Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

Foto: Unipublic / Graham Watson

Optakt: Circuit Cycliste Sarthe

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

03.04.2017 kl. 22:57 af Emil Axelgaard.

De fleste ryttere forbereder sig til Paris-Roubaix i de flamske klassikere, men for nogle - først og fremmest franskmændene - er der en alternativ vej til Helvedet i Nord. På en tid af året, hvor der hovedsageligt er endagesløb i Frankrig, tilbyder det korte Circuit de la Sarthe en mulighed for klassikerrytterne for at få fire dages kvalitetscykelløb forud for et af de største løb på kalenderen og en chance for enkeltstartsspecialister, der kan håndtere kuperet terræn og måske også har en fin spurt, til at gå efter en samlet sejr i et historisk løb på den franske kalender.

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er cykelverdenen splittet op i to grupper. Klatrerne og etapeløbsrytterne er samlet i Baskelandet til Vuelta al Pasic Vasco, mens sprinterne og brostensspecialisterne er i Flandern og Nordfrankrig til en stor uge på brostenene i Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubai.

 

En tredje del af feltet er imidlertid samlet i Frankrig til en solid løbsblok, der inkluderer to Coupe de France-løb samt et kort etapeløb. I weekenden havde de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere chancen i det kuperede terræn i Route Adelié Vitré og La Roue Tourangelle, og i denne uge er de fleste rejst videre til Sarthe til de fire dage lange Circuit Cycliste Sarthe, der byder på et fint mix af flade etaper for sprinterne og mere kuperede etaper, der har terræn, der er mere lig det, der blev benyttet i weekendens endageløb.

 

Det lille etapeløb har et tosidet formål. Mange franske ryttere bruger det som sidste forberedelse til Paris-Roubaix, specielt rytterne på hold, der ikke er inviteret til de flamske klassikere. Ofte ser man, at udlændinge, der ikke er så begejstrede for de belgiske stigninger, også bruger løbet til at gøre sig klar til Roubaix. Samtidig er de kuperede etaper i anden halvdel god forberedelse til Ardennerklassikerne, og mange af de bedste franskmænd til disse løb vil benytte en kombination af de to kuperede endagesløb samt etapeløbt i Sarthe til at blive klar til deres store mål. Samtidig er det en stor chance for enkeltstartsrytterne til at gå efter en samlet sejr i et løb uden store stigninger.

 

Løbet blev skabt i 1953 og blev afviklet som et nationalt amatørløb frem til 1963, hvorefter det i 10 år var et internationalt løb for amatører. I 1975 blev det åbnet for professionelle, og det var sømænd selveste Bernard Hinault, der vandt de to næste udgaver. Generelt har det været et perfekt løb for unge ryttere, der har kunnet vise deres potentiale. Eksempelvis vandt en ung Greg Lemond i 1980.

 

Terrænet i regionen er uden store stigninger, og derfor har der altid været masser af sprinteretaper. Løbet er imidlertid som regel blevet afgjort på en eller to kuperede etaper, der har været en udfordring for de tunge enkeltstartsspecialister, der har kæmpet om sejren i den korte enkeltstart på andendagen, den normalt vigtigste etape i løbet. Derfor er løbet oftest blevet vundet af stærke rouleurs, der kan overleve mindre stigninger, og i et løb med bonussekunder og små tidsforskelle er en god spurt tillige en stor fordel.

 

Det er blevet anskueliggjort af, at Ramunas Navardauskas, der netop har de tre nødvendige kvaliteter, vandt i både 2014 og 2016. Blandt nylige vindere findes stærke enkeltstartsspecialister som Luke Durbridge, Anthony Roux, Luis Leon Sanchez, Andreas Klöden, David Millar, Stefan Schumacher, Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel, men Pierre Rollands sejr i 2014 viser, at det er muligt at ændre på tingenes tilstand efter enkeltstarten.

 

Sidste års løb endte helt bizart, da et tomandsudbrud udnyttede sprinterholdenes taktiske spil til at få et kolossalt forspring på 1. etape. Selvom de mistede det meste til sidst, vandt nyprofessionelle Marc Fournier så meget tid, at han med lethed kunne tage den samlede sejr foran enkeltstartsspecialisten Jerome Coppel samt Juan Jose Lobato. Fournier vender tilbage for at forsvare titlen, men Coppel har nu stoppet karrieren, og Lobato er aktiv i Baskerlandet og derfor også fraværende.

 

Ruten

Circuit de la Sarthe har et fuldstændig fast format. Det starter typisk med en dag for sprinterne, mens andendagen byder på to halvetaper, en sprinteretape om morgenen og den vigtige, korte enkeltstart om eftermiddagen. De sidste to dage byder på mere kuperede etaper, og specielt tredje etape har ofte været en chance for puncheurs og klatrere til at gøre en forskel. Sidste etape har ofte også været ganske hård, men er også blevet afgjort i en reduceret massespurt på de ganske varierende ruter. Dette års udgave af løbet følger en stort set identisk opskrift.

 

 

1. etape

Som altid starter løbet med en næsten helt flad etape. I år er det byen Pouzauges, der både agerer både start- og målby på førstedagen, hvor der skal tilbagelægges i alt 173,2 km. Første del af etapen består af en relativt flad rundstrækning primært i området syd for byen. Efter indlagte spurter efter hhv. 31,5 og 62,3 km når man imidlertid op nord for byen, hvor der er en anelse mere kuperet, og her venter tre små stigningerne efter hhv. 88,5 km, 96,4 km og 119,7 km. Målstregen passeres første gang efter 121,6 km, efter at sidste pointspurt er kørt 7 km tidligere, og herefter afsluttes løbet med seks omgange på en 8,6 km lang rundstrækning. Den indeholder to små stigninger, men er i alt væsentligt flad. De sidste tre kilometer har nogle helt små bakker. En nedkørsel fører frem til de sidste 300 m, der stiger svagt.

 

Sidste år lykkedes det overraskende Marc Fournier at opbygge sig et løbsafgørende forspring på 1. etape, hvor sprinterholdene kiggede alt for meget på hinanden. Et sådant scenarium kan naturligvis udspille sig igen i et løb, hvor der er meget små hold til start, men det mest sandsynlige er, at det hele ender i en massespurt. Vinden kan dog som altid komme i spil.

 

Pouzauges har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

Etape 2a

Andendagen byder som altid på to halvetaper. Om morgenen skal man ud på 99,8 km, der bringer dem fra Ligne til den velkendte afslutning i Angers, der forekommer hvert år. Stort set hele dagen går det mod øst gennem helt fladt terræn. De eneste højdepunkter er dagens indlagte spurt, der kommer efter 20,7 km, og en lille stigning 27,1 km senere. Efter 81,2 km krydses målstregen for første gang, og derefter afsluttes etapen med tre omgange på en 6,2 km lang rundstrækning. Den indeholder en ganske lille bakke og dernæst en nedkørsel, inden det flader ud på den sidste kilometer. Rundstrækningen er imidlertid ganske teknisk med flere sving, men det sidste skarpt sving kommer med ca. 1 km til mål, hvorefter der er en blød kurve bare 200 m fra stregen.

 

Morgenetapen slutter altid i en massespurt, og det vil være en stor overraskelse, hvis det skulle gå anderledes i år. Sprinterne ved, at de ingen chance har på enkeltstarten eller torsdagens kongeetape, og derfor er der masser af interesse i at jagte. Kun vinden synes at kunne forhindre de hurtige folk i at komme til fadet.

 

De seneste vindere af morgenetapen til Angers er Bryan Coquard (2016), Anthony Roux (2015), der snød sprinterne med en sjælden udbrudssejr, Jonas Ahlstrand (2014), Nacer Bouhanni (2013), Michel Kreder (2012 og 2011), Anthony Ravard (2010), David Le Lay (2009), der også snød sprinterne med et angreb), Samuel Dumoulin (2008), Paride Grillo (2007 og 2006), Andy Flickinger (2005), Yuriy Krivtsov (2003), der også havde helt med et angreb, Massimo Strazzer (2002) og Jaan Kirsipuu (2001). Sidste år vandt Mark Cavendish en Tour de France-etape i byen, nøjagtigt som Tom Boonen gjorde i 2004.

 

 

 

 

Etape 2b

Som altid gælder det onsdag eftermiddag løbets måske vigtigste etape, den klassiske enkeltstart i Angers. I år er ruten forkortet, idet den vanlige 6,8 lange rute, der har været benyttet i adskillige år, er blevet modificeret. I alt skal der tilbagelægges 6,6 km, der næsten er helt flade, selvom der er en lille bakke med efterfølgende nedkørsel midtvejs. Ruten er samtidig ganske teknisk.

 

Ruten er ændret en anelse, men det ændrer ikke på etapens natur. Dette er en etape for de kraftfulde specialister, men på så kort en rute kan sprintere som regel også gøre det godt, specielt på grund af den tekniske karakter. I et løb, der afgøres på sekunder, er dette den bedste chance for vinde tid, og derfor vil klassesmentsrytterne køre fuld gas i Angers.

 

De seneste vinder af enkeltstarten i Angers er Anton Vorobyev (2016), Adriano Malori (2015), Alex Dowsett (2014), Luke Durbridge (2013 og 2012), Daniele Bennati (2011), Tiago Machado (2010), Jimmy Engoulvent (2009), Christian Vande Velde (2008), Andreas Klöden (2007), Ivan Basso (2006), Florent Brard (2005), Sylvain Chavenel (2003) samt Jean Nuttli (2002).

 

 

 

3. etape

Den hårdeste etape kommer som regel på tredjedagen, og det forholder sig ikke anderledes i 2017. Siden 2009 har man benyttet en vanskelig rundstrækning i Pre-en-Pail til at give mere klatrestærke typer en chance for at vinde tid, og den rute vil blive genbrugt i år. I alt skal der tilbagelægges 190,3 km mellem Angers og Pre-en-Pail, og der er faktisk tale om helt samme etape, som blev benyttet i både 2015 og 2016.

 

Den første del af etapen består af en lang rejse mod nord mellem start- og målbyen, men denne del af etapen er stort set helt flad. Efter de tre indlagte spurter, der kommer efter henholdsvis 49, 53,5 og 72,2 km, er der ganske vist en lille stigning ved 86 km-mærket, men ellers er der ingen nævneværdige udfordringer.

 

Det ændrer sig imidlertid i finalen, når feltet med 60,8 km til mål rammer rundstrækningen. Her kører man næsten en hel omgang, inden man krydser målstregen efter 134,9 km. Etapen afsluttes nu med fem omgange på den 10,5 km lange rundstrækning, der som hovedudfordring har den korte, stejle stigning Mont des Avaloirs, hvor der er bjergppoint på spil på 1. og 3. omgang. Toppen kommer med 2,9 km til stregen, og herefter stiger det ganske let hele vejen til mål.

 

Dette er etapen, hvor de tunge enkeltstartsryttere kan bringes i vanskeligheder, og hvor Ardennerspecialisterne kan gøre en forskel. Terrænet er så hårdt, at man har sat folk som Malori og Dowsett til vægs, og de har mistet alt her trods sejren på enkeltstarten. Finalen er som regel ekstremt aggressiv og svær at kontrollere for de små hold, og ofte etableres der en lille gruppe på en håndfuld 5-10 ryttere, der skal spurte om sejren i finalen, eller et reduceret felt skal dyste om sejren på den stigende opløbsstrækning, hvor der altid opstår små huller. Dermed er etapen skabt til puncheurs og stærke sprintere, der kan hænge på i vanskeligt terræn.

 

I 2016 lykkedes det Anton Vorobyev at tage en sejr efter et langt udbrud, mens en relativt stor gruppe af favoritter nåede mål 1.15 senere, med Romain Hardy som vinder af spurten foran Thomas Voeckler og Juan Jose Lobato. I 2015 vandt Manuele Boaro foran Pierre Rolland efter et sent angreb, mens Jonathan Hivert vandt spurten i en lille gruppe i samme tid som vinderen. I 2014 kørte Ramunas Navarduaskas alene hjem, 4 sekunder foran Julien Simon og Anthony Roux, mens Pierre Rolland tog en imponerende solosejr, der lagde grunden til den samlede triumf, i 2013. Francisco Ventoso vandt en spurt i en stor gruppe i 2012, mens Anthony Roux var den hurtigste af 7 mand i 2011. Samuel Dumoulin vandt en spurt i 2010, og Roux vandt igen en spurt i en lille gruppe i 2009.

 

 

 

 

4. etape

Løbet slutter ofte med en relativt kuperet etape, der har kunnet gøre forskelle i klassementet, mens sidste år sluttede man af med endnu en helt flad etape. Det format har man valgt at genbruge i år, hvor det ser ud til, at de hurtige folk vil kommet til fadet på fredagens etape. I alt skal der tilbagelægges 186,8 km mellem Abbaye de l’Epau og Saint-Calais, og de går hovedsageligt mod syd og øst. Man krøller sig imidlertid rundt i terrænet undervejs for at ramme tre kategoriserede stigninger efter hhv. 31,4, 74 og 83,2 km, men terrænet er hovedsageligt fladt uden nævneværdige udfordringer. Undervejs kommer der indlagte spurter efter hhv. 31,4, 104 og 112,6 km, inden man når målbyen. Her krydser man stregen efter 122 km, og derefter afsluttes løbet med seks omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Der er en ganske lille bakke undervejs, men den er stort set flad og uden store tekniske udfordringer. De sidste 3 km er helt flade.

 

Etapen byder ikke på mange terrænmæssige udfordringer, og det burde derfor være en dag for sprinterne. Vinden kan muligvis skabe ravage, og sidst i et etapeløb har et udbrud altid større chancer. Der bør imidlertid være interesse nok i at sikre en massespurt. Samtidig kan det ikke udelukkes, at klassementet er så tæt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, som det tidligere er sket på sidste etape.

 

Saint-Calais har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

Favoritterne

Som sædvanligt vil Circuit de la Sarthe blive afgjort af tre forhold. Enkeltstarten er den vigtigste etape og den bedste chance for at gøre en forskel. Derfor vindes løbet som regel af stærke enkeltstartsryttere. De skal imidlertid overleve den kuperede etape, og i 2014 og 2015 lykkedes det ikke vinderen af enkeltstarten at følge de bedste på stigningerne. Vinden kan i teorien også komme i spil, men det sker sjældent. Endelig spiller bonussekunder i de indlagte spurter og på kongeetapen ofte også en rolle.

 

Tidligere har det været muligt at ændre tingenes tilstand på kongeetapen, da det er ganske svært for de små hold at kontrollere den kuperede rundstrækning. For et par år siden lykkedes det eksempelvis Pierre Rolland fuldstændigt at vende op og ned på tingene, men som regel skal man være i top 10 på enkeltstarte for at vinde samlet. Tidsforskellene på kongeetapen er som regel mindre end på enkeltstarten, selvom det er en relativt kort distance, der venter i kampen mod uret.

 

I år ventes der flot solskin alle dage - kun tirsdag er der en lille risiko for en byge - og der er ikke megen vind. Dermed vil vejrforholdene næppe bidrage til at skabe splittelse, og hvis feltet har lært af sidste års store fejltagelse, hvor man lod et udbrud afgøre det hele, bør løbet blive afgjort på en kombination af enkeltstarten, kongeetapen samt bonussekunder.

 

I det lys er det vanskeligt ikke at pege på Jonathan Castroviejo som manden, der skal slås. Spanieren er sammen med holdkammeraten Alex Dowsett klart løbets bedste enkeltstartsrytter, og det vil være en overraskelse, hvis VM-bronzevinderen ikke vinder den 6,6 km lange kamp mod uret i Angers. Castroviejo har ganske vist haft sine bedste resultater på længere enkeltstarter og foretrækker betydeligt mere kuperede ruter, men det er værd at huske på, at hans store gennembrud kom, da han vandt en prolog i Romandiet Rundt som ganske ung. I de seneste to år har han taget det sidste skridt op i verdenseliten, hvilket han senest dokumenterede med sejren i kampen mod uret foran Tony Martin i Algarve.

 

Samtidig har Castroviejo i år klatret bedre end nogensinde, og han var særligt imponerende i Algarve, hvor han var endt på podiet, hvis ikke han havde fået defekt på kongeetapen. Han bør ikke få problemer på stigningerne på 3. etape, og han bør have så stor en buffer fra enkeltstarten, at bonussekunder ikke kommer i spil. Ganske vist blev han syg i Catalonien, men forinden kørte han helt forrygende i Tirreno, så formen må være fremragende. Det største problem er, om hans holdkan kontrollere den vanskelige etape, men det bør et stærkt Movistar-mandskab med folk som Daniele Bennati, Carlos Barbero, Alex Dowsett, Carlos Betancur og Jorge Arcas kunne gøre. Derfor er Castroviejo vores favorit.

 

Hans største rival kunne meget vel blive Bryan Coquard. Franskmanden har ofte kørt dette løb, men jan har aldrig satset på klassementet. Sidste år blev han imidlertid nummer 12, og nu må han være klar til at gå efter sejren. Coquards store fordel er, at han er løbets bedste sprinter og derfor kan score bonussekunder på de flade etaper. Dertil kommer, at han nu klatrer så godt, at han faktisk burde kunne køre med om sejren på kongeetapen, hvor det stigende opløb er nærmest skræddersyet til ham. Når man kan blive nummer 4 i Amstel Gold Race, kan man også vinde i Pre-en-Pail. Den store udfordring er enkeltstarten, hvor han skal begrænse sit tidstab, men i den sammenhæng er det værd at minde om, at han blev nummer 5 på en endda længere enkeltstart i sidste års Route du Sud. Den kortere rute her burde passe ham fint. Han viste i Flandern Rundt, at formen efter en sløv start er ved at være der. Hvis han kan levere en fornuftig enkeltstart og vinde et par sprinteretaper, bliver Coquard ikke nem at slå.

 

Laurent Pichon har i mange år været kendt som en anonym hjælper på FDJ, men efter skiftet til Fortuneo-Vital Concept er der for alvor kommet gang i karrieren. Franskmanden har i marts vundet endnu mindre end 3 store løb, senest fredages Route Adelié Vitré. Med sin gode spurt, specielt op ad bakke, er han klart en af favoritterne til kongeetapen, og han kan endda gå efter bonussekunder i de indlagte spurter undervejs. Hans udfordring er enkeltstarten, men han kørte faktisk en chokerende fjerdeplads hjem i kampen mod uret i dette løb for bare 12 måneder siden. Kan han gøre det igen og vinde kongeetapen med et par sekunder ned til en fyr som Castroviejo, er den samlede sejr inden for rækkevidde.

 

Direct Energie stiller med et stærkt mandskab, der også inkluderer Lilian Calmejane. Det franske supertalent har allerede vundet to etapeløb i år, Etoile de Besseges og Coppi e Bartali, den sidste for mindre end to uger siden. Derfor er formen i top, og han vil være klar til at slå til på kongeetapen, hvis eksplosive finale passer ham fint. Også for ham gælder det, at enkeltstarten er den store udfordring, men han kørte en forrygende enkeltstart i Besseges og synes at have forbedret sig. Denne rute er fladere og derfor mindre ideel, men kan han bekræfte fremgangen i kampen mod uret, er en god præstation på kongeetapen det perfekte udgangspunkt for en samlet sejr.

 

FDJ må satse på Arthur Vichot, der har haft en helt fantastisk sæson og synes at være helt tilbage på sit topniveau. Senest leverede han en fremragende indsats i Catalonien, og han er dermed tilbage i form efter sin lille pause. Han fremstår som en af de helt store favoritter til kongeetape og er hurtig nok til at gå efter bonussekunder i de indlagte spurter. Hans store problem er enkeltstarten, men han har tidligere gjort det godt, når det har været kort og eksplosivt. Med den nuværende form er han måske i stand til også at køre med om de sjove placeringer på etape 2b og dermed gå efter den samlede sejr.

 

Pichon er ikke det eneste kort på det stærke Fortuneo-mandskab. Også Eduardo Sepulveda må være motiveret til at bestyrke sin position som holdets kaptajn. Argentineren har ikke været i topform i den første del af sæsonen, men han viste fremgang i Paris-Nice og Coppi e Bartali, hvor han imidlertid desværre styrtede. På papiret er han en af løbets bedste klatrere, og selvom kongeetapen er lidt for eksplosiv for hans smag, bør han være med fremme. Tidligere var han også kendt som enkeltstartsspecialist, men det er nogle år siden, han sidst har kørt op til sit bedste. For at vinde her skal han gøre det igen samt udnytte, at han har et stærkt hold med adskillige taktiske muligheder på kongeetapen.

 

Movistar har i Alex Dowsett yderligere en specialist, der ovenikøbet er Castroviejos værste rival på enkeltstarten. I tidligere udgaver har kongeetapen imidlertid været for hård for ham, og hvis han bliver slået af sin holdkammerat, skal han ovenikøbet ofre sig. Vinder han derimod enkeltstarten, får han lov at køre sin egen chance, og da han i år har klatret bedre end tidligere, kan det ikke udelukkes, at han denne gang kan overleve den sværeste etape. Holdet har også Daniele Bennati, der kan gå efter bonussekunder i spurter og er fremragende på korte, flade enkeltstarter. Hans form er imidlertid ikke i top, og han må formodes at skulle arbejde for holdet.

 

I tillæg til Vichot har FDJ Johan Le Bon, der er en af de helt store specialiser på en kort, flad enkeltstart som denne. Franskmandens form har imidlertid ikke set specielt lovende ud, og kongeetapen er med stor sandsynlighed for hård for ham. På den anden side har han før vundet en relativt kuperet etape i Eneco Tour, og han klatrer ikke dårligt. Hvis han er i bedre form, end resultaterne antyder, har han bestemt en chance. Holdet har også Ignatas Konovalovas, der viste solid form i de flamske klassikere og klatrer fint i terræn som dette. I gamle dage var han også enkeltstartsspecialist, men det er længe siden, han sidste har kørt godt i kampen mod uret, og han skal finde tidligere tiders styrke, hvis han skal have en chance.

 

Udover Pichon og Sepulveda kan Fortuneo satse på den formstærke Anthony Delaplace, der netop har vundet Normandiet Rundt og var tæt på at vinde La Roue Tourangelle i søndags. Franskmanden er en habil enkeltstartsrytter, i god form og stærk i kuperet terræn. Da han ikke er specialist på nogle af etaperne, skal han imidlertid udnytte holdets styrke til at køre væk på kongeetapen og sikre sig en tidsgevinst.

 

Delko satser på Delio Fernandez og Mauro Finetto. Finetto er med sit punch en af de store favoritter til kongeetapen, men selvom han kørte en hæderlig enkeltstart i Besseges, taber han nok for meget tid onsdag eftermiddag til at have en chance. Fernandez har tidligere kørt fremragende enkeltstarter i Portugal Rundt, men han har ikke været på samme niveau i de senere år. Han er imidlertid en god klatrer med en god spurt og har derfor på papiret alle egenskaber til at vinde dette løb.

 

Cofidis stiller med Julien Simon, der også har alle egenskaber til at vinde kongeetapen. Desværre var han ikke specielt godt kørende i Catalonien, og selvom han tidligere er blevet nummer 11 på enkeltstarten, forhindrer etape 2b ham nok i at gå efter den samlede sejr. Det samme kan siges om Ag2rs kaptajn Mathias Frank. Han er ganske vist betydeligt bedre på enkeltstarten end Simon og har før gjort det godt her, men modsat Cofidis-kaptajnen har han ikke det punch, der skal til for at vinde kongeetapen.

 

Direct Energie har udover Coquard og Calmejane både Romain Sicard og Thomas Voeckler, men de må ventes at skulle arbejde for holdet. Alligevel kan de ikke afskrives. Begge er meget ustabile på enkeltstarter, men har før gjort det godt i kampen mod uret. De er samtidig stærke i kuperet terræn, så en god enkeltstart kan pludselig give dem en kaptajnrolle på 3. etape, hvor holdets bredde kan give dem mulighed for at gå efter sejren med et angreb.

 

Endelig vil vi pege på Alex Kirsch og Anton Vorobyev. Kirsch er ganske vist ikke i samme form, som da han blev nummer 2 i Le Samyn, men han kørte fint i De Panne. Specielt leverede han en god enkeltstart, og da han har et godt punch til kongeetapen, bør han kunne køre klassement i dette løb. Vorobyev vandt sidste år enkeltstarten og tog kongeetapen efter et langt udbrud. Tredje etape er dog så hård, at han næppe kan hænge på favoritterne i en direkte dyst, og da han samtidig har været i dårlig form hele året, vil det undre, om han kan køre med om sejren på enkeltstarten. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er en af løbets specialister, og det er derfor for tidligt at afskrive ham, hvis formen pludselig melder sig.

 

OPDATERING: Alexandre Geniez er i sidste øjeblik blevet tilføjet til startlisten og er en af de store favoritter. Maxime Bouet erstatter Anthony Delaplace og har også en fin chance.

 

***** Jonathan Castroviejo

**** Bryan Coquard, Laurent Pichon

*** Alexandre Geniez, Lilian Calmejane, Arthur Vichot, Eduardo Sepulveda, Alex Dowsett, Johan Le Bon

** Maxime Bouet, Delio Fernandez, Ignatas Konovalovas, Julien Simon, Romain Sicard, Alex Kirsch, Mauro Finetto, Mathias Frank, Daniele Bennati, Thomas Voeckler, Anton Vorobyev

* Larry Warbasse, Xandro Meurisse, Martijn Tusveld, Julien El Fares, Christophe Riblon, Benoit Jarrier, Romain Hardy, Clement Venturini, Marc Fournier

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

SENESTE

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet




 

Der er pt. ingen aktive salgsannoncer i vores brugtmarked.

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk