Optakt: Chrono des Nations

Løbets rolle og historie

I cykelsporten indgår enkeltstarter hovedsageligt som en del af etapeløb, og de store specialister har ikke mange muligheder for at teste sig selv i enkeltstående tidskørsler, der afvikles som selvstændige begivenheder. VM, EM og OL er de eneste virkelig store enkeltstarter, hvor alt handler om at vinde på dagen. Disse løb er imidlertid alle relativt nye, idet de først blev introduceret i hhv. 1994, 2016 og 1996, og tidligere var det i stedet et andet løb, der havde status som den vigtigste enkeltstart på hele året.

Cykelhistoriens vigtigste tidskørsel var kendt som Grand Prix des Nations og var en stor begivenhed på den internationale kalender. Den blev domineret af flere af cykelsportens enkeltstartsgiganter, idet Jacques Anquetil sejrede ikke færre end ni gange, mens Bernard Hinault var hurtigst ved fem lejligheder. Uofficielt blev løbet ikke helt uden grund betragtet som en form for VM i enkeltstart.

Grand Prix des Nations blev første gang afvikles i 1932, da sportsredaktørerne på Paris-Soir var blevet inspireret af VM i København, der i 1931 helt usædvanligt var blevet afviklet som en enkeltstart. Det ansporede dem til at arrangere deres egen 142 km lange tidskørsel, og derfra udviklede det sig til en stor begivenhed. I de tidlige år lå distancen som regel på ca. 140 km, men i 1955 reducerede man den til 100 km. Siden 1965 har den kun sjældent været længere end 90 km og som regel kun cirka 75 km. Løbet er blevet afviklet flere forskellige steder i Frankrig og havde aldrig et fast hjemsted.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Med introduktionen af en officiel regnbuetrøje tabte løbet sin betydning. Langsomt gled det i baggrunden, og da ProTouren blev indført i 2005, forsvandt det helt fra kalenderen. Et år senere slog arrangørerne sig sammen med det mindre løb Chrono des Herbiers, der var blevet afviklet siden 1982, og sammen etablerede man et 1.1-løb på UCI-kalenderen, der under navnet Chrono des Nations blev afviklet i oktober.

Løbet har nu etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed, men det har ikke samme prestige som sin forgænger. Først og fremmest er det det næstsidste løb på den europæiske kalender, og derfor kommer det på en tid af året, hvor mange er gået på ferie, og ingen er i topform. Ikke desto mindre har det udviklet sig til lidt af en VM-revanche, og meget ofte har den nye verdensmester brugt det som en første chance til at bære regnbuetrøjen. Løbet er dog også karakteriseret ved, at man mange ryttere tilsyneladende mere er til start på grund af pengene, og ofte ser man skræmmende dårlige præstationer af nogle af de største navne. Som et resultat er tidsforskellene som regel meget større end normalt på en tilsvarende enkeltstart. Ofte er topnavnene fra VM dog stadig i rimelig form, og derfor er vinderlisten domineret af ryttere, der har været med fremme i årets vigtigste enkeltstart.

Et interessant aspekt ved løbet er, at det er en stor enkeltstartsdag med løb for adskillige kategorier. Kvinderne kom med i 1987, og et U23-løb blev tilføjet i 1993. Juniorherrerne blev inkluderet i 1997, i 2007 blev juniorkvinderne en del af festen, og siden 2011 har der endda også været et løb for de helt unge franske ryttere. Det første løb afvikles om morgenen, og derefter går det slag i slag, inden eliteherrerne runder ballet af midt på eftermiddagen.

Som sagt er løbet ofte blevet domineret af ryttere, der også var med fremme ved VM, og det var også tilfældet sidste år, hvor Vasil Kiryienka fulgte sin VM-sølvmedalje op ved at besejre VM-bronzevinderen Jonathan Castroviejo med fem sekunder, mens Martin Toft Madsen fortsatte sit fremragende efterår ved at blive nummer 3, 59 sekunder efter hviderusseren. Kiryienka har i år kørt cyklen i garagen, men både Castroviejo og Toft Madsen er med igen og går efter at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Siden det nye løb blev etableret i 2006, har det haft hjemme i Herbiers, der ligger i en relativt flad del af Frankrig. Her designer man hvert år en lidt varierende rute på ca. 50 km, men selvom den varierer lidt år for år, er der altid tale om en perfekt sag for de store specialister.

Det vil også være tilfældet i år, hvor der skal tilbagelægges i alt 49,7 km i relativt fladt terræn. Både start og mål er placeret i Herbiers, hvorfra man først kører mod nordøst op over den lille stigning Mont des Aluettes og frem til det nordligste punkt i byen Chambretaud. Herfra får det mod sydøst ned forbi den første mellemtid, inden man sætter kursen mod sydvest. Den retning holdes, indtil man når anden mellemtid ved rutens sydligste punkt i byen Mouchamps, hvor man vender rundt og kører mord nordøst og nord tilbage mod målet i Les Herbiers. Terrænet byder på et par mindre bakker, men ingen store udfordringer, og ruten er heller ikke specielt teknisk.

Vejret

Det franske efterårsvejr kan være ganske lunefuldt, men denne gang viser det sig fra sin allerbedste side. Søndag bliver nærmest en sommerdag med en skyfri himmel og temperaturer på hele 26 grader. Der vil være en jævn vind fra syd, hvilket giver medvind på første del, modvind på anden del og medvind mod slutningen. Den vil aftage en anelse, hvilket kan være en fordel for de senest startende.

Favoritterne

Som sagt er resultaterne af Chrono des Nations ofte præget af store tidsforskelle. Det faktum, at nogle af de bedste ryttere fra VM ofte er oppe mod ryttere, der egentlig for længe siden har afsluttet deres sæson og kun hiver cyklen ud af garagen til dette ene løb, giver ofte anledning til stor afstand mellem de bedste og nogle af og til skræmmende svage præstationer. Ofte er flere af rytterne fra VM dog stadig godt kørende, og som regel bliver det et slag mellem rytterne herfra.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var specielt markant sidste år, hvor VM i Qatar blev afviklet meget sent og dermed meget tæt på den franske enkeltstart. Derfor var det meget lettere for topryttere som Kiryienka, Castroviejo, Toft Madsen og Mullen, der alle var med fremme i ørkenen at bevare motivationen og formen til dette løb også. Ikke overraskende besatte de således også de fire første pladser.

I år er det en anelse mere kompliceret. Det er efterhånden længe siden, VM blev afviklet, og da det i år var en klatrerute, var det ikke det helt store mål for mange af specialisterne. Det afspejler sig også i årets startliste, der ikke er helt så stærk som tidligere, simpelthen fordi mange af de store navne ikke længere er i form. Samtidig er det langt mere usikkert end tidligere, hvor gode de få stjerner egentlig er på nuværende tidspunkt

Trods det er det imidlertid specialisterne, man må forvente at se langt fremme. Ruten er som altid ikke specielt kuperet eller teknisk, og det er derfor en sag for de store motorer. Et andet vigtigt aspekt er distancen. Det er ganske sjældent, at man nu om dage finder enkeltstarter på 50 km, og der er stor forskel på, hvem der kan præstere på korte og lange enkeltstarter. Det er først og fremmest dieselmotorerne, der kan begå sig på en rute, der vil tage ca. en time at tilbagelægge. Heldigvis kan vi imidlertid glæde os over, at vejret er fremragende, og at rytterne burde have nogenlunde ens betingelser og tørre veje.

På forhånd ligner det en dyst mellem fem navne, Victor Campenaerts, Jonathan Castroviejo, Mikkel Bjerg, Martin Toft Madsen og Ryan Mullen, mens Pierre Latour har rollen som outsider. Baseret på det seneste års resultater er der ingen tvivl om, at Victor Campenaerts er feltets i øjeblikket største specialist. Belgieren gav først prøver på sin store fremgang med sølvmedaljen med sidste års EM, men i år har han virkelig taget et skridt op. Han tog en meget fornem sejr i Ruta del Sol helt tilbage i februar, men det helt store gennembrud kom, da han euroberede VM-titlen på den helt flade rute i Herning. Senest imponerede han måske endnu mere, da han slog flere af verdens allerbedste med sin andenplads på den ligeledes flade rute i Tour of Britain, mens det naturligvis ikke blev til noget på den hårde VM-rute i Bergen. Det flade terræn i Frankrig passer ham, og han har vist, at han kan håndtere distancen. Det helt store spørgsmål er, om han har haft løbet som et mål og holdt formen ved lige siden VM, eller om det bare handler om at vise EM-trøjen. Det må dog være oplagt for ham at vinke farvel til LottoNL ved at vinde dette løb, og vi tror på, at han er på et rimeligt niveau. Er Campenaerts i form, bør han vinde, og derfor er han vores favorit.

Vi anser hans største rival for at være Ryan Mullen. Ireren var som U23-rytter anset som en kommende tempostjerne, men det første år på højeste niveau gik ikke som ventet. Med en femteplads ved VM på den flade rute i Qatar var der imidlertid pludselig hul igennem, og i år har han været langt, langt stærkere. Han har ikke helt kunnet følge op på det i år, men han tog en flot bronzemedalje bag Campenaerts og Maciej Bodnar ved EM i Herning. Det er ingen tilfældighed, at hans bedste resultater kommer ved mesterskaberne, da han er bedst over lange distancer, i fladt terræn og på restituerede enkeltstarter. Med andre ord kunne han ikke drømme om et bedre løb end dette, og modsat Campenaerts er han helt sikkert motiveret til dette løb. Om formen så også rækker til at vinde for en mand, der ikke har kørt siden VM, er stadig usikkert, men i teorien har han alt, hvad der skal til for at gøre det.

Kan Mikkel Bjerg skabe sensationen og slå alle de professionelle? Det vil vi bestemt ikke udelukke. Ganske vist er han ekstremt ung, men når man kan knuse rivalerne ved U23-EM, kan man også blande sig med de bedste her, hvis det viser sig, at ingen af de store navne er i form. Modsat de oplagte favoritter har Bjerg nemlig vist, at han er i storform. For en uge siden kørte han den femtelængste distance nogensinde på en time og satte flere enkeltstartsspecialister til vægs med sit timerekordforsøg. Det viser, at han allerede nu har evnen til at blande sig med de bedste, og at han har motoren til at holde den gående over den lange distance. Terrænet i Les Herbiers passer ham, og er de store navne bare lidt under niveau, vil han være klar til at slå til.

Det kan meget vel blive en stor dansk dag i Frankrig. Bjerg er nemlig ikke den eneste dansker med en fremragende chance for at vinde. Efter sidste års tredjeplads går Martin Toft Madsen i år efter et endnu bedre resultat, og det har han alle muligheder for at opnå. Modsat de store navne er Toft Madsen nemlig helt sikkert topmotiveret til dette løb, og vi er slet ikke i tvivl om, at han har holdt dampen oppe siden VM. Dette er en kæmpe chance for at vise sig frem på den helt store scene, og både distancen og terrænet passer ham. Toft Madsen har ved sidste års VM og årets EM vist, at han ikke mangler meget for at matche folk som Mullen og Campenaerts på en rute som denne, og er favoritterne bare lidt under niveau, kan han meget vel ende øverst på skamlen.

Havde dette været 2016, havde vi slet ikke været i tvivl om, at Jonathan Castroviejo var den helt store favorit. Spanieren blev nummer 4 til VM i 2015 og til OL sidste år, blev nummer 2 efter Froome på Vuelta-enkeltstarten i 2016 og sluttede året af med at vinde bronze ved EM. I år har han imidlertid været en skygge af sig selv på tidskørslerne, og han har ikke været i nærheden af fordums styrke. Ikke siden Volta ao Algarve i februar har han været i nærheden af at vinde en enkeltstart på internationalt niveau, og senest viste han i Tour of Britain, at der ikke er fremgang at spore. Han gjorde det lidt bedre til VM, men her drog han fordel af stigningen. Er Campenaerts og Mullen i form, kan han næppe slå dem på en rute som denne. På den anden side handler alt om motivation og form, og har han holdt træningen ved lige, kan det alligevel ende med, at Castroviejo endelig tager sig en sejr.

Pierre Latour var kendt som ren klatrer, indtil han chokerede hele verden ved at knuse rivalerne på den flade rute ved de franske mesterskaber. Her viste han, at han også har potentiale som temporytter, endda også i fladt terræn. Modsat mange af de store specialister har han tillige vist, at han er i form. Han styrtede på næstsidste etape af Touren og missede det meste af efteråret, men da han kom tilbage i de italienske klassikere var han meget bedre end ventet. Efter den lange pause er der ingen tvivl om, at han er topmotiveret til at slutte sæsonen godt af og vise den franske mestertrøje flot frem, inden han skal på vinterpause. Kører han, som han gjorde i juni, kan han sagtens blande sig med bedste, men han skal trods alt stadig konfirmere, at der ikke bare var tale om en enkeltstående mirakelpræstation i terræn, der trods alt ikke er skabt til ham.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Den evigt uforudsigelige Alexandre Geniez kan måske være god for en overraskelse. Franskmanden er mest kendt som klatrer, men på sine gode dage har han kørt nogle fremragende enkeltstarter, også på relativt flade ruter. Han har som altid haft en blandet sæson med mange elendige perioder, men også med tre sejre. Han viste med sejren i Tre Valli Varesine, at han har ramt formen sidst på året. Den ustabile Geniez kan både ende langt tilbage og køre med om podiet. Han vinder næppe, men det vil ikke undre, hvis han blander sig fremme.

 Resten af feltet er præget af ryttere, der ikke er de helt store specialister eller ikke er i form. Normalt vil man naturligvis have store forventninger til Sylvain Chavanel, men franskmanden er netop kommet tilbage efter et grimt styrt i Poitou-Charentes og forventes ikke at være klar til at slås om sejren. Derudover kan man pege på en formstærk Anthony Delaplace, men han er næppe specialist nok til at kunne blande sig med de bedste. Også Jeremy Roy burde kunne gøre det godt, mens Damien Gaudin desværre synes at være helt ude af form.

***** Victor Campenaerts

**** Ryan Mullen, Mikkel Bjerg

*** Martin Toft Madsen, Jonathan Castroviejo

** Pierre Latour, Alexandre Geniez

* Sylvain Chavanel, Anthony Delaplace, Jeremy Roy