Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Optakt: Bretagne Classic (GP Plouay)
27. august 2017 13:45 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Mens klatrerne slås på de spanske stigninger, har klatrespecialisterne indledt en meget travl kalender bestående af adskillige store endagsløb. Sprinterne stjal rampelyset, da det hele startede med EuroEyes Cyclassics sidste søndag, men det bliver nu lidt hårdere for de hurtige folk i denne søndags Bretagne Classic-Ouest France, der fortsætter rækken af klassikere. Med sit kuperede terræn har løbet altid inviteret til aggressiv kørsel, og det udvikler sig som regel til en intens kamp mellem holdene med de stærkeste sprintere og de angrebslystne puncheurs, og det fortsatte sidste år, hvor man udskiftede det klassiske rundstrækningsløb med en helt ny rute, der gjorde det muligt for et udbrud at holde hjem.

Løbets rolle og historie

Paris-Roubaix får selvfølgelig den store opmærksomhed som Frankrigs største endagsløb, men det store cykelland har faktisk også en anden klassiker på WorldTour-kalenderen. Med en placering midt på samme tid som Vueltaen overskygges Bretagne Classic-Ouest France af den spanske grad tour, men det bretonske løb er en ganske underholdende afføre, der passer perfekt ind i den lange række af efterårsklassikere, der passer perfekt til en ganske bestemt ryttertype.

 

Løbet har en historie, der rækker helt tilbage til 1931 og er blevet afviklet hvert år siden da, kun afbrudt af en kort pause under verdenskrigen. I mange år var det domineret af franske ryttere og fik ikke megen opmærksomhed fra det internationale felt. Italieneren Ugo Azile vandt i 1954, men løbet fik ikke en udenlandsk vinder igen, før hollænderen Frits Pirard sejrede 25 år senere.

 

Med sin placering i det cykelgale Beratgne har løbet dog altid haft stor national interesse og været centrum for en decideret cykelfest. Som regionens største løb har det tiltrukket enorme tilskuermængder, og i 90erne var helt op til 300000 mennesker spredt ud over den 27 km lange rundstrækning, der var scene for løbet. I løbet af 80erne og 90erne tiltrak løbet gradvist et mere internationalt felt, og derfor aftog den franske dominans gradvist.

 

Det store gennembrud kom, da løbet overraskende blev en del af ProTouren, da den blev indført i 2005. I tillæg til de veletablerede klassiker Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne var det endda det eneste endagsløb, der blev en del af den fineste kalender uden at have været en del af den nu hedengangne World Cup.

 

Løbet har siden fastholdt sin position som en del af de bedste løb, men har under den økonomiske krise haft det svært. Gentagne gange har løbet været truet, men hver gang har man fundet en løsning. Det ser ud til, at problemerne for nuværende er forsvundet, og nu om dage er løbet en del af fem dage lang cykelfestival, der også inkluderer BMX- og amatørløb samt et WorldTour-løb for kvinderne på en rute, der har mange ligheder med mændenes.

 

Løbet er måske ikke så anset som de store forårsklassiker, men i en tid, hvor vigtigheden af WorldTour-point vel næppe kan overvurderes, er løbet et mål for de fleste hold. Det passer perfekt ind i kalenderen af efterårsløb, der er skabt til sprintere og puncheurs, en kalender, der startede sidste weekend med EuroEyes Classics og fortsætter med Brussels Cycling Classic og GP Fourmies i næste weekend samt de mange franske og belgiske endagsløb, der præger september måned.

 

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb på en kuperet 27 km lang runde omkring Plouay, samme rute, som blev benyttet, da Romans Vainsteins i 2000 blev verdensmester. Stigningerne i sig selv ikke svære, men da det konstant går op eller ned over den lange distance, er det ofte blevet et udskilningsløb med sejre til nogle af de store udbryderkonger. I de seneste år har Vincenzo Nibali (2006), Thomas Voeckler (2007), Pierrick Fedrigo (2008), Simon Gerrans (2009), Edvald Boasson Hagen (2012), Sylvain Chavanel (2014) og senest Oliver Naesen (2016) alle vundet fra udbrud, men de stærke sprintere har også haft et ord at skulle have sagt, som det fremgår af sejrene til Matthew Goss (2010), Grega Bole (2011), Filippo Pozzato (2013) og Alexander Kristoff (2015). Det uforudsigelige løb er som regel enormt aggressivt med adskillige angreb på stigningerne, mens sprinterholdene desperat forsøger at holde det lille felt samlet.

 

Løbets hårde natur har også givet løbet en perfekt position på WorldTour-kalenderen. EuroEyes Cyclassics betragtes som et løb for sprintere og indleder efterårets serie af WorldTour-klassikere. Bretagne Classic er skabt til både stærke sprintere og klassikerspecialister, der kan gøre forskellen på de mange stigninger. På den måde udgør det den perfekte overgang til de canadiske WorldTour-løb, hvis hårde ruter gør dem til perfekte muligheder for klatrere og ardennerspecialister. WorldTour-løbene bliver simpelthen gradvist hårdere og hårdere og udgør en ideel opvarmning til VM for de ryttere, der har droppet Vueltaen.

 

Samtidig med at løbet tilbyder vigtige WorldTour-point, er det en af de allerbedste muligheder for at forberede sig til VM-løbet i Bergen. Grundet den lange distance og rundstrækningsformatet har det traditionelt været at sammenligne med et traditionelt VM-løb, og selvom de taktiske forhold i de to løb er meget forskellige, har det ofte været en foretrukken vej frem mod kampen om regnbuetrøjen. Da de canadiske løb også tilbyder rundstrækninger af hård karakter, udgør løbsseries således en solid blok af klassikere for ryttere, der ser frem mod et af årets store mål. I år er ruten i Bergen endda meget sammenligneligt med terrænet i Plouay, og det gør løbet endnu vigtigere end i mange tidligere år.

 

Sidste år blev løbet imidlertid lavet fuldstændigt om. Hidtil har det været holdt området omkring Plouay under navnet GP Plouay-Ouest France. Arrangørerne vil imidlertid nu gerne fremvise hele Bretagne, og det har givet anledning til adskillige ændringer. Først og fremmest er løbet blevet omdømt til Bretagne Classic-Ouest France, men endnu vigtigere er det, at rundstrækningsformatet er blevet opgivet. Nu finder det meste af løbet sted på en lang tur rundt i regionen, og den velkendte rundstrækning skal nu kun tilbagelægges én gang i finalen. Samlet set ændrede det dog ikke grundlæggende på dynamikken sidste år, selvom det gav lidt usikkerhed om et ellers velkendt løb.

 

Det blev et udbrud, der løb med sejren i den første udgave i det nye format. Efter at et tidligt udbrud var kørt ind lykkedes det efter mange angreb Oliver Naesen, Alberto Bettiol og Guillaume Martin at stikke af i finalen. Sidstnævnte måtte slippe, men Naesen og Bettiol holdt akkurat feltet bag sig i en af den slags forfølgelsesløb, som løbet er så kendt for. Naesen slog Bettiol i spurten, inden Kristoff vandt feltets spurt 5 sekunder senere. Naesen vender tilbage for at forsvare titlen, og også Bettiol og Kristoff er med igen, hvormed hele sidste års podium vil have chance for at gentage sidste års flotte resultater.


Prøv også de nye spil på Norges Casino
 

Ruten

Sammen med de nyligt etablerede canadiske løb er Bretagne Classic det eneste WordlTour-løb, der hidtil har gjort brug af et rundstrækningsformat, der ellers mest har været kendt fra VM og en række mindre løb, og det er i høj grad det forhold, der har gjort løbet til så god forberedelse til VM. Som sagt ændrede man imidlertid sidste år formatet fuldstændigt. I stedet for at køre omgange på de velkendte 26,9 og 13,9 km lange rundstrækninger vil rytterne tilbringe det meste af dagen på en lang runde, der skal fremvise Bretagnes skønhed, inden de vender tilbage til Plouay, hvor der skal tilbagelægges én omgang på den lille rundstrækning, der altid har afgjort løbet. Samtidig har arrangørerne gjort løbet længere end tidligere, og efter sidste års 247 km er der i år 241 km på programmet, hvilket gør løbet sammenligneligt med de største klassikere.

 

Den nye rute ændrer ikke på det kuperede terræn, men modifikationerne kan stadig gøre en forskel. Stigningerne er længere end tidligere, men der er også længere stykker med fladt terræn end på den famle rute. Stigningerne kommer lidt hyppigere mod slutningen, men samlet set er det måske sværere at finde et oplagt sted at angribe. I forhold til sidste år er den store rundstrækning ændret en del, men igen afsluttes der med en omgang på den velkendte 13,9 km rundstrækning, som altid har været rammen om finalen på løbet.

 

Løbet både starter og slutter i Plouay og herfra kører rytterne ud på en 227,8 km lang rundstrækning i området nordøst for løbets centrum. Den sender rytterne gennem typisk bretonsk terræn med meget lidt fladt og masser af små bakker. Efter en indledende del, der sender rytterne mod nordøst op ad en lang, svag stigning, når man efter 50 km frem til regionens mest kendte stigning, Mur de Bretagne (2,2 km, 6,3%). Denne indledende del er typisk meget aggressiv, indtil et udbrud etableres, og herefter falder løbet ind i en jævn rytme, hvor gruppen som regel får et ret stort forspring, inden jagten sættes ind.

 

Herefter kører man en omgang på en knap 100 km rundstrækning i området øst for den kendte bakke. Den er ikke voldsomt kompliceret og byder i alt væsentligt blot på to mindre bakker efter ca. 80 km, Merieac (1,9 km, 5,3%) og Cote de Quillio (1,7 km, 5,6%). Herefter er terrænet hovedsageligt faldende eller fladt, indtil man når frem til løbets ikoniske stigning, Mur de Bretagne, igen efter ca. 145 km. Da der fortsat resterer næsten 100 km er det næppe her, at de første virkelige angreb sættes ind.

 

Efter at have passeret Muren sætter man kursen mod sydvest for at køre tilbage mod Plouay. Selvom terrænet hovedsageligt er faldende, er denne del klart den vanskeligst. Kort efter Muren venter endnu en svær bakke, Le Guenault (1,8 km, 7,6%) og efter ca. 180 km kommer endnu en stigning, Cote de Mellionnec (1,4 km, 5,2%). Sidste år var denne fase enormt aggressiv med konstante angreb, og nye, meget store grupper, der blev etableret. Det var her fundamentet for Naesens og Bettiols afgørende fremstød blev lagt, da de kom med i en større gruppe, hvorfra de skilte sig ud. Undervejs blev det tidlige udbrud hentet.

 

Der følger nu en lidt lettere fase, indtil man nærmer sig Plouay. Kort før passagen af målstregen skal man imidlertid over Cote de Marta (1, 8,2%), inden man rammer Ty Marrec (1,1 km, 6,8%, max. 10%), der altid har været løbets mest kendte stigning. Disse to bakker er perfekt ramper til sene angreb, da de kommer inden for de sidste 30 km, og det er her, man skal afsted, hvis man skal foregribe favoritterne og sætter sprinterholdene under pres.

 

Efter Ty Marrec kører rytterne ned til mål og afslutter løbet med at køre en omgang på den velkendte 13,9 km lange rundstrækning, der altid er rammen om det sidste slag. Rytterne kører ad flasde vehe frem til den første stigning, Cote du Lezot, der er er 1,2 km lang, stiger med 4,9% i gennemsnit og har flere passager med stigningsprocenter på 7. Toppen kommer efter 2,5 km, og derefter følger en lang, jævn nedkørsel mod nord.

 

Efter 7  km når man bunden af nedkørslen, hvorefter man vender rundt for at begive sig tilbage mod Plouay. De næste 2 km er hovedsageligt flade, og derefter venter den sværeste stigning, Ty Marrec, der skal passeres for anden gang. Hvad der gør bakken svæk er det faktum, at det fortsætter med at stige let i yderligere en kilometer efter toppen. De næste to kilometer går lidt op of ned og fører frem til den røde flamme, hvorefter det falder let til den lynhurtige finale i udkanten af Plouay. Der er to tricky sving omkring 1,5 km fra stregen, men den sidste kilometer følger en lang, lige vej.

 

Den sidste omgang har traditionelt været rammen om en serie angreb og var det også sidste år. Det kræver en dedikeret indsats af sprinternes hold at holde de mange klassikerspecialiser under kontrol. Nogle foretrækker at vente til den sidste stigning, og da Chavanel vandt for et par år siden, var det ved at køre væk her. Sidste år kørte det afgørende fremstød imidlertid endnu tidligere.

 

Som regel er der etableret en eller anden form for udbrud på Ty Marrec, og derefter ender sidste del som regel i en vild jagt mellem det reducerede felt og udbruddet. Det er imidlertid ikke kun på selve stigningerne, at man har kunnet gøre en forskel, og ofte er fremstødene etableret efter toppene, hvor der på rundstrækningen ikke er umiddelbare nedkørsler, og det ofte tager lidt tid for sprinterholdene at blive organiseret igen. De sidste kilometer efter Ty Marrec er altid hæsblæsende, og udbruddet bliver som regel først neutraliseret inden for de sidste 2 km - hvis de altså overhovedet bliver hentet. Selve spurten er typisk ekstremt rodet, da de færreste hold har et organiseret lead-out efter stigningen, og da det faldende terræn gør det til en meget hurtig afslutning.

 

 

 

Vejret

Bretagne er måske kendt for sit mildt sagt udforudsigelieg vejr, men denne gang venter der den smukkeste sommerdag. Høj solskin og en temperatur på 29 grader vil gøre det til en behagelig affære, og der vil kun være en let vind fra nord. Det giver primært sidemodvind i første del af løbet samt med- og sidemedvind på turen tilbage til Plouay. På rundstrækningen vil der være sidemodvind på første del og derefter sidemedvind i finalen, herunder på Ty Marrec samt på det efterfølgende stykke ned til mål.

 

Favoritterne

I mange år vidste vi, hvad vi skulle forvente af løbet. Ruten var den samme fra år til år, og det endte altid med en hæsblæsende jagt mellem et sent udbrud og et reduceret felt efter den sidste lille stigning. Den nye rute har imidlertid givet et helt nyt element af usikkerhed, der gør det meget vanskeligere at forudse, hvad der vil ske. At ruten samtidig er ændret yderligere i forhold til sidste år, gør blot uforudsigeligheden større, og det er meget vanskeligt at sige, om løbet er blevet hårdere eller lettere som følge af forandringerne.

 

For år tilbage så det ud til, at angriberne havde overtaget, og det var sjældent, at løbet endte i en spurt. I de senere år er balancen imidlertid tippet til fordel for de hurtige folk. Flere og flere af de holdbare sprintere er nemlig begyndt at satse på løbet, og det ændret dets dynamik en anelse. I de sidste år på den gamle rute endte det derfor oftest i en spurtafgørelse.

 

Sidste år betød den nye rute imidlertid, at det lykkedes for en gruppe at gøre en forskel, og interessant nok skete det længere fra mål end tidligere. Der har været meget delte meninger om, hvordan de nye ændringer har gjort løbet lettere eller sværere, men sidste års syntes det at have den virkning, at også favoritterne var villige til at angribe tidligere end på den gamle rute. Det er nærliggende at tro, at vi vil se mere af det samme i år, og typer som Oliver Naesen, Tim Wellens, Sep Vanmarcke og Greg Van Avermaet vil næppe vente til Ty-Marrec denne gang. Det bør give anledning til større aggression end tidligere.

 

På den anden side er der fortsat mange sprintere til start. Katusha kommer kun for at spurtem og det samme gør FDJ, Cofidis, Bora, Orica-Scott og sandsynligvis også Sky med yderst formstærke Elia Viviani. Bahrain-Metida må også se muligheder i en spurtafgørelse, ligesom det kan være tilfældet for Sunweb. Samlet set er der dermed mange hold, der stiller til start med det mål at holde det samlet.

 

En helt afgørende faktor er som altid vejret. Sidste år blev løbet gjort betydeligt hårdere af ganske blæsende betingelser. I år venter der en regulær sommerdag, hvilket selvsagt vil gøre det betydeligt vanskeligere at snyde sprinterne. Til gengæld gøres det lettere for angriberne, at der primært er medvind i sidste del af løbet, herunder på stykket tilbage til mål efter Ty-Marrec, og det kan måske gøre en forskel.

 

Alligevel tror vi mest på en spurtafgørelse. Der er simpelthen så mange sprinterhold til start, at der stort set altid vil være hold til at jagte bag et evt. udbrud. Specielt vil det gøre en stor forskel, at det stærke Sky-mandskab formentlig kører 100% for Viviani. Hvis man dertil lægger, at vejret vil være fremragende, tipper det vores balance til fordel for de hurtige folk, men det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser en gentagelse af sidste års scenarium, hvor en gruppe kunne gøre forskellen.

 

Vores tro på en spurtafgørelse for os til at pege på Alexander Kristoff som favorit. Nordmanden er tidligere vinder af løbet og vandt sidste år feltets spurt om tredjepladsen, og dermed har han vist, at det et løb, der passer ham. Det er ikke uden grund. For det første er han måske verdens hurtigste efter et langt, hårdt løb, og en 240 km lang rute med mange små stigninger er derfor ideelle til at trætte rivalerne. Dertil kommer, at han klatrer bedre end mange af rivalerne, og samtiidg har han fordel af, at han er god til at positionere sig i en spurt, der sjældent er organiseret og præget af nogen form for lead-out. Han har endda en formstærk Rick Zabel til at hjælpe sig, og også han er god på denne rute.

 

Kristoff har haft en svær sæson, men nu er han tilbage. Det viste han med sejren ved EM og i London, og han har i det hele taget spurtet glimrende i den seneste tid. Han blev ganske vist slået i Hamburg, men det løb udviklede sig til at blive en anelse for let for ham, og han brugte tillige kræfter ved at gå med i et fremstød i finalen. Dette løb vi være betydeligt hårdere, og det taler til Kristoffs fordel. Derfor tror vi på norsk sejr.

 

Hans værste rival må være vinderen fra Hamburg, den yderst formstærke Elia Viviani. Når det kommer til ren topfart, er det formentlig kun Caleb Ewan, der er hurtigere end italieneren, og det gør ham naturligvis svær at slå, hvis han er med hjem. I gamle dage ville man have vurderet løbet her til at være en anelse for hårdt for ham, men han har alligevel tidligere været med feltet hjem. I år har han imidlertid nået et helt nyt niveau af holdbarhed, og han viste i Hamburg, at han også kan afslutte efter et hårdt løb. Her bliver det dog hårdere, og han vil helt sikkert have tabt mere fart end Kristoff. Præstationerne i BinckBank Tour og Tour du Poitou-Charentes, som netop er overstået, har imidlertid vidnet om så god klatreform, at vi tror, at han vil klare sig bedre end nogensinde tidligere. Han har det tit svært i hektiske finaler, men med en formstærk Danny Van Poppel til at køre lead-out, har han alle forudsætninger for at tage endnu en store klassikersejr.

 

Nacer Bouhanni har haft en svær sæson siden det grimme styrt i Yorkshire, der efterlod ham med en hjernerystelse. Nu nærmer han sig imidlertid langsomt formen, hvilket han viste i denne uges Tour du Poitou-Charentes, hvor han flere gange udfordrede formstærke Elia Viviani, som han endda fik ram på ved en enkelt lejlighed. Det vidner om, at formen nærmer sig, og dette er et løb, der passer ham ideelt. Blandt sprinterne klatrer han bedre end de fleste, og han er forrygende til at positionere sig i hektiske finaler. Han har i Milano-Sanremo og ved VM vist, at han bevarer hurtigheden efter et hårdt løb, og i Christopge Laporte har han en ideel mand til at hjælpe sig i finalen. Det gør ham til en oplagt kandidat til at tage sin første store klassikersejr.

 

Vi glæder os meget til at se Caleb Ewan i dette løb. Australieren viste god form og var i den ideelle positioner til at spurte efter sejren i Hamburg, da han blev lukket inde efter at have tabt nøglerytteren Luka Mezgec i et dumt styrt. Det viser imidlertid, at han nærmer sig topformen, og det gør ham til en farlig herre i dette løb. Som han har vist tidligere i år, er han på papiret den formentlig hurtigste rytter i dette felt, men denne spurt er helt speciel, da den kommer efter en lang, hård dag. Ewan viste imidlertid i Milano-Sanremo, at han har nået en ny holdbarhed, og når han kan sidde med der, kan han naturligvis også gøre det her. Spørgsmålet er, om han kan bibeholde sin hurtighed og stadig have det sædvanlige kick så tæt på sidste bakke. Han er ikke god til disse hektiske finaler, men med Daryl Impey og Luka Mezgec har han to ideelle ryttere til at hjælpe sig, og det kan gøre hele forskellen.

 

Arnaud Demare er en af de vanskeligste ryttere at vurdere i dette løb. Han blev nummer 2 i Hamburg, hvilket indikerede ganske god form. Hans kørte imidlertid rædselsfuldt i BinckBank Tour og var faktisk selv dybt overrasket over andenpladsen, da han havde fælt sig skidt kørende i ugen op til løbet. Hans sportsdirektør gav også udtryk for, at det var hovedet mere end benene, der sikrede ham det fine resultat. Ruten i Plouay passer ham egentlig perfekt, da han i år har klatret bedre end nogensinde tidligere, men spørgsmålet er, om formen rækker til at spurte efter et hårdt løb. Samtidig er han ikke verdens bedste til at positionere sig, og det gør det til en svær finale for ham. Til gengæld ved vi, at han har farten til at vinde.

 

Skulle et udbrud holde hjem, er Jasper Stuyven vores topkandidat. Belgieren har kørt nærmest uhørt godt siden Touren og viste specielt klassen med sejren på sidste etape af BinckBank Tour. Han var også i fremragende form i Hamburg og må være opsat til at angribe på en rute, der passer ham. Der er ingen tvivl om, at han er blandt de stærkeste af de folk, der kan skabe ravage, og skulle en lille gruppe komme hjem, kan han slå de fleste i en spurt. Han har også en lille chance i en reduceret massespurt, hvor han kan lukrere på sin gode positionering.

 

Edvald Boasson Hagen havde et fantastisk Tour de France, der viste, at han igen nærmer sig fordums styrke. Det gør ham til en farlig mand i et løb, han tidligere har vundet. Hans store mål er dog VM, og efter det fine EM har han holdt en lille pause. Han viste dig i Hamburg, hvor han angreb i finalen, at formen ikke er helt væk. Samtidig spurtede han i Tour de France bedre end længe og har i Reinardt van Rensburg en ideel lead-out man. Selvom han er oppe mod hurtigere folk, kan netop det gøre en forskel i en finale, hvor det handler om positionering og friskhed. Hans bedste chance er måske dog at køre med i angrebene. Det er han utvivlsomt god nok til, og i en spurt er han ikke nem at bide skeer med.

 

En anden rytter, der skal vælge, om han skal spurte eller angribe, er Sonny Colbrelli. Italieneren har efter Touren trænet i Livigno og viste i Hamburg, at det har båret frugt. Han kørte aggressivt og imponerede i det tyske løb, der dog var en anelse for nemt for ham. Nu er han i stedet til start i et løb, der passer ham langt, langt bedre, og han skal håbe, at det bliver så hårdt som muligt. Han er stærk nok til at køre offensivt, og kommer han hjem i en lille gruppe, er det svært at se, hvem der skal kunne slå ham. Samtidig har han i Paris-Nice vist, at han ikke er uden chance i en større spurt, specielt i en hektisk finale, hvor positionering er nøgleordet.

 

Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal mene om Sam Bennett. På den ene side burde han være god på en kuperet rute som denne, da han er en relativt klejn fyr, men på den anden side har han ikke været i topform på det seneste. Samtidig er han ikke god i positionskampen, og hans chancer afhænger næsten 100% af, om Rudiger Selig overlever stigningerne. Har han tyskeren til at føre sig frem, har han måske verdens bedste lead-out man, men er han alene, får han det meget svært. Umiddelbart bliver det for svært for Selig, men kommer han med over, er Bennett en meget farlig herre.

 

Colbrelli er ikke Bahrain-Meridas eneste kort. Holdet kan også satse på Niccolo Bonifazio, der som en klatrestærk sprinter er skræddersyet til dette løb. Den lille italiener spurtede sidste år fantastisk og slog bl.a. Ewan og Gaviria i Polen Rundt. I år har han desværre ikke haft samme høje klasse, og han var senest en anelse uskarp i Hamburg og Polen. Han er dog god til at positionere sig og burde kunne lide en kaotisk finale som denne. Genfinder han sidste års hurtighed kan han sagtens vinde.

 

Hvor god er Michael Matthews? Det er et af de store spørgsmål, da han vender tilbage efter en længere pause. Han er formentlig stadig lidt rusten, da hans mål er VM, men han er som bekendt god til at træne sig i form. Dette løb er en anelse for let til at være ideelt for ham, men han er trods alt god i en spurt efter et langt løb og overlever bakkerne bedre end de fleste. Han er normalt ikke hurtig nok til at vinde, men med den formstærk Nikias Arndt til at køre lead-out, kan meget sket i en hektisk finale.

 

Luka Mezgec har kørt fantastisk i de seneste uger, hvor han bl.a. har vundet Veenendal-Veenendal og været med fremme ved EM og i Polen. Han har vist, at han klatrer om muligt endnu bedre end tidligere, og han ha genfundet fordums spurtstyrke. Som udgangspunkt skal han køre for Ewan, men bliver det for hårdt for kaptajnen, kan han søge sin egen chance. Efter et svært løb har han måske en chance for at slå de ellers hurtigere folk.

 

Egentlig er løbet ideelt for Bryan Coquard, men intet fungerer i øjeblikket for den ellers stærke franske sprinter, der klatrer bedre end de fleste. Han har momentvist indikeret, at formen ikke er dårlig, men hans spurter har været meget lidt succesfulde. Han kæmper voldsomt i positionskampen, og det gør den hektiske finale problematisk, og tingene er ikke blevet bedre af, at han styrtede i de belgiske løb i denne uge. Det bliver svært at vinde, men afskrive han kan man ikke på denne rute.

 

Hvert eneste år angriber Greg Van Avermaet i dette løb, men det er endnu ikke lykkedes ham at gøre en forskel. Denne gang er det endda tvivlsomt, om han overhovedet angriber, da han har givet udtrryk for en ambition om at sikre sig WorldTour-point og en top 10-placering. Det kan anspore ham til at køre defensivt og satse på en spurt, hvor han ikke er hurtig nok til at vinde. Hvis han som i Hamburg kører offensivt, er han dog farlig på en rute som denne, specielt fordi han er hurtig i en lille gruppe efter et hårdt løb.

 

Det samme er den forsvarende vinder Oliver Naesen, men han får det sværere denne gang. Løbet passer ham egentlig fint, og han viste i BinckBank Tour, at formen ikke er dårlig. I år bliver der imidlertid ikke givet gaver til det belgiske supertalent, men til gengæld er han langt stærkere end tidligere. Hans problem er, at han trods sin hurtighed meget vel kan være oppe mod endnu hurtigere folk.

 

Hvad kan Michal Kwiatkowski præstere? Han skal sandsynligvis køre for Viviani i sit comebackløb efter en lille pause, men man skal aldrig afskrive polakken, der i Tour de France og Clasica San Sebastian var stærkere end nogensinde tidligere. Der er en mulighed for, at han får lov at køre med i angrebene, og sker det er han livsfarlig på en rute som denne, hvor han er stærk på det flade, har punch på stigningerne og er hurtig i en spurt - hvis altså han allerede er i form igen efter sin pause.

 

Philippe Gilbert er måske et bedre bud på et Quick-Step-mandskab, der er her uden sprinter og derfor skal skabe kaos ved at køre offensivt. Belgieren har ikke været i god form på det seneste, men pludselig var der hul igennem på sidste etape af BinckBank Tour. Man må formode, at han siden da kun er blevet bedre, og det kan gøre ham til en kandidat. Han

 

Endelig vil vi pege på Danny Van Poppel. Hollænderen skal som udgangspunkt køre for Viviani, men hvis det mod forventning bliver for hårdt for italieneren, vil den ekstremt formstærkt Van Poppel være klar til at tage over. Han klatrede fabelagtigt i BinckBank Tour og kan derfor ikke få løbet hårdt nok. I Polen spurtede han også bedre end nogensinde tidligere, og det før ham farlig - hvis han altså får sin chance.

 

***** Alexander Kristoff

**** Elia Viviani

*** Caleb Ewan, Nacer Bouhanni, Arnaud Demare, Jasper Stuyven, Edvald Boasson Hagen

** Sonny Colbrelli, Sam Bennett, Niccolo Bonifazio, Michael Matthewz, Luka Mezgec, Bryan Coquard, Greg Van Avermaet, Oliver Naesen, Michal Kwiatkowski, Philippe Gilbert, Danny Van Poppel

* Moreno Hofland, Tim Wellens, Sep Vanmarcke, Daryl Impey, Petr Vakoc, Alberto Bettiol, Mads Pedersen, Fabio Felline, Rudy Barbier, Carlos Barbero, Daniele Bennati, Andrea Pasqialon, Nathan Haas, Michael Valgren, Diego Ulissi, Tony Gallopin, Dylan Teuns, Silvan Dillier, Enrico Battaglin, Oscar Gatto,

 

Danskerne

Matti Breschel og Michael Valgren burde begge kunne køre deres egen chance på et Astana-mandskab, der skal være aggressivt. Mads Würtz Schmidt er en vigtig hjælper for Alexander Kristoff på Katusha, mens den yderst formstærke Mads Pedersen som udgangspunkt skal arbejde for formstærke Jasper Stuyven på Trek, men efter sin sejr i denne uge måske kan få lidt mere frihed.
 

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cannondale-Drapac Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

ORICA-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Lotto NL - Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek - Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »