Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Cadel Evans Great Ocean Road Race
27. januar 2018 20:08 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Når en legende siger farvel, er det kun naturligt at kreere en begivenhed til at mindes hans bedrifter. Det er, hvad australierne gjorde, da deres eneste Tour-vinder, Cadel Evans, stoppede karrieren - en karriere han afsluttede ved at deltage i den første udgave af sit helt eget løb, Cadel Evans Great Ocean Road Race, der afvikles på dele af den rute, der blev benyttet til 2010-udgaven af VM vundet af Thor Hushovd. Selvom drømmen om en Evans-sejr i debuten udeblev, var løbet en stor succes, og efter bare to år sikrede det sig i 2017 allerede en plads på WorldTouren og tiltrak et stjernebesat felt, der inkluderede navne som Chris Froome, Richie Porte og Esteban Chaves. Ganske vist kan man i år ikke helt fremvise samme stjerneparade, men det ændrer ikke på, at det nye australske løb allerede har etableret sig som sæsonens første store endagsløb.

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget større. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

 

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics (der dog i år midlertidigt er taget af kalenderen) og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele afsluttes med Jayco Herald Sun Tour i næste uge, og dermed kan man nu tilbringe næsten en måned i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

 

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de sidste år samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point ikke kan bruges i spillet om de eftertragtede licenser, når antallet af hold i fremtiden skal reduceres til 16. De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

 

Succesen kan måske ikke helt gentages i år, men arrangørerne kan fortsat prale af et felt, der vil gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Denne gang er der et færre WorldTour-hold til start, idet også EF Education First Drapac slutter sig til de fem ovennævnte hold og rejser hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Froome og Chaves er heller ikke med denne gang, og ligesom sidste år er det heller ikke denne gang lykkedes at overtale Peter Sagan til at blive en ekstra uge i Australien. Med navne som kan man dog ikke brokke sig, og der er ingen tvivl om, at der også i år vil være tale om et løb, der årstiden taget i betragtning er WorldTouren værdigt.

 

Som en nyetableret begivenhed har Cadel Evans Great Ocean Road Race naturligvis ingen lang historie, mens dets kombination af korte, stejle stigninger og mulighed for sidevind har gjort til en slags belgisk klassiker, der både kan favorisere holdbare sprintere og puncheurs, og dermed er der egentlig ikke tale om et løb, der i udpræget grad giver mindelser om Evans’ egen karriere. I 2015 var vejret ganske dårligt, og det gav anledning til et selektivt løb, hvor en lille gruppe slap fri på de sidste stigninger. Til sidst vandt Gianni Meersman spurten i en nimandsgruppe foran Simon Clarke og Nathan Haas. I 2016 viste Peter Kennaugh at det er muligt at tage en solosejr, idet han nåede mål 6 sekunder før et felt på ca. 25 ryttere. Leigh Howard slog Niccolo Bonifazio i spurten om andenpladsen.

 

Sidste år var bl.a. Froome og specielt Porte meget aktive med angreb på og efter stigningerne, men intet lykkedes. Alt pegede på en spurt, da Cameron Meyer fra det australske landshold med et sent angreb var meget tæt på at skabe sensationen. Til allersidst lykkedes det dog Nikias Arndt og Simon Gerrans, der var de to hurtigste i det 24 mand store felt, som havde overlevet stigningerne, at presse sig forbi den stærke australier, og dermed tog den tyske Sunweb-sprinter sin første store endagssejr. Arndt vender tilbage for at forsvare titlen, og Gerrans er også med igen som kaptajn på et stærkt BMC-mandskab. Meyer stiller også til start denne gang, men nu er han del af et Mitchelton-Scott-hold, hvor han ikke nødvendigvis får helt samme frihed som sidste år.

 

Ruten

Løbet er ganske vist kendt som Cadel Evans Great Ocean Road Race, men ruten har ikke meget til fælles med de løb, Evans var vant til at vinde på toppen af sin karriere. I stedet gør den brug af dele af den rute, der blev benyttet ved VM i 2010, hvor Thor Hushovd slog Matti Breschel i en reduceret massespurt. Der er således ingen lange stigninger i det store australske endagsløb, der slet ikke passer til en rytter med Evans’ karakteristika. I stedet inkluderer det masser af smukke veje langs kysten, og tv-seerne forkæles vanligvis med flotte billeder af de sceniske omgivelser. For rytterne er hovedudfordringen den mulige sidevind samt de korte, stejle stigninger, og dermed minder det meget om en nordeuropæisk klassiker - også selvom der ingen brosten er.

 

Selvom løbet sidste år blev optaget på WorldTouren, var ruten uforandret i forhold til de tre første udgaver. Forud for den fjerde udgave har man imidlertid valgt at give den en opdatering med det klare formål at gøre udfordringerne vanskeligere. Et stærkere felt betyder naturligvis, at der skal mere til for at skabe splittelse, og det var ganske tydeligt i sidste års udgave. Derfor har man i år forkortet den afsluttende rundstrækning, men til gengæld tilføjet en ekstra omgang. Den er løbets vanskeligste udfordring og indeholder den ganske stejle Challambra Crest-stigning, der denne gang altså skal forceres fire mod tidligere tre gange. Ændringen betyder imidlertid, at distancen er reduceret fra 174 til 164 km, da den indledende strækning er uforandret.

 

Den begrænsede distance usædvanligt kort for et løb i den fineste løbsserie. Det afspejler imidlertid dets placering på kalenderen, idet en distance på over 200 km vil afskrække mange i januar måned. Som et endagsløb er det dog naturligt, at det er længere end etaperne i Tour Down Under, hvor distancerne som regel holdtes under 150 km.

 

Løbet både starter og slutter i Geelong, der var vært for VM i 2010. De første 113 km består af den samme store rundstrækning i området syd for kystbyen, som er blevet benyttet i tidligere udgave. Den første halvdel følger hovedsageligt den flade og vindblæste kystvej, idet rytterne bevæger sig mod syd. På denne strækning kan det tidlige udbrud ventes at blive dannet, men det er samtidig en af de farligste faser i løbet. Således er risikoen for sidevind stor, og er man ikke opmærksom, kan løbet være ovre allerede efter ganske få kilometer. Da der ikke er mange retningsændringer, kan der være sidevind i ganske lang tid, og dermed er der potentiale til at skabe stor udskilning.

 

Ved det sydligste punkt efter ca. 50 km bevæger de sig ind i landet, hvor de udfordres af flere mindre stigninger. Den første af disse er bakken mod Bells Beach, der er kendt af cykelmotionister i området. Herefter flader terrænet igen ud, mens rytterne fortsætter mod vest, men når de vender snuden nordpå og sætter kursen mod Geelong, bliver det igen vanskeligere. Et par mindre bakker udfordrer rytterne mellem 80- og 100 km-mærkerne, inden de rammer en højhastighedsnedkørsel, der bringer dem ned mod mål. I de senere år har denne sektion været brugt til at skabe en første udskilning, idet kombinationen af sidevind og korte stigninger kan gøre løbet ganske udfordrende og hurtigt ende eventyret for det tidlige udbrud.

 

På den lange nedkørsel rammer feltet den afsluttende 16,5 km lange rundstrækning, der altså er ændret en anelse i forhold til tidligere år. Allerede med det samme skal man op over Challambra Crest, der er 1,1 km lang, stiger med 8% i gennemsnit og har top med ca. 8,5 km til mål. Efter nedkørslen slog man sidste år en lille sløjfe for herved at køre op over yderligere en lille bakke, der kunne bruges som et sidste afsæt for angreb. Denne del er imidlertid nu sløjfet og i stedet køres direkte mod byens centrum gennem let faldende og stort set fladt terræn. Det sidste højresving kommer med ca. 1 km til mål, og herefter bøjer vejen kun let til venstre.

 

Efter første målpassage afsluttes løbet med tre fulde omgange på rundstrækningen, der i tillæg den allerede tilbagelagte del består af syv helt flade indledende kilometer.

 

Historien viser, at der er stor aggression på rundstrækningen, og det er her, de gode puncheurs kan gøre en forskel. Typisk er der blevet etableret et nyt udbrud hver gang, Challambra Crest er blevet passeret. Herefter er det endt som en jagt mellem udbruddet og et stadigt mindre felt, og de to første gange mislykkedes det for feltet at skabe samling. I 2015 var det ni mand, der spurtede om sejren, mens Kennaugh snød de stærke sprintere i 2016. Sidste år var Cameron Meyer meget tæt på at snyde feltet med et sent angreb, men det endte i en reduceret massespurt.

 

 

 

Vejret

I et løb, hvor sidevind er en af hovedudfordringerne, er det klart, at vejrudsigten bliver studeret grundigt. Løbet afvikles i en anden del af Australien end Tour Down Under, der ofte er præget af ekstrem varme. Dette er ikke tilfældet i Geelong, og i stedet passede vejret i de to første udgaver passet til rygtet som en slags nordeuropæisk klassiker. Sidste år var betingelserne dog langt bedre med regulær sommervarme, og det viser, at vejret på denne tid af året kan være temmelig varierende i regionen.

 

I 2018 er der imidlertid ingen nåde. Tour Down Under var ramt af rekordhøje temperaturer, og det samme vil være tilfældet for Cadel Evans Great Ocean Road Race, der vil blive afviklet på en nærmest uhørt varm dag. Der vil kun være enkelte skyer fra midt på eftermiddagen, hvor temperaturen ventes at nå hele 37 grader. Det vil være relativt blæsende med en jævn vind fra nord, hvilket primært giver medvind og sidemedvind på stykket frem mod første stigning, dernæst sidevind, følgelig modvind og til slut atter sidevind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være medvind på første del og sidemodvind på stigningen og det efterfølgende stykke. Dernæst venter et kort sidevindsstykke, inden der vil være sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Et af de afgørende kendetegn ved klassikerne er deres uforudsigelighed. Når et løb som Milano-Sanremo trods dets relativt lette rute gang på gang kan betage verdens cykelfans, skyldes det, at det er åbent for flere forskellige ryttertyper, og at man kun til allersidst ved, hvilke af de velkendte scenarier, der bliver til virkelighed. Når Cadel Evans med etableringen af sit eget løb udtrykte håb om at skabe en begivenhed, der kunne give mindelser om de største endagsløb, var et af hovedmålene derfor netop at sikre uforudsigelighed.

 

De to første udgaver af Cadel Evans Great Ocean Road Race har vist, at det er lykkedes, og at der er tale om et løb, der er vanskeligt at forudsige. Således har den alsidige rute åbnet mulighed for snart sagt et hvilket som helt scenarium, og en stribe forskellige ryttertyper har kunnet gøre sig gældende på den afsluttende rundstrækning. I 2016 viste Peter Kennaugh, at det er muligt for løbets stærkeste klatrer at gøre en forskel, mens det i 2015 var umuligt for klatrerne at komme fri, og i stedet blev det en klatrestærk sprintertype som Gianni Meersman, der vandt i en spurt blandt ni mand. Samtidig har mere udprægede sprintertyper også en chance, hvis de har en vis grad af holdbarhed. Havde det ikke været for Kennaugh, havde Leigh Howard, Niccolo Bonifazio og Steele Von Hoff således spurtet om sejren i 2016, og sidste år var det netop den hårdføre afslutter Nikias Arndt, der sejrede i en udgave, hvor det indtil allersidste meter stadig var åbent, om Cameron Meyer ville holde hele vejen hjem.

 

Den hidtidige rute har med andre ord levet fuldt ud op til forventningerne med dets kombination af flade strækninger, hidsige bakker og sidevind. Samtidig blev det imidlertid sidste år klart, at løbets optagelse på WorldTouren giver det visse udfordringer. Når man tiltrækker et felt med navne som Chris Froome, Richie Porte og Esteban Chaves er det klart, at niveauet ikke bliver meget højere, og så viser al erfaring, at der skal langt flere vanskeligheder til for at skabe splittelse. Således var det også meget markant, at ingen af løbets klatrere kunne gøre en reel forskel på stigningerne - end ikke Porte, der ellers netop havde knust al modstand i Tour Down Under - og når det alligevel var lige ved at glippe for sprinterne, var det kun, fordi Meyer tog dem alle på sengen på flad vej i den absolutte finale.

 

Derfor har det også været klart for arrangørerne, at noget måtte gøres, hvis ikke løbets balance skulle tippe i sprinternes favør, og hvis den store grad af uforudsigelighed skulle bevares. Løsningen blev designet af den nye rute, der med et reducerer værdien af de foregående års erfaringer og i hvert fald i 2018 tilføjer løbet et nyt element af usikkerhed. Ruteændringen betyder som sagt, at Challambra’s Crest nu skal forceres en ekstra gang og kommer endnu tættere på målstregen. Til gengæld er der et længere fladt stykke til sidst, da den lille finalebakke er blevet elimineret.

 

Meningerne om ruteændringen har været delte. Således har Sunweb givet udtryk for, at de ikke forventer de store ændringer, og at de tror på Arndt i endnu en reduceret massespurt. Også BMC har lagt op til, at det hele skal afgøres i en eller anden form for spurt. Modsat har Mitchelton-Scotts sportsdirektør Matthew White, der må formodes at være ganske godt bekendt med terrænet, understreget, at han forventer en ganske signifikant ændring, og at løbet bliver end el hårdere. Med andre ord er det en rute, der i den grad er åben for fortolkning.

 

Den lange liste af mulige vindere gør løbet meget åbent, men gør det samtidig vanskeligt for holdene at lægge en taktik. Det er således ikke mange hold, der entydigt satser på en spurtafgørelse, men de fleste hold medbringer alligevel mindst en hurtig mand, der kan gøre det færdigt, hvis der skulle blive samling i finalen. Holdudtagelserne afspejler på bedste vis, hvordan usikkerhed om ruteændringen og løbets forløb har sneget sig ind på holdene.

 

Årets udgave vil blive præget af voldsom varme. Til gengæld vil det formentlig ikke være blæsende nok til, at vinden kan gøre en forskel. Der vil endda primært være modvind på sidste del af den store rundstrækning, hvor terrænet er hårdest, og det vil kun bidrage til at gøre løbet mindre selektivt. Der er en chance for at udnytte sidevinden på det sidste stykke frem mod den lille rundstrækning, men det er usandsynligt, at der er tilstrækkeligt med blæst. Vi regner derfor ikke med, at de første ca. 100 km byder på det helt store drama. Et udbrud vil blive holdt i skak, og det vil formentlig være et næsten fuldt felt, der kommer frem til rundstrækningen.

 

Her vil angrebene til gengæld starte, ligesom der er en række hold, der har en interesse i at gøre løbet hårdt. Det gælder Bora-hansgrohe, Katusha, BMC og Mitchelton-Scott, der kan ventes alle at tage initiativ med det formål at komme af med sprintere som Nikias Arndt og Elia Viviani. Det store spørgsmål er, hvor aktivt de vil arbejde for en spurt. Daryl Impey og Simon Gerrans vil helt sikkert være tilfredse med et sådant scenarium, men det er nærliggende at tro, at Nathan Haas og Jay McCarthy, der begge er meget formstærke, vil forsøge at gå med i angreb fra hold, der mangler en vinderkandidat i en spurtafgørelse. Begge taktikker kan vise sig at være en gambling.

 

Den nye finale vil helt sikkert gøre løbet mere selektivt end tidligere, men mest sandsynligt er det, at det ender i en reduceret massespurt. Specielt BMC og Mitchelton-Scott, der har to af de allerstærkeste hold, vil formentlig arbejde 100% for et sådant scenarium. Hvis først BMC mod slutningen sender Rohan Dennis og Richie Porte frem for at jagte de ryttere, der måtte være kommet fri på stigningen, levnes de ikke mange chancer. Mitchelton-Scott er samtidig i besiddelse af stærke folk som Cameron Meyer, Damien Howson og Jack Bauer, der alle kan være med i denne type terræn. Det bør være nok til at sikre en spurtafgørelse.

 

Det får os til at pege på Daryl Impey¸som vores favorit. Sydafrikaneren har med sejren i Tour Down Under allerede fået drømmestart på sæsonen og vist, at han er i noget nær sit livs form - i hvert fald, hvis man husker på, at vi taler om januar måned. I det australske etapeløb viste han stor styrke overalt. Han spurtede så godt, at han kunne blive nr. 2 bag Peter Sagan på 4. etape og bag Caleb Ewan på 2. etape, selvom han i sidstnævnte tilfælde faktisk kørte lead-out. Hans klatreevner nåede helt nye højder med 2. pladsen på Willunga Hill, og der er derfor ikke skyggen af tvivl om, at han vil sidde med i finalen i dette løb.

 

Samtidig er han formentlig kølig nok til at satse 100% på en spurt og vil med sin gode form være langt friskere end ryttere, der enten er knap så klatrestærke eller har brændt krudtet af på at angribe. Som sagt vil han derudover formentlig kunne regne med at have god støtte i finalen, hvor specielt Meyer og Bauer har farten til at køre et godt lead-out. Han har før vundet deciderede massespurter i Vuelta al Pais Vasco og vandt så sent som i marts en reduceret massespurt i Volta a Catalunya. Kommer han af med sprinterne, vil han formentlig være hurtigst, og derfor er han vores favorit.

 

Simon Gerrans er som skabt til dette løb, men har endnu ikke haft held til at vinde det. Sidste år blev han akkurat overspurtet af Nikias Arndt, og det betød, at han måtte tage til takke med den utaknemmelige andenplads. Nu er tiden ved at rinde ud for den erfarne australier, der helt tydeligt ikke er i nærheden af at være ved fordums styrke. Det blev klart så sent som i Tour Down Under, hvor han ganske vist var loyal hjælperytter, men hvor han ikke just imponerede på stigningerne. Alligevel er han udset til en kaptajnrolle i dette løb, og selvom man har både Dennis og Porte med også, er der ikke lagt skjul på, at dette løb er Gerrans’ chance.

 

Trods det nuværende niveau burde Gerrans dog være stærk nok til at overleve stigningerne, ikke mindst fordi han trods alt førte hele vejen op ad Norton Summit Road på 4. etape i sidste uges løb. Selvom han ikke har spurtet meget i det sidste års tid, viste han sidste år, at han stadig er en glimrende afslutter - hvad han senere bekræftede i Tour of Norway - og han har som bekendt et killerinstinkt, der betyder, at han som regel gør det meste rigtigt i de finaler, han satser på. Tidligere var han hurtigere end Impey, men spørgsmålet er, om han denne gang vil tabe lidt på manglende friskhed. Han har til gengæld Rohan Dennis som en glimrende lead-out man, og i en reduceret massespurt bør han være så hurtig, at han kan ende med karrierens måske sidste WorldTour-sejr.

 

Sidste år var det en smule overraskende, at Nikias Arndt sejrede. Tyskeren er ganske vist kendt som en ganske holdbar sprinter, men da han ikke just havde imponeret i Tour Down Under, fløj han lidt under radaren. Det lykkedes imidlertid at overleve som eneste deciderede sprintertype, og det vidner om hvor fremragende en klatrer, han efterhånden er blevet. Det understregede han også med sine angreb i bjergene i sidste års Tour de France, og han er formentlig nu endnu stærkere, end han var sidste år. Spørgsmål er, hvor han står formmæssigt. Han gjorde ikke meget væsen af sig sidste uge, men her arbejdede han også loyalt for holdet. Faktisk kørte han bedre end sidste år på stigningerne, og formen kan derfor ikke være helt ringe. Desværre er ruteændringen ikke til hans fordel, og vi tvivler faktisk på, at han vil være med hjem. Han har dog en chance, og da han er den sprinter med de bedste overlevelsesmuligheder, kan han sagtens ende med at gentage sejren. Skulle Arndt falde fra, vil Sunweb satse på Mike Teunissen i en spurt, men han er ikke hurtig nok til at vinde.

 

Tour Down Under endte som en stor nedtur for Jay McCarthy, der satsede alt i sit forsøg på at følge Richie Porte. Han eksploderede i forsøget, og derfor kom han tomhændet hjem. Hans præstation på Willunga, hvor han altså længe kunne følge en af verdens bedste klatrere, afslørede dog, at der intet er i vejen med formen. I det hele taget har han givet indtryk af at være bedre end tidligere, og han vil derfor helt sikkert spille en rolle i dette løb. Det svære bliver at vælge taktik. Han er så stærk, at han ville kunne angribe i finalen og derefter slå eventuelle følgesvende i en spurt, men han er også hurtig nok til at sejre, hvis en større gruppe skal afgøre det. Man skal huske på, at han ved de australske mesterskaber slog en vis Caleb Ewan i spurten, og det vidner om farten efter et hårdt løb. Peter Kennaugh og Daniel Oss har begge en chance for at sidde med og kunne køre lead-out, og han har en reel chance for at slå navne som Impey og Gerrans, selvom de på papiret er hurtigere.

 

En endnu større taber i Tour Down Under var Nathan Haas. Han så ellers ud til at være i fremragende form, da han nærmest rutinemæssigt bankede McCarthy i de indlagte spurter og tog en 5. plads på Stirling-etapen. Desværre satte varmen ham ud af spillet, og han endte med at ende næsten sidst på kongeetapen. Derfor er det også dårligt nyt, at varmen igen er trykkende, men han har dog tidligere vist, at han sagtens kan præstere under disse forhold. Formen burde der ikke være noget i vejen, og som McCarthy kan han både angribe og spurte. Vi tror, at han vil være temmelig aktiv i finalen, og det vil formentlig betyde, at han mangler det sidste i en spurtafgørelse. Til gengæld vil han have glimrende muligheder, hvis de stærkeste skulle køre væk.

 

Skulle han have brændt sine tændstikker, er der derefter gode muligheder for, at Jhonatan Restrepo, Maurits Lammertink eller Jose Goncalves, der alle er hurtige på stregen, vil kunne spurte for Katusha. Restrepo er endnu hurtigere end Haas og har en ganske stor chance i en reduceret, men hans form i Tour Down Under var yderst skuffende. Han er dog kendt som en ustabil type og finder han benene vil han have en chance, hvis Haas giver ham carte blanche. Goncalves er heller ikke i sin bedste form og formentlig det dårligste bud, mens Lammertink er i bedst form, men den langsomste af de tre.

 

Det helt store spørgsmål er, hvor langt Elia Viviani kan komme i dette løb. Italieneren viste sidste efterår, at han er blevet ekstremt holdbar, og derfor lugter han helt sikkert blod i dette løb. Når man kan vinde Bretagne Classic, har man også en chance i en finale som denne. Med 6. pladsen på Stirling-etapen i Tour Down Under viste han også, at klatrebenene er skruet rigtigt på. Det er dog fortsat yderst tvivlsomt, om Viviani allerede så tidligt på året kan gøre sig gældende i et så hårdt løb, og vi vil blive overraskede, hvis han sidder med hjem. Afskrives kan imidlertid ikke, og ender han med at spurte om sejren, vil han være tårnhøj favorit. Falder han fra, vil det være op til formstærke Dries Devenyns at levere for Quick-Step, men selvom han ikke er langsom på stregen, har han kun en chance for at vinde, hvis han kan angribe i finalen.

 

I gamle dage ville man med det samme have udskreget Enrico Battaglin som en god vinderkandidat. Desværre er italienerens karriere nærmest gået i stå, og han hverken klatrer eller spurter lige så godt som tidligere. Præstationen i Tour Down Under var ikke katastrofal, men heller ikke spor overbevisende, og vi tror ikke på, at han sidder med hjem. Han har dog en chance, og selvom hans spurtpræstationer på det seneste ikke giver meget håb, vil han dog i hvert fald i teorien være en af de hurtigste, hvis det ender i en eller anden form for spurt.

 

Et af de meget interessante navne at følge er August Jensen. Den unge nordmand gør efter sit fabelagtige 2017, hvor han sluttede i top 10 på næsten samtlige etaper i de tre store norske etapeløb og endda vandt den knaldhårde kongeetape i Arctic Race of Norway foran ustoppelige Dylan Teuns, endelig professionel debut. Det sker endda i et løb, der burde være som skabt til ham, da han klatrer bedre end de fleste og er så hurtig, at han kan blande sig i deciderede massespurter. Når vi alligevel placerer ham ret langt nede på listen over favoritter, skyldes det, at han ikke tidligere har kørt i 2018, og at dette er karrierens første WorldTour-løb. Temperaturforskellen mellem Australien og Norge må også være et chok. Det er derfor usikkert, om han allerede nu kan gøre sig gældende.

 

Skal man pege på ryttere, der kan gøre en forskel med angreb i finalen, er specielt Rohan Dennis værd at fremhæve. Ganske vist har holdet meldt ud, at de som udgangspunkt satser på Gerrans, og vi tror, at Dennis vil vise sig som den loyale hjælper. Nogle gange er det imidlertid ikke dumt at være på forkant, og her kan det vise sig klogt at spille en formstærk Dennis ud. Alle ved, at han er næsten umulig at fange, hvis han får et hul, og han synes at være fremragende kørende. Samtidig er han lynhurtig på stregen og vil sågar har en lille chance i en reduceret massespurt, hvis Gerrans skulle falde fra.

 

Også Robert Gesink er i storform, og han burde være endt på podiet i Tour Down Under. Det var kun modvinden på Willunga Hill, der dræbte ham og betød, at han blev hentet af de øvrige favoritter ganske tæt på stregen. Gesink har ikke været bedre i lang tid og er kommet fremragende tilbage. Dette løb er ikke ideelt for ham, men man skal ikke glemme, at han faktisk har vundet GP Quebec. Her viste han også sine udmærkede afslutterevner, og han har derfor en chance, hvis han skulle slæbe en rytter eller to med til stregen.

 

Det samme har Tom-Jelte Slagter, der med tredjepladsen i Tour Down Under fik en drømmestart hos Dimension Data. Hollænderen var imidlertid mere snu end stærk, og han er fortsat ikke i stand til at matche de bedste på stigningerne. Terrænet passer ham, og blandt klatretyperne er han en af de allerhurtigste på stregen. Kommer han med hjem i en lille gruppe af klatrere, vil han være en af favoritterne i en spurt.

 

Endelig vil vi fremhæve Ruben Guerreiro og Pierre Latour. Begge viste de god form i Tour Down Under, hvor de var blandt de stærkeste på kongeetapen, og begge har de et godt punch på korte stigninger. Samtidig er de ganske hurtige på stregen og vil ligesom Slagter ikke være dårligt stillede i et spurtopgør i en lille gruppe. De har brug for et hård løb, men kan måske overraske.

 

***** Daryl Impey

**** Simon Gerrans, Nikias Arndt

*** Jay McCarthy, Nathan Haas, Elia Viviani

** Jhonatan Restrepo, Enrico Battaglin, August Jensen, Dries Devenyns, Rohan Dennis, Robert Gesink, Tom-Jelte Slagter, Ruben Guerreiro, Pierre Latour

* Richie Porte, Bjorg Lambrecht, Owain Doull, Nathan Earle, Maurits Lammertink, Matteo Montaguti, Steele Von Hoff, Mike Teunissen, Mikael Cherel, Peter Kennaugh, Enric Mas, George Bennett, Jose Goncalves, Cameron Meyer

 

Danskerne

Mads Würtz Scmidt skal fortsæte arbejdet for Nathan Haas på Katusha-Alpecin og har forhåbentlig mere succes end i Tour Down Under, hvor kaptajnen svigtede. En formstærk Lars Bak burde til gengæld få frie tøjler på Lotto Soudal og kunne sagtens vise sig frem med et angreb på rundstrækningen. Trek har i Mads Pedersen egentlig en rytter, der burde være skabt til dette løb, men Tour Down Under viste, at han er så langt fra formen, at han næppe kan gøre sig gældende. Nicklas Eg har formentlig bedre chancer for at sidde med fremme, men skal sandsynligvis arbejde for Ruben Guerreiro. Michael Mørkøv har ikke mange chancer på denne rute og skal bare hjælpe Elia Viviani og Dries Devenyns i den første del af løbet. Endelig gør Lasse Norman og Casper Pedersen sæsondebut for Aqua Blue Sport, men det vil være overraskende, hvis de kan gøre sig gældende på WorldTour-niveau på en så hård rute.

 

Tidligere års udgaver af løbet

Du kan gense Nikias Arndts sejr fra 2017, Peter Kennaughs sejr fra 2016 og Gianni Meersmans sejr fra 2015.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Søg på tværs af +50 webshops og få det største udvalg. 500.000 cykelprodukter samlet ét sted.

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 16/08-19/08

Arctic Race of Norway(2.HC) 16/08-20/08

Colorado Classic(2.HC) 16/08-19/08

Tour de Hongrie(2.1) 14/08-19/08

Tour du Limousin(2.1) 15/08-18/08

Tour du Limousin(2.1) 15/08-18/08

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 16/08-19/08

Arctic Race of Norway(2.HC) 16/08-20/08

Colorado Classic(2.HC) 16/08-19/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 17/08-26/08

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 19/08

Omloop der Vlaamse Gewesten(1.1) 19/08

GP Stad Zottegem(1.1) 21/08

Tour du Poitou Charentes(2.1) 21/08-24/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/08

Deutschland Tour(2.1) 23/08-26/08

Great War Remembrance Race(1.1) 24/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »