre for et par stærke folk at køre væk til slut - hvis da ikke et udbrud ligesom sidste år snyder dem alle.

Wanze har i dette årtusinde kun været vært for ét stort cykelløb. Det var i 2006, hvor Baden Cooke vandt en massespurt i Tour de la Region Wallonne, der i dag er kendt som Tour de Wallonie.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

5. etape

Efter to dage uden for rampelyset ventes sprinterne at få det sidste ord i årets Belgium Tour. Således vender man i år tilbage til byen Tongeren, der også i 2016 og 2017 lagde rammen om afslutningen, og da byen ligger i en flad del af Belgien, vil det være en overraskelse, hvis ikke det er de hurtige folk, der skal slås om løbets sidste etapesejr.

I alt skal der tilbagelægges 157,7 km mellem Landen og Tongeren, der ligger ganske tæt på hinanden. Etapen indledes med, at man kører en omgang på em 16,3 km lang, helt flad rundstrækning i området øst for Landen, hvorefter man ved passagen af startområdet kører den første Primus-spurt. Herfra kører man gennem fladt terræn mod øst frem mod Tongeren, hvor målstregen krydses for første gang efter 52,5 km.

Den næste del af etapen består nu af en omgang på en flad 72,1 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af en tur tilbage til Landen, hvor den anden Primus-spurt kommer i startområdet efter 88,4 km, og retur til Tongeren. Efter 124,6 km krydses stregen herefter for anden gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en næsten helt flad 13,8 km lang rundstrækning i området sydøst for Tongeren, hvor der kun er en ganske lille bakke på programmet. Til slut venter en teknisk ukompliceret finale, hvor man på de sidste 3 km kun skal lige over i en rundkørsel ved den røde flamme. De sidste 5 km er let faldende, indtil det flader ud med 1 km igen. Den sidste Primus-spurt kommer med 32,9 km igen på første omgang og den gyldne kilometer på anden omgang med 26,3 km igen.

Etapen byder på i alt 893 højdemeter.

Finalen er som sagt kendt fra de seneste to udgaver, og begge gange er den endt i en spurt. I 2016 blev etapen kørt i forfærdeligt vejr, og det betød, at den blev meget hårdere end ventet. Terrænet er imidlertid meget nemt, og sprinterne bør derfor komme til fadet. Med mindre det blæser, ligner det derfor en klassisk sprinteretape, men vi så sidste år, hvordan bonussekunderne i Den Gyldne Kilometer kan komme i spil, hvis det er tilstrækkeligt tæt i toppen af klassementet.

Tongeren har kun to gange i dette årtusinde lagt asfalt til et stort cykelløb. Det skete på sidste etape i 2016, hvor Zico Waeytens vandt en spurt foran Dan McLay og Timothy Dupont, og i 2017, hvor Jens Debusschere spurtsejrede foran Coen Vermeltfoort og Boy Van Poppel.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Favoritterne

Kampen om sejren i Belgium Tour kan som regel koges ned til fire elementer. Vigtigst er enkeltstarten og kongeetapen, der suverænt kan skabe de største tidsforskelle. Afhængig af kongeetapens sværhedsgrad har den ofte kogt antallet af mulige vindere ned til en håndfuld, der så har afgjort deres indbyrdes placering på enkeltstarten. Bonussekunder spiller imidlertid en stadigt stigende rolle med indførelsen af den gyldne kilometer, ikke mindst fordi den ofte ligger på en stigning, hvor ardennerspecialister har gode muligheder for at score tid. Endelig kan vinden spille en rolle, men det er sjældent på en tid af året, hvor det ikke er specielt blæsende i Belgien.

Det vil det heller ikke være i år, hvor der er lovet sommerlignende tilstande. De to første dag kan blive ganske våde, men derefter venter en regulær hedebølge med temperaturer på helt op til 30 grader. Derfor er det snarere varmen end vinden, der kan komme i spil. I det lys forventer vi, at 1., 2. og 5. etape skal afgøres i massespurter, og derfor vil det blive sandsynligvis blive afgjort på en kombination af kongeetapen, enkeltstarten og bonussekunder.

Rutemæssigt er årets Belgium Tour meget klassisk, om end det er betydeligt lettere end tidligere. Til gengæld er det et yderst særpræget felt, der er det svageste i mands minde. Opgraderingen af Tour des Fjords har kostet dyrt, og der er kun tre WorldTour-hold til start.

Det kunne gøre det ret let for en tempospecialist at vinde løbet. Problemet er bare, at der ingen topspecialister er til start! Aldrig tidligere har feltet af enkeltstartsryttere været så svagt, og det gør løbet historisk åbent. Belgium Tour plejer at være rimelig enkelt at forudsige, men i år er det nærmest uhørt vanskeligt.

Det skyldes, at der ikke findes ryttere, der vil kunne sætte alt og alle til vægs på tempocyklen, og det betyder, at selv ret temposvage ryttere pludselig kan komme i spil. Dertil kommer, at feltet af ardennerspecialister ligeledes er svagt. Der er ingen Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot eller Philippe Gilbert denne gang. Samtidig er kongeetapen lettere end tidligere og endda så let, at de hårdføre sprintere kan drømme om at sidde med. Lykkes det, kan de med en fornuftig enkeltstart vinde løbet i kraft af bonussekunder. Da der ikke er et hold, der kan køre alle i sænk på den relativt lette kongeetape, har de en historisk chance.

Det får os til at pege på Magnus Cort som vores favorit. Danskeren overgik alle forventninger ved at slå Greg Van Avermaet i puncheurfinalen på 2. etape i Yorkshire - og det endda i hans comebackløb efter en pause! Det viser, hvor holdbar han er blevet, og siden da har han trænet i højderne. Dermed må han formodes nu at være endnu stærkere, og chancerne for, at han kan overleve stigningerne på kongeetapen er gode. På papiret er han en af de bedste sprintere i løbet, hvor han kun for alvor kan få problemer med særligt André Greipel samt Bryan Coquard, Timothy Dupont og måske Christophe Laporte, og især den stigende spurt på 2. etape er en oplagt mulighed.

Kan han score bonussekunder på de gyldne kilometer og blande sig på de tre flade etaper, kan han måske endda også vinde kongeetapen, hvis han kan overleve stigningerne. Enkeltstarten er et problem, men i et felt uden specialister kan han begrænse tabet, hvis han kører lige så stærkt om i Danmark Rundt for et par år siden. Som i Yorkshire er hans svage hold et problem, men her er de styrket af Andriy Grivko. Samtidig vil Cort næppe være i trøjen efter enkeltstarten, og da det kun er den sidste flade etape, der i givet fald skal kontrolleres, burde det være muligt. Derfor tror vi på dansk sejr.

Også Bryan Coquard må lugte blod. Franskmanden klatrer så godt, at han er blevet nr. 4 i Amstel Gold Race, og selvom han slet ikke er lige så stærk som tidligere, synes han dog i fremgang. Han vandt den stigende spurt på 4. etape i Dunkerque i overlegen stil, og selvom han siden udgik med sygdom, vidner det om en vis form. Med et stærkt tog vil han have gode muligheder på de tre sprinteretaper - særligt 2. etape, som han vandt sidste år - og på mange måder er han i samme situation som Cort. Også for ham er holdstøtte og enkeltstarten den store udfordring, men kan han køre en enkeltstart som i Route du Sud for et par år siden burde han kunne begrænse tabet tilstrækkeligt til at bonussekunder kan give ham den samlede sejr.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Bliver løbet for svært for sprinterne, ligner det en oplagt chance for stortalentet Eddie Dunbar. Den tidligere vinder af U23-udgaven af Flandern Rundt fik sit helt store gennembrud i Yorkshire, hvor han formentlig var stærkeste mand på kongeetapen - også stærkere end Van Avermaet. Har han samme form nu, vil han være en af favoritterne til at splitte feltet og vinde en spurt i en lille gruppe på kongeetapen, da han også er ganske hurtig på stregen. Dertil kommer, at han er den eneste ardennerspecialist, der også er en glimrende temporytter, og dermed har han alle kort på hånden, hvis han kan komme de hurtige folk til livs.

Løbets helt store sprinter er André Greipel, der efter sin fremragende kørsel i Dunkerque med sit gode tog er den klare favorit til at vinde de tre sprinteretaper. Lykkes det, har han pludselig 30 sekunder på kontoen, og han har før forsvaret sig fint på en enkeltstart. Dermed er den store udfordring kongeetapen, og den vil formentlig være for hård for den store tysker. På den anden side vandt han kongeetapen i Dunkerque ved at køre alene hjem fra et udbrud, og Greipels klatreevner skal bestemt ikke undervurderes. Sandsynligheden taler imod det, men sidder Greipel med hjem på kongeetapen, ligner det tysk sejr!

Sammen med Cort er Christophe Laporte vel den mest holdbare sprinter. Cofidis-rytteren har været fremragende kørende hele året, hvor han har imponeret i brostensklassikerne, ligesom han har spurtet sig til flere sejre. Hans problem er, at han kan få svært ved at matche de allerbedste sprintere på de flade etaper, og derfor får han næppe voldsomt mange bonussekunder. Til gengæld har han gode muligheder for at holde sig til på kongeetapen, og da han før har kørt gode enkeltstarter, senest i Etoile de Besseges, kan også han løbe med sejren. Cofidis har også Dunkerque-vinderen Dimitri Claeys og Anthony Turgis, der burde kunne gøre det fornuftigt på kongeetapen, hvis den bliver relativt selektiv, ligesom de er ganske hurtige. Der er dog bedre temporyttere samt bedre klatrere i løbet.

Sidste år vandt Jens Keukeleire ganske overraskende, og det drømmer han om at gøre igen. Han skal køre for Greipel i spurterne, men falder tyskeren fra, vil han tage sin chance på kongeetapen. Den kan være for hård, men efter en højdetræningslejr har han gode chancer for at overleve de ikke alt for svære stigninger. Også han har problemer på enkeltstarten, men kører han lige så godt som sidste år, er alt muligt. Lotto har også formstærke Jasper De Buyst, der klatremæssigt placerer sig et sted mellem Greipel og Keukeleire, men er den bedste temporytter af de tre. Spørgsmålet er, hvor han står efter styrtet i Dunkerque, hvor han ellers var godt kørende. Jelle Vanendert vil formentlig være en af de allerbedste i Ardennerne, men 4. etape er næppe hård nok til, at den meget temposvage belgier kan køre alene hjem, hvilket formentlig kræves for at vinde samlet.

Aqua Blue har ud over Dunbar en stærk dansk duo i Casper Pedersen og Lasse Norman, der begge viste god form i Dunkerque. Særligt Pedersen var dybt imponerende og burde have gode muligheder her. Han kører nemlig en glimrende enkeltstart og har gode chancer for at overleve på kongeetapen. Han vil også blande sig i spurterne, men i dette sprinterfelt bliver det svært at få del i tidsbonussen. Norman er en endnu bedre temporytter og også ganske hurtig, men han er til gengæld en anelse tungere på stigningerne, som han dog har gode chancer for at overleve efter en god præstation i Dunkerque.

Løbet passer også perfekt til Sean De Bie, der er blandt de bedre temporyttere i løbet og med en 5. plads i Frankfurt viste fin form. Samtidig er han som bekendt ganske hurtig på stregen, og han burde derfor have en fin chance, hvis kongeetapen bliver for hård for sprinterne. Desværre har han ikke just været stabil på enkeltstarterne, hvor han ofte skuffer, ligesom han næppe kan blande sig felt fremme i massespurterne.

Cort er ikke eneste Astana-kort. Også Andriy Grivko kan drømme om noget stort, men det kræver, at han brager en enkeltstart af som i gamle dage, hvor han flere gange kørte med om sejren i Eneco Tour i kraft af netop sin gode enkeltstart. Desværre har han ikke været lige så stærk på tempocyklen i de senere år, og man kan tvivle på, om han kan vinde nok tid på 3. etape til at tage den samlede sejr.

Katusha er her uden sprinter og skal køre offensivt med deres mange relativt gode klatrere. Simon Spilak, Jhonatan Restrepo, Tiago Machado og Pavel Kochetkov burde alle være aggressive i Ardennerne, men det bliver svært at vinde, når 4. etape er relativt let. Enkeltstarten er nemlig for kort og flad til Spilak, som ellers er holdets bedste temporytter. Restrepo er i kraft af sin gode spurt og sin banefortid bedste bud, men han har været en skygge af sig selv i mere end et år og skal virkelig vende tingene rundt for at kunne gøre sig gældende.

Gaetan Bille har tidligere været på podiet i dette løb og har på papiret de nødvendige egenskaber. Han er en af feltets bedste temporyttere og har godt punch på korte stigninger. Derfor passer løbet ham som fod i hose. Desværre har han efter at være skiftet til kontinentalniveau stort set kun kørt gode prologer og skuffet i hårdt terræn. Derfor tvivler vi på, om han har formen til at sidde med fremme på kongeetapen.

Jimmy Janssens er netop blevet nr. 3 i Fleche du Sud og burde være blandt de stærkeste på stigningerne. Desværre er han næppe tempostærk eller spurtstærk nok til at have en reel chance for også at løbe med den samlede sejr.

Endelig er der Jonas Rickaert, der burde være en af feltets bedre temporyttere, ligesom han er ganske hurtig i en spurt. Belgieren har dog aldrig kørt stærkt nok til at kunne drømme om sejr på enkeltstarten eller spurtet godt nok til at blande sig i massespurterne. Derfor er det svært at se den alsidige belgier vinde løbet samlet.

***** Magnus Cort

**** Bryan Coquard, Edward Dunbar

*** André Greipel, Christophe Laporte, Jens Keukeleire, Casper Pedersen, Lasse Norman

** Sean De Bie, Jasper De Buyst, Andriy Grivko, Simon Spilak, Jelle Vanendert, Jhonatan Restrepo, Dimitri Claeys, Gaetan Bille, Anthony Turgis, Jimmy Janssens, Jonas Rickaert

* Timothy Dupont, Stijn Devolder, Toen Aerts, Guillaume Van Keirsbulck, Corentin Ermenault, Thomas Sprengers, Davide Rebellin, Mark Christian, Frederik Backaert, Tiago Machado, Dion Smith, Toon Aerts, Lars van der Haar, Laurens Sweeck, Pavel Kochetkov, Odd Christian Eiking, Rob Ruijgh, Maxime Vantomme, Elie Gesbert, Jenthe Biermans