Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Optakt: BinckBank Tour (Eneco Tour)
07. august 2017 15:06 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Foråret og efteråret domineres af klassikerne, mens den midterste del af sæsonen er fyldt med etapeløb. Disse to vidt forskellige former for cykelløb smelter sammen i et i det hollandsk-belgiske BinckBank Tour (det tidligere Eneco Tour), der kombinerer et par etaper i velkendt klassikerterræn med et par sprinteretaper og en enkeltstart og derved former et etapeløb skabt til endags- og enkeltstartsspecialister. Efter tidligere at være blevet kritiseret for mindre spændende og alt for sprinterunge ruter har løbet nu fundet sit format og er et stort mål for mange af de ryttere, der normalt dominerer i foråret.

Løbets rolle og historie

Cykelløb i Belgien er mættet med historie, men fokus har altid været på endagsløb og landets mange smukke klassikere. Selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1908, har landets nationale rundtur, Belgium Tour, haft svært ved at få samme popularitet som mange lignende etapeløb længere mod syd i Europa, og etapeløb har generelt været negligeret i et af cykelsportens historiske kerneområder.

 

Da ProTouren blev indført i 2005, blev det veletablerede Holland Rundt vurderet til at være for nemt til at få en plads på sportens fineste kalender, og derfor søgte arrangørerne hjælp hos Belgium Tour og Tour de Luxembourg i et forsøg på at skabe en Tour of Benelux, der kunne have sin berettigelse i den nye serie. Samarbejdet med luxembourgerne blev aldrig mere konkret, men belgierne og hollænderne fandt sammen i et samarbejde, der gjorde det muligt at udvikle det hollandske etapeløb til et løb hjemmehørende i to lande, og det gav straks plads på ProTour-kalenderen. Pludselig havde belgierne ikke længere blot deres klassikere, men også et etapeløb på allerøverste niveau.

 

I de første år havde løbet svært ved at finde sit rette format, og mange kritiserede ruterne for at være alt for nemme og for at have for mange sprinteretaper. Ofte var løbet udgjort af en samling massespurter samt én kuperet etape og en enkeltstart, der afgjorde klassementet. Den hollandske og belgiske geografi betyder, at løbet altid vil være meget sprintervenligt, men arrangørerne har siden gjort løbet betydeligt hårdere ved at tilføje flere etaper i hårdt klassikerterræn, og løbet har nu fundet et fornuftigt miks mellem dage for sprinterne og dage for endagsspecialisterne.

 

Løbet gøres spektakulært ved, at det bringer feltet tilbage til de veje, som i forårssæsonen altid er rammen om nogle af årets højdepunkter i klassikerne, men som kun bruges i ganske lille omfang resten af året. Som regel har løbet i den senere tid haft en etape med mange af de flamske hellingen, der er kendt fra Flandern Rundt, en etape i den kuperede Limburg-provins, der lægger asfalt til Amstel Gold Race, og en etape i de vallonske Ardenner, som er scene for Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Disse klassikeretaper forenes med et par dage for sprinterne og en enkeltstart, hvorved der skabes et løb for alsidige ryttere samt klassiker- og enkeltstartseksperter. Som altid spiller vejret i denne del af verden en afgørende rolle, og der er altid en lurende trussel om, at sidevind kan få løbet til at eksplodere.

 

Trods de mange svære etaper er terrænet ikke hårdt nok til at skabe store tidsforskelle, og derfor spiller bonussekunder ofte en afgørende rolle. Det vigtigste etape er som regel den altid relativt korte enkeltstart. Ingen rytter vil kunne vinde BinckBank Tour uden at have solide tempoevner, og det afspejles i vinderlisten. Den første udgave blev vundet af Bobby Julich, og siden da har Stefan Schumacher, Jose Ivan Gutierrez (to gange), Edvald Boasson Hagen (to gange), Tony Martin Lars Boom og Niki Terpstra alle vundet løbet. Med den hårdere rute er døren imidlertid blevet åbnet for mere alsidige ryttere, og i de senere år har vi haft de første vindere, der ikke kan betragtes som deciderede specialister i kampen mod uret. Således er det to gange lykkedes Tim Wellens og en gang Zdenek Stybar at vinde så meget tid på stigningerne, at de har taget den samlede sejr. Vinderen er som regel en alsidig rytter, der kan holde sig til på stigningerne, håndtere den hårde positionskamp og den eventuelle sidevind, måske samle lidt bonussekunder op i en spurt eller to og gøre arbejdet færdigt med en god enkeltstart.

 

På grund af dets placering så tæt på starten af Vueltaen kunne man fristes til at tro, at løbet er perfekt forberedelse til den spanske grand tour, men det har aldrig rigtigt slået igennem som et sådant opvarmningsløb. Løbet byder ganske enkelt på etaper, der ikke har mange ligheder med det, der findes i det bjergrige spanske løb, og de fleste ryttere foretrækker derfor at finpudse formen i de mere kuperede Vuelta a Burgos, Tour de Pologne og Tour de l’Ain fremfor at tilbringe en uge på de relativt flade veje i Belgien og Holland. For sprinterne forholder det sig naturligvis anderledes, og mange af de hurtige folk bruger løbet til at finde løbsfarten inden de tre uger i Spanien. På den anden side har det spanske løb i de senere år haft meget få mulighederne for sprinterne, og derfor er der nu om dage ikke mange sprintere, der overhovedet stiller til start i Spanien.

 

I stedet er BinckBank Tour nu et stort mål i sig selv. For enkeltstartsspecialister er det en sjælden chance for at score WorldTour-point uden at skulle præstere i høje bjerge, mens klassikerrytterne ser frem til en sjælden chance for at vende tilbage til deres terræn på en tid af året, hvor sådanne chancer er begrænsede. Med den stadigt større betydning af point ser flere og flere hold løbet som en stor chance for at sætte ind på kontoen i et løb, der ikke er voldsomt svært.

 

I 2015 gav man løbet et nyt twist ved at indføre Den Gyldne Kilometer. Konceptet havde gjort debut i Belgium Tour, og arrangørerne af BinckBank Tour var så glade for ideen, at de overtog den med det samme. På hver linjeløbsetape er der derfor tre indlagte spurter samlet på bare én kilometer, og her kan der i hver af dem scores hhv. 3, 2 og 1 sekunder. Derudover er der som altid 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første, der krydser stregen.

 

Mens løbet naturligvis tiltrækker mange klassikerspecialister, er det også et stort mål for sprinterne, og løbet har derfor ofte et af de stærkeste sprinterfelter overhovedet. I år er ingen undtagelse, idet alle er klar til at udkæmpe drabelige slag på de flade etaper. For mange af disse ryttere er løbet samtidig den perfekt forberedelse til de kommende sprinterklassikere på WorldTouren, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, der for mange af disse ryttere sammen med VM er de helt store mål i den anden halvdel af sæsonen. Sprinterlisten tæller således navne som Marcel Kittel, André Greipel, Dylan Groenewegen, Jempy Drucker, Phil Bauhaus, Arnaud Demare, Peter Sagan, Elia Viviani, Danny Van Poppel, Edward Theuns, Baptiste Panckaert, Wouter Wippert, Tom Van Asbroeck, Magnus Cort, Kristian Sbaragli, Ryan Gibbons, Ricccardo Minali, Mark Kump, Andrea Guardini, Ben Swift, Rudy Barbier, Bert Van Lerberghe, Coen Vermeltfoort, Kenny Dehaes og Timothy Dupont.

 

Sidste år tog Niki Terpstra sin første store etapeløbssejr på WorldTouren, da han vendte hele løbet på hovedet på sidste etape, der var som et lille Flandern Rundt. Alt så ellers ud til, at Rohan Dennis var på vej mod den samlede sejr, efter at han havde vundet både enkeltstarten og holdløbet, men den uheldige australier styrtede på de regnvåde veje og måtte forlade løbet i utide. I stedet lykkedes det Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen at stikke af i de barske betingelser, der gjorde etapen episk, og til slut vandt nordmanden spurten på den berømte Mur i Geraardsbergen, mens Terpstra sikrede sig den samlede triumf foran Naesen og Boasson Hagen. Efter at have forberedt sig i Polen vil Terpstra forsøge at forsvare titlen, og han kan igen se frem til modstand fra Naesen og Peter Sagan, der også vender tilbage til et løb, der passer dem som fod i hose.

 

Ruten

Som sagt har BinckBank Tour altid været et løb for klassikerryttere, der kan køre enkeltstart. Løbets natur har imidlertid ændret sig en anelse. De tidlige udgaver var således så lette, at det i høj grad blev til en kamp mellem enkeltstartsspecialisterne i kampen mod uret, men i de senere år har ruterne været langt vanskeligere, og det har givet klassikerryttere langt bedre chancer. Det afspejles ikke mindst af sejrene til Zdenek Stybar og Tim Wellens, der begge er middelmådige temporyttere, men kunne gøre forskellen i klassikerterrænet.

 

I de senere år har man fundet en relativt fast formel med tre sprinteretaper, en enkeltstart, der typisk er kortere end i de tidligere år, samt tre klassikeretaper, der kan betragtes som små udgaver af hhv. Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Lege og Flandern Rundt. Sidste år var formatet lidt anderledes, da man havde inkluderet en holdtidskørsel som led i en ny kalenderplacering pga. OL. Det betød, at løbet var at betragte som optakt til VM, og derfor var det nærliggende at have en slags generalprøve til VM i holdløb.

 

I år er man vendt tilbage til den klassiske model med samme opbygning som vi så i årene 2013, 2014 og 2015. Det betyder, at de første fire etaper udgøres af tre flade godbidder til sprinterne samt en enkeltstart på andendagen. Som i de seneste udgaver har man dog reduceret betydning af tidskørslen ved at begrænse længden til bare 9 km. Mandagens, onsdagens og torsdagens etaper ventes kun at kunne skabe drama, hvis den frygtede hollandsk-belgiske sidevind kommer i spil, men det sker sjældent på denne tid af året.

 

Sammen med enkeltstarten er det de sidste tre klassikeretaper, der skal afgøre slaget, om som det var tilfældet i 2015 lægges der ud med den letteste af de tre. Fredag gælder det således en lille udgave af Amstel Gold Race i den hollandske Limburg-provins, men terrænet her er ikke sværere, end at det sagtens kan ende i en reduceret massespurt. Traditionelt har kongeetapen været lørdagens mini-udgave af Liege-Bastogne-Liege, hvor Tim Wellens grundlagde sine sejr i 2014 og 2015. For andet år i træk har man imidlertid i høj grad taget luften ud af ballonen på løbets sværeste etape, og det er i år tvivlsomt, om den kan gøre en stor forskel. Derfor er klassikerrytternes bedste chance for at indhente tabt tid fra enkeltstarten søndagens klassiske Flandern Rundt-etape, der for sjette år i træk slutter halvvejs oppe af den berømte Muur van Geraardsbergen. Også den etape er dog i år gjort en anelse nemmere, og derfor tegner der sig en usædvanligt mild udgave af BinckBank Tour, hvor løbet i høj grad vil blive afgjort af enkeltstarten, bonussekunder samt søndagens sidste slag i De Flamske Ardenner og på den berømte Mur.

 

1. etape

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt klassisk åbningsetape i det fladeste af de to værtslande. Hvert år er der altid tale om risikoen for sidevind på denne indledende etape, men da vinden sjældent spiller nogen stor rolle på denne tid af året, peger alt på, at en massespurt skal afgøre årets første etape.

 

I alt byder etapen på 169,8 km mellem Breda og Venray, og de er alle stort set helt flade. Straks fra start går det mod øst forbi den store by Tilburg, og den retning holdes det mester af dagen. Undervejs slår man en lille sløjfe mod nord for at køre uden om storbyen Eindhoven, men det giver ikke anledning til nogen variation i terrænets karakter. Herfra fortsætter videre mod øst, inden man til slut kører mod sydøst for at ramme målbyen Venray, der ligger i den ellers kuperede Limburg-provins.

 

Efter 121,1 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 6,9 km senere krydser man målstregen for første gang. Derefter afsluttes løbet med to omgange på den 20,9 km lange runde, der er flad som en pandekage og stort set uden sving. Faktisk kommer det sidste højresving med hele 6,9 km til stregen, og derefter får det ligeud mod øst hele vejen til mål, hvor kun et par rundkørsler med hhv. 1400 og 600 m til mål kan forstyrre ordenen. Det stiger ganske let på den sidste kilometer.På begge omgange vil der være en Primus Checkpoint-spurt på samme sted 16,5 km fra stregen, mens den gyldne kilometer indledes mod slutningen af første omgang, når man har ramt den lang opløbsstrækning, og der resterer i alt 23,4 km.

 

Som omtalt frygtes vinden altid på disse indledende flade etaper i Holland, men i sommerhalvåret har den kun ganske sjældent været nok til at ryste feltet i dette løb. Igen i år er det dog den eneste reelle fare for sprinterne, og kommer den ikke i spil, vil det være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterholdene sikrer, at det hele skal afgøres i en stor massespurt, hvor de rigtige powersprintere kan komme til deres ret i den helt enkle finale.

 

Venray har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

2. etape

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og selv om den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, er det stadig en af løbets absolutte nøgleetaper. I de senere år har man dog gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men for tredje gang på fire år er der i år mindre end 10 km individuel tidskørsel på programmet. I år skal der således tilbagelægges bare 9 km, og selvom de vil skabe vigtige tidsforskelle vil meget stadig være åbent efter den første nøgleetape.

 

Den 9 km lange etape finder sted i den hollandske by Voorburg og kunne ikke være meget fladere. Således er der ikke antydningen af stigning undervejs, og der er en god blanding af tekniske udfordringer og lige veje. Fra starten ved Mariannelaan i bymidten bevæger mand sig ad en let bugtende vej frem til de to første sving. Herefter følger endnu et lige stykke, inden man når til den mest tekniske passage. Her venter hele 3 sving i træk, inden man når frem til vendepunktet. Yderligere seks sving følger hurtigt efter hinanden, men herefter er der ingen grund til at bruge bremsen på de sidste 3,3 km - måske bortset fra stykket ved en rundkørsel 1600 m fra stregen.

 

Enkeltstarten er helt flad, men indeholder relativt mange sving over den korte distance. Det betyder, at det ikke er udelukket, at sprintere, der normalt kører gode prologer, kan være, selvom de vil tabe tid på det lange lige stykke til sidst. Umiddelbart er der dog en god blanding af lige strækninger og tekniske passager, som betyder, at det er en fremragende rute for specialister som Tom Dumoulin, der har såvel power som accelerationsstyrke og tekniske egenskaber. Den hollandske stjerne vil være den naturlige favorit, men også Peter Sagan vil være i stand til at forsvare sig på en rute som denne.

 

Voorburg har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

3. etape

Efter den første klassementsetape er det tilbage til fladlandet og en anden mulighed for sprinterne, der kan se frem til at dyste om etapesejren på en af løbets klassikere. Igen i år vender feltet tilbage til Ardooie, hvis kringlede finale er blevet en tilbagevendende tradition. Her vil de hurtige afsluttere som vanligt være ivrige efter at gå efter endnu en mulighed, inden det mere kuperede terræn venter senere i løbet.

 

 I alt skal der tilbagelægges 185 km mellem Blankenberge og Ardooie. Igen er etapen stort set helt flad og byder på meget få terrænmæssige udfordringer. Starten får ved kysten, hvorefter man kører en omgang på en 14,1 km lang rundstrækning i det flade område syd for Blankenberge. Tilbage i byen dyster man om point i dagens første Primus-spurt, inden man sætter kursen mod sydvest og bevæger sig væk fra vandet. Kort efter passagen af den store by Diksmuide drejer man mod nordøst, hvor man fortsætter forbi forplejningszonen og nord om storbyen Roeselare frem mod Ardooie. Terrænet bliver gradvist en anelse mere kuperet, men uden væsentlige udfordringer.

 

Efter at have passeret tæt forbi Ardooie kører man mod syd ned til den afsluttende 15,4 km lange rundstrækning, der rammes efter 142,3 km. Efter yderligere 8,7 km dyster man om point i den anden og sidste Primus-spurt, inden man efter 154,2 km krydser målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på rundstrækningen, der er stort set rektangulær og er placeret i området øst for målbyen. Den er også helt flad, og på første omgang bydes på Den Gyldne Kilometer, der indledes når der resterer 24,9 km. Efter yderligere 9,5 km krydses målstregen for sidste gang, og derefter resterer endnu en omgang. Mange af rytterne kender allerede den tekniske finale, der byder på et skarpt sving med 3500 m igen. Herefter leder en lige vej frem til en teknisk sektion med tre sving hurtigt efter hinanden med hhv. 1300, 1050 og 950 m til mål. Herefter går det lige frem til stregen.

 

Etapen til Ardooie er en klassiker, der har været på programmet hvert år siden 2008, og selvom vinden i teorien altid er en trussel, er det altid sprinterne, der has kunnet slås om sejren i den tekniske finale. Det vil således også med stor sandsynlighed være tilfældet i år, hvor de mange topsprintere næppe vil lade muligheden gå til spilde. Alt peger på endnu en massespurt, hvor det vil være vigtigt for de hurtige folk at være godt placeret forud for de sidste sving, der altid spiller en afgørende rolle i finalen.

 

Sidste år snoede Peter Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny Van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske spurt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forsping, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, efter at Boonen havde vundet den første udgave af etapen i 2008.

 

 

 

 

4. etape

I de senere år har sprinterne næsten altid haft tre muligheder for at gå efter sejren, og det er også tilfældet i år. Som så ofte før er det koncentreret på de første fire etaper, men i år er den sidste af de tre flade etaper gjort vanskeligere ved, at den er henlagt til den belgiske by Lanaken, der er nabo til den hollandske by Maastricht og således er placeret i den kuperede Limburg-provins. Ganske vist er der ingen store stigninger på programmet, men lidt småbakker vil gøre terrænet lidt mere udfordrende, end det har været hidtil.

 

Etapen er med sine 154,2 km relativt kort og har både start og mål i Lanaken lige nord for Maastricht og den belgisk-hollandske grænse. Der er tale om et rundstrækningsløb, der består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 53,2 km lang og er placeret i området vest for start-og målbyen. Efter den neutraliserede zone tilbagelægger man først de sidste 46,4 km af rundstrækningen, der er småkuperet med flere mindre, men ingen længere bakker. Der er enkelte tekniske passager undervejs, men ingen væsentlige udfordringer. Undervejs dyster man efter 37,9 km om pointene i den første Primus-spurt. Efter at have passeret målstregen kører man endnu en omgang, denne gang dog uden Primus-spurt, og når igen stregen efter 99,6 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 27,6 km lange mindste af de to rundstrækninger. Dens terræn minder meget om det, der fandtes på den store runde, og det samme gælder de tekniske udfordringer. Den Gyldne Kilometer kommer med 32,9 km igen kort før afslutningen på første omgang, og den sidste Primus-spurt kommer med 8,5 km igen tæt på afslutningen af anden og sidste omgang. Finalen er teknisk ganske kompliceret, idet den byder på hele tre sving på fjerdesidste kilometer og yderligere et 180-graders sving i en rundkørsel med 1500 m igen. Herefter går det ligeud frem til stregen. Med ca. 8 km igen er der en sidste bakke, inden det falder ned til de sidste 3 km, der er flade.

 

Etapen er sidste chance for mange af sprinterne, men denne gang vil de mange stigninger tage hårdt på dem inden finalen. Der er så mange hurtige folk, at det vil være en overraskelse, hvis ikke det ender i en spurt, men flere vil være mærkede i afslutningen. Dermed vil de mere hårdføre typer have en lille fordel i det, der er den sidste reelle sprinteretape i løbet.

 

Lanaken var sidst vært for løbets Ardenneretape sidste år. Her holdt et udbrud akkurat hjem, og Luka Pibernik slog Mark McNally og Bert Van Lerberghe i spurten, hvorved han sikrede sig karrierens klart største sejr.

 

 

 

 

5. etape

I de senere år har løbet som regel budt på små udgaver af Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt på de sidste tre etaper. Det gør sig også gældende i år, hvor klassementskampen langsomt intensiveres frem mod de to afgørende etaper i weekenden. Således lægges der ud med den nemmeste af de tre klassikeretaper, når feltet igen i år skal ud i klassisk Amstel-terræn i den kuperede Limburg-provins, hvor de mange små bakker lægger op til et utal af mulige udfald på etapen.

 

Som så ofte før er det den hollandske by Sittard-Geleen, der er omdrejningspunktet for Amstel-etape, der i år er 167,3 km lang og har både start og mål i byen. Som den foregående etape er der tale om et rundstrækningsløb, der byder på ikke færre end 16 stigninger, der alle er relativt korte og ikke specielt stejle. Alt sammen foregår det i området syd og øst for udgangspunktet ganske tæt på storbyen Maastricht og den kendte cykelby Valkenburg.

 

Etapen udgøres af i alt to rundstrækninger. Den første er 89,7 km lang og bringer feltet mod syd ned for forbi Maastricht og igennem Valkenburg, hvor man rammer nogle af de helt klassiske Amstel-stigninger. Først gælder det Kastraat (1900 m, 4%) efter 30 km, og derefter venter den kendteste af dem alle, Cauberg (800 m, 8%) efter yderligere 43,5. De næsten lige så kendte Kruisberg (1000 m, 5% og Lange Raarberg (1400 m, 5%) kommer efter henholdsvis 55,9 og 60,4 km, inden terrænet flader ud. Tæt på mål skal man imidlertid over de små stigninger Windraak (700 m, 4,5%) og Watersley (400 m, 5)), der kommer hhv. 8,2 og 6,8 km før første passage af målstregen.

 

Etapen afsluttes herefter med to omgange på den 38,8 km lange anden rundstrækning. Den byder på i alt fem stigninger, hvoraf de to sidste er de samme, som afsluttede den store runde. Først kommer Bergstrasse (700 m, 4%) med 31,4 km igen, og dernæst gælder det Schatsberg (800 m, 5%) og Weg langs Stammen (350 m, 8%) med hhv. 17,4 og 12,7 km til mål. De sidste 11,7 km er de samme som den sidste del af den store rundstrækning, og derfor venter Windraak og Watersley igen med hhv. 8,2 og 6,8 km til mål, der findes ved den nyligt indviede Tom Dumoulin Bike Park. Her er finalen ekstremt teknisk, idet der med på næstsidste kilometer er to sving, inden man efter den røde flamme skal foretage to U-vendinger. Derefter venter yderligere to 90-graderssving i den tekniske zone i cykelparken. Det falder let frem til 5 km-mærket, hvorefter det er stort set fladt, dog med en ganske lille bakke kort efter den røde flamme. De to Primus-spurter kommer på toppen af Windraak de to sidste gange, mens Den Gyldne Kilometer indledes kort efter toppen af Schatsberg på sidste omgang af den lille rundstrækning, når der resterer bare 16,4 km.

 

Etapen er ikke identisk med den Amstel-etape, der har været benyttet i de seneste år, men den mindre meget om den, der var på programmet i både 2014 og 2015. Også her var Windraak den sidste væsentlige udfordring, men det er nyt, at man slutter ved den nye cykelpark. I begge tilfælde lykkedes det et udbrud at holde hjem efter et aggressivt løb, og det viser, at det kan betale sig at angribe i terrænet. Det er imidlertid ikke sværere, end at mange af sprinterne sagtens kan sidde med, og med Sagan i feltet må specielt Bora være interesseret i en reduceret massespurt. Da klassementet fortsat er tæt, er det derfor det mest sandsynlige udkomme.

 

Sittard-Geelen er det eneste by, der har været vært for løbet hvert eneste år. I 2005 vandt Simone Cadamuro en massespurt, mens Manuel Quinziato akkurat snød sprinterne året efter - hvor Cadamuro igen var hurtigste mand i feltet. I 2007 vandt Sebastien Rosseler en enkeltstart i byen, og Jose Ivan Gutierrez var hurtigste på prologen året efter. I 2009 lykkedes det Lars Bak at køre væk fra et reduceret felt efter en hård dag i Limbur-provinsen, inden Jack Bobridge var bedste mand fra et udbrud 12 måneder senere. I 2011 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt i byen, mens Orica-GreenEDGE vandt det første holdløb nogensinde i 2012. I 2013 vandt Sylvain Chavanel løbets enkeltstart, inden Guillaume Van Keirsbulck året efter kørte fri fra et udbrud og sikrede sig en solosejr på sidste etape i 2014. I 2015 lykkedes det Johan Le Bon og Dylan Van Baarle at snyde sprinterne, og det gav franskmanden karrierens største sejr. Sidste år var der igen holdløb på programmet, og her slog BMC Etixx-QuickStep i det, der kunne betragtes som en generalprøve forud for VM.

 

 

 

 

6. etape

Som sagt kan løbet betragtes som en sammensmeltning af en række klassikere til et etapeløb, og derfor byder de sidste tre etaper som så ofte før på mindre versioner af de store endagsløb. Efter fredagens lille Amstel Gold Race gælder det som så ofte før en slags Liege-Bastogne-Liege om lørdagen. I årene 2013, 2014 og 2015 var der tale om en meget hård etape, der skabte stor udskilning og gjorde løbet for svært for mange af de tungere folk, men for andet år i træk har man skruet markant ned for sværhedsgraden. Ganske vist er der igen mange svære stigninger på programmet, men denne gang vil mange drømme om, at de alligevel kan sidde med i den relativt flade finale.

 

Med sine 203,7 km bydes der for første gang i løbet på en relativt lang etape, der fører fra den belgiske by Riemst lige syd for Maastricht og den hollandsk-belgiske grænsen gennem hjertet af Ardennerne tæt forbi Liege og ned til den kendte mountainbikeby Houffalize, der for få uger siden var rammen om kongeetapen i Tour de Wallonie. Etapen indledes med en omgang på en næsten helt flad 13,3 km lang rundstrækning, der kun byder på den lille Muizenberg (650 m, 6,6%) efter 10,5 km. Den første Primus-spurt venter i startområdet, og herefter går det mod sydøst igennem relativt fladt terræn, hvor monotonien kun brydes af de mindre stigninger Halembaye (1100 m, 6,6%) og Cote de Richelle (1300 m, 5,6%) efter hhv. 24,3 og 34,3 km.

 

Herefter ændrer etapen karakter, og terrænet bliver mere kuperet. Det bliver for alvor slemt, når man rammer Barrage de la Gileppe (2600 m, 5,5%), der har top efter 75,8 km og fører direkte over i Baraque Michel-Est (7,4 km, 4%) , hvis top efter 81,3 km ligger i mere end 600 m højde. Herefter får det mod sydvest via en nedkørsel ned til den kendte Ferme Libert-stigning (1200 m, 12,8%), hvis top nås efter 101,9 km. Umiddelbart efter følger Aisomont (4500 m, 5,1%), hvis top rundes 17,5 km senere. Herefter får det hovedsageligt nedad mod sydvest og målbyen Houffalize, idet man dog undervejs skal over Cote de Provedroux (3,3 km, 4%) med top efter 137,4 km.

 

Efter 153,8 km krydses målstregen rammer man den afsluttende 31,5 km lange rundstrækning, og 18,4 km senere krydser man målstregen. Der venter nu én hel omgang. Målet ligger i bunden af den kendte Mur Saint-Roch (1 km, 11%), der benyttes i Liege-Bastogne-Liege, og som var mål for kongeetapen i Tour de Wallonie. På toppen kommer dagens sidste Primus-spurt, og kort efter venter dagens sidste stigning Bois de Moines (1200 m, 8%). Den Gyldne Kilometer kommer med 22,1 km igen bare 2,5 km fra bunden af bakken, og herefter er det stort set helt fladt resten af vejen. De sidste 6 km er helt flade, men ganske tekniske, idet vejen konstant snor sig. På de sidste 2 km er der fire sving med hhv. 1400, 1200, 600 og 300 m til mål, og specielt det sidste er meget skarpt.

 

Man kan i høj grad undre sig over, at arrangørerne har valgt at placere målstregen i bunden af Mur Saint-Roch og ikke på toppen og samtidig designe en rundstrækning, der i den sidste halvdel er stort set helt flad. Håbet er sandsynligvis, at det vil give anledning til mere aggressiv kørsel fra distancen, men det er tvivlsomt, om terrænet er hårdt nok. De længste stigninger kommer alt for langt fra mål, og selvom Muren er lidt for stejl til Peter Sagan, viste Tour de Pologne, at der ikke er noget, der for alvor kan bringe verdensmesteren ud af fatning. Mange hold vil have en interesse i at isolere Sagan og gøre løbet så hårdt som muligt, men med mindre det lykkes at isolere ham efter Muren og herefter angribe ham på skift, ligner det en oplagt Sagan-etape, som verdensmesteren kan vinde i en spurt i en gruppe af en begrænset størrelse.

 

Houffalize var senest vært for et stort cykelløb i juli måneds Tour de Wallonie, hvor Dylan Teuns suverænt vandt kongeetapen, der sluttede på Mur Saint-Roch. I 2015 vandt Tim Wellens en solosejr på kongeetapen i dette løb, og i 2011 slog Joost Van Leijen en ung Greg Van Avermaet i en tomandsspurt i Tour de Wallonie. Guido Trentin og Leif Hoste vandt etaper i samme løb i hhv. 2005 og 2000.

 

 

 

 

7. etape

Intet vil være afgjort før til allersidst, for for andet år i træk har arrangørerne gemt den hårdeste etape til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, er det sandsynligvis den bedste chance for rytterne til efter enkeltstarten at skabe tidsforskelle.

 

Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 beslutte man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag Eneco Tour om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for sjette pr i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015 og 2016 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand.

 

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. I år skal der tilbagelægges 191,3 km med start i Essen og mål på Muren i Geraardsbergen, og dermed er der som altid ikke helt tale om klassikerdistance. Bortset fra det rummer etapen alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

 

Etapen indledes som så ofte før med en omgang på en flad rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den 7,9 km lang og afsluttes med den første Primus-spurt, når man er tilbage i startområdet. Herefter går det igennem fladt terræn mod syd ned til storbyen Antwerpen, der som bekendt ligger i en flad del ag Belgien. Herfra sætter man kursen mod sydvest og De Flamske Ardenner, men terrænet er fortsat fladtm når man passerer tæt forbi Gent ved forplejningszonen. Herefter går det mod syd forbi Zottegem, der som regel er målby for kongeetapen i 3 Dage ved Panne, og det markerer, at man nærmer sig stigningerne. Selvom terrænet bliver småkuperet, snor man sig dog uden om de rigtige bakker, indtil man efter 138,8 km rammer den afsluttende rundstrækning i området sydøst for Geraardsbergen, hvor finalen finder sted.

 

Finalen starter for alvor bare 700 m senere, når man rammer Mur van Geraardsbergen (1100 m, 8,7) for første gang. Målstregen er placeret efter 600 m, mens den anden og sidste Primus-spurt kommer på toppen. Herefter venter to omgange på den 25,6 km lange runde. Efter Muren venter den kendte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,3 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på andne og sidste omgang. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,1 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne skal igennem to højresving lige efter den røde flamme, inden de rammer stigningen, hvor der er et venstresving bare 200 m fra stregen. Etapen er nemmere end sidste år, hvor man kørte tre omgange på rundstrækningen.

 

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste fem udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren to etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Styrbar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurtpå en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. Sidste år gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt af Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt ud fra, og trods hårdt arbejde fra Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, men Terpstra tog den samlede sejr.

 

De foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassementet, som det skete sidste år, og kun de stærkeste kan være med. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kan opgøres i sekunder. Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes. I år er ruten ikke helt så svær som tidligere, og det kan gøre det mindre selektivt. Under alle omstændigheder er scenen dog sat til aggressivt cykelløb på den mest afgørende linjeløbsetape, hvor mange vil have meget at vinde ved at forsøge at vende tingene på hovedet på allersidste dag.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Som sagt var BinckBank Tour i løbets tidlige år hovedsageligt en sag for enkeltstartsryttere, men med den mere klassikeragtige og hårdere rute er det nu en langt mere åben affære, hvor flere elementer end bare enkeltstarten indgår. Specielt 2013-, 2014- og 2015-udgaverne af løbet bød på en så hård etape i Ardennerne, at det for alvor var muligt at gøre seriøse forskelle, og enkeltstartens betydning blev kraftigt reduceret. De kortere enkeltstarter har også bidraget til at reducere betydningen af tidskørslen, men det kan dog ikke ændre på, at det altid er en helt afgørende nøgleetape.

 

Nu om dage afgøres BinckBank Tour hovedsageligt at fire elementer. Vigtigst er nok stadig enkeltstarten, men i de seneste fire år har der været endnu større forskelle på mindst én af klassikeretaperne. Det er således de kuperede etaper sidst på ugen, der af de stærke folk kan benyttes til at skabe forskelle. Det tredje element, der typisk spiller en afgørende rolle, er bonussekunderne, både ved mål og ved Den Gyldne Kilometer. Endelig er der altid risikoen for sidevind, selvom den historisk aldrig har spillet den store rolle i sommermånederne.

 

Som omtalt ovenfor er årets rute dog usædvanligt let. Flandern-etapen har samme finale som i tidligere år, og vi ved derfor nogenlunde, hvad vi kan forvente. I de fleste udgaver har forskellene været begrænsede, men det dårlige vejr betød sidste år, at den fuldstændig vendte klassementet på hovedet. Fredagens Amstel-etape minder meget om det, vi har set tidligere, og historien viser, at det her er meget usandsynligt, at klassikerrytterne kan gøre en forskel. Vigtigst er det dog, at Ardenneretapen, der i 2013, 2014 og 2015 skabte klart de største forskelle, for andet år i træk, er usædvanligt let. Med den lange afstand til mål fra toppen af sidste stigning kræver det en determineret indsats, enten fra en enlig rytter eller en lille gruppe af ardennerspecialister, at gøre afgørende forskelle, og det mest sandsynlige er, at det i højere grad er en dag, hvor man kan tabe løbet, end en dag, hvor man for alvor kan vinde tabt tid tilbage. I den forstand vil det nok snarere være en etape, der eliminerer de tungere folk, end en dag, hvor de bedste gør forskelle.

 

Det betyder, at klassikerspecialisterne først og fremmest skal slå til på 7. etape og evt. i sidevinden. Desværre får de ikke for alvor mulighed for at drage fordel af vejrforholdene. Efter en solrig start på den mest oplagte sidevindsetape venter der ganske vist typisk bygevejr i resten af løbet - måske med mere udprægede regnvejrsetaper tirsdag, onsdag og torsdag - men vinden vil aldrig blive specielt voldsom. Derfor kunne det ligne en ganske lidt selektiv udgave af løbet, hvor enkeltstarten samt bonussekunder vil være det klart mest afgørende. Derudover kan der vindes lidt sekunder på Muren, men i lyset af vejrforholdene vil det næppe være mange.

 

På forhånd kunne det derfor meget vel ligne en duel mellem Peter Sagan og Tom Dumoulin. Dumoulin vil vinde tid på enkeltstarten, men Sagan vil score mange bonussekunder på snart sagt enhver af linjeløbsetaperne, og han vil endda være favorit på specielt de sidste tre. Det store spørgsmål er, om Dumoulin kan komme af med slovakken på 6. etape, og hvor stor en gevinst han kan sikre sig på tidskørslen.

 

Ruten lethed betyder, at vi vil pege på Peter Sagan som favorit. Enkeltstarten er kort og teknisk, og på sådanne ruter har slovakken typisk gjort det ganske godt. Faktisk har han sågar vundet en sådan tidskørsel i Californien for et par år siden, og selvom han næppe slår Dumoulin, vil tidstabet næppe være større, end at det kan hentes på bonussekunder. Ganske vist er sprinterfeltet stærkt, og Sagan er ikke favorit på de tre flade etaper, men her er han en god podiekandidat i kraft af sin gode positioneringsevne. De Gyldne Kilometer tiltaler ham også, og han er en klar favorit til specielt 5. og 7. etape. Dermed kan høsten af bonussekunder blive meget stor.

 

Udfordringen er 6. etape, men stigningerne er her ikke normalt for svære for Sagan, der trods alt klatrede ganske fint i Polen. De kommer tillige meget langt fra mål, og Sagan burde være i stand til at komme tilbage, hvis han skulle blive sat. Samtidig har han et fornuftigt hold, men han kan risikere at være isoleret efter sidste stigning på 6. etape. Det kan gøre ham sårbar over for angreb, men samlet set passer ruten Sagan så godt, at han må være manden, der skal slås.

 

Rytteren, der kan gøre det, er Tom Dumoulin. Der var lidt usikkerhed om hans form efter en lang pause, men den blev hurtigt gjort til skamme med en fabelagtig præstation i San Sebastian, hvor han ikke var langt fra at vinde. Dermed er han helt klar til endelig at vinde et løb, hvor han to gange tidligere er blevet nummer 2. Selvom han foretrækker længere, kuperede enkeltstarter, er han heller ikke dårlig på en kort, teknisk tidskørsel, og han vil være den måske største favorit til at vinde 2. etape. Selvom han ikke er favorit, vil han heller ikke være dårlig på 7. etape, hvor han vil kunne køre med om sejren, og på nogle af de hårde indlagte spurter vil han også være i stand til at score sekunder. Det store spørgsmål er, om han kan komme af med Sagan på 6. etape. Lykkes det, er han løbets klare favorit, men det er meget tvivlsomt, om etapen er hård nok. Kan han og en gruppe af klatrere imidlertid slå et hul på Mur Saint-Roch, har Dumoulin måske poweren til at køre Sagan ud af løbet. Samtidig er det ikke utænkeligt, at han kan vinde tilstrækkeligt med tid på enkeltstarten til herigennem at vinde samlet.

 

Vi glæder os meget til at se Wout Van Aert i sit første store WorldTour-etapeløb. Ruten passer glimrende til crossstjernen, der i år har haft en fantastisk landevejssæson med flere store sejre i endagsløb. Senest var han klart stærkeste mand i lørdagens Dwars door Het Hageland, og selvom han dummede sig taktisk og ikke vandt, viste han både her og i Rad am Ring, at formen er i top. Han vandt sidste år prologen i Belgium Tour og er i stand til at vinde en kort, teknisk enkeltstart. Han er fantastisk stærk på korte, stejle stigninger og er lynhurtig i en spurt. Dermed kan han køre med om sejren på de tre sidste etaper og om bonussekunder i flere gyldne kilometer. I Belgium Tour blev kongeetapen for hård for ham, og det kan igen være tilfældet med 6. etape, men han synes at være i bedre form nu, og etapen er her knap så hård. Van Aert har en reel mulighed for at tage en stor sejr på WorldTouren.

 

BMC er her med Greg Van Avermaet, men ruten er ikke ideel for belgieren. Måske passer løbet faktisk bedre til Stefan Küng, der efter de fantastiske tidskørsler i Touren og Tour de Suisse har taget skridtet op i den absolutte verdenselite som temporytter. Selvom ruten ikke passer ideelt, vil han måske være den store favorit til 2. etape, og en sejr her vil bringe ham i en god position. I London viste han, at formen stadig er god. Hans problem er, at han får svært ved at vinde tid senere i løbet. 7. etape passer ham, og han burde kunne begrænse tabet, men han vil sandsynligvis tabe tid til specialisterne. Samtidig er der en overhængende risiko for, at 6. etape vil være for hård for den ellers stærke schweizer.

 

Er den det, vil Greg Van Avermaet være den klare kaptajn. Problemet for belgieren er, at det kun er på 7. etape, han for alvor kan gå efter sejren. Naturligvis er han også hurtig i spurterne på 5. og. 6. etape, men han er ikke på Sagans niveau i flade spurter. Han har måske mulighed for at udfordre slovakken på nogle af de svære gyldne kilometer, men om det kan gøre det ud for tabet på de flade etaper, er tvivlsomt. Dertil kommer, at Van Avermaet ikke kører så gode enkeltstarter, som han gjorde for et par år siden. Heldigvis passer den korte, teknisk rute i Voorburg ham godt, men han vil sandsynligvis tabe tid til både Dumoulin og Sagan. Det bliver ikke nemt at genvinde den tabte tid senere.

 

Lotto Soudal stiller med Tony Gallopin, den dobbelte vinder Tim Wellens, Tiesj Benoot og Jelle Vanendert og har dermed fire potentielle klassementsryttere. Problemet er, at ingen er specialister på enkeltstarten, og 6. etape er for let til, at de for alvor kan udnytte deres klatrestyrke. Deres bedste bud må være Gallopin, der før har vist, at han er rimelig god på en kort, teknisk enkeltstart, men han vil tabe tid til en mand som Dumoulin. Han er god i en spurt på 5. og 6. etape, men næppe god nok til at blande sig i bonussekunderne. Det kan han måske på 7. etape, men han er ikke så stærk som Sagan og Van Avermaet i denne type finaler. Holdet skal udnytte deres kollektive styrke for at bringe Gallopin frem og udnytte, at han i San Sebastian viste storform.

 

Tony Martin er tidligere vinder af løbet, men han lider om nogen under rutens natur. Enkeltstarten er kort, og den passer ham slet, slet ikke. Den er både for kort og teknisk, og i lyset af hans seneste præstationer i kampen mod uret, synes det usandsynligt, at han kan vinde. Den øvrige del af løbet byder på terræn, han sagtens kan overleve, men det er svært at se, hvor han skal vinde mere tid. Skal Martin vinde samlet, skal han sejre på enkeltstarten med en så stor margin, at han kan holde føringen resten af løbet, hvor rivalerne vil samle bonussekunder, og det bliver ikke let.

 

Cannondale stiller med Dylan Van Baarle som erklæret kaptajn, men det er Sep Vanmarcke, der fremstår som deres bedste kandidat til et topresultat. Belgieren er en af verdens bedste i en finale på Muren, hvor han sammen med Van Avermaet og Sagan er den oplagte favorit. Han har i Østrig Rundt og RideLondon vist, at han er tilbage i form efter et sygdoms- og skadeplaget forår. Mest interessant er det, at han i begge løb samtidig har kørt nogle fantastiske spurter, og kan han gøre det igen, kan der scores bonussekunder på de tre sidste etaper og på de gyldne kilometer. Dertil kommer, at han i de forløbne to år har forbedret sig kraftigt på enkeltstarten, specielt på korte, tekniske ruter som denne.

 

Quick-Step kommer med et af de stærkeste mandskaber, og det er Philippe Gilbert, der synes at være deres bedste kandidat til sejren. I år har belgieren kørt bedre end længe, men der hersker nogen usikkerhed om hans form efter en sløj indsats i San Sebastian. Løbet passer ham bestemt heller ikke ideelt. Han har kørt dårlige enkeltstarter i de seneste år og vil tabe tid på 2. etape. 6. etape er alt for nem til, at han for alvor kan håbe på at gøre en forskel, og selvom han i år har kørt godt på brostenene, er han ikke den allerbedste på 7. etape. Han skal udnytte sit gode hold samt samle bonussekunder undervejs på etaperne samt på de sidste tre dage for at indhente sit tidstab fra enkeltstarten.

 

Man kan naturligvis heller ikke afskrive den forsvarende vinder Niki Terpstra. Hollænderen kører gode enkeltstarter, men er ikke specialist og vil derfor tabe lidt tid på 2. etape. Sjette etape kan også sagtens vise sig at være for hård, specielt fordi hans optakt har været alt andet en ideel. Han er heller ikke eksplosiv nok til at vinde 7. etape i en spurt, men sidste år viste han, at han er i stand til at angribe i det terræn. Denne gang kan han igen lukrere på sit stærke hold, og hvis Quick-Step virkelig spiller med musklerne, kan Terpstra udnytte det til på 7. etape igen at sikre sig sejren.

 

En farlig outsider kan være Arnaud Demare. Franskmanden har i den seneste tid kørt fremragende enkeltstarter, og han bør derfor være i stand til at begrænse sit tab på 2. etape. Dertil kommer, at han vil være blandt favoritterne på 1., 3., 4. og 5. etape, hvor han kan vinde masser af bonussekunder. Alt taler for, at 6. etape vil være for svær, men efter det, han viste på 2. etape i årets Tour, vil vi ikke udelukke den franske mester. Han er samtidig stærk i 7. etapes terræn, og selvom han næppe vinder her, kan masser af bonussekunder i spurterne måske sikre ham et topresultat. Et andet stort spørgsmålstegn er dog hans form efter en længere pause.

 

Maciej Bodnar er her for at køre for Sagan, men han kunne vise sig som en god plan B. Efter sin fremragende enkeltstart i Touren vil han være en af favoritterne på 2. etape, der ikke passer ham dårligt. Kan han køre sig i gult her, vil han helt sikkert få lov at se, hvor langt det rækker. Desværre kan han ikke vinde yderligere tid, og der er en betydelig risiko for, at 6. etape viser sig at være for svær til, at han komme med første gruppe hjem.

 

Et andet godt Quick-Step-kort er Yves Lampaert. Belgieren har udviklet sig til en af de førende enkeltstartsryttere, og han er god på en rute som den, der venter på 2. etape. Den øvrige del af løbet er heller ikke nødvendigvis for svær, selvom 6. etape kan blive for stor en mundfuld. Problemet er, at heller ikke han har mange chancer for at vinde tid senere i løbet, og han skal lukrere på enkeltstarten samt sit gode hold. Han viste god form i London, men måtte melde afbud til EM med sygdom, og det giver visse spørgsmålstegn.

 

Sidste år overraskede Jos Van Emden ved at udnytte den relativt lette rute til at sikre sig et topresultat. Det kan han gøre igen i år, hvor han har en chance i det ikke alt for svære terræn. Den korte enkeltstart er ikke dårlig for ham, selvom han havde foretrukket, at den var mindre teknisk, og han kan sagtens ende med at vinde den, som han tidligere har gjort. Han vil tabe lidt tid i finalen på 7. etape, men den store udfordring er 6. etape, der meget vel kan vise sig at være alt for hård. Det mest sandsynlige er, at han ikke kan følge de bedste, men sidste år viste han, at man ikke kan afskrive ham på en rute som denne.

 

Tiesj Benoot, Oliver Naesen, Jens Keukeleire, Jasper Stuyven og Tim Wellens er alle meget stærke klassikerryttere, der lider under rutens beskaffenhed. Specielt de fire første vil være blandt de bedste på 7. etape, og de har også alle vist god form. Wellens’ form er et åbent spørgsmålstegn efter Touren, og han er ikke så eksplosiv som de øvrige belgiere. Til gengæld kører han en bedre enkeltstart. Det helt store problem for alle frem er dog, at de vil tabe tid til specialisterne på 2. etape, og det er meget svært at se, at de kan hente det tilbage på en nem rute som denne.

 

Endelig vil vi pege på Søren Kragh som en joker. Han skal naturligvis primært arbejde for Dumoulin, men kan han køre en god enkeltstart på en rute, der passer ham, kan han måske få lov at se, hvad det kan blive til. Han er hurtig og kan sikre sig bonussekunder undervejs, og han viste god form i RideLondon Classic, hvor han sad med i den eksklusive gruppe, der kom fri på stigningerne. Med det, han har vist i år, burde ingen af etaperne være for svære for ham, men det er omvendt svært at se, at han kan slå de bedste. Det er ikke sandsynligt, at han vinder samlet, men han kan ende langt fremme, hvis han får lov at tage sin chance.

 

***** Peter Sagan

**** Tom Dumoulin, Wout Van Aert

*** Stefan Küng, Greg Van Avermaet, Tony Gallopin, Tony Martin, Sep Vanmarcke

** Philippe Gilbert, Niki Terpstra, Arnaud Demare, Maciej Bodnar, Yves Lampaert, Jos Van Emden, Tiesj Benoot, Oliver Naesen, Jens Keukeleire, Jasper Stuyven, Tim Wellens, Søren Kragh Andersen

* Lars Boom, Dylan Van Baarle, Matthias Brändle, Jasha Sütterlin, Gorka Izagirre, Jan Bakelants, Tom-Jelte Slagter, Michael Valgren, Alexis Gougeard, Dries Devenyns, Petr Vakoc, Owain Doull, Salvatore Puccio, Nils Politt

 

Danskerne

Michael Valgren ligner kaptajnen på et Astana-mandskab, der ikke hører til blandt favoritterne. Magnus Cort burde få fuld støtte fra Orica-Scott i massespurterne, men han kan ende som lead-out man for Jens Keukeleire, der jagte klassementet og dermed bonussekunder. Søren Kragh vil være en nøglehjælper for Tom Dumoulin på de svære etaper, men kan måske få lov at køre klassement også, og Mads Pedersen skal køre lead-out for Edward Theuns på Trek. Mads Würtz er til start for Katusha, der satser på Tony Martin i klassementet og har Baptiste Planckaert og Rick Zabel til de flade etaper.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »